Klumme

Hvornår må kvinder råbe og skrige af deres lungers fulde kraft?

Snart ikke længere på en tennisbane, hvor nye regler skal holde lydniveauet hos kvindelige spillere nede
20. juli 2012

Forrige uge, da jeg besøgte det sydvestlige London, lejede jeg et værelse hos Mirjana og Paul. De har to drenge, Luke og George, hvoraf især den yngste, George på fem år, er vældig glad for sport. En eftermiddag sad George og så tennis i fjernsynet. Verdensetteren Victoria Azarenka spillede mod et eller andet prygleoffer, og George hylede med. Bogstaveligt talt. Den lille fyr afgav med jævne mellemrum højlydte, langstrakte skrig tydeligvis inspireret af hviderusseren på skærmen. »Ayyuuuuuh! Ayyuuuuuh!«

Lydniveauet under visse kvinders kampe har længe været et tema i det professionelle tennismiljø. Det er en diskussion, der kan være forbistret svær at finde fodfæste i. På den ene side er der lyden af for eksempel Maria Sharapova, der er blevet målt til at akkompagnere sine grundslag med skrig på 105 decibel. Det svarer nogenlunde til at stå en meter fra en motorsav i aktion. En løves brøl ligger på omkring 110 decibel.

Der er modstandere, som verdens nummer to, Agnieszka Radwanska, som synes, det er »irriterende og bare for højt«, og der er andre, som tyske Sabine Lisicki for nylig under Wimbledon, der klager til dommeren over sin modstander Bojana Jovanovskis forstyrrende lydniveau.

En legende som Martina Navratilova har kaldt udbruddene blandt nutidens stjerner for uacceptable og decideret snyd med henvisning til modstanderens manglende for ar høre slagene og derigennem fornemme boldens spin og retning. Forskning fra University of British Columbia og University of Hawaii tyder på, at evnen til at aflæse et tennisslag forringes, hvis lyden af mødet mellem ketsjer og bold overdøves.

Publikum er heller ikke tilfredse. Ikke sjældent må Victoria Azarenka finde sig i at høre på karikerede hyl fra tilskuerpladserne, og efter talrige klager fra tv-seere og radiolyttere valgte BBC sidste år at introducere en software, der gjorde det muligt for folk i stuerne individuelt at skrue ned for lyden fra spillerne og op for kommentatorerne.

Noget kunne altså tyde på, at der er et reelt problem. På den anden side kommer man ikke uden om, at David Ferrer, Rafael Nadal og en række andre mandlige spillere har det med at afgive endog meget gennemtrængende støn, grynt og brøl, når de slår til bolden.

Det er i øvrigt ikke så mærkeligt, for når man står tæt på banen og ser, hvor afsindigt hårdt professionelle tennisspillere – mænd som kvinder – slår til bolden, hvor voldsomme kræfter der er involveret, ja, så forstår man bedre, at det af og til lyder som en vægtløfter med 200 kilo på stangen.

Apropos vægtløftere, så ved enhver, der har tilbragt tid i et styrketræningscenter, at det ofte er fuld af mænd, der lyder som om de enten skider eller knepper, men det går alligevel – som Nadal & co.s brøl – ubemærket hen, disse lyde af aggressiv anstrengelse, for aggressiv anstrengelse er som bekendt en hel del mere accepteret (og knap så seksualiseret) blandt den mandlige del af befolkningen, som forventes at udfolde sig aggressivt og dyrisk og svedende og råbende, mens Sharapova og hendes kvindelige kolleger helst skal springe rundt som smidige og tavse nymfer, der for alt i verden ikke må ødelægge illusionen om deres feminine dyd med skrig og støn, der kun alt for nemt minder én om børnefødsler eller aktiv kvindelig seksualitet, hvilket helst skal udfolde sig i det offentlige rum.

Som den tennisbegejstrede skuespiller Peter Ustinov sagde om Monica Seles, de tidlige 1990’eres hårdest slående og mest larmende kvindelige tennisspiller: »Jeg ville hade at være nabo til hende på hendes bryllupsnat.«

Nuvel, berettiget eller ej, det er besluttet at indføre en elektronisk måleinstans inden for en overskuelig fremtid, et slags grunt-o-meter, som sammen med fastansatte grænseværdier skal gøre det muligt for dommerne at skride ind over for spillere, der skriger ureglementeret højt. Instrumentet skal kun anvendes ved kvindekampe.

Det lader til, at lille George snart slipper for – eller går glip af – den sjældne lyd af kvinders utøjlede fysiske udfoldelse.

 

Anders Haahr Rasmussen er journalist og tenniskommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Er det virkelig sandt at man vil indføre en ”elektronisk måleinstans”, kun ved kvindekampe? Vil ”verden” virkelig finde sig i dét?

Maj-Britt Kent Hansen

Nå, ja - nu ser jeg ikke tennis, men der er vist noget om, at der støjes.

Dyrker man noget så gammeldags som gymnastik og dertil hørende afslapning, kan man komme ud for i den grad at blive opfordret til at sukke og stønne. Ikke noget med stram, sammenrimpet, lydløs mund.

Men heller ikke mænd er da lydløse. Der var/er en -måske flere - amerikansk jazzmusiker, som ledsagede sit klaverspil med støn og prust. Og ikke kun live. Også på optagelser.

Karsten Aaen

Åbenbart anses det for ukvindeligt at stønne under fysisk udfoldelse, hvadenten det er under en tenniskamp, eller --- i sengen.

Alt tyder på, at uanset om man synger, danser, spiller tennis, håndbold eller fodbold, eller går til den i sengen, er det sundt have en god vejrtrækning og og at trække vejret dybt. Og dermed kommer f.eks. tennis-spillerne, uanset om de er mandlige eller kvindelige, til at stønne dybt. Som man gør et andet sted....

Martin Kristensen

Der er ikke en s... diskrimination i det ang. tennis! Man kunne godt sætte det op ved herrekampe men det ville intet betyde da ingen af herrespillerne kommer i nærheden af kvinderne ang. Lydniveau. Af samme grund klager ingen af herrespillerne, mens adskillige kvindespillere har brokket sig over det overdrevne skrigeri.

Ang. Badminton - eller endnu værre beach volley - er diskriminationen derimod tydelig.