Klumme

Når Louise fra Skælskør skal være au pair i Kina, får indvandringspiben en anden lyd

Hvad sker der med USA, når blonde Britney ender som au pair hos familien Xu, og Jack skal være havemand hos Hr. Chang?
25. juni 2012

Den amerikanske drøm handler, som bekendt om, at alle skal have mulighed for at stige op ad den økonomiske rangstige. Dette løfte om social mobilitet fik gennem en menneskealder millioner af mennesker til at forlade de gustne, europæiske klassesamfund, hvor enhver kendte sin plads og forventedes at blive der. De udvandrede til mulighedernes land. USA tilbød muligheden for et luksusliv, der i 1950’erne og 60’erne var ukendt for Europas arbejdere: store biler, de nyeste tv-apparater, swimmingpools og huse, der skinnede som paladser. Folket var imponeret, men kulturparnasset rynkede på næsen, og så Amerika som vulgaritetens højborg. ’Amerikanisering’ var en evigt brugt, nedsættende term, da overtegnede gik i gymnasiet i 1980’erne uanset om det var politik, underholdning eller kunst, min marxistiske dansklærer talte om.

Sandheden er, at dem, der er herrer i åndernes rige ofte har deres på det tørre og mageligt kan foragte de mindrebemidledes drømme om et bedre liv. ’Rigdom og materielle goder kan ikke gøre dig lykkelig’, lyder det. Nej, penge er ikke alt, bare man har nok af dem.

Hvorom alting er: i USA var immigranterne i århundreder det næringsstof, som supermagten voksede sig stærk af. Indtil det hele vendte i 1980’erne og 90’erne, hvor millioner af spansktalende latinamerikanere ankom fra især Mexico, men også resten af Syd- og Centralamerika. Latinogruppen er den hastigst voksende etniske gruppe i USA, og spansk konkurrerer med engelsk om at være det mest talte sprog i flere stater.

Flertallet af latinoer befinder sig på bunden af samfundet. Og dermed minder de om noget, vi kender: En indvandrergruppe, der sidder fast i dårligt betalte landbrugsjob uden for byerne eller i de urbane områder, hvor de er havemænd, rengøringspersonale, børnepassere eller personale i butikskæder, der tilbyder dårlig mad og billige forbrugsgoder. Indvandrere som ofre, det er synd for. Eller som en latent trussel mod vor kultur. I lyset af høje arbejdsløshedstal og økonomisk krise har amerikanerne derfor i et stykke tid – som i Danmark – forlangt stramninger og udvisninger. Drømmene om, hvordan man kan bygge elektriske hegn mellem USA og Mexico, er vokset.

Men nu er der sket noget interessant. I år overhalede antallet af nytilkomne immigranter fra Asien for første gang indvandringen fra Latinamerika til USA. Og her er ikke tale om fattige landarbejdere. Amerikanerne oplever til deres enorme forbløffelse – eller gru – hvordan disse ’indvandrere’ giver gammelamerikanerne baghjul. Medierne rapporterer med skrækblandet fryd, at unge asiater systematisk støvsuger legatpuljerne og vinder priser for at være de bedste studerende – især inden for naturvidenskab, medicin og musik. Så det var naturligvis ikke tilfældigt, at den hysteriske tigermor Amy Chuas bestseller om, hvordan man opdrager børn til triumfer, fik så kolossal en medieomtale i USA sidste år. Angsten for at blive overhalet af (især) Kina har solidt tag i den amerikanske folkesjæl, og det er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt Kina kan skubbe USA væk fra piedestalen som klodens rigeste og mest magtfulde land. Amerikanerne frygter også truslen indefra. De frygter den dag, hvor de dårligst stillede (hvide) amerikanske, unge piger kan indtage rollen som au pairer for den nye velstillede kinesisk-amerikanske overklasse. Eller når Jack skal feje blade sammen for familien Chang.

Der er dem, der vil mene, at det kun er sundt med en dosis frygt i det ellers så selvsikre USA. At lidt ydmyghed kan være på sin plads, og hvis frygten for at fejle kan få en generation af overvægtige amerikanske unge væk fra Facebook, mobiltelefoner og PlayStation, er det måske kun en fordel? Også for USA.

Måske. Lad os vente at se, hvad der sker, når konkurrencen for alvor ankommer til Europa og lille Danmark. Der er i sig selv intet i vejen for, at X Factor-ramte 18-årige Louise fra Skælskør bliver babysitter for familien Xu’s lille to år gamle geni i Shanghai, vel?

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på USAnu.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Hey Annegrethe
En tankevækkende artikel.
Jeg havde som lærer i handelsgymnasiet den fornøjelse at undervise et antal vietnamesiske elever i erhvervsøkonomi. Det er al for lille en stikprøve til, at det er muligt at generalise ud fra det. Men jeg har et blivende indtryk af nogle særdeles ihærdige elever. Eksamensresultaterne blev selvfølgelig derefter, så eleverne fik den eftertragtede plads på et revisionskontor eller kunne læse til cand. merc. aud. på CBS.
Så jeg kan sagtens genkende billedet af de energiske asiater. Det var en fornøjelse at undervise disse elever.

Inger Sundsvald

Det er jo rendyrket racisme at mene, at nogle racer har en medfødt ret til at herske over andre i kraft af en eller anden indbildt overlegenhed.

Og det viser hvilken foragt de bedrestillede udviser, når man kan sige at:

”De frygter den dag, hvor de dårligst stillede (hvide) amerikanske, unge piger kan indtage rollen som au pairer for den nye velstillede kinesisk-amerikanske overklasse. Eller når Jack skal feje blade sammen for familien Chang.”

Hvad i himlens navn skulle der være i vejen for at 18-årige Louise fra Skælskør bliver babysitter for familien Xu’s lille to år gamle geni, hvis det eneste hun kan er at synge.

Det eneste jeg ville interessere mig for er, om Louise blev betalt rimeligt og blev behandlet ordentligt.

Anne Marie Pedersen

Amerikansk (forbrugs)kultur er ikke noget lort fordi den er "over the top" (altså vulgær). Den er noget lort fordi den ikke er bæredygtig. Og fordi økonomien bag den er baseret på krig og imperialisme.

18-årige Louise fra Skælskør vil med største sandsynlighed have rigtig godt af at blive babysitter for familien Xu’s lille to år gamle geni i Shanghai og hun får sikkert også lært at spise ris med pinde...

Jeg syntes konceptet er genilt....

Inger Sundsvald

”Der er dem, der vil mene, at det kun er sundt med en dosis frygt i det ellers så selvsikre USA. At lidt ydmyghed kan være på sin plads, og hvis frygten for at fejle kan få en generation af overvægtige amerikanske unge væk fra Facebook, mobiltelefoner og PlayStation, er det måske kun en fordel? Også for USA.”

Jeg ved ikke om der er forbud mod at skrive ”jeg vil mene”. Det er sådan set ikke så interessant at nogle ukendte ”dem” mener, at en generation af overvægtige amerikanske unge spilder tiden og nasser på samfundet (kan det lade sig gøre i USA?), i stedet for at få sig en uddannelse.

Fordomme er der sådan set nok af her i verden, og så vidt jeg er orienteret, så skal der penge og held til, for at få en uddannelse, og mere end held til at få et arbejde i USA. Men det er måske overklassens og middelklassens unge, der er skræk og rædsel for skal ende i et for den hvide race uværdigt job?

Er det ikke kun fattige, lediggang er usund for?

John W Larsen

Hvem siger overhovedet at Louise skal det, andre end overklasseløget AG Rasmussen ?
AGR, det er ikke en overklassemenneskeret at have gratis hushjælp, uanset om man er hvid eller gul .

John W Larsen

Jeg læser også AG som et overklasseløg, men det er nok lidt svært at afgøre, men bortset fra det ,så er ideen om at komme ud i verden slet ikke så tosset..

Det fjerner det mest højrøvede og selvoptagede, at rense asiatiske lokummer... eller køre skrald i mellemøsen...eller hvad det nu måtte være...

Niels Engelsted

Skopudseren der kan blive millionær er en forlængst gendrevet myte. Den sociale mobilitet i USA er langt ringere end i Europa. Samtidig er undervisningssystemet i enkeltstaterne i USA i frit fald, så det er ikke ved at opgradere sin befolkning, at USA har valgt at holde sin økonomi oppe. Nej, det er, som det har været gennem hele historien--bortset nogle årtier efter anden verdenskrig--ved indvandring af arbejdskraft, først manuel, nu intellektuel (Brain drain).

Nu henter man så gode hoveder fra velstillede familier i Asien, mens de indfødte kan stå med hatten i hånden, hvis de altså ikke lige tilhører eliten.

Og det mener AGR såmænd er sundt for dem.

Karsten Aaen

Folk som har forstand på de dele mener det er sundt for hjernen at blive revet ud af dens vante omgivelser, f.eks. ved at rejse meget, opleve andre kulturer mv.

Og både Lisbeth fra Danmark og Jack fra USA viol altså have godt at komme ud i verden, hvadenten det er til Kina, Australien eller Japan.

Mange i Vesten har svært ved at forstå, at Vesten, og specielt Europa, i 400 år økonomisk har levet højt på kolonisation, og de sidste 60 år på en post-kolonial epoke, der nu på mange områder er slut.

Denne leven højt gælder, også i den post-koloniale periode, de fattigste dele af befolkningen, der har levet uendelig meget bedre end flertallet i den 3. Verden.

Man oplever derfor nu en stigende velstandsoverførsel fra Vesten til Mellemøsten (er allerede stået på i nu 40 år), og nu også til lande i Øst- og Sydasien og visse dele af Latinamerika. Denne overførsel går ikke alene ud over velstand, men også den såkaldte velfærd, der som bekendt kun kan betales af velstanden. (Man kan i en kortere periode fortsætte med at låne til velfærden. Som Grækenland gjorde, og nu også Danmark).

Danske politikere snakker stadig om vækst og 'kick-start' over for befolkningen, selv om de jo godt ved den er helt gal. Hvilket selv Søvndal er kommet for skade at indrømme offentligt. Spørgsmålet er, hvor længe man skal vente, før der tages initiativer til en langsigtet politik i den globaliserede verden. I mellemtiden kævles man om skallede tre milliarder.

Grethe Preisler

Annegrethe Rasmussen tilhører den generation af danskere, der ikke lærte historie i skolen, og derfor tror, at verdenshistorien begynder med deres egen fødsel.

Det er muligt at denne specielle form for solipsisme som så meget andet kan kan undskyldes med, at deres lærere i folkeskoler og gymnasier for manges vedkommende var dimitteret efter studenteroprøret 1968. En generation af seminarister og akademikere, som havde munden fuld af halvfordøjede "marxistiske" floskler og fraser, de havde læst sig til i Maos Lille røde.

Men alligevel: At USA var den krisefri kapitalismes og de ubegræsede muligheders paradis på jorden for hvide europæiske immigranter af alle samfundsklasser, indtil invasionen af latinoer kom ødelå hele gralsfortællingen i 1980erne?

Det kan man det vist uden overdrivelse kalde kreativ historieformidling.

Majbritt Nielsen

Inger
Jeg tror du kan se bort fra racisme i denne sag.

Den drivende sarkasme, antyder at den måde som så kaldte "au pair" i Danmark, behandles på.
Er en mulig fremtid for danske(Louise eksempelvis) "au pair", der er nød til at rejse ud i verden. Tjene penge og sende dem hjem til husholdningen i hendes familie.
Og ´måske bestemmer de kommende lande sig også for at Lousie ikke må være gift eller have børn.
Netop som mandelige og kvindelige "au pair" der kommer til DK heller ikke må.

Hvis Aviserne skal stå til troende for det der blev skrevet om for et års tid siden.
Hvis en "au pair" i DK opdages at være gift eller have børn. Kan/skal hun udvises.

Så se bort fra at det er racisme, men ren sarkasme, at danske kvinder kan se sig tvunget til at måtte forsørge sin familie på samme måde som de nuværende " au pair" gør.
Hvis ikke de er forgældet op til begge øre og alligevel ikke har penge at sende hjem.
I det at den danske såkaldte "værtsfamilie" kan skide hende flybilleter en lang march og lade hende sidde med den udgift.
---Man kan jo komme til at betale menneskepenge, for det der - "kulturudveksling".

Og det ville jo være synd at spilde gode penge der kunne bruges på en botox/Omegaur eller ligende "fornuftigt indkøb".
NB Ironi kan forekomme i indlægget.

http://www.foa.dk/Forbund/~/media/Faelles/PDF/Pressemeddelelser/2011/Mic...

Inger Sundsvald

Ironi og sarkasme kan være udmærket, og jeg kan sagtens se dobbeltmoralen, også hos danskere, der hellere ville dø, en lade sønnen/datteren feje/babysitte hos f.eks. en muslimsk familie som havde arbejdet sig op og var ”blevet noget”.

Det jeg stejler over er formuleringen ”nogen vil mene”, for hvis man er sarkastisk er det smartest at læseren ved hvem og hvad det drejer sig om, så man ikke får forkerte associationer.

Vi ved jo alle at Annegrethe Rasmussen har meget at udsætte på danskerne, og at hun fremhæver amerikanerne som så meget bedre på alle måder og landet som stedet, hvor alle kan arbejde sig op i hierarkiet, hvis de ellers gider.

Derfor kunne hun ikke drømme om at sige at amerikanerne (eller nogle af dem der vil mene et eller andet) er racister. Derimod er det åbenbart i orden at insinuere at ”danskerne” er det, og at de nok ikke ville synes det var passende at Louise blev au pair eller at Brian blev fejemand for Hr. Muhammed.

jens peter hansen

Begge mine søskende var au-pairpiger hos engelske jødiske overklassefamilier, min mor var pige i huset, min far var karl. Længere siden er det ikke.

Annegrethe Rasmussen

Jeg må skuffe Inger Sundsvald. Majbritt har derimod ramt sømmet på væggen. Klummen er ret ironisk og overklasseløget her - tonen, mine damer og herrer, tonen - er ret meget mere positiv over for den samfundsmodel Danmark har, end den USA står for. Men mener jeg, vi kan lære noget af amerikanerne? Vist så. Men vi kan også lære noget af asiater og afrikanere er jeg er sikker på - om end det er et kontinent, jeg ikke kender ret meget til.
Men lad mig gerne gentage: at klummen er bestilt af redaktionsledelsen på avisen til at være en, hvor jeg ser på hhv. DK og USA med personlige briller.
Og jeg kan forsikre om at hverken racister eller åndsformørkede overklasseløg får stillet deres egne spalter til rådighed.
Så det ..
Alt godt
Annegrethe Rasmussen - pt. i Wimbledon
(vi overklasseløg elsker tennis :-)

Henrik Brøndum

Jeg har aldrig forstaaet udtrykket overklasseloeg. Et loeg er da en ganske almindelig groentsag - ligesom kartofler og kaal. Maaske er et overklasseloeg let forvirret - og tror det er blevet lige saa fin som en porre eller ligefrem en slikasparges? Man kan sige meget om Annegrethe Rasmussen og Informations andre gode skribenter, men forvirrede er de nu sjaeldent - tvaertimod leveres der mange gode iagttagelser.

Hvis det kniber med noget er det mere forstaaelsen for hvad det reelle handlerum er for mennesker med penge og magt - men det er dog langt fra saa galt som det er her i kommentatorflokken.