Kronik

Myten om nyderen og yderen

Klassefjenden er ikke længere kapitalisten, der slænger sig i chefstolen og kræver arbejdernes penge uden selv at røre en finger. I dag er overførselsmodtagerne, der slænger sig i hængekøjen, arbejdernes fjende nummer ét. Problemet er bare, at modsætningen er forløjet
Klassefjenden er ikke længere kapitalisten, der slænger sig i chefstolen og kræver arbejdernes penge uden selv at røre en finger. I dag er overførselsmodtagerne, der slænger sig i hængekøjen, arbejdernes fjende nummer ét. Problemet er bare, at modsætningen er forløjet
Debat
4. juni 2012

I debatterne om velfærdssamfundets fremtid ser den dominerende interessekamp ikke ud til at være en kamp mellem en økonomisk over- og underklasse, hvor førstnævnte har en privilegeret magt til at give og fordele arbejdet, mens sidstnævnte pænt må adlyde og tage imod. Grænsedragningen mellem samfundets klasser trækkes i stedet imellem de arbejdende på den ene side og de ikke-arbejdende på den anden. Af uransagelige årsager bekræfter vi i krisetider hinanden i, at der er tale om et moralsk skel, der opdeler mennesker i dem, der har viljen til at arbejde, og dem, der i mindre grad har viljen til at arbejde.

Tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt har, som en af mange, med tilfredshed i pennen opridset dette ny klassekampsscenarie, hvor parterne udgøres af de bidragende skaffedyr på arbejdsmarkedet på den ene side og de »forkælede studerende, de snobbede akademikere og de luddovne kontanthjælpsmodtagere« på den anden.

I Berlingske blev billedet af de moralsk underlegne ikke-arbejdende tegnet op, kulsort på hvidt, da en kronikør hævdede, at »danskerne for første gang i nyere danmarkshistorie ikke længere er enige om fælles mål og kurs eller har samme grundlæggende moral og værdier.« Det forholder sig nemlig sådan, forklarede hun, at »den ene part opererer ud fra et sæt af værdier, hvor det er legitimt at stemme sig til andre menneskers penge«, mens den anden »gør oprør og ikke længere vil plukkes«.

Skurken i hængekøjen

Det bliver altså i stigende grad legitimt at antage, at der ikke blot er økonomisk og statusmæssig, men også en klar moralsk forskel på de, der står inden for, og de, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi har, forstår vi, at gøre med to væsensforskellige skabninger, nemlig yderen og nyderen. Og ’nyderen’ uden for arbejdsmarkedet beskrives mere og mere entydigt som det arbejdende menneskes mest indlysende interessemodsætning.

På bemærkelsesværdig vis er ’nyderen’ dermed stille og roligt ved at overtage den rolle i klassekampsfortællingen, der i den klassiske udgave blev spillet af ’kapitalisten’. I den klassiske version var det virksomhedsejeren eller chefen på direktørgangen, der på uretfærdig vis indkasserede den merværdi, som arbejderen havde skabt. Han gjorde det tilmed uden selv at røre en finger. Det var manden med den høje hat, som de oprørske masser rettede deres vrede og opstand imod.

Den ny tids modstander, der kalder på et oprør, slænger sig ikke i læderstolen på direktørkontoret, men på den lune sofa derhjemme. Eller »i hængekøjen«, som Radikale Venstres arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq smagfuldt udtrykte det, da han kommenterede en undersøgelse, der viste en klar folkelig opbakning til en halvering af kontanthjælpen for unge under 30 år.

Det virker næsten til, at det kækt provokerende slogan, som Ole Birk Olesens ultraliberale netavis 180grader i sin tid gik i luften med, i dag fuldstændigt har mistet sin provokatoriske kraft: ’Danmarks Arbejderavis – avisen for folk, der går på arbejde,’ lød det.

Nye arbejderpartier

Når flere og flere vælgere mener, at borgerlige partier bedst varetager arbejderens interesser, er det ikke underligt eller ulogisk. Det er et logisk udslag af, at klassefortællingernes version 2.0 vinder frem. Hvis arbejderens mest indlysende interessemodsætning ikke er arbejdsgiveren, men den, der står uden for arbejdsmarkedet, kan man jo snildt profilere sig selv som arbejderparti ved at moralisere nedladende over for arbejdsløse borgere, gå løs på velfærdsstatslige ydelser med nedstryger og hækkesaks og spille med musklerne over for den sygdomsramte, den studerende og den arbejdsløse, som ikke vil flytte til Jylland for at arbejde.

Og når den siddende regering i det nyligt lancerede udspil til en skattereform, ’Danmark i arbejde’, vil hente 3 milliarder kroner fra førtidspensionister, kontanthjælps- og dagpengemodtagere og indføre skattelettelser for danskere i arbejde, er det et fint eksempel på realpolitisk tænkning i tråd med tidens ånd.

Problemet er, at der er noget åbenlyst forløjet ved denne nye samfundsfortælling. Den skarpe opdeling af ydere og nydere i to væsensforskellige grupper med modsatrettede interesser og moral, kan – hvor godvilligt man end betragter den – næppe beskrives som meget andet end ideologisk blændværk. Den, der blev fyret til formiddag, var jo en kollega i går. Den, der går på pension i morgen, er arbejdende i dag. Og den, der er studerende lige nu, er i job i 2015.

Over et samlet livsforløb glider vi fra gruppe til gruppe. I nogle perioder vil vi være mere ’nydende’ end i andre. Ikke fordi vi som skizofrene pendulerer mellem nyderens og yderens diametralt modsatrettede moral- og værdisæt. Men fordi det nu engang er en naturlig og bevaringsværdig præmis for det samfund, vi har bygget op. Dét samfundskorpus, som affyrer sin oprørske ammunition nedad imod ’nyderne’, gør intet andet end at skyde sig selv i foden.

Dertil kommer, at den stærke betoning af ’yderne’ som en genetisk og moralsk homogen gruppe af beslægtede skaffedyr, der gør fælles front, bidrager til at gøre os blinde for forskelle mellem forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Mellem givere og tagere af arbejde. Mellem de, der sætter organisationens mål, og de, der pålægges at føre dem ud i livet. Mellem selvrealiseringsjægere og kroppe, der opslides af rutinearbejde.

Yder-alliancen

Det er her værd at bide mærke i, i hvor høj grad tidens sprog minder om de fortællinger, som managementlitteraturen har kastet op i stride strømme siden slut-80’erne. Det er fortællingen om, at gamle interessemodsætninger mellem ledere og arbejdere er afløst af ren harmoni, hvor medarbejder og virksomhed bærer på en fælles interesse og vilje, der peger frem imod indfrielsen af organisationens mål. Ingen ordrer, ingen magtudøvelse og intet hierarki behøves, for medarbejderens selvrealisering og organisationens målopfyldelse ligger og venter for enden af den samme solbeskinnede vej. Det er, med professor Niels Åkerstrøm Andersens ord, et skifte fra ’den ansvarshavende’ til ’den ansvarstagende’ medarbejder, hvor sidstnævnte forventes velvilligt at påtage sig de opgaver, som organisationen har brug for at få løst.

Således også med arbejdsgivere og arbejdstagere, der med ’yder/nyder’-dikotomien antageligt har fået et fælles projekt. Det virker påfaldende, at fagforbund og arbejdsgiverforeninger i stigende grad taler et fælles sprog og finder sammen om fælles projekter, mens traditionelle modsætningsforhold udviskes. Vi nærmer os stille og roligt et stadie, hvor den ansvarstagende arbejder velvilligt forventes at foreslå øget arbejdstid, færre helligdage og selvbetalt frokostpause. For at opfylde de fælles målsætninger.

Summa summarum; vi ser en ny sandhed om samfundet blive støbt på et fundament af to løgne. For det første, at det giver mening at tale om ydere og nydere som to væsensforskellige grupper af mennesker, der står som modstandere på en slagmark. For det andet at gamle interessemodsætninger mellem grupper på arbejdsmarkedet er afløst af en harmonisk yder-alliance.

Hvis velfærdssamfundet som solidarisk projekt er truet, er det næppe af horder af moralsk anløbne ’nydere’, men snarere af de samtidsfortællere, der bidrager til myten om yderen og nyderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Haastrup

Det bliver i stigende grad legitimt at antage, at der ikke blot er økonomisk og statusmæssig, men også en klar moralsk forskel på de, der står inden for, og de, der står uden for arbejdsmarkedet.

- Og hurra for de sidstes klare moralske forskel!!

Hanne Gregersen

Der er absolut intet kvalificeret belæg eller argument i artiklen for, at der er tale om en myte !!?? Mystisk indlæg....

Steffen Gliese

Det er åbenbart for de fleste af os, Thomas Dalager, hvad vil du mer'?

Ib Christensen

Sidst jeg var arbejdløs, i 2009. mente jeg at nu måtte det være tiden til at opgraderer min papirer. Og få gjort noget for at omdanne min store selvlærte IT viden til brugbare papirer

Ib Christensen

Sidst jeg var arbejdløs, i 2009. mente jeg at nu måtte det være tiden til at opgraderer min papirer. Og få gjort noget for at omdanne min store selvlærte IT viden til brugbare papirer

Ib Christensen

UPs. Prøver igen.

Sidst jeg var arbejdløs, i 2009. mente jeg at nu måtte det være tiden til at opgraderer min papirer. Og få gjort noget for at omdanne min store selvlærte IT viden til brugbare papirer. Det viste sig så at relevante udanelser alle var samlet i det østlige udkants Danmark. Og med bopæl og forpligtigelser i Jylland vidste det sig især økonomisk umuligt at gøre andet end tage på "jobsøgningskurser" lokalt. :(

En kammerat der fik sig en kronisk rygskade på sit arbejde, får sine lægeerklæringer smidt/gemt væk, og sendt på betalt ophold i østdanmark, for at læse til en uddannelse hans ryg aldrig vil lade ham bruge.

Hvor blev logik og brincipper af.

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Hansen.

I en lille åben økonomi, som den Danske er vi nødt til at konkurer med udlandet. Vi ser en kæmpe offshoring lige nu i IT branchen, det er simpelt hen fordi vi i Danmark ikke har formået at forblive konkurrence dygtige. Jeg arbejder dagligt med folk i Indien, Østeuropa, Sydamerika.
Jeg kan så ikke se det økonomisk fornuftige i det. Set fra min stol skaber det flere problemer end det løser. Jeg bruger meget af min tid på at rydde op efter folk i offshoring teams. Hvis vi vil, og hvis vi tager os lidt sammen, kan vi være ret gode.
Man kan kalde de store multinationale selskaber onde og grumme og og og ... men de folk der sidder og offshorer og beslutter dette, er sku 90% af tiden lokale folk.. Danskere.
Hvis vi skal bevare, igen top jobbene, dem der trækker job med i mange andre brancher, så kan vi ikke bare sidde på vores flade og kigge os i navlen og sige se hvor gode vi er.
Og så har vi jo solgt meget af de offentlige virksomheder fra, de er så i dag monopoler der suger midler fra offentlige kasser, med monopol priser i et marked som de har for sig selv. Og vores offentlige IT er i stor stil igang med at blive flyttet til udlandet.
Det vil jeg gerne stoppe med krav om hemmelighed om offentlige data. For rigets sikkerhed *wink* *wink* noget godt må terror lovene da kunne bruges til.
Jeg skrev faktisk til Ole Sohn da det blev klart at han var bannerfører for den økonomiske politik i SF og tilbød at hjælpe med at formulere politik, der kunne hjælpe med at fremme/beskytte den her branche i Danmark.
Høfligt men ligegyldigt svar fra hans sekretær. Hvis ens egne græsrødder, ved noget om et emne, bør man overveje at lytte til dem. Dem kan man jo relativet stole bedre på end så mange andre.

Så ja.. vi kan ikke bare læne os tilbage og tro at tinge sker, sådan noget som uddannelse for livet, tror jeg kan være en af nøglerne til at få os ud af krisen på lidt længere sigt.

// Jesper

Jesper du skriver: I en lille åben økonomi, som den Danske

Hvorfor skal økonomi være så åben. Eksport er kun nødvendig i det omfang vi vil importere, og de varer Danmark importere ligger klart i den miljøbelastende del af skalaen...

Hvis Danmark kunne indrette sit samfund efter det vi selv kan producere så ville vi nærme os den totale miljøbalance, det er vel derfor vi har beboet landet i mere end 10.000 år.

Anders Reinholdt

@Suz Skov
Du har fuldkommen ret. Sagen er imidlertid den, at der ikke er ret mange tilbage, som betragter sig selv som arbejdere. Med bærbar PC, fleksible arbejdstider, frihed under ansvar(!), god kantine- og frugtordning, jævnlige rejser og kursusophold, Individuelle udviklingsplaner (det store blændværk indenfor moderne management) etc., så er selvopfattelsen blevet drejet væk fra det solidariske og over mod det individuelle. Det skal der mere end manglende sikkerhed i ansættelsen og nogle år med reallønsnedgang til at ændre på.

Den falske bevidsthed har antaget en ny form: hvad der er godt for virksomheden er godt for mig...

Jesper Frimann Ljungberg

@Bill Atkins.

Det lyder jo meget godt, selvforsynende økologisk bæredygtig økonomi.
Men hvordan vil du komme dertil på kort sigt, uden at kaste landet ud i fattigdom, armod og .. ja borgerkrig ?

Du glemmer at vi i Danmark ikke har har hvad der skal til for at være selvforsynende, med mindre du går tilbage til kun det mest basale.
Hvis vi går den vej, vil det heller ikke vare længe før vi vil blive opslugt af et andet land, på en eller anden måde.
Igen der er en virkelighed vi er nødt til at forholde os til.

// Jesper

Lise Lotte Rahbek

Jesper F.

"Opslugt af et andet land"... som EU?
;-)

@Jesper A. »...der er snævre grænser for, hvad vi kan gøre alene. Vi er, når det kommer til stykket, ikke adskilt fra verden omkring os,« påpeges det i papiret til Rio+20-mødet. Bhutans forslag: http://www.information.dk/302351

Jesper, Jeg mener blot at hvis vi vil ned i miljøbelastning og hæve beskæftigelsen samtidig - altså modvækst - så skal vi ikke tage de liberale økonomers floskler for pålydende. Den økoøkonomiske diskussion bør tage udgangspunkt i at miljøbelastningen er mindst for produktionen af varer til eget forbrug, og stigende for produktion til eksport samt forbrug af importvarer. Har vi alle brug for alle den udenlandske valuta til luksus - jeg har ikke. Med hensyn til modstanden mod 'modvækst' så tror jeg at krisen på sigt kan give en sådan ændret synsvinkel på problematikken mere vind i sejlene.

Egentlig kunne vi se udviklingen som positiv. Alle er nogenlunde enige om at vi har arbejdet for meget. Ganske vist er der krise pt. og det ser ud til at blive værre endnu. Men som det ser ud til nu, skraber DK sig igennem - med stadig stigende arbejdsløshed. Noget tyder jo på - at med bare en "lille bitte smule" nedgang i forbruget generelt - kan vi holde samfundet gående med stadig færre og færre timer på arbejdet samlet set. Det er da positivt. Maskiner løfter de tunge ting, som før sled en arbejder ned - og computere udregner automatisk det som en "bogholder" med Vikinge-blyant og viskelæder sad og fedtede med i ugevis.

Det eneste problem vi har tilbage - er at fordele arbejdet bedre.

Det som den nuværende og også tidligere regering, mener er at de mere eller mindre - finder det naturligt at op og nedgange i arbejdsmængden - skal medføre folk fyres istedet for at skrue op og ned på antal timer på jobbet .

Hvorfor ikke indføre en slags minimum 20 timers arbejdsuge, hvor man planlægger med "prodktionschefen", mellemlederen, rektor eller anden - at de næste 2 måneder ser det sådan ud, da - der skal "køres" en ny peson ind i arbejdsplanen.

Det kaldes projektledelse.

Den manglende løn skulle så suppleres med et grundbeløb.

Hvad ville der ske hvis en skoleklasse, havde 2 eller 3 faste matematiklærer der fordelte arbejdet - fast. Eller 3 ufaglærte fabriksarbejdere - delte arbejdet ved 2 maskiner.

Ja der ville da ske det at man mødte mere frisk på arbjde, desuden ville den generelle "mindre" løn gøre at huspriser etc. faldt.

I og med "den usikre" løndel (om man arbejder fuldt tid - eller det svinger) ville gøre at familier var nødt til at køre med en "buffer" økonomi - hvilket ville gøre at de ikke kunne spænde budgettet fuldt ud - og sidde og bævre ved frygten for den ene blev arbejdsløs.

Vi kan ikke æde mere, vi kan ikke proppe flere iphones ind i familien.

Det er jo i virkeligheden en drøm der er gået i opfyldelse, maskiner og computere har aflastet menneskeheden - men vi holder stædigt fast i arbejdstider" tilbage fra 50'erne - endda med tale om opgivelse af nogle helligdage.

Traffikalt ville det også aflaste infrastrukturen overalt. Det virker umiddelbart bizart at se trafiknettet overbelastet i tiden op til klokken 07.00 08.00 og igen 16.00 og 17.00

Da jeg måtte lukke min virksomhed, stod jeg en dagved kanten af en meget traffikeret rundkørsel kl. lidt i 08:00 - og så på den hastighed hvormed folk rasede rundt - med mobiltelefonen oppe ved øret - og alered ildrøde i hovedet, da trafikken (som åbenbart en kæmpe overaskelse - dag or dag havd forsinket dem fra hjem-til dagplejen med børnene-og videre til jobbet).

I en stund følte jeg mig "udenfor" - behageligt udenfor, jeg havde været der.

Steffen Gliese

I forlængelse af Torben Selches præcise og visionære indlæg vil jeg give et godt eksempel på, hvad vi mærkeligt nok har opgivet, selvom det lignede en sikker vej for får år siden: hjemmearbejdspladsen. Det ville om noget kunne aflaste familierne, hvor man ikke behøvede at skulle ud ad døren i mørke vintertimer, og hvor forældre kunne tilbringe så meget tid med deres børn, som de overhovedet havde lyst til.

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Hansen.

Jeg arbejder så meget hjemme som muligt, det gør mig ekstremet mere effektiv, det sparer mig for 1 1/2 times transport og og og..
Det er en af grundene til, at jeg stadig har det arbejde jeg har..
Problemet er bare at det koster på karriere fronten, du får ikke lavet den samme markedsføring af dig selv, så fedterøvene, har en fordel frem for dig.

Der er mange af mine kollegaer der også prøver at arbejde hjemme så meget som muligt.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Bill Atkins

Jeg synes det vigtigste er, at vi bevæger os så hurtigt som muligt i den rigtige retning.
Igen vil jeg hellere tage en lille sejr, end at tabe og bevare min 'moralske high ground'.

Med hensyn til udenlandsk luksus, så er dansk gastronomi med lokale varer jo højeste mode :)=
Og god dansk håndlavet øl på lokale økologiske råvarer på genbrugsflasker er jo også i verdensklasse og noget som folk har fået øjnene op for.
Dog er ting som computere, fjernsyn, biler etc ikke noget vi kan styre selv.. derfor skal vi arbejde internationalt.

// Jesper

Filo Butcher

Verner Nielsen @ Der er vel ikke nogen der for alvor tror på, at arbejdsløse nyder deres situation.

Jeg er desværre nødt til at sige dig imod. Der er faktisk ret mange der tror netop dette og sladderpressen t.o.m. Jyllandspesten bliver ved med at dryppe denne misundelsens gift i samfundet.

Det næste bliver vel at arbejdsløse er kriminelle, fordi lediggang er roden til alt ondt, eller at dem med arbejde bliver adlet...

Dette fænomen fandtes indtil for ikke så lang til siden og prik mig i øjet, om ikke loven stadig er gyldig, bare glemt, det hedder "løsgængeri" og har været strafbart.

Løsgænger var man hvis man ikke havde et lovligt arbejde og hang ud et offentligt sted. Alle der hang ud et offentligt sted i den regulære arbejdstid var potentielle løsgængere medmindre det var åbensynligt at de tilhørte herreklassen.

Straffen var at den at delinkventen blev samlet op af betjenten og smidt i spjældet eller fattighuset.

Ligesom i Ungarn under 'socialismen'! :)

Marianne Christensen

Så lang tid retorikken er som den er vil der kun være en overlevelsesstrategi for folk uden for arbejdsmarkedet.

Affind dig med din skæbne og find nogle andre værdier. Hvordan skaber jeg mest muligt sammen til mig selv f. eks.

Arbejde bliver der ikke mere af, du bliver mere og mere ugleset af dem på arbejdsmarkedet og de folk der er på arbejdsmarkedet bekræfter hinanden i at alle andre er nogle snyltere. jvf. dagens oppinionsmåling, der viser at de velbjærgede synes det er o.k. at folk uden for arbejdsmarkedet skal skal betale for topskattelettelserne.

Folk fra Østeuropa har fattet hvad det drejer sig om.

Først arbejder de sort.
Så billigt.
Så tigger man.
- og hindres man i det er er jo varer på alle hylder i sommerhuse og villaer.

Hvis ikke du har nogen rettigheder og ingen mulighed for at få et arbejde er det ingen skam at stjæle. Du skal jo leve.

Det kommer vi til at se mere af efterhånden som solidariteten og respekten for hinanden forsvinder i det danske samfund.

- jeg kan ikke have ondt af velbjærgede, som er kolde over for at andre må gå fra hus og hjem.

Det er amorals at stjæle.
Men det er også amoralsk, at være ligeglade med andres nød.

Christian Nissen

Det er vel egentlig meget logisk, set fra de stærkes synspunkt på arbejdsmarkedet er det vel svært at fatte at nogle måske ikke har det der skal til for at hage sig fast her.

Arbejdsmarkedet er i mindre og mindre grad noget for de relativ svage uden uddannelse og dem det ikke kan klare de stigende krav til effektivitet.

Arbejdsgiverne vil sikket til stadighed forsøge at minimere antallet af medarbejdere, det har jeg set fra min egen virkelighed, begrundelsen for fyringen var at konkurrenten næsten ingen ansatte havde og dermed lavere omkostninger.

Det er jo også relativt let at fyre medarbejdere og derved spille bolden over på det offentlige systems banehalvdel.

Karsten Olesen

Løsgængeriloven blev ophævet i 1999 under Nyrup - men gælder stadig for udlændinge!

http://da.wikipedia.org/wiki/L%C3%B8sg%C3%A6ngeri

Løsgængeriloven - og dens adgang til ikke-domprøvet frihedsberøvelse - er et levn af stavnsbåndslovgivningen.

Skiftende borgerlige regeringer har bevaret dette smuthul - for at undgå at give arbejdsløse positive rettigheder.

Ifølge Danske Lov 3-19- 16-20 blev alle arbejdsløse og ubemidlede betragtet som løsgængere:

"når nogen tienistefolk som deris Tieniste opsagt have, eller andre Løsgiengere, som ikke ere bosatte, eller tiene til Kongen, Kirken, eller Præsten....
ikke lovligen bevise sig Tieniste at have for en billig løn begieret på steder de behøvis og kan antages, da skulle de straks pågribes."

Det indebærer, at folk af tyendeklassen, der påtræffes - uden at være enten landarbejdere under en herremand eller tjenestefolk i en familie i byen - kan indsættes på vand og brød.

Selv om retsgrundlaget for dette system i virkeligheden var bortfaldet med stavnsbåndets ophævelse 1788 og med frihedsrettighederne af 1849, førte Estrup-styret i Danmark til en skærpelse af bestemmelserne.

I 1860 vedtoges "Løsgængeriloven" og i 1875 under Estrup indførtes dens bestemmelser i "Fremmedloven".

De borgerlige har altså af opportunisme - for at undgå at fastslå positive rettigheder for arbejdsløse - bibeholdt et lovsæt der egentlig er i strid med Grundloven.

I forhold til Løsgængerloven har de almindelige borgere altså stadig - frem til 1999 - været betragtet som tilhørende den "ufrie klasse" - dvs. de ikke-adelige.

Disse bestemmelser gælder stadig for udlændinge.

Nic Pedersen

Kunne man evt. starte med enten at etablere en Arbejdsformidling, som rent faktisk formidler arbejde eller spare udgiften til Jobcentre + ansatte, som ihvertfald ikke gør?

Mikkel Nielsen

Det er utroligt så mange holdninger der er i denne debat hvoraf flere postulere at deres er sandheden.

Det utrolige er blot at mange af disse sandheder, bliver fremsat af folk som i en kåd beruselse har fantaseret sig frem til en sandhed uden på noget tidspunkt at gøre sig den belejlighed at møde de omtalte personer face to face.

De forstiller sig blot at deres version nu måtte være sandheden.

Groft sagt er der to lejre, den ene har i deres "kolde" liberalistiske hjerte lavet konklussionen, at folk uden arbejde er dovne hunde, der med næb og klør vil gøre alt for at sjæle arbejdernes penge. De har så samtidigt været i stand til at overbevise en utrolig stor del af bef. I at det forholder sig sådan med løgne og bedrag.

Den anden grupper tror bl.a at man blot kan dele ud af arbejdet og at alle på kontanthjælp er arbejdsduelige etc. De har i modsætning til de andre, i det mindste forstået at det kræver nok arbejde før alle i teorien kan være i arbejde, ofte tror de også at man kun kan være lykkelig hvis man har et arbejde. I det mindste er denne skematisering af den ulykkelige og uheldige stakkels arbejsløse, mere nuanceret end liberalistens. Den er dog stadig alt for ofte unuanceret og kan også være ote ligeså fordummende som den overstående.

Jeg ville vitterligt ønske, at folk indså at Verden er langt mere nuanceret end de to syn på den arbejdsløse. Hvilket nogle herinde også prøver at gøre opmærksomme på. det er dog langt fra alle det helt forstår dette.

En anden uheldig tendens er at folk nævnere Akademikere i et flæng i forlængelse med kontanthjælp. fortæl mig lige hvor stor procendele på kontanthjælp har en akademisk uddanelse. .

Når alt kommer til alt, er folk på kontanthjælp en utroligt broget skare, der er personer der er gået ned med Stress, fået en fysisk arbejdskade, dem med psykiatriske diagnoser, den nyuddanede akademiker, den "dovne" nasser (hvoraf mange har så lidt overskud at de knap nok kan stå op om morgnen) den ufaglærte som har mistet arbejdet pga. Fyringsrunder og måtte sande at ufaglært arbejde nu er svært at få, samt et hav af andre personer.

Jeg har mødt og snakket med dem alle, fælles for de fleste er at de gerne vil bidrage med det de kan, dem der ikke kan ønsker blot at de bliver accepteret på ligefod som alle andre, bliver set som ligeværdigt etc. Og at bef. Kan acceptere at ikke alle kan bidrage økonomisk til samfundet.

Jeg ville også ønske at man stoppede med at sammenligne arbejderen med den arbejdsløse. Alle kan komme i en situation hvor de har brug for hjælp.

Anne Albinus

Minder lige om at Sarkozy i sin valgkamp før præsidentvalget også brugte at tale om de "dovne arbejdsløse".

Ret reaktionært, skrev tidsskriftet Le Nouvel Oberservateurs chefredaktør i februar:

Det er gammel tankegang fra det 19. århundrede. Tror man virkelig, at lønarbejdere der er frataget deres job har det rart i tvungen lediggang? Ved man da ikke, at de fleste arbejdsløse skammer sig over deres situation og søger at komme ud af den med alle midler?

http://tempsreel.nouvelobs.com/election-presidentielle-2012/20120210.OBS...

Christian Nissen

Det er jo egentlig meget sympatisk med tanken om at dele arbejdet, det vil nok ikke kunne gennemføres i praksis.

En del lønmodtagere er ret hård spændt for økonomisk med dyr hus, biler osv.
Deres privat økonomi kan sikkert ikke bære ret stor lønnedgang.

Arbejdsgiverne vil nok også være skeptiske, det medfører sikkert mere bøvl fra deres side.

UPS.."spørge mig selv, om ikke jeg har mere til fælles med den tjetener,marokkaner og tildækkede muslimske kvinde, jeg i øjeblikket omgås på aktiveringskurset?.......end mange landsmænd. (Sidste sætning glemte jeg!)

Marianne Christensen

Ny s- sf - r politik

arbejdsløse, kontenthjælpsmodtagere, syge og andet ros får tilbudet om at blive gasset en gang om måneden.

Til gengæld stables ligene op i tre store bunker.
En foran Søvndals hjem, en foran Thornings og en foran Vestagers..

Jeg tror der er mange danskere der hellere vil dø end leve på grund af den politik den såkaldt ansvarlige brune regering fører.

Vi kan jo lade det komme an på en prøve.

Vi mangler bare tilmeldingsblanketten.

Lise Lotte Rahbek

Marianne Christensen

Hva'? Lade dem vinde ved frivilligt at indvillige i at lade sig gasse?

Aldrig!

Marianne Christensen

Fortsæt nu debatten.

Det er klart at den måde debatten køres på påvirker dem som berøres,

- efterhånden er der ikke meget socialt tilbage i det hedengangne Socialistisk Folkeparti og det lige så iltfattige socialdemokrati.

Men det er gået op for 99% af dem som debatterer her. Så vi må videre.

Nic Pedersen

"Det er jo egentlig meget sympatisk med tanken om at dele arbejdet, det vil nok ikke kunne gennemføres i praksis.

En del lønmodtagere er ret hård spændt for økonomisk med dyr hus, biler osv.
Deres privat økonomi kan sikkert ikke bære ret stor lønnedgang"

Grådighed er på ingen måde forbeholdt kapitalister med høj hat og cigar!

Når man rager betalt arbejde til sig, mens andre mangler et, så ER det jo bare grådighed!

Og det bliver ikke mere klædeligt af, at man, efter at have "knoklet for to", så klynker over at være nedslidt, så længe der er/var folk at dele hyren og arbejdsbyrden med!

Christian Nissen

Tja, "det er jo ikke let at være til" en del køber hus og bil og det som hører til efter deres indtægt.

Jo mere man tjener des dyrere hus og bil og så er man jo spændt for vognen, hvis man så brokker sig over skatten og sliddet bagefter så er det jo sig selv de har at takke for det.

De mennesker er tvunget til at fortsætte med at tjene mange penge, hvordan skulle samfundet omstille sig er svært at se.

Måske nogen skulle afgive noget, men det vil ikke fald i god jord.

Kunne vi finde en løsning som kunne gøre at flere kunne bruges gøre nytte i dag vil det være vidunderlig.

De der har sat sig for hårdt, får nok en slem forskrækkelse til januar, når deres ledige kolleger må gå fra hus og hjem efter 2 års ledighed.

Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå.

Claus Madsen

Der er ligeså mange dovne svin blandt dem der går på arbejde som blandt dem der går derhjemme. Og der Ligeså mange aktive ydere blandt folk på overførsels indkomster som blandt folk der går på arbejde.

Det der er problemet er jo at vi efter alle disse år stadig har et utroligt tunnelagtigt syn på arbejde.
Får du løn er det arbejde får du ikke løn er det ikke arbejde.

Værdi skabes mange andre steder en på arbejdspladsen At man skal behøve at pointere det i 2012 er ganske forstemmende.

Jesper Frimann Ljungberg

@Claus Madsen.

Du har da en pointe, jeg kender da folk på overførselsindkomster der lægger en hel del frivilligt arbejde, sådan efter evne.

Men, jeg tror ikke rigtig på, at det er noget man kan generaliserer.
Ellers er du da velkommen til at uddybe din mening med eksempler, hvis du vil drive din pointe hjem.

// Jesper

Claus Madsen

Altså først og fremmest er det nok lidt hårdt sådan at kalde andre mennesker for dovne svin, vi er jo ganske enkelt ikke allle ustyret med den samme arbejdsevne.

HVad eksemplerne angår så er der jo vigtigt arbejde hjemme Vedligehold af egne boliger opdragelse af børn etc etc. Derudover er der et enormt frivilligt organisations arbejde i dette land som skaber en ganske betydelig merværdi for mange mennesker.

Hvad de dovne på arbejdspladsen er du jo selv inde på det vi yder ikke det samme på vores job. Vi kender alle til mødet med ugidelige ekspedienter håndværkere der ikke møder op. etc etc. Ligesåvel som vi oplever det modsatte.
Jeg sidder ofte i organisationer af forskellig art hvor holdningen til forandring og effektivisereing er meget forskellig bland ansatte såvel som i ledelsen og jeg kunne blive ved.For mig at se er der intet moralsk ophøjet i at gå på arbejde hvis det alene er for egen vindings skyld.

Min pointe i forhold tol denne diskusion er det problematiske i at man lægger skilllelinjen i forhold til ydere og nydere et forkert sted. Hvis man da overhovedet kan tillade sig at lave denne skillelinje Efter vi jo som ovenfor nævnt ikke alle har samme arbejdsevne. Derfor "og her bliver næppe enige" siger jeg som Marx yd efter evne og nyd efter behov Her kan vi vitterligt tale om at have høj moral.

Filo Butcher

I "efter-genforeningens" Øsstyskland har man indført jobrotation og arbejdsdeling ved lov i de områder der var hårdest ramt af arbejdløshed.

Selv om østtyskerne aldrig havde kendt til arbejdsløshed accepterede de modellen stort set uden mukken fordi de genkendte solidariteten i den som noget de var indoktrineret til at se som en dyd.

I dagens Danmark har vi haft snart 30 års indoktrinering med grådighed som en dyd.

Resultatet er tilsvarende.

Jesper Frimann Ljungberg

@Claus Madsen
Så du mener at gøre rent, passe sine egne børn er noget man skal have penge for af staten ?

Det kunne da måske godt være en ide, men så skal vi andre vel også have penge for at passe vores hjem og vores børn ?

Hvad med en typisk dansk familie der måske har 4 børn, fuldtidsarbejde og som måske laver frivilligt arbejde i en sportsforening. Skal de så have ekstra penge fra staten for det de laver ?

Hvad så med familier der ingen børn har, laver intet frivilligt arbejde, intet arbejde har ? Skal de have mindre i ydelse end de får i dag eller ?
Eller vil du tvinge dem i en eller for for arbejde, for at de kan få penge fra staten ?

Jeg kan ikke rigtig se fidusen i dine tanker.

// Jesper

Claus Madsen

@ Jesper Frimann

Nej det kan du nok ikke :)

Det jeg først og fremmest vil, det er lidt det samme som du. Nemlig at angribe artiklens premis, blot fra en anden vinkel. Det er nemlig for mig at se slet ikke gjort med at tale om god eller dårlig moral i forhold til arbejdsevne. Det er heller ikke blot ok at rehabillitere moralen hos dem der midlertidigt eller permanent er placeret uden for arbejdsmarkedet.

Problemet er hele den måde vi værdisætter ting på og samtidig, hvad der er værre, hælder moralbegreber ned over evnen til at akkumulere disse pengeskabte værdier.

Lad mig give et par eksempler. Hvem skaber mest værdi/har den højeste moral Overlægen der arbejder 60 timer om ugen for en milliongage betalt af mine skattepenge eller hans kone sygeplejersken der arbejder halv tid af ovenstående årsag for at tage sig af det nødvendige derhjemme Børn hus etc. etc.

Eller sat endu mere på spidsen. Samme overlæger der kunstigt holder liv i gamle syge mennesker med yderligere omkostninger for samfundet til følge, eller en palistinensisk mor der med sine 9 børn gør sit til at vi alle undgår den fremtidige demografiske katastrofe alle taler om. Jeg vil vove den uforstigtige påstand at det afhænger af øjnene der ser.

At nogen tør tale moral her det går ganske enkelt over min forstand.

Claus Madsen

PS. Beklager det sene svar men jeg har et arbejde ved siden af :)

Claus Piculell

Helt rigtigt set af Mathias.

Også at det er ideologisk blændværk, der som andre fortællinger, f.eks. om "statsgældskrisen", skal få os til at glemme, at den virkelige modsætning i dag går mellem alle, der prøver at være produktive (i lønarbejde, studium eller som frivillige) - og så den ikke alene totalt uproduktive, men nærmeste destruktive finanssektor, der i stadig mere sygelig selvsving handler med deriviater af forskellig slags i op til 74 gange værdien af hele verdens reale produktion.

vh
CP

Jakob Bagterp

Niels-Simon Larsen: "Der kan sagtens blive fuld beskæftigelse. Vi skal bare dele det arbejde, der er. Bagefter deler vi lønnen. Der er så nogle, der ikke har råd til huslejen, men det må vi regulere på så."

Det er opskriften på Nordkorea og Pol Pots Cambodja. Der kan nemlig altid blive fuld beskæftigelse, hvis man sætter befolkningen til at grave grøfter med skovle i stedet for gravemaskiner. Velbekomme.

Børge Rahbech Jensen

"Grænsedragningen mellem samfundets klasser trækkes i stedet imellem de arbejdende på den ene side og de ikke-arbejdende på den anden. "

Det er jeg ikke enig i. Den trækkes mellem de, der er i beskæftigelse, men ikke nødvendigvis arbejder, og de, der ikke er i beskæftigelse.
I realiteten ligner det mest en grænsedragning, hvor lønmodtagere fungerer som stråmænd for økonomers behov for tilpasning af samfundet til økonomiske modeller. Tesen er jo, at lønmodtagere og erhvervsledere alene kan motiveres af økonomiske fordele, og de lønmodtagere, der deltager i debatter, støtter tesen med krav om øget økonomisk kompensation for at være i beskæftigelse.

Arbejdsledige i aktivering anerkendes ikke som arbejdende til trods for, mange af dem arbejder på lige fod med lønmodtagere i ordinær beskæftigelse. Modsat har mange lønmodtagere tydeligvis både tid og energi til dyrkelse af utilfredshed i arbejdstiden.

Sider