Kommentar

Frank Aaen og Christen Sørensen ser spøgelser

Enhedslistens Frank Aaen og professor Christen Sørensen beskylder Kraka for bevidst at overdrive de ulighedsskabende effekter af Enhedslistens udkast til en skatteaftale med regeringen. Men vi bruger anerkendte regnemetoder og Enhedslistens egne dokumenter, så vi undrer os meget over kritikken
Debat
18. juli 2012

Da vi i Kraka for nylig sammenlignede regeringens skatteaftale med VK og den skitse, som Enhedslisten havde forsøgt at få igennem, stod det klart, at fordelingsprofilen på de to ikke er væsensforskellig. En skatteaftale mellem regeringen og Enhedslisten havde således også givet langt flere penge til de rigeste. Vores beregninger viste, at skitsen ville have øget indkomstforskellene med ca. 0,2 (målt ved den såkaldte Gini-koefficient).

Det fik Enhedslistens Frank Aaen op af stolen (14. juli). Ifølge ham ville partiets udkast til en skatteaftale med regeringen kun have øget indkomstforskellene med 0,03.

Vi har svært ved at genkende det tal. Vores beregninger bygger på et notat udarbejdet af Finansministeriet, som Enhedslisten har lagt på sin hjemmeside med den vejledende titel En Social skattereform lå klar – læs det fulde udkast til den røde skattereform. Skatteministeriet har ligesom Kraka regnet på udkastet, og her finder man frem til en stigning i Gini-koefficienten på 0,19, hvilket ikke er langt fra Krakas resultat.

Den markante forskel mellem Kraka og Skatteministeriet på den ene side og Aaen på den anden side kunne give indtryk af, at Enhedslisten har en helt anden reform i tankerne end udkastet på hjemmesiden. Størrelsesmæssigt svarer forskellen faktisk til den samlede virkning af VK-regeringens skattereform fra 2004 eller den fra 2007.

Og i modsætning til hvad Frank Aaen hævder, har vi taget hensyn til afskaffelsen af fedt- og sukkerafgiften. Vi har derimod ikke indregnet de 1,2 milliarder kroner til en styrket indsats mod ledighed. Det kritiserer Frank Aaen os for. Men årsagen er simpel: Indsatsen er ikke en integreret del af den skatteskitse, som ligger på partiets hjemmeside.

Hus forbi, Sørensen

Vi må vi også melde hus forbi til næsten alle de kritikpunkter, som økonomiprofessor og tidligere overvismand Christen Sørensen har fremsat i Information (16. juli).

Først hævder Sørensen, at man i sammenligningen med Enhedslistens skitse bør indregne, at regeringen i sin skatteaftale fastlåser boligbeskatningen frem mod 2020. Det er vi uenige i. Fastlåsningen af boligbeskatningen frem mod 2020 er jo i forvejen indregnet i 2020-planen og kan derfor ikke betragtes som ny politik som konsekvens af skatteaftalen. Det vil være dobbeltregning. Men vi er dog enige i, at beslutningen om at fastlåse boligbeskatningen er uheldig, og at mulighederne for at lave det om har fået endnu et knæk med den skatteaftale, der nu er indgået.

Sørensen påstår også, at vi skulle mene, at man ikke kan lave en skattereform, der væsentligt øger arbejdsudbuddet, uden at det vil øge Gini-koefficienten, selv om den er finansieret via højere boligskatter. Men det er ikke det, vi siger. Vi siger, at en sådan reform vil have fordelingsmæssige konsekvenser. Store arbejdsudbudsvirkninger for pengene kræver typisk lavere topskat, mens øget boligbeskatning også betales af lavere lønnede og mennesker uden for arbejdsmarkedet, herunder pensionister med relativt lave indkomster.

Ingen uskønne regnemetoder

Christen Sørensen hævder også, at »Krakas analyser er (...) en uskøn blanding af en års- og livsløbstilgang. Der tages principielt udgangspunkt i en årsanalyse, men der indlægges en del forudsætninger, der følger af en livsløbstilgang.« Det er vi helt uenige i. Vi har valgt at regne på de umiddelbare fordelingsvirkninger af skattereformen, fordi regeringen i første omgang ikke offentliggjorde tallene på et detaljeret niveau. Derfor har vi netop tilstræbt at anvende beregningsprincipper, der er brugt gennem mange år i Finansministeriet og Skatteministeriet. Vores beregninger af Gini-koefficienten giver derfor også stort set samme resultater som ministeriernes, når vi regner på regeringens oprindelige forslag, den indgåede skatteaftale og Enhedslistens skatteskitse.

Christen Sørensen har dog den vigtige pointe, at en skattereform skal vurderes på virkningerne på indkomstfordelingen både i et enkelt år (det, vi kalder den umiddelbare virkning), og når man tager hensyn til livsindkomstperspektivet. I fordelingsberegninger knytter sondringen sig normalt til, at man i et livsindkomstperspektiv tager hensyn til, at studerende senere bliver erhvervsaktive med højere løn, at erhvervsaktive senere bliver pensionister osv. – men ikke til, hvordan man i et års- eller tværsnitsperspektiv skal behandle eksempelvis højere lønnedes opsparing eller effekten af højere erhvervsbeskatning mv. Skattekommissionen tog f.eks. højde for, at afgifter i sidste ende også rammer opsparingen (fordi opsparing er udtryk for senere forbrug) i beregningen af de umiddelbare fordelingsvirkninger. Kommissionen var dermed ikke enig med Christen Sørensen på det punkt, og vi hælder til at være enige med kommissionen.

 

Esben Anton Schultz er forskningschef hos tænketanken Kraka, og Jonas Zielke Schaarup er ledende økonom hos tænketanken Kraka

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her