Kronik

Finansministeriets drømmemodel er ’kejserens nye klæder’

Politikerne forhandler økonomiske reformer på grundlag af finansministeriets ’drømmemodel’. Forstår man ikke modellen, er man uegnet til sit job. Accepterer man ikke modellen, dømmes man ude af de politiske forhandlinger. Resultatet er en svækket dansk økonomi
Fordi Danmark kun har øje for én finansiel regnemodel, bliver landet økonomisk svækket, lyder det fra økonomiprofessor Jesper Jespersen.

Fordi Danmark kun har øje for én finansiel regnemodel, bliver landet økonomisk svækket, lyder det fra økonomiprofessor Jesper Jespersen.

Uffe Weng

Debat
2. juli 2012

Vi kender alle historien om kejserens nye klæder. Her fortælles det, hvordan kejseren og hans hof lader sig økonomisk forføre af et par vidtløftige skræddere. Hverken kejseren eller hoffet forstår, hvad de bliver tilbudt; men alle omkring kejseren nikker og smiler, som om de forstår. Herved skabes der en konstrueret virkelighed løsrevet fra den virkelige virkelighed. Illusionsnummeret fortsætter, indtil fiktionen konfronteres med den virkelige virkelighed. Først da det lille barn udbryder: »Jamen, kejseren har ikke noget tøj på«, bliver bedrageriet afsløret, men da er skrædderne over alle bjerge.

Vi vidste godt, at historien ikke kun hører en fjern fortid til. Den er dog sjældent blevet demonstreret så effektfuldt, som det vi har været vidner til i forbindelse med de politiske forhandlinger i de seneste år – uanset regeringens farve.

Ministre, partiernes forhandlere, spin-doktorer, embedsmænd og det journalistiske jetset har opbygget en fælles konstruktion, som den økonomiske politik diskuteres indenfor. Den har sit arnested i Finansministeriet, hvor der er blevet lavet en særlig ligevægtsmodel af den danske samfundsøkonomi. Modellen har fået en status, der svarer til kejserens nye klæder; hvis man ikke forstår den, er det, fordi man er uegnet til sit job. Det forhold, at modellen ikke afspejler den virkelige virkelighed, der bl.a. indebærer en betydelig arbejdsløshed – diskuteres ikke; for så er man uegnet til sit job. Vil man ikke acceptere denne særlige finansministerielle virkelighed, har man placeret sig uhjælpeligt uden for den bane, hvor de politiske beslutninger træffes. Det måtte Enhedslisten sande i forbindelse med det nyligt indgåede skatteforlig.

Drømt virkelighed

Den finansministerielle virkelighed er bygget op omkring en ligevægtsmodel. Modellen er en stærk idealisering af virkeligheden, hvorfor beregningerne ikke umiddelbart burde benyttes ved rådgivning om den virkelige virkelighed. Men i finansministeriet sondres der ikke mellem ligevægtsmodellen (en klon af DREAM-modellen) og virkeligheden.

Forkortelsen står for Danish Rational Economic Agent Model. Alene navnet slår fast, at alle aktører antages at reagere forudsigeligt på økonomiske incitamenter, og at de antages at kende fremtiden med sikkerhed. DREAM-klonen fungerer derfor som en form for urværk, hvor alt er forudsigeligt. Et meget simpelt urværk, som det er lykkedes for Finansministeriet at gøre til den christiansborgske virkelighed, når økonomiske reformer skal forhandles.

Lad os kigge lidt nærmere på den DREAM-virkelighed, som politikerne forhandler på baggrund af, når de økonomiske konsekvenser af større reformer som f.eks. efterløn, trepartsforhandlinger og skatteaftale skal vurderes. I den tekniske fagjargon hedder den en generel ligevægtsmodel. Denne type model har som beregningsmæssig forudsætning, at arbejdsmarkedet befinder sig i ligevægt, når blot der kigges tre-fem år ud i fremtiden. Bag beregninger, som har fokus på f.eks. år 2020 eller endnu længere ud i fremtiden, ligger der altså en antagelse om, at der er arbejde til alle, der ønsker et job til det gældende lønniveau.

Det kan ikke gentages for ofte, at denne antagelse om generel ligevægt ikke er baseret på empiriske studier. Det er ikke en erfaring, der er indhøstet fra dansk økonomi. Det er en konstruktion, som økonomer ofte benytter sig af. Her gælder det, at de personer, som efter 3-5 år ikke er kommet i arbejde, betegnes som ’frivilligt’ arbejdsløse. De antages selv at have fravalgt de job, som de bliver tilbudt. Den antagelse er helt ude af trit med den praksis, der gælder for arbejdsformidlingen i Danmark – men den virkelige virkelighed distraherer ikke økonomerne, for i modellen er der arbejde til alle.

Det har vi overvismand Hans Jørgen Whitta-Jakobsens ord for. »Al erfaring viser, at hvis arbejdsstyrken vokser, vokser beskæftigelsen tilsvarende« (Information 5. januar 2011).

Spørgsmålet er blot, hvordan ’al erfaring’ flugter med f.eks. en europæisk arbejdsløshed, som igennem årtier har ligget omkring 10 pct. eller den ubehageligt høje danske arbejdsløshed. Den forsvinder ikke af sig selv – tværtimod.

Økonomernes sirenesang

Ligevægtsøkonomerne ’glemmer’ ofte at fortælle politikerne, at modellen bygger på den restriktive antagelse, at udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel, at der altid er fuld beskæftigelse.

Går man økonomerne på klingen, forsvarer de sig med, at i en lille åben økonomi som den danske vil et øget arbejdsudbud føre til en langsommere lønudvikling, der vil muliggøre, at dansk økonomi kan eksportere sig ud af krisen. De overser blot, at det kan alle lande ikke på samme tid, når der er en betydelig arbejdsløshed i hele Europa. De netop afsluttede skatteforhandlinger blev således ført under den antagelse, at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv. Men sker det ikke, vil de mange milliarder, som politikerne jonglerer rundt med i deres regnestykker være lige så fiktive som antagelsen om fuld beskæftigelse.

Det hævdes på Christiansborg, at sammenbruddet i trepartsforhandlingerne ’kostede’ statskassen fire milliarder kroner. Det er ren fiktion, i hvert fald så længe arbejdsløsheden er en del af den virkelige virkelighed. Tværtimod. Hvis arbejdsåret var blevet forlænget, ville arbejdsløsheden være steget, hvilket havde belastet statsfinanserne.

Finansministeriets har en særlig trylleformular, der omsætter arbejdsudbud til penge i statskasse: Et øget udbud på f.eks. 5.000 personer betyder en øget beskæftigelse på tilsvarende 5.000, hvilket ifølge Finansministeriets trylleformel giver én ekstra milliard kroner i den slunkne statskasse. Det er en sirenesang, som er svær at modstå for selv garvede finansministre.

Embedsmændene svigter

Ligevægtsøkonomerne ’glemmer’ desværre også at fortælle, at de ikke har særlig fast grund under fødderne, når effekten på arbejdsudbuddet skal modelleres. Her er der heller ikke megen erfaring at bygge på. I stedet har de gjort sig nogle antagelser om, hvordan såkaldt rationelle lønmodtagere burde reagere. I modellen er der som nævnt altid job nok, så lønmodtageren kan hver dag vælge mellem arbejde eller overførselsindkomst. Sættes skatten på arbejde ned, antages lønmodtagerne i højere grad at vælge arbejde i stedet for dagpenge. Ligesom reducerede dagpenge får flere til at vælge arbejde.

Uanset, at vi er langt fra den virkelige virkelighed, indgik disse effekter fuldt ud, i beregningen af de gunstige effekter af skattereformen i form af et øget arbejdsudbud og øget beskæftigelse 14.600 personer samtidig med, at regeringen fik tre milliarder kroner til øget velfærd. Et tilbud, det var svært at sige nej til.

For nu at sige det lige ud: Når Finansministeriet ikke fremlægger alternativer, har vi et eksempel på rigtig dårlig politisk rådgivning. I en så usikker beskæftigelsessituation, som den aktuelle, er det at spille hasard med den danske velfærdssamfund at foregive, at der med sikkerhed ligger en ’pose guld’ for enden af skattereformen. Det eneste, der med sikkerhed kan siges om skattereformen, er, at den vil øge uligheden. Derimod er effekten på beskæftigelsen og de offentlige finanser frem mod år 2020 lige så luftig, som ’kejserens nye klæder’. Her svigtede embedsmændene politikerne; for der kan meget let komme en efterregning, når arbejdsløsheden stiger og indtægterne udebliver.

Jesper Jespersen er professor i økonomi ved Roskilde Universitet

Informations artikler om Finansministeriets regnemodeller:

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Frimann Ljungberg

@Mihail Larsen

Jo, det er jeg da fuldstændig klar over.
Men hvis du vælger, at lave spørgsmålet vdr. finansministeriets model til et politisk slagsmål, så er det og bliver et politiske slagsmål.

Det er cirka lige så frugtbart som at snakke Brøndby versus FCK.

Hvis du derimod går med på præmissen om at modellen er apolitisk, og efterviser at modellen ikke virker, eller at den KUN virker under .. opgangstider med en borgerlig regering efter at modellen blev indført og at man rettede sig efter den.

Så har du jo opnået det du gerne ville.
Nemlig enten at vise at modellen ikke virker, eller at den er politisk.

Hvis man skal overbevise folk om noget, skal man over den barrierer af modstand mod ændringer/indlæring, som vi har indbygget.
En måde at gøre det på er, at spille på modstanderens præmisser, og så banke dem gule og blå der.

// jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Søren Kramer

Nu ville jeg helst personlig leve som Bonderøven, eller som Hugh fra River Cottage.
Hvad folk bruger deres penge til, er jeg sådan set ligeglad med, når de har betalt deres skat.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke mener at man aktivt skal bruge afgifter til at forme forbrugsmønstre.
Jeg er stor tilhænger af Cradle to Cradle.
Men i Danmark er afgifter blevet til et indtægtsgrundlag for staten ikke et middel til at forme folks forbrug.
De her nye afgifter på Diesel person biler er f.eks. hul i hovedet, det burde være benzin bilerne der fik større afgifter. Det der kommer ud af min kones diesel bil er jo på nogle parametre renere end det der kom ind.

Mht. til en nation og import og eksport, så er det jo bare abstraktions lag, men det ændrer ikke på at vi ingen metaller har i Danmark (ud over skrot) og at vi er nødt til at handle med naboerne. Ligesom at jeg køber frugt og kød etc etc.

// jesper

Søren Kramer

Jeg køber ikke den med skelnen mellem økonomi og så eksakte videnskaber. Det er ide der burde være begravet efter specielt kvantemekanikkens indtog.

Uanset hvad ligger der altid en fortolkning efter. Det handler om at kunne tænke selv. Og det at sige kapitallogik er måske ikke altid vejen til selvstændig tankevirksomhed.

Mihail Larsen

@ Jesper Frimann

Det er noget vrøvl at sammenligne politiske præferencer med valg af sportsklub. Det er godt nok den tankegang, der altid har huseret i positivismens højborge, hvor værdier er blevet reduceret til følelser (som man ikke kan tage højtideligt).

Din tankegang er absurd. Hvis man beslutter sig for et planmæssigt og systematisk folkemord – og slipper af sted med det – så har man ret. Hvis man bruger en økonomisk model, der optimerer den økonomiske vækst (men efterlader en stor del af befolkningen i armod, læs: monetarismen og Friedman), ja så er det en god model.

Quatsch!

Grethe Preisler

@) Mihail Larsen,

Hvis man bruger en økonomisk model, der sætter lighedstegn mellem økonomisk vækst og vækst i investorernes aktiebeholdninger opgjort i hard cash, fungerer DREAM-modellen upåklageligt som navigationsinstrument.

If you can't beat them, join them! Slå dem med deres egne våben.

Det ser ud til at være den vej, kineserne er slået ind på i håb om at lammetæve de hvide djævle en gang for alle.

Only numbers can annihilate, som Horatio Nelson sagde, før han gav sit mandskabet signal til angreb ved Trafalgar. Og der har kineserne unægteligt en fordel.

Jesper Frimann Ljungberg

@Mihail Larsen

"Det er noget vrøvl at sammenligne politiske præferencer med valg af sportsklub. "

Når man nu læser indlæg af forskellige folk, f.eks her eller andre steder om politik, så minder folks fanatisme og mangel på vilje til at se verden gennem andre folks øjne, nu ellers meget godt om det man ser på sites som www.onside.dk.

"Din tankegang er absurd. Hvis man beslutter sig for et planmæssigt og systematisk folkemord – og slipper af sted med det – så har man ret. Hvis man bruger en økonomisk model, der optimerer den økonomiske vækst (men efterlader en stor del af befolkningen i armod, læs: monetarismen og Friedman), ja så er det en god model. Quatsch!"

Jeg vil nu ellers påstå, at du til fulde lever op til det jeg prøvede at illustrere med mit fodbold billede.
At netop kampen er vigtigere end resultatet. Du bruger retorik og billedsprog der indeholder fraser som massemord og armod (særk fattigdom), om en økonomisk model, brugt i lille Danmark

Jeg står fast ved, min udtalelse om, at jeg stadig mener, at den bedste måde at køre en model ud på et sidespor, er at vise at den ikke virker.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Søren Kramer

Mht. Kvantemekanik, så er jeg temmelig sikker på, at hvis du lægger en 1 cm tyk stålplade på dit bord og slår din hånd ned i den 10 timer dagligt i 1000 år, så selv om det burde teoretisk kunne lade sig gøre at hånden, gik igennem pladen, så gør den det nok ikke.

Jeg tror ikke rigtig at du kan finde en økonomisk teori der er lige så skråsikker :)=

// Jesper

Steffen Gliese

Nej, Jesper Frimann, det er så simpelt, at der er politisk ideologi bygget ind i finansministeriets model.

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Hansen.

Det har jeg jo ikke benægtet som værende en mulighed.
Men derfor står jeg stadig ved min påstand. Hvis du vil overbevise folk, som ikke deler din politiske overbevisning, om at en model er forkert. Så nytter det
jo ikke at bruge argumentet om at modellen er forkert fordi den bygger på en politisk overbevisning, som personen måske anser for at være sand.
Derimod vil en efterprøvning af modellens forudsigelser op mod kendte data kunne eftervise at modellen ikke virker.

Det er sku ikke rocket science.

// Jesper

Steffen Gliese

Problemet er, Jesper Frimann, at man må formode, at en stor del af det forkerte skyts i modellen bygger på det, vi kalder 'at løse nutidens problmemer med fortidens løsninger'. Vi kan derfor ikke gå ud fra, at en helt anden situation, nutidens og fremtidens, har nogen som helst lighed med fortidens helt anderledes politisk-økonomiske status.
Man kan faktisk, mest grelt, være ude for, at den passer helt utroligt godt - fordi modellen bygger på erfaringer fra anno dazumal.

Søren Kramer

Topskatte sænkningerne i den nye skatteaftale skete under modellens besværgelser af at det ville være en overskudsforretning for staten. Jeg ser det som et klart eksempel på det som Peter Hansen skriver. Det er som om der regnes efter 80 og 90 ernes betingelser.

Der er i den grad mangel på dokumentation for at topskattelettelser i dag skulle være mere end selvfinansierende. Er det det man kan læse af de sidste års resultater? I think not. Der henvises i stedet til tåger af utallige internationale undersøgelser.

Den diskussion er fuldstændig løsrevet fra om man nu finder at samfundet bliver bedre at topskattelettelser i øvrigt. Hvilket der i den grad også mangler dokumentation for. Hvis man ellers skal dokumentere sådan noget :)

Mihail Larsen

@ Jesper Frimann

Forestiller du dig i fuldt alvor, at man skal give en model chancen for at bryde sammen bare for at bevise, at det kan den altså?

Forestil dig så lige at vi roligt ser til, at vi brænder en masse fossile brændsler af for at bevise, at klimaskeptikerne har uret. Når kloden så går til i forurening, så kan vi med tilfredshed konstatere, at den model altså ikke holdt.

Det er en sær form for 'katastrofe'-tænkning. Lad bare modeller fortsætte indtil de kører ud over en kant, så vi kan bevise, at de er forkerte.

Men bortset fra det, så er det da muligt, at finansministeriets DREAM-model udmærket kan fungere, men på nogle skjulte, ideologiske præmisser (som Peter Hansen er inde på). I stedet for at fokusere på, om modellen på den lange bane kan 'fungere', så er det da mere relevant at spørge til, om den 'virkelighed', modellen matcher, også er den virkelighed, vi ønsker.

Det aspekt går helt tabt, når modellen præsenteres som 'videnskab', baseret på hele det positivistiske arsenal af adfærdsforskning, der reducerer velfærd til økonomiske faktorer.

Det kan være, at det fungerer - men det er en ukritisk observation, der i realiteten bliver systembevarende. Da økonomi ikke er naturvidenskab, rummer den et betydeligt element af normativitet. Vel at mærke: Ikke som en påklistret emotivisme, voluntarisme eller ideologi, men som en del af selve dens axiomer.

DREAM-modellen er ideologi om nogen. Den er smækfuld af antagelser, der allerede nu kan bestemmes teoretisk som vilkårlige. Behøver vi virkelig at vente med at kassere den, til den har hjernevasket os alle til at elske minimal-staten?

Jesper Frimann Ljungberg

@Peter Hansen
Hvis modellen passer med historien, når du fodrer den med fortidens førte politik, fortidens økonomiske virkelighed.
Jamen så virker modellen jo under de forudsætninger, og det som min navnebror siger i artiklen passer ikke.
Længere er den jo ikke.

Dit argument med at modellen kun vil virke for fortidens politik, kan jo sådan set være relevant nok, men nu er det jo ikke ligefrem nyskabelse der præger Djøfferne inden på borgen.
Og det ville jo nok mest være et problem hvis vi havde haft uafbrudt Blå styre de sidste 70 år. Det har vi så ikke.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Mihail Larsen
"Det er en sær form for ‘katastrofe’-tænkning. Lad bare modeller fortsætte indtil de kører ud over en kant, så vi kan bevise, at de er forkerte."

Jeg ved ikke hvad du har gang i, jeg har aldrig snakket om at lade modellen køre fremadrettet og så lade samfundet fejle for at bevise at modellen ikke virker.

// Jesper

Mihail Larsen

@ Jesper Frimann

Jo, du har. Du vil nemlig først tage stilling til en models validitet, når den bliver gendrevet empirisk.

Jesper Frimann Ljungberg

@Mihail Larsen
Jeg skrev at man skulle køre historiske data gennem modellen, for at vise at den ikke virker.
Eller i det mindste vise, at den har en meget begrænset validitet.

Jeg har intet sagt om at lade den køre fremadrettet, således at dele af Danmark kan synke ned i armod.

Den eneste måde, hvorpå det kan ske i mit scenarie er, hvis modellen faktisk virker. Og det tror jeg du kan være temmelig sikker på at den ikke gør.

Et basalt politisk angreb på modellens forudsætninger og metoder, som de fleste herinde advokerer for, vil ikke virke for der går jo religion i det. Og så er det netop at tingene kører videre, også med en rugbrøds arbejder regering, for modellen er alt hvad de har lige nu, så længe du ikke har vist at modellen ikke virker.

// Jesper

Lars Jorgensen

Jeg er enig med Mihail :)

Men det er da en udmærket ide Frimann kommer med.

Hvis der er en fejl i måden økonomerne i finansministeriet arbejder med modeller på. Og det er vi vist enige om. Faktisk flere fejl. Dels selve modellens ureflekterede ideologiske indhold - og dels (omend nært knyttet til det) den generelt ureflekterede brug af modellen/modellerne.

Så er det da en god ide - på alle mulige måder at forsøge at få politikere og embedsfolkene til at forstå det. Og så er Frimanns ide da ganske glimrende.

Også for at få testet hvorvidt (vores) kritikken holder.

Lars Jorgensen

Jo mere sociologisk fornuft og forståelse, der kan indarbejdes i modellerne jo mere realistiske og præcise vil de kunne virke.

På et tidspunkt tidligt i Pierre Bourdieus sociologiske karriere kom han til at arbejde med - så vidt jeg husker - folk indenfor den officielle franske statistik. Og på den måde fik den franske statistik et langt mere fornuftigt sociologisk input end de havde før.

Uanset om jeg husker forkert ,så holder pointen. På den måde kan man skabe langt mere fornuftige statistikker og fremskrivninger mv. Ligesom man på den måde kan skabe en langt mere fornuftig økonomisk model.

Økonomerne idag - og det er blandt grunden til det ideologiske indhold i modellerne - er som regel meget skidt opdraget i sociologisk/dvs. menneskelig forståelse. Og derfor klynger de sig til deres perverse ideologiske forståelser af mennesker som fx, at det er vigtigt at sætte ydelser ned for at skabe 'incitament' for at mennesker vil arbejde.

Problemet er naturligvis - blandt flere andre ting - at mennesket bliver til et menneske gennem sit arbejde. Så det eneste der sker ved at sætte ydelser ned, det er at gøre de arbejdsløses situation ringere og ringere. Man behøver faktisk dårligt at have noget sociologisk forståelse for at kunne vide dette. Det er commonsense for mange fornuftige mennesker.

Men økonomerne er på fx dette punkt langt dummere end almindelige mennesker uden økonomisk uddannelse. For de er oplært i 'incitatementsforståelsen' som et dogme. Det er vigigt at forstå, at dette dogme ER en sociologisk forudsætning indbygget i den økonomiske teori. Ingen økonomisk teori kan undgå sociologiske forudsætninger og forståelse. Problemet med netop fx 'incitatementsforståelsen' er, at den er dybt tåbelig. Det generelle problem er, at økonomerne ikke er villige til - på ganske almindelig moderne videnskabeligt eksperimentelt grundlag - konstant at gennemtænke, teste og revidere deres økonomiske tænknings grundlag.

Det er - tror jeg - baggrunden for Jespersens kritik.

Ovenstående betragtninger er i øvrigt også helt i Keynes' ånd. Han primære pointe var absolut ingen ny form for dogmatik - det er jo ikke videnskab, men en skolastisk klosertilgang. For Keynes - som senere for John. K. Galbrith - var 'økonomi' netop en kritisk form for metode. Hvor man skulle gennemskue det præcise problem i den givne situation i samfundet. Altså faktisk en sociologisk analyse. For på den baggrund at kunne analysere samfundet økonomisk og give den mest fornuftige form for økonomisk rådgivning.

Økonomerne idag gør generelt ingen af disse ting, de arbejder ud fra deres falske dogmatiske lære, laver ingen eller kun en meget begrænset diagnose af samfundet. Derfor er den økonomiske tænkning, diagnose og rådgivning skidt.

Og derfor er den førte politik på visse punkter helt til grin. Langt, langt dummere end commonsense omkring de arbejdsløses situation og egentlige problem. Det er naturligvis tragikomisk for det går ud over mennesker, der i forvejen 'ligger ned'.
Samtidig med at det ikke overhovedet rykker ved det virkelige problem, som - i den præcise diagnostiske situation jf. fx Krugman og Stiglitz - kræver, at politikerne i Europa sammen massivt sætter gang i væksten. Vi får at se om Hollande er mere end blot tilsyneladende forskellig fra Sarkozy og Merkel...

I min diagnose så står fru Vestager alvorligt i vejen for, at man overhovedet kan tænke noget sådan i Danmark. Men det gør de mange middelmådige økonomer i vismandsinstitutione og i finansministeriet også...

Kristian Rikard

Det var sku da heldigt for mig, at jeg forlod den synkende skude i tide og helligede mig teoretisk demografi (NB den første afgørende variabel der indgår i de økonometriske modeller) :-)
Tænk sig bare dagligt at blive kaldt middelmådig, ubegavet, spradebasse og løgner! Det er sku synd.

Søren Kramer

Tak for indlæg Lars,

Ang. fru Vestager så vent og se. Som jeg tyder hendes snak her den sidste måned er der ved at åbne sig for en ny mulighed. Virkeligheden banker på døren og det bliver sværere og sværere at messe den gamle sang.

Ang. økonomi som metode, så er det interessant at se på modellernes kvalitet både som optik på det der sker uden for finansministeriet, men også kvaliteten den tilbyder som optik på egne valg og præmisser. Altså: I hvor høj grad gør anvendelsen modellen at man bliver klogere på egen metode og måde at betragte "virkeligheden" på? - som jeg vurderer metoden er den meget lukket omkring sig selv, - den er udpræget selvreferentiel. Det giver sammenhæng og gør det selvfølgeligt nemt ift. beregninger mm., men betyder også at den har svært ved at betragte og forandre sig selv.

Det er også det vi ser. Den forandrer sig ikke og har stået stille mange år. Det er bare mere og mere af det samme. Og selve modellens karakter gør det svært at slippe ud af.

Lars Jorgensen

Da Nina Smith mfl. på et tidspunkt undersøgte 'incitamentsproblematikken' i virkeligheden var resultatet imod deres den logik som lå i deres forudsætning.

Folk ville absolut gerne arbejde 37 timer om ugen - selv når der var en næsten ligefyldig forskel på arbejde og lade være.. Så vidt jeg husker gjaldt det selv ved 500 kr i forskel om måneden.

Det faktum og den undersøgelse har ikke rokket en milimeter ved Ninas opfattelse af 'incitamentsproblemet'... Det er i uddannelsen af økonomer en helt afgørende måde at tænke økonomi på. Omend det er falsk.

Derfor er det sandt at tale om økonomer som middelmådige og ideologiske videnskabsfolk.

Dog naturligvis ikke alle. Af de kendte gode kan nævnes Christen Sørensen, Jespersen, Goul Andersen, Herløv Lund - samt folkene i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Kristian Rikard

Ad selve "modellens" karakter og dens selvreferentielle logik , se f.eks.
http://www.dreammodel.dk/intro_model.html , og
http://www.dreammodel.dk/dwn_dokumentation.html

randi christiansen

Nytænkning tak - ref. Herman Daly. Nu har de teoretiske fysikere så fundet Higgs partiklen - økonomerne må tage sig sammen og finde den ´økonomiske Higgs partikel´

Søren Kramer

@Kristian Rikard

Vi ved at demografi er den første variabel, fordi det er nævnt tidligere i tråden. Men det er da altid spændende at høre hvad folk laver, så tak for det :)

Med de ressourcer og kompetencer der er samlet omkring modellen, og de enorme ressourcer der postes i det embedsaparat, er det et svigt af dimensioner at den fx. ikke advarede om udviklingen i 2006. Det er simpelthen utilgiveligt elendige resultater. Så såre simpelt er det. Og så er det endda sagt inden for systemets egne præmisser.

Hvis et lægesystem gennem flere år indopererer fejlbehæftede hofter falder hammeren også. Endda med fængselsstraf. Jeg ser ikke det her fag professionelle svigt som mindre. Det er simpelthen dybt elendigt. De krav og forventninger vi har til systemet gælder for alle, også økonomer.

Lars Jorgensen

@Randi

"Nytænkning tak - ref. Herman Daly. Nu har de teoretiske fysikere så fundet Higgs partiklen - økonomerne må tage sig sammen og finde den ´økonomiske Higgs partikel´"

Det er sådan set præcist det, du skriver, som alle (andre) folk uden forståelse for fysik og økonomi umiddelbar skulle tro. Det er uden tvivl også det, som mange økonomer bliver ved med at tro.

Men det er faktisk lige nøjagtig denne opfattelse, som økonomien er nødt til glemme alt om, hvis den skal begå fremskridt i videnskabelig retning!

Samfundet og dermed samfundets økonomi er alt for kompliceret til, at man på fornuftig vis kan drømme om at finde en enkelt partikel eller lignende. Faktisk så har en mand som Philip Mirowsk brugt en stor del af sit liv på at vise det fejlagtige i denne drøm/fordom.

Men alle store sociologer i historien - samt økonomer som Keynes og Galbraith mfl. - har altid vidst, at det var en total fejlagtig videnskabelig ambition.

Lars Jorgensen

Machine Dreams: Economics Becomes a Cyborg Science [Paperback]
Philip Mirowski (Author)

This is the first cross-over book in the history of science written by an historian of economics, combining a number of disciplinary and stylistic orientations. In it Philip Mirowshki shows how what is conventionally thought to be "history of technology" can be integrated with the history of economic ideas. His analysis combines Cold War history with the history of the postwar economics profession in America and later elsewhere, revealing that the Pax Americana had much to do with the content of such abstruse and formal doctrines such as linear programming and game theory. He links the literature on "cyborg science" found in science studies to economics, an element missing in the literature to date. Mirowski further calls into question the idea that economics has been immune to postmodern currents found in the larger culture, arguing that neoclassical economics has surreptitiously participated in the desconstruction of the integral "Self." Finally, he argues for a different style of economics, an alliance of computational and institutional themes, and challenges the widespread impression that there is nothing else besides American neoclassical economic theory left standing after the demise of Marxism. Philip Mirowski is Carl Koch Professor of Economics and the History and Philosophy of Science, University of Notre Dame. He teaches in both the economics and science studies communities and has written frequently for academic journals. He is also the author of More Heat than Light (Cambridge, 1992) and editor of Natural Images in Economics (Cambridge, 1994) and Science Bought and Sold (University of Chicago, 2001).

http://www.amazon.com/Machine-Dreams-Economics-Becomes-Science/dp/052177...

Søren Kramer

@Lars Jørgensen.

Jeg husker også Galbraith kritiske syn på en altomfagnende økonomisk teori. Efter et langt liv, kan man ikke fortænke ham i den indsigt, og det var faktisk også den erfaring han lagde til grund - så vidt jeg husker.

Men det kan være, at netop denne erkendelse og den tilgang det vil gøre for brugen af økonomiske teorier, gør det til økonomernes Higgs partikel. Ikke den sidste brik der manglede i et skønhedsportræt, men den første i et nyt fragmenteret puslespil.

Lars Jorgensen

@ Kramer

Jeg er ikke 100 %sikker på stående fod. Men jeg er 99,99 på, at Galbraith arbejdede ud fra samme økonomiske forståelse hele tiden..

Det samme gjorde jo Myrdal - som i høj grad skabte den tænkning, der skabte velfærdsstaterne i efterkrigstiden... En social og sociologisk forståelse af samfundets problemer. Og en økonomisk politik til at afhjælpe dem...

Andreas Trägårdh

Vibeke Svenningsen

Jeg er hverken filosofisk eller lommefilosofisk. Det jeg skriver er ikke filosofi. Og du er ikke jordnær, du er fordomsfuld og kalder med tilnavne, og sådan kan vi jo ikke samtale!?

Søren Kramer

@Lars Jørgensen

Jeg kunne grave det her frem, Galbraith, Økonomiens Profeter, s. 9

"Faktisk er teorier om natuionaløkonomi altid et produkt af deres tid og sted og som sådan inimt knyttet hertil. De kan ikke ses som adskilte af den verden, som de fortolker. Og den verden forandrer sig - ja - den er i en konstant forvandlingsproces - så hvis de økonomiske teorier skal bevare deres relevans, må de forandre sig"
... "i de sidste 100 år har mange forhold drastisk ændret sig..."
"...men i bedste fald er forandringerne inden for nationaløkonomi opstået langsom og er kun blevet accepteret nødtvunget"

Det er en fantastisk bog iøvrigt som jeg husker det.

Lars Jorgensen

Kramer - jeg husker med sikkerhed på siddende numse...

At Galbraith ret sent i sit liv sagde, at der ikke findes (dsv. kan findes) nye finansøkonomiske sandheder.

De sidste tyve års kriser er vist rent empiriske bekræftelser af det udsagn. Alt andet - og det er det dominerende hos økonomerne - er ønsketænkning...

Galbraith - ligesom Myrdal - var faktisk for selvkritiske. Galbraith og Myrdal - ligesom Keynes og så mange andre af de fineste tænkere - var absolut ikke et 'resultat af deres tid'. De var - som Kant tænkte det muligt - i stand til at tænke imod deres tid. Og være klogere end deres samtid. Derfor er Galbraiths udsagn, som du citerer faktisk kun rimeligt som en generel konstatering. Ikke som en karakteristik af Galbraith selv.

Lars Jorgensen

Men den tanke som jeg gav i sidste rubrik er selvfølgelig for 'elitær' for vores 'demokratiske' tid.

Hvilket Nietzsche så præcist så!

Vi vil være kommet uhyre langt, når vi engang forstår, at en mekaniker der diagnosticerer en bil - gør præcist det samme som den bedste sociolog/økonom, der diagnosticerer samfund og økonomi.

Kan man forestille sig mekanikeren - lige tænke sig lidt om efter at have kigget på bilens problemer - sige: ja, jeg har jo min mening, men jeg vil godt lige høre jeres mening, inden jeg stiller dianosen...

Næppe - og gider man at beholde den mekaniker ret længe?

Gider vi beholde økonomer og intellektuelle, der lige skal vejre folkestemningen...?

Det burde vi ikke gide... - autoritetstroen tilbage til folket!

Søren Blaabjerg

Det værste ved modeller som DREAM er ikke, at de er grove forenklinger behæftet med en mængde usikkerhedsfaktorer, men derimod at de af økonomisk rettroende poilitikere tillægges en nærmest religiøs - og ansvarsfritagende -betydningo. Mest latterligt er det, når de bruges til at jonglere præcise tal, sågar med flere decimaler, også selv om det svarer nogenlunde til at månedsvis forud at forudsige hvor mange kilo hvis sne, der vil dale med fra himmelen juleaften. I øvrigt vil jeg lige minde om, det meget kloge. en eller anden har sagt om statistik, nemlig at det er en "videnskab", der konkluderer, at hvis man har hovedet i gasovn ofødderne i køleskabet, så har man det statistisk bedømt meget godt.

Kristian Rikard

Må jeg bare for afklaringens skyld spørge, hvilken videnskab der kan forudskikke, at et par tusinde mennesker, der sidder skjult bag anonymitens skjold, på et givent tidspunkt kollektivt lyver og begår massiv svindel. Nu er jeg ikke videnskabsteoretiker, men jeg mener faktisk heller ikke, at det er et videnskabsteoretisk spørgsmål.
Keynes taler heller ikke om det, på trods af at hans bog udkom 3-4 år efter "Det store krak". Keynes taler primært om, hvordan man kommer op af suppedasen, når man først sidder i den.

Søren Kramer

@Lars. Jeg havde skrevet "efter et langt liv", så du var advaret :)

Jeg vælger personligt at tro på den unge "Galbraith" - som en tilgang hvis du forstår mig. Men jeg kan godt blive i tvivl for jeg ved ikke om den slags indstilling fører til det bedste. Set herfra er det uhyggeligt kompliceret.

Men hvad tror du selv du gør når du ser tilbage? - vi skal jo også dø

PS: Men er den gamle Galbraith den mest originale Galbraiht? Den gamle er den nye og den nye den gamle :)

Gorm Petersen

Det mærkelige er, at ingen reagerer på økonomernes enorme fejlrate.

De forudså ikke dot-com boblen i 2001. Helt frem til kort før det stod klart for alle, var de begyndt at holde foredrag om den ny “krisefri økonomi”.

Krisen i 2008 blev heller ikke forudset. Jeg husker noget P1, hvor interwieveren bekymret spurgte til husprisernes himmelflugt.

“Bare rolig - det er bare udtryk for en stigende velstand” sagde økonomen.

DREAM-modellen bygger f.ex. på den kontra-faktuelle antagelse, at der automatisk opstår arbejdspladser, hvis der er mange arbejdsløse.

Hvorfor bliver DREAM projektet så ikke stoppet ?

Det er helt mareridts-agtigt.

Teorien om at kapitalistiske arbejdspladser opstår af sig selv, blot der er rigelig ledig abejdskraft, er en myte. Den modsiges af al historisk erfaring (30-erne, Spanien i dag - fortsæt selv).

Det bygger på en statistisk fejlslutning af typen:

“Der er statistisk sammenhæng mellem antallet af livreddere på stranden og antal solgte iskager.”

Hvad en økonom aldrig vil kunne forstå, er at de dage hvor der er godt strandvejr (højkonjunkturer) er der både mange livreddere og sælges mange iskager - men de dage der er dårligt strandvejr (lavkonjunkturer) er der ingen af delene.

Man kan således ikke øge salget af iskager, ved at sende flere livreddere på arbejde.

Man gør bare køen af livreddere, der ikke har noget at lave, længere (køen af arbejdsløse).

Hvis nu - helt hypotetisk - at mange potentielle badegæster holder sig væk fordi “der er for få livreddere” var det en helt anden sag.

Men at spørge arbejdsgiverne, om de synes udbuddet af billig arbejdskraft er for lavt - ja så vil de ALTID svare ja - selv efter et årti med rigelig adgang til Polske - ja sågar hviderussiske lastbilchauffører til 20-30 kr. i timen.

Man kan derfor ikke forholde sig videnskabeligt til en banal magtkamp !!!

Noget andet er økonomens afhængighed af en bestemt egoistisk mennesketype (ubegrænset grådighed). Valgresultatet viser hver gang, at kun ca. halvdelen af befolkningen er “egoistisk rationel”.

Der skulle uddannes en anden type økonomer, så den anden halvdel af vælgerkorpset også kunne føle sig repræsenteret.

Jesper Frimann Ljungberg

@Gorm Petersen

Synes at dit iskage livredder billede er rigtig relevant, og illustrerer faren ved at stole blindt på modeller.

Men den her forstår jeg ikke:
"Noget andet er økonomens afhængighed af en bestemt egoistisk mennesketype (ubegrænset grådighed). Valgresultatet viser hver gang, at kun ca. halvdelen af befolkningen er “egoistisk rationel”."

// Jesper

Tobias Markeprand

Hmm, tja det er svært at vide, hvor man skal begynde! Forfatteren fortsætter sine løbende misinformationer af offentligheden - beklageligt når nu en professor bør bidrage til at kvalificere debatten - ikke forplumre den!

Der er mange fejlagtige påstande i artiklen, men lad mig bare rette to. Den første: påstanden om at arbejdsudbud antages at skabe sin egen efterspørgsel uden nogen forklaring! Dette er forkert: beskæftigelsen, eller antallet af arbejdstilbud, stiger kun fordi virksomhederne efterspørger mere arbejdskraft. Hvorfor gør de nu det? det skyldes dels at stigningen i lønstigningstakten falder, og dels at investeringerne stiger på det korte sigt. På længere sigt vil lønstigningerne komme op igen, således at det er investeringerne der trækker beskæftigelsen op og dermed skaber arbejdspladserne. JJ henviser så til, i et noget subtilt argument, at hvis alle lande gjorde det ville der ikke være nogen konkurrencefordel, og derfor ingen efterspørgsel efter produktionen (på kort sigt, lønmodtagerne har jo fået mindre indkomst). Dette er forkert: den faldende lønstigning skaber en stigning i købekraften for formuen, som dermed kan øge efterspørgslen efter varer herfra. Det er altså ikke sådan at beskæftigelsen bare sådan stiger uden nogen forklaring!!!

I øvrigt er citatet fra vismanden og JJ's empiriske modargument ikke modstridende - nærmere tværtimod: JJ angiver at arbejdsløsheden har været 10 pct. i en lang årrække, hvilket netop understreger vismandens pointe: når arbejdsstyrken øges vil beskæftigelsen følge med op! det er jo netop det der ligger i at arbejdsløshedsprocenten er konstant - den udtrykker jo den andel af arbejdsstyrken der ikke er i arbejde.

Det næste kritikpunkt: DREAM-modellen kritiseres for ikke at kunne forklare den observerede virkelighed: men modellen er konstrueret netop med det formål ikke at kunne replikere faktisk observerede - virkelig forstået som kvartalsvise/årlige observeret arbejdsløshed! Det lyder underligt, men skyldes at modellen søger at forklare den >>langsigtede<< arbejdsløshed, altså den arbejdsløshed som man ville observere hvis der ikke var høj- eller lavkonjunktur. Det er denne størrelse der er interessant, når man kigger på det lange sigt, dvs. når man ønsker at vurdere de langsigtede konsekvenser af politiske ændringer i eksempelvis skattesatser mv.

At arbejdsløsheden ændrer sig fra år til år er trivielt, og at det påvirker statens indtægter er endnu mere trivielt, men det betyder ikke at analysen af ændringen på det lange sigt bliver forkert.

Når det nu er sagt, skal jeg give en debattør ret i, at de meget præcise forudsigelser er et problem - man bør klart angive, at der er usikkerhed om effekternes størrelse, samt angive de usikkerhedsmomenter og forudsætninger der er i og ligger til grund for beregningerne.

Jesper Frimann Ljungberg

@Tobias Markeprand

Tak, for at bidrage til en mere nuanceret debat.

// jesper

Filo Butcher

Undskyld, men er ikke hele vores nuværende globale økonomisystem et "kajserens nye klæder"?

Ligesom da vi kunne "købe hele verden" - fordi vi havde genereret så megen samlet friværdi i Danmarks boligboble?

Lars Jorgensen

Hej med jer,

Jeg vil lige sige ordentlig farvel her også. Så I ved, hvorfor jeg ikke kommer med flere kommentarer på Information.

Her Min farvelkommentar fra en artikels tråd lidt tidligere idag:

@Ib ang. (skjult) censur fra Informations side. Den værste slags.

Jo nu du skriver det. Nogle kommentarer, som jeg anbefalede i går aftes her på tråden om Cepos’ forretningsmetoder, er blevet fjernet og er nu væk.

Den slags uhæderlig virksomhed - øh hvad med åben debat og ytringsfrihed?? - fra Informations side får min interesse for at deltage i deres nederste linjer til at fryse til is…

Det samme gælder min respekt for avisen.

Det er muligt, at dette er min sidste kommentar på Informations nederste linjer.

Jeg begynder at holde mig endnu mere til internationale medier og måske læse Politiken fremover. Blot så I ved, hvor jeg er blevet af og hvorfor.

NB. Jeg kopierer dog denne kommentar til mig selv, så jeg kan sætte den ind senere, hvis/når denne kommentar bliver slettet af Information.

Tak for samtalerne.

Mvh. Lars

# 5. juli 2012 kl. 09:54

http://www.information.dk/305123?page=1#comment-606026

Filo Butcher

Jeg tror at Gorm Petersen er inde på at man siden Thatcher og Reagans dage har gjort grådighed til en dyd, og derved har man avlet en generation af (top)økonomer der har gjort sig meget umage at være så dydig som mulig, så i dag bliver alle der ikke hyler med ulvene betragtet som forrædere. Ved at pege på problemerne eller ligefrem påstå at vores økonomimodeller producerede intet andet end bobler blev man (og er stadig) den lille dreng der råber "han har jo intet på..."

Filo Butcher

Lars, din farvelkommentar den har jeg efterhånden læst et par gange.

Jo jeg har også selv fået fjernet et par kommentarer her, men må indrømme at det for det meste handlede om at mine kommentarer intet havde at gøre med det oprindelige debat emne. En gang har jeg ligefrem opfordret til at man fjerne alle de hundeslagsmåls-kommentarer, inklusive den hvor jeg opfordrede til dette, for at debatten kunne komme på spor igen. Hvilket skete.

Jeg kan ikke helt genkende realiteten i det du skriver.

Men muligvis læser du slet ikke det her mere, du har jo allerede sagt farvel (mange gange)

farvel så.

.... og jeg har slet intet imod at denne kommentar bliver slettet igen, den har heller intet med debattens emne at gøre.

Lars Jorgensen

Hej Romed,

jeg har aldrig før sagt farvel. Før idag.

Lars

randi christiansen

Tobias Markeprand : ”Der er mange fejlagtige påstande i artiklen, men lad mig bare rette to. Den første: påstanden om at arbejdsudbud antages at skabe sin egen efterspørgsel uden nogen forklaring! Dette er forkert: beskæftigelsen, eller antallet af arbejdstilbud, stiger kun fordi virksomhederne efterspørger mere arbejdskraft. Hvorfor gør de nu det? det skyldes dels at stigningen i lønstigningstakten falder, og dels at investeringerne stiger på det korte sigt. På længere sigt vil lønstigningerne komme op igen, således at det er investeringerne der trækker beskæftigelsen op og dermed skaber arbejdspladserne.”

Hvad, vi diskuterer her i tråden, er ikke blot, at man baserer sin politik på ideologiske antagelser, men også at man kalder disse antagelser for fakta.

I dit indlæg gør du, så vidt jeg kan se, det samme? Det er muligt, der er historisk evidens, for at virksomheder efterspørger mere arbejdskraft, når lønningerne falder, men …? Og når du videre skriver : ´og dels at investeringerne stiger på det korte sigt´er det endnu en antagelse om investeringsvillighed. Du fortsætter i samme stil :´På længere sigt vil lønstigningerne komme op igen,´. Nå ? Det er jo et valg, som virksomhederne vil tage afhængig af en hel masse andre faktorer, og i lighed med et valg om hvorledes man disponerer eventuelle investeringer. Vi ser altså, at dette såkaldte ´arbejdsudbud´( i øvrigt et rigtig irriterende udtryk, som man kan mistænke at være designet til at skabe forvirring – taler vi om virksomheders udbud af arbejdspladser eller om borgernes udbud af arbejdskraft ?) er helt afhængig af mange faktorer, men i sidste ende af investorernes psykologi – hvorfor, hvad og hvordan vil de vælge ?

At overlade miljø-og socioøkonomiske beslutninger, der vedrører almenvellet, til markedet og til enkeltpersoner er russisk roulette – uansvarligt, uhensigtsmæssigt og i særdeleshed udemokratisk.

Når jeg henviser til prof. Herman Daly, er det fordi, han er længst fremme i forskning vedr. en balanceret – en solidarisk og bæredygtig – økonomi. Det man lidt smart kunne kalde ´den økonomiske Higgs partikel´. Altså : ´det afgørende argument´for en økonomisk tankegang, som ikke er overladt til mere eller mindre uforudsigelige forhold : privatkapitalisering af og indbyrdes konkurrence om fællesskabets ressourcer – men anviser en helhedsorienteret, solidarisk og bæredygtig agenda i en global sammenhæng. Dynamiske effekter baseret på enkeltindivider og et ureguleret marked har aldrig været en god styringsmekanisme og er det i særdeleshed ikke i den nuværende situation, hvor udviklingen i faretruende grad går i den forkerte retning.

Tobias Markeprand

Randi Christiansen: Jeg tager udgangspunkt i JJ's kritik, der skriver
"antagelse, at udbud af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel"
altså at der på mystisk vis skulle opstå beskæftigelse når antallet af personer der ønsker at arbejde (arbejdsudbud) vokser. Jeg forsøger at beskrive hvilke mekanismer der ligger bag det resultat at beskæftigelsen følger op med arbejdsudbuddet.

Det er ganske rigtigt at mange af argumenterne bygger på antagelser - men disse er der ganske gode empiriske undersøgelser der underbygger!

Jeg tror, at årsagen til at anvendelsen af arbejdsudbud benyttes så lemfældigt skyldes, at det indenfor økonomkredse er relativt klart hvad man mener. Men det er jo bare det forhold, at arbejdskraft er et salg af tid fra en arbejdstager, der dermed udbyder sin tid til arbejdsgiveren.

Det er helt evident, at vores beslutning om, hvor meget vi ønsker at arbejde, afhænger af rigtig mange forhold. Og hvor meget virksomhederne vælger at investere afhænger også af rigtig mange andre ting. Men det vi taler om her er det som økonomer kalder for alt-andet-lige effekter: altså hvis noget ændre sig, og vi holder de andre ting uændret, hvorledes vil folk så opføre sig. I den samlede model indlægger vi så alle disse effekter, og ser til sidst hvad den samlede effekt er. Vi benytter modellerne til at holde styr på alle disse modgående og forstærkende effekter. De centrale adfærdsligninger i DREAM er således baseret på robuste undersøgelser.

Jeg er helt enig i at miljøet og fordelingsspørgsmål er noget vi i sidste ende må beslutte i fællesskab gennem politikkerne - men det er der heller ikke mange økonomer der er uenige med dig (os) i. De fleste vil således sige at der skal foretages et eller andet form for indgreb i den uregulerede adgang til at udnytte de fælles ressourcer som miljøet. Det har bare ikke noget at gøre med DREAM, som heller ikke beskæftiger sig (så meget) med fordelingen af indkomsten i samfundet.

Jeg er ikke sikker på, hvad du mener med den sidste sætning "Dynamiske effekter baseret på enkeltindivider og et ureguleret marked har aldrig været en god styringsmekanisme... " Hvordan kan den menneskeskabte udvikling være andet end baseret på enkeltindividers handlinger? Vi kan naturligvis handle sammen med andre, men det vil jo altid være grundlagt på at de enkelte individer vælger at deltage - ellers vil du jo gå ind for tvang!

randi christiansen

"Det har bare ikke noget at gøre med DREAM, som heller ikke beskæftiger sig (så meget) med fordelingen af indkomsten i samfundet"

Når politikere anvender Dream som grundlag for beslutninger om en ny økonomisk politik, må modellen siges at have afgørende betydning for ´fordelingen af indkomsten i samfundet´

"Men det vi taler om her er det som økonomer kalder for alt-andet-lige effekter: altså hvis noget ændre sig, og vi holder de andre ting uændret, hvorledes vil folk så opføre sig. I den samlede model indlægger vi så alle disse effekter, og ser til sidst hvad den samlede effekt er. Vi benytter modellerne til at holde styr på alle disse modgående og forstærkende effekter."

Virkeligheden viser, at modellen ikke kan holde styr på noget som helst andet end økonomernes ønsketænkning.

"De centrale adfærdsligninger i DREAM er således baseret på robuste undersøgelser."

Som er robust forankret i antagelser ...

"- ellers vil du jo gå ind for tvang!" Den eksisterende ressourcepolitik er udtryk for tvang

Godt indlæg, men den skæmmes af den hyppige brug af én af tidens værste klicheer "den virkelige virkelighed".
Så hellere "forholdene i jernindustrien"

Søren Kramer

Jeg synes der kommer nogle brandgode indlæg igennem nu fra alle sider. Jeg er specielt optaget for tiden at det Randi skriver her (men ud fra et ledelsesperspektiv og ikke økonomi):

"Dynamiske effekter baseret på enkeltindivider og et ureguleret marked har aldrig været en god styringsmekanisme og er det i særdeleshed ikke i den nuværende situation, hvor udviklingen i faretruende grad går i den forkerte retning"

Thomas Markepran. Tager jeg fejl hvis jeg tror du er i en position til at at vide at det står ret så farligt til; vi står foran lavvækst, og der er mulighed for et større kollaps, der er en stor nervøsitet blandt dem der faktisk har fingrene nede i de farlige tal?

Hvis det er tilfældet: i sådan en situation er det - ud fra et ledelsesperspektiv - altid om at sikre styrbarhed. Det er helt afgørende til håndtering af en sådan situation. Vi skal ledelsesmæssigt søge efter så mange håndtag som muligt, vi kan skrue på, for at ændre udviklingen med det samme. Mange styrbarhedsvariable. Variable der giver effekt med det samme.

Så har du et sundt feedback system.

Det er så fuldstændigt nødvendigt at økonomerne lytter til den fornemmelse de selv har af situationen, og reagerer på den. Skridt 2 er at tage nye skridt jf. Galbraiths kommentarer. Set herfra er det også somom der ikke rigtigt kommer svar på situationen.

Og her går det bare ofte galt. Da vi alle vil tendere til at finde de gamle løsninger frem, og så bare gøre dem endnu skarpere, når det der måske var brug for var, at vi lavde nogle sideløbende styringsmodeller. Det er ikke altid en enten eller, men også om at kunne have sidestillede styringsmodeller.

Måske oversat: Den model der kører nu er vel fin til mange ting, men hvad er det vi savner og mangler?

Sådan ser det ud i min verden og det i øvrigt ud fra et perspektiv om at hverken skoler, institutioner, sygehuse mm. burde drives af det offentlige.

Som jeg ser det er vi havnet med en stor offentlig sektor, og samtidigt en svag styrbarhed. Og jeg kan ikka andet end se på modellen, fordi den afspejler vores metodik til at løse problemerne.

Hvis vi tager de sidste 10 års politik er beslutningerne i udpræget grad blevet begrundet med modellen. Og jeg kan ikke se andet end overforbrug, slasken med fokus på effektivitet, og mindre social sammenhængskraft.

Det er nødvendigt altid at kikke indad for at forbedre sig. Og de nødvendige løsninger kommer først og fremmest fra systemet selv da det er der viden er størst,- må vi håbe.

Så må jeg også sige at jeg er skuffet over at vores topembedsaparat med den afsindig mænge at kompetence der er til rådighed, ikke er mere ambitiøs med resultaterne. Både ift. modellen og ikke mindst dens fortolkning og anvendelse.

Det er ikke altid at der kommer et makkerpar som nyrup og lykketoft forbi som i den grad tænker økonomi. Der skal være plads til andre, så der kan tænkes og fokuseres på andet end økonomi, som ligenu fylder alt for meget.

Steffen Gliese

Tobias Markeprand, du har helt ret i, at den menneskeskabte udvikling baserer sig på enkeltindividers handlinger - og netop derfor er en model, der forsøger at forudsige disse handlinger, ikke alene unøjagtig, den er et falsum, fordi den reducerer ægte, mentale overvejelser og faktiske handlinger i virkeligheden til statistiske størrelser. Det bygger på den ønsketænkning, at det ville være godt, hvis 'vækst' bare foregik, så vi kan blive ved med at være 'skiderige' allesammen; men den overser, at vi ikke behøver at have andet end tilstrækkeligt. Det er ligesom en beholder, hvor mon kun kan fylde vand i til kanten.

Sider