Klumme

Hvem skal bestemme hvordan det er rigtigt for et andet menneske at få et barn?

Er det morbidt eller tværtimod livsbekræftende at få barn med sin afdøde elskede?
Debat
19. juli 2012

Jeg tror ikke, der er noget sted, hvor det personlige møder det offentlige så stærkt som i spørgsmålet om at få børn. Skulle jeg havde glemt det, mindes jeg endnu engang om det med de vejledninger Etiske Råd for nylig har givet på området.

Det blev i foråret frarådet, at en kvinde skulle kunne få børn med sin afdøde mand. Allerede dengang vakte det debat, og diskussionen går fortsætter. Er det morbidt eller tværtimod livsbekræftende at få barn med sin afdøde elskede? Det er i sig selv svært at afgøre. Men selvom det eventuelt er morbidt, er det så en grund til ikke at have lov?

Teknisk set er det ikke et problem at producere barnet; spermen ligger i fine glitrende krystaller et sted i en dybfryser. Vi ynder at sige, at det er de nye teknikker, som sætter denne slags spørgsmål på spidsen. Jeg vil påstå, at spørgsmålet ikke er så meget anderledes, end når andre mennesker på helt ’normal’ vis vælger at få børn,

Jeg fik selv børn tidligt. Jeg kastede mig kærlighedsfyldt og måske lidt ansvarsløst ud i reproduktionen i en alder af 23. Ikke fordi det var en plan, men en dag var jeg gravid. Faktisk skete det, mens min far var psykisk syg. Jeg fik mit andet barn to år senere, og et år efter at han havde begået selvmord.

Måske er det derfor, at spørgmålet om at få børn af ’morbide’ grunde rammer mig i hjertekulen. For var det morbidt eller var det livsbekræftende, det, jeg foretog mig dengang?

Hvis min mor kunne have leget Etisk Råd, tror jeg bestemt, hun havde forhindret mig i at få børn på lige det tidspunkt. Hun synes, jeg skulle have gjort min uddannelse færdig først, hun syntes min situation var for usikker, hun synes kort sagt, at omstændighederne var forkerte. Men jeg kunne selv bestemme. For det kan man jo, når man er myndig og normal. Og næsten alle forældre kan vel skrive under på, at er der noget, man ikke fortryder, så er det de børn, man har fået.

I en vis forstand synes jeg, at Etisk Råd opfører sig som en bekymret mor. De bliver formynderiske af sikkert velmenende grunde, som ingen kan ane noget om er rigtige. Det er som om kæden hopper af, når man abstrakt begynder at bestemme, hvad der skal til for at få et barn.

Der etableres en idealsituation for de, der skal have sæd eller æg et andet sted fra, af den ene eller den anden grund. Fordi de er for gamle, for lesbiske, for enlige, eller altså vil have et barn med en afdød. Så skal der pludselig regnes optimale betingelser ud med hensyn til barnets tarv.

Men helt såkaldt normale folk får jo, ganske som jeg, børn af de mærkeligste grunde. Man kan for eksempel finde på at få børn fordi man er forelsket. Forelskelse er sædvanligvis et ret narcissistisk trip, som holder en tid, og så går folk fra hinanden. De, der alligevel bliver sammen, får også børn af løjerlige grunde. Nogen får det helt tilfældigt. Andre får det fordi de keder sig og trænger til en lille ny. Det er meget almindeligt, at folk får et barn for at redde et parforhold. Det er vel egentlig også en anelse morbidt?

Der har også altid været dem, der fik børn uden at sætte partneren ind i projektet. Jeg kender adskillige mænd, der har siddet på rad og række og fået taget dna-test for at finde ud af, om de virkelig var far. For selvfølgelig skal man som voksent menneske tænke lidt over, hvor man planter sin sæd, eller hvad man gør ved sine æg. Men også her er den nye teknik blot en gradbøjning. Man kan vel meget passende ytre sine ønsker, når man afleverer sine reproduktive celler til en fryser, så man ikke risikerer at få barn posthumt, hvis man ikke selv vil. Men hvis man vil, kan jeg ikke se, at der er noget mærkeligere i lige den situation, end der er i tusindvis af andre såkaldt normale måder at få børn på.

Man må stole på, at voksne mennesker, der gerne vil have børn, også har forstand på det. Eller ikke har det, men her er der ikke forskel på folk. Så hjælper vi dem med de teknikker, der er og prøver at undgå, at nogen udnyttes økonomisk for eksempel. Vi kan godt synes, vi leger Gud lidt – med nedfrossen sæd eller æg. Men vi leger faktisk endnu mere Gud, hvis vi tror, vi kan regne ud, hvem af os, der får et godt liv, når vi først sådan teknisk set har fået det.

 

Tine Byrkel er kulturjournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Jernbanedrift og konsdrift kan ingen styre, men kunstig befrugtning er velovervejede handlinger, og tusind spørgsmål melder sig når man går igang med at distribuere død mands sæd. Hvem har retten til/arvet sæden (kone, kæreste, børn, forældre). I hvor mange år må den bruges? Må den videregives til andre? Hvor lang tid efter mandens død kan/skal barnet arve? Alle disse og sikkert flere spørgsmål bliver vigtige når kvinden vil have det offentliges hjælp til at realisere sit projekt. Hvor meget lovgivning skal der laves for at tilfredsstille nogle få.
Hvis det pludseligt er så vigtigt at få et barn (måske flere), hvorfor kunne kvinden (parret) så ikke realisere deres drøm før mandens død ?

Et råd, er en hjælp så vi kan tage vores beslutninger på et kvalificeret grundlag. Et råd er IKKE en statsinstitution der skal fortælle os hvad vi må og ikke må. Og så skal politikerne holde op med at tror at alle spørgsmål kan løses med lovgivning.

Inger Sundsvald

Er det mere eksistentielt forkert og uetisk end at blive insemineret med sæd fra en sædbank og en helt ukendt mands sæd, som man kan risikere har leveret sæd til mange hundrede/tusinde børn?

De juridiske problemer må man tage for sig selv.

Natur kontra videnskab. Vi er ude dèr, hvor grænser skal trækkes og flyttes.
Måske skal vi bare vedtage, at hvad, der er muligt, er lovligt og stoppe med disse evindelige grænsediskussioner.
Noget andet er, hvad samfundet skal betale for.
Måske lidt mærkeligt at bringe pengene ind i debatten, Men hvorfor ikke. her er et bud :
Man må selv betale for lægelig assistance til det unaturlige.
Og naturligvis yde tilskud til de mindrebemidlede, som vi gør i andre forhold.
Etisk råd kunne så slippe for disse overvejelser igen og igen.