Klumme

Magtens mænd tisser nedad

Det er ikke længere ugleset at pisse nedad. Det er tværtimod blevet en yndlingsbeskæftigelse for de få, der sidder med magten
28. juni 2012

Min mor var sygeplejerske. Ikke kun som stillingsbetegnelse, men i lige så høj grad af overbevisning. Omsorg for andre var for hende en selvfølge. Det gjaldt ikke mindst for dem, der ikke er født med en sølvske i hånden og med retten til riget, og hvad den økonomiske overklasse nu ellers tager som selvfølge.

Misforstå mig ret; hun var ingen helgeninde, og hun begik mindst lige så mange fejltrin i tilværelsen som de fleste andre, inklusiv undertegnede. Ikke desto mindre prægede hendes menneskesyn mig kraftigt. For eksempel førte hun en absolut nultolerancepolitik, hvad angik det segment af befolkningen, hvis yndlingssportsgren det nu engang er at pisse nedad. Da hun således fandt ud af, at jeg engang i underskolen havde været med til at mobbe klassens tykke pige, blev hun så vred, at jeg troede hun skulle selvantænde for øjnene af mig.

Det værste skældsord i hendes bog var afstumpet. Når hun brugte det ord om en person, vidste man, at vedkommende var, hvad vi andre kalder et dumt svin. Det vil sige en person, som fuldstændig mangler den egenskab, der kaldes empati. Hun kunne heller ikke fordrage, når folk gik i for små sko eller var snobbede. Eller dømmesyge.

Her er det værd at erindre, hvad hun så og hørte på sit arbejde; kvinder, der var ’gået ind i døre’. Børn med sår og blå mærker de mærkværdigste steder og helt, helt døde øjne, samt mange andre triste skæbner. Hun tilhørte en af de (underbetalte) faggrupper, der tørrer op efter os andre. Ikke at hun nogensinde brokkede sig over det. Men engang i mellem græd hun.

Jeg tænker på hende i disse tider, hvor der fra stort set enhver politisk side i vor til overflod velhavende nation synes at herske bred enighed om, at der er stemmer at hente i at pisse nedad. Som regel ud fra mottoet om, at dem, der har, skal mere gives. Og dem, der intet har – ja, også det skal dem fratages. Og her tænkes ikke så meget på det tavse flertal – der jo gerne lader stemmerne gjalde ved urnerne og i utallige opinionsundersøgelser. Det er ikke dem, men de stumme minoriteter: de arbejdsløse, syge og gamle. Dem med psykiske lidelser, børnene og de såkaldt fremmede. Dem, der sidder rundt omkring og bare venter. (At også kunstnerne skal stå for skud, er der intet nyt i, men de tilhører på den anden side ikke noget synderligt stumt segment, så de kan og vil med garanti snildt kunne tale egen sag.) Hvem taler fra politisk hold de stummes sag?

Et ord, der er blevet så desavoueret, at det næsten ikke er til at tage i munden, er som bekendt solidaritet. Og guderne skal vide, at der gik inflation i lortet tilbage i 1970’erne, jo tak. Men det er ikke ensbetydende med, at der nu er nedlagt forbud mod at stille sig solidarisk med dem, der pisses på af vor tids magthavere og deres medløbere. Personligt oplever jeg det som forstemmende at følge, hvorledes et afstumpet menneskesyn i stadigt stigende grad har vundet gehør.

Det er naturligvis ikke kun 10 år med blå bloks inhumane og dybt opportunistiske politik, der har fået os derhen, hvor embedspersoner i den offentlige forvaltning i vid udstrækning mener, de efter forgodtbefindende kan skalte og valte med de mennesker, hvis skæbner de har fået hånds- og halsret over.

At magt korrumperer ved vi kun alt for godt, og når samme magt udøves mod en – i nogen af de udøvendes øjne – ussel flok marginaliserede medborgere, får den nu alt, hvad den kan trække af nedværdigende uforskammetheder. Fra din egen selvfede kommune over vor alle sammens Udlændingestyrelse/service (eller hvad dette menneskefjendske produkt af DF’s fingeraftryk på dansk politik nu har af misvisende titel i år) til de ministerier, hvor utallige hænder er travlt beskæftigede med at vaske hinanden. Og det, fordi vi er en smule på røven … tja, sidst jeg tjekkede efter, var Danmark altså stadig et af verdens rigeste lande. Men sig det for Guds skyld ikke til nogen!

Klaus Lynggaard er forfatter og kulturskribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

henning husum

Tak! Enig!
Men hvorfor kan jeg ikke finde ud af at stille noget op mod det. Jeg fortsætter blot med at gå på arbejde, få min gode løn og være enig med Klaus. Dage bliver til år. Men jeg gør ingenting.

Kurt Loftkjær

Egoismens endelige sejr i Danmark?

Efter et have rejst meget i rundt i verden har jeg fået det indtryk, at samfund med begrænset lighed og manglende tolerance også lever med stor usikkerhed i det daglige liv. Med andre ord kan man måske sige, at man betaler for sin sikkerhed i dagligdagen ved bl.a. at sikre et anstændigt liv til de dårligere stillede.

De ti år med VK-regeringen har fundamentalt ændret danskernes holdning til sig selv og andre.

Først tænker man på at skaffe sig selv bedre vilkår og derefter på, hvem der skal betale. Her er de svageste i samfundet oplagte ofre.

De svage og deres synspunkter vil som udgangspunkt aldrig kunne komme frem i nutidens politik, som præges af populisme og higen efter at nå den store middelstand.

Med andre ord synes egoismen og en manglende tolerance at præge det danske samfund i stadig stigende grad - tilsyneladende også de partier, som bærer etiketten "socialistisk".

Og det sker et samfund som formentlig aldrig har været rigere.

Inger Sundsvald

http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2012/06/27/181348.htm

”Dagpenge, kontanthjælp eller ingenting
Mister man dagpengene, kan man få kontanthjælp med mindre, at ens ægtefælle har en indtægt, så skal man nemlig forsørges, eller hvis man har en personlig formue over 10.000 kroner eller kan tage lån i sin bolig. Så bliver man ikke kontanthjælpsmodtager men selvforsørgende.
Det gælder cirka halvdelen, af dem som mister deres dagpenge, at de heller ikke kan få kontanthjælp, det fremgår af en rapport som Rambøll har udarbejdet for Københavns Kommune.
(…)
Ingen pligt til hjælp
Kommunen har altså ikke pligt til at hjælpe og den selvforsørgende har ikke pligt til at lede efter et job.
Det var den tidligere regering, Venstre og Konservative, der sammen med Dansk Folkeparti indførte de nye dagpengeregler. De barberer halvdelen af dagpengeperioden fra fire til to år og fordobler den tid man skal arbejde for at have optjent ret til dagpenge fra et halvt til et helt år.
I skyggen af den økonomiske krise udskød den nye regering og Enhedslisten opstramningen med et halvt år til nytår.”

Men Folketingsmedlemmerne er naturligvis sikret.

Inger Sundsvald

Dertil kommer så de syge, som ikke kan arbejde og ikke få førtidspension. De må have kontanthjælp - hvis altså ikke de bliver "selvforsørgende" via partner.

Inger Sundsvald

Skattereformen er konstrueret ud fra den tanke, at Carina i virkeligheden er en luddoven nasser, som oven i købet tillader sig at have en hund og et fjernsyn. Hvad ligner det, at hun ikke ydmygt kravler rundt i gaderne og tigger?

Ikke kun Joachim B. Olsen, men også de pæne radikale pisser løs på folk og har set deres snit til, uden protester fra S og SF at få en skattereform igennem med V og K, som yderligere uddyber kløften mellem dem der har og dem der ikke har.

Det er ikke kun magtens folk, det er en helt almindelige folkelig yndlingsbeskæftigelse at pisse på folk der ligger ned, og det accepteres uden videre at skære ned på overførselsindkomster, så de højtlønnede kan få skattelettelser.

Socialdemokrater og SF’ere kan virkelig ikke se problemet.

Jonas Nielsen

"Og det, fordi vi er en smule på røven … tja, sidst jeg tjekkede efter, var Danmark altså stadig et af verdens rigeste lande. Men sig det for Guds skyld ikke til nogen!"

Skal jeg forstå det som at Danmark ikke har et lille underskud på 10 mia. kroner?

Lise Lotte Rahbek

Metaforen er altså sjov.. undskyld, men det er den altså.

Medmindre vi sætter tyngdekraften ud af kraft, vil væsner uværgerligt tisse nedad.
Ugleset eller ej.

Undskyld afbrydelsen.

Klaus Lyngaards mor og far var jyder fra egnene syd for Limfjorden. De var flyttet til Christianshavn i København og havde bragt noget af deres gamle kultur med sig, som man ser.

Hvad ville de ikke sige til, at deres søn skrev pis og lort?

I Danmark kendes socialkonservatismen som en del af Det Konservative Folkepartis politik, men også Dansk Folkeparti har socialkonservative træk, og Ny Alliance havde socialkonservatisme med i sit program. (wikipedia)

Jeg nævnte Christianshavn ovenstående, fordi der står i wikipedia, at Lynggaard er født på Christianshavn, der må betegnes som et knapt så velstående område.

Imidlertid er Lynggaard født på Frederiksberg, og hans forældre var ganske velhavende. Faderen var Ridder af Dannebrog

Sådan noget hører med til beskrivelsen af forfattere, synes jeg..

Lad da bare middelmådige mænd sparke nedad, de sparker på den skammel de selv står på, alt imens galgen med gældsposterne hænger som en Løkke om halsen. Sådan er de jo ulykkelige skæbner i modsætning til dem de sparker til der intet har at miste i øjeblikket:

Here with a loaf of bread
beneath the Bough
A Flask of Wine, a Book of
Verse - and Thou
Beside me singing in the
Wilderness -
And Wilderness is Paradise
enow.

Rubaiyat of Omar Khayyam