Kronik

Facebook – et medie designet til overflade

Facebook-kommunikation ender ofte i forstillelse, oplevede Katrine Engberg og Anne Mette Hancock. Så de gav sig i kast med en klassisk brevveksling, som endte med bogen ’Klap i, hest!’ Information har spurgt dem, hvad den omsvøbsfrie kommunikation har betydet for deres venskab. Svaret kom – ikke overraskende – i brevform
Facebook-kommunikation ender ofte i forstillelse, oplevede Katrine Engberg og Anne Mette Hancock. Så de gav sig i kast med en klassisk brevveksling, som endte med bogen ’Klap i, hest!’ Information har spurgt dem, hvad den omsvøbsfrie kommunikation har betydet for deres venskab. Svaret kom – ikke overraskende – i brevform
Debat
14. juli 2012

Kære Anne Mette

I aftes kunne jeg have postet følgende update på Facebook:

»Hygge dagen lang med forældre og kiddo i Zoo. Popcorn, is med krymmel og gedekidsdikkedik. Lasagne, vin, sniksnak og indforståede ’kæft hvor vi elsker det barn’-blikke. Farvelkys til de gamle, et sovende barn og nu guf og tv! Åh, hvor er jeg lykkelig!«

Men jeg gjorde det ikke af den simple årsag, at beskrivelsen er forsætlig unuanceret. Ikke usand, bare ensidig med fokus på højdepunkterne og derfor også en smule forløjet.

Læs også: Den, der renser krokodillens tænder

For ja, alle ovenstående udsagn er sande, men et lige så faktuelt referat af forløbet kunne have lydt således:

»Totalskadet i bærret efter en lang dag med børnehavefri, forældrebesøg og Zoo. Konstante ’hør nu efter’-formaninger til junior, puste på skrabede knæ, se på de samme jungledyr for 117. gang, lasagne overalt på køkkengulvet, drak et halvt glas vin mere end planlagt. Nu er der intet spændende i tv og intet slik. Og, nå ja, jeg er heldigvis stadig glad og tilfreds!«

Det er ikke en nyhed, at Facebook er tomme kalorier. Et medie, primært designet til overflade og medvind – en pose vammelsødt discountslik, som underholder kortvarigt uden at stille sulten. Der er ikke noget galt med slik, medmindre det altså går ind og erstatter hovedparten af ens kost.

Og det er her, problemet opstår. Ifølge Foreningen for Danske Internetmedier besøger danske internetbrugere Facebook 71 millioner gange og bruger omtrent 22 millioner timer på sitet hver måned. Og når frekvensen er så høj, bliver det vigtigt, hvad man putter i hovedet. Facebook udgør nu en betydelig del af vores sociale kommunikation, og derfor er det ikke omkostningsfrit, at platformen generelt er så unuanceret happy-happy. Den tid, vi bruger på Facebook, tager vi jo fra noget andet. Hvad sker der med vores sociale relationer, når en væsentlig del af udvekslingerne med kolleger og bekendte er ekstremt private og samtidig nøje redigeret til at fremstille os som en lille smule federe, end vi egentlig er? Spørgsmålet er, om den type kommunikation – den massive udveksling af forstillede intimiteter – bringer os tættere på hinanden?

Jeg kan godt blive bange for, at de sociale medier på sigt vil polarisere kommunikationen, så kløften mellem den uforbeholdne strøm af likes på Facebook og den forråede tone i debatten på blogs og nyhedsfora bliver endnu større.

Rygklapperi skaber ikke nærhed, tværtimod, det øger kun konfliktskyhed at nikke forlorent af hinandens udmeldinger og så rase igennem, når posen endelig lukkes op. Hvorfor skal saglige debatindlæg kvitteres med termer som ’kvotefeministluder’? Den ærlige, respektfulde samtale lader til at være på retur. På internettet i hvert fald.

Det er selvfølgelig enten håbløst farmoragtigt eller irriterende hipster-mikrotrendy at gå imod strømmen og kaste vrag på alles yndlingsplatform.

»Så sluk dog og hold din kæft, så vi andre kan hygge os med vores fede legetøj, din smatso!« Ja tak, der er slukket. Ikke slettet, bare skruet væsentlig ned for frekvensen af opdateringer og besøg.

Det betyder ikke, at det bekræftelsesbehov, som Facebook imødekommer, er faldet. Jeg er på ingen måde hævet over behovet for at udveksle vellykkede selvportrætter med mine medmennesker. Jeg foretrækker bare at få lidt nuancer med i udvekslingen. Og det neurotiske, lykkelige og komplicerede menneske, du gennem vores korrespondance har vist dig at være, interesserer mig på alle måder mere end den glansbilledlignende Facebook-profil, du sendte mig en venneanmodning fra for godt halvandet år siden. 

Katrine

Kære Katrine

Jeg er glad for, at du foretrækker mig med neuroser, skønhedsfejl og forstokkethed. Det er jeg nemlig nødt til at minde mig selv om, når jeg sommetider får tilbagefald og i et sekund overvejer at gå tilbage til en fuser. Til at poste pornolyriske statusopdateringer fra mit kartotek af private lykke-øjeblikke eller sende en velvinklet oneliner ud i verden, så jeg kan blive bekræftet i, at der findes halvfremmede derude, som synes, jeg er underholdende.

Eller – især – når jeg bliver en anelse konfliktsky over at have erklæret højlydt og offentligt, at mit umiddelbare Facebook-crush har fortaget sig, fordi den slags ytringer efter alt at dømme er voldsomt provokerende for særligt ortodokse FB’ere.

Men en af de mange ting, vores korrespondance sidste år lærte mig, er, at det er bedre at være ærlig end at tie eller – endnu værre – at samtykke kunstigt. Også når det, man har at sige, er skingrende upopulært og alt andet end forhandlingsvenligt. For det er der, vi for alvor bliver interessante. Når vi tør mene noget andet end det forventede og stå ved det. Somme tider dog kun indtil vi er blevet klogere og kan se tingene fra mere end én vinkel, med ærlighed og respekt.

Sidstnævnte ser man ganske rigtigt ikke meget til i de debatter, man kan deltage i på Facebook, så jeg forsøger i stedet at bruge mit krudt i den virkelige verden. For hvis vi ikke er modige nok til at samtale uden hensynsfilter, når vi er uenige, lærer vi aldrig hinanden rigtigt at kende.

Indtil vi startede vores brevveksling, troede jeg, at min vigtigste opgave i 30’erne skulle være at lære ikke at forholde mig til alting. At si enhver kontroversiel eller potentielt distanceskabende udmelding fra og i stedet skamrose mine venners havemøbler, opdragelsesmetoder og evidente fejltrin uden et hint af reel stillingstagen. En nær ven havde nemlig fortalt mig, at min omsvøbsfrie facon var for intimiderende. Jeg var for kontant, og når jeg først havde meldt ud, hvad jeg mente om en given sag, turde hun ikke sige mig imod.

Men i stedet for at skrue ned for retorikken, tror jeg faktisk, at det ville styrke vores venskab, hvis respektive synspunkter og pointer kom på bordet – også selv om der sommetider ville være småskænderier og heftige diskussioner.

Lad mig da være den første til at erkende, at hvor der er røg, er der også ild, så ja, jeg har uden tvivl adskillige gange i mit liv smidt en kompromisløs kommentar på bordet. Men for at hive en støvet kliché frem, fremmer samtale altså i dén grad forståelsen. For alle parter!  

Det ved jeg, for det har vores brevveksling lært mig. Formlen holder, og jeg håber, jeg kan overføre den til mine øvrige bekendskaber, så jeg fremover kan undgå at blive konfronteret med ophobet forurettethed, og så jeg selv kan slippe for at danse rundt på æggeskaller som resultat af den hensynsbetændelse, jeg ellers var på nippet til at bukke under for.

Venskaber kan godt tåle, at man ikke altid stryger hinanden med hårene. At man sommetider også udfordrer hinanden i stedet for kun at kommunikere via substansløse likes. Og man bliver selv et bedre menneske i processen. Jeg ved nemlig godt, at jeg kan være stædig. Indbildsk, ja. Og bedrevidende. Jeg indrømmer det blankt! Derfor har jeg netop ikke brug for rygklappere og hader ideen om at have bekendte, der lyver sig enige med mig for at undgå en kontrovers, mens de indvendigt ruller med øjnene. Jeg har ganske enkelt mere gavn af venner, der tør at sige mig imod, og som er ærlige over for mig om skæg som snot. Og den type udveksling finder jeg ikke på Facebook.   

Anne Mette

Anne Mette Hancock og Katrine Engberg er forfattere og har netop udgivet bogen ’Klap i, hest!’ på Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Man bliver desværre bekræftet i, at heller ikke brevveksling mellem to personer nødvendigvis er interessant.

Eller nødvendig for verden.

Kasper Retvig

I øvrigt er det jo noget selvhøjtideligt vrøvl. Facebook stiller ingen betingelser for hvad folk skriver. Facebook er en tom skal hvor man kan skrive præcis hvad man vil, sålænge man holder sig inden for rimelighedens grænser, ie ikke racisme, porno etc.
Men det er typisk at folk ser en problematisk udvikling og ikke kan overskue det virkelige problem, og i stedet skyder skylden på det seneste teknologiske værktøj. Hvis man går tilbage i historien vil man se de samme skrammehistorier om andre teknologiske landevindinger, såsom hjulet, dampmaskinen, bilen, computeren, internettet etc.
Hvis folk poster ligegyldigt nonsens, så fokuser på det virkelige problem, nemlig dem der poster det, ikke mediet som blot tillader dem at poste deres nonsens.

Anders Sørensen

Jeg snublede over denne linje: "Jeg har ganske enkelt mere gavn af venner, der tør at sige mig imod."

Formuleringen i sig selv. Der siges ikke eksempelvis, at "jeg foretrækker mennesker, der tør sige mig imod", nej, man "har gavn" af dem. De eksisterer udelukkende, så man kan suge gavn af deres yver.

Det er, om noget, et overfladisk, egocentreret og facebook-like statement, der paradoksalt nok leveres i en svada mod netop Facebook.

Pot calling the kettle black? Måske ikke helt - men ikke desto mindre får jeg fornemmelsen af, at det er så ulideligt let at angribe Facebook og spille klog ved at afdække dette fænomens påståede forløjethed, at man glemmer at glo sig selv i spejlet og erkende, at ens eget fjæs ikke nødvendigvis er noget kønt syn klokken lort et tispunkt på døgnet efter endnu en statusopdatering via nettet, i avisen, ved kassen i Brugsen, hos frisøren.

Jesper Wendt

/Disable

Jon W Leonon

Jesper, jeg har tidligere hørt om 'one-liners',
men 'one-worders' ??
Jeg forstår ærlig talt ikke hvad du mener, men jeg ville gerne !

Søren Peter Langkjær Bojsen

spørgsmålet må være; hvorfor har de to skribenter deres facebook konfigureret til tysk sprog?

Peter Andreas Ebbesen

Desværre er det sådan at det er på Fjolsbogen man får de relevante nyheder.

Ikke i aviserne og på de statskontrolerede sights.

Der er oprør i Canada, og det vidste jeg sgu ikke, hvis jeg ikke havde haft Fjolsbogen og min kæreste til at fortælle om det.

Hvor tit har vi hørt om at der er store demonstrationer i Canada med over en milion mennesker på gaderne?

Men når det så er sagt, så er det rigtigt, at folk bruger Fjolsbogen til ligegyldigheder.

Jeg har eksempeltvis set en, der skrev om sine nye gardiner han lige havde sat op.

Hvad faen rager det egentlig mig?

Eller at folk ligger med en mega forkølelse.
Skriver de det fordi de vil have medlidenhed eller hvad?

Nej, brug FJolsbogen, (Og jeg mener Fjolsbogen, så længe folk bruger den til ligegyldigheder) Til at sprede relevante nyheder som vi ikke får i de statskontrolerede medier.

Så bliver det brugt som det bør.

MVH Heidi Madsen.

morten hansen

Det ville være bedre at være klarere i spyttet, når man nu skal spytte.

Problemet med Facebook er det samme som majoriteten af blog-kommentatorer - også på Information. Der tales, før der tænkes. Det samme med sms-onani-kulturen.

Facebook er mest til infantil kommunikation. Det er jo også det, I starter med at sige. Det hele bliver anti-eftertænksomt. Alt er forkortet til nærmest latterlighed. En gylp her. En bøvs her. Alt er glemt i morgen. Det er smalltalk ophøjet til vigtig samtale.

Men et hovedproblem med Facebook er som med smartphones, at det er et opiat. Det er som kokain. Det er vanedannende, det bliver til et misbrug. Det er simpelthen så godt, at det er skidt. Vi bliver høje af lortet og må ha' mer. Og når vi ikke får det, bliver depressivt rastløse og uforløste.

Se mig, hør mig, elsk mig, bekræft mig, gør noget, så jeg ikke keder mig.

MEN: som ovenstående bloggere så rigtigt skriver: du bestemmer det jo selv. Så klart! Personligt har jeg skruet Facebook ned på et moderat-lavt blus. Jeg var med fra starten på de social medier. Det hed MySpace dengang. Det gør det for så vidt stadig. Det gode ved MySpace var deres musiker-afdeling. Hvis man ønskede det, kunne man virkelig networke. Det skaffede mig som musiker en hel del seriøse kontakter og kollaboratører i udlandet og indlandet. Et par af dem blev ægte venner. Nogle blev samarbejdspartnere. Andre blev kunder. Andre igen blev en del af netværket.

Sociale netværk er, hvad man lægger i dem. Det er ofte i brugerkulturen, det kører af sporet. Det er, når man begynder at dope sig med mediet, at det går galt. Det er her, grænseløsheden og grænseoverskridelserne finder sted. Det er her, kommunikationen pornoficeres. Det er her, narcissisternes paradis opstår.

Det er også her, at parasitterne og vampyrerne træder ind på scenen. De kommercielle høstfolk, bærmen af hipsterkulturen, sjælefiskerne. Facebook er - forudsigeligt nok - blevet et forurenet medie.

Min arbejdsplads havde hyret en af medieguruerne til et medarbejder-seminar, Henrik Have, til at fortælle om kommunikation. I løbet af sit Powerpoint-understøttede foredrag lykkedes det ham at ophøje Facebook til et fænomen af samme revolutionerende betydning for menneskeheden som Gutenberg og bogtrykkerkunsten.

Det viser, hvad der er sket med de sociale medier. For det første har Henrik Have ramt ved siden af. Han er reklamemand og taler som repræsentant for en branche, der nu bruger de sociale netværk som platform for markedsføring. Hvad er der i den for os? Kroner og ører - og Facebook-narkomaner. Reklamebranchen tænker altid i afhængighed, for det er det, de lever af.

Men Henrik Have rammer ved siden af. Det er ikke Facebook, der er Gutenberg og bogtrykker-revolutionen. Det er selve Internettet som det medie, der gør mennesker i stand til at bryde de grænser, som kirken og staten satte for de uvidende mennesker i tusinde år. Facebook er en del af dette Internet. Og brugt på den rigtige måde, bidrager det til en frigørelse af vores liv. Brugt som et opiat, fremmer det tidens stupiditet.

Vælg selv.

Jesper Wendt

Heidi Madsen, man er nød til at se hvilke præmisser det er opstået fra, da informationsflow ikke var tiltænkt. Den hule substans, er årsagen til massen.

lene johansen

Får de bedste informationer om hvad der sker i verden gn. bl.a. facebook venner.
Ville ikke ANE hvad der sker worldwide, hvis jeg kun fik MSM avisers "information" .

Mener de fleste aviser er styrede af globalfinans"gangstere" der tæppebomber os med en præfabrikeret og løgnagtig propaganda, de kalder journalistik.
Jeg kalder det kampagner.

Peter Jensen

Facebook både indskriver sig i - og fremmer - netværkstænkningen, der som sameksistensideal har skubbet fællesskaberne i baggrunden. Når man 'netværker', så plejer man sine egocentriske interesser udfra en utilitaristisk tilgang; der vurderes og kalkuleres og orkestreres udfra egennytte. Hvor fællesskaber at mere nødvendig og forpligtende art lærte individet at indgå i mangfoldighed og tolerere begrænsninger, ressourceknaphed og diversitet i også de helt nære sfære, bidrager netværk til individets egensindige selvrealisering, hvor der principielt ikke accepteres nogen grænser for udfoldelsen. Dén vej rundt bidrager 'sociale medier' (som i på flere måder virker hæmmende for socialisering og fremmende for egocentri) til den borgerlige livsdrøm om det spændstige og selvberoende individ, som hele tiden skaber sin egen lykke.

Vibeke Nielsen

Facebook er ikke blot en tom ramme, som man kan hælde hvad som helst i. Der er både formelle og uformelle spilleregler og en funktionalitet, som har betydning for, hvad man kan kommunikere, hvordan man kan kommunikere og hvem man kan kommunikere med. Så dem her i tråden, der påstår, at det er bare er folk selv, der er rigtig rigtig dumme, hvis de ikke synes at mediet giver dem det, som de drømte om, har altså ikke ret. Facebook er ikke en fristad eller et frit forum uden rammer og grænser.

Funktionaliteten lægger for eksempel helt klart op til, at man kommunikerer kortfattet og i korte sætninger, hvilket i sig selv appellerer til overfladisk kommunikation, som enten er af fatisk karakter eller har en ren signalfunktion - "hej hej", "ses vi?", "synes godt om", "RIP", "hahahaha" osv. Det ærgelige er, at det netop er langt hyggeligst at kommunikere på den måde, når man er i stue med folk og kan få kropsproget og tonefaldet med. På den anden side lægger funktionaliteten på ingen måde op til længere diskussioner med lange udfoldede argumenter, som skriftlig kommunikation ellers er velegnet til. Man skal ind og klikke videre, hvis kommentarer fylder mere end et par linjer. Det udfoldede argument skjules pr. automatik.

Fordi Facebooks funktionalitet netop kun appellerer til de former for kommunikation, som det er hyggeligst at benytte, når man er sammen med folk, har jeg svært ved at forstå platformens popularitet - i hvert fald, hvis den er tænkt som en platform, der skulle udfylde et socialt behov.

Det eneste sociale behov, jeg kan se, at Facebook som noget særligt kan udfylde, er vores lyst til at lure på de andre - eller positivt formuleret, at følge med i begivenheder i tilværelser, som man ikke længere selv rigtigt er involveret i, fx gamle kollegaer, som man ikke har set i 10 år og som man egentlig heller ikke har så meget til fælles med. Problemet er så bare, at man i virkeligheden slet ikke får indblik i andet end en glittet overflade. Derfor er Facebook lidt som at læse sladderblade.

@morten hansen

Han hedder ikke Henrik Have. Henrik Have er kunstner. Han hedder formodentlig Christian Have, ham, som I har haft på visit.

John Vedsegaard

Facebook er et medie designet til at genere spam og til salg af reklamer, intet andet! Undlad at bruge det.

Vibeke Nielsen

Og til jer, der bruger Facebook som nyhedsmedie, idet I tror, at I ikke kan finde informationer og nyheder om demoer og store begivenheder i udlandet andetsted.

Til politiske formål og som nyhedsmedie er Facebook nøjagtigt lige så overfladisk som til sociale formål. Det perfekte manipulationsværktøj. Som skabt til overfladiske kampagner, hurtige slogans, propaganda og vandrehistorier. Prøv en søgemaskine, der kan føre jer videre til alle de udmærkede internationale tidsskrifter i stedet.

Kasper Retvig

@Vibeke, det er jo så ikke helt sandt. I din facebook status meddelelse kan du skrive rigtigt meget tekst. Ved faktisk ikke om der er en begrænsning på antallet af karakterer, men jeg har aldrig stødt på den. Du tænker nok nærmere på Twitter, som jo som bekendt begrænser dig til 140 karakterer. Iøvrigt behøver man ikke at skrive langt for at skrive fornuftigt.

Derudover begrænser facebook dig heller ikke i hvor mange eller lange videor du kan uploade eller for den sags skyld hvor mange billeder du kan uploade. Du kan iøvrigt også linke til eller kommentere en hvilken som helst artikel online. Alt i alt sætter facebook utroligt få begrænsninger for brugernes udfoldelser. Det er således brugerne der vælger at skrive om deres seneste potteplante indkøb i stedet for at skrive om oprøreret i Canada eller sulten i Sudan eller whatever.

Så igen, det er ikke mediet der er problemet, det er hvad vi som brugere putter i det.

Mette Louise Schmidt

Nu er vi efterhånden en generation af +18 årige (nogle også yngre), som er vokset op med chat, profiler, narcissisme-narkomani, hjernedødt sms-sprog samtidig med at anklagerne om en negativ udvikling i vores sprog og vores relationer er haglet nedover os, det hele bliver mere overfladisk, hvad skal der dog blive af mennesket, vi er dømt til armageddon, misforståelser, ego-centrisme og rygproblemer.

Sikke en værdi at tillægge facebook. Facebook er så overfladisk man vælger at gøre det til, og ønsker man at forbedre relationerne, værdierne og sproget, skal man starte et helt andet sted. Folk kan oftest finde ud af at navigere på facebook.

Ja, vi lægger filter over billederne, vi er nogle overfladiske idioter, vi manipulerer med mediet, og nej vi ser slet ikke så godt ud i virkeligheden, og vi har heller ikke læst alle de bøger der florerer på vores profiler. Men fakede vi ikke på face, ville vi nok gøre det et andet sted.

Peter Jensen

Det kan undre så forholdsvis mange kommentatorer hér i spalten tillægger strukturer/design en forsvindende ringe indflydelse på individets udfoldelse og adfærd. Antagelsen om at mennesker ikke (kan) provokeres til bestemte typer af adfærd når givne strukturer gøres gældende, står næppe mål med mere end et århundredes socialpsykologisk forskning.

Vibeke Nielsen

@Kasper Retvig

Du er velnok en utroligt taknemmelig forbruger. Jeg skriver ikke, at man ikke kan skrive længere tekster. Jeg skriver - og nu citerer jeg mig selv:

"På den anden side lægger funktionaliteten på ingen måde op til længere diskussioner med lange udfoldede argumenter, som skriftlig kommunikation ellers er velegnet til. Man skal ind og klikke videre, hvis kommentarer fylder mere end et par linjer. Det udfoldede argument skjules pr. automatik. "

Jeg skriver ikke, at man ikke kan skrive længere tekster. Jeg skriver om funktionalitet og hvad forskellige former for funktionalitet lægger op til. Her er jeg helt enig med Peter Jensen.

Facebooks funktionalitet tilbyder for det første kun umiddelbar synlighed af kommentarer i forkortet form, for det andet kun mulighed for en ensporet debat i en enkelt tråd ad gangen, i række og geled. I modsætning til hvad systemer, der er bygget enten en dybere kommentarpræget debat i trådet form, som nærværende avis har valgt det og i modsætning til systemer, der er bygget som egentlige debatfora, hvor man enkelt kan linke til kommentarer meget længere oppe i tråden, så debatten kan føres i flere retninger, tilbyder.

Dvs. Facebooks funktionalitet lægger op til "hej hej", *fnis* o. lign. debatter. Eller debatter, hvor man blot udveksler links med en kort kommentar. Hvis man ønsker dybere skriftlige samtaler, er man bedst tjent med at vælge systemer, hvis funktionalitet er bedre egnet til dette formål end Facebook. Ligesom man er bedre tjent med andre systemer end Facebook, hvis man er seriøs fotograf og ønsker at dele sine billeder på nettet.

Jeg forstår godt, at de fleste ikke tør skrive den fulde sandhed på Facebook, og at kommunikationen derfor kan blive ret overfladisk. Især for dem der ikke tør fortælle offentligt om alle dele af deres privatliv.

For alt hvad man skriver på Facebook, selv i private beskeder, kan jo potentielt blive offentliggjort, og beviset er stort set uomgængeligt. Det kræver nemlig blot at en af modtagerne (eller en som har hacket Facebook-kontoen som tilhører en af ens venner) tager en kopi af skærmbilledet og lægger det på nettet.

Så at skrive på Facebook svarer lidt til at tale med andre mennesker i et rum, hvor alt, der bliver sagt, bliver optaget. Det ville nok også gøre disse samtaler mindre åbne. Risikoen for, at det, man sagde, blev offentliggjort, er jo stærkt forøget, hvis der foreligger en optagelse af det.

Hvis der derimod ikke foretages en optagelse af, hvad man siger, kan man jo altid benægte, hvis den person, man har talt med, fortæller det videre til andre. Det er svært at gøre på Facebook, hvis der foreligger et kopi af et skærmbillede.

Så på den måde kan man sige, at det er svært at være rigtig åben på Facebook, medmindre man er villig til at det, man skriver, potentielt kan ende med at blive delt med hele verden, inklusive et bevis for at man har skrevet det. Og hvem har lyst til at fortælle om sine inderste sårbarheder over for potentielt 7 milliarder mennesker, eller i hvert fald et par millioner danskere? Det kræver en meget robust sjæl at gøre det.

Benjamin Bach

@Jon W Leonon
Facebook er ikke bare en relationel database. Meget data gemmes i distribuerede key-value systemer. Læs mere her:

http://developers.facebook.com/opensource/

Mest af alt er Facebook en social konstruktion, men rammerne dikteres af en kapitalistisk agenda. Netop pga. sidstnævnte gider jeg ikke bruge det, men man kunne sagtens forestille sig et lignende system, hvor brugerne selv ejede deres data, som jeg gerne ville bruge...

it's not Facebook that's the product, it's you.

Lennart Kampmann

facebook ->/dev/null

med venlig hilsen
Lennart

Thomas Struer

Jeg lukkede min FB profil for et 1/2 år siden, og jeg har ikke savnet det en eneste gang. Livet går sin gang, og jeg slipper for alle de ligegyldige opdateringer, der som regel kun er den halve sandhed. Jeg kan så bruge min hjernekapacitet til andre ting.
Jamen jeg bruger min profil til at holde mig ajour med venner og familie, er det argument jeg hører. Det kan man altså gøre på mange andre måder. Ok man mister måske kontakten med nogle ude i periferien, men alt har jo sine konsekvenser.
Prøv at sætte din profil på stand-by en uge. Så kan du se om du har det bedre eller sidder med abstinenser.
Hvis du synes du er gået glip af noget, så er den nem at åbne igen.
Mvh

Ole Halvorsen

"Facebook – et medie designet til overflade..."

Tjae, hvis det er en rigtig betegnelse, så passer Facebook jo perfekt til gevaldigt mange danske overfladiske politikere...

Rasmus Varnich Blumensaat

En klogere mand end jeg sagde engang at man skal vogte sig for menneskehedens opdragere: samfundet er ikke et sanatorium og uanset hvor godt du har det med dig selv, er du ikke kuren på diagnosen "menneske".

Jeg forstår ikke hvordan man føler sig i sin gode ret til at udfolde det dybdeontologiske verdenskort, når nu ens kritik af den påståede overfladespænding i mediet Facebook udgives som samtalebog, denne den mest politisk korrekte, hyggefascistiske omgang morbid selvfedme og offentlig-onani-forklædt-som-opbyggelighed mellem pensionerede præster og folkekære litterater.

Hvad man så end mener med det pseudoreligiøse begreb "overfladisk" (man hører vinden suse gennem Hulelignelsen), er Facebook ikke mere overfladisk end menneskene der bruger den teknologiske platform til at få fast grund under fødderne. Mennesket kunne have godt af at indse, at det er et væsen, der i sit virke omstrukturerer sine egne livsbetingelser, hvilket indskriver en grundlæggende generational fremmedgjorthed, som yderligere forstærkes af historieskrivningen og dens tendens til at fremhæve det idylliske på bekostning af det det faktiske (vi ser parallellen i de selvfortællinger folk producerer på Facebook), hvorved fortiden får sit paradisiske æbleblomstskær.

Verden var ikke et bedre sted før sociale medier. Normerne skrider i deres fortsatte tempo, fordi de ikke aldrig har været permanente. Vibeke Nielsen, Katrine Engberg og Anne Mette Hancock ligner mest af forurettede medusaer, der stirrer sig blinde på en verden, der nægter at stivne for deres blik.

Rasmus Varnich Blumensaat

minus "det" og "ikke".

Steffen Gliese

Jeg har ofte min profil på standby i mere end en uge, jeg er gennemgående ikke så styret af ting, jeg brugr dem til det, jeg selv vil - sådan har det været lige siden legoklodserne.

Steffen Gliese

Det er faktisk et vældig godt værktøj i en verden, hvor folk flytter sig og f.eks. gamle skolekammerater er spredt for alle vinde.
Opdateringer siger mig ikke altid så meget, men det er da fint at vide, hvis det blev et barn, eller at folk, man ville invitere sammen, er raget uklar.

Kasper Retvig

Rasmus, jeg kunne ikke være mere enig.

Det er den typiske omgang pladder-romantisme, aka "alting var bedre i gamle dage" nonsense.

Hvor gang der er en eller anden teknologisk landevinding kommer disse typer ud og udråber det sidste nye til det der endegyldigt vil føre til meneskernes forådnelse.

Jeg er 100% sikker på at hver gang der har været en af disse teknologiske landevindinger kan man gå tilbage i tiden og læse artikler om opskræmte menesker som er overbevist om at det vil føre til forfærdelige ting. Det sker bare aldrig, bevares det fører til forandringer og det kan også være skræmmende. På den anden side ville alternativet være total mangel på udvikling og det ville nok heller ikke være så fedt.

Jeg kommer iøvrigt til at tænke på et eksempel, jeg kan huske da mobiltelefoner og særligt sms'er først blev populært blandt unge. Der kunne man læse den ene historie efter den anden om, hvordan det ville føre til en over-udvikling af de unges tommelfinger (det var den de sms'ede med), og hvor forfærdelig en udvikling det ville være. Jeg ved ikke med jer andre, men jeg synes det er begrænset hvor mange unge jeg ser rende rundt med 40 cm lange tommelfingre :-)