Kronik

Er det i virkeligheden vores kultur, der er sindssyg?

I går anbefalede anklagemyndigheden, at Anders Behring Breivik får en behandlingsdom. Nu er det tid til, at nordmændene vender blikket mod deres kultur og samfund og spørger sig selv, om de har en aktie i tragedien. Om der skal satses mere på menneskelig indlevelsesevne og mindre på produktivitet
Vi har behov for hjælp til at få øje på hinanden som hele mennesker. Modernitetens mobilitet og de tiltagende sociale forskelle gør, at vores kendskab til de nærmeste mennesker omkring os bliver stadig mindre, skriver Niels Christie på baggrund af Breivik-sagen.

Vi har behov for hjælp til at få øje på hinanden som hele mennesker. Modernitetens mobilitet og de tiltagende sociale forskelle gør, at vores kendskab til de nærmeste mennesker omkring os bliver stadig mindre, skriver Niels Christie på baggrund af Breivik-sagen.

Alexander Widding

22. juni 2012

Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været så trist, og samtidig også så lykkelig over være norsk som i dagene umiddelbart efter den 22. juli sidste år. Det forfærdelige var sket, det kunne knap være værre. Men så var der reaktionerne. Højdepunktet var nok mødet foran Rådhuset to dage senere: roser, ikke had.

Og kloge ord fra kronprinsen, statsministeren og de politiske ordførere. Tårerne kom ikke fra krokodiller. Derpå fulgte blomstertoget. Så mange ville gå med, at man opgav at lave en ordnet procession. Man gik bare med. De døde blev begravet med værdighed. Statsministeren stod frem som en statsmand, og resten af det politiske system bestod også prøven.

Ikke alle bifalder dog reaktionerne. I Aftenposten skrev professor Nina Witoszek en kronik med overskriften: ’Djævlen og jomfruen’. Jomfruen er velsagtens os med vores reaktion på Breivik.

»Det, som er mest slående for forskere i moderne ondskabshistorie, er, at i det norske tilfælde er det ikke Anders Behring Breivik, som er anormal. Det er Norge, som er det,« skrev Witoszek. Hun mener, at Norge har været relativt forskånet for det sjælsfordærv, som forårsages af ondskabens kraft.

Mit modspørgsmål vil være: Hvad skal det tjene til at bringe ’ondskab’ ind i billedet, hvordan højner det vores forståelse?

Stadig menneske

Jeg har mødt et betragteligt antal mennesker, som har begået forfærdelige handlinger. Men aldrig en person, som jeg ville kalde ’ond’. Én, det ikke var muligt at se som et menneske. Handlinger kan være onde, som Breiviks 22. juli og som hans nazihilsen i retten. Men han er stadig et menneske.

At se mennesker som onde forenkler situationen og blokerer for modstrategier. En kugle i hans pande, og vi er blevet den onde kvit. At opfatte ham som sindssyg, er lige så ufrugtbart. Nogle formodede eksperter har sat latinske ord på ham. Ligegyldige ord. Men igen er vi blevet ham kvit. Igen har vi befriet os selv fra ham som en anledning til at overveje, om der kunne være noget ved os selv, ved Norge, vi burde forstå, siden noget sådant kan ske. Var ugerningen en gal mands værk, kan vi uforstyrret leve videre.

Mere frugtbart er det at tænke, at noget nær alle kan udføre forfærdelige, afskyelige handlinger. For så bliver det afgørende, hvor impulserne kommer fra: Det moralske klima, børn vokser op i og senere færdes i.

Umoralsk klima

Lad mig nævne fem hovedtræk ved den udvikling, vi er inde i. De drejer sig alle om grundforudsætningerne for nærhed, forudsætningerne for at kunne se hinanden som hele mennesker, forudsætninger, som er truet af den udvikling, vi er inde i.

1. Vi lever i en fredskultur. Men også med elementer af en krigskultur. Mens Breivik lagde sidste hånd på sit værk, sendte Norge jagerbombere til Libyen. Flyene gjorde en flot indsats i bombekampagnene, sagde både Obama og vores forsvarsminister.

2. Vi lever i et land med voksende afstand mellem fattig og rig – en afstand med alvorlige skadevirkninger.

3. Vi lever i et samfund, hvor børn og unge er gemt af vejen. Apartheid for børn. For at alle, som regnes for voksne, skal kunne deltage i arbejdslivet, må alle børn i Norge gå i børnehave. ’Gå’ er ikke altid er det rigtige ord, for mange begynder så tidligt, at de må bæres. Så følger 10 år med obligatorisk skole, og for de fleste yderligere tre år med mere uddannelse fulgt af endnu et betydeligt antal år på universiteter og højskoler. Først i 25-årsalderen regnes man omsider for voksen.

4. I disse institutioner skal der læres, prøves – og vejes og måles og findes frem til, hvem der er bedst. Det viser sig i hovedsagen at være dem med højt uddannede forældre. Engang var hovedmålet for undervisningen klart: Her skulle skabes ’gode samfundsborgere’. Men den slags kan ikke måles. Derfor koncentrerer man sig om at måle, hvem der er bedst til at reproducere kundskaber.

5. Vi lever i samfund, hvor menneskekontakt i betydelig grad er erstattet af elektronisk kontakt; ord og billeder på en skærm, ikke levende mennesker at røre ved, ikke mennesker med hud, ånde, lugt, varme og kropssprog som vigtige signaler.

Den, som opfandt en maskine, der kunne smelte alverdens fjernsynsskærme, ville efter min mening gøre menneskeheden en stor tjeneste.

Ikke fremad, tilbage

Og hvor vil jeg så hen med det? Fremad, siger alle de ansvarlige. Udviklingen må gå sin gang. Vi må udvikle os selv og landet.

Tilbage, vil jeg foreslå. I stedet for at lade os drive fremad af forestillinger om både ønskelig og uundgåelig udvikling og vækst kunne vi tænkes at befinde os på en bane med mange stationer. Vi ved ikke, hvor banen vil ende, vi har allerede passeret flere attraktive landskaber, men vi har også passeret stræk, hvor vi nødig ville stige af. Så bliver spørgsmålet vel: Er det sandsynligt, at vi til stadighed vil nå til smukkere eller bedre landskaber længere fremme, eller kunne det være en idé at stoppe toget, stige af og måske fundere lidt over, om der var noget, vi havde mistet?

Vi har ikke behov for mere vækst. Vi har nok. Vi har behov for at lære at dele. Og så har vi behov for hjælp til at få øje på hinanden, som hele mennesker. Modernitetens mobilitet og de tiltagende sociale forskelle gør, at vores kendskab til de nærmeste omkring os bliver stadig mindre. Når noget går galt, bliver eksperter indkaldt. Vores egne sociale kompetencer svækkes.

Den amerikanske filosof Martha Nussbaum siger noget vigtigt om dette: Vi lever i uvante situationer, omgivet af mennesker, vi ikke kender. Det er nye situationer, hvor vi behøver gammeldags kundskaber. Vi bar brug for poetens hjælp eller romanforfatterens eller andre kunstneres hjælp for at få viden om menneskers mærkværdighed.

Eller for at gribe tilbage til den grundlæggende tanke i det gamle skolesystem: Vi behøver en skole, som kan bidrage til at skabe gode medborgere. Vi har brug for en skole med egenskaber, som ikke kan kvantificeres ved noget måleredskab. Vi har ikke brug for den skole, som PISA og andre forenklede test tvinger os i retning af.

Men hvad så med væksten? Det er vel ikke helt utænkeligt, at den stopper af sig selv, eller at naturen sætter grænser, eller at vi omsider erkender, at den må stoppes.

Stop væksttoget

Der kan blive behov for kortere arbejdstider og deling af jobbene. Vi vil så tjene mindre, målt i penge. Men vi vil tjene mere i form af social kapital. Måske vi i en sådan proces kan få personligt overskud til at lade børn og unge slippe for en del af deres ophold i særinstitutionerne – så de kan komme ud til leg og voksent arbejde. Jeg forstår manden fra Irak, som under et af retsmøderne mod Breivik råbte hadefulde ord og kastede en sko imod ham. Breivik havde dræbt hans bror på Utøya. Men jeg er lykkelig over de 40.000 mennesker som ugen før forsamlede sig i centrum af Oslo by og sang om ’regnbuens børn’ – om mangfoldigheden med plads til alle.

 

 

Nils Christie er sociolog, professor i kriminologi ved Oslo Universitet. Som norsk kriminologis nestor har han i en menneskealder præget samfundsdebatten i Norge og er æresdoktor ved bl.a. Københavns Universitet

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Jorgensen

Så vidt jeg har forstået det, så var Breiviks opvækst så problematisk, at det er umuligt at forstå manden idag, hvis man ikke inddrager dette helt afgørende aspekt i forklaringen.

Som det er blevet nævnt - og fremhævet af Christie i indledningen - så viste den norske kultur sig at indeholde noget meget, meget fint med roser istedet for had, dagene efter mordene på de mange. Derfor må man i det mindste sige, at der er tale om en modsætningsfyldt kultur. Og en kulturkamp.

Der er jo ingen tvivl om, at Christie her benytter lejligheden til at give sin generelle - og i mine øjne meget vigtige og præcise - diagnose af det norske samfund.

Men man bør samtidig forstå, at Breiviks handlinger først og fremmest må forstås som udtryk for en dybt patologisk opvækst. Hvorfor det sociale arbejdes indsats overfor børns alvorlige opvækstproblemer i allerhøjeste grad bør prioriteres, hvis man vil undgå sådanne totalt forkvaklede menneskers sikre ideer om, hvad 'der bør gøres' for at skabe et bedre Norge.

Kig blot på Breviks støtter - ligesom på alle andre nynazistiske partimedlemmer, white supremacy osv. osv. - så vil man finde en helt enorm overrepræsentation af mennesker med en forkvaklet opvækst meget tilsvarende Breiviks.

Spar på pædagoger til hjælp i familier og i skoler, skolelærere, støttelærere, socialrådgivere, (statslige) opholdssteder osv. osv. Lad folk med ressourcer flytte længere væk fra belastede boligområder og lad som nabo være med at tage dig af, hvordan andre folks børn har det. Skab mere ulighed i samfundet med skattelettelser til de rige og ringere overførselsindkomster, så de fattige og udsatte familier og deres børn kan komme til at blive stadig mere marginaliseret og komme til at føle sig stadig mere forkerte osv. osv.

Det er recepten, hvis man støtte rekrutteringen af forkvaklede unge mennesker til foreninger og projekter a la Breviks ...

Det er som bekendt en recept, man har brugt mere og mere de senere årtier. Og som den danske regering også lige har sat i værk med - med prioritering af skattelettelser frem for velfærd og nedskæring af overførselsindkomsterne over de næste år. I USA har man altid brugt denne recept - ihvertfald de sidste 40 til 50 år. Og der kan man så også tydeligt se resultaterne. Det er sociologisk...

Sider