Kronik

Politikerne brandslukker, systemkritikken udebliver

Vi gennemlever den dybeste økonomiske krise i tre generationer, men højst mærkværdigt har det ikke givet anledning til en egentlig systemkritik
Vi gennemlever den dybeste økonomiske krise i tre generationer, men højst mærkværdigt har det ikke givet anledning til en egentlig systemkritik
2. juni 2012

Vi står i en meget alvorlig økonomisk situation, som vi har overtaget fra den tidligere regering med dens uansvarlige økonomiske politik og dens ufinansierede skattelettelser, lyder det fra Helle Thorning igen og igen. Det er ikke alene noget forfærdeligt vrøvl. Det er direkte fordummende, fordi det blokerer for indsigt i, hvordan vi egentlig er havnet i suppedasen.

VKO-flertallet gav skattelettelser, javel. På det tidspunkt så det lyst ud. S og SF glemmer bekvemt, at de også ville spendere, blot på en anden (og i mine øjne fornuftigere) måde. Men det er ikke et spørgsmål om ansvarlighed eller uansvarlighed, det er et spørgsmål om politisk uenighed.

Og hvad der er langt vigtigere: De nok så omtalte ’ufinansierede skattelettelser’ og oppositionens alternative forslag var for pebernødder at regne i forhold til den forringelse af statsfinanserne, som fandt sted. På kun fire år gik vi fra et overskud på 80 milliarder kroner til et underskud på 100 milliarder kroner. Og denne ændring fandt vel at mærke sted uden skygge af grundlag i nogen politisk beslutning.

Det var ikke den offentlige sektor, der løb løbsk. Men det er den, der må holde for. Sagt uden moraliseren; det ligger i selve systemet. Når den private sektor ikke kan tjene tilstrækkeligt på arbejdskraften, overlades forsørgelsesproblemet til det offentlige.

At den private sektor nedlægger 200.000 arbejdspladser, er den umiddelbare årsag til den drastiske forringelse af statsfinanserne. Men også kun den umiddelbare årsag. Virksomhederne reagerer jo kun på markedsvilkårene, præcis som systemet forudsætter.

Som en mønt på højkant

Som bekendt blev krisen denne gang, både i USA og Europa (i særlig grad Danmark), startet af ’boligboblen’. Enhver kan nu se, at bankerne var for optimistiske. Men spørgsmålet er, hvordan en sådan trods alt begrænset fejlkalkulation i den vestlige bolig- og byggesektor kan føre til en lavine, som hurtigt omfatter det meste af kloden, ikke kun byggesektoren men alle sektorer, får hele finanssektoren til at vakle, kræver astronomiske hjælpepakker fra stater, som i forvejen har fået bunden slået ud af budgettet, smider millioner og atter millioner ud i arbejdsløshed og forringer de velfærdsordninger, som skulle rette lidt op på misforholdet mellem rig og fattig.

Svaret er, at det grundlæggende økonomiske styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv mindre ubalancer bliver selvforstærkende. Kapitalismen, med markedsmekanismen som styringsinstrument, er hvad der i fysikken kaldes et metastabilt system, hvor den mindste ubalance er selvforstærkende. Som en mønt på højkant.

Vi kunne ikke drømme om at producere en elkedel, som ikke slukker af sig selv, før vandet er kogt af og køkkenet sat i brand. Vi producerer ikke biler, som ikke retter op af sig selv efter et sving. Vi indbygger ’dødemandsknapper’ i skibe og tog og maskiner, ja sågar i motorsave og hæksakse for at hindre ulykker. Når vi bygger vindmøller, sørger vi for, at rotorbladene automatisk justeres, så møllen ikke løber løbsk, hvis vinden bliver for kraftig.

Men når det gælder styringen af hele samfundsøkonomien, har vi overladt den til en mekanisme, som forstærker selv mindre ubalancer til alvorlige kriser.

Intet opgør i sigte

Et opgør med selve styringsmekanismen er ikke let at få øje på. Socialdemokraterne har med tilslutning til Finanspagten forladt Keynes til fordel for Friedmans neoliberalisme, socialisterne har med kravet om vækstpakker suspenderet Marx til fordel for Keynes, og kritikken fra Occupy-bevægelsen og anfægtede liberalister retter sig mere moralsk end analytisk mod bankernes og finanskapitalens grådighed.

Sidstnævnte kan højst være et afsæt for en egentlig systemkritik, eftersom grådigheden er selve drivkraften i det system, vi i denne del af verden bekender os til. Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden?

Såvel blå som såkaldt røde politikere i alle kriseramte lande har accepteret den gidselfunktion, de er anbragt i af finanskonsortier, der er blevet så store, at man ikke tør lade dem gå ned, som de ellers skulle ifølge deres egen bekendelse til markedsmekanismen.

Særlig absurd bliver det, at man redder finanssektoren angiveligt for at sikre, at der fortsat kan ydes lån til erhvervsvirksomhed (læs: beskæftigelse) samtidig med, at man fratager den tilskyndelsen til at yde sådanne lån ved at tilbyde dem et langt sikrere alternativ, nemlig de statsobligationer, som de selv har nødvendiggjort udstedelsen af. Det burde ikke komme bag på nogen, at det netop er, hvad hjælpen til bankerne i vid udstrækning er brugt til.

Hårdere end Kartoffelkuren

Finanspagten fremstilles som en sikring mod gentagelse. Allerede størrelsesforholdene vidner om, at det er en illusion. Pagten forpligter til at holde statens budgetunderskud på under 0,5 pct. af BNP, dog kortvarigt i ikke særlig veldefinerede krisesituationer op til 3 pct. af BNP. Det skulle tvinge regeringerne til ’økonomisk ansvarlighed’. Hvordan skulle dét kunne praktiseres, når langt større skred i budgetterne fremkaldes af dispositioner, som politikerne overhovedet ikke har haft nogen indflydelse på? I Danmark, som er mindre ramt end de fleste eurolande, raslede bundtallet på statsbudgettet som før nævnt fra plus 80 til minus 100 milliarder kroner på mindre end fire år. Dette skred på 180 milliarder kroner svarer med runde tal til 10 pct. af BNP eller mere end 20 pct. af statsbudgettet! At korrigere for udsving af den størrelsesorden er en nedskæringsopgave, som vi aldrig har set magen til her i landet. Den er otte-ti gange større end Kartoffelkuren i 1986, den skrappeste finanspolitiske stramning i nyere tid.

Finanspagten er en ufrivillig demonstration af, at vores politiske demokrati er begrænset til at beslutte, hvordan vi skal bringe samfundet ud af den suppedas, som nogle ansvarsløse kapitalinteresser og en blind markedsmekanisme har bragt os i. Men den er et skrivebordsprodukt, som ikke vil kunne efterleves i praksis. I øvrigt indeholder den ikke elementer, der bidrager til at forhindre den næste krise. For den piller ikke ved de mekanismer, som er bestemmende for en krises opståen og udvikling.

På kollisionskurs

På det seneste har den erkendelse bredt sig, at den blinde budgetdisciplin, som Finanspagten er udtryk for, snarere forstærker end mindsker krisen. Erkendelsen er nok mere hjulpet på vej af den sociale uro i Grækenland, som foreløbigt breder sig til Spanien og Italien. En uro, som har givet vind i sejlene, især til højrepopulistiske eller ligefrem fascistiske bevægelser, som vi så i kølvandet også på krisen i 1930’erne. Et skræmmende perspektiv.Det har givet anledning til krav om, at Finanspagten skal revideres eller suppleres af en vækstpakke. Det ser i øjeblikket ud til, at det første ikke er politisk muligt, således at løsningen eller kompromisset kun kan blive en supplerende vækstpakke eller kickstart.

Ingen skal forvente, at en kollektiv brøler som Finanspagten nogensinde vil blive indrømmet. Men det er nødvendigt at fastslå, at Finanspagten og en vækstpakke er i direkte modstrid med hinanden. Finanspagten er en klar forpligtelse til ikke at søge økonomiske kriser modereret ved hjælp af vækstpakker eller lignende.

Enten må Finanspagten suspenderes, eller også bliver ’vækstpakken’ blot nogle uforpligtende tilkendegivelser. Den eneste måde, hvorpå de to ting kan undgå at kollidere, er ved betragtelige forøgelser af staternes indtægter. Det har vi til gode at se.

 

Preben Wilhjelm er forhenværende MF (VS)

Kronikken er et lille uddrag af en bredere analyse, som kan læses som pdf-fil herunder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Haastrup

Hvordan skulle den samme kapitalistiske vækst-dogamtik som var medvirkende til at skabe krisen, dog kunne bringe os ud af den?

Hvordan skulle den samme ensidige økonomiske tænkning, aka kapitalismen dog kunne skabe noget nyt? Noget bedre? Forandringer?

Hvor slemt skal det dog blive før politikerne vågner op til virkeligheden? Politkerne er selv en del af problemet. Gør sig selv til en del af problemet.

Det var en spændende artikel om et meget kompliceret emne, der i den grad er værd at diskutere. Som jeg har forstået det, mangler Preben Wilhjelm dog et par faktorer i ligningen, nemlig at i den amerikanske boligboble var markedsmekanismerne sat ud af kraft (og det i USA!) ved at fjerne kravene til kreditvurderingen af huskøbere, og nogle i amerikansk sammenhæng store stigninger i benzinpriserne. Det første var uheldigt, for pludselig fik en masse mennesker, der under normale omstændigheder ikke kunne have købt et hus, mulighed for at, med en gæld der gik lige til sidste cent. Har man set Gældsfælden på TV3, er det åbenlyst, at der er alle mulige og umulige grunde til, at folk ikke kan finde ud af deres økonomi, og i USA blev de grundlæggende mekanismer i realkreditten og bankerne, der kunne stoppe dem, fjernet, med et gevaldigt byggeboom til følge. Næste problem er at det skete på nogenlunde samme tidspunkt, og et samfund kan måske nok absorbere et boom, men det er væsentligt sværere at klare et kollaps for rigtig mange mennesker på samme tid. Hvis man så har en stor mængde nybagte husejere, med nogenlunde samme marginale økonomi, og grundlæggende samme forudsætninger, at begge skal have et arbejde, og begge er nødt til at have en bil for at komme til dette arbejde, hvilket vil være sværere end før, da de nu er flyttet i hus, der ligger langt væk, så kan en prisstigning på benzin hive gulvtæppet væk under dem.
Så må konklusionen nærmest være den modsatte: at det er farligt at sætte markedsmekanismen ud af kraft, at et byggeboom på kunstig baggrund medfører kollaps, og at vækstpakker derfor kun kan anbefales i meget overvågede doser, med baggrund i reel vækst. Finanspagt forstået som begrænsning i statens låntagning til kunstig vækst er så den mekanisme, der sikrer, at der ikke bliver snydt på vægten, og at der ikke bliver "stjålet" arbejdspladser fra alle andre ved hjælp af statskassen.

Det var en spændende artikel om et meget kompliceret emne, der i den grad er værd at diskutere. Som jeg har forstået det, mangler Preben Wilhjelm dog et par faktorer i ligningen, nemlig at i den amerikanske boligboble var markedsmekanismerne sat ud af kraft (og det i USA!) ved at fjerne kravene til kreditvurderingen af huskøbere, og nogle i amerikansk sammenhæng store stigninger i benzinpriserne. Det første var uheldigt, for pludselig fik en masse mennesker, der under normale omstændigheder ikke kunne have købt et hus, mulighed for at, med en gæld der gik lige til sidste cent. Har man set Gældsfælden på TV3, er det åbenlyst, at der er alle mulige og umulige grunde til, at folk ikke kan finde ud af deres økonomi, og i USA blev de grundlæggende mekanismer i realkreditten og bankerne, der kunne stoppe dem, fjernet, med et gevaldigt byggeboom til følge. Næste problem er at det skete på nogenlunde samme tidspunkt, og et samfund kan måske nok absorbere et boom, men det er væsentligt sværere at klare et kollaps for rigtig mange mennesker på samme tid. Hvis man så har en stor mængde nybagte husejere, med nogenlunde samme marginale økonomi, og grundlæggende samme forudsætninger, at begge skal have et arbejde, og begge er nødt til at have en bil for at komme til dette arbejde, hvilket vil være sværere end før, da de nu er flyttet i hus, der ligger langt væk, så kan en prisstigning på benzin hive gulvtæppet væk under dem.
Så må konklusionen nærmest være den modsatte: at det er farligt at sætte markedsmekanismen ud af kraft, at et byggeboom på kunstig baggrund medfører kollaps, og at vækstpakker derfor kun kan anbefales i meget overvågede doser, med baggrund i reel vækst. Finanspagt forstået som begrænsning i statens låntagning til kunstig vækst er så den mekanisme, der sikrer, at der ikke bliver snydt på vægten, og at der ikke bliver "stjålet" arbejdspladser fra alle andre ved hjælp af statskassen.

Anne Albinus

Magten over finanssektoren skal generobres, bl.a. ved at begrænse grådigheden.

Som digteren Vergil sagde til Dante for 700 år siden: “Den ulv slipper ingen forbi med livet i behold. Dens onde og griske hunger er af en art, så den bliver større for hver gang den bliver stillet”.

Amy Domini, grundlægger og CEO af Domini Social Investments siger på OECD, at de der har magten nu skal gribe lejligheden til at styrke de nødvendige beskyttelsesstrukturer, men også eliminere de dybere årsager til krisen: de dispositioner der opmuntrer til øget spekulation og grænseløs grådighed.

Den sekundære årsag til krisen var aflønningsstrukturer, der opfordrer til grådighed, siger Domini. Hedgefond-stiftere får lov at lave profit på andres investeringer, og det har ført til en etik, der korrumperer personen og ødelægger kapitalismen.

Jesper Wendt

En struktur uden magt er nødvendig, måske via direkte demokrati. Så kan man, sådan set have en teknokratisk overbygning, med tre kamre. Kamrene præsenterer forslaget, derefter stemmes der i alle kamrene om validiteten af forslaget.Herefter stemmes der i befolkningen.

Eller noget i den stil. Så længe der er økonomisk incitament, vil der være korruption, spørgsmålet er kun- hvor meget.

Søren Kristensen

Hvis statens indtægter er omvendt proportional med dens udgifter (det er de jo nok, i et eller andet omfang), kunne det så ikke være spændende se hvad skete hvis vi alle gik fem 5% ned i indkomst - altså frivilligt - og udelukkende for at få det underskud på statsbudgettet ud af verden, så hurtigt som muligt. 5% er er ikke ret meget, når man tænker på hvad de omtalte lande må stå model til. Jeg er i hvert fald med på den, men kun hvis alle er med.

Michael Kongstad Nielsen

Grækenland er vel det nærmeste vi kommer til en opvågnen blandt vælgerne. Og det er ikke højrepopulismen, som Wilhjelm skriver, der går sin sejrsgang, nej, de kommer slet ikke over spærregrænsen, men derimod er der helt overvældende fremgang til det parti, der kan sammenlignes med Enhedslisten, Syriza, der i øjeblikket har et forspring på 6 % til det store konservative ND i meningsmålingerne. Syriza har fremlagt et program, der i overskrifter kan ses her:
http://www.athensnews.gr/portal/8/55985

Derudover har jeg andre steder set, at de vil nedskære militæret voldsomt, beskatte skibsbygningsindustrien og rederne, lægge afgifter på luksusvarer, særlig rigmandsskat, nationalisere banker, standse kapitalflugt, reorganisere samfundet og en masse andre interessante ting.

Stephan Paul Schneeberger

det heder antikapitalisme og andre kælder det anarkime eller libertære komunime, ... osv. jeg syns en af de bedste analyser af det kapitaltisiske system er skrivet af Jean-Pierre Voyer i "Untersuchung über Natur und Ursachen des Elends der Menschen". jeg tror pointen i hans kritik af det økonomiske system kan også i kort form: The Economy is Only an Ideology in Marx’s Sense
http://leuven.pagesperso-orange.fr/arapport.htm

Men er flere andre forfatter: David Grabver: "Debt: the first 5,000 years", Tigun: "Den kommende opstand" og ude over dette har du også Negri, Hards forfatterskab eller forfatter som Michael Albert : Participatory economics ud over enkelt forfatter kan an anbefale siden: http://libcom.org som har en masse gode artikler om krisen og socialkampe.

I Senmark findes ikke de intelektuelle karavter elelr organisationer som kunne promovere antikapitalistisk kritik af en gode kvalitet og derfor er det bedst at kikke ud i verden og se hvad der sker.

Statssocialismen har vist sig på alle nivouer at svigte og derfor er tilsynlaldende kun den libertære socialisme og anarkisme tilbage som har utopier og ideer som faktisk kan opfattes som nyt og uafprøvet som kan vise frem til en bedre verden. Der er ikke tale om en økonomisk krise men en realt poltisk krise i forhold til at kapitlismen ikke har brug for at legitmere sig som socialretfærdig og "New New deal" vil kræve en social bevægelse som er strt nok til at gennem tvinge, fordi en sådan social bevlægelse findes ikke i denmark og den vil i sin praksis ikke være orinteret i parlamentariske, men direkte demokratisk som I USA/ Arabiske lande/ Spanien/ Kannada/ ... og det vil igen betydet det poltiske system må først gøre indopdtage eller knuse de dele af en social bevægelse som overhoved ikke ønsker at repræsenteres som det sker lige nu i feks. USA, Spanien og Cannada med den nuværende repression som sker lige nu.

System kritik kræver at man kan forstille sig en positiv uotopi over en verden som det er kikke lige nu, og i dansk poitik ( og i det helle tager i poltik) har du ikke sådanne ideer eller disse tør måske ikke sige dette. Jeg tror Enl. realt ikke fatter hvad der forgår eller gider at forstå det inden tampen branner, fordi partiet bruger mere tid på at opbygge et traditionel parti strukturer ideologier end istedet for at finde recurser til uafhængige grassrødder.

Jens Overgaard Bjerre

Man kan få den mistanke, at Angela Merkelig vil have en verdenskrig mere. Ellers er hun uvidende. Udviklingen vil sikkert komme tæt på en 'midlertidig nødvendig indskrænkelse af retsamfundets beføjelser', hvis kapitalen ikke kan beholde magten.

Jon Rosengren

God artikel, og jeg er enig med langt det meste, på nær denne (meget vigtige sætning):

"Kapitalismen, med markedsmekanismen som styringsinstrument, er hvad der i fysikken kaldes et metastabilt system, hvor den mindste ubalance er selvforstærkende."

Det er rigtigt indenfør en vis ramme. Men at sige at dagens finanskrise er effekten af en selvforstærkende markedseffekt er vrøvl. Finanskrisen er skabt af vores politiske system som nækter at acceptere en krise og i stedet blæser en ny boble, hvilket bare gør næste krise endnu større. Efter IT-boblen var det bevidst økonomisk politik med kraftig kreditekspansion. Konsekvensen blev boligboblen. Nu presser centralbanker penge ud i private banker igen. Men denne gang går pengene ikke ud til folkets hus, fordi folk kan ikke påtage sig mere gæld. Det er et mættet market. Næste krise kommer i aktie, og i sær derivatmarkedet. Det er verdens største market. Det bliver krisen "to end them all".

Kapitalismen som system eller ideologi kan ikke stå til skyld her. Ingen kapitalistisk teoretiker vil have støttet bankpakkerne eller "hjælppakkerne" til Grækenland. Boom and bust er en naturlig del af kapitalisme. Det er politikernes førsøg at hindre markedet (om det er gennem Keynes eller Friedman er ligegyldigt) som gør hver cyklus værre og værre, hver krise dybere og dybere.

Vi behøver banker. De har en vigtig funktion. Vi behøver IKKE de banker vi har i dag. Hvis de har blivet for store og grådige for deres eget bedste, så lad dem gå under. Jeg lover at der dagen efter vil stå nye, friske entreprenører klare til at tage over deres (i bund og grund) meget simple funktion.

@Martin E. Haastrup: "Hvordan skulle den samme kapitalistiske vækst-dogamtik som var medvirkende til at skabe krisen, dog kunne bringe os ud af den?"

Jeg ved ikke hvor meget kapitalistisk teori du læst, men permanent exponentiell vækst er lige så umuligt for Adam Smith som det er for Karl Marx. Vækst sker i virkeligheden kun i skridt med teknologiske (ex. computers) eller sociale fremskridt (ex. kvinder på arbejdsmarkedet). Mellem disse hændelser er det selvfølgelig en lille vækst at hente i effektiviseringsprocesser.

Vækst-paradigmet er ikke synonymt med kapitalism på nogen måde. Jeg ved ikke hvad man skal kalde det, udover idioti. Alle der har læst matematik på folkeskoleniveau burde kunne fortælle vores politiker at permanent vækst er en umulighed.

Ja; det bliver interessant at se, hvad de vestlige kapitalinteresser vil gøre, hvis grækerne virkelig siger "vi forkaster de indgåede aftaler og vi ønsker at gå en anden vej."
Mon så man går militært ind og konfiskerer ruinerne og genopfører dem i en forstad til Berlin?:-)

Grethe Preisler

Hvad får man, når man parrer en supereurokrat med et neokapitalistisk finansgeni?

Korrekt: En en infertil vanskabning af en økonomisk genopretningsplan kaldet "Finanspagten".

"Oh giv os en middelalder igen
Jeg skulle finde mig i det
Når blot med et spark du befried os for
Den hæslige hermafrotite:

Det hele gamacheridderskab,
Hvis fraser kun flovheder skjuler
Forloren gotik og moderne bedrag
Som hverken fisk eller fugl er." (Heine)

randi christiansen

Den store, nødvendige omstilling - er ikke nem at acceptere - vores mulighed for at styre udviklingen er ligefrem proportional med evnen til at se virkeligheden i øjnene

Det burde efterhånden være klart for alle, at det er en grundlæggende systemfejl, som er skyld i vore ulykker.

Vi må fravriste ignoranterne og egoisterne kontrollen med fællesskabets ressourcer

Økologiske økonomer byder ind med løsninger

Claus Sønderkøge

En populistisk artikel som ikke forholder sig til hvor pengene kommer fra. De vokser som bekendt ikke på træerne men tjenes af fattige tvangsarbejdere i Asien. Vi låner dem af verdens mange diktatorer.

Det er den mekanisme Preben Wilhjelm taler for.

Det ansvarlige er at bruge egne penge og kun dem.

Det ansvarlige er at parlamentarisk opposition har samme forpligtelser som en regering. Man kan ikke tillade sig som Venstrefløj at se på at kassen tømmes.

Stephan Paul Schneeberger

hvorfor skulle nogen i dansk poltik ønske en forandring? Siden 1990'erne er der ikke at på så der er plads for alle og derfor er alt andet bushiting nu over og venstrefløjen som sådan mister sin mening ved at der ikke skal legitmeres noget socialstat og istedet for legitmere merkedet sig ved at sælge idelogien om at alle kan ære rige og leve i kusus - og den eneste måde at skabe den illusion er at skabe en masse privat gæld - og du kommer den pratte vågnen op: Konurence smfundet er der for et røverenne folk! økonomiske teorier er der for et legitmere ideologier og som bygger på bestemnte økonomiske antagelser - og det repreæsentaive system skal også leigmtimere en form for idelogi hvor man på den ene side lover vlestand til folk og på den anden udnytter folk som lønmodtager goft. Det i sig selv skaber en antagonisme som skaber den aburde sitation som samundet er i nu. Dybeset hander alt poltik om fra højre til venster at vi skal acceptere mindre velstand og frihed for at være konkurence dygtig mod andre lønmodtager som også udnyttes groft i de andre lande.

At købe og betale er en ideologi i sig selv og ikke nogen naturtilstand som mange tror. ligeså lidt er poltik en naturtilstand; man kan godt lee uden regeringer og derfor også uden politik.

Karen Helveg

@forskellige: Boligboblen viste ikke en markedsmekanisme sat ud af funktion, og bankpakkerne blev hilst velkommen af bankerne. Den viste en finanskapital, der var overordentlig kreativ udover selvfølgelig den grundlæggende økonomiske stagnation bl.a. p.gr. af industriproduktionens udflytning. Også græsk hjælpepakke blev hilst velkommen af bankerne. Men selvfølgelig, hvis man tror på det, som kapitalinteresser siger om sig selv, så, ja, det er man jo så vant til.
@Preben Wilhjelm: der er systemkritik, men den er marginaliseret, den mangler adgang til standardmedierne, og derfor kan den let blive lidt latterlig og virker svag. Det er jo unægtelig sådan, at der er stærke kræfter til at støtte analysen om statens skyld, og politikerne ynder da også at blive betragtet som magtfulde. Den halve kritik trives også, f.eks. "Kritiske Politikker", se vedhæftede blog, der behandler de her problemer:
http://www.modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/%C3%B8konomer-forst%C3%A5r-alt-%E...

Filo Butcher

Udmærket artikel.

Det jeg dog ikke fatter er hvordan man stadig kan betvivle årsagen til krisen og hvorfor det skulle være så svært at forstå de større sammenhæng.

Det burde heller ikke være så svært at forstå hvordan vi kan komme ud af krisen igen.

For mig set er kernen til problemet at finansmarkederne, finanskapitalen, finansmogulerne, finansmagterne, kald dem hvad vil, har skabt deres egen virtuel finansverden.

En slags "second life" univers, et system af markeder og handlepladser på det store stygge Internet, stort set uden nogen som helst regulering og lovmæssig begrænsning andet end hvad værterne for de forskellige elektroniske platforme kræver. Der bliver der handlet i fantasiprodukter til fantasillioner af dollars hver eneste dag.

Problemet er så bare at det er vores, knap så virtuelle penge der bliver forvandlet til fantasiprodukter som der gambles med på de virtuelle markeder.

Alle kan være med, og (næsten) alle er også med, i hvert fald indirekte ved at have tegnet forsikringer, opsparinger, etc. ja endda ved at købe hus.

Rigtig mange handler også selv, med valutakurser, optioner, derivater og hvad de ellers hedder. Har selv prøvet det i en omgang.

Når først man har puttet pengene på disse markeder er der ingen garanti for at man får dem tilbage til den virkelige verden igen. Dette gælder for alle, også de store banker og investeringsselskaber.

Denne her sidste af de seneste kriser handler jo netop om at det ikke er lykkedes for ret mange af de store investeringsselskaber og banker at hente pengene tilbage igen, fordi de er fordampet i den virtuelle verden.

Hvordan kommer vi ud af krisen igen?

Nemt nok. En skat på finansielle transaktioner er en god begyndelse. Derved, uanset hvad der forgår i den virtuelle markedsverden, kommer der penge retur til vores skattekistes om vi så kan bruge til ---

nej, nemlig ikke til at afbetale vores statsgæld. Den er nemlig i stor omfang også kun virtuel - et resultat af kurssvingninger på de virtuelle markeder, dem skal vi simpelt hen ignorere.

At vi skulle komme i vanskeligheder hvis ikke vi afbetaler stats-gælden med det samme er bare tomme trusler fra en desperat finansverden som har brug for endnu flere ikke virtuelle penge til at holde gang i deres pyramidespil.
Det er en skrue uden ende.

Jo flere penge vi giver til finans-bankerne for at de kan genopfylde deres depoter jo værre bliver situationen for os, så længe vi ikke har fået kontrol over denne sektor igennem ny-regulering.

Vi skal bruge de generobrede penge til at sætte skub i den ikke virtuelle produktionsøkonomi. Så der kan blive produceret igen, skabt arbejde, og gerne lidt grøn vækst.

Preben Wilhjelm giver en række bud på hvordan vi kan generobre kontrollen over den løbske finansverden i den fulde version af artiklen.

Haves:
løsninger på finanskrisen
Søges:
politikere med æggestokke/nosser til at gennemføre løsningerne som haves.

Indtil nu har jeg kun set dem på Island.

Men så længe folk ikke føler krisen på egen krop, og det er vi jo stadig langfra her i lille smørhul Danmark, sker der nok ikke ret så meget.

Så længe de kan nøjes med at snuppe et par milliarder fra de arbejdsløse.....

Philip C Stone

"Som bekendt blev krisen denne gang, både i USA og Europa (i særlig grad Danmark), startet af ’boligboblen’."

Forud for den finansielle kollaps kom de store olieprisstigninger. Det blev dyrere for folk at transportere sig og opvarme deres hus, og de havde så færre penge tilovers for andre ting. Lande med et højt forbrug af importeret olie, fx. Grækenland, var meget udsatte. Og ophobningen af penge i de olieproducerende lande havde betydning for kapitalstrømmene.

Between January 2002 and August 2008, the nominal oil price rose from $19.7 to $133.4 a barrel. This led to a large increase in oil revenues for oil exporters and a deterioration of the current account for oil importers (Figure 1). Between 2002 and 2006, net capital outflows from oil exporters grew by 348%, becoming the largest global source of net capital outflows in 2006 (McKinsey 2007).

Capital outflows from oil exporters therefore played an important role in the global liquidity glut during the build-up to the US subprime crisis.
...............................................................................
Between 2002 and 2008, average household expenditure on gasoline rose 120%, from $1,235 to $2,715, or by 2 percentage points of overall household expenditure (CES 2011). For (poorer) suburban households this effect was even more pronounced. In 2003, the average suburban household spent $1,422 a year on gasoline, which rose to $3,196 in 2008 (Freilich et al. 2010). Kaufman et al. (2010) show, using VAR analysis, that rising household energy prices constrained household budgets and increased mortgage delinquency rates, once other factors are controlled for...

Distributional impact of energy prices. Energy price shocks have strong distributional effects, mostly impacting energy expenses of suburban households and low-income households spending a greater income share on energy. Subprime mortgage loans were also concentrated on poorer households, leading to a confluence of risk factors.
Maladapted urban planning. Between 1969 and 2001, the annual average distance driven per licensed driver increased 90%, from 5,411 to 10,244 miles per year (NHTS 2009). The heavy reliance on personalised vehicle transport increased oil price risk exposure among US households.
http://energybulletin.net/stories/2012-05-24/greasing-wheel-oil%E2%80%99...

Artiklen nævner en række andre faktorer som jeg ikke har været inde på.

Filo Butcher

Jeg tror ikke et øjeblik på at krisen er produkt af en tilfældig udvikling.

Uden at jeg tror på konspiration så har de der sidder i spidsen for de store banker og finansselskaber været meget bevidst om hvad der ville ske.

De vidste også at deres venner i kongressen ville komme dem til undsætning og de vidste at der var de 700 milliarder dollars offentlige midler der ventede på at blive hentet.

On nu prøver man med finanspagten at gøre den slags omfordeling af offentlige midler officiel ???

Er vi virkelig dumme nok til at lade det ske?

I Danmark er der hovedsaglig tale om en bankkrise, eller hvordan man bruger skattekroner på at rede røven på nogen grådige direktører og aktionærer.
Man har så gjort det hele lidt værre ved at fyre en masse offentlige ansatte indianere, høvdingene har man der i mod ikke rørt.

Philip C Stone

@Jon Rosengren
"Vækst sker i virkeligheden kun i skridt med teknologiske (ex. computers) eller sociale fremskridt (ex. kvinder på arbejdsmarkedet)."

Det største bidrag til den menneskelige produktivkraft har været udnyttelsen af de fossile brændsler.

Michael Kongstad Nielsen

Der mangler systemkritik, siger Wilhjelm, og det er så sandt. Men leverer artiklen så en sådan systemkritik? Kun i begrænset omfang. Den siger, at systemet (markedet) ikke kan tåle ubalancer, da de har en selvforstærkende effekt og snart vælter det hele, hvorfor staterne må spænde skatteydernes penge ud under systemet som sikkerhedsnet (for at undgå en 1929 gentagelse).

Nå. Og hvad så? En ting er systemkritik, noget andet er forslag til alternativer og handlinger. Dem er der ikke mange af i artiklen. Synes Wilhjelm, at det er en god idé med en vækstpakke? (kickstart)? Det kan jeg ikke blive klog på. Han siger, den er i strid med Finanspagten, men hvad så?

Til sidst siger han, at der bør komme flere indtægter til statskasserne, altså skatter (fint nok, bare det kommer fra de rige).

Det, vi mangler, er nogle handlinsplaner, idéer, visioner. Systemkritiken skal munde ud i forslag til en afmontering af systemet. En gennemgribende regulering af systemet, en ny dagsorden for et socialt afbalanceret system, der tager naturens og klimaets problemer med i båden.

Sådanne handlingsplaner ser græske Syriza ud til at have gang i, måske også spanske IU (Izquierda Unida), og danske EL burde så sandelig se at komme efter dem.

Karsten Aaen

På svensk tv - har jeg set - sendes i dag - faktisk lige nu - Den enskilda Medborgaran - om et menneske hvis grådighed var størst. Han afskaffede begræsningerne på bonusserne, så han - og de andre - chefer kunne få million-bonusser. Og det sikkert uden grund. Alt på grund af grådighed.

Og det samme ses i USA, hvor kredit-raterne, som skal bedømme om folk kan få et huslån bliver betalt alt efter hvor mange A-ratings, dvs. hvor mange lån, de godkender. Og det i sig selv kan nok få de her folk til at godkende lån - som ellers aldrig ville blive godkendt - for at tjene mere....til sig selv...

Jon Rosengren

@romed bucher: "Hvordan kommer vi ud af krisen igen
Nemt nok. En skat på finansielle transaktioner er en god begyndelse. "

Det er nemt nok, men en skat er ligeyldigt og bare en omkostning som bliver sendt videre til konsumenterne. Løsningen ligger ikke kun i de finansielle markeder, men der kan man gøre flere mere effektive ting. Man kan f.eks. lave en Order-to-Executed order limit, lige som Sverige og Norge lige indført, som siger at 1 af x orders på aktiemarkedet skal gennemføres, i princippet for at forhinde "computer-handel". Det mest effektive forslag jeg hørt er "One dollar of Capital", altså at man kræver at alle lån uden sikkerhed skal være sikkrede af modsvarende kapital. Det vil stoppe al spekulativ handel med "oppustede penge" direkte. Det vil sige ikk mere 30-50 ggrs leverage hos europeiske banker.

Og du har helt ret i at Island burde være vores idoler og modelland for hvordan man håndterer denne krise. Men det kræves nosser at sige "fuck off" til bankerne og politikerne.

Men man skal være klar over at selvom løsningen for de udsatte lænder ligger i default, altså at ikke betale af på sin gæld som du siger, så bliver den krise meget dyb (men måske i en meget kort tidsperiod - 6 mån?). Skulle Danmark gøre det så kan vi sige forvel til alt af velfærdssystemer der er tilbage. Er EL parat til at sikkerhedsnet er synonymt med suppekøkken? Det skal de være hvis de skal udfordre systemet.

@Philip C Stone: Korrekt, og lige derfor kan kun teknologiske fremskridt føre os fremad. Men lige meget hvad så er permanent vækst en umulighed i en verden med finite resurser. Og det er både venstre og højre enige om. Bare ikke midten, og det er jo dem der styrer.

@Michael Kongstad Nielsen: Syriza virker være de eneste som fatter at det faktisk er Grækenland som har magten i dette drama. Spørgsmålet er om det kun er retorik eller om de tørrer bruge magten. Jeg tror kun at det er et spørgsmål om tid før Syriza vinder og jeg glæder mig til den dag.

@Niklas Monrad: Tak. Jeg synes i hvert fald at det er viktigt at påpege (selvom det er Informations kommentarside vi er på) at vi bliver nødt til at inkludere Kapitalismen i en diskussion om hvilket systemet som skal erstatte "kapitalismen".

Jon Rosengren

Ugh, det var et langt, svamlende inlæg. Det er alt for sent.

Jeg kunne have sagt det meget kortere:

En løsning kan komme både fra højre og venstre (og nok mere sandssynligt fra venstre - vi har jo ikke rigtig nogen høgrefløj i Europa), men lige meget hvad er skridt nr 1 at acceptere at systemet er sygt og at det kommer gøre rigtigt ond at fjerne det tumor som er ved at dræbe os. Glem 7% arbejdsløse, prøv 27%. Men vi kommer ikke ud af krisen uden at rense det som er sygt ud, og bygge fra bunden. Og det kommer ske, spørgsmålet er bare om det bliver frivilligt eller ej, og om det skal tage en 6 måneders depression eller en 20 års recession. Jeg ved hvad jeg foretrækker.

Jan Mølgaard

Meget enig i det meste af, hvad Preben Vilhjelm skriver. Men systemkritikken findes altså ... også selvom den måske ikke har så meget fokus i mainstream-medieverdenen. Også den systemkritik, der søger efter alternativer eller understøtter dem. I al beskedenhed kunne man jo kigge her: http://kritiskdebat.dk. Der findes også links til andre steder på nettet, hvor diskussionen er i fuld gang. Men godt, at vinklen luftes i Information!!

Jon Rosengren

kritiskdebat.dk er et fint initiativ men det begrænser sig i din lojalitet til venstrefløjen. Hvor er akademikerne der både kan læse Adam Smith, Ludwig von Mises og Karl Marx og se kritisk på alle kilder. Det er dem vi har brug for.

Stephan Paul Schneeberger

helt ærligt system krtik kræver at paradigme skift og ikke at syns marekdet er det eneste muligte det kræver faktisk even at kunne forstille sig og ønske et smafund uden markedet og logisk nok vil det også betyder et smafund uden stat med den historiske og praktiske erfaring som arbejderbevægelser og det nye-venstre har givet: tidskrifter som krtisk debat afspejler på ingen måde hvad der sker realt på den yderste iden antikapitalistiske debat. Alle de poltiske projekter som i tråden bliver beskrivet er keyns-orinteret og vil have en restauration af den hedegangende væfærdsstat. Havd artiklen beskriver er en meget overfladisk men rigtig analye om at venstrefløjen som den er i massemedierne beskrevet ikke har noget at btyde på i forhold til en radikal analse af forholende. Og når man er radikalt er A. at forholde sig til varens fetichistiske karaketere og fremmedgørende arbejder som Marx påbegyndte at sin krtik af og at forholde sig til regeringernes og autoriteternes magt frestholder privilegier og sociale hierarkier.

Som migt bekendt er den enste blad som giver plads tin noget mere radikalt forfatter, Den nye clarte, øjebliket, og Gaia, og moske modkraft med en lille smule autonomt marxistisk blog indlæg. Der er også engang i mellem nogle blogger med gode indlæg.

Der er også en masse kommunistiske sekter i Denmark som udgiver blade, men det errevolutioner ud fra et autoritær ideologi og derfor ikke relevant i forhold til den debat.

Der er ingen system kritik i dansk politik måske en artikel engang i mellem i information uden virkeligt relevans og nogle ensomme blogger. I dk findes der ungdomsorganisationer og små grupper med anarkstiske, autornome og antiautoritære kommunistiske ideologier som er meget lille, men Svergie feks. har man en meget større og breder venstrefløj med meget flere radikale gupperinger som faktisk har en lang tradition for systemkritik og medier som udgiver litteratur. se feks. på: http://motkraft.net/roda-sidorna/

Tine Sørensen

Bhutans grønne plan vil kunne redde kloden
Det lille kongerige har indleveret et forslag til Rio+20-mødet i næste måned om at forkaste den gamle økonomiske verdensorden og sætte en ny og bæredygtig i stedet.

Af: JØRGEN STEEN NIELSEN
31. maj 2012 | Om denne artikel

Hvis verdenssamfundet den 22. juni skulle afslutte Rio+20-topmødet med at vedtage omstillingen til en ny global ligevægtsøkonomi i balance med naturgrundlaget, ville det forudsætte, at der lå et forslag herom på bordet, når stats- og regeringscheferne mødes.

Og det gør der faktisk. Ikke at det levnes nogen jordisk chance for at blive vedtaget. Men det findes. Én nation her på planeten har formuleret et forslag til FN-mødet om et globalt skift til ’et nyt bæredygtighedsbaseret økonomisk paradigme’. Som det hedder i forslaget, der har en 20-årig tidshorisont:

»Vi har alt det lige ved hånden, alt hvad vi behøver for at skabe det ny økonomiske paradigme både i praksis, politisk, i form af målinger, kontrolsystemer og regulerende myndigheder. Det eneste, der skal til, er politisk vilje. Intet praktisk hindrer os i at gøre præcis det, der behøves for at gøre Rio+40 til en sand fejring i stedet for et slør af tårer og tungsind.«

Landet bag forslaget om omstillingen er Bhutan. Det lille kongedømme i Himalaya med 717.000 indbyggere, klemt inde mellem Kina og Indien og – som det hedder i forslaget til FN-mødet – »måske velsignet med relativ ubetydelighed, netop afsides nok til ikke at være totalt opslugt af den materialistiske bølge, og lige lille nok – med en befolkning på under en million – til at gøre sit bedste for at omsætte det ny økonomiske paradigme til handling. Vi er faktisk fast besluttede på det.«

Bhutan opfattes i forvejen som en lille lanterne i krisernes tusmørke med sin introduktion af den nye indikator for udvikling, Gross National Happiness-indekset, der med 72 indikatorer for velfærd, bæredygtighed m.m. skal fortælle alt det om udvikling og trivsel, som det traditionelle BNP-mål ikke formår.

Bhutan er også landet, hvor de gamle skove er intakte, hvor halvdelen af nationens areal er fuldt miljøbeskyttet, hvor 100 pct. økologisk fødevareproduktion er officielt mål, og hvor forbliven som netto-CO2-optager – i kraft af skovene – er et regeringsløfte, afgivet på klimatopmødet i København i 2009.

»Men der er snævre grænser for, hvad vi kan gøre alene. Vi er, når det kommer til stykket, ikke adskilt fra verden omkring os,« påpeges det i papiret til Rio+20-mødet.

»Udledningerne af drivhusgasser i Chicago, London og Sydney smelter gletsjerne i vore egne Himalaya-bjerge.«

Nyt Bretton Woods-aftale
Derfor foreslår Bhutans regering en fælles proces, der foruden nationerne skal inddrage økonomer og økologer og lede frem til en formel FN-beslutning i sommeren 2014 om at stille om til en ny økonomisk verdensorden.

»Det vil være en ære for Bhutan at være vært for det globale møde, der vedtager den nye aftale og det økonomiske paradigme,« hedder det.

»Fortsat økonomisk vækst og ekspansion i vor begrænsede verden er ikke en pligt. Den globale økonomiske nedtur frembyder faktisk en enestående mulighed– en chance for at give naturen et pusterum, forbruge mindre energi og færre ressourcer, udsende færre drivhusgasser, mindske stress og skabe mere fritid, føle os mere sikre og blive selvberoende samt forbedre kvaliteten af vore liv.«

Bhutans regering foreslår en proces med paralleller til processen mod slutningen af Anden Verdenskrig, hvor de allierede i Bretton Woods, USA, aftalte et nyt paradigme for økonomisk samarbejde, der bl.a. omfattede Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, IMF.

»Det vil blive et nyt Bretton Woods til erstatning for et forældet system, som simpelthen ikke fungerer mere, hverken for planeten eller for mennesker. Det ny system vil fordre nye mål for fremskridt og nye nationalregnskaber, der værdisætter vor velstand på en ordentlig og vidtfavnende måde, herunder indregner naturkapitalen og rovdriften på den og nedslidning … Og ligesom Bretton Woods i 1944 etablerede Verdensbanken og IMF til at forvalte det gamle vækstbaserede regime, vil den nye Bretton Woods-aftale fordre af os, at vi redesigner og omformer disse globale institutioner til at forvalte og regulere det nye system og sikrer dets rette implementering … Vi må nu skabe bæredygtige lokale økonomier, der ikke drives af endeløst begær og simpel produktion og forbrug af flere ting, som det er tilfældet med vort nuværende globaliserede system … Vi må nu flytte fokus til en retfærdig fordeling af denne velstand for at sikre, at ingen er lider nød.«

Forslaget betoner, at eftersom arbejdsløshed indebærer store samfundsmæssige omkostninger i form af sygdom, kriminalitet, misbrug m.m., må man under kriser undgå fyringer og i stedet dele det tilgængelige arbejde – med den sidegevinst, at folk får mere tid til sociale relationer, frivilligt arbejde og at have det rart.

Bhutans dokument rummer også overvejelser om lukkede produktionskredsløb, så intet er affald, forslag om gratis offentlig transport, om lokal fødevareproduktion m.m.

Forslaget er formelt indleveret til Rio-konferencen som input til mødets sluterklæring. Masser af andre lande – næsten alle mægtigere end Bhutan – har indleveret egne og ganske anderledes forslag, og derfor er den nuværende skitse til sluterklæring svulmet op til omkring 200 sider. I den kontekst har visionen fra Himalaya om at vedtage et nyt økonomisk paradigme alle chancer for at drukne.

Også selv om FN’s generalsekretær forleden i New York Times præsenterede tanker på linje med Bhutans.

»Det er åbenlyst, at den gamle økonomiske model er ved at bryde sammen,« skrev Ban Ki-moon, som opfordrer til, at menneskeheden honorerer Moder Jords hidtidige gavmildhed mod os.

»Tiden er ikke til snæversynet skænderi. Dette er øjeblikket, hvor verdens ledere og deres folk bør forenes i fælles indsats for en vision, vi deler, om vor fælles fremtid.«

Philip C Stone

Jeg har en anbefaling til de mange som har kunnet lide PWs kronik. Klik på linket under kronikken og læs den lange udgave. Den er langt bedre end den korte.

Og så har jeg en opfordring til Informations redaktion. Dengang Peter Wivel lancerede den oprindelige Moderne Tider, indeholdt den ikke alene gode artikler, men også lange essays som bredte sig ud over flere sider. Jeg er glad for at bladet har gjort det muligt for netlæserne
at linke til den analyse som danner udgangspunkt for Preben Wilhjelms kronik, men det ville have været endnu bedre hvis bladet havde genoptaget den gamle praksis og præsenteret den i selve bladet som essay. Så ville flere have læst den, og den er værd at læse.

Philip C Stone

I den lange udgave skriver PW:

"Hvis politikerne har bidraget til krisen ved at føre uansvarlig øko-
nomisk politik, er det kun indirekte, nemlig ved at have for stor tillid til finanssektorens dømmekraft og ansvarlighed. Bl.a. ved at tillade mere risikable låneformer."

En konsekvens af den politik var at de finansielle transaktioner ikke alene blev mere risikable, men også - bl.a. på baggrund af svækkelsen af industriproduktionen - at den finansielle sektor kom til at optage mere plads i økonomien, hvilket yderligere forstærkede risikoen. Her er nogle tal fra USA:

From 1973 to 1985, the financial sector never earned more than 16 percent of domestic corporate profits. In 1986, that figure reached 19 percent. In the 1990s, it oscillated between 21 percent and 30 percent, higher than it had ever been in the postwar period. This decade, it reached 41 percent. Pay rose just as dramatically. From 1948 to 1982, average compensation in the financial sector ranged between 99 percent and 108 percent of the average for all domestic private industries. From 1983, it shot upward, reaching 181 percent in 2007.

The great wealth that the financial sector created and concentrated gave bankers enormous political weight...
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2009/05/the-quiet-coup/7364/...

Af mindre betydning: PW skriver at "egentlig systemkritik kan ikke bestå i moraliseren." Alligevel skriver han bl.a.:

"...grådigheden er selve drivkraften i det system, vi i denne del af verden bekender os til. Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden?"

Jeg opfatter "grådighed" som et moraliserende snarere end et analytisk begreb. Hvad kapitalismen angår vil jeg påstå at det analytiske afsæt er konkurrence og akkumulation. Grådighed kan være årsagen til konkurrence, den kan være sammenfaldende med konkurrence, og den kan være et resultat af konkurrence, men den forbliver et moralsk kriterium.

Som PW også skriver:

"Samfundsengagement udspringer af social indignation."

Filo Butcher

Jon R.,

Ja du har helt sikkert ret med at der findes bedre løsninger end en skat, selv om det ikke skræmmer mig ret meget hvis det er forbrugerne der betaler den skat. Det er jo trods alt de der gennemfører transaktionerne der er forbrugerne her.

Nu tror jeg ikke at man kan sammenligne krisen i Danmark med Grækenland eller Island, derfor kan jeg ikke se faren for en implosion af velfærdssystemet grunden krisen, det er derimod de sparekrav der følger med selveste "redningsplanen" der kan føre til det.

Filo Butcher

Så længe vi tror på "too big too fail" doktrinen er vi solgt.

Den skal vendes om til "too big to keep alive"

Hjælpepakken burde sørge for at ofrene for de store krak der så vil komme kan få erstattet de første nnn.000 eller hvor meget der kan være råd til.

Resten må afskrives som tab. Sådan er det nu engang markedet fungerer, ikke?

Når dette ikke sker så er det muligvis fordi de politikere der skal gennemføre sådan en kur selv har for mange interesser i de store banker?

Michael Kongstad Nielsen

Blir man grådig af at være tryghedsnarkoman ?, spørger Randi Christiansen.

Det tror jeg ikke, men hvis de to personlighedstræk er tilstede i samme person på samme tid, så har vi nok en uheldig interferens, hvor to bølger forstærker hinanden, så den grådige må forblive grådig, hvis trygheden skal opretholdes.

Tine Sørensen

Jeg tror ikke det er private økonomiske interesser, der forhindrer politikere i at handle på de indlysende realiteter.
Jeg tror det er manglende mod. Nerve, guts, corazon, courage.....
Iøvrigt er det ikke rigtigt, at systemkritikken udebliver.
Systemkritikken florerer men møder et system af lemminger.......

Lars Jorgensen

40 års produktion af tandløse akademikere på de vestlige masseuniversiteter, hvor man socialiseres til at føle sig værdig til at skrive en bog, når man har bestået ens overfladiske eksamen...

Resultat: Samfundskritikere med P. Wilhjelms format er paradoksalt blevet endnu mere sjældne...

Tak for endnu en vigtig artikel!

Men det er virkelig som om - og det er formentlig også Wilhjelms egen fornemmel - at det er blevet hans opgave opgave på jord at sige nogle af de vigtigste kritiske sandheder. Når næsten ingen andre kan...

Belastende oplevelse...

Lars Jorgensen

Lad mig lige gentage den måske vigtigste afsluttende pointe. Den er naturligvis sagt mange andre steder også. Men den forsvinder som regel i mylderet af journalisternes og politikernes ualmindelige almindelige falske almindeligheder - sådan at disse helt basale uomgængelige sandheder kommer til at fremstå som 'radikale'. Hvad de faktisk overhovedet ikke er. Netop den effekt er det sociologiske resultat af, at alle journalister og politikere overalt har indoptaget den neoliberale ideologis almindeligheder som sande begreber til at forstå verden med.

Det er en intellektuel, journalistisk og politisk katastrofe.

Derfor. Lad mig gentage Wilhjelms almene sociale demokratiske fornuftige pointe - som uden tvivl også ville blive støttet (hvis de ellers kunne) af folk som Pierre Bourdieu, Krugman, Stiglitz, Anker Jørgensen og Knud Heinesen mfl.

Citat fra artiklen:

Finanspagten fremstilles som en sikring mod gentagelse. Allerede størrelsesforholdene vidner om, at det er en illusion. Pagten forpligter til at holde statens budgetunderskud på under 0,5 pct. af BNP, dog kortvarigt i ikke særlig veldefinerede krisesituationer op til 3 pct. af BNP. Det skulle tvinge regeringerne til ’økonomisk ansvarlighed’. Hvordan skulle dét kunne praktiseres, når langt større skred i budgetterne fremkaldes af dispositioner, som politikerne overhovedet ikke har haft nogen indflydelse på? I Danmark, som er mindre ramt end de fleste eurolande, raslede bundtallet på statsbudgettet som før nævnt fra plus 80 til minus 100 milliarder kroner på mindre end fire år. Dette skred på 180 milliarder kroner svarer med runde tal til 10 pct. af BNP eller mere end 20 pct. af statsbudgettet! At korrigere for udsving af den størrelsesorden er en nedskæringsopgave, som vi aldrig har set magen til her i landet. Den er otte-ti gange større end Kartoffelkuren i 1986, den skrappeste finanspolitiske stramning i nyere tid.

Finanspagten er en ufrivillig demonstration af, at vores politiske demokrati er begrænset til at beslutte, hvordan vi skal bringe samfundet ud af den suppedas, som nogle ansvarsløse kapitalinteresser og en blind markedsmekanisme har bragt os i. Men den er et skrivebordsprodukt, som ikke vil kunne efterleves i praksis. I øvrigt indeholder den ikke elementer, der bidrager til at forhindre den næste krise. For den piller ikke ved de mekanismer, som er bestemmende for en krises opståen og udvikling.

På kollisionskurs

På det seneste har den erkendelse bredt sig, at den blinde budgetdisciplin, som Finanspagten er udtryk for, snarere forstærker end mindsker krisen."

Det virker unægteligt håbløst... Ikke mindst når en dansk regering også bestående af partier som SF og Socialdemokratiet konstant træder i karakter som nyttige idioter for den neoliberale ideologi - i håb om at bevare magten og se 'ansvarlige ' ud. De kan se sådan ud. Men de kan ikke samtidig 'være' ansvarlige - for intet menneske kan være ansvarlig for lukningen af velfærdsstaten mv.. Det er per definition uansvarligt.

Som Bourdieu sagde, så må velfærdsstaten betragtes som et civilisatorisk gode på linje med
Einsteins fysik og Mozarts musik.

Mage til intellektuelt og moralsk slappe politikere til dem, vi har idag skal man lede længe efter... Det er så uendeligt trist.

randi christiansen

´Politikerne brandslukker - systemkritikken udebliver´

Mht kvalificeret systemkritik er der rigeligt af den - de underste lag, vandbærerne, græsrødderne, dem der har skoene på - de kritiserer det bedste, de har lært. Flere blandt akademia, politikere og det private erhvervsliv vågner op til dåd, og tager bladet fra munden - det er på høje tid, mere af det.

Så hvad skal der ske ? Et stadigt pres fra alle optimalt understøttet af den fjerde statsmagt.

Tune Revgsaard Nielsen

Mens mange af jer eller jeres familie knokler for (hvad) at få råd til "et godt liv" med samtalekøkken og lækker bil foregår der nogen spændende ting i verden. Forskellen på rig og fattig eksploderer og Europa rådner op inde fra på grund af kapitalinteresser og spekulanter langt uden for politikkernes og det fantastiske danske demokratis rækkevidde. Spekulanter, som ikke bidrager til samfundet på nogen måde, får deres vilje igennem hvor end de vil, for tænk hvis antallet af arbejdsløse (frie tænkere) skulle stige. Mens du brækker dig ud over kontanthjælpsmodtageren bliver du forulempet bagfra på groveste vis af mennesker, der betragter dig som en maskine frem for et menneske af kød og blod. Dine magthavere prioriterer din effektivitet på arbejdsmarkedet langt over din generelle lykke og lægen fodrer dig med lykkepiller så du kan arbejde i stedet for at blive rask...

Tag dig sammen dansker. Vågn op før det er for sent...

Peter Ole Kvint

Der er en forskel på at investere i produktion.
Og det at spekulere i værdipapirer.

Hvis du investere i produktion så skaber dine penge noget som har en værdi, som kan sælges. Hvis du spekulere i værdipapirer så har du i en eller anden grad trykt dine egne penge.

Det som udløser krisen er at produktionen har sværere og sværere ved at følge med stigningen. Der bliver ved med at opstå nye flaskehalse for produktionen. fx; Det kan være at man først skal åbne en mine før man kan udvide en fabrik. Eller en fabrik er nød til at flytte for at kunne udvide. Derved falder udbytte som man kan få ved at investere i produktion og gradvist flytter pengene over til mere tvivlsomme papirer, men derved fjernes der penge fra produktionen til tvivlsomme papirer. Men uden penge så falder produktionen og det er kun produktionen som bære læsset, så hele systemet falder sammen.

Jeg må erkende at jeg ikke har nogen løsning.

randi christiansen

Peter Ole Kvint - Løsningen er den miljø-og socioøkonomiske bæredygtighed, som bl.a. økologiske økonomer peger på