Læsetid 6 min.

Rio+20 er jakkesættenes maskerade

Selv om miljøproblemerne tager til, fortsætter eliten den gamle sang om, at vi skal vækste os ud af alle problemer. Så vil vi redde miljøet, kan vi ikke vente på initiativ fra toppen – det må vi skabe fra bunden
Der er ikke kun mænd i jakkesæt, der tager del i festlighederne til Rio+20-topmødet, som finder sted fra onsdag i denne uge. Her er det folk fra Xerente-stammen, der er på vej til en ildceremoni i forbindelse med topmødet.

Der er ikke kun mænd i jakkesæt, der tager del i festlighederne til Rio+20-topmødet, som finder sted fra onsdag i denne uge. Her er det folk fra Xerente-stammen, der er på vej til en ildceremoni i forbindelse med topmødet.

Antonio Scorza

18. juni 2012

I midten af maj måned deltog jeg i en velbesøgt konference i Gøteborg om forberedelserne til Rio+20 med titlen ’Stå emot! Ställ om!’ Ét af de vigtige temaer var, hvad vi dog kunne bruge de højtprofilerede FN-topmøder til. Fiaskoen fra COP15 i København stod mejslet i øjnene på alle deltagerne, og forventningerne til det forestående topmøde i Rio kunne ligge på et meget lille sted. Fra folk, der havde fulgt forberedelserne tæt, var meldingen, at det tegner til et regulært tilbageskridt i forhold til resultatet i 1992 – og det til trods for at natur-, miljø- og klimakrisen i mellemtiden er blevet langt alvorligere.

Det var derfor et gennemgående synspunkt i Göteborg, at vi hverken kan vente på eller sætte vores lid til, at verdens ledere anviser en vej ud af krisen. Vi må selv gå i gang med en bæredygtig omstilling af vore samfund. Parolen fra Rio i 1992 om at vi ’skal tænke globalt og handle lokalt’, må vendes på hovedet. Vi må først og fremmest selv begynde at handle lokalt, og så må vi på dette grundlag smede en bevægelse, der kan tænke og agere globalt.

Fastholder vi den modsatte rækkefølge, overlader vi det nemlig til den globale elite at tænke, hvilket uvægerligt betyder, at de anviste handlinger forbliver inden for rammerne af den herskende logik. Det kan vi ikke leve med, for det er jo netop den logik, der har bragt os på kollisionskurs med livsgrundlaget på denne klode og har ført vore samfund ud i en dyb økonomisk og social krise.

Et opgør med den herskende tænkning indebærer et opgør med hele det sprog, som denne tænkning er indhyllet i.

Allerede ved Rio-1992 blev der gjort flittigt brug af begreber og talemåder, som havde til formål at tilsløre de faktiske forhold. Det store mantra i 1992 var som bekendt begrebet om ’en bæredygtig udvikling’. Hovedbudskabet var, at vi stort set kunne fortsætte som hidtil, blot vi tænkte os lidt bedre om og tog lidt mere hensyn til miljøet.

I Brundtland Kommissionens rapport fra 1987, hvor begrebet første gang blev lanceret, blev det formuleret på følgende måde: »Vi forudsiger ikke et stadigt mere udbredt miljømæssigt forfald, fattigdom og lidelse i en stadigt mere forurenet verden, hvor ressourcerne bliver stadigt færre. Vi ser i stedet muligheden for en ny æra med økonomisk vækst, der dog må bygge på forholdsregler, der kan opretholde og udvide det miljømæssige ressourcegrundlag«.

Hvad det var for forholdsregler, der på én og samme tid kunne sikre fortsat økonomisk vækst og udvide det miljømæssige ressourcegrundlag, forblev dog af gode grunde en hemmelighed. 20 år er der nu gået – og bortset fra de seneste år – har det i sandhed været en æra med økonomisk vækst. Samtidig har utallige rapporter – bl.a. fra FN’s udmærkede videnskabelige institutioner – dokumenteret, at det miljømæssige ressourcegrundlag ikke er blevet udvidet, men tværtimod er blevet begrænset, at jorden er blevet væsentligt mere forurenet og at klimaforandringerne er blevet stadigt tydeligere.

Alligevel ser vi i oplægget til dokument fra Rio+20, at det tilslørende sprog fortsat har kronede dage. Den helt oplagte modsætning mellem fortsat økonomisk vækst på den ene side og en begrænset klode på den anden, nævnes ikke med et eneste ord. Tværtimod forsikres vi nok en gang om, at vi da sagtens kan ride på begge heste samtidig. Se blot følgende formulering: »Vi er overbeviste om, at en grøn økonomi tilbyder win win-muligheder, der forbedrer integrationen af økonomisk vækst med miljømæssig bæredygtighed for alle lande, uanset deres økonomiske system og graden af udvikling«.

Løgnene tager til

Det er, som om sproget bliver mere løgnagtigt, desto mere dyster virkeligheden tegner sig. I dag er de nye salgsetiketter således blevet ’grøn økonomi’ eller ’grøn vækst’, mens ’bæredygtig udvikling’ er skudt i baggrunden.

Selv om indholdet bag disse forskellige etiketter ikke adskiller sig fundamentalt, er konsekvensen ikke desto mindre, at de kritiske positioner, som begrebet om bæredygtighed tidligere rummede, er skudt ud i diskussions periferi. I centrum er i stedet kommet en dagsorden om, hvordan den grønne etikette kan bruges som argument for et nyt teknologisk vækstprojekt, der kan bringe os ud af den økonomiske krise.

Denne perspektivforskydning afsløres bl.a. af, at de multinationale koncerner og deres netværk har haft en helt afgørende rolle i forberedelsen af Rio+20 – og at de i øvrigt i disse dage valfarter til Rio for, at gøre deres hoser grønne.

Det kaldes for green washing – en mere eller mindre sort form for løgn, på linje med forestillingen om ’grøn vækst’. Selvfølgelig skal vi udvikle og anvende miljøskånsomme teknologier, men først og fremmest skal vi 20 pct. af verdens befolkning, der i dag forbruger 80 pct. af jordens ressourcer, gøre op med vores sindsforvirrede dans om guldkalven. Og det gælder ikke mindst for et flommerigt land som Danmark, der modsat den fremherskende selvforståelse absolut ikke er på et bæredygtigt spor. Vi hører tværtimod til et af de mest miljøbelastende lande på kloden. Vores natur er blandt de mest intensivt udnyttede, vores energiforbrug hører til blandt de højeste, ligesom vore affaldsmængder og vores forurening er blandt de største i verden. Samtidig er vi et af de mest stressplagede folk, der findes, ligesom vores forbrug af psykofarmaka hører til i den absolutte verdenselite.

Omstilling fra neden

Det er derfor på alle måder absurd, at de toneangivende økonomer og politikere i Danmark som i andre rige lande fortsætter med at aflire den efterhånden udslidte grammofonplade om, at vi skal producere mere, forbruge mere, arbejde mere, eksportere mere. Den melodi var måske gangbar for 100 år siden – og er det måske stadig for en række af verdens fattigste lande – men for alle os andre er den blevet en anakronisme.

I dag er der brug for at betræde en helt anden vej, og selv om det ved Gud ikke bliver let, er det i grunden ganske enkelt: Vi må til at besinde os på, hvad tilværelsen egentlig handler om, og hvad vi dog vil bruge vort liv til. Vil vi skrabe til os af rigdom og fylde kloden med skrammel og lort – eller vil vi give os hen til den natur og det fællesskab, der nu engang er os givet?

Såfremt vi reelt blev stillet over for dette valg, så tror jeg, ganske mange af os ville vælge det sidste. Problemet er, at vi politisk ikke gives noget valg. Derfor kan vi højst træffe det i vort eget private liv, og det kan forekomme en smule omsonst, når den store vækstmaskine alligevel buldrer om ørerne på os.

Der findes i sidste ende kun én vej ud af håbløshedens blindgyde: Vi må holde op med at tro, at dem i toppen løser problemet for os og i stedet påtage os den svære, men meningsfulde opgave at skabe omstilling fra neden. Hermed er vi tilbage ved diskussionerne på konferencen i Gøteborg, som for øvrigt viste, at der faktisk er ganske mange, der allerede er i gang og har været det længe. Det giver håb, og det bliver ikke mindre af, at det herskende vækstparadigme i tiltagende grad synes at krakelere indefra: Paradigmets fortalere bliver mere og mere desperate i takt med, at kriserne detonerer om hovederne på os. Samtidig ser vi flere og flere afhoppere blandt folk, som tidligere har indtaget nøglepositioner i systemet, men som nu kalder på et grundlæggende kursskifte.

Den dag styret ikke længere er i stand til at styre – og de styrede ikke længere lader sig styre, blæser forandringens vinde. Den dag kan komme, før vi aner det. Lad os hjælpe den på vej!

 

John Holten-Andersen er lektor ved DTU og aktiv i NOAH-Modvækst

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Bl.a. dagbladet Information (som der tidligere - for vist snart mange år siden - var noget kritisk go i) er i høj grad medskyldig i vækstvanviddet. Det sker blandt andet ved regelmæssigt at lade traditionelt vækstfixerede "eksperter" komme til orde på masser af spalteplads i avisen. For offentligheden ser det således ud som om alt i grunden stort set er i den skønneste orden og at vore susfornuftige poltikerne, der ukritisk bruger disse gammeløkonomiske matadorpengeberegningsmodeller (DREAM mv.), nok ved hvad de gør.
Noget af det første man nok bør gøre i forbindelse med de politiske forandringer, der er behov for, er hurtigst muligt af få disse gamle nisser pensioneret og den nuværende "vismandsinstitution" erstattet af noget andet og bedre benadet med friske folk, der er i stand til at tænke i realværdier.

Niels-Simon Larsen

John Holten komme ind til kærnen ved at anbefale omstilling fra neden, men det er som at gå i bjerge, hvor der hele tiden viser sig en højere bjergtop foran en. Jeg ser det i alle de miljøtiltag, der laves, hvoraf jeg selv er med i nogle af dem: Det er aldrig nok: Vi (nogle) har købt økologisk i mange år. Fint, men for lidt. Det skal være lokalt produceret. Godt, men også co2-frit transporteret, og sådan går det videre. Ingen ved, hvor det ender.

Spørgsmålet er så, om man kan få ’menneskeheden’ med og dvs. mennesket? Mennesket har givet anledning til en del overvejelser gennem tiden. I Brødrene Karamazov gengiver Dostojevskij den gamle historie om djævlen, der frister Jesus på bjerget, og lover ham alverdens herligheder, hvis han vil tilbede ham. Det ville Jesus som bekendt ikke, men det vil vi andre gerne (cigaretter, whisky og nøgne piger).

Det er godt at dyrke sin have, leve efter devisen mådehold i alt og kend dig selv, samt et par andre dyk i historiens godtepose, men er det sjovere end at ødelægge verden? Hvad skal få os til ikke at sætte det hele over styr?

Det er en totalændring, vi skal foretage, hvis vi vil undgå en påskeø-masakre på os selv (sidste mand lukker og slukker). Hvad skal få os til at ændre kurs, om ikke forståelsen for, hvad det er, vi er i færd med at gøre. Denne forståelse skal komme fra neden gennem praktisk arbejde og overvejelser.

Når først millioner af arbejdsløse blandt 'de 20 pct.' begynder at marchere i gaderne, kommer der gang i den sorte energi: skiffergas og stenkul. Svaret er civil lydighedsnægtelse, globalt gældsmoratorium og pengeombytning! Lad kapitalismen gå på røven - ikke Staten og miljøet.

Niklas Monrad

Og mens John med stor selvtilfredshed kritiserer til højre og venstre, lad os så se på de kontruktive forslag han og hans fæller selv stiller med:

- Parolerne skal vendes på hoved
- Der skal smedes endnu en bevægelse
- Der skal tages et opgør med tænkningen
- Der skal tages et opgør med sproget
- Vi skal gøre op med vores sindsforvirrede dans om guldkalven
- Vi må til at besinde os på, hvad tilværelsen egentlig handler om
- vi må give os hen til den natur og det fællesskab, der nu engang er os givet
- vi må skabe omstilling fra neden

Og så er der vist lidt revolutionsromantik som rosinen i pølseenden ...

I sandhed den klareste tale fra den front.

John Fredsted

Tak for den artikel, hvis indhold jeg er helt enig i.

Med hensyn til omstillingen fra neden, så kan jeg ikke lade være med at fundere over følgende i mine øjne helt centrale (og flere gange tidligere luftede) spørgsmål: Kræver det reelt, at vi er villige til at sætte venskaber over styr ved at fortælle dem, der forbruger urimeligt meget, at nu må de enten til at skrue ned, eller også kan man ikke længere ses? Skal der reelt være en villighed til at sætte sådan hårdt mod hårdt for at få dem til at forstå, at man sgu' mener det, man snakker om?

Niklas Monrad

@ John,

Har du hørt om udtrykket "at foregå med godt eksempel"?

Du bliver en meget ensom mand, hvis du fravælger alle de, som ikke er som du.

John Fredsted

@Niklas: Du har helt ret i det med ensomheden. Men den forekommer mig i stigende grad at være en pris, jeg er villig til at betale, for der er noget, der er vigtigere: at stå ved sine inderste værdier og overbevisninger, frem for at blive ved med at bøje af, for når alt kommer til alt, har mennesket ikke andet; har vi ikke integritet, så har vi i mine øjne reelt intet af værdi.

Robert Kroll

Underlig artikel med en pudsig blandig af dyb indsigt og massiv uvidenhed/naivitet..

Lande som f eks Danmark, møder op med regeringer, der er 100% demokratisk valgte og dermed med et stærkt folkeligt mandat til at gøre en indsats for klimaet..

Andre lande ( f eks Saudi Arabien, Kina m fl ) møde med regeringer, , der er ganske anderledes skruet sammen og ikke har en gnist af folkeligt mandat.

Og så er der en varierende (stor) gruppe af lande , hvis demokrati er mere eller mindre "anløbent".

Alle disse lande er folkeretligt suveræne stater og ligestillede i en konference som Rio +20 , så det er på forhånd ret usandsynligt, at der kan ske noget reelt forpligtende og dermed holdbart i et sådant regie.

Vejen frem ligger for vores vedkommende bl a i at få vores "region" (altså EU) til at finde en linje, som kan bruges til at presse de notorisk fodslæbende stater, hvis regeringer lever rmed en utlra kort politisk og klimamæssig horisont .

Artiklens forfatter er fuld af god vilje, men god vilje er ikke nok ( med mindre man bare vil være martyr og kåres til helgen).

Jeg vil bare henvise til mit indlæg :
"Skyder man på væksten............" , 17,06 - 11.23 og andre.
Der findes faktisk et politisk parti klar til brug.

Liliane Morriello

I morges var der en artikel her på Information, hvor forskere er kommet frem til at balncen næsten er nået, og det varer ikke længe før nedturen (klima og natur) går igang, får vi ikke vendt skuden inden klimaks, så er det for sent, så vil det være andre kræfter der tager over, og vi vil ikke være i stand til at stoppe den udvikling der vil bringe os til de endelige katastrofer (for at bruge et måske tyndslidt udtryk - Armageddon). Desværre vadede mit kat henover mit tastatur, og jeg var nødt til at genstarte min computer, og siden da har jeg ikke kunnet finde artiklen igen, hvis der er nogen der kan huske overskriften, så skriv den venligst her.

Jeg har indenfor de sidste par uger, på TV-kanalen Phoenix, set et program hvor forskere af indlandsisen på Grønland, og i polarområderne, var inde på det samme, nemlig at vi er langt tættere på at have nået klimaks, og at nedtyren er langt tættere på end de tidligere prognoser. Og vi vil se naturkatastrofer og exodus' som vi i vores vildeste fantasi end ikke endnu kan forestille os.

Politikere, både vore egne og internationalt, er dog desværre beskæftiget med alt andet end det der burde være det allermest påtrængende i deres arbejde, hvordan får vi vendt skuden?

Men de arbejder med beregninger, statistikker og budgetter, som måske, måske ikke vil skabe forøget vækst, de fordre ligefrem den kommende katastrofe.
Om jeg fatter det.

Vækst løser ikke problemet, vækst er problemet, og det vi har brug for er modvækst i vores nuværende livsstil, og forskning og planlægning frem mod bæredygtigt forbrug og økonomi.

Nej vi kan ikke vente på politikerne, vi må starte selv, også selv om det virker omsonst.

Kroll: Danmark har et stærkt folkeligt mandat til at gøre en indsats for klimaet.. ...hvori begrunder du det. Hvor meget vil Danmark ofre?

Fremragende artikkel.....

Personligt har jeg gjort mig ligened tanker og er kommet til samme resultat, det kommer ikke fra toppen....

Omvæltningen skal komme fra græsrødderne og jeg håber meget at vi komme igang tids nok, for ellers kommer omvæltningen fra selve jorden....

Men som artikelskriveren, står jeg også og ved ikke rigtig hvor jeg skal gå hen, øko-landsby?...... er klart en mulighed, men er det nok.......?

Jens Bruus, - fra græsrødderne, så længe vi får lov at være det uden at blive pisket til at blive"øko-trend-iværksættere", finansieret og lønnet og kontrollerede af staten.

Jeg har udøvet civil ulydighed for at få lastbiler med byggemateriel væk fra en af de sidste selvgroede naturperler Kbh har, og synes ideen med øko-landsbyer er fin, dog taler det faktisk udelukkende til den meget velhavende o.s.v. del af den tænkende befolkning og er fra starten et elitært- ikke folkeligt projekt.

De utilpassede, de underlige, dem på førtidspension- (mig-selv f.eks.;), os der er afhængige af storbyens forladte kroge for at finde åndsbeslægtede underligheder, - kan ikke rigtig hverken have økonomisk eller menneskeligt socialt overskud til at leve i de helt elitære landsbyfællesskaber. - Selv om idéen er fantastisk og helt i vinkel, er den på forhånd en idé der udelukker frem for at inkludere.

Hvis I ikke allerede kender

http://earthship.com/

og

http://youtu.be/YrMJwIedrWU
- Michael Reynolds :Garbage Warrior,

Så er hermed linket lidt inspirerende materiale der også underbygger min tanke om at det gerne må blive mere "for alle folk" at leve energimæssigt korrekt, - de fineste af husene må koste millioner, kræve de helt store indkomster.
alle er ihvertfald opfundet og udbygget af den helt fantastiske ildsjæl-:
Michael Reynolds

Liliane Morriello

@ Eva Kjeldsen,

Tak for hvad der ser ud til at være et par spændende link, må jeg henvise til et par andre link, som du nok også ville finde interessant:

Hemp house, Ashville, North Carolina
http://www.hemp.com/de/2011/03/hemp_house_ashville_north_carolina_video_...

Hemp: A New Crop with New Uses for North America
http://www.hort.purdue.edu/newcrop/ncnu02/v5-284.html

Hemp for victory
http://www.squidoo.com/hempforvictory

Hemp plastic
http://www.hempplastic.com/

Hemp fibres
http://www.naturalfibres2009.org/en/fibres/hemp.html

FORD T, fords hemp car, driven on hempfuel
http://www.youtube.com/watch?v=y7BNp7rgnVQ&feature=share

Hemp fuel - Hemphasis.net
http://www.hemphasis.net/Fuel-Energy/fuel.htm

Tak til John Holten-Andersen for en befriende og velgørende direkte opsang. Jeg er helt enig i hensigten og formålet bag artiklen.

Men på et punkt er jeg uenig i argumentationen.
Brundtlandrapporten kan ikke bere afvises med henvisning til, at den forsvarer den økonomiske vækst.

Hvis man læser lidt mere end det ene afsnit, hvor der står, at de rige lande bør have en vækst på 3-4% for at kunne hjælpe de fattigste lande ud af deres problemer (herunder miljøproblemer), bliver det klart, at dels skal denne vækst i økonomien ske, uden at det medfører en stigning i ressource- og energiforbrug og dels skal udbyttet af væksten fordeles til de fattigste lande.

Brundtlandrapporten er helt klar i sine præmisser om retfærdighed mellem nuværende og kommende generationer. Den er klar i sin argumention om sammenhænge mellem velstand og miljøbelastning. Og den er klar i sine konklusioner om forandringer i den økonomiske verdensorden og om nødvendigheden af skærpet lovgivning mod miljø-og naturødelæggelse og klimabelastning.

Den er også klar i sine udmeldinger om den rige verdens vækst: Den er ikke bæredygtig. Det materielle forbrug og energiforbrug skal reduceres til et økologisk forsvarligt niveau. Og vækstens resultater skal fordeles ligeligt mellem verdens folk.

Det er synd for hele miljøsagen, hvis et så vigtigt arbejde som Brundtlandrapporten bliver fejet af bordet på grund af overfladisk læsning og modstandernes misbrug.

Troels Holm

Liliane Morriello

@ Troels Holm,

Jeg giver dig delvis ret, dog er jeg ikke enig i at de vestlige lande behøver vækst for at kunne hjælpe de fattigere lande.

HVis vi fortsætter med progressiv vækst for at bevare og forøge vores eget forbrug, og fordele en del af væksten til 3. verdens lande, så forstærker vi blot de problemer der allerede er.

En anden løsning ville være at vi sænkede vores forventninger, nok til at væksten ikke blot stagnerede men blev negativ. At vi i den vestlige verden blev bevidste om at vi ikke kan blive ved med at grave i et sår, og forvente at det vil hele af sig selv.

Dette er der to grunde til, 1) en forøget vækst hvor "overskuddet" fordeles mellem rige og fattige lande, vil forøge planetens forbrug af ressourcer og udledning af drivhusgasser yderligere. Og 2) de fattige lande vil til enhver tid have ambitioner om at nå de rige landes niveau, så der skal arbejdes henimod en løsning hvor, landene bliver stadig mere lige i forbrug af jordens ressourcer, dette gøres bedst og mest retfærdigt ved at de vestlige lande erkender at de er nødt til at sætte deres forbrug ned, og det drastisk. Og ikke bare det, men at nedsætte forbruget og udledningen af drivhusgasser progressivt over en årrække.

Vi skal have fundet nogle af de gamle dyder frem, hvor der igen lægges vægt på forbrugsgodernes holdbarhed, hvor de der fremstiller produkterne igen har en stolthed i af producere noget der kan holde, og ikke er produceret med en på forhånd fastsat holdbarhed.

Og skal vi sænke vores forbrug men samtidigt bevare vores levestand nogenlunde, så er vi nødt til at tænke ud af kassen, og også gøre op med en del fordomme.

Jeg er faktisk enig med dig.
Og interessant nok er det heller ikke forfatterne bag Brundtlandrapporten, der siger, at de rige lande skal have 3-4% vækst, for at kunne hjælpr de fattige.
Forfatterne skriver nemlig, at det er de internationale financielle insttutioner, der mener, at det er nødvendigt, for at få de rige til at betale!
Altså ifen de rige, der siger: "For at vi kan acceptere en omfordeling af goderne, skal sluresultatet være, at vi alligevel bliver rigere".

Derfor er det så politisk svært at afskaffe væksten.