Kronik

Afghanistan-debat bygger på svagt grundlag

Både tilhængere og modstandere af indsatsen i Afghanistan forsøger at tage patent på sandheden om udviklingen i landet. De tager udgangspunkt i data, der kun giver et indirekte billede af konflikten
Afghanistan er uhyre kompliceret og udviklingen er meget forskellige afhængig af regionerne. Her flokke af du ved den hellige moské Hazrat-e Ali i Mazar-i Sharif .

Afghanistan er uhyre kompliceret og udviklingen er meget forskellige afhængig af regionerne. Her flokke af du ved den hellige moské Hazrat-e Ali i Mazar-i Sharif .

Johannes Eisele

27. juli 2012

Debatten om Afghanistan-konflikten har i mere end 11 år lidt af en væsentlig brist: De tal og indikatorer, som dominerer begge sider af debatten, indfanger ikke konfliktens kerne. De rammer forbi skiven.

Centrale tal på begge sider af debatten – så som antallet af skolebørn eller fjendtlige angreb – er i sig selv vigtige, men de giver i bedste fald kun et indirekte indblik i kernen af konflikten. Dermed har støtter og kritikere, med disse tal i hånden, konkurreret om at få patent på sandheden om udviklingen i Afghanistan – på falskt grundlag.

Hvad er så konfliktens kerne? Al teori tilsiger, at befolkningens aktive støtte er kernen i kampen mellem oprøreren og kontraoprøreren. Konflikten i Afghanistan er ingen undtagelse. Oprørerne (Taleban m.fl.) og kontraoprøreren (den afghanske stat) følger forskellige spilleregler og taktikker, men fælles for begge er, at de søger at maksimere deres opbakning i befolkningen og marginalisere modparten.

Staten vinder, hvis et tilstrækkeligt flertal i befolkningen tør vende oprørerne ryggen og bakke staten op eller i det mindste ikke modsætte sig den. Da vil oprørerne være isolerede og ude af stand til at rekruttere i tilstrækkelig grad eller bevæge sig frit blandt civilbefolkningen. Oprørerne vinder, hvis de kan mobilisere et tilstrækkeligt flertal i folket til at omvælte den politiske orden og dermed staten.

Fakta som antallet af fjendtlige angreb giver i bedste fald et indblik i konfliktens rammevilkår – f.eks. om statens forudsætninger for at højne sin opbakning i befolkningen øges – men de giver ikke et direkte indblik i, om det er staten eller oprørerne, som vinder terræn i kampen om befolkningens gunst.

Mangler på begge sider

Lad os se på et par eksempler på argumentationen fra begge sider af debatten. En ny rapport af Afghanistan ngo Safety Office, som løbende analyserer vilkårene for ngo’ernes indsats i Afghanistan, noterer en reduktion på 43 procent i antallet af fjendtlige angreb i første kvartal af 2012 sammenlignet med samme periode sidste år. Tendensen underbygges af flere rapporter.

Jeg deler vurderingen af, at der sker militære fremskridt – især i Helmand og Kandahar, Talebans traditionelle højborge i det sydlige Afghanistan. Fremskridtene er skrøbelige, men lovende. Men reduktionen i fjendtlige angreb fortæller os kun lidt om, hvorvidt oprørernes folkelige opbakning stiger eller aftager. Selv som indikator for konfliktens rammevilkår, er det tvivlsomt, hvad faldet i fjendtlige angreb dækker over. Det kan indikere et presset Taleban, et taktisk skift eller et midlertidigt tilbageslag.

Skeptikere fremhæver ofte antallet af civile tab som et argument for, at Afghanistan-konflikten ’går i den forkerte retning’. Jeg er enig i, at civile tab udstiller staten som svag og øger risikoen for, at lokalbefolkningen søger tilflugt hos andre, der kan garantere deres sikkerhed, herunder Taleban. Men igen er det uklart, hvordan det påvirker kampen om befolkningens gunst. Der er ingen tvivl om, at civile tab vanskeliggør statens indsats for at blive anset som legitim.

Men samtidigt har oprørerne ifølge FN langt de fleste civile drab på samvittigheden. De risikerer dermed at overspille deres hånd over for befolkningen. Det er igen svært at drage direkte slutninger fra antallet af civile tab til styrkeforholdet mellem staten og oprørerne i kampen om befolkningens støtte.

Folkets gunst

Udfordringen er at finde indikatorer, der indfanger konfliktens kerne. Hidtil har ingen ud fra troværdige og solide data kunnet fastslå præcis, i hvilken grad befolkningens gunst tilfalder oprørerne eller staten.

Adskillige undersøgelser har vist, at Talebans støtte i befolkningen er begrænset. Et stort flertal ønsker dem ikke tilbage til magten. Men afstanden mellem holdninger og handlinger er ofte stor, og det er befolkningens aktive positionering i den ene eller anden lejr, der afgør konfliktens udfald. En række tendenser kan dog bidrage til at løfte sløret for befolkningens aktive positionering.

For det første har der siden 2009 været et markant opsving i antallet af afghanere, der ønsker at blive optaget i de afghanske sikkerhedsstyrker. Økonomiske incitamenter syntes ikke alene at kunne forklare skiftet, og det kan være en strømpil i retning af, at flere tør vælge statens side.

For det andet sker der klare – om end stadig ikke udslagsgivende – fremskridt i reintegrationsprocessen, hvor oprørere på fodsoldatsniveau nedlægger våbnene og optages i et reintegrationsprogram. Fra oktober 2010 til december 2011 meldte ca. 3.000 oprører sig til programmet – en positiv udvikling, men tendensen har været for begrænset og gradvis til at vende konfliktens gang.

De første tre måneder i 2012 steg optagelsesraten imidlertid markant. Knap 900 oprørere valgte at stoppe kampen og indlede reintegrationen. Fortsætter stigningen – og det er der tegn på, at den gør – kan det for alvor stække oprørsbevægelsens muligheder for at yde modstand.

Tilsvarende kan to bekymrende tendenser fremhæves:

For det første er der fortsat få pashtunere fra syd og øst i landets hær. Det er tankevækkende, fordi flertallet af oprørselementernes rekrutter er pashtunske mænd fra syd og øst. Deres fravær i den nationale hær tyder på, at de i højere grad orienterer sig mod oprørselementerne, eller at de ikke tør melde sig under hærens faner af frygt for repressalier.

For det andet er der flere tegn på, at der blandt veluddannede, moderate afghanere er en stigende tendens til at søge asyl i udlandet. Selv om denne gruppe er blandt de største modstandere af Taleban, har en voksende mistillid til regeringen og frygt for fremtiden fået livet som flytning til at fremstå mere attråværdigt end at blive og kæmpe for, at staten vinder kampen over oprørene.

Mudret billede

Ser man på rammevilkårene for kampen om befolkningens gunst, er udviklingen også mudret.

Den mest lovende udvikling de seneste to år er den afghanske hærs fremgang. Hæren har, både kvantitativt og kvalitativt, taget store skridt fremad. I dag er den i forskellige faser af at have overtaget hovedansvaret for sikkerheden i områder, hvor ca. 75 pct. af befolkningen bor.

I de områder, hvor de afghanske sikkerhedsstyrker fik ansvaret i 2011, har de enten øget sikkerheden eller bevaret en stabil status quo. Statens kapacitet til at varetage sikkerheden kan blive afgørende for at overbevise et tilstrækkeligt flertal af afghanerne om, at de trygt kan bryde med oprørselementerne. Den mest bekymrende tendens er den fortsat meget begrænsede kapacitet i de civile statsinstitutioner. De civile institutioner på nationalt, provins- og distriktsniveau er ofte dysfunktionelle og præget af udbredt korruption.

I fraværet af fremskridt inden for statens levering af basale ydelser og kampen mod korruption, søger befolkningen til andre, ikke-statslige grupper, som kan dække deres mest basale behov. Den mulighed er Taleban dygtige til at udnytte.

Mange har stærke holdninger til Afghanistans udvikling. Problemet er, at begge sider af debatten ofte hviler deres argumenter på tal og indikatorer, som sjældent indfanger kernen i en yderst kompleks konflikt.

Vi bør forholde os skeptisk til alle, som fremfører kategoriske udsagn om udviklingen på basis af upræcist data.

 

 

 

Christian Bayer Tygesen er ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Selve sætningen "At samarbejde med en besættelsesmagt" lyder grimt i selve øregangen.

Hvis besættelsesmagten så oven i købet (i modsætning til tyskerne 1940-45) udtrykker deres dybeste foragt for kulturen i det besatte land (NATO generalsekretær AFR er kendt for sin aktive støtte til muhammed-tegningerne) - ja så er det en gåde, at nogen overhovedet kan forestille sig, at det ville være gået anderledes, end det faktisk gik.

Den første fejl var at alliere sig med de mest samarbejdsvillige klaner, fordi de samtidig var de i befolkningen mest forhadte krigsherrer.

Husk den største forbryder, er altid den mest charmerende og imødekommende !!!

Præcis samme fejl har man gjort flere steder i Afrika.

I fire programmer sætter forfatter, journalist og debattør, Carsten Jensen fokus på Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan.
Carsten Jensen har inviteret et væld af både danske og udenlandske gæster, der alle har beskæftiget sig indgående med krigen.

Carsten Jensen har rejst adskillige gange i det hærgede land, senest på reportagerejse hos de danske styrker i Helmand provinsen, og han har i de senere år været en af de mest ihærdige kritikere af krigen.

læs mere her, og lyt

http://www.radio24syv.dk/programmer/carsten-jensen-i-krig/

Personligt synes jeg at det er nærmest grinagtigt, at man indvaderer et land som aldrig har haft et demokratisk styre, hvor mange lever som i middelalderen, og forventer at lave det til et korruptionsfrit, tolerant, vestligt stemt miljø på 13 år.

Det tog amerikanerne flere årtier at rette op på Tyskland, hvor forholdene trods alt var meget gunstige (i høj grad fordi amerikanerne selv havde hånden i lommen), og befolkningen mindede meget om de allierede i sind og historie.

Hvordan kan man tro, at bare fordi vi har fået større våben, så kan vi lave en større mental ændring i en befolkning på mindre tid, i takt med at vi har færre og færre soldater, som rent faktisk interagerer med de lokale?

I det lys har afghanistanmissionen været i problemer fra starten. Underfinansieret og underbemandet.

Andreas Trägårdh

, .. og ikke et ord om CIA's interesser i at kontrollere verdens største opiums marked, om de amerikanske storbankers hvidvaskning af narko pengene dette marked genererer eller de gigantiske cash flow til Saudi Arabien.

Christian Bayer Tygesen -
Er du en microfon holder eller et papøre?
- Det er en opiums krig.

Det er da meget naturligt, at Taliban holder lav profil nu. På den måde kan de medvirke til at give indtryk af, at det går bedre for NATO, så de trækker sig hurtigere ud.
Så kan de i løbet af no-time tage over igen.
Men uanset hvad NATO gør, vil det ende med at Talibanerne tager magten, så derfor kan vi lige så godt overlade lortet til dem, hellere i dag end i morgen.
Jeg tor så heller ikke et sekund på at ret mange i befolkningen ønsker noget andet. Vi kan jo bare se, hvad der er "flygtningene" der kommer her til vil. De gør jo alt for at få indført tilsvarende forhold her til lands, som de har i deres højt elskede hjemland. Sååhhhh!!
Lad os komme ud NU.
Vi har allerede spildt alt for mange brave, danske liv på den dødssejler og ikke mindst de afsindigt mange milliarder det vanvid har kostet os.

Per Jongberg

Jeg synes det er fint, ja næsten rørende, at forfatteren forsøger at kigge på situationer fra flere sider ... og konkluderer, eller måske er overskriften ikke hans, at " debatten bygger på svagt grundlag".

Tillad mig at pege på, at en stor del af debatten i denne avises spalter "vistnok ... min vurdering" går på, at det store (danske) folketingsflertal, der nu i snart 11 år er bag vores indsats dernede, nu i snart 11 år totalt har fejlet mht til netop at forklare befolkningen ("os"), hvad det går ud på dernede, hvad "vores" indsats drejer sig om.

Jeg har læst artikler gennem årende, læst udtalelser fra politikere fra alle kroge af folketingsflertallet, jeg har sågar forsøgt mig på Folketingets hjemmesider ... beslutningsdokumenter, uddrag fra debatterne i tinget, osv ... uden at blive overbevist om, at "vi" ved, hvorfor vi er dernede, og i hvert fald uden at overbevise mig selv om samme.

Og netop dette er min prioritet nummer et : At forstå hvad det meget store folketingsflertal ville/ vil dernede.

Rent praktisk drejer det sig om udsendelse af unge mennesker udstyret med ret vidtrækkende beføjelser til udøvelse af vold ... mod mennesker, og også om "udsendelser" af ganske betragtelig af pengesummer ... , hvor de så end havner.

Naturligvis, for nu at komme tilbage til artiklen, ville jeg da også gerne forstå, hvad der foregår i det ret lille land ... lidt mindre end Frankrig, i den ret lille befolkning ... knapt halvdelen af den franske, og her er Carsten Jensens artikler sikkert gode at få forstand af, men i første og måske også anden og tredje række, vil jeg forstå, hvad Folketingsflertallet ville og stadig vil.

Henrik Darlie

"Afghanistan-debat bygger på svagt grundlag"

Det er vores deltagelse i krigen der hviler på et svagt grundlag, og så kan det da ikke undre nogen at debatten også gør det.

Gorm Petersen

Definitionen på en afghaner er en person, der gider ligge på lur i en iskold klippehule med sin Kalashnikov, og holde øje med fjendtlige klaner.

Vi danskere er ikke afghanere, og vi lærer forhåbentlig aldrig at blive det.

Ingen afghanere var medlemmer af Al Queda - og Taleban spillede ingen aktiv rolle for Osama og hans muntre svende.

Der var kun tale om at tillade en svigersøn husly, uden nogen form for beskyttelse i øvrigt.

Osama frabad sig eksplicit beskyttelse fra Taleban.

Ingen Talebanere bevogtede Osamas lejr, fordi de end ikke måtte komme i nærheden af den. Osama stolede nemlig ikke nok på afghanerne.

Begrundelsen skulle være frygt for fotografiapparater med telelinser. Lejren blev brugt til at træne udenlandske krigere - altså statsborgere i vestlige lande, hvis muligheder for at agere ville være ødelagt, hvis deres ansigter blev genkendt ud fra f.ex. et fotografi.

Så jo - der var en sammenhæng mellem Afghanistan og 11 sept. men den var meget svag. Hamborg og i særdeleshed - pilotskolen i Florida - spillede en langt større rolle.

Andreas Trägårdh

Gorm Petersen

I 2006 gik Dick Cheney netop ud og dementerede at der var en sammenhæng mellem al qaeda og 9/11. Og han slog ved den lejlighed også fast at det officielle USA aldrig har hævdet det. FOX NEWS har fået danmark til at begå krigsforbrydelser, angribe og besætte, plyndre, myrde og voldtage Afghanistan.

Det var pga. en forestående restsag om forsikringer og dækningen af 9/11. Noget teknisk jura omkring forholdende som skulle rave kartoflerne ud af ilden for nogle af hans støtter formoder jeg, ellers var de tvunget til at åbne op for posen.

Ifølge CIA var dem der sad i flyverne, de såkaldte kapere, lønnede informanter for CIA i opiums markedet i Afghanistan.

,.. og det slutter ikke der.

lene johansen

Hvad vi laver i Afghanistan - det samme som vi laver/lavede i Irak, Libyen (Syrien) snart Iran - vi laver ballade, myrder, stjæler, korrumperer osv ad nauseum...
Vi er USA´s nyttige idioter - og tror der falder lidt håndører´og nogle fede poster af.

Maskeret som indføre demokrati og hjælpe kvinder - selvom jeg VED at disse kvinder FRABEDER sig VORES indblanding.
De foretrækker deres liv og børn - LEVENDE.

Andreas Trägårdh

40% af dem der sidder i Guantanamo basen, er oprørere der er flygtet fra Kina til Pakistan? How convenient?
- Hvad er det for en handel de store "venner" har indgået?