Kronik

Rollen som kransekagefigur klæder ikke dronningen

Kongehuset roses ofte for sin upolitiske rolle. Men spørgsmålet er, om den tilbagetrukne rolle efterhånden helt har undergravet regentens mulighed for at beskytte forfatningen i krisesituationer
Kongehuset – sammen med landets Højesteret – er vort forfatningsværn over for den lovgivende og udøvende magt, men det vil kræve en helt ny selvforståelse hos det danske monarki og en svær omlægning af kompetencen imellem kongehus og folkestyre at lade det ske. Her ses dronningen ved dronning Elizabeths 60-års jubilæumsfest for alverdens kongelige i maj måned.

Kongehuset – sammen med landets Højesteret – er vort forfatningsværn over for den lovgivende og udøvende magt, men det vil kræve en helt ny selvforståelse hos det danske monarki og en svær omlægning af kompetencen imellem kongehus og folkestyre at lade det ske. Her ses dronningen ved dronning Elizabeths 60-års jubilæumsfest for alverdens kongelige i maj måned.

Mark Stewart

5. juni 2012

På højdepunktet af den europæiske gældskrise fandt tre afgørende telefonsamtaler sted. Det konkrete indhold kan vi kun gætte på, men vi ved med sikkerhed, hvad de førte til: Den græske præsident, Karolos Papoulias, afsatte premierminister George Papandreou; den belgiske kong Albert nægtede at udskrive nyvalg som kulmination på en langvarig regeringskrise og gennemtvang dermed et skifte i regeringsledelsen fra Yves Leterne til Elio de Rupo, og den italienske præsident, Giorgio Napolitano, tillod ikke Silvio Berlusconi at udskrive nyvalg, men gennemtvang hans aftræden og indsættelse af en teknokratregering under ledelse af Mario Monti.

På mindre end en måned var regeringsledelsen i tre europæiske demokratier udskiftet efter indgreb fra regenter og statschefer.

Spørgsmålet er, hvem der havde foretaget den slags opkald i Danmark, hvis landet var havnet i en tilsvarende situation. Ifølge Grundloven skulle det være dronning Margrethe, men spørgsmålet er, om hun reelt besidder den mulighed.

Grundlovens ordlyd gør det muligt for kongemagten at afsætte en regering, men statsorganernes historiske praksis danner i princippet grundlag for den konkrete fortolkning af Grundloven. Forfatningsretslig sædvane synes i litteraturen at være accepteret, når en fremgangsmåde har været fulgt ’i almindelighed, stadigt og længe’.

Vor grundlov er indskrænket monarkisk, men tillægger monarken visse beføjelser som led i at sikre kontrol og balance i vores forfatning. Laver man imidlertid det eksperiment at ’omskrive’ Grundloven, så den rent faktisk formuleres som den i dag fortolkes, vil det være indlysende for enhver, at der mangler en statschef. Faktisk gør vi en dyd ud af, at regenten er uden politisk betydning. Hver gang en kritisk stemme spørger, om det ikke er uhørt, at vi har en monark i et demokratisk land, mødes vedkommende med hovedrysten og standardvendingen om, at dronningen jo ikke har nogen politisk betydning. I praksis er der altså ingen, der umiddelbart udfylder regentens vigtige opgave med at værne om forfatningen.

Intet kriseværn

Formelt er statschefen eller regenten ellers befolkningens garanti for, at regering og Folketinget udøver deres magt inden for forfatningens rammer. Den danske grundlov drejer sig ikke kun om politiske institutioner, men også om finansiering af fællesskabet, krigsførelse og f.eks. frihedsrettigheder. Et parlamentarisk flertal kan lovgive frit, så længe det sker inden for forfatningens rammer.

Men selv i lande med parlamentariske flertal har vi netop set, at statschefer er skredet ind på baggrund af et mere overordnet hensyn til befolkningerne.

Det forfatningsmæssige værktøj, som har været anvendt, er statschefens magt til at udskrive nyvalg eller nægte at udskrive et sådant. Den afgørende omstændighed synes dermed at være, at der har siddet statschefer, der har været villige til at benytte deres forfatningsmæssige beføjelser.

Den sidste tids erfaringer rejser derfor spørgsmålet, om vi i et land med konstitutionelt monarki som i Danmark, og i erkendelse af den forvaltningsretslige praksis, som har udviklet sig, må erkende, at vor forfatnings kontrol- og balancemekanisme er blevet svækket.

Der synes at opstå en svært forklarlig overensstemmelse imellem på den ene side den tilsyneladende udbredte opfattelse, at kongemagten ikke alene er uden indflydelse, og at en sådan manglende indflydelse nærmest synes at være et politisk mål i sig selv. Mens vi på den anden side må konstatere, at statschefernes direkte indgriben synes at have været både nødvendige og formålstjenlige, når forfatningskriser i andre lande skulle undgås.

Klar når det gælder?

Grundlovens pragraf 15 er bærende for den såkaldte ’refleksbetragtning’, hvor ingen regering kan blive siddende, hvis den har et flertal imod sig. Læser man imidlertid paragraffen igennem, indeholder den ingen anvisning vedrørende regeringsdannelse. Til gengæld ligger udnævnelseskompetencen i Grundlovens program 14, som har ført til dronningerunder, forhandlingsledere og kongelige undersøgere.

Efter sin ordlyd udnævner og afskediger kongen såvel statsministeren som de øvrige ministre. Det betød bl.a., at en siddende regering valgte at træde tilbage i 1906 i forbindelse med Christian IX’s død. Og at regeringen stillede sit mandat til rådighed for den nye regent, da dronning Margrethe II 1972 besteg tronen. Og så sent som i 1993 greb dronningens kabinet angiveligt aktivt ind i forbindelse med statsminister Poul Schlüters (K) fratræden som følge af den belastende tamil-rapport.

Et forsøg på at gennemføre et statsministerskifte til Henning Dyremose (K) uden nyvalg blev afvist af dronningens kabinet, da udmeldinger (fra Det Radikale Venstre) gjorde det klart, at KV-regeringen ikke længere havde et politisk flertal bag sig.

Omstændighederne synes at antyde, at kongemagten er villig til at anvende de forfatningsskabte værktøjer til at gribe ind i dannelsen af en ny regering, når der ikke har fundet nyvalg sted. Men betyder det også, at dronningen vil udfordre skæbnen fra 1920 og dermed afskedige en regering, hvis den har et parlamentarisk flertal bag sig, sådan som det skete i Grækenland og Italien?

Giv dronningen mere pondus

Spørgsmålet er altså, om den forfatningsretslige praksis, der har udviklet sig her i landet muligvis kompromitterer demokratiske garantier, som er indskrevet i vor forfatning. Stuart Mills formålsbestemte enhver demokratisk forfatning som det værn, der skal sikre befolkningen mod ’den herskende klasse’. Men i en tid, hvor den herskende klasse netop er den af befolkningen indvalgte politiske repræsentation, bør man overveje, om folkestyret selv har udvandet og afmonteret en af de centrale kontrol- og balance mekanismer i vor grundlov.

Dette synes at være resultatet af den forfatningsretslige praksis, der har udviklet sig ved, at vort folkestyre systematisk har hjemtaget kongemagten igennem en i ’almindelighed, længe og stadig’ kompetenceudvidelse af regeringsmagten. Det har ikke blot har svækket, men formentlig reelt elimineret et værn i vor egen forfatning, som for nylig har vist sig afgørende til imødegåelse af forfatningskriser andetsteds i Europa.

Få kan f.eks. forestille sig den situation, at dronningen havde meddelt statsminister Anders Fogh-Rasmussen (V), at hun ikke ville tiltræde loven om krigsførelse i Irak, fordi hendes kabinet vurderede loven for at være forfatningsstridig (Grundlovens paragraf 19 og FN-pagten). Måske havde dronningen gjort os alle en tjeneste ved at have taget Grundloven for pålydende og indbragt spørgsmålet for Højesteret?

Da monarkiet udgør en central del af vor nationale selvforståelse og samtidig en bærende kulturværdi, vil man næppe kunne gennemføre en grundlovsændring, som indsætter en statschef, som det kendes i de republikanske forfatninger. Befolkningen vil ikke stå bag et sådant initiativ.

Den eneste mulighed er derfor, at kongemagten selv træder i karakter og vedstår sig, at kongehuset – sammen med landets højesteret – er vort forfatningsværn over for den lovgivende og udøvende magt, men det vil kræve en helt ny selvforståelse hos det danske monarki, og en svær omlægning af kompetencen imellem kongehus og folkestyre. En proces, der vil repræsentere politiske risici, som kongehuset næppe selv kan forudses at begive sig ud i.

Det politiske tema bliver derfor, om kongehuset skal støttes til at bringe forvaltningen af vor grundlov tilbage til sin oprindelige skikkelse, eller om der i stedet skal gennemføres tilpasninger af de eksisterende politiske institutioner, så den tabte kontrol- og balancemekanisme genetableres.

 

Klaus Riskær Pedersen initiativtager til visionsprojektet www.understrom.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Og dog. Tænk blot på hvor mange gode bøger, den gamle finanssvindler har fået tid til at læse. Grundloven og John Stuart Mill f.eks.
Så måske er sådan et par år bag tremmer ikke så dårligt endda for visse personer?

Egentligt burde jeg holde mig for næsen, og anbefale Riskærs kommentar, for det er et vigtigt punkt, han sætter søgelys på. Desværre fucker han sin argumentation op ved ikke at turde kikke fremad. Spørgsmålet er jo ikke om dronningen eventuelt tør træde i karakter - men om Frederik vil. Og da hvalpen ikke har heeelt den samme pondus som moderen, ville den navnebytning ødelægge præmissen for de fleste.

Vi har vænnet os til Margrethe, men tanken om at give Frederik magt er skræmmende. Jeg vil vædde på, at også Folkekirken holder op med at snakke om kongemagten som deres helt specielle overhovede, når det er Frederik der sidder og syr præstetøj. Heller ikke dronningen er i særlig grad kirkens "overhovede", der er blot høflig tradition.

Eksemplet fra 1993 ved Schlüters afgang er ikke et godt eksempel, for den afgørelse om at holde Dyremose ude var baseret på ren matematik - og det er det eneste som kabinettet skal kunne. Uanset om dronningen havde udpeget Dyremose nok så meget, ville han have været nød til at træde tilbage efter første dag i Folketinget, da flertallet var imod ham.

Det hjørne, hvor Riskær snubler over noget relevant, er i påpegningen af den manglende afbalancering af magten i den danske konstruktion. Men her kunne en højesteretsformand eller Folketingets formand træde til med større fornuft - hvis de blev udpeget med denne pondus for øje. De behøver ikke grundlovsdækning, det er blot et spørgsmål om at Folketing og befolkning accepterer præmissen - og derfor vil stille sig på bagbenene overfor en regering, der bryder en sådan kontrakt.

Per Jongberg

Jeg har anbefalet Tom Paamands kommentar pga denne første to linier.

Spørgsmål : Hvorfor skulle Dronningen ikke have kunnet nægte at gå med til krigsførelsen i Irak ... f.eks. fordi hun vurderede beslutningen forfatningsstridig osv ?

Rasmus Kongshøj

Vaneforbryderen Klaus Riskær er fortørnet over at dronningen ikke kan/vil afsætte en folkevalgt regering, hvis bosserne i EU eller markedet befaler det, sådan som det skete i Grækenland.
Og han mener at man kan løse det påståede problem ved at give mere magt til en enkelt person, som i kraft af sin position nødvendigvis må være disponeret for konservative og borgerlige holdninger.

Gudfader bavares!

Vi har i langt højere grad brug for reel beskyttelse af menneskerettigheder, mindst på højde med den Europæiske Menneskerettighedskonventions standard, og en proaktiv og uafhængig forfatningsdomstol.

Jakob Trägårdh

Det er en stor styrke ved det danske demokrati, at den der har magten ikke har æren. Dermed kan vores politikere holde fokus på realpolitiken og overlade symbolpolitiken til kongehuset (senest set ved prinsessedåben, hvor pigebarnet blev kaldt Athena).
Det er skønt, at vi ikke er nød til, at have en præsident spankulerende, selvoppustet omkring i blanke støvler, men at rollen som ærens vogter istedet stille og roligt går i arv hos symbolfamilien. Vi har i dem en ‘buffer‘ mellem det jordiske og det himmelske liv. Det er en utrolig fornuftig indretning.

Dan Hirslund

Artiklen rejser et relevant spørgsmål - hvem beskytter forfatningen, hvis regeringen ikke er i stand til det. Riskær glemmer imidlertid at det er befolkningen - og ikke en enevældig hersker - der skal høres når en regering/land er i krise. Det var netop det, der var tilfældet i Grækenland da Papandreou planlagde at udskrive valg, og dén demokratiske legitimitet der blev undergravet af den græske præsident (på vegne af troikaen).
I alle de tre tilfælde Riskær nævner har præsidenterne ikke været med til at beskytte forfatningernes folkelige mandag men derimod at undergrave demokratiet for at undgå politisk ustabilitet. Men ustabilitet - eller rettere, politiske opgør - kan være en nødvendig reaktion på en politisk konsensus der ikke afspejler befolkningens interesser. Så er det netop at parlamentsvalg er vigtige og derfor det forestående (gen)valg i Grækenland 17. juni muligvis er et af de mest signifikante demokratiske begivenheder i Europa i nyere tid.

Niels Engelsted

Fremragende interessant og relevant artikel! Riskjær er kvikkere end de fleste, men ligesom salig Glistrup kan han ikke holde tæt med det og sidder derfor i fængsel. Vi andre skal imidlertid være glade for det skarpe og utætte hoved.

Hvorfor artiklen er relevant fortæller Riskjær selv. Rundt omkring i Europa er det folkevalgte demokrati ved at blive suspenderet og erstattet med teknokratregeringer og overnationale beslutningstagere. Finanskapitalens og bankernes skæbne kan ikke overlades til de alt for følelsesfulde vælgere.

Heldigvis har vi endnu militærkuppene til gode, for så længe suspensionen af demokratiet kan ske gennem de konstitutionelle statsoverhoveder, monarker og præsidenter, så er det måske udemokratisk, men ikke ukonstitutionelt.

Hvorfor er artiklen så interessant? Jo, den frække dreng forudser den situation, at demokratiet også må suspenderes i Danmark til fordel for et teknokratisk forretningsministerium, og er dronning Magrethe--hendes mange rober til trods--så klædt på til det?

Der skal muskler til. Riskjær minder om dronningens farfars fejslagne forsøg i påsken 1920. Erhvervsspidser med blandt andet A.P. Møller fik kongen til at afskedige den radikale regering, der havde et flertal bag sig i rigsdagen, men selv om Venstre tryglede kongen om at holde ud, så gav han op over for Socialdemokratiets trussel om generalstrejke. (Ved det efterfølgende valg vandt Venstre og Erhvervspartiet stort, danskerne ved man hvor man har).

Når Riskjær nu--overraskende for alle, vil jeg tro--forudser, at forvandlingen af statsoverhovedet fra kransekagefigur til tough cookie kan blive nødvendigt, så peger det på tre ting.

For det første er det et yderligere indlæg i en diskurs, der allerede er luftet mange gange af erhvervsspidser som Asger Åmund, nemlig at den moderne kapitalisme måske ikke længere har råd til demokrati, som vi kender det. At vi måske ville være bedre tjenst med en autoritær struktur, som nu har succes i Kina. Kina nævnes eksplicit.

For det andet antyder det, at Danmark kan være langt tættere på en finansiel nedsmeltning end den nuværende diskonto på nær nul giver udtryk for. Bomben kunne være Danske Bank som vi danskere har kautioneret for med flere gange bruttonationalprodudktet, og Danske Bank stirrer ned i et gabende irsk hul. Eller de ufatteligt mange milliarder, som landbrugets jordspekulation har gældsat sig for. Riskjær kommer i kredse, hvor de er velinformeret om den slags.

For det tredje antyder det, at nogen i disse kredse seriøst overvejer, hvad der skal/kan ske, også i Danmark, hvis/når finansboblen brister for alvor.

Værdsæt Klaus Riskjær som kanariefuglen, der om ikke fra minen, så fra sit bur i Sdr. Omme, sender os et nyttigt varsel om fremtiden.

Robert Kroll

I et demokrati er det folket , der bestemmer, og parlament og regering skal afspejle folkets stemmeafgivning.

I det øjeblik, man arbejder med mekanismer, der giver enkeltpersoner eller institutioner ( monarker, præsidenter, forfatningsdomstole m v) mulighed for at gå imod folket i konkrete situationer - så er demokratiet afskaffet i tilsvarende omfang ( - det være sig permanent eller midlertidigt).

I et ægte, velfungerende demokrati er vælgerne enige om, at man respekterer stemmeafgivningens resultat - også hvis man er i mindretal .

Uden en konstant almen vilje til demokrati , kan det ikke fungere i det lange løb - uanset krumspring med forfatningsdomstole, magtfulde præsidenter o s v.

Andreas Prætorius

Der viser sig en ny form for ekstremisering. Normalt polariseres befolkningen mod den yderste venstrefløj (socialisme a la kommunisme) og den yderste højrefløj (a la facisme eller anarkisme) MEN i Danmark er vi velsignet med en tredje ekstremisme (skal vi kalde den Monarkisme?) Al magt til kongeuset og lad os forlade demokratiet forevigt.

Jakob Trägårdh

@Niels Engelsted: Hvad er det for velinformerede (finans) kredse i Sdr. Omme, som du mener at Riskjær kommer i (?) Hvad enten du nu mener, andre indsatte eller fritgående finansbagmænd, så er de vel ikke bedre orienterede end landets økonomiske/finansielle embedsmænd, vismænd og ministre om rigets tilstand?

Morten Kjeldgaard

Nemlig Engelsted: vi er på vej fra en historisk periode med militærkup til en historisk periode med finanskup. Jo før vi tøjler finanskapitalens destruktive hærgen jo bedre.

Niels Engelsted

@Søde Jakob, jeg mente ikke, at de pengekredse jeg omtalte fysisk befinder sig i Sdr. Omme, selv om nogle af dem måske burde.

I en anden tråd har Rune Lykkeberg citeret historikeren Mogens Herman Hansen for at den store strid om demokrati i Europa står mellem det politiske og det juridiske demokrati, mellem det parlamentariske og det konstitutionelle demokrati. Forskellen ligger i, om "folkeflertallet" som i Danmark stort set sidder på hele magten gennem regeringen, eller som i Tyskland, hvor en magtfuld domstol fungerer som bagstopper, baseret på landets dårlige erfaringer,.

Et parlamentarisk syn på demokrati ser det som et gode, at "folket" har magten. Her er Danmark et klassisk eksempel, for der er her de matematiske modeller for at sikre maksimal spejling af stemmer i mandatantal stammer fra. Bagsiden er at "folket" og deres folkevalgte repræsentanter, valgt effektivt gennem dette dygtige system, så i praksis kan stemme sig til at 2+2=5. Det er der jo utallige eksempler på, også i nutidens Danmark, og har udløst massevis af forsøg på at skabe en modvægt for at begrænse de værste dumheder.

Som i Grækenland må parlamentet af og til give op over for den konstellation, som vælgerne har anbragt dem i - og bede om at få kortene blandet påny. Men som i de andre eksempler er balancen mellem rettidig indblanding og statskup overmåde flydende. Selv ville jeg foretrække at også "folkemagten" i Danmark fik sig nogle solide bagstoppere. Bemærk at Anders Foghs opgør mod "smagsdommerne" netop var et aggressivt kup mod systemets indbyggede gårdvagter, der bevidst skal hæmme lidt for magtfuldkomne regeringer.

Henrik Brøndum

Jeg mener at have gennemskuet en uhellig alliance. Forleden forlangte Annegrethe Rasmussen flere kvindelige topraadgivere omkring regeringen - og i dag promoverer Klaus Riskaer Dronningen? Er der noget i gaerde?

Andreas Prætorius

Der er forskel på at styrke institutioner som domstolene, og styrke et dynastisk monarki. Det ene vil sikre at love, forfatningen og konventioner samt deres medfølgende rettigheder og pligter. Den anden vil styrke en enkelt persons magt over et land. Denne magt kan selvfølgeligt både bruges godt men den kan sandeligt også misbruges. At skulle vogte om forfatningen er en al for vigtig opgave til at vi kan give den til en enkeltperson eller en familie. På den anden side har kongehuset hverken kvalifikationerne eller autoriteten til at misbruge sit embede, måske er det meget godt

Niels Engelsted

@Andreas, men måske har andre kvalifikationerne og autoriteten til at kongehuset misbruger sit embede. Det er det, der er faren, som tidligere set.

randi christiansen

Hvem skal være bagstoppere for forløberne ? Hvem skal berolige ildsjælene og hvordan kurerer vi ADHD og andre sygdomme

Sålænge demokrati, jura, økonomi etc ikke kan erkendes som eksakte videnskaber, må vi forlade os på intuition, samvittighed, samtale og forsigtighed - så deet

Henrik Jensen

Jeg siger det een gang: Jeg er socialist. Men det ville jeg ikke have været uden Margrethes farfar. Jeg, mine forældre og mine børn, ville, efter alt at dømme, slet ikke have været.

Så hvis min families røv skal reddes igen, så stoler jeg mere på Margrete end på Thorning og Vestager.

odd bjertnes

Margrethe Glücksborg kan til enhver tid 'slå Anders F' ... undskyld, Helle Thorning Schmidt (som ikke kunne) .. men der prales ikke med det. Og det er jo meget god stil. Bedre end alle de ligegyldige spædbørn på ugebladsforsiderne.

Give The People What They Want.
Det er et demokrati der regeres her.
Og de vil have EU.
Så er den næppe meget længere set fra Amilienborg.

Steen Langkjær

Tak til Klaus Riiskær Pedersen for en interessant kronik. Hvorvidt monarkiet skal gives eller fratages magt kan diskuteres, men det er åbenlyst, at monarkiets grundlovsmæssige rolle bør ændres. Pointen hos Riiskær er, at vurderingskriteriet må være, om demokratiet styrkes eller svækkes.

De gamle oplysningsfilosoffer pegede på, at den repræsentative magt skal tredeles for af undgå magthaveres magtmisbrug. En sammenblanding af den udøvende, lovgivende og dømmende magt skaber frygt for og magtesløshed overfor magtmisbrug. En frygt, der hindrer frihed og lægger grunden til oprør og civil ulydighed.

Den danske grundlov rummer ikke denne tredeling! Spørgsmålet er nu om en grundlovsændring, der indeholder en modernisering af monarkiets rolle, kan styrke demokratiet. Jeg er ikke afvisende.

Hvad med en demokratisk valgt monark? Tidligere i Danmarks historie, før perioden med enevældigt monarki, valgte adelen, overklassen monarken. Så hvorfor ikke?

En grundlovsrevision er relevant, hvilket også illustreres af den episode ved Folketingets åbning, hvor flere ministre ikke spontant rejste sig for dronning Margrethe. Mon ikke de pågældende ministre oplevede et dilemma. Et dilemma, der gik på om de skulle rejse sig i respekt for et forældet, men dog for befolkningen betydningsfuldt monarki, eller om de skulle blive siddende i en demonstrativt udtrykt respekt for princippet om folkesuverænitet og folkestyre.

Som jeg ser det, skal en revision tage udgangspunkt i monarkiets faktiske rolle i en nutidig verden og beskrive på hvilken måde en moderne monarks rettigheder og pligter knytter sig til at repræsenterer det bedste i folkestyret.

Morten Kjeldgaard

Den logiske konsekvens af flere af debattørernes indlæg er genindførelsen af et to-kammersystem. Måske ikke helt tosset?

Hanne Cetkin

Tanken om at regentens skal tiltænkes en rolle som beskytter forfatningen i krisesituationer er både henrivende kulørt og hylende morsom.

Klaus Riskær Pedersen er vist en rigtig skælm.

Hvis Danmark kommer ud i en alvorlig forfatningsmæssig krise vil vi hverken blive reddet af tosserne i den kongelige familie eller af superhelte som Batman og Superman.

Hvis riget stander i våde, er det kun folket det kan redde os ud af suppedasen.

Hamma Adhoum

Jeg synes det giver det fuldstændig mening af overlade forvaltningen af den danske forfatning til kongehuset. Historisk set har kongehuset nemlig altid været demokratisk orienteret og har flere gange trådt til for at beskytte Grundlovens ånd. Både under provisorieårene og under Påskekrisen viste kongehuset sig som folkestyrets sande ven og forvaltede forfatningen med stor indsigt og respekt.

Under alle omstændigheder er det en visionær tanke at give magt til personer på baggrund af familieforhold. Der er nemlig ikke nogen grund til at tro at en dommer fra Højesteret skulle være mere kvalificeret til at vurdere forfatningsmæssige spørgsmål end Danmarks regent. Igen har historien vist at de danske regenter altid er oplyste og afbalancerede mennesker med dyb juridisk og politiske indsigt.

randi christiansen

Jeg synes, at fællesskabet bør funderes på en for vores overlevelse hensigtsmæssig administration af fællesskabets ressourcer > miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed. I et sådant fornuftens regi vil også administrative formalia falde på plads.

Nu er den kommende ejer af kongemagten trådt i karakter, desværre helt som det kunne forventes. Regering og Folketinget følger Europaparlamentets opfordring om ikke at deltage som VIP-personer under fodbold-EM i Ukraine. Her er prins Frederik naturligvis mand for at sætte demokratiet grundigt på plads, og deltager i støtten til kollegaernes autoritære styre.