Klumme

Pinds kinesiske drømme

Pressens evige snuseri trækker ro og eftertanke ud af den politiske proces, mener Søren Pind. Problemet synes sjovt nok særligt stort, når Venstre bliver kigget efter i sømmene
Debat
27. juni 2012

Som man har kunnet læse i nærværende dagblad, har Udenrigsnævnet været i Kina. Her har de kinesiske myndigheder omhyggeligt sørget for, at medlemmerne ikke kom i kontakt med distraherende dissidenter. Samtidig blev danske korrespondenter chikaneret. Nævnets medlemmer havde tilsyneladende også accepteret de kinesiske ønsker, om at danske journalister ikke fik lov til at dække studieturen.

Når journalister bliver sat uden for døren, er der naturligvis arbejdsro. Og et medlem af Nævnet har tilsyneladende nydt den journalistfrie tur så meget, at han mere end antyder, at en smule kinesiske tilstande på Christiansborg vil være en god ting. Søren Pind fra Venstre, der elsker at hade pressen (eller måske rettere: hader at elske den), beskriver mandag på sin blog på Berlingske dette drømmesamfund, hvor de godt nok har et tvivlsomt forhold til menneskerettigheder, men til gengæld har politikerne arbejdsro. Han skriver:

»Jeg har lige været i Kina. Der har de bygget 9.000 km højhastighedsjernbaneskinner. Snart venter 14.000 flere. Politikerne der står ikke til rådighed for offentligheden. Man agerer, og pressen refererer. En årlig vækst på næsten 10 pct., og et stærkt tvivlsomt forhold til menneskerettigheder, som vi kender dem, samtidig med landet er på vej til at blive verdens største økonomi. Bare til sammenligning har Amerika bygget 0 km …«

Hjemme igen konstaterer Søren Pind en noget anderledes tilstand på Christianborgs gange:

»Man antaster politikerne på gangene, afslører (forkerte) forhandlingsdetaljer i pressefrihedens og ’offentligheden har en ret til at vide’s hellige navn og moraliserer – som om, pressens repræsentanter skulle være ophøjede moralske forbilleder (det er de ikke …) Dernæst spørger man sig selv, hvorfor politikerne dog ikke får truffet nogen beslutninger … Der er kommet et minuttyrranni over vores demokrati. Ingen ro, ingen eftertanke, ingen fortrolighed – alt skal kunne tåle dagens lys, hele tiden, hvert minut«

Venstres enfant terrible demonstrerer her endnu en gang en forbavsende evne til på en gang at bringe sig selv i rampelyset (selv om han synes, medierne er dybt idiotiske, ja ligefrem farlige) ved at provokere.

Hans blogindlæg lå ikke mange minutter på nettet, før den første kommentar blev lagt på tråden: »Så sprang Pind ud som kommunist …«, lød det fra en læser klokken 10:49. Tre minutter efter lod en af Danmarks mest afbalancerede og mest vidende politiske kommentatorer sig provokere. Niels Krause-Kjær skrev:

»Jeg er sådan set enig i substansen i din kritik af den offentlige samtale og presset på det politiske system, som har det med at gå over gevind. Men du bør – for nu at sige det så pænt og mildt, som det er muligt – ikke bruge Venstres ageren i skatteforhandlingerne som løftestang for det argument. Her passede medierne sådan set bare deres arbejde – som til sidst også fik Venstre til at passe sit …«

Søren Pind blev integrationsminister, fordi hans forgænger pure nægtede at deltage i den offentlige samtale, kategorisk afviste journalister og blev berømt (eller rettere berygtet) for at tie helt stille eller ligefrem lukke mikrofonen, når spørgsmålene blev hende for besværlige.

Hun blev til gengæld modstræbende minister, hævdes det, fordi hun i sit hidtidige virke som folketingsmedlem deltog lidt for aktivt i den offentlige debat og fortalte alt for mange journalister, hvor utilfreds hun var med sit eget parti, når det drejede sig om åbenhed og retssikkerhed.

Man kan fortolke Pinds provokation således, at »minuttyranniet« og det deraf afledte savn af »ro og eftertanke« kun er negativt, når det pludselig går ud over Venstre, sådan som Krause-Kjær antyder.

Man kan også fortolke det positivt, fordi der selvfølgelig er noget om Pinds pointe. Han er netop en effektiv demagog, fordi hans budskab – som al anden reklamevirksomhed og propaganda – indeholder fragmenter af en sandhed.

Man kunne ønske, at debatten om mediernes medvirken eller modvirken i den demokratiske proces blev ført på et lidt mere sagligt plan. Og måske ikke med Kina som det positive forbillede.

 

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: KampzonerOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erneLørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den selviscenesatte troldmandens lærling bringer mindelser om hine tider da Anders Fogh suverænt styrede en intimideret journalistskare og dermed pressen, gennem logeforbindelser til medieejerne, en hær af medierådgivere, briefinglignende pressemøder, spørgsmålsgodkendelse inden interviews - det virkede en tid, men jeg tror ikke Søren Pind får lov at træde i mesterens fodspor. Tiden er ikke til kopier i politik, slet ikke dårlige kopier.

Jeg kan godt forstå at Pind har et problem med at pressen interesserer sig for ham.
Det har jeg også.

Torben Lindegaard

Det er pudsigt at Lasse Jensen kalder Niels-Krause Kjær "en af Danmarks mest afbalancerede og mest vidende politiske kommentatorer"
Er kommentatoriet virkelig så dårligt kørende? Tilsyneladende.
Jeg erindrer i øvrigt den gang i 90'erne, hvor DR fulgte efter Poul Nyrup Rasmussen med et kamara overalt på gangene på Christiansborg. Jeg forstod glimrende PNR's irritation.

ellen nielsen

Mon ikke de fleste MF'ere på Christiansborg
vil give Søren Pind ret i pointen!

Og, hvad skal vi vælgere med næsten daglige meningsmålinger
og konstant drøvtyggeri fra diverse politiske kommentatorer.

Pressens og mediernes sensationshunger har taget overhånd
frem for saglig oplysning - efter min mening!

Niklas Monrad

Pind siger "Jeg har lige været i Kina. Der har de bygget 9.000 km højhastighedsjernbaneskinner." og han kunne have tilføjet

"hvor togene kan køre af sporet i fuld fart, uden at pressen stikker sin lange næse i noget, som den intet har med at gøre" ...

Grethe Preisler

Sådan! Lasse Jensen.

Folk som Pinden skal man ikke slå på. Man skal smide dem op luften, skal man, så kan de falde ned igen og slå sig selv.

Jamen folketinget sidder jo selv med knappen til lovgivningen. Man kunne jo snildt sætte en skranke op ved hovedindgangen hvor der var briefing 2 gange dagligt. Men når man ser den "kødrand" summe omkring mikrofonen når dagbladene eller TV - står uden for udvalgsmøderne -synes man ikke at fornemme at ønsket er at komme hen til sit kontor og fordybe sig.

Hanne Gregersen

Lugter her lidt af, at den gode Lasse Jensen er sendt i byen på "bedste" kollegiale vis ?

http://www.information.dk/304151#comment-597084

Morten Kjeldgaard

At Søren Pind-Pind har hang til det totalitære kan vist ikke komme som en overraskelse for nogen.