Interview

Fra ’noget for noget’ til ’noget for ikke noget’

Når unge påtager sig gratis praktikantarbejde og interessetimer, er det ikke udtryk for et skift i ungdommens karriereopfattelse. Det er handlinger foretaget i desperation
7. juli 2012

For blot fem år siden kunne man få et arbejde nærmest uanset, hvilken som helst uddannelse i bagagen. Ifølge Henning Jørgensen, professor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet, herskede en sorgløshed og jubeloptimisme blandt de unge. I dag er stemningen en ganske anden. I de mest positive kredse er der fortsat stille forhåbning, men blandt langt de fleste er stemningen vendt til frustration over ikke at kunne finde ansættelse, uanset om man har en uddannelse eller ej. Og stort set uanset hvilken uddannelse, man har.

»Mange unge oplever, at ’noget for noget’ er blevet til ’noget for ikke noget’, forstået sådan, at hvis man endelig kan få noget, er det ulønnet arbejde. Det vil sige, at det mest basale princip på arbejdsmarkedet, ækvivalensbyttet, som Marx talte om, ikke længere er et ækvivalensbytte,« siger Henning Jørgensen og fortsætter:

»I dag udnytter arbejdsgiveren, at han kan få billig eller endog gratis arbejdskraft. Det er et slaraffenland for arbejdsgiveren, men det modsatte for lønmodtageren.«

Henning Jørgensen påpeger, at ’noget for ikke noget’ ikke alene er et problem for den enkelte gratisarbejder: »Det er et problem for hele vores samfundssystem, fordi det bygger på, at man får løn for det arbejde, man udfører.«

Oprøret lurer

Det har for nylig været fremme, at ungdomsledigheden er i Danmark 12 procent. Men Henning Jørgensen forklarer, at den reelle ledighed er endnu højere, fordi de 12 procent henviser til registerbaseret ungdomsledighed, mens arbejdskraftundersøgelser, hvor de unge bliver interviewet om deres tilknytning til arbejdsmarkedet, tegner et andet og voldsommere billede.

»Selv om problemet måske nok ser mindre ud, når vi sammenligner os med Sydeuropa, er det et kæmpeproblem i Danmark. Og det bliver større og større, jo længere vi lader stå til,« siger han.

Henning Jørgensen understreger, at selv om arbejdsløshedsniveauet ikke er så massivt som i Sydeuropa, kan det være lige så store for dem, det rammer, for det sætter tydelige ar på den enkeltes selvværd og tro på egne præstationer.

Og selv om flere og flere har arbejdsløsheden tæt inde på livet, betyder det ikke nødvendigvis, at den enkelte kan finde trøst i ikke at være alene med problemet. Tværtimod for i takt med ledighedstallene vokser, stiger også tendensen til, at vi vurderer hinandens værdi og status ud fra den enkeltes placering på arbejdsmarkedet:

»Det første, vi spørger fremmede mennesker om, er, hvad de laver. Det siger noget om, at beskæftigelse er det mest ressourcegivende i vores samfund. Står man uden arbejde, selv om man har kvalifikationer, er man næsten stemplet på forhånd,« siger Henning Jørgensen.

Oprør

I sidste ende kan det ifølge forskeren føre til oprør og reaktionsmåder, som man ikke har set tidligere i det danske samfund. Han forklarer, at der visse steder stadig er ydmyg forhåbning om bedre tider, og at nogle ressourcestærke unge for eksempel forsøger at etablere egne virksomheder eller på anden måde hutle sig igennem, men pludselig kan der opstå en kollektiv opfattelse af, at nok er nok: »Jeg tror, at oplevelsen af frustration og uværdig behandling i ledighedssystemet kan få de unge til at eksplodere på et tidspunkt. Jeg siger ikke, at det sker, men det er muligt, at det kommer til oprør, som man har set i Sydeuropa.«

Henning Jørgensen undrer sig over, at der ikke er blevet rettet flere appeller mod det politiske system. At folk accepterer at skulle håndtere problemerne individuelt, når nu problemerne og deres årsag netop ikke er individuel.

»Fra politisk hold skulle man sørge for, at alle fik en uddannelse efter grundskolen. Derudover burde arbejdsgiveren pålægges et oplæringsansvar, og så skulle der laves sociale klausuler på offentlige kontrakter for at løse praktikpladsproblemet,« siger han.

Kæmper alene

– Det er en meget strukturel kritik. Når vi ser universitetspraktikanter, som arbejder 37 timer og mere til i medievirksomheder uden at få penge for det, er det så ikke rimeligt at antage, at der er sket et holdningsskifte blandt de unge?

»Det er desperation. Hvis de unge i stedet sagde, at der var et strukturelt problem, at de som gruppe bliver diskrimineret, kunne de sammen handle i forhold til det,« siger han.

Men når desperationen først sætter ind, er det oplagt at forsøge at håndtere problemerne på egen hånd, mener han, og derfor ser man mange unge, som arbejder meget – og gratis – i forhåbning om, at deres arbejdsgiver får øje på dem og måske tilbyder dem stillingen fremover.

»Det er en individuel desperationshandling, som ikke fører til den kollektive aktion, der eller ville sørge for, at arbejdsgiverne handlede anderledes. Det er ikke vejen frem, tværtimod.«

– Så der er heller ikke nogen ny trend blandt unge om, at man måske synes, det er meget fint at have en lang ungdom uden fast arbejde, og derfor accepterer nogle andre ting?

»Nej, det har intet med det at gøre. Det handler om, at man individuelt prøver at klare sig igennem, og så bliver man desperat og tror, at man skal klare sig på bekostning af de andre. Man ser pludselig sine venner og ungdomskolleger som konkurrenter i stedet for at betragte hele situationen som diskrimination fra arbejdsgivernes side,« siger og beklager de unges manglende forståelse for, at de er i en fælles situation. For ifølge ham er ét sikkert: De individuelle overlevelsesstrategier fører ingen steder hen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ulønnet arbejde skævvrider i den grad arbejdsforholdet. Både for den, der udfører det og for kollegaen, der får løn.

Og interessetimer! Bare betegnelsen siger alt.

Desværre har Henning Jørgensen ret i, at desperation er en stor drivkraft, og at de indivduelle overlevelsesstrategier ingen steder fører hen.

Steffen Gliese

Giv Nyrup skylden, det var hans regering, der begyndte at gradbøje arbejdsmarkedet, så arbejde ikke længere nødvendigvis medførte løn og arbejdsmarkedets almindelige rettigheder.

Lise Lotte Rahbek

Det har du ret i, Peter Hansen.
Det var Nyrup-regeringen der lagde fundamentet til den glidebane,
som nu udmønter sig i,
at nogle danskere mener, at man må da kunne forlange at unge/nyuddannede/ledige/kontanthjælpsmodtagere arbejder, når de nu får penge.
Og så skide være med, om de nu også bør have rettigheder. De skal bare igang med at bestille noget, nasserne.

Det er lige til at tude over.

Steffen Gliese

Det er umoralsk, Lise Lotte Rahbek. Dagpenge og bistandshjælp er penge, der gives som kompensation til dem, der ikke kan få et arbejde.
Det er her, jeg blive rmeget upopulær hos Hanne Christensen, når jeg mener, at den væsentligste forskel på de to grupper er, at kontanthjælpsmodtagerne kan afkræves noget til gengæld for deres ydelse, fordi den ellers er 'gratis', mens dagpengene opnås gennem medlemskab i en a-kasse (engang kun muligt igennem fagforeningsmedlemskab), på baggrund af en kvalificering gennem arbejde og/eller uddannelse. I aktiveringsforløb i 80erne var man udover at være ansat på ordinære vilkår, også berettiget til, at ansættelsen var indenfor det fagområde, hvor man var organiseret, og at der skulle være tale om ekstraordinært arbejde, som ellers ikke ville blive udført. Alle disse i bund og grund rimelige rettigheder har især socialdemokraterne taget fra os.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen

Jeg hælder mere mod Hanne C's holdning. i det spørgsmål om kontanthjælpsmodtagerne. Jeg kan ikke se nogen grund til, at de skal slave uden rettigheder.
Men hvis vi bare allesammen var enige,
var der heller ingen grund til at være med her. :-)

Steffen Gliese

Lise Lotte Rahbek, jeg er enig i, at man på nuværende tidspunkt ikke bare vil kunne stikke en hånd i gruppen af kontanthjælpsmodtagere og hive tilfældige ud til at rive blade i byparken. Jeg er ikke engang sikker på, at det er rive blade i byparken, jeg går ind for - allerhøjst som begyndelse til en gartneruddannelse som lærling i vej- og parkafdelingen i en kommune.
Kontanthjælp gives til en meget for blandet gruppe, hvor mange burde være på sygedagpenge, mange burde være på førtidspension og mange burde være på revalidering eller i almindelig uddannelse. Resten burde til gengæld se at få fingeren ud - der var i min ungdom en afsløring, der førte til de første opstramninger: at mange unge holdt ferie på bistandshjælp efter gymnasiet. Det ville ingen acceptere, så derfor kom 'sultecirkulæret'.
I min ungdom med stor arbejdsløshed var vi mange, der festede ganske meget, nogle på bistandshjælp, andre på SU, atter andre, der var blevet arbejdsløse, på dagpenge. Det var en munter tid, som man godt kunne ønske sig tilbage, men som i dag hæmmes af, at kontanthjælpsmodtagere under 25 ikke regnes som fuldblodsvoksne med ret til fulde borgerrettigheder.
Der har været en politisk vilje til i større og større omfang at bruge kontanthjælpen som en universel ydelse, bl.a. fordi det lettere kan forsvares at tage initiativer overfor folk, der virker passive i forhold til egen situation.
Den kamp er for mig den vigtigste: at det kan lade sig gøre at holde sig fri af det offentliges omklamrende favntag ved at have demonstreret vilje til at gøre noget for at få et indholdsrigt liv. Det mener jeg også, at de fleste gerne vil have - og hvis man pga. sygdom af den ene eller anden art ikke kan få det, hører man ikke til på kontanthjælp.

Lise Lotte Rahbek

Tjah, Peter Hansen, jeg kan sagtens huske tiden med sultecirkulæret.
Jeg har til gengæld ikke erhvervet mig dine evner til at holde mig udenfor kontrolmyndigheden, og udsigterne for mig nu ser sorte ud.
Det betyder heldigvis ikke, at jeg har et indholdstomt liv.
Det ligner bare ikke samfundets opfattelse af en succes, som man kan bruge i reklamer eller kampagner. :-)

Steffen Gliese

Kære LIse Lotte Rahbek, det er uforståeligt, at politikerne har arbejdet på at lade folk falde ud af systemerne. Dengang gik man langt for at sikre, at folk stort set ikke kunne falde ud af dagpengesystemet, f.eks. Skete det, gjorde man trods alt en del for at skaffe folk videre gennem revalidering.
Jeg tror, at de færreste mennesker har et indholdstomt liv, selvom jeg også iagttager, at nogle har slået sig til tåls med livet på bænken og noget drikkeligt. Det ærger mig - i min ungdom var der vel flere end i dag, der måtte have nogle opstrammere i løbet af dagen, men det levede vi fint med. I det hele taget havde folk ikke så travlt med, hvad andre gjorde, jeg tror, at det var hemmeligheden bag en betydeligt mere elskværdig tid - og jeg kæmper dagligt for at få den igen.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen

Der er så mange uendeligt interessante aspekter af arbejds-identitet og arbejdsløshed set fra vidt forskellige vinkler.
Der er hele emnet omkring tilpasning til den situation, man står i, uanset hvilken det måtte være,
der er et utal af spørgsmål om hvorvidt de, som har et arbejde er dygtigere, heldigere eller er mere heldigige med at sælge sig selv end dem, som ikke har noget job - eller om de i virkeligheden også er mere u-heldige,
der er penge, social status, entreprenørånd, selvtillid, tolerance, afvigende personligheder.. alt muligt!
Hvis jeg havde chancen, ville det være et emne, jeg kunne kaste mig over med vild appetit for resten af mit liv..
men..
den mulighed har jeg ikke formelt, så jeg nøjes med at grave lidt på det selvstændige, stilfærdige, ikke-fagligt beskrevne niveau. . ;-)

Steffen Gliese

Kære Lise Lotte Rahbek, du har helt ret - og i gamle dage var det en temmelig meget lettere at finde sin egen vej og sin egen plads og vælge selv.
Jeg har ofte haft det held, at ting, jeg havde interesseret mig for og beskæftiget mig med, på et heldigt tidspunkt lod sig omsætte i et job - undertiden begyndende i aktivering. Ovenikøbet har jeg undertiden haft det held, at jeg er blevet ringet op af nogen, jeg kendte, eller som havde hørt om mig. På mange måder har jeg været heldigere, end jeg har ret til at være - omend det aldrig har gjort mig velhavende eller blot tryg i ansættelsen.

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen
Jeg har ikke noget problem med, at andre kan være heldige også hvad angår jobs og at være på dette rette sted, på det rigtige tidspunkt.
I et tiddsrum var jeg misundelig - det er jeg sjældent længere.
Jeg er selv vældig heldig ind imellem, synes jeg - det er bare på nogle andre områder.
Idag, f.eks, stod jeg i position til at få et tagpaptag på ca. 15 m2 i hovedet. Det skete ikke. Taget holdt den halve time, som jeg skulle bruge. Og det VAR virkelig mere held end alt muligt andet, som greb ind der.

Men tilbage til løn-arbejdet: Det vil nok være mest fornuftigt at presse fagforeningerne igen,
for hvis ikke de organisationer skulle tage kampen op for at få ændret på misforholdet mellem dem som er 'inde' og dem som er 'ude',
hvem skal så?

Steffen Gliese

Fagforeningerne har jo mistet meget af deres styrke, og ikke mindst det forhold at a-kasse og fagforening blev afkoblet hinanden har også fjernet meget af fagforeningernes incitament til t gøre noget på a-kasseområdet, idag er friheden stort set væk, det er cirkulærer og lovgivning, der styrer det hele.
Fagbevægelsen er nok det bedste eksempel på, hvad der sker, når folk ikke forstår solidaritetens styrke og nødvendighed. Svækkelsen er til ulempe for alle lønmodtagere og dagpengemodtagere, men helt sikkert til glæde for politikere, der ikke længere behøver at tage hensyn til en stærk interesseorganisation med mange krav på medlemsskarens vegne.

»Fra politisk hold skulle man sørge for, at alle fik en uddannelse efter grundskolen. Derudover burde arbejdsgiveren pålægges et oplæringsansvar, og så skulle der laves sociale klausuler på offentlige kontrakter for at løse praktikpladsproblemet,«

Det er helt rigtigt set - og så kunne man tilføje en ordning med statsgaranterede iværksætterlån så vi kunne få noget gang i iværksætteriet og få skabt nogle nye arbejdspladser.
@Peter
Fagforeningerne har længe ligget underdrejet af frygt for at fradragsretten for kontingent skulle blive fjernet, så folk ville fravælge fagforeningen og kun stå i a-kasse. De gule "fagforeninger" har også nappet en stor bid af kagen i kraft af at de er billigere. (folk tænker nu en gang med tegnebogen). De gule "fagforeninger" er også ved at møve sig ind i forhold til retten til at indgå kollektive overenskomster. Det er alt sammen med til svække den traditionelle fagbevægelse.
Den traditionelle fagbevægelses eneste håb om overlevelse er, at de stiller sig i spidsen for et oprør/opgør i forhold til de omsiggribende asociale tendenser der florerer i øjeblikket, så politikkerne kan blive gjort helt klar over, at vi ikke finder os idet .

Jakob B. Skov

Jeg er en af de "unge" som artiklen forsøger at beskrive. Årgang '82 og nyuddannet. Til trods for artikler som denne ofte forsøger at beskrive mig og mine jævnaldrende som ensporede individualister med skyklapper på så er vi ganske udmærket klar over vores situation og forhold.
Der findes bare ikke nogen "traditionelt" samlingspunkt for os i form af fagforeninger, poltiske partier mm. fordi at ingen af dem taler vores sag eller gør noget for at afhjælpe vores situation.
Fagforeningerne har meget ofte travlt med at pleje deres stammedlemmers interesser (genereation 40+), så de taber de unge når de ikke sætter fokus på de helt basale ting som en fagforening burde fokusere på. Resultatet er at vi unge kun ser fagforeningen som et nødvendigt onde - en merudgift - som der skal betales til for at kunne sikre lønforhandling (hvis man er så heldig at have et arbejde).
Vi er ikke passive ift. vores situation men vi er usynlige på de platforme som traditionelt benyttes til at debattere emner som dette. Vi straffer fagforeningerne for deres ugidelighed ved ikke at benytte dem aktivt og vi straffer de politiske partier ved at stemme blankt eller stemme på partier i protest. Vi bruger de systemer vi har til rådighed på en en ny og kreativ måde og vi forlader det som vi ser som et levn fra fortiden.

Steffen Gliese

Jakob B. Skov, jeg er ked af at sige det, men der er ikke andre muligheder. Og der er ingen anden vej, hvis man er utilfreds, end at være aktiv og arbejde for at ændre tingenes tilstand. Det var sådan, vi andre gjorde, og det var sådan, at 80erne blev tålelige trods en borgerlig regering, mens Nyrups bagstapping var sværere at stille noget op imod.

Jakob B. Skov

Sandheden er nok mere at vi unge er blevet stopfodret med at vi ikke behøves at kæmpe for noget, fordi det som der skal kæmpes for allerede ER vundet af tidligere generationer.

Vi er også blevet fodret med at vi er en mangelvare og at der nu kun er 2, 3 eller 5 år til at vi kommer til at svømme i arbejdspladser - så hvorfor egentlig brokke sig over at der er høj arbejdsløshed nu? tiderne vender jo...

Alt i alt er vi blevet banket på plads og diciplineret via beskeden om at "i er et mindrettal så jeres stemme tæller ikke" og gennem en "noget-for-noget" mentalitet igennem ledigheds-aktiveringssystemet.

Kort sagt - jeg undrer mig ikke over hvorfor vi er så passive i debatten som vi er og hvorfor vi ikke engagerer os mere end vi gør...

Steffen Gliese

Jakob B. Skov, I er også forfærdelig høflige - hvilket næsten virker hjerteskærende på os andre, der lærte hen ad vejen at afvise hierarkiske forestillinger, og som derfor med vantro må iagttage, hvorledes VKO har haft held til at genindføre underdanighed overfor de mennesker, der rider på ryggen af én.
I er kun få, fordi I ikke slutter jeg til befokningshavet.