Frigør skriften fra det pædagogiske fængsel

Børn udvikler sig ikke til gode læsere ved voksenstyret formel læsetræning i børnehave og skole. I stedet skal vi gøre skriftsproget til en del af dagligdagen. Skriftsproget skal ikke trænes for at læres – det skal bruges, så det læres
2. juli 2012

At op mod en femtedel af befolkningen har vanskeligt ved at læse og skrive, er et stort problem for den enkelte og for samfundet, og det må naturligvis løses. Men spørgsmålet er, hvordan det gøres bedst. Den længst levende pædagogiske myte i vor tid – at man kun kan lære at læse og skrive ved at træne bogstaver og lyde og blive undervist i skolen – har i hvert fald ikke løst problemet.

Til gengæld er dette syn på læsning for tiden ved at gøre pædagogikken helt ned i vuggestuen til et samfundsøkonomisk nytteprojekt, med læreplaner og undervisning som fremtidsvisionen hos Niels Egelund og de andre eksperter i Task Force om Fremtidens Dagtilbud. Hjemvendt fra Singapore og Hongkong ser de undervisning som den eneste mulige løsning på problemet:

»Pædagogerne vil begynde at tage ordet ’læring’ i deres mund, og måske så ’instruktion’, for til sidst at tale om ’undervisning’ – det er den vej, det vil gå«, lyder det begejstret fra Niels Egelund, som dermed har promoveret et læringsbegreb, enhver pædagog ville dumpe på at fremføre ved eksamen: At børn kun kan lære noget ved at blive undervist i voksenstyrede indlæringsforløb.

Voksenstyring vokser

Den nuværende læsepædagogik får altså et stort medansvar for den bølge af voksenstyret læring, der nu sandsynligvis vil skylle ind over børnene i dagtilbud. Men hvis politikerne og praktikerne var lige så velorienterede om den etnografiske læseforskning, der studerer børns tilegnelse og brug af skriftsproget i uformelle læringsmiljøer uden for skolen, ville de vide, at det er veldokumenteret, at børn kan lære at læse, før de kommer i skole og uden at være blevet formelt undervist.

Vi har alle sammen hørt om mennesker, der kunne læse, før de begyndte i skolen. I de beskrevne tilfælde har de voksne inddraget børnene i den daglige brug af skriftsproget som praksissprog, oplevelsessprog og udtryksmiddel i en uformel social praksis – den såkaldte indkulturering. Her trænes skriftsproget ikke for at læres – det bruges, så det læres. Disse forældre og pædagoger mener, at i et moderne skriftsamfund, hvor vi er omgivet af skriftsprog overalt, burde det være lige så naturligt at inddrage børn i det trykte og skrevne sprog, som at lære dem tage tøj på, børste tænder og gå rigtigt over gaden.

Proaktive voksne

Selvfølgelig kan skriftsproget kun tilegnes i et samspil og samvær med mennesker, der selv læser og skriver. Så vi skal ikke for at undgå at presse barnet passivt afvente den store dag, hvor det helt af sig selv kommer springende og ivrigt spørger os om et ord eller et bogstav. For hvordan i alverden skulle barnet vide, at der venter det noget spændende, hvis vi aldrig henleder dets opmærksomhed på skriftsproget og fortæller, hvad det betyder? Så vi er pro-aktive og udpeger relevante ord i bøger og nærmiljø og demonstrerer, hvordan ord og navne, som barnet er optaget af og snakker om, skrives og læses.

Et lille barn skal ikke have set og leget med ret mange ord på kort, før det har mødt alle alfabetets vigtigste bogstaver. Med den dominerende visuelle side af sin sansekapacitet opdager det lille barn hurtigt to ens begyndelsesbogstaver eller finder ’sit’ forbogstav i et ord. Og de voksne reagerer positivt og bekræftende og spørger ind til barnet for at finde ud af, hvordan det tænker: Hvordan fandt du ud af det? Hvorfor tror du det? Hvor har du set det? osv. Børn har forskellige strategier, og kunsten er at opfange disse forskelle og glemme alt om, hvordan vi selv lærte at læse!

Med en ændring fra formel, voksenstyret skoleundervisning til indkulturering ville samfundets skriftsprogsopdragelse omsider være bragt i overensstemmelse med realiteterne og mulighederne i et moderne vestligt samfund gennemsyret af skriftlighed fra top til bund.

I skolen ville det betyde, at der blev brugt færre ressourcer på den elementære læseindlæring, og at antallet af børn med behov for specialundervisning i læsning ville falde. Det har man set i Växjö Kommune, hvor Öjaby förskola siden 1989 har indkultureret børnene i skriftsproget, og hvor en undersøgelse i den modtagende skole har vist, at ud af seks årgange havde ikke ét barn fra Öjaby förskola haft behov for specialundervisning. Så en læsepædagogik bygget på indkulturering i skriftsproget før skolestarten ville ikke bare betyde et farvel til formel, skoleagtig undervisning af de mindste, men også føre til de nok så eftertragtede forbedringer af læseniveauet.

 

Kjeld Kjertmann er tidligere lektor i dansk sprog og læsning ved Danmarks Pædagogiske Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu