Kronik

Myten om nyderen og yderen

Klassefjenden er ikke længere kapitalisten, der slænger sig i chefstolen og kræver arbejdernes penge uden selv at røre en finger. I dag er overførselsmodtagerne, der slænger sig i hængekøjen, arbejdernes fjende nummer ét. Problemet er bare, at modsætningen er forløjet
Klassefjenden er ikke længere kapitalisten, der slænger sig i chefstolen og kræver arbejdernes penge uden selv at røre en finger. I dag er overførselsmodtagerne, der slænger sig i hængekøjen, arbejdernes fjende nummer ét. Problemet er bare, at modsætningen er forløjet
Debat
4. juni 2012

I debatterne om velfærdssamfundets fremtid ser den dominerende interessekamp ikke ud til at være en kamp mellem en økonomisk over- og underklasse, hvor førstnævnte har en privilegeret magt til at give og fordele arbejdet, mens sidstnævnte pænt må adlyde og tage imod. Grænsedragningen mellem samfundets klasser trækkes i stedet imellem de arbejdende på den ene side og de ikke-arbejdende på den anden. Af uransagelige årsager bekræfter vi i krisetider hinanden i, at der er tale om et moralsk skel, der opdeler mennesker i dem, der har viljen til at arbejde, og dem, der i mindre grad har viljen til at arbejde.

Tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt har, som en af mange, med tilfredshed i pennen opridset dette ny klassekampsscenarie, hvor parterne udgøres af de bidragende skaffedyr på arbejdsmarkedet på den ene side og de »forkælede studerende, de snobbede akademikere og de luddovne kontanthjælpsmodtagere« på den anden.

I Berlingske blev billedet af de moralsk underlegne ikke-arbejdende tegnet op, kulsort på hvidt, da en kronikør hævdede, at »danskerne for første gang i nyere danmarkshistorie ikke længere er enige om fælles mål og kurs eller har samme grundlæggende moral og værdier.« Det forholder sig nemlig sådan, forklarede hun, at »den ene part opererer ud fra et sæt af værdier, hvor det er legitimt at stemme sig til andre menneskers penge«, mens den anden »gør oprør og ikke længere vil plukkes«.

Skurken i hængekøjen

Det bliver altså i stigende grad legitimt at antage, at der ikke blot er økonomisk og statusmæssig, men også en klar moralsk forskel på de, der står inden for, og de, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi har, forstår vi, at gøre med to væsensforskellige skabninger, nemlig yderen og nyderen. Og ’nyderen’ uden for arbejdsmarkedet beskrives mere og mere entydigt som det arbejdende menneskes mest indlysende interessemodsætning.

På bemærkelsesværdig vis er ’nyderen’ dermed stille og roligt ved at overtage den rolle i klassekampsfortællingen, der i den klassiske udgave blev spillet af ’kapitalisten’. I den klassiske version var det virksomhedsejeren eller chefen på direktørgangen, der på uretfærdig vis indkasserede den merværdi, som arbejderen havde skabt. Han gjorde det tilmed uden selv at røre en finger. Det var manden med den høje hat, som de oprørske masser rettede deres vrede og opstand imod.

Den ny tids modstander, der kalder på et oprør, slænger sig ikke i læderstolen på direktørkontoret, men på den lune sofa derhjemme. Eller »i hængekøjen«, som Radikale Venstres arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq smagfuldt udtrykte det, da han kommenterede en undersøgelse, der viste en klar folkelig opbakning til en halvering af kontanthjælpen for unge under 30 år.

Det virker næsten til, at det kækt provokerende slogan, som Ole Birk Olesens ultraliberale netavis 180grader i sin tid gik i luften med, i dag fuldstændigt har mistet sin provokatoriske kraft: ’Danmarks Arbejderavis – avisen for folk, der går på arbejde,’ lød det.

Nye arbejderpartier

Når flere og flere vælgere mener, at borgerlige partier bedst varetager arbejderens interesser, er det ikke underligt eller ulogisk. Det er et logisk udslag af, at klassefortællingernes version 2.0 vinder frem. Hvis arbejderens mest indlysende interessemodsætning ikke er arbejdsgiveren, men den, der står uden for arbejdsmarkedet, kan man jo snildt profilere sig selv som arbejderparti ved at moralisere nedladende over for arbejdsløse borgere, gå løs på velfærdsstatslige ydelser med nedstryger og hækkesaks og spille med musklerne over for den sygdomsramte, den studerende og den arbejdsløse, som ikke vil flytte til Jylland for at arbejde.

Og når den siddende regering i det nyligt lancerede udspil til en skattereform, ’Danmark i arbejde’, vil hente 3 milliarder kroner fra førtidspensionister, kontanthjælps- og dagpengemodtagere og indføre skattelettelser for danskere i arbejde, er det et fint eksempel på realpolitisk tænkning i tråd med tidens ånd.

Problemet er, at der er noget åbenlyst forløjet ved denne nye samfundsfortælling. Den skarpe opdeling af ydere og nydere i to væsensforskellige grupper med modsatrettede interesser og moral, kan – hvor godvilligt man end betragter den – næppe beskrives som meget andet end ideologisk blændværk. Den, der blev fyret til formiddag, var jo en kollega i går. Den, der går på pension i morgen, er arbejdende i dag. Og den, der er studerende lige nu, er i job i 2015.

Over et samlet livsforløb glider vi fra gruppe til gruppe. I nogle perioder vil vi være mere ’nydende’ end i andre. Ikke fordi vi som skizofrene pendulerer mellem nyderens og yderens diametralt modsatrettede moral- og værdisæt. Men fordi det nu engang er en naturlig og bevaringsværdig præmis for det samfund, vi har bygget op. Dét samfundskorpus, som affyrer sin oprørske ammunition nedad imod ’nyderne’, gør intet andet end at skyde sig selv i foden.

Dertil kommer, at den stærke betoning af ’yderne’ som en genetisk og moralsk homogen gruppe af beslægtede skaffedyr, der gør fælles front, bidrager til at gøre os blinde for forskelle mellem forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Mellem givere og tagere af arbejde. Mellem de, der sætter organisationens mål, og de, der pålægges at føre dem ud i livet. Mellem selvrealiseringsjægere og kroppe, der opslides af rutinearbejde.

Yder-alliancen

Det er her værd at bide mærke i, i hvor høj grad tidens sprog minder om de fortællinger, som managementlitteraturen har kastet op i stride strømme siden slut-80’erne. Det er fortællingen om, at gamle interessemodsætninger mellem ledere og arbejdere er afløst af ren harmoni, hvor medarbejder og virksomhed bærer på en fælles interesse og vilje, der peger frem imod indfrielsen af organisationens mål. Ingen ordrer, ingen magtudøvelse og intet hierarki behøves, for medarbejderens selvrealisering og organisationens målopfyldelse ligger og venter for enden af den samme solbeskinnede vej. Det er, med professor Niels Åkerstrøm Andersens ord, et skifte fra ’den ansvarshavende’ til ’den ansvarstagende’ medarbejder, hvor sidstnævnte forventes velvilligt at påtage sig de opgaver, som organisationen har brug for at få løst.

Således også med arbejdsgivere og arbejdstagere, der med ’yder/nyder’-dikotomien antageligt har fået et fælles projekt. Det virker påfaldende, at fagforbund og arbejdsgiverforeninger i stigende grad taler et fælles sprog og finder sammen om fælles projekter, mens traditionelle modsætningsforhold udviskes. Vi nærmer os stille og roligt et stadie, hvor den ansvarstagende arbejder velvilligt forventes at foreslå øget arbejdstid, færre helligdage og selvbetalt frokostpause. For at opfylde de fælles målsætninger.

Summa summarum; vi ser en ny sandhed om samfundet blive støbt på et fundament af to løgne. For det første, at det giver mening at tale om ydere og nydere som to væsensforskellige grupper af mennesker, der står som modstandere på en slagmark. For det andet at gamle interessemodsætninger mellem grupper på arbejdsmarkedet er afløst af en harmonisk yder-alliance.

Hvis velfærdssamfundet som solidarisk projekt er truet, er det næppe af horder af moralsk anløbne ’nydere’, men snarere af de samtidsfortællere, der bidrager til myten om yderen og nyderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Vel talt Mathias Herup Nielsen.

Dorte Sørensen

Et lille PS: hvis folk VIL tale om nydere og ydere - hvad med de lønmodtagere , der nedslides på arbejdsmarkedet , er deres arbejdsgivere så ikke også nydere og bør betragtes som et onde. Skal arbejdsgiverne så ikke til at betale disse nedslidtes udgifter for samfundet . Bare et paradoks i opdelingen af dem på arbejdsmarkedet og dem uden arbejdsmulighed.

Steffen Gliese

Helt grundlæggende må opgøret være med de nydere, der får millioner af kroner for at gøre det, vi andre betaler dyrt for vores fritid.

Steffen Gliese

I "opgangstiden" ville ingen erkende, at den høje skat, der aflaster de flestes private budgetter, er med til at sikre de gode lønninger, der trods alt gives i Danmark, hvor ingen på de ordinære arbejdsmarked risikerer at knokle for kr. 30,-. Det er klart, at virksomhederne instinktivt kæmper imod den tanke, at store dele af indtægterne skal gå til løn og skat; men det er selvfølgeligt i et moderne samfund, at den eneste objektive, fælles grund til at have det arbejdsmarked, der lægger beslag på mennesker i mange timer, er det bidrag, der kan gives til samfundets vitale opgaver og de institutioner, det hviler på.

Marianne Mandoe

"Moderne Management"....

Det største blålys der er blevet tændt i næsten 100 år, og folk, både arbejdsgivere som NYDER godt af det, og arbejdstagere som YDER mere end de har godt af, har købt det ubeset.

Selvfølgelig er det bekvemt for arbejdsgivere at arbejderne føler at alle der tager hjemmefra hver morgen er i sammen båd.
Det er et bedrag, men det virker.

Bjarne Bisgaard Jensen

At S og SF hopper på den limpind at kampen står mellem dem der står op og smører leverpostejsmadder og så dem der slænger sig på sofaen, er så skandsløst at man tager sig til hovedet. Hvor blev solidariteten af? Har de neoliberale fuldstændig overtaget den politiske dagsorden for samfundsudviklingen?
Samfund med mindst mulig ulighed klarer sig altid bedst, selv i krisetider, husk det

martin gerup

Tak til Mathias Herup Nielsen for en god artikel. Det måtte jeg lige skrive, og så ind og læse den igen...

odd bjertnes

Ikke noget drastisk nyt egentlig ... hvorfor i alverden stemmer arbejdsløse på arbejderpartierne var vi nogle få der har spurgt til under almindelig fnisen og hovedrysten - i snart 30 år.
Det er da altid noget at forargelsesmaskinen ikke buldrer helt så hysterisk lige så snart venstrefløj præsenteres for skepsis overfor det hellige arbejder-dit-og arbejder-dat og 'kampen fortsætter' for mere fri og flere underordnede med færre rettigheder ellers har man sgu da ikke vundet .... så det gør den - kraftæderme.
Proletarer....4 life.

Det helt store spørgsmål er om den såkaldte "yder" i virkeligheden er en stor del af problemet.

Hvis "yderen" var mindre grådig og kun tog det arbejde der var nødvendigt for at leve ordenligt, blev der mere arbejde til den såkaldte "nyder"

Det virker aldeles absurd, at nogen grådigt kan sætte sig på arbejdet og samtidig klandre andre for at være dovne.

Lars Jorgensen

Intet .... Intet nyt i den artikel.

Jan Mølgaard

Godt perspektiv, men en anelse mangelfuldt. Jeg er helt enig i beskrivelsen af tendensen ... men hvad er årsagen til det her? Og hvordan ændrer man det? Hvad handler modfortællingen om? Man kunne jo sige, at den klassemodsætning, som mange har begravet de seneste år, faktisk ikke ER begravet. Kunne man ikke?

Dorte Jensen

"vi ser en ny sandhed om samfundet blive støbt på et fundament af TO LØGNE. For det første, at det giver mening at tale om ydere og nydere som to væsensforskellige grupper af mennesker, der står som modstandere på en slagmark. For det andet at gamle interessemodsætninger mellem grupper på arbejdsmarkedet er afløst af en harmonisk yder-alliance."

Så sandt. Har selv oplevet denne nedladende gruppering og sætten i bås.

Efter 42 år på arbejdsmarkedet som fuldtidsbeskæftigede med op til 68% i trækprocent, uden på noget tidspunkt at have brug for at benytte mig af arbejdsløshedskassen eller offentlige midler, har jeg desværre måtte bide i panelet, grundet alvorlig sygdom, og acceptere en tilværelse op "overførselsindkomst" som førtidspensionist.

Heldigvis har jeg en privat pensionsordning, som giver mig en indtægt der næsten svarer til den tidligere. Det betyder, at ydelsen fra det offentlige er minimal, og at jeg betaler noget mere tilbage i skat end jeg får i førtidspension. Det er helt OK med mig.

Det store problem i en sådan situation er den, at mennesker som mig går fra at være en yder til en nyder - på trods af at jeg stadig er yder. Og dermed bliver sat i bås, set ned på, betegnet som en nasser o.lig. af mange, som er så heldige at have et arbejde (måske har de endda endnu ikke ydet særlig meget til fællesskabet, som f.x. en førtidspensionist med mange år på bagen som yder).

Førtidspensionister skal tilsyneladende i dag bukke nakken, ikke forlange noget som helst, har ingen ret til at deltage i samfundsdebat m.m., og i det hele taget være ååh så taknemmelig over for de der p.t. er ydere.

Det er kørt helt af sporet med denne nye opdeling, hvor "fjenden" er de uheldige uden arbejde. Og hvor de heldige med arbejde ser sig selv som noget særligt, ikke kan solidarisere sig med arbejdere. Jeg har nyheder: Alle lønmodtagere er arbejdere, men de fleste agere og vælger som " virksomhedsejeren eller chefen på direktørgangen, der på uretfærdig vis indkasserede den merværdi, som arbejderen havde skabt. Han gjorde det tilmed uden selv at røre en finger. Det var manden med den høje hat, som de oprørske masser rettede deres vrede og opstand imod."

Verner Nielsen

Der er vel ikke nogen der for alvor tror på, at arbejdsløse nyder deres situation. Det næste bliver vel at arbejdsløse er kriminelle, fordi lediggang er roden til alt ondt, eller at dem med arbejde bliver adlet. Hvor naive og ondskabsfulde kan vi blive.

@Jan Mølgaard " Jeg er helt enig i beskrivelsen af tendensen … men hvad er årsagen til det her?"

Kunstig hysteri kampagner i flere bølge! Gæt, hvem 'nyder godt' af det!? ;-)

Esben Maaløe

I de perioder samfundet har kunnet tilbyde fuld beskæftigelse har der været ... hold nu fast ... fuld beskæftigelse.

Men når samfundet ikke kan tilbyde beskæftigelse, så bliver en masse mennesker åbenbart lige pludselig pissedovne ...

Jesper Frimann Ljungberg

Al ære og respekt for at Mathias Herup Nielsen tager emnet op. Men han mangler måske lidt baggrundsviden som relativ ung og (undskyld udtrykket) grøn akademiker.
Der er jo ikke noget nyt, i det her. Konflikten mellem dem der laver mere end arbejdstakten (relativt ydere) og dem der laver mindre (relativt nydere), er jo en som har været der lige siden jeg startede med at arbejde for 20+ år siden. Det var da en af de konflikter jeg tit måtte tage op som tillidsmand.

Når nu dem der lavede 140% af arbejdstakten, ikke fik lov til at gå 10 min tidligere end deres vagt sluttede, fordi der var andre der kun havde præsteret 50%, og tingene skulle være færdige, så var der rav i den.

Det man så kan sige er at dele af blå(sort) blok har lykkedes, via villige medier, at opbygge et billede af nydere der går derhjemme og fiser den af. (Carina sagen.. og og og )

Det er nu en fasttømret virkelighedsopfattelse hos en rigtig stor del af befolkningen. Derfor er politikerne også nødt til at forholde sig til den.

Men den her taktik er der jo ikke noget nyt i, syndebukke har været brugt af magtkoncentrationer altid.

Men det nytter jo ikke at sætte sig ned og tude over det, eller at sætte sig i et intellektuelt elfenbenstårn, og føle sig moralsk hævet over problematikken.

Man er nødt til at forstå, før man kan gøre noget ved tingene, før man kan handle.

10 år med sort propaganda kan man ikke bare få til at forsvinde med et knips.

Og ligesom folk på 'ydelser' er en del af 'os', så er dem der har været målet for 'propagandaen' stadig også en del af os.

// Jesper

Jørgen carlsen

Ja det er let at bruge mennesker på overførsel indkomst som syndebukke, men sandheden er jo en helt anden. Vi ved jo at dansk politik er dybt berørt af den såkaldte krise, men krisen kom jo af at der sidder relative få grådige personer med afgørende og betydelig dyb indflydelse på verden økonomien, de har manipuleret og bedraget så meget, at de tilsidst tog røven på sig selv, og det er det tab vi alle skal være med til at betale. Så samfundets virkelige fjende nr 1 er grådighed og ikke velfærd.

Robert Kroll

Kapital er i bred forstand nogte andet i dag end da Marx levede.

Kapital og værdier er ikke bare noget med jord, fast ejendom, pengesedler og ædle metaller - det er i alt overvejende grad know how, eneret til opfindelser, ophavsrettigheder, evne til at struturere og skabe processer , designe o s v - kapitalen er blevet "intellektualiseret" og i vidt omfang uafhængig af specifikke mur- og nagelfaste ting, maskiner o l.

Så hvis man vil overføre ordet "klassekamp" til dagens situaton i den udviklede del af verden , så må det gives at nyt indhold - f eks konflikten mellem dem "der kan" ( de veluddannede, innovatorerne, opfinderne, initiativ tagerne, dem med de gode ideer o s v ) og dem , der "ikke kan"

( - det er selvfølgelig groft forenklet stillet op, men ellesr ville det fylde for meget i spalten).

Lars Jorgensen

"Af uransagelige årsager bekræfter vi i krisetider hinanden i, at der er tale om et moralsk skel, der opdeler mennesker i dem, der har viljen til at arbejde, og dem, der i mindre grad har viljen til at arbejde."

Uransagelige årsager... øhm...

Emil Edelgart

Hvorom VKO bærer en stor del af skylden for denne misere, så begyndte det først virkelig at rulle, kort efter denne regering tiltrådte. Mette Frederiksen et al lagde i kakkelovnen til de forestående reformer i månedsvis med deres spredehagl mod ledige og syge, og man kan endda måske mistænke Özlem Cekic for bevidst at fucke Carina-debatten op så grufuldt, som hun gjorde, netop for at give yderligere belæg. Det er enormt deprimerende, at de slipper afsted med det.

Jesper Frimann Ljungberg

@Emil Edelgart.

Som jeg også skrev, det er i dag en 'sandhed' i den virkelighed, som blå presse præsenterer for os og som politikerne lever i. Ergo prøver opportunistiske politikere at udnytte dette. Hvorfor ?

Fordi der er rigtig mange der tror på det, de 'arbejdere' der stemmer Venstre og mange af dem der stemmer Dansk Folkeparti, tror på det. Og jeg tror simpelt hen ikke at venstrefløjen lige nu og her er dygtige nok, gider gøre det, der skal til for at få disse folk ud af klørene på VKOI.

For at være helt hudløs ærlig, så er der altså folk der spiller systemet. Der er folk der ikke gider arbejde.
Tro mig jeg kender alt for mange, fra min opvækst.
Problemet er bare at denne gruppe bliver brugt, som legitimation til at tæve det store flertal, som bare gerne vil ha' et arbejde.

Fokus skal være på at aflive myten. Det gør man ikke ved at stille sig op i en råbe konkurrence med sin modstander, der forresten kontrollerer en stor del af pressen, men ved at fjerne præmissen.

Altså feks. få afmonteret hele job prøvning, praktik etc etc. systemet. Pillet hele den konstruktion fra hinanden vi har i dag.
Det er i det mindste en god start...

// jesper

Emil Edelgart

@Jesper Frimann
Selvfølgelig eksisterer der sociale bedragere, det anfægter ingen vel. Det er meget muligt, at systemet var mere åbent under din opvækst, men det har det altså ikke været i meget lang tid - man kan ikke bare læne sig tilbage i hængekøjen og indkassere ydelserne, der er krav hele vejen uanset matchgruppe. Hvis man var et følelseskoldt og uoplyst menneske, kunne man måske påstå, at dette naturligvis ikke gælder førtidspensionisterne, men det tager som regel flere år, utallige lægevurderinger, arbejdsprøvning og en masse andre undersøgelser at komme i nærheden af - det gives kun til folk, som reelt har brug for det (og i øvrigt er over 40). Så uanset eventuelle personlige ønsker, så slipper man altså ikke.

Mads Kjærgård

Tja jeg var ansat 14 år i min sidste stilling og er altid mødt til tiden og haft få syge dage og jeg nød fandme ikke turen hjem til den hængekøje jeg ikke har, faktum er at jeg har ikke slappet af, siden jeg blev fyret. Det er noget af det jeg savner, mine weekender, hvor jeg bare kunne ligge i sengen og sove længe uden af få dårlig samvittighed, man har hele tiden en følelse af, at man skal gøre et eller andet. For at citere Roy Batty fra Blade Runner "Nothing is worse than having an itch you can't scratch!"
Jeg kender også en enkelt, der har gjort det til en livsstil af være på bistandshjælp, men de andre jeg kender i samme situation som jeg selv, de er dælme kede af det og har så mange nerver på, at havde de en hængekøje, så ville de ikke kunne nyde noget som helst. De knokler rundt ligesom jeg selv, i et desperat forsøg på at finde ud af noget. At være arbejdsløs er en så ubehagelig situation at det ikke kan beskrives. Og så synes jeg forøvrigt også at detvar Mette F der gav bolden op, lige så snart hun var trådt til som minister og det tilgiver jeg hende aldrig! Men hvis epoke har sine syndebukke, men da alle kan blive arbejdsløse hurtigere end de kan tælle til 10, så virker det underligt, jeg mener næsten alle prøver det jo på et tidspunkt! Jeg kender kun få, som er gået gennem livet uden at have prøvet at være arbejdsløs på et eller andet tidspunkt! Og så er arbejdsløshedsunderstøttelsen jo ikke for at glæde de arbejdsløse, det er for at sikre købekraft og at vedligeholde arbejdskraftreserven og med tænke på sidstnævnte, så tænker jeg, at politikerne måske har indset at samfundet på sigt måske ikke har nødigt at gøre det mere, idet fuld beskæftigelse aldrig nogensinde længere vil kunne opnås, siden de er begyndt at italesætte problemet som de er.

Hvis man dumper ned i Danmark juni 2012 fra en anden planet, så må man tro at der findes to slags mennesker. Dem der står op om morgenen og spiser leverpostej, går på arbejde og aldrig bliver arbejdsløse.
Den anden slags er dovne og uden arbejde, de spiser kaviar på statens regning og aldrig har haft et arbejde.

Kan jeg ikke blive sendt tilbage til min egen planet igen, tak?

PS. Måske der er for mange politikere som aldrig har haft et arbejde og aldrig har mistet deres det, og som kommer fra familier hvor arbejdsløshed aldrig har været en del af dagsordenen.

Jens Overgaard Bjerre

Man kan jo spørge sig selv om hvad vi skal have politikere for? De er jo efterhånden ikke andet end bydrenge for pengene. Og de gider dårligt at skjule det. Vi har jo også et tv, som på bedste måde viderefører det liberalistiske systems drømme om frihed, hvor der er ufrihed. Og rigdom, hvor der fattigdom. Med godt betalte medarbejdere. Og af staten selvfølgelig. Er de deres penge værd? Er bankmanden? Er tobaksarbejderen? Er spekulanten? Er økonomen, som hele tiden tager fejl? Er vi ikke længere et samfund bestående af borgere. Tilsyneladende er vi blevet til abstraktioner på mennesker, som går hinanden i møde med spørgsmålet: "Har du noget arbejde?" Lad mig minde om, at nazismen gjorde kort proces med dem som ikke var arbejdsduelige. Det var det første de gjorde efter de havde fået magten.

Finn Bendixen

Kunne vi ikke gøre op med den sprogbrug der gør arbejdskøbere, som betaler underpris for arbejdet (ellers var der ingen profit), til glade (arbejds-)givere?
De giver sku' ikke ved dørene!

Gorm Petersen

Fin kronik - men den kunne have været kortere.

Han kunne bare have henvist til det borgerlige pressemonopol.

Får det lov at fortsætte en 20-30 år endnu, vil alle krumme tæer - alle vil synes det er dybt pinligt at arbejderne i 30-erne demonstrerede og forlangte "brød og arbejde".

Sådan nogle fjolser - vidste de ikke at arbejdsløshed altid er selvforskyldt ?

Måske bliver det ligefrem nødvendigt at forfalske historiebøgerne.

Ellers vil folk simpelthen nægte at tro på, at de dygtige og uselviske kapitalister blev behandlet så dårligt - og fandt sig i det !

Gorm Petersen

Behovet for arbejdskraft falder som funktion af tiden.

Med samme levestandard som i 1978 da "Oprør fra midten" blev skrevet, behøvede hver dansker - med nutidens teknologi - kun gå på arbejde een dag om ugen.

Vi må indse at der ikke er arbejde til alle !
I stedet for at opfinde fjollede erhverv som coaches, aroma-terapeuter, konsulenter, fortsæt selv.. - må vi enten deles om den smule arbejde der er, eller også må vi indføre borgerløn, og give mulighed for at supplere denne med en lille smule arbejde.

Tænk på de mange der har et interessant og udfordrende arbejde. Det bærer lønnen i sig selv - tro mig - jeg er en af dem.

Niels-Simon Larsen

Der kan sagtens blive fuld beskæftigelse. Vi skal bare dele det arbejde, der er. Bagefter deler vi lønnen.
Der er så nogle, der ikke har råd til huslejen, men det må vi regulere på så.

Steffen Gliese

Masser af vitale jobs for humanistiske kandidater er blevet nedlagt, fordi man har omprioriteret pengene eller skåret ned i VKO-årene. Man har måske naivt forestillet sig, at folk ville gå hen et andet sted at få job; men alt andet lige er det et svigt, både overfor det samfund og den kulturarv, vi skal forvalte, og overfor den specialiserede og professionelle arbejdsstyrke, der har uddannet sig til at varetage disse funktioner, som alene forsvinder som følge af politisk stupiditet og mangel på pietetsfølelse.

Jesper Frimann Ljungberg

Jeg synes altså ikke at det at dele arbejdet er en løsning der generelt vil virke.
Der er da ingen tvivl om, at der er steder, hvor det vil virke.

Men jeg har svært ved at se, f.eks. hvem jeg skulle dele med. Vi er måske 10 mennesker i hele norden der har den baggrund som jeg har. Vi sidder 2 her i Danmark, og jeg kender resten og de er i arbejde.

Er et af problemerne ikke, at vi har for mange der er uddannet til de 'forkerte ting' ?

Nu kan jeg ikke kalde mig datalog, for jeg er aldrig blevet helt færdig, men inden for min uddannelse har arbejdsløsheden sku' altid ligget meget meget lavt, tror stadig at den sådan i praksis ligger omkring 0%.

// Jesper

Nic Pedersen

@Jesper Frimann

burde du og dine kolleger så ikke have "taget nogle lærlinge ind" for længst så?
Men hyren var/er måske for god til at dele?

Lise Lotte Rahbek

Jesper F

JO, det er jo sådan, at Danmark er fyldt med mennesker som ser forkert ud, som har de forkerte uddannelser og generelt arter og opfører sig helt forkert.
De har også fået den forkerte uddannelse og de forkerte gener. Og ret så tit vælger de de forkerte partnere, som de så får forkerte børn med, i de forkerte huse og med de forkerte prioriteringslån.

Mennesker er håbløse.
Men istedet for at indrette verden på menneskenes forkerthed, forsøge man nu istedet at indrette menneskene på verden.
Det er noget værre rod, er det. Og sjusk. Vi KUNNE være helt vildt meget mere effektive, hvis vi nu gad at tage os sammen til at blive mere 'rigtige'.
;-)

(Ps. Vil du påtage dig at beslutte, hvilke uddannelser der bliver brug for om 10-15 år?)

Robert, du har ret i at mange bidrager til den samlede mængde af kapitalgoder, som så har en (i alles øjne - også Venstres) kedelig tendens til at flyde hen til den rigeste ene procent. Det var Karl Marx udmærket opmærksom på. Noget andet er at forskellige typer kapitalgodekoncentrationer ikke altid har samme interesser i den udvikling samfundet gennemløber, eksv. var bankfinansen imod krigen i 1914 i modsætning til stålindustrien der så sin interesse i en krig. Et forhold - kapitalens indre interessemodsætninger - som der er meget lidt fokus på i dag.

Jesper Frimann Ljungberg

@Nic Pedersen

Oh jo, jeg har en gut på 25, jeg er mentor for. Og jeg har et par andre, hvor jeg rådgiver og prøver at hjælpe dem med at udvikle sig rent fagligt.
Og jeg skal nok til at bruge mere tid på denne side af mit job. Det forventes af mig, det er en del af mit jobbeskrivelse. Men ... det er ikke bare lige.. det er faktisk svært at finde folk der gider lægge den indsats, og tage det lønhit der skal til.
Igen jeg kunne sætte mig ned i driften, og arbejde lige så meget som jeg gør bare kun på rutinen og så lægge en kvart million oven i lønnen om året.

// Jesper

Nic Pedersen

@Jesper Frimann

Uden forbehold flot, at du gør det!

Det burde være en pligt for alle!
(så er der heller ikke så meget døje med om de "gider")

Marianne Mandoe

Nu har jeg læst alle kommentarerne.... og jeg klapper stadig over Esben Maaløes fra kl. 11;43.

VEL SAGT!!!!

Marianne Mandoe

Nu har jeg læst alle kommentarerne.... og jeg klapper stadig over Esben Maaløes fra kl. 11;43.

VEL SAGT!!!!

Marianne Mandoe

Så var der dobbeltkonfekt igen. Eller tag 2 for 1 klik. Hehe....

Niels-Simon Larsen

@Jesper: Du har selvfølgelig en pointe. Vi kan kun have én dronning og én ombudsmand fx , men når det er sagt, har vi stadig det problem, at der er en hel del udmærkede medborgere, der ser sig sat på reservebænken. Hvordan løser vi det? Jeg mener, at vi skal se med nye øjne på arbejdsbegrebet og på det at have penge mellem hænderne. Hvad skal en leder bruge 7 millioner kroner om året til? Det er jo bare penge, man får, fordi det hører sig til med den stilling. Der er et helt vanvittigt flow af penge hos den såkaldt 1%.
Fordel jobs og løn!

Jesper Frimann Ljungberg

@Lise Lotte Rahbek

Nu arbejder jeg i et fag, hvor vi stort set alle sammen ser forkerte ud. Vi snakker om de forkerte ting (startrek, IT-nørd ting, Starwars, Rollespil), vi går i det forkerte tøj, vi ser generelt kiksede ud, har mærkelig humor, mange af os har allergi, (personlig er jeg ved siden af mig selv 1 1/2 måned hver år), hinkestens briller, mange er kejtede over for det modsatte køn etc etc.

Vi er på alle måder forkerte, skæve, mærkelige og har intet.. intet tilfældes med de folk du ser i reality TV verdenen.

Og ja jeg valgte en uddannelse for 24 år siden der holdt, og stadig holder og vil holde mange år frem i tiden.

// Jesper

Lise Lotte Rahbek

Det er jeg glad for på dine vegne, Jesper F.

Hvis du nu havde valgt en uddannelse og en levevej, som 30-40 andre havde valgt nogenlunde samtidig som du og diverse læreanstalter havde udbudt fagretninger indenfor det samme, så havde du måske risikeret at blive 'forkert' på den jobløse måde.

Min pointe er, at jo mere vi indbyrdes peger fingre af hinanden og vores indbyrdes forkertheder,
jo lettere er det at fortsætte vanetænkningen fra politikere om, at det er individerne som skal indrette sig på fællesskabets - ja efterhånden på hele den hlobale verdens indretnings præmisser - og tage skylden på sig for at være 'forkert', istedet for at fællesskaber og samfund skal bygges, så der er plads til mangfoldige forkertheder.

At bebrejde mennesker (eller samfundet) for, at de ikke kunne spå om den fremtid, vi nu sidder i, og have taget højde for, hvilke uddannelser de burde have taget engang for 10-20-30 år siden, fordi de nu er forkert (u)uddannede,
det synes jeg er urimeligt.

Jesper Frimann Ljungberg

@Niels-Simon Larsen.

Igen så er jeg 'bare' en arbejder, en lønmodtager. Jeg er ikke 'mere' på nogen måde end skralde manden eller nogen anden. Der er intet ombudsmand eller royalt over mit arbejde.
Min pointe var sådan set bare, at man ikke altid bare kan sætte folk ind.

Problemet med de ledere der tjener f.eks. 7 millioner, er at der kommer du op i et indkomst niveau, hvor kreativ skattetænkning bliver en mulighed, har jeg ladet mig fortælle.

Og penge kan man da altid bruge, hvem ville da ikke hellere kunne åbne en flaske første Cru rødvin fra et større chateau, end ugens tilbud fra Netto lørdag aften, hvis rødvin er ens ting.
Eller hvad med en kvalitetsbil i stedet for en lille plastik bil. Eller hvad med at spise på en michelin stjerne restaurant, i stedet for at det lokale pizzaria.

En ting man nemt kunne gøre for at lave masser af arbejdspladser her i landet, i min branche. Er simpelt hen at klassificere alle borgerdata som hemmelige. Insisterer på at de skulle blive i landet, og ikke kunne hentes ud af landet, at man skal sikkerhedsgodkendes for at behandle danske borgeres data.
Se det ville betyde at alle offentlige IT opgaver i høj grad skulle laves af danske medarbejdere og ikke ville kunne ofshores.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Lise Lotte Rahbek

Jeg startede med at læse Fysik, det var mit kald, men det blev så IT jeg valgte fordi det var spændende. Så ja..

Oh, misforstå mig ikke.. der er efter min mening meget lidt uddannelse der er spildt. Der er ALTID brug for andre vinkler på ting, det er jo der, hvor der er mulighed for at lave noget lidt ekstra. Det er i kombinationerne at ting sker.

En af det største problemer vi har i Danmark er efter in mening at du uddanner folk.. og så er de færdige.. statisk .. du har ikke uddannelse for livet.

For også at følge lidt det som Niels-Simon siger.. med at deles..
Hvis du har et team på 10 mennesker, hvis du nu adderede nr. 11. Så ville der måske være mulighed for at der altid var en af de 11 på uddannelse.
Problemet er at det er der ikke mulighed for nu. Hvis du kunne gå på stats betalt seriøs uddannelse på f.eks. helt op til universitetsniveau med dagpenge..ville det efter min mening løse nogle af vores problemer. Og også forøge vores konkurrence evne og holde arbejdstyrken skarp.
......

// Jesper

Anne Schøtt

Det er absurd at arbejdsløse kaldes umoralske fordi de ikke har et arbejde i en krisetid. Og siden hvornår har det været en nydelse at blive stigmatiseret og sat i gabestok? Politikere (bortset fra Enhedslisten) og visse samtidsfortællere ved åbenbart ikke, hvad det vil sige at være arbejdsløs. Desuden; I konkurrencen om jobbene er det tit dem med rundsave på albuerne, der vinder - skulle de have en bedre moral?

I en alder af 55 år og efter en tilknytning på arbejdsmarkedet, siden det 15. år. Må jeg nu som selvforskyldt ledig, spørge mig selv, om ikke jeg har mere til fælles med den tjetener,marokkaner og tildækkede muslimske kvinde, jeg i øjeblikket omgås på aktiveringskurset?

Jeg føler,at det har jeg. De såkaldte danske værdier, findes ikke længere for mig. En lille ting som dannebrog fx. rager mig en høstblomst. Jeg er mere eller mindre frivillig på vej mod bunden af samfundet. Træt af stress jag. I evig jagt på forbrugsgoder og at skulle tækkes arbejdsgivere og ledere i frygt for at miste job og prestige.

De der har skal mere gives. De der har lidt, skal have det frataget.

Jeg vil, opfordre de der stadig betaler kirkeskat, til at melde sig ud af folkekirken. Her kan der så komme en besparelse den fattige til gode.

Det danske samfund er splittet i utallige grupperinger.

I Danmark er jeg født. Her hører jeg ikke hjemme. Solidarisk delen af arbejde og goder er en by i Rusland.

Mor Danmark! Hvorfor har du så ofte svegen mig?

Marianne Mandoe.

Der falder af og til guldkorn i disse spalter. Esben Maaløes 11:43 er et af de seneste:

"når samfundet ikke kan tilbyde beskæftigelse, så bliver en masse mennesker åbenbart lige pludselig pissedovne"

For ikke længe siden var det Peter Hansen. En ven af mig har klistret denne på sin postkasse:

"Måske har vore politikere brug for at blive konfronteret med, at vi vil have et samfund og ikke en trædemølle. "

Kim Larsen.

Den bedste arbejdsplads, som jeg har kendskab til, er bedst fordi der er en stærk og fastsammentømret lokal fagbevægelse på stedet.

Nye medarbejdere er ofte benovede og hylder firmaet. Men belæringen fra de gamle er at forholdene har kostet de gamle blod, sved og tårer fra både kvinder og mænd. Mange arbejdskampe og strejker. Man accepterer ikke, at eksklussivaftaler er forbudt.

Så arbejdere. Organisér jeg. Kræv eksklussivaftalerne tilbage. Benyt strejkevåbnet selvom Børsting og co. ikke fatter det.

Steffen Gliese

Jesper Frimann, det med værdien af uddannelse går begge veje: uddannelse, der ikke gøres færdig, betragtes også som spild af tid - men det er aldrig spild af tid, og det, man har lært, kan vise sig at være fuldt tilstrækkeligt.

Steffen Gliese

Jesper, du peger iøvrigt på, hvad man kan kalde 'den danske model': at sikre befolkningen maksimalt i kraft af de kulturelle og samfundsmæssige særtræk, man har kunnet finde på: et særligt uddannelsessystem (desværre udfaset), krav om kurser og/eller uddannelse her for indvandrere, understregning af den sproglige ekceptionalisme osv. osv. Tjenestemandssystemet, der stillede omfattende krav til den ansatte af sikkerheds- og loyalitetsmæssige årsager. - Og det har da også været med til at udhule stabiliteten i samfundet, at disse ting er forsvundet. Det er fint med internationalisering, men det handler jo ikke om at lukrere på verdens herligheder, men om at bidrage til dem med det, vi har og kan hertillands.

Sider