Læserbrev

Gentænk velfærdsydelserne

Det må være muligt at honorere velfærdsydelser i stedet for at uddele almisser til passiviserede overførselsindkomstmodtagere
Debat
11. juli 2012

Vi har i Danmark tradition for at tænke nye tanker, når virkeligheden står i for stor kontrast til den traditionelle tænkning på et område. Det har vi vist to gange i nyere tid. Første gang i 50’erne, da landbefolkningen i vidt omfang flyttede til byerne og blev industriarbejdere. Anden gang da kvinderne i 60’erne kom ud på arbejdsmarkedet.

Der er derimod ikke tænkt nye tanker i forbindelse med den vækst i antallet af mennesker, der lever af overførselsindkomster. Udviklingen har især taget fart siden begyndelsen af 70’erne. Her er der endnu ikke skabt et konstruktivt alternativ til tvedelingen mellem de arbejdende og de ikkearbejdende. Mens de to førstnævnte omfordelingsbølger har skabt øget vækst, har væksten i antallet af overførselsindkomstmodtagere medført minusvækst for samfundet og misvækst for overførselsindkomstmodtagerne, et betydeligt dræn af de offentlige kasser, nedgøring og stigmatisering af store befolkningsgrupper samt en udvikling af nymoralsk retorik.

Skal vi ikke i stedet anskue de mennesker, der i dag er på passive ydelser som en ressource, der ikke blot skal bidrage til at afdrage på vores fælles gæld, men som aktivt kan bidrage til at gøre samfundet bedre for dem og os.

Få omkostninger

Hvad med at udvikle nye lønnede velfærdsopgaver og revitalisere en række servicefunktioner, der er faldet bort, men som fortsat vil kunne bidrage til fællesskabets trivsel og tryghed?

Det må være muligt at honorere velfærdsydelser i stedet for at uddele almisser til passiviserede overførselsindkomstmodtagere. Indsatsen kan passende aflønnes ligesom fleksjob. Det vil sige med en løn, der matcher arbejdsmarkedet og med en arbejdstid, der tager hensyn til den række mennesker, der modtager overførselsindkomst, og som ikke kan præstere fuld arbejdstid.

Der er mange fordele, men vist kun en mulig ulempe: Det kommer til at koste et eller andet, men formodentlig mindre, end man umiddelbart vil antage, idet en del af ’merudgiften’ kommer hjem igen gennem øgede skatteindtægter, mindre udbetalinger, besparelser på sundhedssystemet samt øget forbrug m.m.

Så hvorfor ikke prøve noget nyt?

Ove Lund, cand. psych

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Aaen

Igen dette med 'passive ydelser'?

Der er ingen i Danmark i dag som er på passive ydelser.....Kontanthjælps-modtagerne skal arbejde for deres penge, det samme skal folk på dagpenge, især når de har gået ledige i cirka 36-39 uger..

Og folk på førtidspension kan altså sagtens have et godt - og aktivt - liv på førtidspension. Og ikke være på en passiv ydelse....

Jo, hvis man har den indstilling, at det at have et arbejde er det bedste i hele verden -- og at allee mennesker skal have et arbejde....

Dertil kommer, at hvis ABF-regeringen tror, at det er dårligste og de svageste mennesker i det her land, der skal redde Danmarks økonomi ved f.eks. at tage arbejdet fra de raske kan jeg kun sige med Jakon Haugaards rammende ord:

- hvis arbejde er så sundt, så giv det til de syge...

For er det ikke som er ved ske i dette land...

Man kan jo fastsætte en Basisydelse til et beskedent liv m. pligter efter evne, og ellers stille spørgsmålet til det såkaldte fantastiske private og frie marked: Kan i give et bedre liv end sådan en omgang planøkonomisk socialisme? Kan i faktisk gøre det bedre?

Skatter og afgifterne kan jo sættes ned jo mindre der har behov da der jo ikke er så mange udgifter og sættes op jo flere. Så bestemmer det private erhvervsliv jo selv prisen for et velfungerende samfund og kan endda få deres minimalstat, eller det kan blive sådan en kommunistisk betonblok.

Hvis virksomhederne helt forsvinder, så laver man jo bare det man har brug for selv og kan sikkert snuppe de tomme produktionslokaler billigt da det jo koster en del i skatter og afgifter når staten er stor.

Og jojo, det er en god ide at prøve noget nyt. Men gælden er altså ikke fælles. Det er boligejernes og den må de jo selv betale.

De syge skal være vores tids sigøjnere. Der er ren machiavellisme.

@Søren Lom
Jeg undrer mig også over, at man sådan kun kan se ned. Det er som om man ikke ser hele det vildtvoksne bureaukrati af mellemledere, kontrollanter og aktører hvor der er 5 fuldtidsansatte for hver arbejdsløs. Hvis man vitterligt tror på der kommer en stor efterspørgsel på arbejdskraft, så var det måske der man skulle begynde at se hen. Man får jo meget større udgifter til deres lønninger da man har sat skatten ned.

Man vil så have mere forbrug og nogen andre skal betale gælden for dem der har optaget den samtidigt med at man vil have mindstelønningerne ned så folk tilsvarende har færre penge og skærer ellers ned på rettighederne imens man ævler om pligterne, uden så meget som at se på hvordan man kunne skabe et bedre samfund og hvordan man kan gøre det. Man danser så at sige rundt om guldkalven uden noget formål. Så jeg har heller ikke så meget tiltro til de gode intentioner længere.

Det er et 'race to the bottom' as is. Det mindst ringe, bli'r det værste af begge verdener.

Martin Skov:
Bureaukratiet omkring slavepiskningen af de arbejdsløse ligner for mig at se ren beskæftigelsesterapi. For mig at se, er de sagsbehandlere, som gennemtvinger aktiveringen af de arbejdsløse, selv i en form aktivering.

Gad vide hvor mange ekstra arbejdsløse, der ville være, hvis man nedlagde det bureaukrati? Måske er man bange for det?

Søren Blaabjerg

Vi skal ikke have noget kastesystem her i landet, men det er godt nok hvad i er stærkt på vej til at få - bl.a. med den nuværende regering som aktivt medskyldige.

Temmeligt afskyelig artikel forrsten, (hvori de "passiviserede overførselsindkomstmodtagere" betragtes som en "ressource", en mindreværdihg befolkningsgruppe, som man stort set kan behandle efter forgodtbefindende, da de jo ingen rettigheder har på linie med "de normale" med almindelige jobs) Den slag "nytænkning" kan vi sandelig få nok af.

Og så er den der igen, den der med, at vi skal have noget mere forbrug, så der kan komme gang i den velsignede vækst.

Dennis Berg
Det har du nok ret i. Det ville ikke se så pænt ud på papiret og det kan Djøfferiet ikke lide. Det er vel 90% der direkte eller indirekte arbejder med 'service' og skubbe papirer til hinanden. Man har effektiviseret sig selv til døde.

Søren Blaabjerg
Man sidder ihvertifald og fedter rundt med tegnebogen og økonomiske modeller hvor andre skal betale for den gæld man selv har stiftet, imens man taler om passive klienter og fleksjob som man netop lige har slagtet på en måde så nogen går op til 50% ned i løn imens man selv har fået skattelettelser. Det lugter lidt af dårlige hensigter. Det er så hvad det er.

Grethe Preisler

Sjovt at Ove Lund mener, at kvinderne i Danmark først kom ud på arbejdsmarkedet i 60'erne.

Det er dog ellers almindelig kendt, at fattigfolks døtre alle dage har delt kår med deres brødre og er blevet sendt ud på arbejdsmarkedet, så snart de kunne gøre gavn for føden.

Enten som piger i huset hos bedrestillede familier eller (efter industrialiseringen) som billig arbejdskraft og løntrykkere for deres brødre på fabrikkerne.

Det var først, da arbejderbevægelsens pionerer gennem faglig og politisk organisering af arbejderne havde havde fået magt til at sætte arbejdsgiverne stolen for døren på tinge, at det så småt blev muligt for en arbejder at beholde sine egne børn i hjemmet efter konfirmationsalderen.

I løbet af 40'erne og 50'erne var det endelig kommet så vidt, at også arbejderkoner kunne nyde det privilegium at være hjemmegående husmødre på fuld tid, i det mindste så længe børnene var for små til få en nøgle i snor om halsen og passe sig selv efter skoletid.

Men så kom de brølende tressere og den gyldne tid med ungdoms- og kvindeoprør og fuld beskæftigelse i alle brancher.

Og søreme om ikke også middel- og overklassens døtre fik griller og ville ud på arbejdsmarkedet ligesom deres brødre. Og have deres børn og husholdninger passet af andre (kvinder), så de kunne "gøre karriere" på lige fod mændene.

Og så skete det mærkelige, som kom bag på såvel gamle som nye tilhængere af velfærdsstaten og den danske model:

Da de gode tider blev mindre gode i firserne og halvfemserne, og efterspørgslen efter arbejdskraft i alle brancher faldt, så nægtede kvinder af alle klasser pludseligt at "vende hjem til kødgryderne" og gøre plads for mændene på de arbejdspladser, der var tilbage.

Ja det kom endda så vidt, at selv nybagte småbørnsmødre vendte tilbage til jobbet, så såre de havde rejst sig fra barselssengen, at lutter iver for at fortsætte "karrieren" på lige fod med mændene.

Eller var det angst for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet permanent og blive sat bagest i køen på arbejdsanvisningen, hvis de tillod sig den luksus at lege hjemmegående husmødre til ungerne blev store nok til at passe sig selv efter skoletid.

Hvad der så end var årsagen til den enkelte kvindes fravalg af husmoderrollen selv for en kortere bemærkning, så faldt kravet om øgede velfærdsforanstaltninger i offentligt regi for børn, syge, gamle og handicappede familiemedlemmer af alle klasser ikke længere i takt med konjunkturerne på verdensmarkedet.

Vi kan lige så godt se det i øjnene - den sidste danske fuldtidshusmoder er gået til de evige jagtmarker for længst.

Og hvad er da mere nærliggende end tage cand. psyk. Ove Lund på ordet, og give de fysisk og socialt handicappede løn for at passe børn, syge, gamle og andre besværlige samfundsborgere, som kun er i vejen for karrierefolket? I stedet for som hidtil at henvise dem til en skyggetilværelse som passivt forsørgede på skatteborgernes regning.

Man kunne jo give dem det samme i løn, som de hjemmegående husmødre fik, før de uddøde som art.

Så bliver det i hvert fald en billig omgang for de stakkels højtlønnede "skaffedyr", der betaler hele gildet for velfærdsstatens udskejelser.

Hanne Christensen

Koger man artikelskriveren, Ole Lunds "nytænkning" ind til benet, går den ud på, at ledige og syge nu skal rende rundt og servicere de "arbejdende".

De "ikke-arbejdende" skal levere serviceydelser for en fleksløn.

Hvad det er for ydelser, der skal leveres, og hvorfor den skal aflønnes til en fleksløn og ikke ordinær sats, kan man kun gætte på. Det er ærligligt, at Ole Lund ikke konkretiserer dette.

Ole Lund kan selvfølgelig tænke, lad os se, hvad der kommer. Når jeg så kommer med gisninger nedenfor, så kan jeg tage helt fejl, og så smash! Ole Lund er klar til angreb for sin ikke konkretiserede ide.

Faktum er, at Ole Lund er bestyrelsesmedlem i Frivilligt Forum København. Jeg tænker, om hensigten er at allokere billig arbejdskraft til frivillighedsarbejdet?

Jeg må indrømme, at jeg bliver negativ, hver gang jeg ser forslag oppe om, at ledige og syge betragtes og behandles som en gruppe. Nu skal denne "gruppe" igen gøre nytte for pengene. Denne "passive" gruppe, "bekostelige" gruppe, "voksende" gruppe, "minusvækst-skabende" gruppe,

Alle disse mennesker ser Ole Lund en "velfærdsydelses-ressource" i. Tænk, alle de serviceydelser (hvad det så er) der kan udføres af denne "gruppe" til gavn for andre - og for sig selv, så de slipper for al den passivitet, underforstås.

Nogle gange skal man blot erstatte ledige med ordet "jøder". Så fremgår det mere klart, når man står over for diskriminerende betragtninger.

Hvem er det, der er "passive". Hvad betyder ordet? Er ældre pensionister også "passive"? Eller er det kun folk i alderen 15-65 år, eller 15-60 år, der pr. automatik er "passive", hvis de modtager overførselsindkomst, og som har en "ressource", der bør anvendes.

Anvendes, men ikke til fuld løn. Tænk, hvis man skrev det samme om jøder. De kan få fleksløn. Det uanset, hvorfor personen får en overførselsindkomst. Jamen, min gamle mor på 80 får også overførselsindkomst. Hun får folkepensionens grundbeløb.

Men vi ved alle underforstået, at det nok ikke gælder hende. Det gælder min nabo. Min nabo er førtidspensionist og er midt i 40'erne. Hun skal levere velfærdsydelser for en fleksløn?

Der er også min genbo. Hun er efterlønner. Arh, hun er jo næsten også for gammel?

Faktum er dog, at efterlønneren er den friskeste, dernæst kommer min mor og til sidst min nabo. Man kan godt nok ikke se, hun er syg. Men hun har rygproblemer og må ofte lægge sig timevis med migræne.

Men alligevel. Hun kan sikkert godt finde 2 raske timer om ugen. Så hun kan bidrage. Min mor kan nok finde 5-20 timer, men hun skal ikke bidrage.

Man må spørge hvorfor?

Jeg ser kun eet svar. Vi kan alle spejle os i vores ældre medborgere, og forventer vi en dag er i deres situation, og vi ville ærlig talt nødigt blive tvunget ud og arbejde for en fleksløn.

Derimod kan vi ikke spejle os i min nabo. Piver hun ikke lidt. Er det ikke med migræne som det er med tømmermænd. Opfører man sig ansvarligt kan begge dele undgås. De er uansvarlige, de er dovne, så dem kan vi godt forvente os lidt modydelse af, nu de bare tømmer statskassen.

Godt nok er det faktisk de ældre, der i en grad koster på socialbudgettet, men det glemmer vi lige, for de ældres "ret" vil vi ikke røre ved.

Næh. Det handler om de ledige og syge. De dovne sofahængere. De skal lære at lette røven, og vi andre kan godt forvente lidt igen for vores hårdt tjente skattekroner. F.eks. en velfærdsydelse.

De kan fx hjælpe os, når vi bliver gamle. Gøre lidt rent, slå lidt græs, skifte bind og drikke en kop kaffe med os, hvis vi bliver ensomme. Eller hjælpe til på biblioteker, aflaste fortravlede forældre, eller måske bare lue kommunens bede. Vi kunne jo få rene og pæne parker, hvis altså denne "ressource" kunne lette gumpen lidt fra sofaen.

Jeg er bekymret for den slags forslag.

Det kan være, det er svært at allokere frivillig arbejdskraft, og det kan være, at kommunen fattes penge til de mange opgaver (nu vi har fået alle disse skattelettelser). Men en overførselsindkomst er en overførselsindkomst. Ikke en løn. Har du et arbejde til en ledig, jamen så lav et jobopslag, og du vil få 30-40 ansøgninger, - selvfølgelig under betingelse af, at du betaler en løn.

Forslaget lugter af, at man rent faktisk har et arbejde ledigt, men altså ikke er helt villig til at betale det, det koster i løn. Og så er det man får øje på en jøde. De er alligevel ikke så meget værd, synes tanken at være.

Nå nej. Beklager, selvfølgelig ikke en jøde, men en syg eller en ledig.

Hver sin tid, sin hetzgruppe.

Jens Overgaard Bjerre

Det er rigtig psykolog Ove Lund. Lad os få nogle 'nye negere'. Det er ikke nok med philippinere i Nordsjælland. Og så koster de noget. Ikke ret meget, men alligevel.

Søren Kristensen

Første gang var vel i 1733, da godsejerne og militæret indførte stavnsbåndet, hvorefter mænd af lavere rang havde at forholde sig på deres hjemegn. Anden gang var måske i 1848, da samme ordning endelig blev helt afskaffet til fordel for den almindelige værnepligt. Lærdommen herfra kunne være at reformer ikke opstår af ud af den blå luft, men når et nyt og påtrængende behov melder sig. Det er rigtigt at vi har til gode at beslutte hvad der skal ske med de mange mennesker (af lavere rang?) som af forskellige årsager, ud over fællesnævneren arbejdsløshed, er i aktivering. I mellemtiden skal vi nok ikke regne med større reformer for folk på overførselsindkomster.

Hanne Gregersen

Lidt ærgerligt, at de sædvanlige betonhoveder blokerer for alle antrækt til et alternativ til den passiv forsørgelse, som @Aaen godt nok stadig benægter på trods af fakta.
Det er da befriende, hvis vi kunne tænke lidt "ud af boksen" og rent faktisk gøre noget konstruktivt for de mennesker, som vi i dag blot giver en pose skillinger hver måned suppleret med lidt tåbelige kurser i kunsten at føre en kost indimellem.......

Grethe Preisler

Hanne Christensen: "Godtnok er det stadigvæk de ældre, der i den grad koster på socialbudgettet, men det glemmer vi lige,for de ældres "ret" vil vi ikke røre ved".

Bare for en ordens skyld:

Folkepensionens grundbeløb, som alle siden 1960 har haft ret til at modtage, når de blev gamle nok, andrager p.t. mindre end 6.000 kr. om måneden. Resten af folkepensionen (pensionstillægget) er stadigvæk en trangsbestemt velfærdsydelse.

Så hvis din gamle mor på 80 ikke har andet at gøre godt med end folkepensionens grundbeløb, er hun ringere stillet økonomisk end yngre kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, efterlønnere og A-kassemedlemmer på dagpengesats.

"Hver tid sin hetzgruppe", som du så rigtigt skriver.

Med venlig hilsen fra et medlem af den hetzgruppe, der går under betegnelsen "ældrebyrden".

Who's next?

olivier goulin

@Ove Lund

Helt rigtigt tænkt.

Jeg har selv ved flere lejligheder slået til lyd for dette indlysende fornuftige forslag; at matche de ledige hænder med de ledige samfundsopgaver - og samtidig løse en række afledte sociale problemer, der følger af passiv forsørgelse.

Desværre er det ikke et budskab, der vækker stor begejstring i dette forum (jeg ved ikke om det store flertal af Informations læsere er på passiv forsørgelse).

Naturligvis skal det gøres intelligent og med respekt for de mennesker, der er helt ude af stand til at yde en indsats, men mit kvalificerede gæt er, at det er en mindre del af de passivt forsørgede.

F.eks. har vi jo denne idiotiske lov, at førtidspension er en livslang ydelse, som ofte gives til helt unge mennesker. Mennesker, som knap nok er blevet voksne og rundet af livets erfaringer. De bliver måske senere i livet i stand til at arbejde, men er nu blevet bekvemt parkeret på denne livslange forsørgelse, har sandsynligvis ikke fået opbygget nogle kompetencer, og er måske i tillæg endt i en eller anden form for misbrug.

En helt igennem falleret og uansvarlig social- og arbejdsmarkedspolitik, der har stået på i årtier.

/O

John Robert Parkins

Belgien livet går videre uden regering
Quote
"Vi kan have gået uden en regering i en rekordtid, men intet har ændret sig. Folk går stadig på arbejde. Vi betaler skat. Metroen kører på den tid. Hvis de ikke er forsigtige, de vil indse, at vi belgierne ikke har brug for dem , "sagde hun.Unquote

En mere nuanceret opfattelse af begrebet "mennesker på overførselsindkomst" savnes i debatten.

Syndebukkene var i forrige årti mennesker af anden etnisk herkomst. Der blev bl.a. foranstaltet undersøgelser af hvor meget denne gruppe kostede samfundet.

I dette årti efter Carina, ser syndebukkene ud til generelt at være mennesker på overførselsindkomst.
For nogen inkluderer begrebet endog offentlige ansatte.

Vi taler mere detaljeret om handicappede (tidl. invalidepensionister), arbejdsløse, studerende, folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere, efterlønsmodtagere, folk i fleksjob med flere.
Mennesker i mange forskelige situationer med varierende behov.

Disse grupper kan igen underopdeles for at få en fornuftig diskussion. F.eks omfatter handicapgruppen mentalt handicappede (evnesvage), mennesker med funktionshandicap (bevægelse, døve, blinde mm) og alvorligt syge. Under bevægelseshandicap findes igen scleroseramte, spastisk lammede , polioramte med flere.

Endelig bør man se mennesker over et livsforløb og ikke bare som dem på overførsel (nyderne) og dem i arbejde (yderne).

De polioramte kan illustrere dette. Der lever i dag 12.000 polioramte i Danmark. En større gruppe. De fleste ganske små da den store polioepidemi ramte i 1952. Her lå de lammede hen, men kæmpede sig tilbage til livet. Gruppen skaffede sig et højere udannelsesgennemsnit end befolkningen som helhed og havde en højere erhvervsfrekvens end gennemsnittet. I løbet af halvtredsårsalderen var de slidt op og ramtes af postpolio syndrom. De har nu brug for "passiv forsørgelse" her de sidste år inden de kommer i den endnu stadig velrenomerede gruppe af folkepensionister.
De polioramte har været en gevinst for samfundet. De har smurt deres leverpostejmadder om morgenen før arbejdet og mange blev beskattet med 73 procent af den sidst tjente krone. (Dengang betalte man sin skat med glæde)

Desværre er denne artikel en forlængelse af den kedelige tendes til generelt at gøre mennesker på overførselsindkomst til et stort samfundsproblem.
En bølge regeringen i dens jagt på stemmer har reddet med på ved generelle grønthøsternedskæringer af overførselsindkomster, der nu sammenlagt med den tidligere regerings nedskæringer er ganske betragtelige.

@ olivier goulin

Fordi man ønsker et samfund hvor man overfører skattekroner til mennesker med behov herfor behøver man ikke være på passiv forsørgelse.

Jesper Frimann Ljungberg

Nu er det sådan at %delen af 'arbejdstyrken' der har stået uden for arbejdsmarkedet har været konstant i rigtig mange år.
Forskellen mellem 60'erne og i dag er at i dag er det 'samfundet'/'fælleskabet', der forsørger disse personer og ikke ægtefælder og familie.

Og jeg er enig med Thomas Dalager herover, at der er alt alt alt for meget beton, når man tager dette emne op til diskussion.

// Jesper

Mikkel Hansen

Det er yderst interessant at være være vidne til, hvordan venstrefløjen i øjeblikket er igang med at gennemføre en mental transformation i processen fra velfærdsstat 1.0 til version 2.0.

Og her viser Socialdemokratiet endnu en den ansvarlighed som har partiet har vist i over 100 år. Partiet opbyggede velfærdsstat 1.0 og er klar til at gå forrest i opbygningen af version 2.0 inden den første version bryder helt sammen. Respekt!

At der så er nogle få vælgere på den yderste venstrefløj og til dels yderste højrefløj, som har et betonagtigt og stastisk syn på samfundet og som betragter alle forandringer som forfærdelige, kan man kun trække på smilebåndet af.

Det eneste de vælgere har fokus på, er hvor meget man kan miste istedet for at se hvor meget man kan vinde.
Og det er sku virkeligt fattigt...

Dorthe Lagergaard Pedersen

- ved du hvad der er virkeligt fattigt? Et samfund uden empati. ( fik konstateret uhelbredelig kræft for et år siden og er derefter røget på førtidspension - hvor min kæreste delvis skal forsørge mig -8.600 udbetalt til mine børn og mig - han tjener nemlig 400.000 om året) også hele tiden høre om hvor stor en belastning man er - stakkels samfund ...

Filo Butcher

Ove Lund, på hvilken planet lever du?

Man har lige banket de første søm i fleksjobbens ligkiste.
Formålet er vistnok at afskaffe den helt over tiden og indføre supplerende sygedagpenge på ubegrænset tid i stedet for, som man kender det i andre EU lande.
Dvs. hvis man har nedsat arbejdsevne pga. sygdom så får man løn for de timer man kan arbejde, og hvis lønnen ligger lavere end dagpengesatsen får man supplerende sygedagpenge oveni.

Det betyder naturligvis at ingen der er syg kan tjene mere end sygedagpenge, men til gengæld er det meget billigere for staten. Så kan de lære det de syge, så bliver de også opmuntret til at blive raske i en fart igen.

Det Ove Lund taler om svarer jo nærmest til at man i modsætning til trenden, udvider fleksjobmodellen.

"Glem det, ikke her i mit kongerige!" (kan jeg allerede høre dronning M. III og hendes vasaller tordne for mit indre øre)

Filo Butcher

John Robert Parkins, je lige præscis!

Og Italien har ikke haft en regering i 10-15 år fra slutningen af 70'erne. I den tid har Italien udviklet sig til et af EU's store lande, og det gik dem bedre end nogensinde, lige indtil de fik skruet en regering sammen igen, så begyndte nedturen på ny, og kulminationen har været 10 år med klovnen Berlusconi, som desværre har været en ret uhyggelig af slagsen.

Hanne Christensen

Grethe Preisler,

Mine forældre er særdeles velstillede og får derfor alene folkepensionens grundbeløb (tilsammen i alt 137.112 kr. ) til at supplere deres millionformue og i øvrigt mange , pensionsordninger med. Ud over grundbeløbet får de mulighed for at indefryse ejendomsskatter i deres millionbolig, et beløb der har en ganske anseelig størrelse.

Som udgangspunkt mener jeg, at folkepensionen er en universelydelse som er god at fastholde, da en udhulelse i sidste ende vil betyde at ydelser for dem der egentlig har behov for hjælp, kan få et anstændigt beløb.

Om mine forældre skal have mere tilsammen end en enlig kontanthjælpsmodtager, kan man dog godt diskutere.

Når jeg nævner folkepensionisten skyldes det, at disse altid "fredes" i hetzen mod andre grupper af overførselsindkomstmodtagere. Ole Lund skriver fx. at overførselsindkomstmodtagere medfører minusvækst. En pæn hentydning til, at de koster kassen.

Ifølge tabel 139 i Statistisk Årbog 2012 (http://www.dst.dk/pukora/epub/upload/16252/06soc.pdf) udgør de samlede sociale udgifter 584 millliarder kroner. Heraf koster de de aldersorienterede ydelser 214 milliarder kroner, hospitalsvæsen knapt 110 milliarder, børnefamilieydelser o.l. 70 milliarder og boligydelser (primær til ældre) 13 milliarder.

Udgifterne til ledige og syge udgør kun en mindre del. Førtidspensionen koster 36 milliarder, bistandshjælpen 9 milliarder og arbejdsløshedsdagpenge til ikke aktiverede 19 milliarder og og sygedagpenge også 19 milliarder, hvoraf de knapt 4 milliarder finansieres af arbejdsgiverne.

Jeg synes bestemt ikke, man skal fattiggøre de ældre. Dine tal på 6.000 kr. månedligt er dog misvisende. De ældre får væsentligt mere, hvis de ikke har nævneværdig anden indkomst. Når man medtager folkepension (grundbeløb og tillæg), ældrecheck. , varmehjælp og boligydelse kommer vi hurtigt op over 20.000 kr. månedligt før skat. Her skal så bemærkes, at der ikke skal betales 8 % arbejdsmarkedsbidrag.

Selv de fattigste ældre er usammenligneligt bedre stillet, end folk på kontanthjælp. Det bør nævnes, ikke for at nedsætte hjælpen, men fordi de ældre ofte fremstilles som fattige stakler. Som gruppe betragtet bør man også nævne, at ældregruppen som sådan, er den rigeste i samfundt. Alligevel er det også den gruppe, der får den absolut største del af de sociale ydelser.

Men som nævnt mener jeg ikke som sådan ydelserne skal nedsættes. Jeg går dog ind for, at alle med et reelt behov får det samme. Dvs. der bør ikke være forskel på, hvad en ældre får, en dagpengemodtager og en kontanthjælpsmodtager får.

Jeg går samtidigt ind for, at pensionsalderen øges i takt med, at vi lever længere. Den længere levetid afspejles jo i, at de 65-årige jo faktisk ikke er "ældre" længere, og (hvis der ikke var aldersdiskriminering og ledighed på arbejdsmarkedet) ville jeg mene, at pensionsalderen allerede i dag burde øges til i hvert fald 67 år. Det ville give 146.000i ekstra arbejdsudbud, og give en besparelse på 10-20 milliarder kroner, afhængig af, hvor mange der får folkepensionstillægget.

Fremfor at hetze mod unge syge med en varig resterhvervsevne på helt ned til 2 timer ugentligt og betragte disse som en "arbejdskraftressource" når der efter politikernes udmeldinger skulle komme arbejdskraftmangel om føje år, ja, så foreslår jeg, at man i stedet benytter de 65-66 årige som en arbejdskraftressource. Øger man pensionsalderen 1 måned vil det give godt 6.000 flere i arbejdsudbud, 3 måneder giver 18.000 og 1 år giver ca. 73.000.Vi taler om en langt større og stærkere gruppe end de unge, der er så syge at 2 timer virker som ingenting.

Men arbejdsudbuddet skal selvfølgelig ikke øges i en tid med så stor arbejdsløshed, som vi har i dag. Men man kunne fastsætte et niveau for ledigheden, så falder den under niveauet (fx. 5 % reel ledighed), ja, så øges pensionalderen og vice versa. Det vil givet vis kun give 1-2 måneders senere pensionsalder, der så skal varsles fx et år i forvejen.

På den måde har vi en stor fleksibel ressource, hvis mangel på arbejdskraft reelt skulle blive et problem. Og så kan man samtidig stoppe med at forfølge voldsomt syge unge mennesker, der kun har brug for omsorg og pleje, herunder at modtage en anstændig overførselsindkomstydelse.

Min løsning vil både være billigere og bedre. Eneste problem er, at den vil møde modstand, fordi vi har en forkælet ældrebefolkning, der hellere ser syge og ledige tvinges ud i underbetalt eller gratis beskæftigelse, end at de skulle risikere at udsætte deres 20-30 årige lange pensionstilværelse med 1-2 måneder.

Jeg synes også det ville være mere rimeligt, at de ældre blev lidt længere på arbejdsmarkedet, end at vi tvinger børnefamilier til at knokle endnu mere. Her skal selvfølgelig tilføjes, at alderspensionsalderen er væsentligt lavere, da mange går på efterløn. I dag ligger den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder på mellem 62-63 år.

Hanne Christensen

Mikkel Hansen,

Har du overvejet, at du selv kan tilhøre den betonagtige højrefløj?

Sådan opfatter jeg dig.

Jeg ser ikke, at venstrefløjen nødvendigvis skulle have patent på holdningen om et ønske om at stopppe hetzen mod ledige og syge. Humanisme og liberalisme burde kunne følges ad. Det er da set før i historien. Desværre har vi haft et tiår, hvor det er gået den helt gale vej.

Opgøret med kynismen og hetzen mod ledige og syge ser jeg som en spirende ny modstandsbevægelse, som kan sammenlignes med bevægelsen under 2. verdenskrig på den måde, at den ikke nødvendigvis har et bestemt partitilknytningsforhold.

Kynisme og hetz er det værd at gå op imod til enhver tid og i enhver form, om man så i øvrigt tilhører venstre-, midter- eller højrefløj.

Filo Butcher

Det er helt rigtigt fuldstændig idiotisk at man får (eller har fået) ydelser som fleksjob og rørtidspension på livstid.

På den anden side, er proceduren for at få tilkendt disse ydelser i dag i praksis ofte mere destruktiv end selve sygdommen man lider af. Som om samfundet skal sikre sig at de der måske ikke har været helt så syge da de søgte en af ydelserne, nu i hvert fald ender med at være det!

Ingen der ikke har været igennem møllen har fantasi til at forestille sig hvad det er man skal igennem.

Selv de fleste raske ville gå i knæ når de gang på gang oplever måneder og år af uvished, ikke kan overskue deres økonomiske situation, er fuldstændig handlingslammede og dømt til passivitet, fordi man ikke MÅ foretage sig noget, og slet ikke noget der måske kunne så tvivl om graden af ens handicap, at man hele tiden skal stå skoleret, bliver mistænkeliggjort per automatik, skal permanent holde øje med sin postkasse fordi med dagens varsel kan der komme indkaldelser som man ikke kan tillade sig at overse etc. etc.

Derudover bliver man konfronteret med at man faktisk står helt udenfor noget der kunne ligne retsikkerhed, man har ikke ret eller krav på noget som helst der står i de officielle brochurer, til gengæld har man en hel del forpligtelser som man måske slet ikke kan indfri.

Kommunen kan kræve alt mulig af dig fra dag til dag, mens du ingen krav har at kommunen bare sætter en tidsplan på proceduren, og du sander at perioden du kan holdes i limbo, i et retslig ingenmandsland, kan kommunen trække ud mere eller mindre i al uendelighed.

I al den tid bliver du fattigere og fattigere, lever af kassekreditten, bliver nødt til at flytte fra hus og have, sælge bilen, selv om det betyder at du så ikke længere kan komme rundt i verden, fordi det kræver en helt anden slags styrke at rejse med offentlig transport.

Rejse og rejse, jeg mener faktisk at klare de nødvendig indkøb, komme til undersøgelser og møder, den slags rejser.

Så kommer dagen hvor man skal vælge mellem medikamenter og mad, fordi der er ikke råd til begge dele. Selv der måske findes evt. tilskud og ekstra ydelser, er det ikke sikker man har styrken til at klare endnu en omgang administrativ spidsrodsløb.

Har jeg allerede nævnt lægekonsulenten? Den er et aministrativt monster, en kunstig skabt forhindring, en læge som er ansat af borgmesteren med det eneste formål at besværliggøre adgangen til de offentlige kasser.

Denne læge er så fritaget lægeløftet, ellers vil hun jo være i konstant konflikt med den forpligtelse at skulle hjælpe mennesker i nød og sygdom.
Lægekonsulenten vil typisk gå meget længe for at yderligere mistænkeliggøre dig, vil fordreje de faglægelige udtalelser der understreger alvoren af din sygdom, mens hun fokuserer på bagateller, fremhæver at du har glemt at komme til ditten og datten undersøgelse, at du har sagt noget som ikke lyder at du har det helt så dårligt som du ellers siger etc. etc.

Hvis man så fatter mistanken at lægekonsulenten faktisk er en forbryder i lægekittel og vil klage, finder man ud af at det kan man ikke.
Ikke helt, man kan klage til - bormesteren, lægekonsulentens arbejdsgiver, men ellers ingen. Ikke patienklagenævnet, sundhedsstyrelsen, lægeforeningen, den Haag, eller andre uvildige institutioner, kun hendes arbejdsgiver.

Mange syge har slet ikke evnet til at læse sig igennem lægelige samt lægekonsulentens journaler, og er slet ikke klar over at de står overfor en sammensværgelse mellem kommunen og lægekonsulenten.

Men før eller senere finder de ud af at de faktisk står helt alene. Der er i hele processen ikke et eneste led der har til opgave at hjælpe den syge. Udover ens egen læge måske, som typisk er frustreret af afmagt.

Min pointe?

At der langt hen ad vejen slet ikke findes "passive" modtagere. Man skal være fandeme aktiv for at komme i levende igennem proceduren for en af ovennævnte ydelser og det er der faktisk langt fra alle der kan klare.

Hvis disse ydelser så kun blev tilkendt for 5 år ad gange som det fx. er i Tyskland, så skulle man også igennem hele møllen igen for hver 5. år. Det ville være absolut uudholdeligt, og endnu flere syge mennesker ville bukke under.

Mange dør faktisk af den stress som er forårsaget af sagsbehandlingen og efterfølgende forværring af sygdommen.

Det løser jo også problemet, ville kynikeren sige.

Så man kan ikke bare lave disse ydelser tidsbegrænset uden at man laver om på selve proceduren, og i så fald, hvem garanterer at man også vil lave om på proceduren? Der er som sagt INGEN der taler patientens sag, og med den stigmatisering der allerede er hverdagskost.....

Hvad der er værst med det hele, udover stigmatiseringen, er at man igennem hele processen står helt alene.
Jeg kender en hel del mennesker, glade mennesker, der elskede livet, som er brudt fuldstændig sammen, som er blevet skygger af sig selv, både fysisk og psykisk, og det var ikke sygdommen der gjorde størst skade, det er simpelt hen den umenneskelige medfart man får.

Så jeg vil opfordre alle moralisterne her, dem der elsker at tryne de "passive modtagere", taler om byrder, om at de er trætte af at skulle slæbe det tunge læs, etc.etc. til at holde tungen lidt i munden.

Man kan nemlig ikke være for rask til at blive syg. Man kan være for rig til at komme i klemme af det, javist.
Men sygdom kan ramme alle og enhver, uanset hvor meget man passer på sig selv, kan livets gang ikke forudsiges. Vogt nu lidt jeres tunge, så man ikke kommer til at æde sine egne ord, når man selv bliver ramt.

Det kunne jo være pinligt, selv om man nok slet ikke får overskud til at bekymre sig om den slags bagateller.

Hanne Christensen

Romed Bucher,

Tak for dit gode, indlevende indlæg. Mangel syge oplever det præcis, som du skriver.

Gem indlægget, for der er brug for en gentagelse igen og igen. I næste debat, og næste og næste. Det kan ikke gentages nok.

Jeg har også mødt mennesker, der har været syge i længere tid, uden dog at miste deres ansættelse. Det værste for dem var også mistænkeliggørelsen i kommunen. De kom tilbage på arbejdet, men rystet over en kommunale kynisme og mistænkeliggørelse.

Jeg har også mødt mennesker, som var ledige i deres sygdomsperiode, men som valgte helt at slippe forsørgelsesgrundlaget i en erkendelse af, at selve sagsbehandlingen trak dem længeere og længere væk fra at blive rask. De endte med at blive raske og selvforsørgende, men oplevelsen med kommunen har lagt et åg af had hen over deres tilværelse. Det har været en så forfærdelig oplevelse.

Jeg har også mødt mennesker, der har haft kræfter til at klage til borgmesteren. For alle gælder, at de aldrig fik svar. Trods dette er ulovligt. Så kan de klage til ombudsmanden, men her slipper manges kræfter op.

Sagsbehandlingens kafkanske adfærd kommer også til udtryk når man ser på ankesagerne. Mere end hver 3. klage vindes eller hjemsendes til fornyet behandling. Det er ganske enkelt udtryk for retsløse tilstande. En "hjemsendelse" betyder, at sagsbehandlingen har været forkert, og det er en ommer. Jeg har set eksempler på, at "ommeren" blev taget så useriøst, at den også blev anket, ... og hjemsendt. Fejlene er ganske enkelt ofte så oplagte og derfor også bevidste fra sagsbehandlernes side. Alligevel er det som om, at sagbehandlerne tænker, går den så går den.

Det koster nemlig ingenting for kommunerne igen og igen at træffe forkerte afgørelser på bekostning af den syge. De har jo "chancen" for, at afgørelsen ikke ankes, og ankes den, jamen så får de bare sagen i hovedet igen uden yderligere omkostning. Ja, faktisk er det en ren win-win situation for kommunen. For imens er den syge parkeret i en venteposition på ofte lavere ydelse. Den syge får ingen kompensation for såvel ventetid og ofte heller ikke for, at de har fået lavere ydelse, end de var berettiget til.

Jeg kender også en, hvor en kommune trak en sag om førtidspensionering i langdrag, så det endte med, at personen gik på tvangsauktion. Den syge endte med at vinde sagen, men fik altså hverken hus tilbage eller kompensation for det tab,hun havde lidt pga. tvangsauktionen.

Vi hører aldrig disse historier i pressen. Vi har en så ensidgt tænkende forstokket blå presse, at de ganske enkelt fortier alle disse historier. I stedet kører der nærmest fra alle sider en hetz mod ledige og syge. Det må være mod bedrevidende, og derfor dybt, dybt etisk forkasteligt. Den blå presse ønsker skattelettelser uanset hvilken kynisk finansieringskilde, man skal hente pengene fra.

Jeg har også mødt mange raske, der blot følger overfladisk med, og som derfor falder for hetzen, og selvfølgelig tænker, at der havner jeg aldrig, altså som ugidelig sofahænger. Jeg vil altid kunne finde et job. Det betyder ligefrem, at nogle ikke har forsikret sig mod ledighed. De aner ikke konsekvensen. De tror, at de om ikke andet kan realisere deres friværdi i huset og leve af det i en periode, men aner ikke, at banken har lukket kassen i - herunder lån i friværdien - fra første ledighedsdag. De står med nul kroner, og i en meget, meget ømtålelig økonomisk situation.

Man kan måske tænke, haha, det er deres egen skyld og velfortjent, da de ikke har været solidariske. Men nej. Der er blot tale om manglende politisk engagement og at de blot uforvarent har faldet for første den bedste politiske parole. Først når skaden er sket, går sandheden op for dem.

Det er ganske enkelt uansvarligt, at pressen i den grad fremstiller de lediges situation så ensidgt. Det er et demokratisk problem, det er fatalt for de syge og leidige der bliver forfulgt og mister dele af deres retssikkerhed, og det kan blive fatalt for ansatte, der ikke får forsikret sig i tide.

Derfor kan din historie ikke gentages nok gange.

Jesper Frimann Ljungberg

@romed bucher

Glimrende indlæg Romed, men man behøver nu ikke for den sags skyld at skulle have noget fra det offentlige for at komme igennem, noget der minder om den her mølle. Man kan bare ansøge om adoption, det jeg var udsat for da min kone og jeg søgte om adoption, var grænseoverskridende og inhumant. Men jeg er en kold skid med stort overskud og lidt midler, så jeg kunne læse forvandlings loven, svare igen og true med at møde op med en advokat som bisider.

Men det du beskriver her er jo nok mere det jeg kalder 'Djøffistan', det som mange andre også kalder 'BigMother'. Nemlig et offentlig system der ikke behandler folk humant.
Et sådant system bibringer jo heller ingen værdi, det gør jo mere skade end gavn. Hvis man er syg og skal have hjælp, så skal man have hjælp, og også hjælp til at man måske kan komme tilbage til at kunne yde lidt igen. Det vil folk jo generelt godt.

Men din historie viser jo netop at vi skal have en version 2.0. Version 1.0 virker ikke mere (jeg mener så at det især er VKO der har perverteret den).

// Jesper

Hanne Christensen

Dorthe Lagergaard,

Må jeg godt spørge lidt ind til din økonomi. Du skriver nemlig så vidt jeg forstår, at du ikke kan få hjælp - eller max hjælp - fra kommunen, da din kæreste tjener 400.000 kr. om året.

I en anden debat har vi drøftet, hvorvidt modregning kun sker, hvis man er gift, eller om det også sker for samboende. Er I gift? Hvis nej, ved du hvor reglerne fremgår?

Et andet forhold, jeg har haft svært ved at finde, er, hvor meget der modregnes pga ægtefælles/samlevers indtjening. Kender du reglerne på området, og kan henvise hertil.

Du skriver, at du får udbetalt 8.600 kr. til dig og dine børn. Hvordan beregnes dette beløb? Kan du oplyse beløbet før skat, da det jo er meget individuelt hvordan skatten beregnes - afhænger jo af ens renteudgifter m.m. Er der også børnepenge inkluderet i beløbet? Jeg går ud fra det er et månedligt beløb, eller?

Jeg skal i øvrigt give dig min medfølelse. Vi lever i et meget kynisk samfund. Det er hårdt, at stå med en dødelig sygdom og så samtidigt skal kæmpe med at få det til at løbe rundt økonomisk. Jeg ville ønske, det ikke var sådan. Jeg ved ikke, hvilken arbejdsplads du tidligere har været tilknyttet, men mange arbejdspladser eller arbejdsmarkedspensionsordninger har tilknyttet en erstatning ved kritisk sygdom, ligesom du nogle gange kan få udbetalt beløb fra din pensionsordning, når du ikke kan arbejde pga sygdom. Det kan både gælde en løbende pension eller en engangssum. Du ved det givet vis godt, men blot for en god ordens skyld skal jeg nævne det for dig.

Steffen Gliese

Det grundlæggende problem er og bliver, at det offentlige og borgerne har fjernet sig fra hinanden, bl.a. med de stadigt større kommunale enheder, som ingen andre lande synes at være gået på. En sådan afstand skaber også en forståelseskløft og en paranoia i magthavere.
En del af problemet er såmænd også, at folk i alt for ringe grad bosætter sig dér, hvor de har deres job. Jeg var selv glad for at pendle til drømmejobbet, men det var heller ikke en lederstilling, der krævede dybere lokal indsigt - sådan som det gælder i en overordnet administrativ stilling. På alle felter ledsages disse ændringer også af en pseudo-objektivisering, forstået som en angst for personlige interesser og holdninger, der jo bl.a. ligger bag 'lægekonsulenten' o.a., hvor man tror, at man kan indholdstømme de faktisk forekommende sager i strukturel forståelse. Det er det værste bureaukratiske mareridt, der udfolder sig: at systemet går før mennesket.

John Vedsegaard

Ser vi her et forsøg på at legitimere Socialdemokratisk politik?

Steffen Gliese

Kafka skrev en dystopi, ikke en manual, kære regering.

Grethe Preisler

Hanne Christensen,

jamen godt for dig, at du har udsigt til at arve en millionformue efter dine velstående forældre. Hvis de ikke når at spise alle deres deres dyre mursten selv, før de dør.

Så heldige er der stadigvæk mange, der ikke er.

Jeg klager heller ikke over størrelsen af folkepensionens grundbeløb, selvom jeg ikke har arvet en formue efter mine fattige forældre, som ikke havde andet end folkepensionens grundbeløb (+ pensionstillægget til værdigt trængende) at gøre godt med på deres gamle dage.

Jeg er bare så inderligt træt af at høre alle folkepensionister over en lav sko blive slået i hartkorn som "ældrebyrden" af højtuddannede, vellønnede midaldrende og unge, der kan takke generationen før dem for, at de slap for at blive sendt ud at tjene føden til sig selv, så snart de var i stand til at svinge en gulvklud og en skovl.

Og det er der stadigvæk mange i den uglesete generation af folkepensionister, jeg selv tilhører, der ikke slap for.

Men undskyld vi eksisterer.

Jens Gydelund

Hver gang jeg er til skole-hjemsamtale går jeg stolt hjem med beskeden om at mine børn bidrager positivt i deres skole; vi bor i byen, så vi cykler og har ingen bil; vi lever et fordringsløst liv, hvor vi finder glæde i at hjælpe og være for hinanden, vores venner og naboer. Jeg sætter en ære i at være mit relationelle ansvar bevidst, og søger at bibringe det samme for mine børn. Så selvom singlefar her også nu er blevet arbejdsløs er jeg ikke et sekund i tvivl om at denne familie bidrager positivt til fællesskabet. Og det langt mere end mange arbejdende. Og jeg håber da at kunne holde den gode linje på trods af den konstante negativitet man udsættes for når man må have lidt af sin skat og sit a-kassebidrag tilbage. Den negativitet tager jeg til gengæld ilde op, og i betragtning af hvor mange vi er i samme båd burde roen undre. Roen afspejler imidlertid repressionens succes, og det er desværre helt klassisk at de, der opfatter sig som tilhørende den store normalgruppe, føler ret til at udøve vold mod de, der opfattes som værende udenfor.

Peter Nielsen

Uinteressant, uintelligent og helt igennem perfid artikel, skrevet af et menneske, hvis eklatante mangel på indsigt i Danmarks historie, økonomi, politik og almen menneskelig udvikling er åbenlys.

olivier goulin

Ufatteligt som denne problematik kan dele befolkningen op i døve, der bruger tegnsprog og blinde, der taler.

/O

Grethe Preisler

Såmænd Olivier goulin,

Men som min stærke gamle mormor, der døde i 1967, plejede at sige, når nogen spurgte, hvorfor hun altid havde stemt på socialdemokraterne:

Når den halte leder den blinde, og den blinde støtter den halte, så kommer de begge frem.

Jon Rosengren

Alle der har været i kontakt med det offentlige i nogen form ved hvor ineffektivt, inhumant og inkompetent det kan være. Der er klart brug for en reform, og jeg tror ikke det handler om mere penge, uden tror sagtens vi kan få en bedre system for det samme, eller mindre.

Men kollektivistiske system kommer aldrig til at kunne sætte individen helt i fokus. Det er jo i bund og grund en målsætning at de ikke skal.

Dorthe Lagergaard Pedersen

Hanne Christensen - nej jeg ber ikke om hjælp, ville heller ikke kunne få det. Vi klarer os nok, men blev bare så gal over den udvikling der er igang i samfundet, så sørgeligt. Du spørger om vi er gift og nej det er vi ikke, men det tror jeg ikke har noget at sige -min førtidspension blir jo udregnet efter hans indtægt alligevel, skulle aflevere lønsedler fra ham. Min indtægt før skat blir så 11.600 og hvordan de regner det ud, ved jeg ikke helt ...Jeg har ikke indbetalt til pension...Havde 3 jobs bla som aftenskolelærer -hvor jeg fik betaling for hvor mange kurser der kom op og stå -der skulle være et bestemt antal for at kurset blev til noget ...Mit udbrud undskyldes ...

Dorthe Lagergaard Pedersen

Hanne Christensen, ps det ene barn er 10 og det andet over 18 og de er ikke regnet med ...og ja de 8600 er om måneden ...