Læsetid 3 min.

Pædofile, voldsmænd, kidnappere fremstår som rene uhyrer

Men bag facaden findes ofte et lille skræmt menneske, der gennemspiller sin egen negative sociale arv. Det må vi erkende for at kunne hjælpe dem – og os selv
6. juni 2012

»Det er jo altid den samme historie: Man forventer et monster og så finder man bare et lille usselt menneske,« siger Lisbeth Zornig Andersen i sin selvbiografiske dokumentarfilm, Min barndom i helvede, efter at have taget telefonisk kontakt til sin voldelige stedfar efter 20 år. Filmen giver et ubehageligt, men levende portræt af familieliv med alkohol, omsorgssvigt og incest i Underskuds-Udkantsdanmark.

Zornig er vred på sin mor, fordi hun var tavst vidne til, at hendes fire børn i årevis blev tævet og Lisbeth udsat for seksuelle overgreb. Alligevel er moderen skildret nøgternt. Zornig er tydeligvis drevet af et voldsomt behov for at forstå – end ikke stedfaderen reduceres til et endimensionalt monster trods alle hans grufulde, sadistiske gerninger. Han får lov at tone frem som en tredimensionel udgave af menneskeligt forfald. Man fornemmer, at Zornigs mor og stedfader har deres egne smertenshistorier, og de har ikke – modsat Zornig – formået at bryde den negative sociale arv. Tilbage står oplevelsen af, at bødlerne selv er ofre, og at den negative sociale arv kan være meget svær at bryde.

Jeg havde lidt samme oplevelse, da jeg for et år siden læste østrigske Natascha Kampuschs selvbiografi. Hun blev kidnappet som 10-årig og holdt fanget i otte år i en kælder, tæsket og tvunget til at arbejde for sin bestialske kidnapper. Men det overraskende ved fænomener som både Kampusch og Zornig er, at de ikke bliver psykisk knækket af deres brutale livsvilkår. Kampusch, der har haft et talkshow på østrigsk tv, fremstår trods otte år i angstfuldt fangenskab mentalt sund og velfungerende. Hendes selvbiografi er læseværdig og oplysende, fordi den ikke bare er endnu en forudsigelig offerfortælling. Den indeholder derimod en meget nuanceret refleksion over hendes ubegribelige oplevelser, uden at hun reducerer sig selv til stakkel eller fremstiller kidnapperen som uhyre. F.eks. insisterer hun på, at hun blev ked af det, da kidnapperen begik selvmord efter hendes flugt, og hendes selvbiografi giver os et usentimentalt og nuanceret indblik i de komplekse og uforudsigelige følelsesmæssige relationer, der kan opstå mellem kidnapper og kidnappet.

Jeg arbejder for tiden på en retspsykiatrisk afdeling med borgere, der har begået kriminelle handlinger. Eftersom de er psykisk syge kommer i behandling frem for i fængsel. Nogle af dem har begået meget voldsomme overgreb, og det er en konstant udfordring at prøve at forstå, hvordan man kan blive skør på en måde, så man f.eks. prøver at skære halsen over på sine egne børn, skyder sin far i hovedet eller har fuldbyrdet samleje med en toårig. Fælles for dem alle er, at ingen af dem har ønsket at blive kriminelle, men de er selv på forskellige måder blevet forulempet og krøllet sammen af livet. Som den pædofile, der selv er blevet groft seksuelt misbrugt af sin bedstefar og på en djævelsk og ironisk vis gennemspiller sin egen negative arv.

Kampusch og Zornig insisterer trods deres smertenshistorier på ikke at reducere sig selv til ofre. Derfor leverer de vigtige vidnesbyrd, der kan hjælpe os til at forstå. Forstå det anderledes. Forstå det grusomme og umiddelbart uforståelige menneskelige forfald, som Brønderslev- og Tøndersagerne minder os om stadig finder sted. Måske hos din nabo. Forfald, som vi ikke kommer til livs ved at dæmonisere det eller ved at distancere os fra det.

At Zornig selv er blevet støtte- og kontaktperson for moderen i Brønderslevsagen – der ifølge hende selv minder om hendes egen mor – tvinger os til at kigge med og prøve at forstå. Forstå det som noget andet end endnu en sensationsoverskrift i den kulørte presse. Hvis hun kan, så kan vi også. På den måde kan der skabes en tredje vej: En måde at forholde sig til brutale uretfærdigheder og sadistiske overgreb på, der ikke tvinger os til kun at vælge mellem en nytestamentlig ’venden den anden kind til’ eller en gammeltestamentlig ’Lisbeth Salander Kill Bill fighter bitch’. Det forbilledlige ved Zornig og Kampusch er netop, at de bryder ud af de klichéagtige forestillinger, vi har om ofre og bødler, og tilbyder os indblik i de menneskelige mekanismer bag. Man forventer et stakkels offer, men finder et stærkt og myndigt menneske.

 

Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Rolf Hansen

Desværre er sanheden bare ikke officielt anerkendt og debatten bliver forpurret af følelser/fordomme og myter fra befolkning og politikere.

Brugerbillede for Peter Jensen
Peter Jensen

Ann Bille:
En pædofil er et menneske. Monstre er fantasivæsener, som ligger under din seng når du drømmer dine pæne drømme om en nydelig verden i kontrapunktisk orden.