Dyrk talenterne

"den samfundsskadelige læresætning om, at ’hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære’."

Jeg har aldrig hørt nogen tale i de toner. Jeg har til gengæld hørt folk tale om at favne bredt og sørge for at ingen bliver ladt i stikken. Dette udelukker ikke talentudvikling.

Dermed ikke sagt at der måske ikke er plads til forbedringer. Dertil er jeg slet ikke nok inde i sagen til at have dannet mig en holdning.

For at bruge en floskel skal undervisningssystemet i mine øjne gå på to ben. Vi skal have alle med, men vi skal heller ikke stå af vejen for at opildne og dyrke talenterne.

"den samfundsskadelige læresætning om, at ’hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære’."

Jeg har aldrig hørt nogen tale i de toner. Jeg har til gengæld hørt folk tale om at favne bredt og sørge for at ingen bliver ladt i stikken. Dette udelukker ikke talentudvikling.

Dermed ikke sagt at der måske ikke er plads til forbedringer. Dertil er jeg slet ikke nok inde i sagen til at have dannet mig en holdning.

For at bruge en floskel skal undervisningssystemet i mine øjne gå på to ben. Vi skal have alle med, men vi skal heller ikke stå af vejen for at opildne og dyrke talenterne.

Måtte lige tjekke datoen, et ekko fra 2001 og stadig noget vrøvl. Hvorfor er danske erhvervsledere sådan nogen klyngehoveder?

Et enkelt spørgsmål.. Hvilke talenter skal dyrkes?

Talent kan jo, som ordet smølf, dække over hvad som helst. Du bliver nødt til at være mere konkret, hvis du vil indrette hele samfundet omkring det.

Og så vil jeg da gerne smide den tilbage i hovedet på Dansk Industri. I er elendige til at udnytte vores mangfoldige talenter, når vi bliver ansat til én specifik opgave.

PS: Tak for at bekræfte min tro på janteloven. Der findes ingen bedre demonstration af smålighed end selvhævdende moralister.

Fejlslutningen sker, når man tror at talent er noget, kun nogle har.

Alle har talent. Vi har blot talent for forskellige ting. Det bør være uddannelsessystemets opgave at lokalisere og opdyrke talentet hos hver enkelt elev, samt at give dem en vis almen dannelse og evner til samarbejde.

Claus Buhl er ekspert indenfor området, lyt dog til manden:

http://www.buhl.dk/velkommen.html

"At blive en vinder kræver ikke bare talent, men hårdt arbejde."

Jo, men jeg må indrømme, at blive en vinder mere og mere mister sin tiltrækning. Ærlig talt.

Jeg kan ikke komme af med den følelse, af at der er et eller andet der helt og aldeles galt. Og det bliver værre for hvert år der går.

Jeg tror faktisk hellere jeg vil leve lidt mere, og bare være lille mig.

http://www.havenyt.dk/spoergsmaal/koekkenhaven/10657.html

Lavede en lille gættekonkurrence om, hvad kommentarene ville indeholde til sådan et indlæg, inden jeg så dem.
Jeg ramte helt rigtigt, så jeg må have et stort talent (!) i disciplinen "viden om hvordan Tordenskjolds soldater i Informations debatkommentarer reagerer" ---- måske man skulle ringe til Per Wiking og gå direkte efter de 64.000 !

..... tankevækkende at "hårdt arbejde" er og bliver et fyord herinde....

Jeg synes det mest tankevækkende er at vi efter flere tusinde år endelig er nået til et stadie hvor arbejde og fritid har en rimelig balance, men at nogle vil smide det hele i rendestenen igen.

Det hårdeste arbejde der findes, er at have fritid, det kræver reflektion, og kan medføre åbenbaringer om potentielle. Mange børn keder røven i laser når fritiden rammer, voksne kan gå i panik, og mennesker der virkede sammenhængene fra 8-4 knækker sammen i afmagt overfor mulighederne når stemplet ikke er i hånden til godkendelse af udlån.

Der burde i øvrigt forelægge en regel om at når man vedhæfter tomme begreber som arbejde, at man enten definerer sin gerning, eller blankt erkender at man ikke magter argumenter.

Plant et træ, det gror helt af sig selv, og giver frugt som kan sælges,

Men tilsyneladende foretrækker verden casino banker med chefer der dyrker kokain, prostitution, for derefter at besøge en af de 6 villaer, som de flyver til i en af deres private flyvere, hvor deres kone og børn får lov til at lugte til parfumen fra luderen.

Talent er ikke at komplicere, talent er at forenkle det komplicerede

Paradise Hotel Educational System.

Men det var da en god lille peptalk om vindere, vilje til sejr, talentudvikling, incitamentsstrukturer og det sædvanlige småborgerlige ævl der ligeså godt kunne komme fra et Reality Show. Det ender så også med at man kan præsentere den nye Amalie.

P.s Hvis man vil 'motivere' de studerende med S.U systemet, så kunne man jo forhøje taksterne væsentligt eller betale bøgerne så de kunne koncentrere sig om studierne, i stedet for at skulle flippe burgere hos McDonalds. Det er jo ikke alle der har Farmands Friværdier i ryggen hvor det bare er cafepenge.

Hvorfra stammer citatet »Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære«, som statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte i sin åbningstale i Folketinget 1. oktober 2002?

Svaret er: Anders Fogh Rasmussen

Den socialdemokratiske politiker Pia Gjellerup spugte statsministeren om hvorfra han havde citatet, og i svaret på spørgsmål 113 lyder det fra Anders Fogh Rasmussen:

»Som jeg sagde under åbningsdebatten, er der fra mig tale om et udsagn, der er udtryk for en skolepolitisk holdning, som jeg vil gøre op med, og jeg har ikke, hverken i talen eller under åbningsdebatten, på nogen måde møntet det på nogen bestemt person. Det ville også være forkert, fordi jeg har konstateret, at alle har taget afstand fra dette udsagn, der jo ofte er blevet brugt som samleudtryk for en bestemt skolepolitisk holdning, og jeg glæder mig meget over, at ingen vil kendes ved udtrykket«. (POL)

Som det ofter er med Venstre, er deres retorik fyldt med personangreb og uvederhæftighed.

Tomas Dalager

hvordan har du tid til at skrive herinde???

De mellembegavede, talentløse masser kan altid blive enige om at stå sammen i nedvurdering af nytten af at fremhæve den bedre begavede og mere talenfulde del af befolkningen. Det kaldes med et enkelt ord smålighed.

Skal vi nu ikke bare, Niklas Monrad, holde os til, at ingen nogensinde har stået i vejen for "den bedre begavede og mere talentfulde"? Sagen er jo den, at en sådan personlig skal lutres for at komme til sin ret. Det er da noget, alle ved. ;-) Kunstneren i tagkammeret osv. osv.

Hvordan mon man i Dansk Erhverv forestiller sig man dyrker et talent?

Jeg har mødt talenter som absolut ikke skulle have mere af det de var gode til ...mens der - også i deres egen optik - manglede en social dimension.

Et offentligt kendt eksempel er Harry Motor som begræd at han ikke havde givet sig tid til sin familie.

Artiklens forfatter vil dyrke talenter og vindere.

Vindere af hvad, tænker jeg?

Hvis den bedre begavede ikke forholder sig til den mindre begavede på en begavet måde, så i et snuptag blev den bedre begavede, småt begavet.

det er også meget sjovt at se hvordan indlæringen forløber, jeg har undervist nogle hvor kurven stiger stejlt og så flader ud, andre omvendt, nogle ligger i midten, men de fleste når inden for en periode næsten samme sted.
Nogle går det hurtigere for end andre, men jeg har set dem der har knoklet i længere tid rent faktisk blive dygtigere til sit fag.

Det er ved nærmere eftertanke ret interessant,
at fintænke nærmere over den brave erhvervsmands trang til at dyrke talenter.
Og sikke en masse spørgsmål, det åbner for.

Har et talent pligt til at lade sig dyrke - Hvad nu hvis h*n hellere vil være lastbilchauffør eller en habil konditor?

Hvis nu man dyrker vindere - hvem er så taberne, og er de i virkeligheden bare er uopdagede talenter?

Hvad er det ansvar for at dyrke talenter, der efter erhvervsmanden skulle påhvile uddannelsessystemet, og som han og erhvervslivet ikke selv tager ansvar for, men venter på at det offentlige skal tage sig af - med slet skjult utålmodighed?

Spørgsmålene står i kø.

Peter,

Kunne du ikke i det mindste vise dine meddebattører den respekt at læse og forstå deres indslag inden du kommenteter på dem?

Jeg skriver intetsteds at man står i vejen for den bedre begavede og mere talentfulde. Jeg skriver derimod "stå sammen i nedvurdering af nytten af at fremhæve den bedre begavede og mere talenfulde del af befolkningen".

Dette er to vidt forskellige ting.

Det er i princippet temmelig meget det samme, Niklas Monrad. Sagen er, at den bedre begavede og mere talentfulde ikke er til fals for den smiger og laurbærkransning, der angles efter i dette indlæg.

Gad vide om Liske også mener, at når det med en kraftanstrengelse lykkes den mindre begavede at forholde sig begavet til den bedre begavede, så bliver den første, i et snuptag, godt begavet...?

"Det er i proncippet temmelig meget det samme" siger du Peter. Nej det er det ikke, hverken i pricippet eller på nogen anden måde.

Begrebet "talent" er ubehageligt elitært og forstås i reglen på en tendentøst og misvisende måde
Dygtighed og ligefrem geni er i reglen ikke noget, man er født med, men derimod et resultsat af en samvittighedsfuld og ambitiøs arbejdsindsats.
("Geni er 1% talent og 99% hårdt arbejde")

Men artiklen sætter fingeren på ét reelt problem, nemlig at det i Danmark p.t. ikke er særligt taknemmeligt at gøre en god, selvstændig og ihærdig indsats frem for en mindre god og en uengageret og sløset indsats .(hvad enten det så er som studerende eller på jobbet).

Måske vil man i givet fald ligefrem blandt kammeraterne blive ugleset som noget af en tørvetriller for ikke at sige morakker eller spytslikker med "rundsave på albuerne" og uden sans for livets "ægte værdier".

Der kan også eventuelt ske det, at man bliver forfremmet, altså at man får nye funktioner, som man måske slet ikke er særligt egnet til. Og det kan så fortsætte indtil man når til et niveau, hvor man er komplet uegnet til sit job, således at man ikke længere udmærker sig positivt ("Peter-princippet").

Derfor kan der faktisk være god mening i at "kæle for" den særlig gode indsats.

For studerende kan det eksempelvis ske ved udskrivning af prisopgavekonkurrencer, at man kan konkurrerer om uddannelseslegater, der gør det økonomisk muligt at efteruddanne sig ved internationalt anerkendte forskningsinstitutter, samt at man kan få den eftetragtede akademiske grad lidt hurtigere end normalt.

For folk, der er i arbejde, kunne det ske ved, at man inden for den samme jobfunktion opererer med f.eks. tre forskellige lønniveauer: En A-løn for fremragende indsats, en B-løn for den almindelige hæderlige indsats og en C-løn for den lidt mindre tilfredsstillende indsats (præcist som man giver forskellige karakterer i skolesystemet, hvilket de fleste vist nok - til trods for janteloven - synes er helt i orden).

@Brian
4-5 timers søvn og stærk kaffe gør en klar til at tage den daglige kamp mod alle fordommene i nærværende debatforum.....og det er skideskægt !

Søren Blaaberg,,,, akkord arbejde, så finder du ret hurtigt ud af om du nu er så dygtig som du tror.

Søren Blaabjerg

Resusltatløn?
Jojo, altså hvis man gerne vil have en klassedeling på arbejdspladserne og på studierne, og an asocial udvikling, hvor folk i al fald ikke får lyst til at hjælpe hinanden, fordi det kunne gå ud over egen indkomst,
så er det en fremragende ide.

At talenter kun skulle udvikle sig i det skærende lys fra økonomisk belønning - det er ikke en verden jeg kender ret godt. Dem jeg kender, som har talenter, de arbejder sig frem til at blive bedre og bedre til noget, både i håbet om økonomisk belønning, men også fordi det giver et kick at blive bedre og bedre til det, man gør. Især hvis et også godt må være LIDT sjovt.

Alle - voksne og mentalt tilregnelige mennesker - ved, at man skal arbejde og knokle for at blive bedre til noget.
Det er der intet nyt i.

peter... præcis...de fleste dygtige mennesker, er ydmyge og klarer sig fint uden røvslikkerne.

Kan vi ikke bare lade de venstreorienterede at vælge og dyrke de talentløse politiske ledere, de selv føler sig på bølgelængde med ...?

Jeg bliver så deprimeret, hver gang en repræsentant fra arbejdsgiversiden åbner munden.

Hver gang handler det om lav skat og højere løn. Nu også når emnet er talentudvikling.

Jeg er enig så langt, at vi har et problemmed talentudvikling. Men det handler ikke om løn eller hårdt arbejde. Tværtimod.

Mit barn er blandt de talentfulde. Han fik 13-taller i alle matematiske-fysiske fag i folkeskolen, og 12-taller i gymnasiet. Mit barn er ikke asocialt, som mange debattører straks reflekterer i bedste jantelovsstil. Nej. Men mit barn har aldrig lært disciplin. Disciplin af den positive slags altså, selvdisciplinen. Måske er det et problem. For mit barn har fået disse høje karakterer uden at lave noget. Sammen med de høje karakterer blev engang anført i karakterbogen, at mit barns indsats godt kunne øges. Det er rigtigt. Mit barn blev aldrig udfordret. Mit barn havde også det problem i de første mange skoleår, at lærerne mobbede. Jeg tror simpelthen ikke de kunne håndtere udfordringen mentalt.

Er det et problem, eller bare et forkælet et af slagsen.

Det er i hvert fald en hverdag, der rammer mange talentfulde børn.

Problemet er, at børnene ikke udfordres, at de mister selvdisciplin og engagement. Fordi vi i Danmark har den ”sociale” (?) holdning, at det handler om at få de svageste med, - og det må de mest begavede så vente på. Det handler ikke om løn eller hårdt arbejde. Mit barn fik høje karakterer uden nogen form for indsats. Jeg har aldrig siddet med og lavet lektier. Problemet er, at de begavede børn skal partout sidde med i rummet, når lille-Peter skal lære sin procentregning, før han på nogen måde har forstået 7-tabellen. På det tidspunkt sad mit barn og udførte induktionsbeviser for sjov hjemme. Selvfølgelig ikke i skolen.

Har det virkelig noget med social oplæring at gøre? At de talentfulde børn absolut frem til deres 16. år og såmænd også de næste 3 år i gymnasiet skal sidde og vente, og vente og vente på de elever, der kun glæder sig til at faget afsluttes med sidste skoleår, så de for endeligt kan smække bogen i for aldrig at åbne den igen. For at glemslen kan tage over og læge de sår, det nytteløse knokleri har kostet blot for at forstå en anden grads ligning, de alligevel aldrig skulle bruge til noget.

Frem for at måle børnenes kundskaber via om børnene nu får gennemsnitligt 5, 7 eller 9 i karakterer i matematik efter 9. klasse, burde man i stedet se, hvilken nytte det har, at børn skal proppes med 2. grads ligninger uden de nogen sinde får brug for det igen. Hvorfor måler man ikke de 30-årige i stedet. Hvor meget kan de huske. Hvad fik de ud af knokleriet. Hvad har det betydet for såvel de talentfulde og de håbløst matematisk begavede.

Talentudvikling handler om udfordringer. Om at blive udfordret og have det sjovt samtidigt. Om at talentet bliver værdsat, ikke som en guru, men som en accept af, at vi kan være forskellige. At vi hver især har vores talenter, til glæde for os selv og for samfundet. Det handler om at værdsætte talentet og udfordre det.

Og det kan sagtens ske i en kontekst, så vi fortsat bevarer accepten for hinanden og den sociale indignation. De to forhold har intet med hinanden at gøre, som flere debattører her forsøger at antyde.

Det handler ikke om hverken skat eller høje lønninger eller om, at får de talentfulde ikke dette, flygter de til udlandet.

Det handler om accepten af talentet, og det indebærer, at de også udfordres. Udfordres fagligt. At de får lige så meget opmærksomhed og udfordring, som lille-Peter der intet kan forstå, og aldrig får brug for de 2. grads ligninger, han partout skulle løse. Det handler om, at matematik ikke skal blive det værste fag, for den matematisk begavede, som det i de første år blev for mit barn. Fordi det var så kedeligt, kedeligt. Forestil jer en film i synes er enormt kedelig. Og forestil jer så, at den bliver I tvunget til at se 4 gange om ugen. Forestil jer, at I skal se Tour-de-France (hvis I som jeg synes, det er kedeligt), 4 timer om ugen de næste 12 år. Blot for at være social med dem, der hænger foran kassen dag ud og dag ind i disse tider.

Dyrkelsen af talentet starter i folkeskolen med en accept af forskelligheden, og at de talentfulde også har krav på at blive udfordret. Hulk, vil nogle tænke, sikke et stort problem. (Forkælet møgunge tænker en del.)

Men det er vigtigt for vores samfund, for vores konkurrencedygtighed osv., at de unge talentfulde kan måle sig med de asiatiske lande, som har en hel anden tilgang til talentet end her i Danmark. Her dyrker vi middelmådigheden. Den kommer vi i længden ikke langt med. Det er ikke de middelmådige der skal udtænke alle de produktionsforbedringer, opfindelser osv. der kan betyde, at vi kan lade produktionsmidler tage over, så vi mennesker kan få mere fritid, få et bedre miljø osv. Men også fortsat være konkurrencedygtige med udlandet.

Når den talentfulde har hængt 13 år på skolebænken og haft den største udfordring i at forholde sig i ro, mens de venter på næste frikvarter, så de kan løbe alle de opsamlede frustrationer af sig, og samtidigt har tabt mange års oplæring i selvdisciplin, kan den talentfulde tabe lysten til at læse videre, eller senere på universitetet blive udfordret på netop den manglende selvdisciplin, når de træder ind på universitetets gange, hvor meget netop handler om selvstudie og selvdisciplin.

Skal talentet udvikles, handler det ikke om høje lønninger og lave skatter til Dansk Erhvervs egne medlemmer. Nej, det handler om, at vi har et undervisningssystem, der ikke lider under besparelseskrav pga. lave skatter, men derimod kan forstå at favne alle. De svage som de talentfulde.

Hanne Christensen

At en folkeskolelærer skulle kunne undervise en klasse, hvis talentmasse blandt 28 elever for 2.gradsligninger går fra absolut 0 til 200,
OG håndtare at få dem alle til at tie stille ig forholde sig nogenlunde i ro,
er for mig at se helt urimeligt ift. skolelærerens talenter.

Hvad med en eliteskole?

Det største problem er, Hanne Christensen, hvis din søn ikke har udviklet interesser udenfor skolen, for det er dem, han skal profitere af med sin åbenbart betydelige intelligens.

Jeg tror, man enten stikker hovedet i busken eller lever et liv langt fra virkelighedens ikke-ideale verden, hvis man ikke vil erkende, at anerkendelse i en eller anden form kan være en motivation til at gide at gøre en god indsats, samt omvendt, at mangel på anerkendelse og dertil hørende ekstra udfordringer kan være et incitament til relativt dovenskab og sløseri.

Det gælder også, og måske ikke mindst, hvis man er så heldig at være udrustet med eksceptionelt gode evner fra fødslen. I disse tilfælde skal der være udfordringer, og man skal ikke bare kunne slappe af og alligevel høste ros og gode karakterer, mens andre må knokle for at opnå de samme resultater.

Det undrer mig også, at arbejdsgiverrepræsentanter, som Dansk Erhverv, skriver om at dyrke talentet, men samtidig er det jo, fagforeningerne der må stille krav om mere og bedre efteruddannelse. Her holder arbejdsgiverne straks igen og påstår, at det er der ikke råd til.

Måske skulle de holde lidt igen på de høje lønninger og i stedet reservere pengene til at sikre ”talentet”. Talentet blandt medarbejderstaben, høj som lav.

Spørgsmålet er tilmed, efteruddannelsen ikke blot i sidste ende vil tjene sig ind og tilmed øge virksomhedens indtjening.

Handler manglende efteruddannelse om andet end penge. Det handler vel ikke blot om magt? Man siger, viden er magt? Handler det om smålige og uduelige chefer, der ikke vil give deres medarbejdere efteruddannelse af frygt for selv at blive udfordret? I frygt for at blive overhalet indenom?

Jeg har utallige eksempler på, hvor det sidstnævnte kunne være forklaringen. En chef, der gerne sendte sine medarbejdere på personlige (sociale) udviklingskurser, mens der i den grad blev holdt igen med de faglige kurser. Fx kender jeg en, der blev ansat i en virksomhed, hvor en af medarbejderne arbejdede meget med Excel. Og hold nu fast. Denne medarbejder havde aldrig været på kursus, så det foregik på den måde, at først lagde hun tallene sammen på sin tællestrimmel, derefter indskrev hun resultatet i regnearket, simpelthen for, at det kunne udskrives på en pæn måde. Hun brugte ikke Excels funktioner, da hun ikke kendte dem. Det gjorde hun år efter år. Bliver en talentfuld og håbefuld ung person ansat i det miljø, har denne to udfordringer. Hvordan effektiviseres denne proces uden hverken at træde den nævnte medarbejder som chefen over tæerne. Man skulle jo tro, at begge klappede i hænderne, når processen kunne effektiviseres. Men nej. Sådan er det ikke. En nyansat kan hurtigt blive stemplet som respektløs, når vedkommende – selv nænsomt – foreslår at tællestrimlen erstattes med excel-funktioner.

”Talentets” udfordringer er ikke høj løn og lav skat. Udfordringen er, at ikke engang erhvervslivet står parat med åbne arme. Ledelsen i dansk erhvervsliv er ganske enkelt ofte ringe. Det er slet ikke altid velset med dygtige og engagerede medarbejdere. Og dansk erhvervsliv gør selv intet for at dyrke talentet. De holder såvel igen med efteruddannelse, og de åbne ikke armene for talentet. Tværtimod.

Hvad det angår, har Dansk Erhverv et kæmpe problem, de bør gøre op med. Men det vil selvfølgelig gøre ondt langt ind i egen navle.

Lise Lotte Rahbek,

Jeg går ikke ind for eliteskoler, netop fordi jeg mener, at talenter og samarbejdsevner skal udvikles sammen.

Jeg mener måske ikke engang at talentet skal "dyrkes". Jeg bruger ordet "udfordres". Det er noget andet.

Jeg er enig i, at som skolen er skruet sammen i dag, med 28 elever på forskelligt niveau med een lærer ikke kan løse udfordringen.

En undervisningssektor, der befinder sig i en sparerunde, vil derfor næppe kunne måle sig med udfordringen.

Det kan blive en lang diskussion, men jeg mener, at man må modulopbygge undervisningen, men samtidig fastholde en form for tilknytning til en klasse af egen årgang. Man kan inddrage de dygtige elever i undervisningen, det vil udfordre dem socialt, men samidig skal de også selv kunne udfordres med problemstillinger, hvor løsningen for dem ikke ligger lige for.

Hanne Christensen, det er jo problemet med professionaliseret ledelse, at den er ansat. Hvor familiedrevne virksomheder først og fremmest tænkte - tænker? - i at beskytte produktet gennem bedst mulig udvikling, sander den moderne type virksomheder til i magtkamp og egocentri. Alt for unge og uerfarne chefer med alt for store egoer intimideres af faglighed, erfaring og historisk indsigt. Deres eneste trumf er hurtige penge på bordet til aktionærerne, men det er en tidsindstillet bombe både for virksomheden og det omgivende samfund.

Søren Blaabjerg

Du opstiller stråmænd.
Ingen - ikke herinde i al fald - har underkendt individets behov for anerkendelse og udfordringer.

Peter Hansen,

Mit barn havde så meget fritid, at han gerne deltog i alle sociale arrangementer, ligesom han dyrkede sport i alle afskygninger. Mit barn er ikke asocialt.

Mit barn fik også 12 i idræt.

Mit barn har aldrig måttet sige nej til et arrangement, fordi der skulle laves lektier. Altså mit barn lavede aldrig lektier ud over de stile, der skulle skrives.

Det er en jantelovsmentalitet der favner dig, Peter Hansen, når du straks tænker, at et barn må være asocialt, blot fordi det har talent.

jeg må altså endnu engang anholde den opfattelse, at al læring skal foregå i skolen. Den er ligesom en smagekasse, så må man selv opsøge det, man finder interessant, og hvor man har sine styrker. Det har aldrig været lettere end i dag - man hører om et begreb, man ikke kender, og vupti! - nettet åbner sig med en hurtig indføring, men også uendelige muligheder for at søge dybere ind i spørgsmålet.
Men jeg indrømmer, at hvis skolen ikke i sig selv er inspirerende, kan det være noget dødssygt - der skal bare ikke så meget til fra lærerens side, når det gælder dygtige elever, blot to minutter til at sætte dem i gang med at afsøge verden for guld.

Nej, Hanne Christensen, jeg tænker det modsatte: at han er alt for social og måske burde have dyrket mange flere ting på egen hånd, også sammen med nogle voksne, der kunne vække hans appetit på mere viden.
Sådan havde vi 'bogorme' det i min tid: vi gik på biblioteket og snakkede med bibliotekarerne og lærte om en masse ting, som skolen selvfølgelig ikke kunne nå eller komme ind på.
Selv skrev jeg mine stile, men jeg dikterede vel to-tre gang så mange for dem, der havde svært ved at sætte ord sammen på egen hånd.

Peter Hansen,

Og jeg glemte i øvrigt at nævne, at mit barn spiller trommer, guitar og klaver.

Mit barn kan have et problem med at hænge for meget over computerspil. Problem og problem. Mange unge spiller en del. Men nu du søger et problem, Peter Hansen, skal du have den ;-)

Hanne,

Chefer er også mennesker, og med en almindelig fordeligskurve af mere eller mindre begavede og talentfulde.

Jamen, Hanne Christensen, nu kan jeg slet ikke se, hvad problemet skulle være! Han kommer let til det, fint! Så indoptager han det vel også let, og så bliver han propfuld af de ting, man kan kombinere og finde beskæftigelse og nydannelse af.

Hanne Christensen, men dit barns talentmasse er jo blevet udfordret - og han er dumpet med hensyn til den sociale diciplin 'diciplin'...

...der er ikke nogen underliggende jantelov i min kommentar om - jeg holder meget af at opleve talenter - social udviling blot en advarsel mod at hvis dansk industri skal vejlede i talentudvikling/-udfordring så er der en risiko for at ikke alle menneskelige sider bliver tilgodeset. Det er grundliggende forældrenes ansvar at deres børn bliver udfordret på de syv intelligenser og lidt til.

Åh nej, ikke den med de "syv intelligenser".

En nem almen gyldig metafor på at vi er sammensat forskelligt i hjernen - jeg gjorde det så blidt som muligt Peter.

Peter Hansen,

Nu skal det ikke handle om mit barn. Det var et eksempel der var let for mig at gribe fat i, da det jo er så nært.

Det handler om de talentfulde som sådan. Dansk Erhverv mener, jf. artiklen, at de bare skal have højere løn og lavere skat.

Det er i den kontekst, jeg skriver, at det handler om noget helt andet. Det handler om at acceptere de talentfulde og give dem udfordringer. Altså faglige udfordringer, der hvor deres talent særligt kan udfolde sig.

Det handler ikke om, hvorvidt mit barn får et godt liv. Det gør han forhåbentligt. Det handler om mange andre ting end lige talentet. Det handler om kærester, børn, venner, gode kollegaer og at undgå sygdom.

Men ser vi det på et overordnet plan, altså på landsplan om, hvordan vi udvikler vores talenter, som vi bl.a. skal leve af og som skal gøre os konkurrencedygtige, ja, så handler det om at sikre, at de talentfulde børn, som unge, som ældre får udfordringer. Og udfordringer på en måde, så de tidligt lærer selvdisciplin, hvilket jeg mener er helt afgørende for de fremtidige resultater.

Jeg er enig i, at det kan og faktisk også bør ske gennem selvstudier, men hjulpet frem af lærere m.m.

En lærer kan jo give den talentfulde en bog. Læs den. Medier kan bruges som supplement også. Men derefter skal bogen jo diskuteres!!! Med hvem? Ellers bliver det hurtigt en ensom affære. Og mennesket er jo socialt. De talentfulde børn skal ja udfordres gennem selvstudier (så lærer de jo netop selvdisciplinen), men motiveres via diskussion af det læste, vi afprøvning (opgaver) på det læste osv.

Lærere og jeg selv kunne jo godt stikke mit barn et hele pensummet i første års matematikstudie på universitetet, og så overlade ham til sit skrivebord. Det er jo ikke seriøst. Nej, de talentfulde skal undervises og udfordres, som andre udfordres med et lavere talent.

Man skal ikke lave eliteskoler, men man kan jo godt samle (særligt via internet) de talentfulde på tværs af landet. Uden de går i samme skole, men de kan jo godt have en form for undervisning, samarbejde, fagfællesskab på tværs alligevel.

Ja, Gu' bliver det en ensom affære! Dejligt! Du har altså nogle meget firkantede ideer om, hvordan tingene bør være, Hanne Christensen, på egen hånd er altså en helt grundlæggende egenskab at kunne mestre.