International kommentar

Demokraterne skal ikke belære Romney om fyringer

Barack Obama har aldrig udfordret den grådighedskapitalisme, som han desperat forsøger at forbinde sin modkandidat med
21. juli 2012

Efter børskrakket i 1987 havde Kongressens udvalg for telekommunikation og finanser brug for en ekspert til at forklare de underliggende impulser, der havde bragt kapitalismen på sammenbruddets rand. Så de spurgte en kriminel. Dennis Levine, som tidligere havde været en stor mand inden for virksomhedsfusioner og -overtagelser, blev med et løfte om en Big Mac, pommes frites og en chokolademilkshake, lokket til at forlade fængslet i New Jersey, hvor han afsonede en dom på to år for insiderhandel.

Efter at have forklaret hvordan markedet blev manipuleret, blev han spurgt, hvad regeringen burde gøre ved det.

»Man er nødt til at bekendtgøre en masse sigtelser på én gang. Kl. 15 skal politiet så hente 300 ledere på Wall Street, lægge dem i håndjern og føre dem ud på gaden, hvor tv-stationernes kameraer skal stå klar. Så vil alle andre sige: ’Hvis det skete for mig, ville min mor blive så flov,’« sagde Dennis Levine.

Lettelse

Men da den seneste globale, økonomiske krise satte ind, valgte USA at gå en anden vej. I stedet for at straffe dem, der havde tvunget systemet i knæ, forærede man dem milliarder af dollar i form af redningspakker. For George W. Bushs vedkommende var dette i overensstemmelse med såvel hans filosofi som de interesser, han repræsenterede. Barack Obama fremstod derimod som ’forandringens kandidat’, så hans håndtering af sagen var afgørende. Den folkelige vrede mod finanssektoren var stor, og bankerne var svage.

Blot et par måneder efter han var blevet indsat som præsident, indkaldte han bankdirektørerne til et møde. Men i stedet for at varetage interesserne for dem, der havde stemt på ham og var blevet hårdest ramt af krisen – de fattige, fagforeningernes medlemmer, de sorte og latinamerikanere – holdt han med dem, der havde støttet ham finansielt og udløst krisen.

»Jeg er ikke ude efter jer,« sagde han til dem, »jeg beskytter jer.«

En af bankfolkene udtalte til Ron Suskind i bogen The Confidence Men:

»Alle var lettede efter mødet. Dengang var vi virkelig sårbare. Han kunne have beordret hvad som helst. Men han ville hjælpe os og knuse pøbelen. Og den, vi havde mest at takke for, var finansminister Tim Geithner. Han var vores mand i Washington.«

Den historie gør det svært at sluge, at Demokraternes angriber Republikanernes kandidat, Mitt Romney, for hans forbindelser til erhvervslivet. Indholdet i angrebet er for så vidt fint, men afsenderen er hyklerisk og opportunistisk. De fattige har ingen »mand i Washington«. Romney fortjener at blive udfordret. Men den opgave kan Demokraterne ikke påtage sig med troværdighed, da de selv har været medskyldig i det, som de kritiserer ham for.

Romney arbejdede for finansvirksomheden Bain Capital og var ansvarlig for, at en masse mennesker mistede deres job. Om der blev fyret eller hyret flest på grund af ham, er et åbent spørgsmål. Han er også blevet beskyldt for at have været årsagen til, at nogle job blev flyttet til udlandet. I Obama-kampagnens annoncer er han blevet stemplet som ’outsourcer in chief’.

Republikanerne er vrede, for annoncerne virker. Ifølge meningsmålinger er folk, der har set annoncerne, dobbelt så tilbøjelige til at betragte Romneys tid hos Bain som en grund til ikke at stemme på ham. På et tidspunkt, hvor virksomhedernes overskud er skyhøje, arbejdsløsheden på omkring 8 procent og fattigdommen stigende, kan det budskab kun give genlyd.

Hykleri

I sin ’sejrstale’ efter primærvalgene beskrev Romney ledigheden som »en ubekvem statistik« for Det Hvide Hus: »Tallene er mere end data i et regneark, det er bekymrede familier og ængstelige ansigter. Og i aften vil jeg sige til dem alle: I er blevet ikke glemt.«

Men det var netop ved at behandle mennesker som data på et regneark, at Bain tjente penge. Romney havde ikke glemt disse bekymrede familier, for de figurerede aldrig i hans beregninger. Processen med at købe, opdele, omstrukturere, lade gå fallit og sælge, som han praktiserede hos Bain, kaldes ’kreativ ødelæggelse’: Om nødvendigt at ødelægge folks levebrød for at skabe overskud til aktionærerne. Det er det, kapitalisme er og gør. Den er grundlæggende umoralsk. Dens mål er ikke at skabe arbejdspladser eller beholde dem i et bestemt land, men at skabe profit.

Flyt dig, Obama

Problemet er ikke, at Demokraterne ikke tilbyder et alternativ til kapitalismen. Nogen burde gøre det, men de har aldrig påstået at gøre det. De udfordrer ikke kapitalismen i dens mest griske, udbyttende og i sidste ende selvdestruktive inkarnation i nyere tid.

Det egentlige problem er, at det er svært at acceptere belæringen om outsourcing fra det parti, der indførte North American Free Trade Agreement om liberaliseringen af handlen mellem USA, Mexico og Canada og ophævede The Glass-Steagall Act og dermed slækkede på de regler, der ville have afbødet den seneste krises værste konsekvenser.

Demokraterne har gjort meget for at gøre det lettere for firmaer som Bain at gøre de ting, som de kritiserer, og meget lidt for at beskytte almindelige menneskers arbejde. Og da Obama fik chancen for at reformere det banksystem, som var præget af korruption og uduelighed, besluttede han i stedet at støtte det. Han fremstod således mere opsat på at redde kapitalismen fra sig selv end på at beskytte arbejdstagerne mod dens udskejelser. Under mødet i 2009 sagde Obama til bankfolkene: »Min regering er det eneste, der står mellem jer og folkets høtyve.« Næste gang bør han flytte sig.

 

© Guardian & Information 2012.

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alexander Ildhøj

Hele den amerikanske finans-top er bygget op omkring grådighedskapitalisme. Det hvide hus består i bredt omfang, af sleske lobbyister fra bank-sektoren som kun tænker i én bane - profit!

At Obama skulle gå ud og direkte udfordre dette system er utænkeligt, da han indtil nu, kun har bevist, at han er en marionetdukke for finans-eliten, i USA..

Desuden er bank og politik-toppen så korrupt, at modarbejdning af det nuværende system højst sandsynlig vil gøre ham til kandidat til en John F Kennedy..

Forandringer kommer først når folket har fået nok.