Hvordan blev Breivik mulig?

Der hersker i dag ingen tvivl om, at det var en ensom mand, som for et år siden gennemførte bombningen af regeringsbygningen i Oslo og massemordet på Utøya. Og heller ikke om, at udåden var omhyggeligt planlagt og forberedt gennem flere år. Heller ikke om, at gerningsmanden så sig selv som krigshelt og bare gjorde, hvad han skulle, og at ofrene fik som fortjent, og at han derfor kun blev rørt til tårer, da han under retssagen blev mindet om sit heltemod. Kort sagt: Her et år senere råder der ingen tvivl om, at Anders Behring Breivik var en ensom galning med en fanatisk overbevisning om, at det han gjorde var berettiget.

Hvor gal han var i juridisk forstand, skal domstolen stadig afgøre, men der hersker næppe nogen tvivl om, at det verdensbillede, der fik ham til at opfatte sig selv som en ensom forsvarer for det kristne Europa, var totalt virkelighedsfjernt. For slet ikke at tale om Breiviks opfattelse af de unge på Utøya som landsforrædere.

Hvor galt hans verdensbillede var, kan naturligvis diskuteres, eftersom det forsat deles af skræmmende mange tilsyneladende normale mennesker. I storsælgende bøger og på utallige hjemmesider maner de til forsvar for Europa mod en europæisk-muslimsk konspiration (Eurabia). Deres ytringer bekræfter i store træk Breiviks fjendebillede, men samtidig tager de afstand fra hans forsvarsmetode.

Selvvalgt ensomhed

Hændelsesforløbet, motivet og det patologisk narcissistiske træk i Breiviks personlighed (den grænseløse selvforherligelse og makabre empatibrist) er således kortlagt. Det spørgsmål, der stadig mangler at blive besvaret, er: Hvordan blev Breivik mulig? Hvordan kunne en tydeligvis personlighedsforstyrret, men tilsyneladende samfundstilpasset ung mand med venner, job og et liv i et åbent og fredeligt samfund forvandle sig til en ensom massemorder?

Det slående i tilfældet Breivik er netop ensomheden. Der er intet spor af medsammensvorne eller en terrorcelle eller et terrornetværk af ligesindede. Da ideen til forbrydelsen blev født og forberedelserne gik i gang, trak Breivik sig væk fra venner og bekendte og flyttede ind i et mørkelagt rum hjemme hos sin mor. Der tilbragte han ifølge sin dagbog størstedelen af døgnet foran computeren med at spille computerspillene Modern Warfare (som militærtræning) og World of Warcraft (for ikke at kede sig). Herudover færdiggjorde han sit manifest og spredte det på internettet, ligesom han på Facebook kommunikerede med personer og grupper, som delte og bekræftede hans verdensbillede. Herudover brugte han sin tid på at ryge og spise chokolade.

Forstærket ensomhed

Det findes efterhånden en række undersøgelser, som viser, at kommunikation på Facebook har tendens til at bidrage til og forstærke ensomhed (se bl.a. artiklen Is Facebook Making Us Lonely? (Gør Facebook os ensomme?, red.), The Atlantic fra maj i år). Jo større en andel af ens møder med andre mennesker, der foregår på Facebook i stedet for ansigt til ansigt, des større er ensomheden. Og omvendt.

Hvis man i forvejen er ensom bliver man endnu mere ensomme på Facebook, mens sitet kan føre til et rigere socialt liv for mennesker, som i forvejen har en god omgangskreds i det virkelige liv.

Et australsk studie med titlen Who Uses Facebook? (Hvem bruger Facebook, red.) har fundet frem til en tæt sammenhæng mellem ensomhed og narcissisme: Ensomhed forstærker narcissismen, og narcissisme forstærker ensomhed.

For en person med narcissistiske anlæg kan Facebook med dets grænseløse muligheder for selvforherligelse og -bekræftelse bidrage til at øge kløften til andre mennesker og deres virkelighed. Den kan fungere som en ekkodal for stadig mere verdensfjerne verdensbilleder.

Alt tyder på at Breivik var en person med stærkt narcissistiske anlæg. Hans selvvalgte ensomhed forstærkede dette personlighedstræk, og den intensiverede omgangen med ligesindede individer og grupper på nettet bidrog til at udvikle og bekræfte hans billede af sig selv som heroisk, ensom kriger med ret til at dræbe.

Nogenlunde sådan blev Breivik mulig, tror jeg.

Vågner aldrig op

Tilbage står så spørgsmålet, om Breivik er mere sandsynlig i dag, end han var i går? Det frygter jeg. Jeg frygter, at vi lever i en tid, hvor den måde, vi kommunikerer med hinanden på, er medvirkende til, at de mest forskruede selvopfattelser og verdensbilleder lettere end før kan opstå og blive forstærket, og hyppigere end før risikerer at blive annammet af et ensomt menneske hvor som helst i verden. Et menneske, som er handlekraftig nok til at føre dem ud i virkeligheden.

Jeg har af og til tænkt over, hvad der ville ske den dag, hvor Breivik en morgen vågnede op og til fulde indså, hvad han har gjort. Jeg tog længe for givet, at den dag før eller siden ville komme. Nu er jeg ikke længere så sikker.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Svenska Dagbladet.

© Svenska Dagbladet og Information. Oversat af Mads Frese