International kommentar

EU's største problem er, at der ikke findes europæere

Det er ikke længere utænkeligt, at et af de mest succesfulde forsøg på at opbygge et fælles Europa på tværs af landegrænser bryder sammen
3. juli 2012

I sidste uge var jeg inviteret til at deltage i et selskab for en gruppe af højtstående EU-embedsmænd i Bruxelles. Her skulle jeg besvare spørgsmålet: Er Europa stadig en mulighed?

Det var mig selv, der havde formuleret spørgsmålet, og det var hovedsageligt tænkt som en provokation til en forsamling, der slet ikke ville have eksisteret uden Europa – eller i det mindste ikke uden det Europa, vi kalder for EU.

Men da jeg for en uge siden stod der, lige i hjertet af Europa, føltes spørgsmålet pludselig alt andet end provokerende – faktisk føltes det fuldstændig berettiget og brændende aktuelt, at spørge om Europa stadig er en mulighed.

Det enkle svar må være: Nej, det er nok ikke. I al fald ikke i sin nuværende form. I sin nuværende form har EU i bedste fald ramt en mur. Og i værste fald er det nået til en afgrund. Det er ikke længere utænkeligt at forestille sig et sammenbrud for euroen. Det vil udløse et kollaps for hele for EU, og dermed føre til et sammenbrud for et af de mest succesfulde forsøg på at opbygge et fælles Europa på tværs af landegrænser.

Ekko fra 1940’erne

Det Europa, som i sin tid blev udtænkt for at føre nationerne tættere sammen, er nu i overhængende fare for at føre nationerne stedse længere fra hinanden. Ingen ved, hvad det vil kunne føre til på længere sigt, men noget godt, skal vi næppe vente os.

Man kunne spørge: Hvordan og hvorfor er det dog kommet dertil? For bare et par år siden så alting jo helt anderledes ud. Eller for at citere en berømt europæisk forfatter:

»Overalt gik det fremad. Enhver, som vovede noget, vandt. Enhver, der købte et hus eller et maleri, kunne efterfølgende konstatere, at det bare steg og steg i værdi. Jo mere dristigt og storstilet man udfoldede sin foretagsomhed, desto mere sikkert var det, at det ville vise sig rentabelt. En vidunderlig sorgløshed opfyldte verden, for hvad skulle dog kunne stoppe denne bølge af ny fremgang og velstand? Aldrig havde Europa været stærkere, rigere, smukkere. Aldrig havde det følt en større tiltro til en bedre fremtid.«

Forfatterens navn er Stefan Zweig og det Europa, han beskriver, er et Europa på tærsklen til Første Verdenskrig.

Han skrev ordene i 1940 – året, da Hitler og hans tropper marcherede på gaderne i Paris, og Europa endnu engang var i færd med at ødelægge sig selv. To år senere valgte Stefan Zweig at tage sit eget liv, fordi han ikke kunne udholde at se sin elskede Europa gå under.

I medgang, ikke i modgang

Jeg hævder ikke, at uhyrlighederne, som skete dengang, vil gentage sig under en eller anden form. Men vi må som minimum konstatere, at Europa er og forbliver en uhyre skrøbelig bygning.

Facaden kan undertiden se gedigen ud og være smuk og stilig at se på. Og de mange værelser kan hver især være både rige og unikt møblerede. Men væggene er tynde og nemme at ødelægge, så derfor behøver vi en konstant overvågning og revision. Skridtet fra Europa som velfungerende bygning til ulmende ruin kan være rystende kort. Denne lære kan det også i den aktuelle situation være værd at indprente sig.

For bare fem eller 10 år siden kunne Europa beskrives med de samme ord, som engang flød fra Stefan Zweigs pen. Det var et Europa, hvor alle kurver pegede opad. Et Europa, som dag for dag blev stærkere, større og rigere. Et Europa, hvor europæerne dag for dag kom stadigt tættere på hinanden.

Der var bare en ulempe, viste det sig. Den sædvanlige gamle kedelige ulempe: Der findes ikke nogen europæere. I hvert fald ikke endnu. Og i hvert fald ikke den slags europæere, der er i stand til at holde sammen, når der blæser en hård modvind, og alle kurver peger nedad, og det kræves af alle, at vi deler – ikke vores medgang – men også vores modgang.

Nationerne dominerer

Først og fremmest har vi brug for, at tyskerne sætter Europas interesser over deres egne. I realiteten er de nødsaget til at sætte deres egne penge på spil for at frelse den europæiske struktur fra at kollapse.

Før de går med til det, er det helt afgørende, at Europas indbyggere igen bliver i stand til at forestille sig konsekvenserne af et europæisk kollaps.

Så hvad er svagheden i den europæiske konstruktion?

Den samme som altid: For mange rum, der er alt for overlæssede interiører. For meget historie på et for lille område. For meget nation og for lidt Europa.

Der er behov for intet mindre end en væsentlig revision og renovering af hele bygningen, så der bliver mindre nation, og mere Europa i den. Og det skal gå hurtigt, for facaden er ved at sprække.

Der er presserende behov for, at vi besinder os på De Tre Musketerers gamle kampråb: Én for alle, alle for én.

Ellers kan konklusionen meget vel blive et uafviselig: Europa ikke er muligt.

 

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja EU må jo se at finde sig et andet folk når det nuværende er for dumme til at forstå genialiteten i EU.
Eller EU kunne droppe at være bannerfører for den globaliserede kapitalisme og satse mere på samarbejdets forskellighed og folkets behov.

Jon W Leonon

Vi er Europæere ..
Undskyld mig, men er i fuldstændigt åndssvage ?
Hvor mange milioner af hinanden er det lige vi har slagtet de sidste 3-400 hundrede år, fordi vi IKKE er 'Europæere' ??

Beklager meget maghavere, men nu kommer al jeres nationalisme-pis tilbage og bider jer i bollerne ..
I DEN GRAD !

Jeg kan kun opfordre Niels-Holger Nielsen og Søren Lom til at tage skyklapperne af og læse artiklen en gang til. Der er INTET belæg for deres rygmarvsreaktioner, som desværre er typiske for enhver debat om EU.