Læsetid 5 min.

De folkevalgte, ikke Facebook, truer vores privatliv

Privatlivets fred er under pres. Ikke fra unge selviscenesætteres bramfrie optræden på Facebook og reality-tv, men fra pæne politikere og smagseliten, som forsøger at gøre egne private præferencer til politik
Unge udstiller deres druk og seksuelle udskejelser i reality shows eller på Facebook, og folk forarges. Men i virkeligheden er det ikke de unges selviscenesættelse, der truer privatsfæren. Truslen kommer snarere fra smagselitens tendens til at gøre deres egne private smagsdomme til politiske anliggender.

Unge udstiller deres druk og seksuelle udskejelser i reality shows eller på Facebook, og folk forarges. Men i virkeligheden er det ikke de unges selviscenesættelse, der truer privatsfæren. Truslen kommer snarere fra smagselitens tendens til at gøre deres egne private smagsdomme til politiske anliggender.

Kim Haugaard
18. juli 2012

Mange oprøres over, at unge mennesker ikke respekterer eller forstår grænserne mellem det private og det offentlige. De udstiller deres druk, seksuelle udskejelser og mangel på almen viden og dannelse i reality shows eller på Facebook; de invaderer brokvartererne med fest i gaden; de spiller for høj musik på deres iPod osv.

Men spørgsmålet er, om forargelsen rettes det rigtige sted hen. Er der ikke langt vigtigere ting på spil, når bekymringen drejer sig om sammenbruddet af skellet mellem offentligt og privat? Det vil jeg mene.

I virkeligheden er det ikke de unges selviscenesættelse, der truer privatsfæren. Truslen kommer snarere fra velmenende politikere og smagselitens tendens til at gøre deres egne private smagsdomme til politiske anliggender. I sidste ende kan det underminere både demokratiet og vores individuelle frihedsrettigheder.

Adskillelsen mellem det private og det offentlige er en idé under intens beskydning. Konservative og kommunitarister beskylder den for at være en liberal konstruktion, der benægter, at borgeren har et levet liv og en tradition, der underbygger essentielle værdier. Socialister og andre venstrekollektivister mener, at adskillelsen blot er et småborgerligt forsøg på at knægte kollektivets retmæssige forrang for det enkelte individ. Feminister mener, at adskillelsen vender det hele på hovedet, for det private er som bekendt politisk.

Imidlertid er det katastrofalt, at adskillelsen ikke respekteres. Ja, faktisk burde den udbygges og konsolideres, for vi har på alt for mange måder gået på kompromis med den. For at indse det bliver vi nødt til at forstå, hvad adskillelsen går ud på.

For det første må vi forstå adskillelsen som noget distinkt politisk. Den angår ikke – eller i hvert fald ikke i første omgang – hvad personer føler hører sig til i det offentlige rum; om det er i orden at lægge billeder af ens sexliv ud på nettet, eller om man bør udleve stjernedrømme i reality-tv.

Det er interessante spørgsmål, men de er allerhøjst sekundære i forhold til det egentlige snit mellem det private og det offentlige.

I stedet drejer det sig om, hvad der overhovedet er op til staten – dvs. hvad det politiske og det kollektive kan tage beslutninger om. Det drejer sig med andre ord om det mest grundlæggende spørgsmål i den politiske tænkning: Formen og grænserne for den magt, som stat og samfund legitimt kan udøve i forhold til individet.

For det andet må vi forstå, at adskillelsen ikke er empirisk. Den handler ikke om, hvor privaten rent faktisk begynder, og det fælles fortov slutter, men om hvilke begrundelser vi anser for at være relevante for legitim udøvelse af den kollektive maskines mange magtformer.

Smag er en privat sag

Et par eksempler kan være på sin plads: Antag, at jeg som privatperson er favorabelt indstillet over for sennepssild. Heraf følger ikke, at jeg mener, det er en politisk opgave at forsyne mig eller andre sennepssildsentusiaster med varen; ej heller at det politiske skal bruges til at fremme sennepssildens sag. Det ville være at tage min tilfældige præference og gøre den til et politisk anliggende; en krænkelse af adskillelsen mellem det private og det offentlige. Min præference kan ikke ophøjes til en almengyldig lov. Ønsket om sennepssild er ikke et fælles anliggende. Min præference bør være politisk impotent.

Det samme gælder vores præferencer generelt, og især de præferencer vi måtte have på andres vegne. Antag, at jeg har en præference for kernefrisk sportsudøvelse. Heraf følger ikke, at staten har en forpligtelse til at stille løbe-stier til min rådighed og slet ikke, at staten skal tvinge eller lokke andre til at dele sportslivets fristelser.

Det er imidlertid blevet en kontroversiel pointe. Den aktuelle politiske og sociale dagsorden er patologisk optaget af sundhed. Vi ejer ikke længere vores egne kroppe, men skal underkaste os fællesskabets krav om helse, motion og forsagelse. Den somatiske overklasses præferencer for triatlon og neonordisk økofoder flyder fra det private til det politiske i form af krav til alle om at have de samme præferencer.

Og her er vi fremme ved en opløsning af grænsen mellem det private og det offentlige, som er langt værre end private nøgen-billeder på Facebook. For hvilken ret har de privilegerede til at tvinge et helt særligt og snævert begreb om det gode liv ned i halsen (helt bogstaveligt) på de uprivilegerede?

Respekt for uenigheden

Det vigtige skel mellem vores private præferencer (og overbevisninger og holdninger) og så det, der legitimt kan gøres til grund for politiske beslutninger, er essentielt moderne, og frembragt af en moderne bevidsthed. Først og fremmest adresserer skellet det faktum, at vi ikke er – og aldrig bliver – grundlæggende enige om en lang række værdimæssige forhold. Det beklages af nogle; nationalkonservative klynker over fraværet af et værdifællesskab; venstrekollektivister over manglende ’solidaritet’ osv. Men en moderne bevidsthed er sig bevidst, at pluralisme og (endog temmelig vidtgående) uenighed er noget, vi bør værne om og fejre: Enighed og fællesskabets fodslag kan kun etableres på baggrund af massiv undertrykkelse og knægtelse af individet. Der er ikke – og der bliver aldrig – en naturlig organisk union mellem enkeltindivider og et politisk fællesskab uden grotesk tvang.

Det politiske bør under pluralistiske vilkår være begrænset. Adskillelsen mellem det private og det politiske er et af de centrale tankemønstre der sikrer det.

Demokratisk fetichisme

Som alle store og generelle politisk-moralske ideer er de finere detaljer og mere præcise fortolkninger af denne tanke til diskussion. Her er plads til mange uenigheder. Blot for at tage et eksempel: Hvor langt må eller bør det offentlige skride ind, når familier eller kulturer ikke i tilstrækkelig grad sikrer alle medlemmers lige muligheder for vigtige immaterielle goder som status eller selvrespekt? Men for så vidt man anerkender mangfoldighed, og samtidig ønsker at undgå tyranni og undertrykkelse, må udgangspunktet for diskussionen være en accept af adskillelsen selv.

Som sagt er adskillelsen mellem det offentlige og det private under pres fra snart sagt ethvert hjørne af det politiske og værdimæssige spektrum. Der er dog et træk, der deles på tværs af de fleste af kritikkerne af adskillelsen, nemlig en forestilling om, at mere demokrati pr. definition er bedre.

Men det er en fejlslutning at sige, at mere demokrati er bedre. Det vil ikke være en forbedring, hvis vores sexual- og kærlighedsliv, vores vennekreds, vores familieliv eller vores uddannelses- og karrierebeslutninger gøres til genstand for demokratiske beslutninger.

Hermed ikke sagt, at den struktur (økonomisk, legal og så videre), som disse sfærer bestemt er delvis afhængig af, ikke skal være demokratisk underbygget. Men der er en væsens- og ikke blot en gradsforskel mellem en robust forankring i en respekt for adskillelsen mellem det private og det politiske, og så utopiske drømme om en førmoderne, organisk enhed af homme og citoyen. Til dem, der drømmer om det sidste: Husk, at friheden begynder, hvor det politiske slutter.

 

Morten Ebbe Juul Nielsen er lektor på Center for Studier af Lighed og Multikulturalisme ved Filosofi og Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Lom

Man kunne også sige at det er blevet svært at leve op til Jesus bud at give kejseren hvad kejserens er og Gus hvad Guds er.
I dag har kejseren raget det hele til sig.

Brugerbillede for Marianne Christensen
Marianne Christensen

God opfølgning på og sammenfatning af maratondiskussionen, der opstod efter artiklen : De fede er svage, dumme fattige og dyre for samfundet.

Brugerbillede for Egon Maltzon
Egon Maltzon

Gode pointer.

For os der har kastet religionens åg, og er flyttet til storbyen, begynder politikerne at trænge sig lidt vel meget på.

Jeg interesserer mig hverken for politikernes privatliv eller deres helbred.
Jeg forventer at det er gensidigt.

Brugerbillede for Claus Oreskov
Claus Oreskov

Privatlivet er for længst koloniseret, af det økonomiske system. Og så er ” Husk, at friheden begynder, hvor det politiske slutter.” en tom og meningsløs farce. Begrebet frihed giver kun mening, når det relateres til noget f.eks. frihed fra noget eller frihed til noget!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Læs debatterne om omskæring - dér får man blik for, med hvilken iver indblandingen i private forhold fremmes.

Brugerbillede for Hugo Barlach
Hugo Barlach

Meen Morten, mangler der ikke noget afgørende i analysen? Omend ikke nemt for en statsansat at sige lige ud, men immervæk en mangel af kritisk tilsnit:

Herhjemme har politikerne faktuelt en stærk, aktiv og engageret offentlighed. Der i kombination med medierne (altså den alliance man kalder for den fjerde statsmagt) udfordrer politikerne på synspunkterne med afgørende klarhed. Alene regeringsskiftet tyder klart i den retning. Og det gør den siddende regerings åbentlyse tab i meningsmålingerne såmænd osse'.

Så måske politikernes spinfolk og politikerne selv, tvungent hertil af en artikuleret offentlighed, forsøger, med detail-styringen af moralen, at mase magt-relationen igennem for at opnå en art afgørelse på den suverænitetfordring, de bevidst læser ind i forståelsen af 'det repræsentative demokrati'. For når valghandlingen er overstået, opdager de moderne politikere, at tanken om, at man sidder sikkert 4 år til, ikke rigtigt stemmer overens med erfaringen.

Men et moderne, aktivt og transparent demokrati burde være anerledes glad for en offentlighed, som løbende kan stille krav i den politiske debat. Sådan er det. Men istedet ser det ud til at politikerne hellere vil forsøge at genopdrage offentligheden. Til en mere underkastet og mindre aktiv rolle. Så måske er dit indspil rigtigt relevant, især såfremt det vover at sige magtforholdene midt imod helt ind til benene?

Det ér nemlig grebet om magt-relationerne, det handler om bagom moralen, ikke sandt?...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Liberalisme forklædt som filosofi

Det er en god og vigtig debat at diskutere grænserne mellem det almene, det personlige og det private. Det almene er definitorisk et fælles anliggende, det personlige er et subjektivt synspunkt, som dog står til offentlig diskussion, medens det private hverken er fælles eller rager offentligheden. Definitorisk, altså.

Til hvert af disse områder hører specifikke sprogspil og logikker, som må tilegnes (tillæres) for at opnå kommunikatorisk kompetence og handle rationelt. Der er vigtigt at kunne variere sin sprogbrug, så det står klart, hvornår man udtaler sig politisk, personligt eller privat.

Derfor er det utåleligt, hvis man 'politicerer' privatlivet, men det er også utåleligt, hvis man 'privatiserer' politikken. Det første sker, når politikere eller offentlige myndighedspersoner vil blande sig i folks private liv; det gør de, når de vil diktere smag og behag, seksuelle præferencer, kultur og religion. Det andet sker, når private aktører domesticerer det politiske system og offentligheden; det gør de, når de gennem skin, lobby eller direkte pression kræver, at staten og offentlige myndigheder står til rådighed for deres private interesser.

Morten har kun blik for den første utålelighed, og derved bliver hans filosofiske udgangspunkt til et dække for en liberalistisk ideologi. Kernen i hans budskab er et forsvar for det privates førsociale primat i forhold til fællesskabet. Men det ved Morten (med sin psykologiske og filosofiske uddannelse) godt ikke er teoretisk holdbart.

Adskillelsen af det politiske, personlige og private finder sted som en psykisk differentiering, hvor dannelsen af subjektet sker i et samspil mellem sociale og individuelle erfaringer.Vi bliver de personer, vi er, gennem en lang proces, hvor socialisering og individuering er flettet ind i hinanden. Den liberalistiske forestilling om individets præsociale primat er udtryk for filosofisk essentialisme.

Det er også denne sammenfletning, der gør, at det politiske og det private ikke fuldkommen kan slippe forbindelsen. En politik, der er fuldkommen usensitiv over for private præferencer, er terroristisk; selv om den ikke kan eller skal styres af sådanne interesser, skal den anerkendes deres eksistens og give dem ret til (en begrænset) udfoldelse. Private interesser, der betragter politik som en platform for deres egen dominans, er perverse; selv om de ikke skal ensrettes politisk, skal de anerkende deres politisk regulerede begrænsning.

Hvis det lyder lidt for teoretisk, så lad mig give nogle eksempler:

Staten skal som sagt ikke blande sig i folks økonomiske, seksuelle, moralske og religiøse præferencer – med mindre disse er til åbenlys skade for andre mennesker. Økonomien, seksualiteten, moralen og religionen er altså ikke et fuldkommen privat anliggende. Der er og må være nogle begrænsninger. Hvor disse grænser skal ligge, når slet ikke at blive interessant, hvis man opererer med et absolut skel mellem politisk og privat.

Det private skal begribeligvis heller ikke regulere politikken - hverken i form af økonomiske, seksuelle, moralske eller religiøse pressionsgrupper. Deres interesser skal naturligvis respekteres, men igen: Kun inden for offentligt regulerede grænser.

Som nogen af jer sikkert har bemærket, har jeg endnu ikke omtalt betydningen af det personlige.

I den offentlige debat sker der desværre ofte en sammenblanding ikke kun af politisk og privat, men også – og lidt mindre gennemskueligt – af personlig og privat. Men der er en afgørende forskel, som antydet ovenfor: Når en person stiller sig op og fastslår, at det nu er hans private mening, så kan tilhørerne egentlig blot tage det ad notam; enhver har jo ret til at have en privat opfattelse. Men hvis personen i stedet giver udtryk for sin personlige opfattelse, så ligger heri en opfordring til diskussion. Hvis den offentlige debat fyldes af 'private' meninger, så sander den til og bliver uinteressant - i al fald for dem, der gerne vil debattere. Hvis den fyldes af 'personlige' meninger, så bliver den levende og vedkommende - for så er der nogen, der gerne vil debattere i stedet for at høre på deres egne uforgribelige meninger.

Morten har valgt at fokusere på emsige politikere og myndighedspersoner, der vil dirigere folks privatliv. Men han er blind for den 'private' forurening af det offentlige rum, når det fyldes af private meninger. Og det sker ikke mindst, når man gør fællesskabet, offentligheden og politikken til 'fjender' af det private. Det perspektiv på forholdet mellem individ og samfund får man kun, hvis man vil ekspandere det private ud over dets sociale grænser.

Brugerbillede for Hugo Barlach
Hugo Barlach

Problemet er, at diskursen her føres med middelklassen. I underdanmark har der været krisebevidsthed de seneste ti år under den borgerlige regering. Med andre ord kan man roligt sige, at regeringen fører en markant monolog over værdimassen. Og gentager sine paroler i én uendelighed. Det virker slet ikke. Snarere tværtimod. Så hvorfor skulle den brede offentlighed egentlig deltage i en håbløs dialog, hvor den politiske genopdragelse bider underdanmark i haserne i forsøget på at forklare, at de dele af offentligheden, som ikke har erkendt, at nedskæringerne nu også rammer dem, vågner op?

Man kan med andre ikke mobilisere politisk bevidsthed over en diskurs om Facebook, når den allerede findes. Så jeg siger det lige igen: underdanmark kan ikke bruge en servil dialog om Facebook som gerundlæggende byggesten til sin egen protest. Vi foretrækker, at man klader en spade for en spade...

Med venlig hilsen

Brugerbillede for Rasmus Varnich Blumensaat
Rasmus Varnich Blumensaat

"This is the first principle of democracy: that the essential things in men are the things they hold in common, not the things they hold separately. And the second principle is merely this: that the political instinct or desire is one of these things which they hold in common. Falling in love is more poetical than dropping into poetry. The democratic contention is that government (helping to rule the tribe) is a thing like falling in love, and not a thing like dropping into poetry. It is not something analogous to playing the church organ, painting on vellum, discovering the North Pole (that insidious habit), looping the loop, being Astronomer Royal, and so on. For these things we do not wish a man to do at all unless he does them well. It is, on the contrary, a thing analogous to writing one's own love-letters or blowing one's own nose. These things we want a man to do for himself, even if he does them badly. I am not here arguing the truth of any of these conceptions; I know that some moderns are asking to have their wives chosen by scientists, and they may soon be asking, for all I know, to have their noses blown by nurses. I merely say that mankind does recognize these universal human functions, and that democracy classes government among them. In short, the democratic faith is this: that the most terribly important things must be left to ordinary men themselves -- the mating of the sexes, the rearing of the young, the laws of the state. This is democracy; and in this I have always believed."

- G.K. Chesterton

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

Det havde jeg ikke ventet

- at Morten klappede i som en østers, når han blev imødegået af en af sine gamle vejledere.

Kære Morten, du var fri til at tænke, hvad du ville, da du havde mig som vejleder. Det er du fortsat.

Det forventer jeg faktisk.

Brugerbillede for Hugo Barlach
Hugo Barlach

Så såfremt den bly viol nu ikke vil provokere dig, så har han da chancen for at overfalde mig i det mindste...

M.v.h.

Brugerbillede for Hugo Barlach
Hugo Barlach

Og - hvis der ikke er sket noget inden på onsdag, så skylder jeg dig 380ml af den offentlige diskurs fornemmeste babyolie, Mihail

k.h.