Bibliotekschefforeningen har i sagen om Bibzoom, folkebibliotekernes online musiktilbud, i sidste uge repræsenteret de danske folkebiblioteker i kampen mod pladebranchen og indholdsleverandører i almindelighed. Men deres stemme er ikke udtryk for, at der hersker enighed om emnet i bibliotekssektoren.
For bibliotekerne har kampen indtil videre handlet om retten til at stille alt digitalt indhold til rådighed for borgerne, sådan som vi kender det fra det fysiske bibliotek.
Den model kæmper indholdsleverandørerne naturligvis imod, for den vil ødelægge alle muligheder for at lave bæredygtige digitale forretningsmodeller.
Bibliotekschefforeningen og konsortiet bag Bibzoom ser det som en forringelse af demokratiet, hvis borgerne ikke har gratis adgang til al information. Indholdsleverandørerne ser det derimod som et dødskys til branchen, hvis bibliotekerne får de samme rettigheder til at stille digitale bøger, film med videre til rådighed, som de har til materialerne i fysisk form.
Begge brancher kæmper i og for sig en overlevelseskamp, men spørgsmålet er, om vi behøver at bekæmpe hinanden?
Fokuser på indholdet
I en virkelighed med stadig mere og billigere digitalt indhold er det langt fra altid adgangen hertil, der er det store demokratiske problem i samfundet. Det er snarere muligheden for at skabe værdi og omsætte viden til oplevelser, samtaler og handling, der er vor tids store udfordring. Nogle kalder det medborgerskab, andre demokratiudvikling, og andre igen ser det som arbejdet med social kapital.
Uanset hvad vi kalder det, handler det om biblioteket som en samfundsinstitution, der støtter borgernes muligheder for at udvikle kompetencer til at indgå i samfundet og demokratiet, uden at der nødvendigvis – som antydet af Bibliotekschefforeningen – har fundet et udlån sted.
Hvis vi forstår biblioteket som et sted, der stiller materialer til rådighed – hvilket vi mener, bibliotekerne stadigvæk skal gøre – skulle vi måske fokusere mere på indholdet i materialerne og ikke antallet af dem.
Gør som museerne
Et bud på fremtidens bibliotek kunne hente inspiration hos museerne.
Et kunstmuseum arbejder ikke ud fra en logik om, at al kunst skal være tilgængeligt til hver en tid. Her er tale om rendyrket selektion og formidling. Et mere formidlingsorienteret bibliotek understøtter efter vores mening demokratiet lige så godt og måske endda bedre, fordi det er indholdet, der er i fokus, og ikke materialemængden.
Bibliotekerne skal fokusere endnu mere på at skabe sociale og fysiske kontekster for kulturforbrug. Det kan være læsekredse, lytteklubber, spil- og filmklubber, kreative værksteder, debataftener. Hermed styrker bibliotekerne den lokale sammenhængskraft.
Når bibliotekets primære fokus er mødet mellem borgerne, er der langt flere muligheder for, at bibliotekerne og indholdsproducenterne også kan mødes om at lave nye koncepter og holdbare partnerskaber om det digitale indhold.
Juristeri
Diskussionen om bibliotekernes ret til at stille musik til rådighed online er i høj grad en konsekvens af, at jurister i hver deres lejr har forhandlet sig frem til en aftale. De to branchers fælles passion overskygges nemt af business as usual, når det ikke er fagfolk med samme passion, der laver aftaler. Det ensidige fokus på udlån af materialer fra Bibzooms side er så faretruende tæt på leverandørens fokus på salg, at det er klart, at der vil opstå gnidninger.
Hvis man i stedet havde fokuseret på at være fælles om de samme mål og de samme brugere, havde det givet den synergi, som efterlyses af pladebranchen. Tendensen her er dog ikke begrænset til Bibzoom alene, men kan ses i alle bibliotekernes digitale tilbud.
Kulturminister Uffe Elbæk (R) planlægger efter sommerferien at invitere de involverede parter til en drøftelse af, hvordan biblioteker og indholdsproducenter i partnerskab kan udvikle modeller, som sikrer, at bibliotekerne spiller en væsentlig rolle i forhold til bøger, spil, film og musik online. I denne drøftelse er det vigtigt at fokusere på, at den nuværende digitalisering af folkebiblioteket blot viderefører det gamle ’adgang til alt til hver en tid’-tanke i stedet for at nytænke biblioteket.
Internettet er det nirvana, der gør bibliotekernes opgave overflødig. Men kun hvis man fastholder, at bibliotekernes primære rolle er at sikre demokratiet ved at stille materialer til rådighed. Fri og lige adgang til alt digitalt indhold har været den religion, der indtil nu har givet bibliotekerne troen på evigt liv.
Den historiske formulering af folkebibliotekernes rolle som garant for borgernes fri og lige adgang til information og viden tager sit udgangspunkt i industrisamfundet, hvor barrierer for adgang til information og viden var fysiske. Men i dag skaber internettet et overflodssamfund, hvor bibliotekerne i stedet spiller en rolle som dem, der eksempelvis styrker borgenes it-færdigheder gennem undervisning eller rådgivning.
Den store (demokratiske) opgave for bibliotekerne er at facilitere det, der sker mellem borgerne, og at sikre, at borgerne kan handle og gøre en aktiv forskel i samfundet og eget liv. Afsættet er ikke nødvendigvis musik, bøger eller film, men kan i lige så høj grad være med udgangspunkt i borgernes egne ressourcer.
Det er fællesskabet og det, der kan ske mellem mennesker, som bliver indholdet i fremtidens bibliotek – ikke oplysning eller vejen til viden alene.
Esben Fjord er udviklingschef på Gladsaxe Bibliotekerne
Thomas Angermann er vicebibliotekschef ved Gentofte Bibliotekerne
Søren Mørk er udviklingschef ved Albertslund Bibliotek
Med de bedste intentioner forsøger de tre biblioteksfolk at se ind i krystalkuglen. Hvad ser de. Bibliotekerne skal være en slags computer-værksted, hvor borgerne kan mødes og blive bedre til IT.
De tre indlægsholdere forbigår bibliotekets rolle som sandhedsvidne. Internettet har med en fluxus af ukontrolleret oplysningskultur endnu mere end nogensinde skabt et behov for folkebiblioteket. Et sted hvor den helt konkrete gammeldags årstalsbelagte og historisk kronologiske sandhed kan søges. Og findes!
De tre biblioteksfolk falder for tidens trang til oplevelsesøkonomiske overfladebehandlinger af dette dybtstikkende behov for sandhed. De skiller det fysiske og det virtuelle ad, somom det var en nyhed at man kan få digitale udgaver. Jamen, vi er først lige begyndt. Bøger og film skal snart samme tur igennem. Det er ikke rimeligt at give op allerede nu.
Dette er en interessekonflikt. Ja, men det er endnu mere end det. Det er en kamp imellem sandhed og løgn. Bibliotekerne er vores offentlige sandhedsvidne.
Kampen er langt smukkere end de tre biblioteksfolk tør beskrive den. Langt mere poetisk.
det er nok en myte, at der er større sandhed i gamle bøger end man kan finde på nettet. Og gamle bøger er jo også ved at blive digitaliserede, selv om Danmark halter bagefter pga det sløve biblioteksvæsen, Kongelige Bibliotek især. Men bibliotekarerne kæmper en sej kamp for ikke at blive overflødiggjort nu bøger ingenting koster og kan købes antikvarisk for en slik, og opslagsværker er gratis på nettet. Institutioner har svært ved at dø og søger så nye opgaver, men set fra skatteborgernes opgave er det bedre at nedlægge dem. Om man så skal have nogle kulturcentre med opgaver som de foreslåede kan diskuteres, men hvis ja, så foregår det vel bedre i en ny struktur frigjort fra fortiden. Men da de fleste meningsdannere jo får lidt bibliotekspenge, eller i hvert fald drømmer om det, sker det jo nok ikke.
Tak for forsøget på at definere noget nyt. Musikindustrien har alt for længe for længe fået lov til at præke deres gode gamle dage budskab.
Problemet er at den manglende tilgængelighed ofte er den direkte grund til at folk går hen til piraterne, der har alt det, som offentligheden ikke har på lager. Og hvis de mod forventning ikke har det - jamen så er musikken så sjælden, at formentlig kun en lille håndfuld har eksemplarerne i den store, vide verden.
At jeg så ripper alt det jeg låner på biblioteket - både fysisk og digitalt - det snakker vi ikke om... Jeg giver kun de kunstnere, jeg er fan af, penge - og de får det i overflod.
Så næste gang du køber en plade på Bandcamp.com: vær en god demokrat og smid lige $5-8€ oveni minimumsprisen - så bliver kunstnerne glade, og de griske mellemmænd og pladeselskaber får sig en lang næse.
Tja, jeg 'pirat-kopierer' fordi :
1 : Det har vi ALTID gjort, i 'Gamle Dage' købte vi blanke kassette-bånd i kassevis !
2 : En 'plade' koster det samme... Uanset hvilket 'selskab' der har udgivet den og uanset om den indeholder 0 eller 12 'hits' ..
3 : Det er ikke sundt for kunstnere at have for mange kokain-penge !
4 : Det er svært for folk der producerer MAD overhovedet at få 'butikken' til at løbe rundt .
Så har jeg sgu lidt svært ved at have ondt af en middelmådig trommeslager der blærer sig med hvor mange millioner DOLLARS han har sniffet op, klager sig over at han ikke har råd til at købe den der private Ø han så på eBay .. Og derefter kalder sine fans for 'tyve' .. Altimedens han sidder ved siden af sin swimming-pool, med bakke-udsigt til Golden Gate bridge . (Hans Far KRAVLEDE PÅ KNÆ fra Herodes til Pilatus !)
5 : ACTA er god ...
Jeg har godtnok ikke læst den, men .... For 30 år siden 'stjal' jeg en Italiensk slagger og nu er der nogen der har den frækhed ikke at betale mig for 'mit arbejde' ..........
FÅ JER DOG ET ARBEJDE !
Hold lige fast i emnet. Forfatterne skriver: I en virkelighed med stadig mere og billigere digitalt indhold er det langt fra altid adgangen hertil, der er det store demokratiske problem i samfundet. Det er snarere muligheden for at skabe værdi og omsætte viden til oplevelser, samtaler og handling, der er vor tids store udfordring. Nogle kalder det medborgerskab, andre demokratiudvikling, og andre igen ser det som arbejdet med social kapital.
Det er udfordringen, hvis man forestiller sig den økonomiske orden overført til internettet. Det interessante spørgsmål er, om vi kan forestille os andre modeller. F.eks. en effektivt højt sat internet-indholdsafgift på musik, film, bøger o.a. rettighedsmateriale, hvis mål var at oplysningsinvestere. Dels gennem en mere stabil og mere reel finansiering af det kollosale forbrug af musik, film og bøger. Dels for at tænke innovativt i levende kultur. Kan man forestille sig det store skridt at virtuel kultur financierer virkelighedens kultur? F.eks. musik og teater i skolen og børnehaven? Her er folkebibliotekets platform interessant. Også på europæisk plan. Hvorfor bibliotekerne? Jo, fordi de findes i alle dele af Europa. Selv i de yderste randområder.
Og ja, jeg forestiller mig at folkebibliotekerne kan få den oplysningsinvestering som opgave. De har en passende størrelse og har via deres lokale forankring den nødvendige organisatoriske gennemsigtighed til at kunne fordele virtuelle indholdsafgifter til synlige og virkelige kulturbegivenheder i små og store byer over hele det europæiske landskab.
Og ja, jeg er også klar til at diskutere. For det er et rasende interessant område de tre forfattere bringer på banen, og det fortjener at blive taget alvorligt