Kommentar

Glem alt om en god ferie

Opfordringer til at nyde ferien har karakter af et krav om at nyde – et krav, som vi selv er ansvarlige for at indfri. Men hvis nydelsen er obligatorisk, er ferien så overhovedet fritid?
Debat
17. juli 2012

I dagens projektsamfund er ferien kommet under pres. Selvstændige, projektansatte og freelancere har måske slet ikke ferie, og selv dem med de obligatoriske fem uger tager ofte arbejdet med.

Den adfærd begrædes i nutidens feriediskurs. Vi arbejder os selv ihjel, skriver blogs, vi er nogle arrogante idioter, der spiller hazard med vores helbred og vores familieliv, hvis vi tror, vi er så vigtige for vores arbejdsplads, at vi er nødt til at arbejde, imens vi er på ferie.

Diskursen foreskriver samtidig, at man helst skal blive til noget mere i kraft af ferien: Komme i form på ferien, tabe sig på ferien, tage et madlavningskursus, lære et nyt sprog.

Psykologer anbefaler, at man er aktiv på sin ferie, det er bedre end bare at ligge og flade ud på en strand en uge.

Også spirituelle ferier er populære. En måneds meditation på Ashram. At leve uden moderne foranstaltninger.

Det handler om at finde balance, finde ind til den, man virkelig er, komme ned i tempo, at betale i dyre domme for at forkaste det materialistiske rotteræs for en stund.

Slap af!

Et historisk blik på ferierejsen viser interessante ligheder mellem feriebegrebet i dag og feriebegrebet under industrialiseringen, hvor ferien opstod som kompensation til fabrikkernes lønarbejdere.

I begge perioder fremstilles ferien som noget, der er essentielt for mennesket – som noget, der gør mennesket til en mere levende, bedre, sundere udgave af sig selv. Begge perioder er desuden kendetegnet ved, at det beskrives som meget negativt, at en pause fra arbejdet ikke er sikret for alle. Det står i modsætning til i de mellemliggende perioder, hvor ferien blev taget for givet og tilmed var påhæftet en mere eller mindre overhængende risiko for skuffelse.

Den store forskel mellem ferie i industrialiseringen og ferie i dag er imidlertid spørgsmålet om placeringen af ansvaret for ferien. Under industrialiseringen var det arbejdsgivernes skyld, at ikke alle fik en ferie. Det livgivende i ferien kom udefra – arbejderen skulle bare ud af byen og være i naturen, så blev han levende igen.

I dag er det medarbejderens egen skyld, hvis han ikke tager en ferie eller ikke sørger for at efterlade alt arbejdsrelateret, når han rejser af sted. Samtidig skal det livgivende i ferien komme indefra. Der skal arbejdes aktivt med det indre for at finde frem til kernen, til den bedste udgave af sig selv. Ferien er nu blevet endnu et medium for selvrealisering, og resultatet er et enormt ansvar på den enkelte medarbejder i forbindelse med ferien. Væk er arbejdsgiveren og hans ansvar.

Derfor har livsstilseksperterne kronede dage i dagblade og tidsskrifter i ferietiden.

Overskrifterne lyder for eksempel: ’Slap af på din ferie’, ’Sådan undgår du feriestress’, ’Sådan skaber du hygge i sommerhuset’, ’Sådan undgår du at tage på i vægt i din ferie’. En endeløs række af gode råd fylder agurketidens spalteplads.

Et arbejdsliv uden ferie

I et kendisinterview om ferievaner i Kristeligt Dagblad fra 2010 siger professor og billedhugger Bjørn Nørgaard, at idealet er et samfund uden ferie. Ferien, siger han, opstod i industrialiseringen, fordi folk foretog sig noget, der var så utåleligt, at en pause fra det var nødvendig. Sådan lever kunstneren ikke selv, hans arbejde er hans liv. Men at alle skulle have det sådan, er utopi, ved han godt, slutter han.

Er svaret så at forkaste ferien? Nej. Den løsning giver nemlig ingen mening uden samtidig at forkaste rollen som lønarbejder i en kapitalistisk økonomi. Og det er helt utænkeligt for os – en utopi, kalder den slovenske filosof og samfundskritiker Slavoj ŽZizžek det. Vi kan bedre forestille os, at selve jorden går under i en miljøkatastrofe, end at der skulle komme en relativ beskeden ændring i vores økonomiske system.

Sat på spidsen er en god ferie en ferie, hvor man bliver en bedre arbejder. Skal vi ud over det – hvilket betyder, at vi skal lægge kravet om selvrealisering og nydelse i forbindelse med ferien på hylden – må vi tænke over, hvor kravet om en vellykket ferie kommer fra, og hvordan vi kan undgå det.

 

Gitte Mygind du Plessis er netop blevet cand. soc fra CBS. Hendes speciale er en historisk diskursanalyse af feriebegrebet med udgangspunkt i arkivmateriale fra The New York Times

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ferie er vel ganske enkelt, at man bør beskæftige sig med noget andet, end det man foretager sig til dagligt, og med det i tankerne kan de fleste, ihvertfald i teorien holde ferie hver dag!

Kontorfunktionæren vil sikkert finde nydelse i at kunne kløve brænde og håndværkeren vil måske slappe af ved at skrive et opslag for den lokale forening, alligevel ender de bare med at se de samme fjernsynsudsendelser og besøge de samme websider, når pligterne er overstået.

På den baggrund kan jeg godt forstå, at 3 ugers ferie sydpå for mange må være det eneste saliggørende efter et års trommerum på arbejdspladsen, også selvom man ved at det kun lindrer en smule og koster en formue.

Må jeg forslå, at at man begynder at holde ferie hver dag, helt uden omkostninger, ved at variere sin fritid en anelse mere end idag...

Jeg undres f.eks dagligt over, hvor få mennesker der bruger deres tid til at nyde den frodige og livskraftige natur der opgiver os i denne tid, men hvor de alligevel vælger at blive hængende foran TV skærmen, alt imens de søvnigt ser genudsendelser af livstils og rejseprogrammer...