Læserbrev

Mere produktion på kortere tid

Debat
25. juni 2012

Hvorfor vil regeringen have folk til at arbejde mere? Den teknologiske udvikling er ved at gøre disse initiativer ganske overflødige, for danske virksomheder er for alvor begyndt at investere i industrirobotter.

For fire-fem år siden gik det stadig trægt, for en sådan robot kostede 1 million kroner. Men i dag kan de købes til 250.000 kroner, og det gør, at selv mindre virksomheder kan finde anvendelse for produktet.

Fra 2001 til 2011 er antallet af robotter således næsten tredoblet fra 2.003 til 5.571. Den stærke interesse for de nye muligheder fremgår ikke mindst af, at der i 2011 blev solgt 62 procent flere robotter end i 2010.

Den hurtige udvikling inden for robotteknologien rejser spørgsmålet, om der ikke snarere er behov for intensivering i oplæringen af arbejdskraften end flere hænder og flere produktionstimer. En sådan robot kan arbejde dag og nat og kræver hverken spisepauser, ferie eller rekreation. End ikke lønforhøjelse.

Disse forhold forstærker også konkurrenceevnen, og der er eksempler på, at virksomheder flytter hjem fra Fjernøsten, fordi de med en høj teknologi kan producere lige så billigt som lande med lave lønninger.

Der skal temmelig mange lavtlønnede kinesere til for at løbe lige så hurtigt som en avanceret robot. Det er vel også derfor, kineserne har købt vindmøllefabrikken i Vestjylland.

Ikke brug for 12 minutter

Min gamle arbejdsplads, MAN Diesel & Turbo i København, har for længst lukket robotterne indenfor. I nogle tilfælde passer en enkelt maskinarbejder tre af disse avancerede maskiner. Og der er arbejdshold, der kun er der i weekenden.

I teorien behøver der ikke være nogen til stede, for hvis emnet er sat op en fredag eftermiddag og opgaven programmeret, kan maskinen klare sig uden mennesker indtil mandag morgen.

Denne satsning på ny teknologi er uden tvivl medvirkende til virksomhedens milliardoverskud sidste år.

Industrirobotternes hurtige udbredelse på arbejdspladserne stiller kravet om mere arbejde i et helt andet lys end for få år siden. Der bliver næppe brug for hverken de 12 minutter ekstra om dagen eller forvandlingen af store bededag til en stor arbejdsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her