Klumme

Dårlig samvittighed

Få ting giver så dårlig samvittighed som ulæste bøger. Det har man heldigvis ferien til at rette op. Hvis man da bare kan få taget sig sammen
Debat
26. juli 2012

Hvorvidt man bliver klogere med alderen, er et åbent spørgsmål, hvis svar i høj grad afhænger af den spørgendes alder. Jeg kunne vove en arm og påstå, at sådan forholder det sig, men yngre medborgere ville givetvis gribe påstanden i flugten og returnere den med et »Ja, det tror du nok, dit dumme apparat!« Så lad mig i stedet lægge ud med et forsigtigt »belært af erfaringen«, for der er jeg vel næppe helt ude ved kanten af den tynde is.

Godt så. Belært af erfaringen har jeg denne gang ikke fyldt feriekufferten med, hvad jeg betegner som den dårlige samvittigheds litteratur. Her påtænkes ikke bøger, der kredser om de krige, væbnede etniske konflikter, urimelige overgreb og menneskeskabte katastrofer, jeg givetvis havde kunnet forhindre, hvis jeg blot engagerede sig en smule mere i verdens gang og ikke brugte så meget tid på at kradse huslejen ind.

Nej, det er de lødige (og som oftest også omfangsrige) værker, man i løbet af året er blevet skænket af velmenende sjæle, der i et væk er optaget af, at vi andre holder samme høje dannelsesniveau som dem selv. Og som nu hober sig op i et hjørne, hvor de stilfærdigt ligger og samler støv, mens deres tilstedeværelse hvisker: »Halvstuderede røver! Slette menneske! Åndsamøbe« og andre ubehagelige sandheder.

Så når der vanker lidt ferie (og jeg skriver med vilje ’lidt’), har det til dato været et fast ritual at skovle hele lortet i en kuffert med klar forventning om at få lortet læst under fremmed himmel. Der er der jo tid til det. Herregud, er der noget bedre end at ligge og slange sig på et hotelværelse med en bog og sin elskede indenfor rækkevidde? Fruen og jeg er nærmest verdensmestre i lige netop den disciplin, der føles både godt, rigtigt og retfærdigt, og så er det tilmed en übernice måde at genoplade de nedkørte batterier på.

Og så kan jeg huske (eller snarere: ikke glemme!), hvorledes min kære kollega Bo Green Jensen engang i tidernes morgen havde en artikel i Weekendavisen, hvor han i løbet af en sommer havde gnavet sig gennem noget i retning af hele Fremads Folkebibliotek. Det var en overvældende mængde tekst, han havde sendt gennem systemet. Tilmed liggende i en hængekøje, så vidt jeg husker. Det har siden stået for mig som et uopnåeligt ideal for en læsende gentleman, og jeg har altid gerne villet have gjort ham kunsten efter.

Men må med skam melde, at jeg aldrig tilnærmelsesvist har nået samme højder udi læsningens strenge, men også givende disciplin. Tværtimod efterlader jeg i mit kølvand et ordentligt bibliotek af kvart- og halvlæste bøger, hvor jeg er gået i stå, ikke nødvendigvis på grund af værkernes karakter endsige kvalitet, men fordi jeg ofte først når frem til denne intellektets oase ud på de små timer, hvor hovedet summer af deadlines, indkøbslister, madlavning, hundeture og menneskelig interaktion, hvorfor jeg efter en 10-12 sider såmænd falder i søvn.

Og bøger bør nu for så vidt muligt nydes i et stræk, i et sug af selvforglemmelse. For ellers finder man ikke det gode flow, hvor man følger den skrivende ud i enhver tænkelig afkrog for at få det hele med. Og der har jeg i årevis ment og tænkt og troet, at alle de i løbet af året ophobede bøger kunne fortæres i de kostbare døgn, hvor jeg ikke står til rådighed for enhver, der kunne tænke sig at udveksle mine kompetencer med om ikke cool cash så dog en rask bankoverførsel.

Men hallo! Ferie!! Hvad handler det om, andet end at gøre lige hvad der passer én? Fruen og jeg finder altid en boghandel og indkøber dér yderligere tekst i form af herligt skinnende engelsksprogede paperbacks af den art, hvor dybt kriminelle handlinger sætter plottet på skinner. Som vi så øjeblikkeligt kaster os over med noget, der til forveksling minder om fryden ved at skulke fra skole. Hvorfor den dårlige samvittigheds litteratur som tommelfingerregel er lige så ulæst ved hjemkomst som afrejse.

Men nu og her, hvor jeg sidder med udsigt til et smukt østjysk landskab, hober bøgerne sig ikke op derinde på værelset på samme måde som min kuffert ikke vejede et ton. Eneste medbragte bog er favoritten Mesteren og Margarita af Bulgakov. Den under jeg mig selv at læse. I et stræk. For ligesom at mildne overgangen fra dagenes dont til dette herlige driverliv. Yay!Og når det er gjort, er det tid til en røvfuld krimier på engelsk. Jo, gu er jeg blevet klogere med alderen.

 

Klaus Lynggaard er forfatter og anmelder

Ugens personlige klummer: Mandag: DerudefraTirsdag: KampzonerOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erneLørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Sig mig, er Mesteren og Margarita af Bulgakov kult?

Fra aldrig at have hørt derom, er jeg i dag også stødt derpå i Politiken, hvor skuespiller Søren Østergaard er begejstret.

Michael Kongstad Nielsen

Heller ikke jeg har hørt om det.
Hvad interesserer det forresten også mig, hvad en eller anden mig ubekendt person gerne vil læse i sin ferie af røvfulde krimier på engelsk.

Nå. Hvis det endelig skal være, så undrer det mig, at vedkommende ikke har taget Platons "Staten" med. Eller Kants "Hvad er oplysning". Så kunne vedkommende måske komme ud over sig selv. Ikke fordi jeg ved om det skulle være nødvendigt, men det er det tit for mange. Har jeg hørt.

Man kunne selvfølgelig også have foreslået noget sommerlet som Johan Borgens "Jenny og Påfuglen", en herlig sommerfortælling om livet på et lille norsk skærgårdspensionat med respekt for sig selv. En perle, fundet på en støvet reol.

Lise Lotte Rahbek

Dexter,
som er en temmelig ispindekold morder med hang til at splitte sine ofre ad i adskellige dele for at tilfredsstille sin 'mørke passager'
og som i bogform er et glimrende påfund af Jeff Lindsay,
får lov at holde at par mine sommerdage tempererede.
Helt uden dårlig samvittighed.