Kronik

Claus Hjort spiller med mærkede kort

Claus Hjort Frederiksens argumenter for at afvise trepartsforhandlinger har ikke hold i virkeligheden. Hans ærinde er nok snarere at forberede det ideologiske grundlag for en Løkke Rasmussens genkomst som statsminister
31. juli 2012

Tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i Information erklæret, at Venstre ganske enkelt ikke kan forestille sig meningsfulde trepartsdrøftelser, hvis de kommer til magten. Anledning til, at partiet nu vil aflive den lange danske tradition for samarbejde mellem en regering og arbejdsmarkedets parter, er dette års aflyste trepartsforhandlinger.

Og de seneste trepartsforhandlinger endte da også resultatløst, da den nuværende finansminister Bjarne Corydon (S) trak stikket ud, inden forhandlingerne for alvor var kommet i gang.

Men er det nu også den reelle baggrund for Claus Hjort Frederiksens overraskende melding? Handler det i virkeligheden mere om grundlæggende Venstre-holdninger til den danske model? Svaret på det spørgsmål kan måske bedst findes ved at nærlæse Claus Hjort Frederiksens argumenter.

Ingen øget splittelse

Claus Hjort Frederiksens første argument er, at fagbevægelsen ikke længere opererer som en samlet enhed. En regering kan derfor ikke forvente en samlet aftale med den samlede fagbevægelse.

Det er en myte, at fagbevægelsen tidligere har optrådt mere samlet end i dag. Fagbevægelsen organiserer både de lavest lønnede og kortest uddannede og de højest lønnede og længst uddannede. Det giver naturligvis forskellige holdninger og vurderinger. Hvis noget overhovedet er nyt i den sammenhæng, må det være, at diskussioner om disse holdninger og vurderinger ikke længere bliver forsøgt skjult bag lukkede døre, som noget der ikke vedrører medlemmerne.

Den ofte fremhævede trepartsaftale – Fælleserklæringen – i 1987 havde så sandelig også en forhistorie med betydelige uenigheder og ret voldsomme meningsbrydninger på LO-siden. Det foregik blot bag hermetisk lukkede døre, som først mange år efter er blevet åbnet gennem dagbøger og anden dokumentation.

For blot fem år siden kaldte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) det for en god dag for de offentligt ansatte, da regeringen i 2007 indgik en trepartsaftale med de offentlige arbejdsgivere og lønmodtagere, men FTF undsagde aftalen og blev først part i en selvstændig aftale senere. Det kan næppe kaldes fælles fodslag på lønmodtagersiden, men aftalen/erne kom i hus i sidste ende – ikke mindst i kraft af en meget målrettet finansminister. Nu vi er ved Claus Hjort Frederiksens krav om fælles fodslag, kunne man passende spørge, om arbejdsgiverne opererer med fælles fodslag, så en regering kan forvente én samlet aftale?

Arbejdsgivere også uenige

Den såkaldte helhedsløsning i 1963 startede som en trepart, men sluttede som folketingsafstemninger, fordi Dansk Arbejdsgiverforening vendte tommelfingeren nedad.

Ved dette års forhandlinger gik Dansk Arbejdsgiverforening og Kommunernes Landsforening ud med hver deres ultimative krav om henholdsvis rene folketingsbeslutninger om mere arbejde og veto mod at diskutere fuldtidsansættelse.

Så, jo, der kan også være uenigheder på arbejdsgiversiden.

Noget andet er, om arbejdsmarkedets parter kan forvente, at en regering har sit bagland på plads.

Under trepartsforhandlingerne i 2007 skød oppositionen med skarpt, og ved forhandlingerne i 2012, hvor opposition og regering havde byttet stole, gik Venstre endnu længere og truede med at ændre dele af en eventuel aftale.

For arbejdsmarkedets parter er en trepartsaftale i sagens natur ikke blot en aftale med en regering, men derimod en aftale forhandlet af en regering på vegne af Folketinget. Og her kan man da vist roligt fastslå, at der typisk ikke har været det helt store fodslag mellem Folketingets partier.

Når trepartssamarbejde lykkes, er det altså sjældent på grund af, men snarere på trods af fælles fodslag inden for hver af de tre parter.

Svag medlemsopbakning

Et andet argument mod fremtidige trepartsforhandlinger er, at politisk støtte fra parterne til partier ødelægger trepartsforhandlinger. Egentlig kan det gøres kort:

Hvis Venstre ikke kan forestille sig trepartsaftaler i fremtiden, fordi nogle i fagbevægelsen fortsat yder støtte til partier til venstre i folketingssalen, skulle en socialdemokratisk ledet regering så afvise trepart, fordi Dansk Arbejdsgiverforening og andre arbejdsgiverorganisationer fortsat yder økonomisk støtte til partier i højre side af salen? Hvis det var virkeligheden, ville trepart aldrig være opstået. Men det er den til glæde for alle tre parter uanset regeringsfarven.

Et tredje argument lyder, at fagbevægelsen er for svag til at lave aftaler. Det er rigtigt, at LO-forbundene organiserer færre lønmodtagere. Det har både naturlige og unaturlige årsager. Arbejdsstyrken bliver mindre, og jobbene forskyder sig uddannelsesmæssigt mod de længere uddannedes organisationer, men organisationsprocenten falder også foruroligende. Selv om Dansk Arbejdsgiverforening har fået flere medlemmer, er færre lønmodtagere i dag dækket af en overenskomst, så også her er udviklingen foruroligende.

Men vender man det samme parameter mod Christiansborg, er udviklingen ikke blot foruroligende. Den er direkte katastrofal: Partiernes medlemmer er gennem årtier fosset ud. I 1960 var der 600.000, i 2009 kun 155.000. Målt med Claus Hjorth Frederiksens målestok, er det endog meget svage partier, arbejdsmarkedets parter møder ved trepartsbordet.

Her kan man indvende, at alle danskere til gengæld har mulighed for at stemme på de efterhånden næsten medlemsløse partier, og det gør selvfølgelig en forskel.

Men det ændrer ikke på, at organisationsprocenten bag den tredje part – regering og Folketinget – skal findes ved hjælp af mikroskop. Til sammenligning er arbejdsgiverne og lønmodtagernes organisationsprocenter trods alt stadig til at få øje på med det blotte øje.

Ideologisk kamp

Alt i alt virker Claus Hjort Frederiksens argumenter ikke overbevisende. Så når alt kommer til alt, er det langt mere sandsynligt, at forklaringen på Venstres dødsdom over trepartsinstitutionen skal findes hos Venstre selv.

Den første Fogh Rasmussen-regering viste ikke den store interesse for arbejdsmarkedets parter. Den anden Fogh Rasmussen-regering flyttede sig betydeligt og gjorde i langt højere grad brug af trepartsmuligheden, mens Løkke Rasmussen-regeringen helt opgav arbejdsmarkedets parter – i det mindste den del af arbejdsmarkedets parter, som ikke hører til blandt partiets sponsorer. Mon ikke Claus Hjort Frederiksen har haft en vigtig rolle som strateg i alle tre regeringer?

Og mon ikke hans fatwa mod trepartsinstitutionen – her i den permanente valgkamp – er et led forberedelsen af det ideologiske grundlag for endnu en Løkke Rasmussen-regering?

Claus Hjort Frederiksen er blevet kendt som ham, der slog fast, at reformerne af det danske samfund skal ske skridt for skridt, så danskerne kan følge med. Det, han nu lægger op til i forhold til arbejdsmarkedet og arbejdsmarkedets parter, er et kvantespring.

Det vil være synd og skam, hvis en sådan strategi lykkes. I 100 år har trepartsinstitutionen spillet en afgørende rolle. Nogle gange med succes, andre gange uden, men altid med arbejdsmarkedets parter som helt centrale spillere i at løse arbejdsmarkedets problemer – enten alene eller sammen med statsmagten.

Det er den succeshistorie, som Claus Hjort Frederiksen nu sætter i spil. Og det vel at mærke i et spil med mærkede kort.

 

 

 

Dennis Kristensen er formand for FOA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorbjørn Thiesen

Det er helt klart at CHF kun fører idelogiske argumenter frem, for at tryne alt hvad der har med fagbevægelsen at gøre. Fagbevægelse er det skjold, der kan forhindre det overgreb mod det danske og ganske stabile samfund, som Liberalisterne dvs., de fundamentalistiske plattenslageere på højre fløjen ikke kan døje. For de vil helst have alle grænser for for deres asociale fremfærd væk.
Jeg vil opfordre alle til at gå ind på hjemmesiden: forbryderalbum.dk Der er en oplistning af alle de lov overtrædelse Fogh, CHF, og Lars Løkke begik i løbet af 00erne. Det er spændende læsning.
Så næste gang stem rødt. Der er kun et parti tilbage der vil føre en social og solidarisk politik Enhedslisten.

Søren Kramer

Claus Hjort har set herfra ikke meget andet at byde ind med end ambitionen om magt.

Jeg har svært ved at se hvilken idiologisk kamp han er ude i og hvad han faktisk vil, da der jo netop har været en slingrekurs på området. Manden er jo konstant i valgkamp og har været det altid.

Der har ikke været resultat af trepartsforhandlingerne i over 25 år, så på den led er det også svært at se hvordan en afvisning af dem skulle være et opgør med den "Danske model". Den succeshistorie der ridses op er ved at være lidt vissen.

Artiklen er helt ok og får mig til at tænke over følgende spørgsmål: hvorfor bliver CHF ikke retsforfulgt for sine forbrydelser begået som beskæftigelsesminister?
Hvorfor skal han have lov at vælte rundt i sit ideologiske projekt og nedbryde landet?

Jeg kan ikke forstå, hvem der holder hånden over manden?

Som jeg husker citatet, er pointen snarere, at danskerne IKKE kan følge med i, hvad CHF og hans kumpaner laver på Borgen. Men vi taler jo også om manden, der synes, at DR og TV2s identiske sang-og-dans-programmer passende kan konkurrere om at holde danskernes opmærksom ude af emner, der rent faktisk har betydning i den verden, der omgiver os.

Hvorfor nogen er villige til at rapportere hans seneste eskapader, det går stadig over min forstand.

Niels Engelsted

@Peter
"Hvorfor nogen er villige til at rapportere hans seneste eskapader, det går stadig over min forstand."

Jeg tror, at det i redaktionens selvforståelse drejer sig om at skabe debat, når man rutinemæssigt tildeler højrefløjen så megen plads. Man slår sikkert dagligt hinanden på skuldrene og udbryder: 'Er vi ikke bare gode! Har Informations måske ikke de allerbedste debatter?'

På den anden side kan man ikke lade være at tænke, hvordan verden ville have set ud, hvis det altid havde været sådan. Tænk hvis den nystiftede Information havde sat en ære i at bringe udfordrende indlæg fra tyskerne, så--halløjsa hvor det kører--frihedskæmperne kunne blive hidset rigtigt op,

Fogh Rasmussen?
Var det ikke galningen, der troede og udtalte sig om at Nu har vi den krisefrie kapitalisme?
Det gør nogle gange næsten ondt at observere al det gylle Venstrepolitikere incl. Hjorten lukker ud.
Et retorisk spørgsmål: Skal vi sidde med hænderne under lårene og vente til han igen bliver "Beskæftigelsesminister" Fandme Nej.
John Hansen
Nu går EL´s folkehøringer igang i august-september;
Så er det sidste udkald for regeringen, hvis de vil undgå katastrofen.

Rasmus Kongshøj

Hvis der var retfærdighed til, blev manden sendt på et langvarigt jobsøgningskursus hos en privat aktør - afholdt bag tremmer.

Lise Lotte Rahbek

Niels Engelsted

Det er også faldet mig ind flere gange - at information vælger at kolportere Ritzaus og højrefløjens personligheder og synsvinkler i en ret stor udstrækning, netop for at skabe debat her i kommentar-feltet og for at undgå at få skudt i skoene, at de er ensidige.
Det kan dog også blive for meget. Man skulle vel nødig antage avisen for en af utallige andre højrefløjs-talsrør.

Ja; det er interessant, når det drejer sig om mediestuntet vejlegården, så er fagbevægelsen for stærk - Når det drejer sig om at forhandle trepart så er fagbevægelsen for svag.
Kan venstre overhovedet finde ud hvad de mener?

Ang. Hjorten.
Jeg kan huske under den forrige højkonjunktur, som heldigvis ikke blev ved, at CHF udtalte sig sådan om de arbejdsløse:
"De skal stresses, så de ikke kan kende sig selv"
Der var ingen tvivl om, at manden mente det.
Jeg kan ikke acceptre en sådan mangel på manglede respekt for mennesker, der er blevet marginaliseret.
John Hansen
Apropos en vedvarende højkonjunktur: Vi ser allerde nu de klimamæssige resultater af næsten 20 års vækstøkonomi.Det er ikke gået op for klimabenægterne og vækstforekæmperne.
Efter min mening har de sat sig selv uden for døren i forhold til at beslutte hvilken vej vi skal gå.

steen jensen

" John Hansen
"Nu går EL´s folkehøringer igang i august-september;
Så er det sidste udkald for regeringen, hvis de vil undgå katastrofen.

Er det starten på revolutionen vi her aner ?

" Partiernes medlemmer er gennem årtier fosset ud. I 1960 var der 600.000, i 2009 kun 155.000."

Dette kan vel nærmest betegnes som et demokratisk problem.

Det vil sige at det er de samme tordenskjolds soldater der opstiller kandidater til folketingsvalgene.

Hvis man nu kunne formå nogle flere mennesker til at melde sig ind i de partier de stemmer på, så ville man nok få en større diversitet i folketinget.

Det kunne jo være at det usandsynlige ville ske - at der blev så mange fornuftige medlemmer i venstre at typer som Claus Hjort Frederiksen ikke blev stillet op.

@Steen Jensen
Hvis du er lidt inde i EL´s politik, så ved du også, at der skal være offenlige høringer, hvor EL vil sondere terrænnet i forhold til hvordan de skal forholde sig i forbindelse med Finanslovsforhandlingerne.
Det synes jeg er et meget demokratisk træk, som de øvrige partier kunne lære meget af.
Men hovedpointen er at trække S-SF til venstre
John Hansen

Steffen Gliese

Søren List, ja, det er det afgørende problem med folkestyret: at folket vælger det fra. Når man samtidig husker, at befolkningen også var mindre dengang, så procentdelen af partimedlemmer var højere, ser det endnu mere skralt ud.
Denne apati må skyldes enten passivitet eller opgivenhed. Hvorfor det er kommet så vidt, forstår jeg dog godt, når jeg iagttager den politik, der er blevet ført i femten år, uanset regeringens sammensætning - politikerne arbejder henimod en helt anden fremtid, end ihvertfald jeg ønsker for mit land.

Til de læsere som måske ikke kan forstå de mange udsagn omkring, at Claus Hjort Frederiksen burde sidde og ruske tremmer er der herunder muligheden for at læse og høre alt om hans ekskader ud i div. ulovligheder som Beskæftigelsesminister i den daværende VK regering, støttet af det store 0

Journalist Jesper Tynell, DR, som har modtaget en Cavling pris for sin grundige jounalistik i denne sag,har i en række indslag i Orientering på P1 dokumenteret, hvordan daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og groft vildledte Folketinget.

LÆS og HØR ALT om de kriminelle forhold begået af Claus Hjort Frederiksen på Danmarks Radio, Orientering

http:// www.dr.dk/P1/orientering/Temaer/Tema+2009/20090702114654_1.htm

@Søren List og Peter Hansen
Måske kunne det være en ide med rotationsregler i folketinget.
Det kan sagtens lade sig gøre, hvis viljen er der.
Men problemet med de etablerede, gamle partier er at de er levebrødspolitikere: For Venstre og de borgerlige partiers vedkommende har de endda ret til at bestride flere job samtidig med at de sidder i tinget.
Bare tag eteksempel som Rønn Hornbeck, Hun beklædte en politimesterpost et eller andet sted samtidig med at hun sad i folketinget. Det gør hun iøvrigt stadig. Og eksemplerne er mangfoldige.
Grådigheden har ingen grænser.

.
John Hansen

@Peter Hansen

Folk har simpelthen for travlt med at holde skindet på næsen til, at de har overskud til engagere sig i et politisk parti.
Det samme gør sig gældende med hensyn til faglig aktivitet.
Faglig aktivitet og partipolitik hører ikke til de områder der bliver prioriteret højest.
Vi har jo i foregående årti lært at vores vigtigste prioritet er os selv.
Jeg ville ønske at jeg havde er svar på hvordan man bekæmper egoismen og styrker solidariteten, men jeg tror ikke at et sådant svar findes. Det kommer til at bero på ændringer i tidsånden og de er jo ikke sådan at forudse

Lise Lotte Rahbek

.. er det så underligt, at mennesker holder sig væk fra partipolitik,
hvor man ville kunne risikere at skulle konfronteres med en Claus Hjort Pedersen, en Inger Støjberg, en af sortepræsterne fra DF eller .. ohve, Joakim B. Olsen som ikke står tilbage for at svine borgere til for åben skærm?

Jeg synes det er soleklart at mange tænker, at hvis politik bare tilnærmelsesvist ligner det gedemarked vi præsenteres for i medierne,
så holder jeg mig væk.

@Peter Hansen

I virkeligheden er repræsentativt demokrati slet ikke nødvendigt mere.
repræsentativt demokrati må nærmest betragtes som en nødløsning fordi det ikke var muligt for folket som helhed at give deres mening til kende.
Men det er muligt i dag hvor man kan stemme over nettet - Du logger på med nem id og afgiver din stemme - nemt og sikkert - hvis det er sikkert nok til at lave bankforretninger med så er det nok også sikkert nok til at afgive en stemme med.
Det vil sige at der uden problemer kunne laves direkte demokrati hvor befolkningen kunne stemme om de vigtige ting eksempelvis finansloven.
Teknologien har rent faktisk overflødiggjort det repræsentative demokrati.

Gorm Petersen

Så længe den politik der gennemføres, er den politik VKR gik til valg på, har pressemonopolet ingen interesse i at udskifte den nuværende regering.

Klaus Hjorth og Lars Løkke må væbne sig med tålmodighed.

Steffen Gliese

Desværre, Søren List, er der i teknologien en afstand, som er ansvarsforflygtigende, og som derfor ikke gør det muligt fuldkommen at afskaffe repræsentativitet. Ikke engang det radikale demokrati i Athen undlod at vælge få repræsentanter med afgrænset funktionsperiode og -område.
Som sådan er afstemning i et demokrati heller ikke optimalt, snarere er det bedst at erkende, at målene for alle objektivt set er de samme på en lang række områder.

Steffen Gliese

Kort sagt: selvom man bidrager med indlæg etc. via en skærm, er man stadig i høj grad i en observationsrolle, mens demokrati fordrer en oplevelse af deltagelse og påvirkningskraft.

@Peter Hansen

Jeg gør mig ingen forestillinger om at direkte demokrati er lige om hjørnet. Dels er taburetklister en uhyre stærk lim - dels ville det kræve en ganske omfattende ændring af grundloven, hvor der i par. 42, stk.6. er en masse forbehold i forhold til folkeafstemninger. - Eksempelvis så kan finansloven og andre økonomiske love ikke sættes til folkeafstemning.
Det jeg påpeger er, at det er teknisk muligt at lave direkte demokrati.
iøvrigt synes jeg, at du har ret i dit synspunkt om den afstand der ligger i teknologien.

Steffen Gliese

Man skal aldrig sige aldrg, Søren List, for et par årtier siden var Schweiz et skræmmebillede for visse danske politikere, nu er kendskabet blevet større - og på mange områder har schweizerne også vist sig mindre konservative end tidligere.

Lykke Johansen

Claus Hjort Frederiksen er et ualmindeligt usympatisk menneske med en menneskefjendskhed, der tangerer noget, der var "oppe i tiden" i 30-erne og 40-erne. Hans tilgang til syge mennesker (uden skelen til sygdommens art, eller graden af sygdom) er meget lig: "Arbeit macht frei".

Hvad skal vi med læger og medicin, når behandlingen - set med Claus Hjorts uempatiske øjne bare er at komme i gang med at arbejde:

http://www.ugebreveta4.dk/2008/200834/Baggrundoganalyse/Syge_presses_i_a...

Der står intet i artiklen om, hvad arbejdsgiverne siger til at få dybt deprimerede, stressede eller dødssyge mennesker i arbejde. Hvor effektive er de under deres sygdomme?

Og så et suk: Er den nye regerings taktik overfor de syge (og handicappede) spor bedre?