Kronik

Staten kræver evidensbaserede forældre

Institutionsdanmark opstiller i stigende grad krav til forældre om, hvordan de skal bedrive deres forældregerning. Det kræves bl.a., at forældreskabet skal være evidensbaseret, men samtidig ændres sandheden om det gode forældreskab løbende. Forvirringen er total
Er det primært forældrenes eller daginstitutionens ansvar, at børnene lærer at lyne deres flyverdragt?

Er det primært forældrenes eller daginstitutionens ansvar, at børnene lærer at lyne deres flyverdragt?

Jakob Dall

7. juni 2012

Man kan efterhånden ikke åbne for fjernsyn, radio, dagblade eller ugeblade eller gå ind i en boghandel, uden at man straks mødes af indslag, temasektioner, tidsskrifter og alskens bøger om, hvordan man bør gebærde sig som forældre.

Selv om gode råd og vejledning om børneopdragelse ikke er et nyt fænomen, synes omfanget og ikke mindst den betydning og placering, genren har fået de senere år, at signalere en væsentlig forandring. Nogle vil måske mene, at det da er helt på sin plads, når man tænker på den megen snak om forældre, der tilsyneladende ikke vil tage deres opdragelsesansvar på sig, men overlader det til daginstitutioner og skoler.

Jeg tror dog ikke, at forklaringen på den aktuelle steppebrandsagtige udbredelse af opdragelseslitteratur skal søges her. Der er tale om et fænomen, der henvender sig meget bredere. Det er hos den helt almindelige – og generelt ganske velfungerende – børnefamilie, den mere seriøse del af opdragelseslitteraturen vinder gehør.

Institutionerne tager over

Grundlæggende har hverken forældre eller børn nødvendigvis forandret sig ret meget i forhold til tidligere – hverken til det bedre eller værre. Der er snarere tale om nogle samfundsmæssige forandringsprocesser, som har skabt nye betingelser for relationen mellem forældre og deres børn.

Dels er der uden tvivl sket en informalisering og demokratisering af forholdet mellem forældre og børn. Det betyder, at vi i en vis udstrækning er gået fra en tydelig markering af en klar magt- og ansvarsfordeling mellem forældre og børn, til en situation, hvor det er blevet mere uklart, hvad der både magt- og ansvarsmæssigt er forskellen på forældre- og barnepositionen.

Dels er der sket en formalisering af forholdet mellem forældre og børn. Opdragelse blev tidligere fremhævet som et privat anliggende. Det så vi f.eks. i forbindelse med udbygningen af daginstitutionsområdet fra slut-1960’erne, hvor det løbende blev understreget, at daginstitutionen skulle være et supplement til familien: Familien stod for opdragelsen, mens de pædagogiske institutioner havde ansvar for pædagogisk tilrettelagte udviklingsfremmende aktiviteter. Den ideologiske markering gik på, at staten og det offentlige ikke skulle blande sig i, hvordan forældre opdragede deres børn.

Igennem de seneste ti år har der imidlertid været et markant skred i arbejdsdelingen mellem forældre og det offentlige. Den voldsomt tiltagende institutionalisering af børn, som kort sagt har indebåret, at flere og flere børn i en større og større del af deres vågne tid igennem et øget antal år befinder sig i en eller anden form for offentlig institutionssammenhæng, betyder, at opdragelsesdimensionen bliver en mere og mere tydelig del af det offentliges anliggende. Den foregår ikke længere i afsondrede private rum.

Staten stiller krav

Især når det gælder de yngre børn, har det på mange måder tydeligvis været det offentlige, der har ført an i formuleringen af nye krav og fordringer til opdragelsesarbejdet. Primært med afsæt i det pædagogiske arbejde i institutionerne, men samtidig med mere og mere eksplicitte forventninger til forældrene om at følge med, involvere sig og bakke op om den indsats, der ydes i institutionerne.

Senest blev kravet udtrykt af børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), som opfordrede forældre til på forskellig vis i deres samvær med børnene at støtte op om de aktiviteter, der forventes at blive lagt vægt på i dagtilbuddenes arbejde.

Forældrene afkræves således på flere måder at leve op til et forældreansvar, hvis indhold det ikke er op til dem selv at definere. I særlige tilfælde kommer det endnu mere skarpt til udtryk, idet kommuner indgår egentlige kontrakter med forældrene om, hvad de forventes at gøre, hvis man ikke mener forældrene umiddelbart lever op til deres forældreansvar.

Evidensbaseret forældreskab

Vi ser altså en tendens til, at forholdet mellem forældre og børn bliver mere flydende, ligeværdig, ja, nærmest kammeratligt. Samtidig er der en stigende forventning om, at forældrene ikke kan tillade sig at abdicere fra deres forældreansvar, men tværtimod må træde i karakter og påtage sig en autoritetsrolle, som i stigende grad bliver overvåget og bedømt af forskellige offentlige instanser – fra personalet i daginstitutionen til sagsbehandlere i den kommunale forvaltning. Indimellem luftes sågar tanker om, at man burde gøre ’forældreuddannelse’ til en slags obligatorisk certificering, før man kan tillade sig at få børn.

I den sammenhæng kan man imidlertid pege på yderligere en komplikation i forholdet mellem forældre og deres børn. For hvad skal være indholdet og pejlemærkerne i en sådan forældreuddannelse? Eller mere blødt formuleret: Hvad skal en bevidstgørelse af forældre, om hvad en god opdragelse af deres børn er, bestå af?

På den ene side kan vi konstatere en ganske voldsom stigning i tiltroen til, at også opdragelse må baseres på viden. Og ikke bare viden som sådan, men evidensbaseret viden, ekspertviden, videnskabeligt funderet viden. Viden er således blevet en form for autoritet, som selv forældrene bør kende til og begrunde deres handlinger og praksis i.

På den anden side skiftes videnskabelige sandheder tilsyneladende ud i et tempo, som vi alle har svært ved at følge. Det, der den ene uge angiveligt er sundt eller hensigtsmæssigt for børn, fremstår i den efterfølgende uge som farligt eller overflødigt.

Reelt betyder det, at viden kun i begrænset omfang kan bidrage til at hjælpe os med at omgås vores børn på en ordentlig måde. Men samtidig risikerer vi forskellige former for irettesættelser, hvis vi ikke er i stand til at forklare vores handlinger med henvisning til samfundsmæssigt accepteret viden.

Tillad tvivlen

Der er for mig at se ikke tvivl om, at det er blevet mere kompliceret og komplekst at være en ’god’ forælder, og derfor kan det også umiddelbart fremstå som velbegrundet at søge støtte og pejlemærker for opdragelsen i diverse former for opdragelseslitteratur. Problemet er imidlertid, at den klarhed, vi håber at opnå gennem opdragelsesrådene, ikke opstår. Tværtimod er tilbuddene så mangeartede og stritter i så mange retninger, at det måske snarere øger forvirringen og desorienteringen.

I dette ligger ikke en påstand om, at alt så omvendt bliver overskueligt og ligetil, hvis blot vi undlader at konsultere opdragelseslitteratur og faglig viden, men nok snarere en opfordring til, at man som forældre tør konfrontere sig selv og hinanden med de modsætninger, som moderne opdragelse af vores børn er fanget i.

I sidste ende er det vigtigste måske netop at erkende, at sandheden om den gode opdragelse ikke findes. Derfor må vi hele tiden være åbne for, at vi kan tage fejl.

Det kan måske også være en trøst for forældre, der dagligt betvivler rigtigheden af deres handlinger, at de professionelle, lærere, pædagoger, osv. grundlæggende er underlagt den samme tvivl – det er måske bare ikke altid, de tør konfrontere sig selv med den, for det er jo ikke det, man forventer af fagfolk.

Det kunne være at det kunne komme både børn, men også forældre og fagfolk til gode, hvis vi i højere grad mødtes om og udvekslede vores tvivl og erfaringer, frem for at tro, at løsningen lå i forskellige former for færdigpakkede løsninger.

 

Jan Kampmann er professor ved Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning på Roskilde Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Rasmussen

At være i tvivl om at man nu også gør det rigtige som forælder er faktisk et naturligt og positivt tegn på, at man ikke er helt galt afmarcheret, men stadig har en vis føling med poderne. Det bør flere forældre tage med i betragtning.

De totalt skråsikre og 'ufejlbarlige' forældre kan gøre meget mere skade på langt sigt.

Michael Pedersen

Det er et generelt problem hvis man tror der findes universelle sandheder udenfor de strengt naturvidenskabelige matematiske discipliner - det gør der ikke, det er alt sammen afhængigt af antagelser, holdninger osv.

Vibeke Svenningsen

Jeg tror, det handler om, at mange forældre i dag ikke har samme overlevering med fra egen barndom ift, hvordan man lige tackler det der forældre - hvad forventes der, hvilket konkret indhold skal man putte ind i det i hverdagen - og hvor det ikke bare rækker at elske. Det sidder ikke længere på rygraden, hvor man kan overføre den ubevidste viden, man har med sig fra egen barndom - og det er skam ikke bare et issue for forældre, der gerne vil give deres børn en bedre opvækst, end de selv har haft.

Alt er sat i spil og under lup - og hele tiden skal man have en plan, en strategi og en taktik til at realisere strategi/planen i samklang med ens værdier, man så lige skal være afklared om, inden de kan danne grundlag for hele projektet. Pyha...

Måske skulle alle bare slappe lidt af og køle ned for hysteriet om at skabe "fantastiske" samfundsborgere - (læs produktionsmaskiner). I bund og grund handler det om, hvordan man er et godt menneske. Og i det kompleks indgår børn og de skal også lære at blive gode mennesker - hvilke kvalifikationer de skal have og hvilke kompetencer, de senere udvikler afhænger af en lang række uforudsigelige samfundsudviklinger. Så i stedet for at prøve at kortlægge disse udviklinger og forsøge at stille dem tilfreds, når man har fundet dem, hvis man overhovedet kan det. Så stil dig selv tilfreds og prøv at være et bedre menneske i dag end du var i går. Så skal det alt sammen nok gå.

Vibeke Svenningsen

Hvis bare du er et godt menneske, så skal det nok gå...hmm. Nej, det holder sgu nok ikke desværre, men det lyder da smukt!

Artiklen taler meget om tvivl, men er detsværre ikke konkret omkring hvad tvivlen går på.

Så lige så generalt, må svaret være, ja men så lydt dog til tvivlen, den kommer jo af noget og måske har den et relevant budskab....

Arbejde i børnehave for længe sidden og hver morgen kom den samme mor med sin lille og hver morgen grad både mor og barn, skylden var så tydelig så alle kunne se den og endelig en dag tog hun sin lille ud af børnehaven og sagde det føles bare heklt forkert at aflevær ham.
Sådan.... en mor der lytter til sig selv.....

Kirsten Bjerrum

Et udpluk af den fremragende artikel:
”Indimellem luftes sågar tanker om, at man burde gøre ’forældreuddannelse’ til en slags obligatorisk certificering, før man kan tillade sig at få børn.

I den sammenhæng kan man imidlertid pege på yderligere en komplikation i forholdet mellem forældre og deres børn. For hvad skal være indholdet og pejlemærkerne i en sådan forældreuddannelse?”

I Sønderborg kommune har man allerede etableret en slags forældreuddannelse for ganske almindelige forældre.
http://www.kl.dk/Momentum/Foraldre-til-padagoger-I-skal-ikke-stille-krav...
Forældrene var dog ganske ’ucertificerede’, da børnene kom til verden, men det forsøger man så at rette op på, kan man sige.
”Hvad laver I når I sidder i jeres sofa?” spørger socialarbejderen blandt andet forældrene, som en del af forældreuddannelsen, for at sikre sig at tiden i sofaen udnyttes fornuftigt. Hvad er da fornuftigt, kunne man spørge? Det er LÆRING.

I Sønderborgs forældrecoachingprogram er man nemlig ikke i tvivl om hvad der skal være ’pejlemærket’ i uddannelsen: Det skal være læring. Læring fremhæves igen og igen i beskrivelsen af programmet, ligesom det er fremtrædende i KLs udspil ”Det gode børneliv”. Familien skal bidrage til barnets samlede læring ved at understøtte barnets læring i daginstitutionen, og ved at sætte læring på dagsordenen i selve hjemmet. Altså helt i tråd med Antorinis forslag, som Kampmann også beskriver ovenfor.

Læring er central i den samfundskonstruktion som vi har i dag. Professor i komparativ politisk økonomi Ove Kaj Pedersen kalder denne samfundskonstruktion for Konkurrencestaten, og benytter begrebet til at beskrive Danmark i disse år. Konkurrencestaten mobiliserer borgerne som veluddannede ’soldater’ i statens tjeneste med henblik på at vi skal klare os i den internationale konkurrence. Pedersen beskriver, at børnene mobiliseres, idet de forventes at bidrage ved at øge deres læringsindsats i skolen.

Nu lader det til at også forældrene skal mobiliseres, og at de skal indsætte ’læring som stadig baggrundsmusik for egne handlinger’ (som phd Hanne Knudsen kalder det, 2010). Det har familien imidlertid ikke godt af, og det hænger sammen med at en familie består af kærlighedsrelationer.

Ved at lægge pædagogiske projekter ind i familien forøges presset på familiens knappe tid, hvorved fællesskabet svækkes. Men hvad værre er, så gives forældre under dette regime ikke lov til at se deres barn først og fremmest som et elskeligt væsen, men afkræves at se barnet som en mangelfuld elev og en opgave der skal løses. Det er et problem!

Majbritt Nielsen

Tja jens Bruun
Hvis du nogensinde har været i en vuggestue eller børnehave.
Så går der nøjagtig 5 minuter eller deromkring, før lilleput har fundet en at lege med eller noget andet interesant. Og har glemt alt om at han/hun var ked af det da mor gik.
Det er som regl moren der har længe efter og har dårlig samvitighed over det.

Jeg siger ikke at det er lyserødt og åhh så perfekt at ens børn går i vuggestue.

Men jeg har arbejdet i en som vikar. Og det var altså sjældent at se de børn være kede af det, længere end det tog at få overtøj af og komme igang med at lege.

Majbritt Nielsen

Et eller andet siger mig, at du ikke har haft morgen vagten og siddet med grædende børn og noget andet sige mig at du ikke læste hvad jeg skrev.

Hvor om alt er, så er jeg lykkelig over at jeg ikke skal i vuggestue eller børnehave og jeg glæder mig stadig over at have mødt en mor som tog ansvar for sine følelser og fulgte dem...

Så må i andre bortforklare, negliger og glatte ud alt det i lyster...

Michael Pedersen

Har ingen tvivl - mine børn nyder at gå i instution og lærer utroligt meget af det, vigtigst af alt samspillet med andre børn. Nu går de der så også kun 6½ time om dagen, ville være noget mere loren ved de 7-17 dage som nogle børn har.

Superglad for Skansevejens Skole hvor mine unger går på - 100 gange bedre end da jeg selv gik i skole - selv om den er lidt nedslidt. 10-4 til til DUS, lærer og en kanon rektor!

Peter Jensen

"Ved at lægge pædagogiske projekter ind i familien forøges presset på familiens knappe tid, hvorved fællesskabet svækkes. Men hvad værre er, så gives forældre under dette regime ikke lov til at se deres barn først og fremmest som et elskeligt væsen, men afkræves at se barnet som en mangelfuld elev og en opgave der skal løses. Det er et problem!"

Og det er bl.a. et problem, fordi denne objektgørelse af barnet vil fremmedgøre det for ikke blot sine forældre, men også for sig selv. Projekteringen omkring barnet, eksternaliseringen af kompetencer, evner og socialt repetorie, vil betyde at barnet får en pseudo-oplevelse af sit selv; det forceres mod at betragte og opfatte sig som bestående af delelementer, beregnet på bestemte utilitaristiske formål, hvilket stiller sig i vejen for en integrativ og først og fremmest følelsesmæssigt funderet selvoplevelse. Og vi har vist en udmærket idé om hvilke risici og belastninger, noget sådant over et livsløb udsætter mennesker for. Men en ivrig forbruger - og muligvis en okay arbejdskraft i en periode - skal der da nok komme ud af det.

Majbritt Nielsen

jens bruus
Jo jeg har arbejdet i en vuggestue. Og jeg har set hvordan børn kommer om morgen. Jeg har også set hvordan børn efter at have fået tøjet af og sagt farvel også selv om de græder efter mor. Sagtens kan blive glade efter noget tid. Hvor de lige får lidt opmærksomhed og bagefter giver sig af med at lege med de andre.

"have mødt en mor som tog ansvar for sine følelser og fulgte dem…"

Jeg er glad for at jeg ikke er tvunget til at leve efter at partout skulle være tvunget til at være hjemmegående.
Hvis jeg havde sat børn i verden. Det fint nok at moren i dit eksempel tog sit ansvar.
Men hvad med framand, tog han så også ansvar for at tage mere tid til sit barn. Eller er det kun moren der skal?

En af mine klasse kammerater fortalte at han dødkede sig som lille(før han kom i skole). For hans mor var den eneste hjemmegående, der hvor han boede. Og når de andre var i børnhave. Måtte han tulle rundt derhjemme og kede sig bravt. Det er altså begrænset hvor meget en mor eller far kan holde børn beskæftiget.

Jeg kan jo så være lige så snævertsynet og se på et eksempel, hvor de har det fint med vuggestue/børnhave.
Min søster har 4 børn og de 3 har været i børnhave. De var dælme nogen gange svære til at overtale til at nu skulle de altså hjem. For de legede lige så godt.
Og de tre yngste er så ikke skadet af at gå i instituation, de er lige så harmoniske og livlige som den ældste.

Så fordi du(eller jeg) kender een person, er det ikke nok, til at være evidens, Som det så fint hedder.

Henrik Brøndum

Dybt skuffende artikel fra professor ved mit gamle universitet. Det staar klart i det kommunistiske manifest at boerneopdragelse er statens ansvar - hvorfor skal BUPL's gode arbejde undermineres paa denne maade?

Peter Nielsen

Er denne artikel i virkeligheden ikke bare en stærk kritik af staten og dens intervention i borgernes private anliggender - det være sig børneopdragelse som alt muligt andet?

Kirsten Bjerrum

”Er denne artikel i virkeligheden ikke bare en stærk kritik af staten og dens intervention i borgernes private anliggender - det være sig børneopdragelse som alt muligt andet?”

Sådan kan artiklen godt læses, men jeg tænker, at denne kritik af statens intervention kan gives ud fra meget forskellige motiver. Ud fra et ideologisk, konservativt perspektiv, som handler om privatlivets fred og børnene som forældrenes ejendom. Eller ud fra et kulturkritisk perspektiv, som bekymrer sig om at beskytte de særlige kvaliteter, civilsamfundet rummer. For blot at nævne de to perspektiver, jeg umiddelbart kan få øje på. :0) Og her tilslutter jeg mig absolut det sidste.

Hvad Kampmann gør, kan jeg ikke vide. Men ser man på hans øvrige forfatterskab, er der ikke mange konservative takter at spore.

Slettet Profil

“...et ideologisk, konservativt perspektiv, som handler om privatlivets fred og børnene som forældrenes ejendom” behøves ikke stride mod “...et kulturkritisk perspektiv, som bekymrer sig om at beskytte de særlige kvaliteter, civilsamfundet rummer” - Men kan man virkelig sætte spørgsmålstegn ved at den første er over den anden, I udgangspunktet, hvis nu de var i modstrid? Forhåbentligt ikke.

Karsten Aaen

Desværre er der ingen evidens for at det virker - altså det der med højtlæsning. Hvis bare forældre gider læse 20 minutter om dagen med deres børn, ja så er alt vel godt.

Nej, det er ej. Og selvom det kan være hyggeligt at læse 20 minutter om dagen så hjælper det altså kun noget, hvis forældrene er i stand til at tale med børnene om det læste. Og det er det altså kun middel-klasse-forældrene der kan.

Og nej, der skal aldeles ikke foregå (bevidst) læring i sofaen derhjemme . her skal børn hoppe, synge, danske og bar være sammen med deres familie - i det som Habermas engang kaldte for livs-verdenen. System-verdenen - som Habermas - også kaldte det æder sig ind på livs-verdenen og nu er den åbenbart også begyndt at æde sig ind på familiens område. Er enig med både Peter Jensen og Kirsten Bjerrums indlæg.

Hele diskussionen omkring læring i vuggestuer - og børnehaver - falder også ind her. Ole Henrik Hansen - sammen med hans vejleder Stig Broström - er en af fortalerne for den såkaldt strukturelle pædagogik, udviklet i Sovjetunionen, hvor meningen er at de voksne sætter nogle læringsmål for børnene, også i vuggestuer og børnehaver, som børnene skal leve op til. Netop fordi børnene her - og såmænd også i USA --skulle - og skal være - soldater i konkurrence-statens tjeneste.

Og fordi man tror fra politisk hold, at man kan lære børnene i vuggestuen det man lærer dem i børnehaven i dag og at man kan lære børnene i børnehaveklassen det man lærer børnene i 1.klasse i dag. Al pædagogisk forskning viser at det kan man ikke, thi børn udvikler sig individuelt og skal have hjælp til at udvikle sig ud deres egen udviklingszone - Vygotsky kaldte dette zonen for nærmeste udvikling.

Men det synes man da vist at have glemt...

Maya Nielsen

Ja hvis man vil have en kile af indflydelse ind i en familie, så skal man være meget sikker på at resultatet er til gavn for ALLE I FAMILIEN og ikke blot endnu en byrde lagt på allerede pressede forældre, familierne er under pres i stedet for at forlange, kan man i stedet tilbyde hjælp og kurser til de, der har lyst, og lad dem endeligt kunne have KALORIUS med ved seancerne eller tilbyde pasning imens.

vi skal passe meget på ikke at flytte staten ind i familien og at ville fjernstyre den...

jeg går ikke ind for kommunistisk statsejede familier, det dur ikke i praksis og børn kan ikke tilhøre et kollektiv, sådan er deres behov og længsler og tilknytning ikke skruet sammen.Menneskebørn er egnet til at have konkrete IKKE SKIFTENDE forældre som de knytter sig unikt og særdeles stærkt til ,alt andet er sekundært....selv selvhøjtidelige pædagoger, sagsbehandlere og politikkere er sekundære og deres holdninger ligeså, om de kan fatte det eller ej,......

Kirsten Bjerrum

@ Kristian Bevan. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg har overset en pointe her. :0) Apropos Kampmanns opfordring til at stå ved sine tvivl. Lad mig forklare tankerne bag:

Når jeg vælger at skelne imellem et konservativt forsvar for familiens grænser, og et kulturkritisk ditto, er det fordi jeg ser nogle forskellige perspektiver heri. Tydeligst kan dette måske komme til udtryk, hvis man diskuterer forældres revselsesret. Ud fra et klassisk konservativt perspektiv vil man kunne anlægge det synspunkt, at staten og dens pædagogiske håndlangere i institutioner mv ikke skal blande sig i familiens indre anliggender, og at det hører til forældres ret at slå deres børn.
Jeg siger ikke, at konservative nødvendigvis har dette synspunkt. Slet ikke! Men det er en mulighed i den konservative ’rygdækning’ (som det vist hedder i argumentationsanalyse), som firkantet kan siges at være: ’privatlivets fred, og forældres ukrænkelige håndsret over deres børn’.
I et kulturkritisk perspektiv vil det nok give mere mening at se humanistisk på alle borgeres trivsel, inklusive børnene altså, som ikke trives med revselse.

Og det er i et humanistisk perspektiv, at jeg ser et problem for familiens børn og forældre, hvis staten vil indsætte læringsmål i familien, for det mener jeg ikke kærlighedsrelationerne i familien trives med. Familiens medlemmer har i dag så kort tid sammen, at der må værnes om denne tid, ligesom der må værnes om de særlige kvaliteter familien har. Både børn og voksne kan i dag siges at have brug for at kaste sig i sofaen og nyde, at der ikke er særlige målsætninger for selve øjeblikket. Det er værdifuldt samvær, som ikke skal forstyrres af dårlig samvittighed over at svigte diverse læringsmål. De forstyrrer kærligheden, og det har, som Peter Jensen så præcist beskriver, i sidste ende betydning for børnenes psykologiske sundhed.

Jeg er ikke ligeså bekymret over at der opstilles læringsmål for institutioner, eftersom det hører til den pædagogiske logik at ville forandre den anden. Det behøver ikke være et problem når det udspiller sig mellem pædagog og barn. En anden sag er så, at disse læringsmål sommetider lader til at forvride dagsordenen, og sigte blindt på udvalgte kompetencer, som man nu og her bilder sig ind er særligt nyttige.

I familien hører pædagogik imidlertid ikke hjemme, efter min mening. De gensidige krav der stilles i familien må have personlig grund i familiens medlemmer, og tage udgangspunkt i det samvær man skal have til at fungere. Ikke i statslige agendaer.

Synes jeg. Tror jeg nok. :0)

Slettet Profil

@Kirsten bjerrum. Tror også jeg er enig :-) Jeg mener bare at det du kalder et konservativt perspektiv er en forudsætning for dit humanistiske - Udefrakommende kan ikke indsætte læringsmål i familien, hvis forældrene ejer deres børn (og overholder deres basale forpligtigelser).

Ang. revselsesret-diskussionen, så syntes jeg den har været ved siden af; slår man ens børn opsiger man selv ens forpligtigelser, også må andre nødvendigvis tage over.

Der er uden tvivl mange kommende forældre, som vil være glade for at få lidt mere viden, om hvad de egentlig går ind til, når barnet bliver født. Derfor er det vel en god ide med et frivilligt tilbud om praktisk børnepsykologi for begyndere, som så kan kobles sammen med fødselsforberedelsen. Både velfungerende forældre og usikre tøvende nybagte ditto kan have stor glæde af det, og når det kommer til stykket, så kan os gamle bedsteforældre også have glæde og gavn af at lære det sidste nye om baby's udvikling og behov.

Så er der samtidig brug for kærlig støtte og omsorg til de nybagte, som har "indkøringsvanskeligheder". Her gælder det som altid om respekt for forældrene i arbejdet og samtidig kærlig coaching og praktisk hjælp. Tidlige tiltag (investering fra samfundet) kan i høj grad forebygge senere problemer, som kan være langt tungere og dyrere at hjælpe.

Daginstitutionerne har oplevet grimme sparetider - for tilsyneladende er politikerne for dumme til at indse, at lige her, når barnet er yngst, ja, så er der rigtig meget vi kan gøre for at opvæksten går godt, og vi får en god samfundsborger på langt sigt. Der er grænser for hvor kærlig omsorg een pædagog i ydertiderne med 60 børn kan levere....! Som samfund skulle vi skamme os over de vilkår vi giver de medarbejdere, som knokler for at vores børn har det godt! En stor tak til dem alle og meget bedre forhold skulle vi give dem!

Vores politikere er også for sløve til at indse, at børnefamilier har behov for mere tid - og derfor kunne meget vindes ved at tilbyde frivillig deltid med supplerende dagpenge for børnefamilier op til 7 års alderen. Tænk hvis samfundet ville gøre denne investering.... Ikke blot kunne det spare samfundet for stress behandlinger og stress skilsmisser, men det kunne sikre bedre og roligere barndom. Samtidig ville det skabe jobs for arbejdsløse, og børneforældrene ville stadig have tilknytning til arbejdsmarkedet. Det ville ikke koste mange penge - men sikken en forskel...!

Det er rigtigt at børn gerne vil lære! Men der skal være balance i indlæringen - den skal ikke være en PISA-Plage, som giver børnene en rædsel og afsky for læring fremover, og som kun tjener til katekismus-agtig-tvangs-og udenadslæring...

Det er kendetegnende for debatten i medierne om børns læring, at de eksperter, som vi har betalt mange penge for at forske i læring, JA, dem gider man ikke lytte til...

I stedet så tages hovedet under armen og i panisk stil så fæster man tillid til PISA-undersøgelser, som der først efter flere år er nogen, der gider tjekke - at de virkelig passer.... En politiker lemminge effekt så det basker.....! Vi smider lige barnet ud med badevandet og så finder vi senere ud af, at vores barn og badevand faktisk var helt i orden og nu bliver kopieret af andre. Imens har vi selv tabt det på gulvet.