Kronik

Hvor mandfolk skabes

Fra i morgen vil årets Tour de France berige os med livsfilosofiske åndehuller og minde os om, at et liv, hvor der kun sigtes efter det, der med sikkerhed kan rammes, er et fattigt liv
Ved sidste års Tour de France overgik Thomas Voeckler sig selv og overraskede derved både konkurrenter, tilskuere og tv-seere og foldede det cyklende drama ud i en så uventet retning, at ingen (nok ikke engang Voeckler selv) havde kunnet forudse det.

Ved sidste års Tour de France overgik Thomas Voeckler sig selv og overraskede derved både konkurrenter, tilskuere og tv-seere og foldede det cyklende drama ud i en så uventet retning, at ingen (nok ikke engang Voeckler selv) havde kunnet forudse det.

Francois Lenoir

Debat
29. juni 2012

Min mormor var ikke en sportsinteresseret kvinde – et faktum der ofte gik mig, hendes fjerde og særdeles sportsinteresserede barnebarn, på. Det hændte f.eks., at hun under datidens få tv-transmitterede fodboldkampe udbrød: »Hvorfor løber de 22 mand alle efter én bold? Giv dem da én hver!« Det gjorde mig fuldkommen vanvittig, og jeg forstod på ingen måde humoren i min mormors drilagtige udsagn. I mit drengesind fældede hun præmissen for den sport, som jeg ihærdigt dyrkede både på banen og fra sofaen.

Min mormor ville med garanti have sagt noget lignende om det cykelløb, som i morgen begynder i belgiske Liege, og som de næste tre uger skal pedalere sig gennem det franske landskab for til sidst at slutte på den berømte boulevard i Paris. Er Tour de France ikke blot 200 mand, der hver sommer cykler fra den ene ende af Frankrig til den anden? Hvilken kunst er der da i det? Er det ikke blot en opblæst ligegyldighed?

Den kynikerbetragtning er på én og samme tid både rigtig og forkert. Rigtig, fordi cykelløb som sådan ikke syner af noget særligt for den udenforstående. Forkert, fordi den ikke fornemmer netop dette løbs indre poesi.

Nydelsen af Tour de France kræver en vis form for dannelse – dog ikke en elitær en af slagsen, dertil har Tour de France for bred folkelig forankring. Det handler derimod om at kunne forstå de basale grundbetingelser, der gør det muligt at nyde Tour de France i dets mangfoldighed. For Tour de France er ikke kun en sportsbegivenhed – det er en kulturel begivenhed spækket med mening. I de bedste stunder udlægger den et ideal for livet selv.

Min egen fascination af Tour de France begyndte mere end 20 år tilbage i tiden. I min barndoms somre skyndte min far sig hjem fra arbejde, lod hånt om sommervejr og husholdningens almene forfatning for at se den sidste halve time af dagens etape. Og der sad vi så og fulgte de danske yndlinge samt datidens storryttere Greg Lemond og Miguel Indurain.

Lemond var min tidlige favorit. Det skyldtes nok mest, at min far havde fortalt mig, at Lemond engang var blevet skudt i en jagtulykke – og tilmed havde overlevet. Og så kørte han for Z-holdet, som delte signaturbogstav med min store helt dengang; den maskerede justice maker Zorro.

I mit barnehoved gjorde det sammentræf Lemond til noget ganske særligt.

De, der overgik sig selv

Det hævdes, at moderne politik handler om det muliges kunst. At kunne finde kompromisset i al dets middelmådighed. I Tour de France vendes denne sætning på hovedet. Her handler det om at kunne udføre det umuliges kunst – at overgå sig selv. Og netop det karakteriserede sidste års Tour.

Nordmændene Thor Hushovd og Edvald Boasson Hagen overgik både sig selv og alles forventninger ved samlet at vinde fire imponerende etapesejre, samtidig med at Hushovd bar den gule førertrøje i hele syv dage. Et solidt aftryk af det norske flagget, som min halvt norske mormor ikke ville have taget videre notits af, men som fik os med rødbedefarvede pas til at drømme os tilbage til Dronning Margrethe Den Første og Kalmarunionens velsignelser. For den danske indsats lod i den grad meget tilbage at ønske. Bedste danske islæt blev indiskutabelt leveret af den debuterende Lars Bak, der næsten dagligt ydede en jætteindsats som feltets temposætter, og som efter de lovende tendenser i årets Giro d’Italia måske igen er ham, vi skal sætte vores nationale lid til.

Sidste års Tour vil dog langtfra blive husket for de skandinaviske ryttere. Den ære går til den lille franskmand Thomas Voeckler. Efter et udbrud på løbets 9. etape erobrede han den solsikkegule førertrøje og forsvarede den mod alle odds fænomenalt i hele 10 dage. Ingen dage gjorde han det dog så heroisk som på løbets 18. etape, hvor målstregen lå på det sagnomspundne bjerg Col du Galibier. Voeckler var ikke i nærheden af at vinde på Galibier, det gjorde Andy Schleck på meriterende vis. Men mens målstregen var Schlecks, var bjerget Voecklers. Det forsvar af førertrøjen, som den ikke bjergvante Voeckler gav os, er noget af det smukkeste, den franske asfalt har lagt scene til. Med lidelsen som ansigtsmaske overgik Voeckler sig selv og overraskede derved både konkurrenter, tilskuere og tv-seere og foldede det cyklende drama ud i en så uventet retning, at ingen (nok ikke engang Voeckler selv) havde kunnet forudse det. Et eventyrligt billede malet med pinslens penselstrøg.

For fremtidens pedalerende voyageurs kunne Tour-ledelsen derfor passende opstille et skilt med påskriften ’Her skabtes et mandfolk’ ved denne opstignings begyndelse. Dermed ville de selv bidrage til den mytologi, som allerede nu mangfoldiggør løbet på fineste vis. For det var i sandhed, hvad Voeckler blev til undervejs. Et mandfolk. Som et nietzscheansk overmenneske formede han løbet i sit billede, tilføjede det en ny dimension og forfattede en sportshistorie af episk format med lige dele viljestyrke og slidt buksebag.

Civiliseret brutalitet

Et ægte drama har både sine helte og skurke, og sidste år blev skurkerollerne spillet af brødrene Schleck. Deres evindelige klynk udgjorde en konstant kilde til irritation. Først var det dopingkontrollanterne, som havde været lige lovlig effektive i deres kontrol. Dernæst var det de indlagte nedkørsler, som lillebror Andy klagede over – han fandt dem for farlige til cykelløb. Man må til enhver tid passe på med at lade sig besnære af sådanne humane kommentarer til løbets rute. For imødekommes de, reduceres løbet til en cykelferie i kedsommelighedens landskab. Det må aldrig ske, at elementer som nedkørsler, bjerge, modvind, regnvejr osv. bliver hevet ud, for det er netop dem, som former løbet og dets stærke tradition for drama. Gøres løbet pænt, gøres det også kedeligt!

Den scene, som terrænet udgør, skal således ægge til store bedrifter. Og netop derfor bør løbsarrangørerne planlægge ruten således, at den fremstår som en åben invitation til en art civiliseret brutalitet. Så er det rytternes opgave at folde denne invitations fulde potentiale ud. Det er i denne uudtalte overenskomst mellem arrangører og ryttere, at løbets særegne sjæl ligger gemt.

Alle disse historier fra sidste år indgår allerede nu i den mytologi, som omgiver Tour de France. Og det er med selvfølgeligt afsæt i denne stadigt voksende bunke af berusende bedriftshistorier, at årets udgave af Tour de France skal formidles. En formidling, der dagligt må tage hensyn til, at hver af etaperne potentielt set kan udvikle sig til de små livsfilosofiske åndehuller, der fortæller os, at et liv, hvor der kun sigtes efter, hvad der med sikkerhed kan rammes, er et fattigt liv. Og at livets mangfoldiggørelse ene og alene hviler på, at vi som mennesker altid har det umulige som fikspunkt for vores ideer og drømme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Mads Strarup ser åbenbart et helteepos udfolde sig på TV-skærmen i de 3 uget løbet varer.
Og fred være med det; det kommer vel ikke os andre ved.
Jeg kan desværre ikke få samme fornøjelse af at kigge på skærmen under løbet. Jeg ser en flok løgnagtige og dopede mænd.

Steffen Gliese

Og jeg ser, Torben Lindegaard, en eskapisme, som vi ikke har råd til, fordi den ikke kan undgå også at farve selve samfundsopfattelsen i en retning, der er kontraproduktiv og ude af trit med den reelt eksisterende virkelighed.

Henrik Darlie

"livets mangfoldiggørelse"
Hva er det ? Cykelløb?
nej, 'min mormor' !
Hvor middelmådigt.

Mandfolk? Hvor? De fleste af dem er dopede og så er de alle sammen magre med tynde stænger og arme, nej tak.

Hvad med "Her skabes narkomaner"?

Niklas Monrad

“Her skabes narkomaner” fik mig til at tænke på Kliche's omkvæd "De elsker uniformer" ...

http://www.youtube.com/watch?v=ws1HYz7ojr0&feature=related

Andreas Prætorius

Prøv at tænk hvis de brugte så mange kræfter på noget der var gavnligt for samfundet

Nick Mogensen

Jeg synes de nedenstående kommentarer er uovervejede - hvilket synes ærgerligt - taget i betragtning, at konstruktive indslag altid er inspirerende.

Ja, visse cykelryttere er dopede, måske dem alle - men hvad med fodbold? Hvad med atletik osv.? Er de alle sammen rene, eller dopede? Skal vi droppe sporten fordi nogle er dopede? Er det at dope sig – for cykelryttere på Protouren (de bedste ryttere) hvis gennemsnitsløn (mig bekendt) er 2 millioner kroner om året - så stigmatiserende, at andre sportsgrenes bombastiske lønninger (og spillernes skabagtige handlinger) er socialt fuldstændig accepteret, fordi de er indlejret i en system vi ”alle” abonnerer på?

Hvad med den almindelige ryger? Den person som drikker 10 kopper kaffe om dagen? Er det ikke alle sammen ”mis”brug - nogen mere end andre for at "at komme igennem dagen". Med de lidelser som ekstremsport, herunder cykling, kræver, og den prestige der er involveret, er det ikke unaturligt at rytterne går til grænsen - på flere måder. Men netop dette. Ja netop denne ’gåen til grænsen’ er det spændende ved cykling. Hvis man underkender dette, hvis man hellere vil noget andet, (fx se en skabagtig Bendtner fremvise trusserne) bevares fint med mig.

Indtil videre må man dog konstatere, at de indtil videre skrevne kommentarer, virker til at have oprindelse i en i galdens grønlige skær.

Fin artikel.

@Nick Mogensen: doping er ulovligt, det er cigaretter ikke.

Uli Fahrenberg

„Hva' er et mandfolk for et?" spurgte Ivan.

Nick Mogensen

@Ann Bille. Du har ret (det dog være cigaretter også engang bliver det - hvem ved?). Ikke desto mindre er det "ulovlige" i denne sammenhæng, alene en social konstruktion anført af ledende kræfter i især cykelsporten, navnlig UCI og WADA. Vi må tænke selv. Rødbedesaft efterforskes i øjeblikket for sin særlige evne til at fremme sportspræstationer. Skal denne juice forbydes, fordi den potentielt kan forbedre sportslige præstationer? Vi må spørge os selv – med den fornuft vi har – hvem der bestemmer hvad der er ”ulovligt”, hvilke interesser de har, samt hvad der ”skal” være ”ulovligt”? Hele denne diskussion tilsidesættes hvis man – som du gør – alene retter sig efter en lovgivning konstrueret for at betjene visse politiske (politisk i bred forstand) interesser. Men lovgivningen har da virket: Du betror – i hvert fald på dette punkt – hele din tillid til denne.

@Nick Mogensen: men hvad er sejren og æren så værd for nogle sportsmænd hvis det er ok at snyde og alle gør det? Det er i hvert fald ikke særlig mandfolke-agtigt.

Anders Vang Nielsen

Et Leth-citat synes på sin plads:

"Cykelsport er ikke en børnehave eller et teselskab."
(eller noget meget tæt op ad det, i introduktionen til "Den gule trøje i de høje bjerge")

Der er brodne kar, spillet er råt og til tider urimeligt. Som livet selv (kan det passe Leth også siger det?) Nærer man en vis lidenskab for sporten, er det ikke til at tage fejl af de heltegerninger som bliver præsteret i Tour'en, noget som finder sted nu som før, og som ikke kan skydes ned med henvisning til dopingproblematikken, hvor reel denne i øvrigt kan være.

@Anders Vang Nielsen:
Jeg synes det er det samme som at snyde til eksamen og det gør helte ikke

Jørgen Rygaard

Viva le Tour, og Vueltaen , Giroen og Danmark rundt. Cykling er cirkus, gu dooper de sig , det har altid været en del af sporten, Rock & Roll , Yeah :-)

Steffen Gliese

" Er det at dope sig – for cykelryttere på Protouren (de bedste ryttere) hvis gennemsnitsløn (mig bekendt) er 2 millioner kroner om året - så stigmatiserende, at andre sportsgrenes bombastiske lønninger (og spillernes skabagtige handlinger) er socialt fuldstændig accepteret, fordi de er indlejret i en system vi ”alle” abonnerer på?" spørger Nick Mogensen.
Personligt abonnerer jeg ikke på noget system som beskrevet, og jeg finder det fuldkommen latterligt, at nogle af verdens højst betalte lønmodtagere er det på baggrund af et ligegyldigt tidsfordriv.

Nick Mogensen

@Ann Bille. En ting er snyd; hvis jeg kategorisk snyder; ”pakker kortene”. Men i cykelsporten, såvel som i andre ekstremsportsgrene, er snyd et begreb der er relativt. Snyd er ikke bare snyd. Man kan snyde 100 kroner i skat, eller 100.000 i skat: Der er forskel, selvom det rent principielt (med streg under principielt) kan indlejres i begrebet snyd (enestående ord kan generelt kun begribe fragmenter af den kompleksitet de normativt søger at beskrive). Jeg kan – selvom jeg ynder at cykle – ikke bare sætte mig på en tohjulet, tage doping og vinde. Dertil kræves en lang – uanset doping – og meget hård optræning, både mentalt og fysisk, en uhyre svær konkurrence og mere til. Derfor synes jeg dit argument er udtryk for reduktionisme. Jeg forstår dog dit synspunkt, forstå mig ret.

@Peter Hansen, vi abonnere alle implicit på visse sociale og økonomiske strukturer, om det er med velvilje eller ej. Alene at du kan skrive her på siden information.dk, må (her gætter jeg naturligvis, dog med en vis træfsikkerhed) betyde at du har en internetforbindelse, og at du helt eller delvist tolererer flere af de liberale principper. Liberalismen, navnlig neoliberalismen har ikke mindst betydet, at ’kommodificeringen’ (som Marx’ kaldte det) gennemsyrer samfundet, hvorfor det virker urealistisk at kunne stille sig uden for dette i sidste instans. Derfor virker din kommentar mere som et retorisk greb, end et egentligt argument. Du kan naturligvis hævde at du står fuldstændig uden for denne struktur jeg i min tidligere kommentar henviste til, men dette vil i så fald forekomme som en logisk fejlslutning. Jeg tager forbehold for, hvis der har været en misforståelse af din/min tolkning af tidligere kommentarer.

Professionel cykling minder mest af alt om mafiavirksomhed:
Der er masser af penge til de folk, der holder mund og cykler med.
Og som andre mafiaorganisationer har cykelmaskinen fangarmene dybt inde i finansielle og politiske aktiviteter.

Anders Vang Nielsen

Hm, ærgerligt at diskussionen ikke kunne hæves over en udbygget udgave af "jo"-"nej".

For nu at runde af: Jeg mener ikke, og jeg håber at det fremgår af mit indlæg, at alle cykelryttere, dopede som ikke-dopede, er helte - men jeg holder fast i at følger man sporten, stikker de heltelige bedrifter klart frem, også langt udover hvad det er muligt at dope sig til.

Heldigvis bestemmer man selv om man vil se Tour :)

Nick Mogensen

@Anders Vang Nielsen. Hvordan hæves en diskussion ifølge dig udover en "jo" eller "nej"?, når denne ligger så væsentligt under.

Per Jongberg

Somme mener at vide, at menneskekroppen slet ikke kan det dér, hvis ikke den får "tilskud" ... og det får den vist, og dem så om det, altså "tilskuds(mis)brugerne".

Jeg har ikke forstået, hvori "netop dette løbs indre poesi" består. Derimod kender jeg glæden ved at cykle rundt i bjergene, op over de "sagnomspundne" pas, når "pengemaskinen" er kørt hjem, og de mange andre pas, som mange vist aldrig hører om ..., måske fordi "pengemaskinen" ikke har været der..

Cykle rundt uden forfærdelige grimasser i ansigtet, uden at blive filmet eller overhovedet set og uden at skulle tænke på at huske "tilskuddet" i aften.

Om der er poesi i det, ved jeg ikke, men der er nogle smukke naturoplevelser i det, og en helt basal glæde ved (selv) at bruge musklerne.

Livet er ikke en sport for tilskuere, og andres "heltelige bedrifter" kan jeg ikke bruge til noget.

Jeg fatter ikke at nogen kan.

Illusionen for mig blev smadret, den dag en vis person åbnede sit køleskab. Man skal kunne tilgive siger BS, hmmm det overlader jeg nu til vor herre. Næste punkt på dagsordenen, OL - det samme her. Råddenskaben og dobbeltmoralen længe leve - især i toppen af begge organisationer, og med vores egen prins som lalleglad ambassadør i den ene.

Hanne Gregersen

Så fik alle de sportshadende tudeprinsesser luft igen :o)

Jeg kan forsikre alle om, at selvom nogle af dem har nappet noget stærkere end en Läkerol, så er det præstation af dimensioner at gennemføre det løb --- anstrengelserne er ubegribelige og lysår fra den komfortable kommentatorsofa, hvor man kan lade sin elitære afsky overfor sport i almindelighed og cykling i særdeleshed vælte ud af alle kropsåbninger......

Det er tv underholdning i absolut spitzenklasse, hvilket flere hundrede millioner europæer øjensynligt også har opdaget....

@Thomas Dalager enig!!
Jeg har selv cyklet op af alpe d'huez på mountainbike - for hele hule - jeg var emre død end levende - og så med tanken om at de der kommer hertil i Touren, lige har være op af 2 bjergtoppe, en anelse lavere. Så det er ikke der jeg ikke har respekt.

Men at vide at der er "vandbærer" som for få år siden, sled sig ihjel for 10-12 tkr. om måneden - hvor vi også hørte en ulykkelig "vandbærer" omtale dette - da hans italienske vandbærer-kollega drønede ind i en cementpille og døde.

Mens der er en der kører i front på den Store Klinge - på blodplasma.

Det at se det formidable samarbejde mellem cykel og den menneskelige skrøbelige krop og samtidig stærke vilje - i et unik samspil. Et samspil mellem teknik og videnskab og den menneskelige krop som energi/brændstop.

Og så konstatere at der er nogen der tillader sig at køre på en helt anden "benzin" end andre, gjorde for mig - at min fascination som kun Tour de France kan gøre det - blev omdannet til foragt!

Foragt for sporten, foragt for ungdommen og foragt for sine kollegaer - som nu kan konstatere at de havde dyrket en sport fra 7 års alderen til pension, uden reel chanche.

Karsten Aaen

Og jeg kan lige så godt melde det ud med det samme:
Jeg kan ikke tage Tour de France.....jeg længes med iver tilbage til barndommens dage da DR sendte et sammendrag (ultrakort) på 2-3 minutter af hvem der vandt Tour de France via opløbet på Champs Elysée i Paris.

Desværre skete der noget i 1990erne, da Bjarne Riis begyndte at gøre sig gældende...og det gik helt amok i 1996, da han vandt løbet. (på doping, epo mv. er det så siden kommet frem). Alligevel fortsætter TV2 og DR deres dækning af dette cykelshow, hvor cykel-rytterne påstås det leverer den ene mandfolke-præstation efter den anden.. Gør du nu det, når de foruden epo mv. også er på piller, urtemedicin mv. og må sove i ilt-telt hver nat (forlyder det) for at være klar to f.eks. bjerg-etaperne.

Jeg har nogen gange forsøgt at se Tour de France i to timer i træk, og det som slår mig er hvor ligegyldigt det egentlig er. Det handler om at køre fra A til B og så se, hvem der er hurtigst og bedst og taktisk mest svært. Det handler aldeles ikke om mytiske overvejelser eller noget i den stil, som en Jørgen Leth desværre har fået indført i den danske cykel-dækning. Tyske og svenske kommentatorer, de få gange, jeg er slået over på de her kanaler, synes at have fattet dette. De holder sig nemlig til at kommentere det som de ser......og ikke vandre ud i ligegyldige mytiske betragtninger -om manden, bjerget, cyklen eller cyklen, manden bjerget. Eller cyklen og manden der sbesejrer bjerget. Den slags kommentarer er for mig at totalt ligegyldige, når det kommer til Tour de France.

Heldigvis findes der i dag så mange kanaler at jeg kan se vælge at se noget andet...

Nick Mogensen

@Karsten Aaen. Ja, jeg er "helt enig". Cykling eller ej - alt skal flades ud (hvis man skal tro dit påbud om kun at omtale "hvad man ser"). Ingen drømmeri. Ingen mystik. Ingen filosoferen, ingen poesi. Lad al snak dø. Lad os få 'gravøl' hele tilværelsen igennem. Det bliver sjovt. Du kan jo kommentere "begravelsen"?

.

Karsten Aaen

Jeg mener netop at det er denne tendens til at ophøje alt til kunst, alt til mystik som er med til at forfladige det.

Netop kun at rapportere det man ser - uden metafysiske overvejelser om det ene eller det andet - er det smukke. Heri ligger drømmen og mystikken...

Nick Mogensen

Du har ret i at meget i dag - om det er en opvaskebørste med særligt mange madrester, eller en nedslidt træsko - hævdes at være kunst. Men det betyder ikke at metafysik er tosset og ingen må være poetiske. Det ville da i sandhed være med til at flade tilværelsen ud - ja, endog endnu mere end en Lars Larsen reklame.

Den, der vinder, er den, der har den bedste læge.

Hvor meget "mandfolk" er der lige i det?

Illusionen om professionel cykelsport er ligesom, rigtig mange gange, gået i tusind stykker.

Alligevel fastholder medier, rytterne og fansene, at der er tale om sport?

"Sport er en fysisk aktivitet der udøves under fastsatte regler, således at der kan konkurreres enten individuelt eller holdmæssigt mod modspiller(e). Inden for sport opereres der ofte med begrebet 'sportsånd', hvilket vil sige et sindelag der er i overensstemmelse med sportens regler for god opførsel og retfærdigt spil i forbindelse med konkurrencer." (fra Wiki)

Professionel cykelsport er ikke andet end organiseret og systematisk snyd.

P.s. jeg holder meget af en tur på min MTB.

Karsten Aaen

Men Rasmus? kan det samme ikke siges om f.eks. professionel fodbold, hvor det kom frem op til bl.a. Champions League finalen og EM i fodbold, at mange fodboldspillere altså spiller kampe på sprøjter, også selvom de i realiteten ikke fejler noget...

Jon W Leonon

Mandfolk - Der kan to ting :
Cykle stærkt både op OG ned ad bakke ?

Karsten,

Du har naturligvis ret og kritikken kan vel udbredes til det meste af den professionelle sportsverden.

Men til fodboldens forsvar afhænger spillet og resultatet af mere end den rent fysiske præstation. Elementer som teknik og evnen til at spille sammen har bl.a. også en afgørende faktor, hvorimod cykelsport er mere fysisk betonet dvs. afgøres udfra fysiologiske faktorer.

lene johansen

Jeg kigger på mændenes ben og bagdel - helt ærligt og de der har kræfter til spurten, det er dælme mandfolk.....- nå ikke.