Læsetid: 3 min.

Når metalarbejdere kvidrer

Dem som ved noget, vil ikke sige noget. Og dem som vil – de ved ikke noget. Derfor gælder det om lytte efter kanariefuglene i dansk politik
16. juni 2012

På TV 2’s politiske redaktion brugte journalisterne tidligere udtrykket »at trække Arne Melchior-kortet«.

Hvis der intet skete i dansk politik på en søndagsvagt, var der nemlig altid én politiker, som med kort varsel villigt stillede op foran ka-meraet: den tidligere minister og daværende gruppeformand i CD, Arne Melchior.

Som få kunne Arne Melchior indigneret og med stor patos – for ikke at sige patetisk – kommentere snart sagt enhver sag. Stor som lille.

At Arne Melchior tit hverken kunne – eller ville – sætte handling bag ordene var en helt anden sag.

I politik gælder det derfor mere om at lytte til, hvem der siger noget. Og ikke så meget til med hvilken styrke, det nødvendigvis bliver sagt. Ofte er det sådan, at dem som ved noget, ikke vil sige noget. Hvorimod dem som vil – de ved ikke noget.

Af samme grund sprængte det – omend forsinket, men mere om det senere – lydmuren på Christiansborg, da Dansk Metals formand, Thorkild E. Jensen, forrige torsdag aften i en pressemeddelelse pludselig meddelte, at forbundet sagde nej til at sælge ferie- og helligdage under trepartsforhandlingerne.

Nok havde andre forbundsformænd som FOA’s Dennis Kristensen sagt det samme. Men hvis selv Dansk Metal – højrefløjen i fagbevægelsen, kongemageren i partiet og den røde regerings ven – ikke ville være med ... Ja, så kunne statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lige så godt lukke og slukke. Hvilket hun gjorde næste morgen efter at have sovet på det.

Til gengæld ødelagde det næppe Helle Thorning-Schmidts nattesøvn, at hun næste morgen også kunne læse på forsiden af Ekstra Bladet: »S-koryfæer undsiger Helle efter katastrofemåling: Hun duer ikke«.

Koryfæerne viste sig nemlig at være den 93-årige Anker Jørgensen, som forklarede, at Helle Thorning-Schmidt »har aldrig været min kandidat«, mens den 85-årige Thorkild Simonsen talte om, at der »mangler tillid til S-ledelsen«. Og endeligt mente statsministerens to tidligere socialdemokratiske kollegaer fra Europa-Parlamentet – hvor deres indbyrdes skænderier den-gang var ved at sprænge den blot tre mand store gruppe – Torben Lund og Freddy Blak begge, at partiet burde finde en ny formand.

Hvilket alt sammen sådan set ikke er nogen kritik af Ekstra Bladet.

Da jeg selv var ansat på Ritzaus Christiansborg-redaktion lød den lakoniske marchordre fra den vagthavende nyhedsredaktør nemlig hyppigt: »Lad os se, om vi kan piske en stemning op fra morgenstunden«. Hvilket vi så prøvede på. Efter bedste evne.

I stedet er det en konstatering af, at det er de faktiske forhold – om ikke i jernindustrien – så i hvert fald i politisk journalistik.

Den kedelige sandhed er, at nogle gange sker der ikke frygtelig meget i dansk politik. Og i hvert fald ikke 24/7.

Specielt under højspændte forhandlingsforløb som de igangværende om reformer af førtids- og fleksjob samt skatten vil udbuddet af reelle politiske nyheder nærmest være omvendt proportionalt med vores efterspørgsel efter disse. I stedet holder parterne radiotavshed. Hvis de ellers er ind-stillet på at nå frem til en aftale.

Alligevel udkommer aviserne selvfølgelig ikke med blanke sider, hvor der skulle have stået noget om disse forhandlinger.

TV-aviserne viser ikke pausefisk, hvor der skulle have været et indslag. Og radioaviserne spiller ikke et musiknummer af samme årsag.

Tidligere brugte kulminearbejderne kanariefugle som advarselsalarmer nede i gangene.

Kanariefugle er meget følsomme over for giftige gasser og ville falde om og dø, før et udslip nåede at påvirke minearbe jderne. Så længe der var liv og fuglesang, kunne minearbejderne regne med, at luften var ren.

Midt i udslippene fra politikere, politiske kommentatorer og eksperter bør vi følgelig lytte efter kanariefuglene i dansk politik.

Til Dansk Metals overraskelse var der i første omgang ingen i medierne, der opdagede pressemeddelelsens virkelige historie om trepartsforhandlingernes sammenbrud.

Ritzau lavede ganske vist samme aften en kort netartikel om, at Dansk Metal ikke ville give afkald på ferie- og helligdagene – men lagde ikke to og to sammen. Først klokken 04:40 fredag morgen ringede telefonen hos pressevagten i Dansk Metal – og så holdt den ikke op.

Kim Kristensen er journalist på Informations Christiansborg-redaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu