Sikker sex uden kondom

Gennemføres Justitsministeriets forslag til revision af straffeloven om hiv, er konsekvensen, at dem, der kan smitte, ikke kan straffes, og dem, der kan straffes, ikke kan smitte
13. juni 2012

I lægejournaler kan man i dag finde råd fra de infektionsmedicinske læger til hiv-patienter i retning af: »Er informeret om, at han med langvarig fuld supprimeret hiv kan droppe kondomet«.

For ’sikker sex’ for en hiv-positiv er i dag ikke bare sex med kondom, men også sex, hvor den hiv-smittede er i medicinsk behandling.

Medicinsk hiv-behandling har i dag status som en egnet beskyttelse mod smitte helt på linje med – eller endog mere effektiv – end kondombrug. Det er derfor helt efter bogen, når lægen informerer velbehandlede patienter om, at de kan droppe kondomet f.eks. for at få børn på den gammeldags facon.

Denne viden har dog mere end almindelig svært ved at trænge igennem. Ikke mindst i forbindelse med såvel den tidligere som den nuværende regerings overvejelser om, hvad der skal ske med den danske hiv-straffebestemmelse, som p.t. er suspenderet, fordi hiv ikke længere er en livstruende sygdom.

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet har som alternativ til den tidligere straffelovsbestemmelse foreslået, at hiv-smittede, der kender deres hiv-status, skal kunne straffes med op til to års fængsel for at dyrke sex uden kondom. Dette helt uden hensyn til, om patienten på grund af medicinens virkninger overhovedet kan smitte.

Der foreligger til dato, 15 år efter indførelsen af hiv-behandling, ikke ét eneste dokumenteret tilfælde, hvor en velbehandlet hiv-positiv har smittet en anden person gennem sex.

Smitten kommer derimod fra hiv-smittede, som endnu ikke kender deres hiv-status, og som derfor ikke er i medicinsk behandling. Disse personer kan på grund af deres manglende viden om, at de er hiv-positive af gode grunde ikke straffes.

Smittende kan ikke straffes

Gennemføres arbejdsgruppens forslag til lovbestemmelse betyder det i grove træk, at dem, der kan smitte, ikke kan straffes, og dem, der kan straffes, ikke kan smitte.

Arbejdsgruppen har ikke ønsket at begrænse bestemmelsen til hiv-smittede, der rent faktisk er til fare for nogen, fordi det ville være alt for besværligt for anklagemyndigheden under en retssag at skulle bevise, at den hiv-smittede, da pågældende dyrkede sex uden kondom, rent faktisk var til fare for nogen.

Arbejdsgruppen mener øjensynligt ikke, at de samme vanskeligheder er til stede, når det drejer sig om at bevise, om der er anvendt kondom.

Besynderlig fremgangsmåde

Det forekommer helt besynderligt, at det skulle være nemmere at bevise, hvad der er sket imellem to personer i et soveværelse end via lægejournaler at konstatere, om den hiv-smittede på det pågældende tidspunkt har været i hiv-behandling, og om resultaterne af de regelmæssige blodprøver viser, at hiv er reduceret i en grad, der betyder, at den pågældende ikke kan smitte.

Må vi bede om, at fremtidig lovgivning baseres på nutidens viden om hiv. Der er siden gennemførelsen af den tidligere hiv-straffebestemmelse sket så mange fremskridt inden for sygdomsområdet, at det ikke længere giver mening at kriminalisere hiv-smitte.

Hiv bør fremover sidestilles med andre alvorlige smitsomme sygdomme og ikke have sin egen særbestemmelse i straffeloven. Hiv bør i stedet helt fortrinsvis tackles i sundhedssystemet.

Skadelig kriminalisering

Det bør desuden tages med i overvejelserne, at kriminalisering af hiv-smitte efter vores opfattelse ikke virker, når det gælder om at begrænse udbredelsen af hiv. Tværtimod får frygten for straf folk til at gemme sig, undlade at blive hiv-testet, og derfor kommer de ikke i behandling. Det er ikke bare skadeligt for den enkelte, der risikerer sygdom og endda død, men også for forebyggelsen.

Hvis regering og Folketinget derimod gik foran i arbejdet med at rydde fordomme og stigmatisering af hiv-smittede af vejen ved at gennemføre en afkriminalisering af hiv, ville det være til stor gavn for forebyggelsen.

Tiden er kommet til at ophæve hiv-bestemmelsen i straffeloven. Den medicinske udvikling har gjort, at hiv ikke længere er den samme type sygdom, som for både 10 og 20 år siden.

Måske kan det berolige nogen, kan man for vores skyld godt reservere et hjørne i straffelovens eksisterende regler om legemsangreb eller fareforvoldelse til en evt. alvorlig sag, hvor en person, der kender sin hiv-status, og som ikke er i medicinsk behandling, på en hensynsløs måde og gentagne gange bevidst udsætter andre for smitte. Men at indføre en bestemmelse som den foreslåede er ikke bare meningsløst, men ligefrem skadeligt for hiv-bekæmpelse i Danmark.

 

Henriette Laursen er direktør i aids-Fondet

Susan Cowan er afdelingslæge Statens Serum Institut

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Louis Gay

Dette er mye av den samme argumentasjonen jeg forsøker å bruke i min kamp i Norge.

80 % av HIV-pasientgruppa i Norge går på medisiner. Over 90 % av disse har lite eller ikke bevisbart virus i blodet og er veldig lite smittsomme.

Forskning som “the Swiss statment” fra 2008, konkluderte med at: HIV-positive på vellykket behandling i 6 måneder og som ikke har andre infeksjoner, ikke bør regnes som smittsomme. Da må det være rimelig å anta at flertallet av HIV-positive som kjenner sin status i Norge, i dag, ikke er de som sprer HIV!

På konferansen ”HIV in Europe”, i København tidligere i år, ble det konkludert med at for sen diagnostisering er en av de viktigste årsakene til at tallene på nysmitte øker i hele Europa, inkludert Norge, og at om man får kontroll over mørketallene vil mye være vunnet.

Formuleringen og tolkningen av loven per i dag (jfr. tiltalen i min sak), gir dårlige incentiver for hyppigere HIV-testing blant mennesker som lever med risikoatferd for smitte. Å ikke vite om egen HIV-status gir lavere risiko for straffeforfølgelse. Heller ikke blant de som kjenner sin status allerede, gir kriminaliseringen gode incentiver for åpenhet.

Åpenhet om HIV-status fritar ikke for straffeansvar og vi er, inntil videre, heller ikke sikre på at anbefalt seksuell praksis (”sikrere sex”) fritar for straffeskyld. I ettertid er det lett for meg å se at det er valget om åpenhet som har ført til den strafferettslige situasjonen jeg befinner meg i. Om jeg ikke hadde gjort det noen ville sagt var etisk riktig: å gjøre min HIV-status kjent, ville altså den allerede smittede, ikke ta som en selvfølge at smitten kom fra meg (som den ikke gjorde) og jeg ville unngått en straffesak.

Dette er ikke et ønskelig signal til HIV-positive for fremtiden. Det fremmer ikke smittereduserende adferd i noen deler av befolkningen. Seksualdriften er en av de sterkeste i oss mennesker. Det er lite realistisk at en streng HIV-kriminaliseringspolitikk vil endre menneskers seksuelle vaner i slikt omfang at det har signifikant smittereduserende effekt i samfunnet.

Mennesker blir ikke født med riskoatferd for HIV-smitte. De oppsøker denne seksuelle atferden senere i livet. Det er vanskelig å forutse hvilke unge som kommer til å praktisere en slik risikoatferd, derfor bør best mulig kunnskap og holdninger til seksuell risiko gis til flest mulig på et tidlig stadium i livet, slik at de har denne kompetansen med seg om de senere likevel skulle velge å oppsøke en risikoatferd for HIV-overføring.

Det er helsemyndighetene som på bakgrunn av nyeste forskning, til enhver tid, bør ha mandatet til å veilede befolkningen i smittevernsspørsmål. Et lovverk og en påtalemyndighet som opererer på tvers av disse anbefalingene skaper usikkerhet og undergraver helsemyndighetenes autoritet på området. I verste fall skremmer de mennesker med et aktivt seksualliv til å holde seg unna hyppigere testing og fortrenger det som ellers kunne vært ønskelig, at flere var åpen om sin HIV-status. Åpenhet gir mennesker bedre forutsetninger for å ta valg om å beskytte seg mot smitte, men motarbeides altså av myndighetenes noe uforståelige straffelovspraksis?

Åpenhet i Norge, i dag, øker sjansen for at sexpartnere av ulike årsaker kan anmelde deg i ettertid, uten at du har smittet noen. F.eks. av sjalusi eller hevnmotiver. Man må huske at privatpersoner ikke har taushetsplikt og følgelig står fritt til å gi informasjon videre. Kunnskap om at jeg er HIV-positiv og aksept av dette ved å ha seksuell omgang med meg har ikke betydning for spørsmålet om straffbarhet. Så den som aksepterer min status og inngår i en seksuell relasjon med meg, kan gjerne i ettertid snu seg rundt og anmelde meg. Og jeg kan straffeforfølges. Om jeg med bakgrunn i egen erfaring, skal gi råd til andre som er redde for å bli straffeforfulgt uten å ha faktisk smittet noen, er dessverre rådet: vær forsiktig med å informere andre om at du er HIV-positiv.

Hilsen
Louis Gay
louisgay72.blogspot.com
Norge

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

jeg ville i hvert fald ikke have sex uden kondom med der er er smittet, beklager men jeg elsker mig selv og mit barn højest.

Men vi kan også indføre pligt til en blodprøv for alle mænd, hvert 5 år, det skulle nok afsløre en del tilfælde,og tage toppen, samt indføre kondompligt for alle, de første 3 uger af en sexuel relation og altid for sex med en prostitueret, naturligtvis for de personer, der har penis....

og jo det er seriøst ment

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rolf Hansen

Maya:

Poblemet er bare at man ikke kan stille verden op i sort og hvid.

Der vil altid være en chance for at smitte, Men idag der er rigtigt behandlet har mindre chance for at smitte folk end hvis de ikke var i behandling og de brugte kondom og kondomet er intakt.

Ja faktisk er der større risiko for at en af jer bliver smittet med staffylikok fra huden omkring skridtet der vandrer med blodet og sætter sig i hjerte klappen og giver dig omkring 5-10% overlevelse med pacemaker. Og dette er bare for at vise at din frygt for smitte er følelses styret og du skal prøve at se den frygt i øjnene, for at kunne behandle emnet rationelt:)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

forskellen er den samme,jeg ville aldrig...

Men jeg ville da også brække mig i lårtykke stråler over at blive blive tvunget til at kysse en med en stafylokok infektion, og ligesådan en mand jeg ikke selv har valgt sexuelt set, hvilket nok er en årsag til at jeg overhovedet ikke tror prostituerede nyder at dyrke sex med ......næh det må være at ødelægge sig selv for mammon....

men mget HIV hos heterosexuelle kvinder, stammer
fra deres mænd ikke beskyttede sex med prostituerede..

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rolf Hansen

Maya:

Alle har stafylikokker der, det er helt naturligt, også omkring munden og næsen. Derfor man kan få en smertefuld infektion i næsen hvis man får et sår der.
Det er hvis der går hul på huden at det bliver problematisk, og det er meget normalt at der kommer små sår og rifter under sex.

Så den eneste måde du kan være 100% sikker, det er ved at gå i sølibat.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henriette  Laursen

@Ann Bille. Der er forskel på ansvar og strafansvar. Og ja ansvar har man bestemt fortsat. Begge parter har altid ansvar for at passe på sig selv og den anden. Men når det er sagt er der gode grunde til at tro, at danskernes risiko for at blive smittet med hiv er større med end uden strafansvar. Risikoen for straf afholder folk fra at blive hiv-testet, de kommer ikke i behandling og smitter derfor mere. Det samme erkendte man for mange år siden mht. andre sexsygdomme, hvor man i dag har et ansvar, men ikke et strafansvar. AIDS-Fondet mener at hiv bør ligestilles med andre sexsygdomme, som også kan medføre alvorlige konsekvenser fx barnløshed og livmoderhalskræft. Strafansvar spænder ben for god forebyggelse.

anbefalede denne kommentar