Kronik

Det danske arbejdsmarked risikerer italienske tilstande

Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, er det ikke kun skatteprocenter og dagpengesatser, vi skal skrue på. Vi må også genindføre en kultur, der honorerer de ansattes indsats og gør op med interessetimer, ubetalt overarbejde og ulønnet praktik
’Interessetimer’, hedder de timer, mange lægger ud over de 37 timer, de er ansat til, som man hverken får afspadsering eller overarbejdsbetaling for. Dagens kronikør kalder det for udnyttelse af arbejdskraft.

’Interessetimer’, hedder de timer, mange lægger ud over de 37 timer, de er ansat til, som man hverken får afspadsering eller overarbejdsbetaling for. Dagens kronikør kalder det for udnyttelse af arbejdskraft.

Christian Lindgren

7. juli 2012

I Danmark rynker vi bedrevidende brynene i bekymring over spanske, græske og italienske unges arbejdssituation og klapper os selv og hinanden på skuldrene over vores eget velfungerende arbejdsmarked. Det er ikke mere end tre år siden, jeg sad som studerende på CBS, aldeles målløs over, hvad italienske arbejdsgivere krævede i gratis arbejde af nyudklækkede kandidater – stakler, tænkte jeg; Godt det danske system beskytter os mod den slags udnyttelse herhjemme.

Men hov. Hvad er nu det, der prædikes på det danske arbejdsmarked: interessetimer … ? Timer, som arbejdstager uden betaling får lagt oven i sin almindelige arbejdstid.

Som færdiguddannet cand.ling.merc. fik jeg i 2011 hurtigt et fuldtidsarbejde i en prestigefyldt virksomhed. Lønnen var ganske vist ikke, hvad en fagforening ville have rådet mig til at bede om. Men bevares, man må jo starte et sted, tænkte jeg og priste mig lykkelig for i disse tider at modtage brutto 25.000 kroner plus en performance-afhængig bonus, der på årsbasis ville svare til yderligere to månedslønninger – havde det da været muligt at opnå den fuldt ud.

Uoverensstemmende værdier

Virksomhedskulturen – i dette tilfælde primært kode for ejerens ønske om højere tal på bundlinjen – betød imidlertid, at en arbejdsuge var væsentligt mere end 37 timer. Mit meget forsigtige bud er, at jeg i snit lagde 50 timer om ugen – nogle uger 70 og hverken tidlig morgen, sen aften eller weekenden var hellig. Interessetimer kaldte vi det. Om det er en dygtig retoriker, en snedig arbejdsgiver eller en usund kombination af de to, der har formuleret konceptet, forbliver uvist. Dog forstås det umiddelbart, at det ekstra tidsforbrug er i arbejdstagers interesse – en investering, der vil give afkast. Bare vent.

Jeg bed tænderne sammen og så frem til den årlige lønforhandling. Argumenterne for en solid lønforhøjelse hobede sig op, men da dagen oprandt, faldt ordene: »Der er blevet lagt mærke til, at når du kan gå kl. 17, gør du det.«

Jeg kunne ikke skjule min skuffelse og stod dagen efter med en fyringsseddel i hånden. Uoverensstemmelser i forhold til forventninger og værdier.

Udmattet efter et år, hvor jeg havde lagt ikke under 600 interessetimer, tænkte jeg, at det skulle være løgn og startede min egen virksomhed. For at undgå dagpengejunglen og det slag i ansigtet, jeg følte, det ville være ikke at kunne klare mig selv, tog jeg samtidig en deltidsstilling, der sikrede betaling af mine faste udgifter, mens min egen butik kom op at stå. Ok, deltidskontrakten lød ganske vist kun på otte timer ugentligt, så arbejdsgiver ikke var omfattet af funktionærloven, men jeg ville jo heldigvis hverken blive syg eller gravid lige foreløbig.

Da jeg forleden vendte problemstillingen med en veninde, mindede hun mig om, at markedet, udbud og efterspørgsel … tiderne … naturligt nok stiller arbejdstager dårligere.

Med høj risiko for at få samtlige økonomiske teoretikere og erhvervsfolk på nakken vil jeg dog erklære mig uenig. I modsætning til guld, brændsel og en flad mave er menneskelig tid, arbejdskraft og virkelyst ikke mindre værd, fordi det er tilgængeligt.

Jeg får kramper, når min italienske omgangskreds, der i deres hjemlige medier hører om det danske arbejdsmarked som et paradis med dagpengesystem og flexicurity, forstående siger: »Du skal da finde arbejde i en dansk virksomhed«.

De tror fuldt og fast på, at nærige virksomhedsledere og absurde ansættelseskontrakter kun findes i Sydeuropa. Jeg må skuffe dem. Begge ovennævnte eksempler er fra pæredanske virksomheder i det centrale København.

Jeg har kun været tilknyttet det private erhvervsliv, men som Eskil Halberg og Charlotte Kjærholm Pedersen gjorde opmærksom på i en kronik (24. maj), bliver også unge lærere m.fl. nærmest diskrimineret på arbejdsmarkedet – endda af deres egen fagforening. Det fører til, at de unge vender foreningerne ryggen, så de ender med at repræsentere og arbejde udelukkende for den ældre generation. Denne situation er velkendt i middelhavslandene, hvor den ikke just har styrket hverken fagforeningerne selv eller de unges situation.

Evighedspraktikanter

Det stigende antal færdiguddannede, som arbejder på praktikantvilkår, er en anden side af samme udfordring. Da jeg i løbet af min uddannelse var i praktik, var det ganske vist ulønnet, men det indgik dog som en del af studiet. Derfor modtog jeg SU, og opholdet gav ECTS-points svarende til et halvt semester. I dag er ung arbejdskraft så tilpas devalueret, at arbejdsgivere ansætter færdiguddannede praktikanter i stedet for lønnede medarbejdere. Den unge praktikant er naturligvis glad, for vedkommende har lyst til at arbejde, lyst til at blive en del af markedet, lyst til at give og gøre. De færreste ønsker at hejse det hvide flag og søge dagpenge. Men samtidig slår gratisarbejde skår i opfattelsen af, at ens tid, færdigheder og arbejdskraft har værdi. For mit eget vedkommende har det haft den besværlige konsekvens, at min i forvejen underudviklede evne til at sige nej er blevet yderligere svækket – når du én gang er blevet råbt ind i hovedet, at ’hvis ikke du vil, står der 60 andre i kø, der gerne vil, og som kan gøre det mindst lige så godt som dig,’ ligger det der med at stille selv minimale krav, såsom løn, meget langt væk.

Derfor lagde jeg troligt mine interessetimer, som dog nok mest var i virksomhedens interesse. Jeg kopierede således den italienske kultur, som jeg for få år siden sad og rystede på hovedet af.

Mens den italienske premierminister, Mario Monti, er ivrig efter at kopiere store dele af det danske, velfungerende system, præsenteres danske nyuddannede for underbetaling, gratis overarbejde og manglende rettigheder. Situationen er ikke ulig den, de italienske unge hidtil har oplevet som følge af bl.a. den notoriske artikel 18 i Italiens arbejdsmarkedslovgivning. Artiklen beskyttede den del af arbejdskraften, som allerede havde foden inden for på arbejdsmarkedet mod fyring, men den resulterede samtidig i en kraftigt reduceret jobsikkerhed og et grotesk lavt lønniveau for dem, der var på vej ind på arbejdsmarkedet.

Kulturrevolution, tak

Vi har i Danmark en relativt fornuftig og velment arbejdsmarkedslovgivning, men lige nu og med tiderne som den rungende, evigt berettigende undskyldning skrider det under os. Prisen, vi som unge, men også samfundet som sådan kommer til at betale, er væsentligt højere end en månedsløn.

I årevis har flertallet blandt både politikere og erhvervsfolk sunget med på budskabet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, primært med henblik på at reducere de offentlige udgifter til dagpenge mv. Jeg er bestemt en del af koret – selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde. Men måske er dagpengesatsen og skatteprocenten ikke de eneste parametre, vi kan skrue på. Måske kan vi også forsøge at (gen)indføre en kultur på det danske arbejdsmarked, der som udgangspunkt værdsætter de ansattes tid. Hvorfor er det kun de første 37 timer, der skal kunne betale sig?

Virkelysten er for mit vedkommende fortsat intakt, og de interessetimer, jeg lægger i min egen virksomhed, er en investering, jeg de fleste dage føler mig overbevist om, vil give et positivt output. Ikke desto mindre tager det tid at etablere sig som 100 procent selvforsørgende erhvervsdrivende – så hvem ved, om den danske stat alligevel inden længe modtager min ansøgning om supplerende dagpenge.

Karen Moesgaard er selvstændig statsautoriseret tolk og translatør og cand.ling.merc. i italiensk og interkulturelle markedsstudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Hvis der virkelig kan skabes arbejdspladser alene ved at øge udbruddet af arbejdskraft, skulle man tro det var en løsning som er særligt interessant i de sydeeuropæiske lande, når man tænker på hvor hårdt ramt de er af arbejdsløshed.

Lise Lotte Rahbek

Det er synd for de unge.
Det står ikke meget bedre til for de ældre.
Men hvis/når det hellige almindelige arbejdsmarked (tm) kan får generationerne til at kæmpe om det eksisterende arbejde indbyrdes,
så er det i al fald ikke synd for arbejdsgiverne.

Steffen Gliese

Søren Kristensen, du rammer lige i plet - det sydeuropæiske system bygger jo tydeligvis på den antagelse, at de sikrede i arbejde genererer nye arbejdspladser, der bringer de unge ind i folden. Det, kan man iagttage, er ikke tilfældet, så den godtroenhed, vore økonomer udtrykker, modbevises altså eftertrykkeligt af det sydeuropæiske arbejdsmarked.

Steffen Gliese

Sagen er, som det er påvist i andre debatter, at det aldrig vil kunne betale sig at arbejde, fordi den laveste løn altid vil befinde sig på eller omkring dagpenge-/kontanthjælps-niveau.
TIlfredsstillelsen ved ikke at være underlagt de absurde regler i de systemer får til gengæld sådan nogle som mig og sikkert en del andre til at nøjes med løn langt under det, de offentlige ydelser ville indbringe. Som det er, skræmmes folk væk fra det, der egentlig var deres ret som kompensation for nedlagte stillinger og forkerte prioriteringer.

Til Peter Hansen.

Hvis du kan finde et job, så har du ikke ret til "kompensation".

De off. ydelser må jo alt andet lige være for høje.

Hvilke jobs er det forresten, som giver "meget" mindre end off. forsørgelse

Lise Lotte Rahbek

Per Nielsen

Det drejer sig om deltidsstillinger,
som giver en mindre indtjening end en fuldtidsarbejdsløsheds-overførsel.

Men deltidsstillinger kan være at foretrække fremfor at blive udsat for mistænkeliggjort i diverse kontrolssystemer i systemdanmark,
som skal tilfredsstille de borgere, som har en indgroet og uhelbredelig mistillid til sine medmennesker, som lever anderledes end de selv gør.

Alan Strandbygaard

Altså...

Hvis øgelsen af arbejdsudbuddet automatisk skaber flere job, så behøver vi jo aldrig spekulere, for det vil jo med andre ord sige, at hver gang ledigheden stiger af sig selv, så vil den automatisk også generere flere arbejdspladser?

Andreas Trägårdh

Mennesket kan ikke leve meget længe uden et indtryk, der er tale om ganske får split sekunder. Uden nye indtryk vil det faktisk dø. Sindet er altid for langsomt til at kunne indhente realiteterne, så når identitetens sammenhængskæde springes da er det virkelig alvorligt.

En identitet er det vigtiske et menneske kan dyrke, det vil gå langt og snart sagt gøre hvad som helst for at opretholde; alt fra vold og løgn til kompromiser afståelse, for at virkeliggøre og realisere det såkaldte selv. Men identiteten har faktisk intet med individet at gøre, men alt med dets plads i sammenholdet at gøre. Derfor skal grunden i det vi på en måde snakker om; værdighed, identitet, arbejdsløshed, dannelse, u-kompetance, osv, findes et helt andet sted.

En stor del af krisen, jeg vil kalde det for den politisk ideologisk motiverede del, faktisk er integrations politikken der har været gennemført de sidste 15 år. Det er lykkes at med løgn og vold at overbevise folket om at man ikke alene kan men at man skal integreres i samfundet, selvom der intet fortilfælde eksistere i menneskeheden historie.

Mennesket er virkeligt, det er samfundet ikke. Det er en ide. Man har i årevis løjet og taklet menneskets virkelighed og den sunde fornuft løgnagtigt, voldeligt og i sidste ende samfundsnedbrydende.
I virkeligheden er samfundet det der opstår ud af integration. Integrationen er det der foregår i den enkelte individs udfoldelse - det som magt eliten har bekæmpet i år tier - i frihedens navn, under mottoet retten til at udtale sig!!

Martin B. Vestergaard

Nej, nej Alan, det er ikke det samme. Det er kun hver gang arbejdsløsheden stiger på grund af et liberalt politisk tiltag.

Andreas Trägårdh

Retten til at udtale sig har lukket lokalradioer, lukket kæften på arbejdspladserne, i skolerne som kører på nedsat kraft i lærestanden - halvt besat til vikar lønninger, og ikke mindst i de landsdækkende medier.

Krisen var et faktum allerede i år 1998 men den blev tiet, newspeaket og forvist af pommern til. Det er på så mange måder blevet bevist at der faktisk ikke er tale om en krise for dem der har skabt den; de kalder det for en >>100 år's chance!!!<< Politikerne, medierne og banker stod sammen i komplottet mod den sunde fornuft. Hvad drev dem - Hvad drev jer?

Andreas Trägårdh

Dem der producerer i samfundet er oftest dem der skylder mest, de står i dyb og livslang gæld til dem som intet bidrager med - bankerne. Det er tilgengæld dem der tjener mest men som intet producerer. Bankernes børn arver produktet af arbejdernes flid.

I en teknologisk tidsalder (der kun skaber mere arbejdsløshed!) kan man ikke længere tillade at udråbe arbejdspladsen som udtrykket for - det vi gør, er den bærende identitet. Det er bydende nødvendigt at der fremmes andre former for gøremål, at andre former for identiteter ser dagens lys, bliver lige værdige og funktionelle, og derfor på sigt kilde til nytænkning og gøren.

Andreas Trägårdh

... tabte lige et par linie for oven:

.....
Integrationen er det der foregår i den enkelte individs udfoldelse - det som magt eliten har bekæmpet i år tier - i frihedens navn, under mottoet retten til at udtale sig!!

Individet udtaler sig ikke, for det har intet at tilføje, for det er i-sig-selv sit eget udtryk. Det kan ikke forsvares eller forandres kun udfoldes og erfares. Det er altid nyt. Hvis individet skulle udtale sig, ville det reduceres sig til en gentagelse, et ekko af et samfunds ideal.

Da jeg forleden vendte problemstillingen med en veninde, mindede hun mig om, at markedet, udbud og efterspørgsel … tiderne … naturligt nok stiller arbejdstager dårligere.

Sådan har det jo altid været, for lidt arbejde til for mange hænder. Det var jo derfor man dannede fagforeninger, det er ganske almindelig klassekamp. Middelklassen har bare bildt sig selv ind at de ikke er en del af arbejderklassen, derfor er de nemme at narre.

Morten Sørensen

Vi er godt nok på halen i syvende potens. Hvem kan løse gåden om svindel og humbug sådan lige uden videre midt i krisen med det menneskelige materiale som faktor.
Dumt ad helvede til bliver det, uanset hvor mange falske sociale faktorer vi bringer i spil.
Dumt er mennesket, ikke mindst socialt forløjet i sin egennyttige overlevelseskamp.
Der var engang nogen, som håbede på fornuftens allIance og troede, at hjernen var en klog konstruktion med sociale tanker til følge,
Men disse naivister er historisk på linje med drømmen om det absolutte, fornuftige menneskes sammenbrud.
Rejs videre, idioter, og skab så den stupide ligestillingsverden eller tåbelige medievirkelighed, som giver flest penge i uvirkelighedens feminiserede medierverden. Køerne hersker, og de er dumme som...netop køer er...

Søren Kramer

1.

Det handler om at dele den løn der er

Ellers kan man ikke dele om arbejdet

Den logik skal lige fise ind ved dem der skulle være i tvivl

2.

Løsningen med at skabe nok arbejdspladser kan derefter ikke overlades til hverken marked (hvad det så end er) eller fagforeninger til at finde ud af, fordi det vil være på bekostning af dem der er udenfor, eller dem der er på kanten af arbejdsmarkedet.

De arbejdspladser kan kun oprettet i det offentlige.

Udfordringen i dag består i først at få alt løn ned med 20% og derefter holde den på en lavt niveau ved tvang, og derefter dele de arbejdsopgaver der er, ved tvang og oprette dem der mangler gennem offentlige arbejdspladser.

Der er ikke noget galt med at betale nyuddannede 25k om måneden. Hvad skulle problemet være med det? - hvis de kan præstere produktivitet for det er det da flot.

Det er bare uholdbart at give lærere eller politifolk ½ mill om året. Så står de nye dygtige lærere udenfor og kikker ind.

Det er så helvedes asocialt det samfund vi har. Og det er bundnaivt at tro at det handler om bankdirektører og modeller i finansministeriet.

Det er bare en afspejling af det psykotiske egotrip, hvor alle farer forvildede identitetssøgende rundt, og organiserer sig ind i fællesskaber der lever af at ekskludere andre. Ikke kun ned i bunden af hierakiet, men helt ud af hierakiet. Danmarks lærerforening som det tydeligste eksempel på både økonomisk og kulturel formørkelse.

Niels-Holger Nielsen

Arbejdsløshed betyder, at arbejderklassen kan få lov til at producere til de rige, men ikke til sig selv.

Andreas Trägårdh

Dersom vi kan acceptere vores begrænsninger, giver det et vist råderum, der gør at vi kan organisere vores resurser og når vi så gør det i et fællesskab får alle langt mere ud af det. Summen af delene tilsammen giver betydelig mere udbytte, et større momentum.

Det er ikke alle i samfundet der kan forstå deres begrænsning, enten af religiøse eller politisk årsager syntes det at tjene til andres fordel at sikre denne fordeling. Derfor er samfundets momentum, der er kolosalt uden sidestykke i historien, nogen forfordelt, dette er sat helt i system. De forfordelte ønske det selv. De stemmer sådan i dag.

Andreas Trägårdh

Selv realisering er den værste løgn og mest massive undertrykkelse sindet har produceret til dato. Med industrialiseringen er den kun blevet om muligt endnu mere grum og hensynsløs end den var under det såkaldt "protestantiske åg"

Dette var et eksempel på en såkaldt højtuddannet.

Men der er grund til at gøre opmærksom på, at også lavtuddannede unge over hele Europa er i en analog jobsituation.

F.eks. forventer både fastfood-kæder og egentlige restauranter, at unge arbejder helt gratis i en periode på op til 3 måneder.

Nogle steder begrundes dette med, at man (arbejdsgiveren) herved "kan vurderer deres kompetence" for jobbet, der som alle jo ved, er ekstremt lavlønnet.
Og andre steder kaldes det ligefrem for en oplæringsperiode. Altså oplæring over 3 måneder i at rydde af, tørre bordet og vaske op.

Andreas Trägårdh

Men det har jo stået på i årtier. Det var det samme tilbage i '80erne, med "dum-i-arbejd" og løntilskuds job, som udviklede sig til en regulær kædefabrik. 6 mnd. her og 6 mnd. der. Altid fyret når første del af kontrakten (de seks mnd.) var opfyldt og sjovt nok var der nok at tage af for arbejdsløsheds køen var kolossal blandt unge dengang. Det var helt umuligt at opbygge en ekspertise end sige en hæderlig porte folio. Man blev fyret selv om man var duelig og man oven i købet rente stærkt for man viste at situationen var kristisk - at man sandsynligvis blev fyret, i realiteten fordi man bare udgjorde billig arbejdskraft - sanktioneret af staten. Politikerne og fagforeningerne sked også dengang på situation, som især galt unge og fiflede med tallene når de dækkede hinandens røv. Det er dem der sidder på flæsket i dag - overalt i folketingssalen men nu er de langt mere erfarne, og de ved at mange af dem der klarede sig dengang i '80erne, holder kæft.

Steen Ole Rasmussen

Det er trods alt lidt opmuntrende at se, hvordan en, der ellers er flasket op med "den rigtige indstilling" på CBS, alligevel kommer i tvivl.

Behovet for solidaritet melder sig sammen med tvivlen, og opmærksomheden vender sig mod fagforeningernes rolle, historisk og nutidigt, syd på i Italien såvel som her, hvor det skulle være så godt, men hvor det faktisk er mindre godt eller lige frem skidt, som det hed i sangen og flipproletaren fra mellemkrigstiden.

Med et udbud af ungdomsarbejdskraft der overskrider den øjeblikkelige efterspørgsel med mere end 50 % i nogle regioner syd på, og hvor de egentlige arbejdsløshedstal her hos os er mangfoldigt større end de officielle, samtidigt med at de arbejdende "sælger sig selv gratis ud over de regulerede 37 timer" for i det mindste at kunne opretholde betalingen for de 37 timer – er der selvfølgelig grund til at se lidt nøjere på dogmerne, påstandene, troen på at udbuddet af arbejdskraft vil skabe sin egen efterspørgsel, sådan som det hedder sig på bjerget, i dronningens hus, økonomi- og indenrigsminister Margrethe d. I’s forstås.

Det turde sige sig selv. Og absurd er det lige frem, at det kan komme frem som et budskab her som der, som om at der er noget i det, der ikke for længst burde være så dokumenteret over alt i den forkromede sociale selvbeskrivelse. Det interessante er, at den nyuddannedes erfaringer er i stand til at fremstå som om der var en epokegørende erfaring her, som om hun ikke for længe siden burde have kendt forholdene og dogmernes mere realistiske forankring i tilværelsen, og dermed gennemskuet elendigheden, frem for at tro på loven om at udbuddet skaber sin egen efterspørgsel som andet end køberens slet skjulte forsøg på at sætte sit marked, køber af arbejdskrafts marked.

Hvor længe har man lov til at fortælle og bringe en nyhed til torvs, og servere den som en nyhed, før det kaldes falsk reklame. Hvis ikke det var fordi, man gentog dogmerne igen og igen alle andre steder, så ville ingen kunne bringe erfaringen af, at de ikke holder, som en nyhed igen og igen.

Jeg klapper ikke, ler ikke. Men græde, det er der heller ingen grund til. Livet på den lille avis er dom mest af alt en jammerdal.

Andreas Trägårdh

Løntilskudet dengang var tilbagebetalings forpligtiget, hvis den arbejdsløse begik kontraktbrud. Folk kunne dengang opleve at få sådan et krav medgift oven på fyrringen, tilmed hvis det drejede sig om at arbejdsgiveren ikke havde opfyldt sin del af kontrakten. Og det var jo slet ikke sikkert denne gjorde det, især ikke hvis man havde nogen indvendinger imod det "officielle" fyrrings grundlag.

steen ingvard nielsen

Mærk verden!

Hej igen venner.

Det er meget svært for mig det her, for jeg har en stor tilknytning til det Italienske samfund i og med, at jeg har været gift med en Italiensk pige og i og med, at jeg stadig har kontakt til hindes forældre.
Det er desværre rigtigt at der er store grupper af unge der må arbejde gratis for at komme ind på arbejdsmarkedet, det gælder bl.a. jurastuderende, arkitekter og sikkert mange andre grupper.

Jeg har selv arbejdet gratis fordi man fik at vide at det var normen, der sker desværre bare det at det det også bare resulterer i, at folk må arbejde i en del år uden løn og efterfølgende i en del år med en meget lav løn.
Til eksempel; en kollega jeg arbejdede sammen med fik 15.000 lire i timen med 10 års erfaring på tegnestue, det svarede til ca. 75kr./time dengang 91-92.

Det svarer ca. til 12.000 kr./md. Hvor en dansk arkitekt med 10 års erfaring på daværende tidspunkt tjente ca. 45.000- 50.000 kr./md.

D.v.s. at man først arbejder en del år uden løn og derefter en helt del år med en meget lav løn, det udhuler selvfølgelig muligheden for ordinære jobs på fornuftige vilkår.

Det gør selvfølgelig også at man kan få folk til at løbe stærkere for mindre men det betyder også at man kan holde mange mennesker udenfor en muligheden for en fornuftig indtjening.

At nogen mener, at vi har fået de samme forhold i Danmark overrasker mig ikke, men jeg håber på at vi kan lave fælles aftaler i EU som fastholder et fornuftigt løn niveau.

Som vi tit ser, betyder denne strategi, ikke at der kommer flere i arbejde det betyder blot at nogen stopper flere penge i lommen.

Men det korte og det lange er, at det jo ikke tyder på at det giver mere vækst og bedre konkurrence dygtighed, at vi groft udbytter og udnytter den arbejdsstyrke der er, eller værre den unge del af samme.

Mærk verden, lær af den.

Søren Kramer

Mange virksomhedsledere, og alle offentlige ledere, forvalter ikke egne men andres penge.

I deres søgning efter kortsigtet profit, vil de ikke blot betale sulteløn for at få gjort toiletterne rene, men de vil også betale en arkitekt alt for meget i løn, i forhold til, hvad der er konkurrence mæssigt forsvarligt på den lange bane. Og samfunsmæssigt ansvarligt.

Hanne Christensen

Der er en del, der bekymrer mig i Karen Moesgaards artikel.

Det er som om, Karen Moesgaard for det første tror, at gratisarbejdet er et helt ny fænomen i Danmark, og at det kun rammer hendes generation. Gratisarbejdet har eksisteret i mange år, men er et tiltagende fænomen, efterhånden som arbejdsgivere bliver opmærksom på muligheden.

Det er heller ikke rigtigt, at gratisarbejdet kun rammer de unge. Det rammer alle ledige uanset alder, og det rammer også syge mennesker.

Jeg mener også at Karen tager helt fejl i sit angreb på fagforeningerne, der kun interesserer sig for de ældre. Jeg er enig i, at fagforeningerne gør et skidt arbejde, men den manglende bekymring omfatter såvel unge som andre ledige og også de syge. Det er som om fagforeningerne kun kan favne dem, der har det bedst.

Det gratis overarbejde er heller ikke et nyt fænomen, hvad angår akademikere. Det er klart, at lønnen udhules gevaldigt, hvis man arbejder 10-20 timer over om ugen uden ekstra løn. Også her svigter fagforeningerne, høj som lav. Selv fagforeningerne synes at betragte det som interessetid. Jeg har tidligere for en del år siden henvendt mig sammen med nogle kollegaer til vores fagforening, da vi arbejde 400-800 timer gratis over om året. Det var fuldstændigt umuligt at skabe fagforeningens interesse herfor.

Fagforeningerne svigter høj som lav, ung som ældre.

Det er trist, at Karen Moesgaard i den grad fokuserer på sig selv. Det er lige før det bliver kvalmt. Omvendt er det også udmærket at turde udlevere sig selv som eksempel. Men jeg synes, hun kapper over i sit ensidige angreb på ældre. Som om det kun er hendes generation, og hende og hende og hende, der bliver ramt.

Hun vil heller ikke helt indset, at mantraet ”det skal kunne betale sig at arbejde”, er tomme paroler, der kun tjener et, nemlig at tryne dem der ikke har et arbejde, og få folk i arbejde til at mene, at det er de lediges egen skyld. De kan bare tage sig sammen. Det er med de selvsamme paroler, som skiftende regeringer har fået stemt stramninger – fx gratis virksomhedspraktikperioder – i gennem i folketinget. Så er det trist at se en ung CBS dimittend gøre brug af selvsamme parole uden at gennemskue det indholdsløse i frasen.

Kan vi ikke bare lukke den frase ned! Den har alene en mening, hvis det skulle forholde sig således, at der randt en masse ugidelige ledige rundt, der ikke gad arbejde. Alt andet giver ingen mening. Alligevel gentager den unge demittend sætningen, samtidig med hun kritiserer brugen i netop den situation, hun står i. Det er som om, Karen Moesgaard ikke kan se ud over egen næsetip. Og det er stærkt bekymrende.

For det er netop brug for, at unge som ældre, ledige som ansatte, gratisarbejdende praktikkanter og folk uden overarbejdsbetaling står sammen.

Og vi kan godt klandre arbejdsgiverne. Problemet er blot, at gratisarbejdet bliver en konkurrenceparameter. En af de mere beskidte slags. Men jeg ved, at stod jeg som virksomhedsejer i valget mellem at få min forretning til at køre og beholde de ordinært ansatte og give disse deres løn, mod at gå ned med både forretning og ansatte, ja, så valgte jeg også at benytte praktikanter, hvor skidt det end er.

Gratisarbejdet vil kun vokse, så længe befolkningen som sådan ikke siger stop. Og det STOP burde komme fra såvel fagforeninger som fra en rød regering. Det sker ikke.

Men er de ramte selv i gang med at splitte modstanden i grupperinger, fx som Karen Moesgaard, der peger fingre af de ældre og hulker over de unges forhold, ja, så opnår man aldrig at få vendt udviklingen. Modstanden skal samle sig. I dag arbejder 200-300.000 danskere i gratisindustrien. Det er ledige af enhver alder og det er syge mennesker. Og det bliver værre. Den nye førtidspension vil føre 5 cifrede antal nye gratister til markedet. Bl.a. i de såkaldte socio-økonomiske virksomheder, der er et meget, meget pænt ord for noget meget skidt, nemlig at virksomheden er baseret på et stort antal ansatte, de påstår at hjælpe, men som de reelt udnytter som gratis arbejdsplads.

Fremfor at splitte, Karen Moesgaard, bør du samle. Mange unge som folk i arbejde aner ikke eksistensen af den megen udnyttelse. Hvorfor opdagede du det ikke under dit studie. Hvorfor forsvarer du gratisordningen, hvis bare det giver ECTS-point? Kan du ikke se, at er det muligt det ene sted, er det svært at forsvare brugen et andet sted. Man bør ikke bøje, hvornår udnyttelse af folk er ok.

Jeg startede med at debattere på forskellige netmedier for 5-6 år siden. Jeg startede med et formål: At få standset gratisarbejdet. Jeg er enig i, at det er forkert at overarbejde ikke belønnes, men det står fortsat uden sammenligning med, når ledige som syge tvinges til at arbejde gratis uden reel løn.

Der er i dag kun eet parti i folketinget, der entydigt siger fra over for gratisarbejdet, og det er Enhedslisten. Det er ganske grotesk, at man skal sætte sin stemme på yderste venstrefløj, hvis man mener, at bekæmpelse af gratisarbejdet er den væsentligste politiske dagsorden. Jeg så gerne, om der var nogle der startede et parti op hen over midten, der også havde humanisme på sit politiske program. En humanisme, der betyder, at man ikke skal sende syge mennesker ud på fattiggården, at man skal fokusere på, at syge mennesker kan blive raske og ikke på, om de nu har 5, 10 eller 25 % resterhvervsevne der kan udnyttes. Og ledige skal selvfølgelig i arbejde om muligt, men selvfølgelig også til ordinær løn. Og samtidigt skal der fokus på, at vi har et ordentligt arbejdsmiljø, så vi alle kan gå glade på arbejde. Mobning og udnyttelse af ansatte i alle dets former bør ikke finde sted. Hvis man invaliderer en person i en trafikulykke kan det koste en både frihedsstraf og økonomisk erstatning. Men invalideres en ansat på en arbejdsplads har det ingen følger for virksomheden. Det ses i hvert fald yderst sjældent.

Da vi fik en rød regering håbede jeg, at udviklingen kunne vendes. Men jeg nærede ingen tiltro til hverken Helle Thorning eller Margrethe Vestager. Min mistænksomhed holdt stik. Vi har blot fået en ny blå regering. Men jeg tror på, at man sagtens kan have en sund økonomisk politik, der kan samspille med en human politik. Faktisk tror jeg – og udviklingen viser det også – , at politisk kynisme også bærer andre kriser med sig. For mig at se, er finanskrisen forårsaget af samme mentale tankegods som klapjagten på ledige og syge. Det er en mental tilstand af grådighed og kynisme. En mentaltilstand der også er setup’et, når regeringer i blind tiltro til bankbosser af enhver art, totalt overser at nogle af disse bankbosser i en grådig jagt på afkast, har satset i pyramideagtige ejendomsspekulationer, der har sendt banken ud i en risiko, disse banker endte med at gå ned på.

Kynismen som drivkraft er på alle måder usund. Og trods man skulle mene at finanskrisen skulle have vækket til besindelse, er der endnu ikke sket et opgør med kynismen. Derfor spår jeg, at vi fortsat vil se såvel utallige menneskelige tragedier, finanskriser og at udbytningen af gratis arbejdskraft kun vil stige.

Hanne Christensen

Karen Moesgaard er frustreret og vred.

Frustreret fordi hun for ganske få år siden troede på Claus Hjorts og hele højrefløjens mantra om, at det skulle kunne betale sig at give den en skalde.

Så Karen har knoklet og også fåeten kandidatgrad, alt det som højrefløjen sagde hun skulle og som de sagde ville belønne sig. Det skulle kunne betale sig at arbejde.

Karen holder fortsat ved mantraet og måske også til højrefløjen som hun forsøger at please ved at gentage deres parole.

For hvad skal man stille op som ung kvinde fuld af mod og tro på fremtiden. Masser af energi, som man troede skulle bruges at skabe hus, hjem og formue. Og ikke på at skrive ansøgninger og sikre, man lever op til jobcentrets krav. Og slet ikke lande blandt dem, man tidligere så ned på. De ledige. Så hellere starte op som selvstændig og tage rengøringsjob e.l. som bijob, sålænge selvstændigheden ikke kan skaffe brød på bordet. Så kan du kæmpe med dobbeltarbejde og dobbelt frustration.

Måske skulle du nemlig tage skridtet og erkende at din barndoms- og ungdomstro må kastes på møddingen. At du blev narret. At alle dem du satte din lid til,var båret frem af grådighed og kynisme. Og at dem du troede på, var ligeglad med mantraet "det skal kunne betale sig at arbejde", men misbrugte det til løntrykkeri og en accept af, at folk blev sendt på fattigdomsmøddingen for at skaffe skattelettelser til de bedst stillede.

For du kan jo gå den ene lovparagraf igennem efter den næste og så konstatere, at der for netop disse grupper samtidig er skabt regler, der betyder,at det ikke kan betale sig at arbejde. Jo fattigere jo værre. Ender du som kontanthjælpsmodtager og får godt 10.000 kr. om måneden skal du betale hver en krone af, før du får noget ud af et arbejde. Du kan altså arbejde 15 timer om ugen uden at få en krone ud af det.

Er du på dagpenge modregnes i timebetalingen ca. 100 kroner, og så får du resten ud af det. Arbejder du over som håndværker, vil du ofte få din timebetaling + 50 % tillæg, og 100 % tillæg på visse tidspunkter. Arbejder du som læge får du også en pæn overtidsbetaling, og ligeså som gymnasielærer. Men er du udklækket fra fx CBS ser det straks anderledes ud. Der er fagforeningerne svage og blå og meget ofte vil du ikke få en krone for overarbejdet. Og selvfølgelig betyder sådan regler, at netop her florerer overarbejdet. Jeg hørte fornyligt en repræsentant for Djøf sige, at han intet havde imod man arbejdede ekstra eller to et par fridage, da hans medlemmer allerede gjorde dette. De arbejdede gennemsnitligt ca. 45 timer om ugen. Han var nærmest stolt af dette. Men sker det uden løn, er der jo reelt tale om en 20 % lavere løn end andre, og faktisk endnu mere, da overarbejdstimer ofte giver 50 % tillæg e.l.

Man hører om, at akademikere har længere livsindkomst. Men mon der er taget højde for mængden af gratisarbejde? Jeg er aldrig af min fagforening blevet spurgt ind til mængden. Og når man læser i sit fagforeningsblad, så er det heller ikke en opgave for fagforeningen at tage sig af. Nej, den enkelte skal lære at sige fra.

Det er måske derfor Karen er så bekymret, for som hun skriver har hun svært ved at sige fra. Hun plejer jo at have masser af overskud og sige ja. I hele sit skolesystem er hun belønnet med at tage arbejde på sig. Det gav gode karakterer.

Man kalder dem 9'er piger. Piger der opnår gode karakterer gennem slid. Og får at vide, hvor dygtige de er, og så slider de lidt mere for rosen. De er nærmest afhængige af denne ros.

Når man når ud på arbejdsmarkedet er det en særdeles dårlig cocktail. Der bliver 9'er pigerne udnyttet og risikerer at gå ned med stress. De troede, de skullle kører en fed karriere og få chefstillinger, men i stedet arbejder de fra 8-20 uden klap på skuldrene.

De har aldrig lært at sige fra. Frustrationerne hoper sig op, og frustrationer er næppe særligt karrierefremmende. Det kan hurtigt blive en ond cirkel.

I erhvervslivet anno 2012 handler det om at være kynisk, fiks og smart. Ikke om at sige ja, men om at lære at snog sig.

Nu belønner det sig ikke at være 9'er pige. Du skal være kvik, men kynisk. Hvad du kan sætte andre til, eller udnytte andre til at gøre, skal du selvfølgelig ikke selv kaste dig over. Det handler om at være social de rette steder. Det handler om at udvælge de opgaver, der præcis bliver lagt mærke til, og overlade andre opgaver til kollegaer. Det handler om at tage ejerskab for opgaver, andre har deltaget i. Det handler om at være kynisk. Den flittige 9'er pige har ikke en chance.

Hun ser sig overhalet af alle. Selv drengen med 5'tallet begynder og kommandere med hende.

Problemet er også, at 9'er pigen forsøger at mætte et umætteligt marked. Du kan arbejde 1-2-3 timer over dagligt, og der vil blot blive lagt flere opgaver på dit bord.

Derfor vil du til enhver tid tabe kampen om karrieren, hvis du ikke lærer at sige "nej". Det handler om at forstå spillet imellem, hvornår der skal siges "nej" og "ja". Det har 9'er pigerne aldrig lært. Og derfor vil 9'er pigerne stå med en særlig risiko for at blive udnyttet uden at opnå en dyt derfor, og de vil have en særlig risiko for at brænde ud.

Derfor er det selvfølgelig også helt absurd, at vi har et skolesystem, der opdrager til en adfærd, som i sidste ende risikerer at udbrænde de elever, der i skolesystemet blev belønnet højest og som blev rost for at gøre det helt rigtige.

For faktum er, at de gør det helt forkerte. De lærer ikke at sige "ja" og "nej", og de lærer ikke at prioritere. De vil have det meget svært med at levere et halvgjort arbejde, men ikke desto mindre, er det en nødvendig egenskab i et erhvervsliv, hvor tid og indsats måles mod hinanden. Nogle gange er 7-tals præstationen bedst, da den tager mindre tid. Det er også bedre, hvis 7-tals præstationen kan gå kl. 16 og være glad og social i tiden 8-16, fremfor at være en fortravlet kvinde, der knokler løs og tilmed tager overarbejde dag ud og dag ind.

Det er et kynisk univers, Karen Moesgaard har bevæget sig ud i. Og skal karrieren glide, må hun lære at sige "nej" og levere 7-tals præstationer. Ellers vil hun være i højrisiko for at ende med stress og en efterfølgende depression.

Karen, kan skrive artikler og komme med en klagesang. Men ligesom hun ikke bekymrede sig om ledige og syges forhold, mens hun studerede, er der heller ingen der læser hendes artikel eller gider løfte et øjenbryn for hendes situation.

Der er kun et at gøre. Selv tage kynismen til sig eller engagere sig politisk. Skab et nyt parti, eller meld dig ind i Enhedslisten. Sidste tror jeg næppe ligger ligefor for Karen. Så der skal skabes et nyt parti, der kan kombinere den humanistiske og liberalistiske tankegang. Og så bør hun overveje, om hun skulle droppe sit rengøringsjob (eller hvad hun har gang i som bibeskæftigelse) og i stedet søge dagpenge som suplement til sin bibeskæftigelse som selvstændig.

Karen skal nok passe meget på, at hun ikke brænder ned pga af en ideologi hun er opforstret med. En ideologi der handlede om at flid altid belønnes. Ja, at det skulle betale sig at arbejde.

Det er den rene parole, og rent indholdsløs, og har alene været anvendt for at skabe grobund for skattelettelser gennem besparelser på ledige og syge.

Frasen er tom. Det må du lære at forstå. Du må da vide efter at have trådt dine ben på CBS, at de største gevinster op gennem de gode år 2001-2008 blev skabt gennem ejendomsbesiddelser. Det skete ikke gennem hårdt arbejde. Og de fleste af disse ejendomsgevinster skete pga politiske tiltag, der både gav afdragsfrihed og lavere rente.

Hvis folk blev velstillet under VKO skete det ikke gennem hårdt arbejde. Nej, det steg pga boligpriserne steg. Og lige så snart, den udvikling vendte, fik vi en krise. En økonomisk krise,vi stadig er ramt af og som der kæmpes for ikke skal ende i den rene katastrofe.

Her er så problemet, at rød regering tror, at krisen skal løses ved at gentage VKOs fejltagelser.

Karen Moesgaard har fortsat en masse fordomme, hun må gøre op med. Jeg håber, hun tager opgøret, og kommer hel og stærkere ud på den anden side.

Søren Kramer

@Hanne Christensen
Du har skrevet to lange indlæg hvor du brokker dig over gratis arbejde.

Jeg er helt enig. Selvfølgeligt skal man have penge for at arbejde, og det andet er en uskik. Hvem gider at lave et hårdt arbejde med at gøre toiletter rene hvis man ikke får penge for det?

Men Intet sted i indlægene ser jeg skyggen af en løsning på problemet. Hvem er det der lirrer fraser af sig?

Det er pærenemt for økonomerne at komme med en troværdig forklaring på fænomet og en løsning.

Og jeg vil sige at jeg foretrækker den standardiserede løsning frem for noget om at hun skal komme "hel" og "stærkere" ud af det.

Tak for den mor, men nej tak.

steen ingvard nielsen

Kæreste Hanne Christensen

Du afsporer debatten kære ven,dette handler jo ikke om syge mennesker, det handler om at folk i alle aldre bliver groft udnyttet, når der er overskud af arbejdskraft. Det er Rigtigt det har været sådan i Italien i mange år det er blevet almindeligt accepteret af alle, en grov udnyttelse, fordi ingen har sagt fra. Det har ikke løst nogen som helst problemer, der er ikke kommet flere i arbejde af den grund, man har måske opretholdt et et stort udbud af arbejdskraft netop af samme årsag, at man fra arbejdsgivernes side har ønsket det, som en effektiv måde at trykke lønnen på, da jeg opholdt mig i Italien tilbage i 92 var Nord Italien et af de områder med den største gennemsnits indkomst i Europa, så det er ikke fordi der ikke var råd til at betale folk en ordentlig løn, det er bare grov udnyttelse. Skal vi til at insistere på større udbud af arbejdskraft her også, ja, så kan vi få samme problematik at det er en effektiv måde at trykke lønnen på.

Steffen Gliese

Problemet er helt grundlæggende, at folk tænker for meget på at få et arbejde, hvor de 'tjener kassen' og for lidt på, at arbejdet skal være tilfredsstilende i sig selv. Hvis man har et tilfredsstillende arbejde, er det flintrehamrende ligegyldigt, om man undertiden skal arbejde i 12-14 timer dagligt uden at få mere for det, end når man arbejder 5.

Brian Pietersen

i kommer ikke videre før i lever et liv uden gæld, hvor i har mulighed for at handle når der skal handles.

Brian Pietersen

jeg kunne godt have skrevet "vi" , da mennesker i gæld i den grad påvirker mig, da man jo syoty sey kan gøre hvad man vil med mennesker i gæld.

hvorfor er det vigtigere at have gæld end at være fri af den og kan handle???

vi er en zoombienation af gældsplagede mennesker som har bundet os selv... hvor dem der vil kan gøre med os hvad de nu ønsker.. c¨,)

morten hansen

Tak Karen Moesgaard ,hvor er det flot skrevet! Hovedet lige på sømmet.

Jeg arbejder selv hos det offentlige (Region Hovedstaden), hvor der er indbygget flextid og fast ugentlig arbejdstid. Her ser man nærmest overarbejde som småproblematisk, selvom det forekommer. Så bliver det udbetalt som ekstra løn.

Men forleden udspandt der sig en frokostsamtale i kantinen, hvor det forudsigelig blev fremført, hvor forkælede vi var her i Danmark, og hvor lidt vi arbejdede, hvor glade vi skulle være for vores system, osv. Det giver mig - ligesom du - en underlig smag i munden, og jeg måtte minde om, at danskerne et det europæiske folk, der leverer flest arbejdstimer samlet pr. indbygger, da både mænd og kvinder arbejder fuld tid. Hvis de ellers har mulighed for det. Det kan godt være, at man har længere arbejdstider i udlandet, men der er til gengæld færre kvinder på arbejdsmarkedet.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/04/det-masochistiske-arbejdsmarked.html

Jeg har også en fortid som selvstændig, og jeg måtte også spørge agitatorerne om, hvornår de sidst havde været ansat i det private erhvervsliv eller været selvstændige. Øøøh, så blev der lidt stille. Og tak for yderligere skyts, næste gang de fremturer.

Og så synes jeg, at Mario Monti skulle tage at gøre noget ved det, hvis han har ærlige hensigter. Det tror jeg så ikke, at nogen af de neo-teknokrater med fortid som big-shots i central- eller investeringsbankvæsenet - og som nu er indsat uden at være folkevalgt - har. Hverken dem i Italien eller Grækenland. Der er en ganske anden agenda. Det hedder 'destruktionen af nationalstaterne'. UE-imperiet rykker på sig i disse dage.
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/07/troens-imperium-og-den-dle-lgn.html
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/01/al-den-snak-om-nationalisme.html

Der tales ganske rigtigt meget i udlandet om indførelse af den skandinaviske model. Og her tror jeg så, at vi skal passe meget på med at være smigrede. Hvilket kunne starte en meget lang udredning om den skandinaviske model og den 'blide fascisme', som jeg skal spare os for her og nu.

steen ingvard nielsen

Primitiv retorik!

Jeg bliver eder spændt rasende når jeg hører den primitive form for retorik, at folk hvis de er ledige så er de nok også syge. Nu har vi hørt på gennem længere tid, at de ledige er skyld i alverdens ulykker og at hvis vi skal finde penge når samfundet er i krise, er det det første sted man leder, hos dem der ingen har. (Undtaget Frankrig som jo nu går en anden vej)

Hvornår holder den form for primitiv retorik op, hvornår får vi en mere konstruktiv retorik, der går ud på at skabe arbejdspladser i stedet for, at bebrejde folk der er uden skyld i at stå uden arbejde, når samfundet ikke formår at skabe arbejdspladser, men har mistet 180 -200.000 arbejdspladser på det seneste.
Hvornår forpligter vi os til at være mere anstændige og realistiske og holder op med at tørre skidt af på folk der ikke har en chance for at ændre på disse ting.

Det har derimod vore magthavere de kan faktisk sætte initiativer i gang der skaber flere jobs, hvis de vil, men det er væsentlig lettere bare at bebrejde folk uden arbejde at de ikke bare går ud og tager det arbejde der ikke er der.

Steffen Gliese

Der tales så meget om det incitament til at sætte noget i gang, som pengene er; her synes jeg, at det er interessant, at folk, der igangsætter projekter, som oftest regner med kun i begrænset omfang selv at kunne få en fuld løn, fordi det er en selvfølge, at projektets ansatte først får, hvad de skal have.

Hanne Christensen

Kæreste Steen Ingvar Nielsen,

Karen Moesgaard skrev:
” Vi har i Danmark en relativt fornuftig og velment arbejdsmarkedslovgivning, men lige nu og med tiderne som den rungende, evigt berettigende undskyldning skrider det under os. Prisen, vi som unge, men også samfundet som sådan kommer til at betale, er væsentligt højere end en månedsløn.”
Og endvidere:
” I årevis har flertallet blandt både politikere og erhvervsfolk sunget med på budskabet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, primært med henblik på at reducere de offentlige udgifter til dagpenge mv. Jeg er bestemt en del af koret – selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde.”

Det er de to sætninger, der er omdrejningspunktet særligt i mit første indlæg.

Karen Moesgaard taler om de unge (der udnyttes) og de ældre (der udnytter). Det er jeg ganske enkelt uenig i, og jeg anmoder Karen om, ikke her at stille de ældre og unge op mod hinanden. For det er uretfærdigt. Ældre ledige, ja, alle ledige udnyttes som gratis arbejdskraft i dag.

Og så mener jeg også dette favner de syge. Jeg mener på ingen måde, at alle ledige er syge, og i princippet mener jeg ikke at de syge er ”ledige”, men sådan betragtes de jo mere og mere i dag. De syges primære problem er ledighed og ikke deres sygdom. Det er efter min mening en syg tankegang. Men jeg er ked af, hvis jeg skulle have givet det indtryk, at alle ledige skulle være syge. På ingen måde. Heldigvis da.

Jeg mener bare, at alle der udnyttes eller kan blive udnyttet som gratis arbejdskraft bør stå sammen. Og da syge også tvinges ud som gratis arbejdskraft (under strammere regler end de raske ledige), ja, så mener jeg, at vi alle skal gå op imod udnyttelsen af ledige (unge som ældre) OG af syge (unge som ældre) som billig/gratis arbejdskraft. Det hører ingen steder hjemme. Også ansatte bør gå op imod dette. For de er alle potentielt ledige, da de i princippet ikke ved om de har deres job i morgen, ligesom gratisarbejdet selvfølgelig er løntrykkende.

Jeg appellerer derfor til, at Karen Moesgaard ikke bare taler de unges sag, og sætter de unge op mod de ældre. Jeg mener, vi alle skal stå sammen om at bekæmpe gratisarbejdet.

Jeg mener, jeg holder mig til emneet, da omdrejningspunktet i artiklen primært er den gratis arbejdskraft.
Derfor mener jeg også, at vi skal inddrage de syge, da de jo også udnyttes her. Mit omdrejningspunkt er, at vi skal stå sammen. Claus Hjort lykkedes jo netop med sin mission ved at opdele befolkningen i grupper. Først gik han efter udlændinge, så var det de unge kontanthjælpsmodtagere, så var det de syge generelt, svar det også de ældre kontanthjælpsmodtagere, så kastede han sig over de unge uden uddannelse, og så kastede han sig over de ældre efterlønnere, så gik turen til dagpengemodtagerne, og endelig kastede regeringen sig over førtidspensionisterne.

Problemet er, siger man som befolkning ja til første skridt, er det svært at afvise det næste. Det kaldes også spegepølsemetoden.

Karen Moesgaard går i kamp for den ene spegepølseskive. Jeg går i kamp for hele spegepølsen. Sammenhold mellem unge og ældre og mellem ledige og syge og i øvrigt også alm. ansatte, det er simpelthen helt afgørende for, at det vil lykkedes at få standset udnyttelsen.

Jeg bruger også en del af mine to indlæg til at gå op imod parolen ”Det skal kunne betale sig at arbejde”. Bemærk venligst, at Karen skriver, at selvfølgelig skal det det.

Jeg mener, at det er en tom floskel, men en floskel som har været bærende for de skrappere og skrappere krav over for ledige (unge som ældre) og syge (unge som ældre). Karens projekt vil falde til gulvet, hvis hun fastholder flosklen.

Fx hvis jeg bliver ledig har jeg tegnet en løntabsforsikring. Det betyder, at jeg vil få tæt på 40.000 kr. om måneden som ledig. Altså kan det ikke betale sig for mig at tage et kassedamejob. Jeg tror ikke Claus Hjort og ligesindede har noget imod private lønsikringer. Jeg har også kommet med eksempler på, at den største indtjening op gennem 00’erne kom fra værdistigning på fast ejendom. Og det er altså sket med numsen i sofaen. Jeg har også nævnt eksempler på, at forholdene for kontanthjælpsmodtagere er sådan, at det på ingen måde kan betale sig for dem at tage et deltidsarbejde. Og dagpengemodtagere kan også få problemer, hvis de tager en deltidsarbejde, mens de venter på fuldtidsarbejdet skal dukke op. Der er masser af situationer, hvor det ikke kan betale sig at arbejde. Det er og bliver en tom floskel. Et eklatant eksempel er selvfølgelig folk der tvinges til at arbejde for dagpengene/kontanthjælpen. De får jo ikke en krone ud af at arbejde. Dem har vi 200-300.000 af i Danmark.

Nu blev mit indlæg igen langt, men det er vigtigt at få ryddet misforståelser af vejen.

Jeg har ikke anbefalet Karen Moesgaards artikel, da den netop grupperer befolkningen. Det mener jeg er en stor fejl. Jeg kan heller ikke på nogen måde anbefale artikler, der forsvarer Claus Hjorts tomme, populistiske paroler.

Omvendt er det jo fint, at Karen Moesgaard har fået åbne øjnene lidt for, hvordan nogle grupper udnyttes på arbejdsmarkedet. Nu gælder det blot om, at hun får lukket øjnene fuldt op. Derfor mine lange indlæg. Jeg er udmærket klar over, at I andre er enige med mig. Men den unge Karen skulle meget gerne få en øjenåbner gennem mine indlæg. Jeg formoder hun i den grad læser med. Det ville klæde hende, hvis hun også deltog i den debat, hun har rejst.

Kristian Rikard

"Men den unge Karen skulle meget gerne få en øjenåbner gennem mine indlæg" !!!! Hvilken klædelig ydmyghed :-)

Hanne Christensen

Kæreste Steen Ingvar Nielsen,
Mit andet indlæg skal ses i sammenhæng til Karen Moesgaard sætning:
”Men samtidig slår gratisarbejde skår i opfattelsen af, at ens tid, færdigheder og arbejdskraft har værdi. For mit eget vedkommende har det haft den besværlige konsekvens, at min i forvejen underudviklede evne til at sige nej er blevet yderligere svækket – når du én gang er blevet råbt ind i hovedet, at ’hvis ikke du vil, står der 60 andre i kø, der gerne vil, og som kan gøre det mindst lige så godt som dig,’ ligger det der med at stille selv minimale krav, såsom løn, meget langt væk.”

Nu læser jeg mellem linjerne, at Karen Moesgaard har været en pige, der altid har arbejdet kraftigt på at leve op til forventningerne, såvel lærernes, forældrenes som politikernes forventning. Bemærk, at Karen fortsat ikke tager afstand fra de slidte paroler fra Claus Hjort. Karen ser også ned på dagpengemodtagere. De skal nødigt ”rejse det hvide flag”, skriver hun med henvisning til, at det er en opgivende attitude at gå på dagpenge.

Karen Moesgaards kombination af at ville leve op til andres forventninger og hendes småborgerlige tilgang til ledige og andre der ikke gør en indsats (i hendes optik), kan hurtigt få den konsekvens, at hun i den grad selv er et potentiale for udnyttelse og dermed også i ekstra risiko for at brænde ud. Hele hendes harme udspringer jo af egen situation, at nu har hun kæmpet og knoklet, og så møder hun en verden, der bare udnytter hende (som var hun det værste udskud på dagpenge eller kontanthjælp).

Bemærk, at Karen har arbejdet 600 timer over. Hun kunne få op til 2 måneders løn for det. 600 timer svarer stort set til 4 måneders arbejde. Karens tilgang til overarbejde og det lavtbetalte job (25.000 kr. om måneden) fortæller jo noget om, hvordan Karens syn på tilværelsen var, før den fatale samtale, hvor hun troede, at nu fik hun klap på skulderen, og så fik hun i stedet sparket. Det er først der, Karen får et chok. Men store dele af Karens verdensopfattelse er fortsat baseret på småborgerlige fejlslutninger. Karen havde været tilfreds, med 2 måneders løn, altså 50.000 kr. for 4 måneders arbejde! Altså ca. 12.500 kr. pr. måned. På den måde var hun jo før det fatale spark indstillet på og bidrog til løntrykkeriet. Hun tænkte, jeg knokler, så får jeg klappet, og så får jeg puffet frem op i hierarkiet. Karen har givet vis aldrig tidligere fået et spark. Derfor gjorde det så ondt. Og dele af hendes verdensbillede ramlede. Men kun dele heraf. Præcist de dele, hvor hun selv blev ramt.

Karen Moesgaard bliver nødt til at revurdere sin egen opdragelse og sit værdigrundlag. Før mener jeg ikke, hun kommer videre. Der ligger rigtigt meget indirekte snob gemt i linjerne. Det ville klæde hende at aflægge dette. Og den kamp hun forsøger at rejse, vil hun selvfølgelig ikke vinde, før hun har kastet snobberiet af sig.

Hanne Christensen

Søren Kramer,

Du skriver, at du er enig i, at gratisarbejde bør lønnes.

Herefter efterlyser du nogle løsningsforlsag til min kritik af gratisarbejdet.

Jamen, du kommer jo selv med den. Løsningen er, at afskaffe gratisarbejdet, så arbejde fremover altid aflønnes med en overenskomstmæssig løn.

Jeg kan forestille mig enkeltsituationer, hvor arbejdsgiver helt eller delvis i en periode kunne blive kompenseret af det offentlige for lønudgiften. Det kan gælde i korte perioder, hvis der kræves særlig oplæring, eller i længere perioder, hvis den ansatte har en funktionsnedsættelse, der har en langvarig eller permanent betydning for arbejdsindsatsen.

I disse situationer kan en lønkompenseret arbejdskraft ikke ikke erstatte en tidligere, som man ser i dag ske. Her er der tale om ren udnyttelse af gratis arbejdskraft, og ikke en vej til, at de ledige (eller syge) kan få en varig beskæftigelse.

Steen Ole Rasmussen

Hanne Christensen understreger fint de sider hos Karen, der forklarer hvorfor redaktionen på den lille modstandsavis har valgt at viderebringe hendes for sig selv overraskende erfaringer.

Karens tro og offervilje er anfægtet af den virkelighed, som hun har mødt på arbejdsmarkedet. Hendes fromme forventninger var smukke, men blev slet ikke imødekommet af virkeligheden, som hun derfor nu betvivler lidt, uden at dogmerne, som hun har lært på CBS, og som markedsfundamentalisterne på den lille modstandsavis stadig lader slippe upåagtet igennem mellem og på linierne i de fleste sammenhænge.

Dogmerne om, at udbuddet af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel blandes i den modermælk som poderne flaskes op med på CBS. Hvad poderne derimod ikke lærer om, er den måde det virker på i virkeligheden, når markedet lægges an på og omkring dogmerne. Derfor tager arbejdsmarkedet sig ikke så godt og skabende ud for Karen, som hun havde forestillet sig.

Måske ved hun, at tilvæksten i økonomisk værdi, i følge de teorier som man dyrker på CBS, ene og alene kommer af øget udbud af arbejdskraft, og af øget udbud af ressourcer. De modeller, man regner efter, er skruet så vidunderligt og trivielt sammen, så man på forhånd kan vide, at kun udbudssiden af arbejdskraft og ressourcer på længere sigt gør en forskel i forhold til det eneste parameter, man orienterer sig efter, nemlig maksimeringen af BNP’et. Lige meget hvad man ellers putter ind i modellerne, så er de lavet sådan, at kun øget udbud af arbejdskraft og ressourcer virker befordrende for det hellige BNP.

Hun ved nok også et og andet sted, at forøgelsen af udbudet fører til lavere pris på det udbudte, for det kan lige som ikke rigtigt bortforklares, uanset hvor uheldigt det er for den mere konkrete Karen. Det gælder således hende selv. Og dog, så er hun ikke rigtigt parat til at reducere værdien af sin egen arbejdskraft til den, der sættes af markedet, markedsmekanismen, dvs. af loven om udbud og efterspørgsel. Hun mener, at værdien af hendes arbejdskraft sættes forkert af markedet, dvs. hun anfægter markedet, altså sin egen markedsværdi! Når hun konkret ser at hun vurderes lavere end hun selv synes at være værd, så er det altså markedet der er noget galt med. Herfra har så lidt nølende sluttet til, at så kan markedet også være uretfærdigt for andre.

Samtidigt orienterer hun sig fortsat mod markedets nødvendighed som nærmest naturlov; det at der står 60 andre parat til at tage over, hvor hendes offervilje erstattet af krav om højere løn, virker som lidt af et argument! Hun bevarer altså et og andet sted respekten for den højere nødvendighed, markedet, samtidigt med at hun rent moralsk føler sig kaldet til at fordømme den, fordi hun som konkret offer for den ikke lige synes at det er så ideelt endda!

Artiklen er tilpas uafklaret, grødet, uigennemtænkt, ideologisk, dogmatisk. Den bekræfter elendigheden, men sætter alligevel ikke et forpligtende spørgsmålstegn ved noget. Borgerligheden og pænheden står i vejen, blokerer for kritikken, den mere distancerede skarpe og gennemtænkte kritik.

Den lille modstandsavis drives da også først og fremmest af en kaste af fastansatte toplønnede ideologer, hvor de sidder og køber, vælger og bringer de helt gratis indlæg, som dette, sammen med andre freelance journalistiske indslag, der betales med lønninger helt ned i nærheden af det, som almindelige Østarbejdere må klare sig for i dansk landbrug, skovbrug, rengøringssektor, gartnerisektor, transportsektor osv. (Hvor Østarbejderne for øvrigt udgør ca. halvdelen af arbejdsstyrken her til lands i øjeblikket) Men det skriver man ikke neger om.
Man bøjer sig for markedets lov, og føler sig kaldet til at lovprise det ideologisk. Således er man med til at cementere og ophøje en falsk social nødvendighed.
http://www.journalisten.dk/information-betaler-ned-til-62-kr-i-timen

Jon W Leonon

Hvordan kan man have en universitets-uddannelse, men
alligevel være så dum at man arbejder uden at få løn for det ? I øvrigt er den rette betegnelse for den slags slet ikke 'arbejde', men noget vi bryster os af at have været de første til at afskaffe !

Karsten Aaen

Er helt enig med Hanne Christensen, og vil gerne tilføje, at hvis man tager et deltids-job kan man kun få supplerende dagpenge i 33 uger, så skal man enten ansættes på fuld tid eller sige sit deltidsjob op...

Og det er jo rigtig, rigtig fint - i teorien.

Desværre fungerer virkeligheden ikke sådan, i hvert fald ikke for en ansat som har 10-14 timer/10-14 lektioner på et gymnasium.....Hvis han bliver ansat i august, så skal han håbe på at få fuldtid pr. 1. januar...ellers må han sige sit job omkring 1.marts eller 1. april.....

Man kan f.eks. have en universitets-uddannelse og som ny-uddannet mene, at ½ års arbejde i jobtræning vil kvalificere en til en bestemt position indenfor arbejs-markedet osv.

Det store problem for mig er stadig beskæftigelses-kravet, altså de 1924 timer indenfor tre år, man skal have arbejdet for at kunne få dagpenge. Her hvor dagpenge-perioden er to år nu burde man nedsætte dette krav (om de 1924 timer) til 962 timer, eller mindre, f.eks. 800 timer....

Grethe Preisler

Jon W Leonon: "Hvordan kan man have en universitets-uddannelse, men alligevel være så dum at man arbejder uden at få løn for det?"

Det spørgsmål har Steen Ole Rasmussen allerede besvaret ovenfor: "Man bøjer sig for markedets behov, og føler sig kaldet til at forsvare det ideologisk. Således er man med til at cementere og ophøje en falsk social nødvendighed."

Hun havde regnet med avancementer, og ganske vist var der chancer ret tit, men de blev nappet af chefens niecer, skønt i mange år had' Karen gået og slidt.

It starts when you sink in his arms and ends with your arms in his sink.

Det er dyrt at være fattig, og den, der sælger sig selv for billigt, ender med hverken at blive troet eller respekteret.

Karen Moesgaard

Hej alle sammen,

Jeg har (lykkeligvis) haft en del arbejde at se til siden weekenden – deraf mit lidt sene, men fortsat klædelige, bidrag til debatten, som jeg i øvrigt er vældig glad for, så tak til jer.

Hvor mit indlæg primært er en bekymret observation af situationen i dag på det danske arbejdsmarked, er der blevet introduceret en lang række nye emner og spændende tanker i løbet af diverse kommentarer. Der er mange interessante synspunkter, men jeg vil spare jer for min feedback på hele møllen og i stedet nøjes med to pointer, som jeg tænker kan være nyttige for i sær Hanne og hendes måske lidt forhastede konklusioner om min tilgang til verden ☺

1) Jeg er 28 år gammel og har aldrig stemt længere til højre end Socialdemokratiet. Jeg kan altså ikke leve op til Hannes fordom om CBS-studerende som værende partout neoliberalistiske jakkesætstyper med dollartegn i øjnene. Jeg har ingen ambitioner om at blive millionær, og Claus Hjort er ikke og har aldrig været min store helt. Jeg er således ikke hverken rasende, frustreret eller bitter over, at hans synspunkter ikke har vist sig at være universelle sandheder.

2) Når jeg tager udgangspunkt i nyuddannedes situation, er det ikke for at skabe splid mellem generationerne men blot fordi, det er den samfundsgruppe, jeg selv tilhører, og som jeg derfor har de bedste vilkår for at beskrive. Det forekommer mig mest ærligt og mest pålideligt at tage udgangspunkt i min egen situation. Det er ikke mit bord at tale på andres vegne, det gør de uden tvivl bedst selv. Ligesom Hanne tydeligvis ikke kender mine omstændigheder (jeg er oven i købet meget glad for mit spændende og muntre deltidsjob!), kender jeg ikke nødvendigvis andres.
Jeg beklager, hvis det noget sted i indlægget lyder som om, jeg synes, det er de ældres skyld. Ældre er nævnt én gang i kronikken, i forbindelse med bekymring over fagforeningerne, så hvordan det kan læses som et angreb på andre generationer er mig en gåde. Ligeledes beskæftiger jeg mig ikke i artiklen med nedgørelse af hverken svagt stillede, syge eller ledige. Ordene forekommer simpelt hen ikke, så jeg er i tvivl om, hvorvidt Hanne måske forveksler min artikel med en anden.

Afslutningsvis er jeg dybt uenig i, at det faktum, at gratisarbejde ikke er en nyhed, betyder, at det ikke skal have opmærksomhed. Jeg har endnu ikke oplevet, at et problem blev løst ved at ignorere det, så jeg vil fortsat appellere til, at ækvivalensbyttet tages alvorligt, så vi undgår at ende i samme suppedas som vores venner sydpå.

Filo Butcher

Tak for artiklen fordi den varsler fremskridt!

Ikke før den veluddannede middelklasse kommer til at mærke smerten som resultat af de sidste mange års politik (inkl. nuværende) har vi en chance for at opleve forændring til det bedre.

Først når tvangsauktioner, ledighed og fattigdom som resultat af disse begynder at finde vej ind til ministrenes vennekreds vil politikerne begynde at tænke anderledes.

Så for mig set kan det slet ikke gå hurtigt nok ned ad bakken for middelklassen.

Vi er stadig alt for mange der kan børste al snak om kriser og problemer som stigende ulighed og fattigdom pga. de sidste års reformer af sig som lidt støv på habitten, og dem uden habit, vel dem lytter man jo traditionen tro ikke til.

Filo Butcher

Hanne Christensen,
jeg synes du har helt ret at kampen skal gælde hele spegepølsen og ikke bare en skive.

Desværre skal der meget mere til end bare holde sammen.

For eksempel har den netop vedtagne fleksjob "reform" vist at store dele af befolkningen er fløjtende ligeglad med at man for sølle 1.9 milliarder ødelægger livet for tusindevis af syge mennesker med varig nedsat arbejdsevne, for det er det "reformen" gør ikke mindst fordi den fjerne den økonomiske tryghed man har haft under den nu gamle ordning.

Det kræver også politiske omvæltninger, når de (engang store) partier der traditionelt har været med til at vartage interesserne for den arbejdende del af befolkningen, men også for dem der endte udenfor arbejdsmarkedet, fortrækker at varetage finanssektorens interesser i stedet for, så vi i dag slet ikke længere har en politisk opposition til finanskapitalismen.

Det er desværre ikke nok at stå sammen, ellers ville fleksjob "reformen" aldrig have set dagens lys. Den var der nemlig rigtig mange der stod sammen imod, prøvede at kontakte ministeren, prøvede at mobilisere den arbejdende del af befolkningens støtte, men desværre var der ingen genlyd, hverken fra ministeren eller befolkningen.