Kronik

Skyder man på væksten, skyder man forbi

Det er ikke sikkert, at en ambitiøs global klimapolitik vil bremse vækstraterne på længere sigt. Derfor giver det ingen mening at agitere mod vækst som sådan
Samspillet mellem økonomi og miljø er præget af markedsfejl – dvs. faktorer, der forårsager, at en ureguleret markedsøkonomi vil føre til et uhensigtsmæssigt resultat. Det kan f.eks. være for kraftig forurening.

Samspillet mellem økonomi og miljø er præget af markedsfejl – dvs. faktorer, der forårsager, at en ureguleret markedsøkonomi vil føre til et uhensigtsmæssigt resultat. Det kan f.eks. være for kraftig forurening.

Paul Crock

Debat
15. juni 2012

Der foregår en vældig debat om økonomi, miljøspørgsmål og økonomisk vækst i Informations spalter for tiden, som så ofte før. Men på trods af, at avisen bruger rigtig meget spalteplads på diskussionen om vækst og miljø, bliver den mere etablerede økonomiske videnskabs syn på sagen sjældent nævnt. Når det sker, er det ofte i form af kritikeres mindre præcise udlægninger af, hvad økonomer egentlig mener og ikke mener. Det er synd, for det afsporer debatten gennem forskellige misforståelser.

Der kan derfor være behov for at gøre opmærksom på nogle af konklusionerne fra den videnskabelige økonomiske debat om forholdet mellem vækst og miljø. Emnet er selvsagt af central betydning for miljøøkonomer (en betegnelse, der normalt bruges adskilt fra betegnelsen økologiske økonomer – en mere alternativ gruppering, hvis synspunkter får stor dækning i Information).

Der er to hovedproblemstillinger i debatten om økonomi, vækst og miljø. Den første handler om, at vores produktion i dag bl.a. bruger en række såkaldt ikke-fornybare naturressourcer som råvarer i produktionen – f.eks. metaller og fossile brændstoffer som kul, gas og olie. Disse råvarer findes kun i en vis mængde på Jorden. Selv om vi stadig opdager nye lagre, og selv om udvindingsteknologien bliver stadig bedre, er de begrænsede. På et tidspunkt må vi derfor nødvendigvis bruge mindre og mindre af dem i stedet for mere og mere.

Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at produktionen så også må falde – eller ophøre med at vokse. I et vist omfang kan naturressourcernes rolle i produktionen nemlig erstattes af menneskeskabte kapitalgoder, som når man skaber elektricitet ved hjælp af vindmøller og solceller i stedet for ved hjælp af kul. Og efterhånden som ressourcerne bliver mere knappe, vil prisen på dem naturligt stige, hvilket helt automatisk vil give virksomheder og forbrugere en tilskyndelse til at skifte til alternativer. Det afgørende er, hvor gode disse substitutionsmuligheder vil være i det lange løb.

Den anden hovedproblemstilling handler om, at naturen også bruges som depot for skadelige udledninger, der er et biprodukt ved produktionen. Udledningen af drivhusgasser er langtfra det eneste eksempel herpå. Alt tyder på, at der er en øvre grænse for, hvor store sådanne udledninger kan blive, uden at det får for negative konsekvenser for vores velfærd. Skal man opretholde en vedvarende økonomisk vækst, uden at denne grænse overskrides, kræver det derfor, at man vedvarende kan forøge værdien af vores produktion uden at forøge udledningerne. Igen er det et spørgsmål, om der er tilstrækkelig gode substitutionsmuligheder mellem forurenende og ’rene’ produktionsfaktorer.

Svære forudsigelser

I begge tilfælde er en afgørende betingelse for fortsat økonomisk vækst altså, at substitutions-mulighederne mellem menneskeskabt kapital i bred forstand og de forskellige former for naturkapital er store nok. Det er i sagens natur svært at udtale sig definitivt om, hvorvidt det er tilfældet.

Mange forskere har gjort forsøg på at måle, hvor gode disse substitutionsmuligheder har været historisk. Men det er svært at måle fyldestgørende, og – endnu vigtigere – sådanne historiske sammenhænge vil ikke nødvendigvis være afgørende for fremtidens produktionsteknologi. Grundlæggende ved vi altså ikke, om denne nødvendige betingelse vil være opfyldt fremover.

Selv hvis substitutionsmulighederne er tilstrækkelig gode, er det ikke sikkert, at permanent økonomisk vækst er mulig. En anden nødvendig forudsætning er nemlig, at de produktionsfaktorer, der ikke er naturskabte, kan vokse tilstrækkelig hurtigt. Her er især produktionsfaktoren viden afgørende. Vores viden er gennem århundrederne vokset, og det er hovedkilden til den hidtidige velstandsstigning. Den proces vil utvivlsomt vare ved i en anselig tid fremover, men om den kan fortsætte for evigt, er mere usikkert. Igen er det simpelthen ikke noget, man kan udtale sig autoritativt om i dag.

Vanskelig balance

Selv hvis vi forudsætter, at en permanent bæredygtig økonomisk vækst er teknologisk mulig, er det ikke sikkert, at den også er optimal, dvs. i overensstemmelse med, hvad vi (den globale befolkning) rent faktisk ønsker. Generelt har mennesker både glæde af naturgoder (ren luft, gunstige klimaforhold mv.) og af menneskeskabt produktion (mad, klæder, sundhedstjenester, kulturelle oplevelser osv.).

I en situation hvor værdien af den menneskeskabte produktion konstant vokser, vil naturgoderne med tiden blive mere knappe i forhold til de menneskeskabte goder. Dette vil ske, selv om naturgoderne ikke forringes i absolut forstand.

Den stigende relative knaphed kan tænkes at medføre to modsatrettede tendenser: For det første vil større knaphed få omkostningerne ved at opretholde en uforringet naturkapital til at stige i forhold til prisen på at producere lidt mere af de menneskeskabte goder. At naturværdierne på den måde bliver relativt dyrere, vil i sig selv give en tilskyndelse til at bevare færre af dem.

For det andet vil væksten betyde, at vi bliver rigere og dermed har råd til at bruge flere midler på det, vi ønsker – herunder et bedre miljø.

Hvis den første effekt dominerer i det lange løb, vil naturkapitalen permanent blive forringet, hvilket ikke vil være bæredygtigt. Hvis den anden effekt dominerer, vil man efterhånden bruge relativt flere ressourcer på at vedligeholde og forbedre miljøet, hvilket vil få væksten i de øvrige goder til at forsvinde. Kun hvis de to effekter balancerer hinanden, vil en situation med bæredygtig vækst forblive optimal.

Markedsfejl

Selv om en situation med bæredygtig vækst i det lange løb skulle vise sig både at være teknologisk mulig og optimal, vil den ikke opstå af sig selv.

Hvis en markedsøkonomi som den globale økonomi, vi lever i, overlades til sig selv, vil den have en klar tendens til at føre til for meget forurening og i nogle tilfælde også overhøstning af ressourcerne.

Det skyldes, at samspillet mellem økonomi og miljø er præget af markedsfejl – dvs. faktorer, der forårsager, at en ureguleret markedsøkonomi vil føre til et uhensigtsmæssigt resultat. Det kan f.eks. være for kraftig forurening. I sådan et tilfælde er det vigtigt, at regeringerne griber ind for at korrigere for markedsfejlen og dermed sørger for, at der bliver taget passende hensyn til det pågældende miljøproblem.

Dette kan ske på mange måder: F.eks. via grønne afgifter på forureningskilden, et globalt kvotesystem eller ved at klargøre ejendomsrettighederne til de forskellige naturressourcer.

Konklusionen fra den økonomiske forskning er altså, at der er behov for en aktiv miljøpolitik for at korrigere markedets brister. På et område som drivhusproblemet er de nuværende tiltag næppe tilstrækkelige, og der er behov for en mere ambitiøs global klimapolitik. Men så længe der er substitutionsmuligheder i produktionen, behøver sådanne tiltag ikke at bremse vækstraterne på længere sigt.

At fokusere på at bekæmpe den økonomiske vækst i al almindelighed virker derfor som en blindgyde. Fra et miljøsynspunkt ville det være mere formålstjenligt at rette kræfterne direkte mod de problemer, der skal løses, i stedet for at sætte en stråmand op ved at skyde på væksten som sådan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Poul Schou - Tak for at gøre opmærksom på netop dette : "... ejendomsrettigheden til naturresurserne bliver veldefinerede, og derpå håndhævet på en effektiv måde." Jeg tillader mig dog at mene, at rettighederne egentlig er veldefinerede, men at fælesskabets indlysende ejerskab hverken bliver anerkendt eller respekteret.

Jeg vil lige præcisere at med veldefinerede ejendomsrettigheder til resurserne, mener jeg f.eks. at det er klart juridisk anerkendt af det internationale samfund at man ikke har ret til at skade klimaet ved udledninger, med mindre man betaler kompensation. Det kunne ske ved at betale en afgift, eller ved at gøre brug af udledningsrettigheder (kvoter) som verdenssamfundet så kan udstede i passende omfang.
Den situation har vi ikke i dag i det meste af verden. Derfor er jeg uenig i at rettighederne til mange resurser er veldefinerede i den virkelighed vi befinder os i lige nu.

randi christiansen

Hej Poul - Du har jo fuldstændig ret, og når jeg skriver, som jeg gør, er det for at påpege de overgreb, som bliver begået mod fællesskabets rettigheder.

Hvis f.eks. Canada udleder olie af tjæresand, er det en forbrydelse mod menneskeheden og ikke noget, der hører ind under landets ret til selvforvaltning. Det er et faktum, at den udvinding er et overgreb på biotopens miljø og derfor angår os som verdensborgere. Det er vanskeligt at forstå, at det argument ikke kan føres mere overbevisende igennem i klima-og miljøforhandlinger.

At forurene sine omgivelser kan aldrig nogensinde høre ind under den personlige frihed - det gælder for privatbilisme, flytrafik og anden grænseoverskridende forurening. Kvoter og udledningsrettigheder er nok en af vejene til adfærdsændringer, men for at de ikke skal virke passiviserende, mener jeg, det er vigtigt at fastholde argumentet om fællesskabets ejerskab til naturressourcerne, og at manglende respekt herfor derfor er en forbrydelse mod menneskeheden.

Helt grundlæggende handler det selvfølgelig om en global fordelingsnøgle. Første skridt må være en anerkendelse af de faktiske forhold, så alle kan samarbejde om de nødvendige forandringer til fælles bedste. I dette arbejde er økologiske økonomer, professor Herman Daly o.a., nået langt.

Steen Ole Rasmussen

En kommentar, der kommer ind på emnet økonomisk vækst og lidt til:

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-191.pdf

Et ikke væsentligt problem, når man over hovedet taler om økonomisk vækst, består i det at skilde den fra inflation.

Et andet lige så stort problem, er at sammenligne økonomisk værdi med andre måder at opgøre og registrere værdier, kvalitet, livsindhold, livsbetingelser osv. på.

Jeg mener, som det fremgår af det essay, som jeg her har lagt stien til, at en ganske bestemt form for økonomisk tænkning har fået for stor udbredelse, at der er gået inflation i inflationsbekæmpelsen, på en måde der dækker over så meget andet. Min fremstilling i essayet er selvfølgelig forenklet, dels af pædagogiske grunde og dels for, at det ikke skal fylde for meget. Men er det forkert, hvad jeg skriver på de næsten 6 almindelige a4 sider?

Steen Ole Rasmussen

En kommentar, der kommer ind på emnet økonomisk vækst og lidt til:

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-191.pdf

Et ikke væsentligt problem, når man over hovedet taler om økonomisk vækst, består i det at skilde den fra inflation.

Et andet lige så stort problem, er at sammenligne økonomisk værdi med andre måder at opgøre og registrere værdier, kvalitet, livsindhold, livsbetingelser osv. på.

Jeg mener, som det fremgår af det essay, som jeg her har lagt stien til, at en ganske bestemt form for økonomisk tænkning har fået for stor udbredelse, at der er gået inflation i inflationsbekæmpelsen, på en måde der dækker over så meget andet. Min fremstilling i essayet er selvfølgelig forenklet, dels af pædagogiske grunde og dels for, at det ikke skal fylde for meget. Men er det forkert, hvad jeg skriver på de næsten 6 almindelige a4 sider?

Steen Ole Rasmussen

En kommentar, der kommer ind på emnet økonomisk vækst og lidt til:

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-191.pdf

Et ikke uvæsentligt problem, når man over hovedet taler om økonomisk vækst, består i det at skilde den fra inflation.

Et andet lige så stort problem, er at sammenligne økonomisk værdi med andre måder at opgøre og registrere værdier, kvalitet, livsindhold, livsbetingelser osv. på.

Jeg mener, som det fremgår af det essay, som jeg her har lagt stien til, at en ganske bestemt form for økonomisk tænkning har fået for stor udbredelse, at der er gået inflation i inflationsbekæmpelsen, på en måde der dækker over så meget andet. Min fremstilling i essayet er selvfølgelig forenklet, dels af pædagogiske grunde og dels for at det ikke skal fylde for meget. Men er det forkert, hvad jeg skriver på de næsten 6 almindelige a4 sider?

(Storebror, som måtte følge tråden, er yderst velkommen til at slette mine to forudgående resultater af tryk på send-knappen.)

Sider