Kronik

Indbildskhedens triumf

Forestillingen om, at de ledige, syge og uheldiges situation er resultat af deres egen indsats, vilje og motivation, breder sig. Og fortjener de deres skæbne, gælder det samme for de privilegerede … problemet er blot, at vi alle er afhængige af resten af samfundet
28. juli 2012

En bastant indbildskhed har på paradoksal vis bemægtiget sig tidsånden. Selv om alt og alle i det senmoderne samfund indgår i uoverskueligt mange og komplekse afhængighedsforhold, har der bredt sig en forestilling om, at man egenrådigt og almægtigt kan, hvad man vil, uden at skylde nogen noget og uden ansvar for anonyme andres ve og vel.

Hvordan er det kommet dertil? Et bud kan være, at tankegangen er behageligt anvendelig i en krisetid, fordi den problematiserer skattefinansieret omfordeling og retfærdiggør de privilegeredes privilegier.

Indbildskheden viser sig i socialliberalismens deroute og neoliberalismens sejr. Begge ideologier hylder markedet som økonomisk reguleringsmekanisme, men tegner alligevel to meget forskellige positioner. Socialliberalismen er historisk opstået i erkendelse af markedets begrænsninger og dets effektivitet og retfærdighed som noget skrøbeligt og betinget. Neoliberalismen derimod forudsætter kategorisk markedets ufejlbarlighed, både når det gælder effektivitet og retfærdighed. Og mens socialliberalismen har været optaget af alles inklusion i et politisk fællesskab af frie, uafhængige og myndige borgere uanset økonomisk formåen, sætter neoliberalismen borgeren lig det økonomiske menneske, borgerværdi lig markedsværdi. Fællesskabet er her ikke at forstå som et politisk fællesskab. Det er identisk med arbejdsmarkedet og med erhvervsevne som adgangsbillet.

Statslig paternalisme

Skiftet fra social- til neoliberalisme viser sig i reformerne af skat og førtidspension. Frem for at mildne de økonomiske trængsler, som følger af arbejdsløshed og kronisk sygdom og handicap, sigter reformerne på at forstærke dem. En øget økonomisk ulighed skal muliggøre belønning af ’de hårdtarbejdende lønmodtagere’ og forstærke lediges økonomiske incitamenter til at påtage sig et arbejde. Incitamentsargumentet er også med til at begrunde forringelserne af de økonomiske vilkår for fremtidens kronisk syge og handicappede fra ca. 17.000 kroner til ca. 10.000 kroner om måneden.

Den neoliberale tankegangs gennemslag markeres sigende af overskriften på regeringens reformudspil: ’En del af fællesskabet’. I en socialliberal optik ville den titel fremhæve førtidspensionen som basis for også helbredssvækkedes status som ligeværdige borgere. Regeringens forståelse er den omvendte. Afskaffelsen af førtidspensionen til personer under 40 år sker angiveligt for at forhindre, at de ekskluderes af fællesskabet. De skal ikke længere »opgives« som »parkerede« eksistenser, der ikke kan »komme videre i livet« og ikke kan »bruges til noget som helst«.

Personer med svigtende helbred, få ressourcer eller ringe held får i umisforståelige vendinger at vide, at de ikke skal tro, de er eller kan noget eller for den sags skyld har noget at leve for. Som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ynder at sige det, er det ikke nok, at man har noget at leve af. Der skal også være noget at leve for, og det er statens opgave at tilsikre, at det sker.

På det punkt er der taget afsked med liberalismens ellers indgroede skepsis over for staten og statslig paternalisme. Neoliberalismens idealstat er ikke en stækket og tilbageholdende stat, især ikke hvad ressourcesvage borgere angår. Når det gælder deres rettigheder, autonomi, ukrænkelighed og værdighed, er det overvældende flertal af dagens politikere bemærkelsesværdigt tavse. Det viser, at socialliberalismen har trange kår.

Skæbne som fortjent

Der hersker udstrakt tillid til, hvad staten og politikken formår. Den er liberalt set en interessant del af indbildskhedens triumf. Selv om mange af de seneste årtiers reformforsøg tyder på, at politisk styring af sociale systemer er behæftet med store vanskeligheder, har det ikke svækket beslutningstagernes tro på egne evner. Det kan nok forklares med, at den politiske konkurrencelogik presser politikerne til at fremstå magtfulde og handlingsparate. Alligevel kan man undre sig over, at det netop er i en økonomisk krisetid, at b- og c-holdet må holde for, og a-holdet tilgodeses. Hvorfor forøge snarere end mindske skellene, når nu det er åbenbart, at taberne i konkurrencen om arbejde og indkomst som hovedregel er tabere pga. markeds- og helbredsvilkår, som ingen kan være herre over?

Sociologisk set er det oplagte svar: netop derfor! Er de uheldiges situation et resultat af deres egen indsats, vilje og motivation, gælder det samme for mig. Ligesom de fortjener deres skæbne, fortjener jeg min. I særdeleshed kan vi velaflagte i gode og velbetalte job overbevise os selv om, at vi fuldt og helt har fortjent de penge, der kommer ud af vores indsats.

Netop her har vi indbildskhedens epicenter. Herfra udgår uanede energier til slagkraftige argumenter centreret om ’mine’ eller ’vores’ (skatteydernes) penge. Utallige er de indlæg i den offentlige debat, hvor trumfen over alle trumfer i diskussioner om offentlige udgifter generelt og til indkomstoverførsler specielt er, at ingen er berettiget til at bestemme over ’vores penge’ eller leve af ’andres penge’ etc.

Privat ejendomsret hylles

I det hele taget har ideen om den private ejendomsrets ukrænkelighed kronede dage. Det har den sjovt nok, netop fordi de omstændigheder, ideen oprindeligt udsprang af, ikke længere eksisterer. Hos filosoffen John Locke (1632-1704) er liberalismens teori om den private ejendomsret modelleret over bondens dyrkning af sin jord. Gennem arbejdet nedlægger bonden en del af sig selv i afgrøden og udstrækker dermed den ukrænkelige ret til egen person til også at gælde for resultatet af det arbejde, han er eneansvarlig for.

Selv om det kan indvendes, at også den enkelte bonde skylder andre noget for resultaterne – f.eks. i form af overleveret viden og redskaber – giver argumentet et langt stykke ad vejen god mening. I hvert fald sammenlignet med forholdene i dagens samfund, hvor det er absurd at ignorere alt det, som betinger, at min indsats giver mig et bestemt udbytte.

Alle står i gæld til tidligere generationer og deres indsats, ligesom det udbytte, mit arbejde pt. kan kaste af sig, er aldeles betinget af, hvor godt andre dele af et stærkt arbejdsdelt samfund fungerer, og hvor rigt det er. Og selvfølgelig også at det er mig, og ikke min lige så kvalificerede, ledige medborger, der er så heldig at have jobbet.

Med andre ord eksisterer der en social kapital, hvis afkast alle borgere kan gøre krav på, ligesom det gælder udbyttet af en naturressource som Nordsøens olie. Hvor stor en del af ens indkomst, man på den måde skylder andre, er umuligt at sætte præcise tal på. Men det afspejler et samfund så uhyre komplekst, at det aldrig vil kunne sættes på fast formel og model – DREAM eller andre.

Som givet grundvilkår burde det foranledige en vis skepsis over for (også) neoliberal social ingeniørkunst.

Det burde også udløse øget konservativ respekt for de socialliberale ordninger og løsninger, der er udviklet gennem generationer, og som har vist sig relativt velfungerende.

Men i stedet for at erkende og glæde sig over, at humlebien faktisk flyver, insisterer dagens politik på at lave omfattende kirurgiske indgreb på bien ud fra den teori, at den umuligt kan flyve. Jo, indbildskheden triumferer.

 

Jørn Loftager er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
  • Jens Falkesgaard
  • Gert Selmer Jensen
  • Steffen Gliese
  • Jes Nielsen
Lars Jorgensen, Jens Falkesgaard, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Jes Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nykapitalismens svar på uarbejdsdygtighed, sociale problemer og ledighed er at man dør af sult af den fordi det er andres penge og dem kan man jo ikke bruge. Noget der ellers er typisk for selvsamme der har brugt andres penge på boligmarkedet og nu vil tørre regningen af på alle andre imens de taler om ansvar, nødvendighed og nedskæringer.

Mod dumhed findes intet våben, og mod grådighed intet skjold. Det er desværre en kamp der ikke kan vindes når slagmarken er dobbeltmoralen. Sådan graver man først sin egen grav og beder derefter andre om at hoppe i den hvilket jo er meget typisk for kulturen.

Soren Andersen

Al ære og respekt for Information og deres evige søgen efter et negativt twist på ALT mellem himmel og jord, men .... er Danmark ikke stadig et af de lande i verden med størst omfordeling?

Har det ikke altid være sådan, uanset hvilken farve regeringen har haft?

Hugo Barlach

Og hvad er så kernen i al liberal 'filosofi'? Det kan idehistorien bidrage til at fastslå. Og svaret er rystende enkelt: egennytten. Sådan er det såmænd...

Med venlig hilsen

Søren Andersen, det handler ikke om omfordeling, det handler om hvilken ånd man fordeler i.

Hvis jeg modtager fordeling i en ånd der smæder mig til, så ser jeg mig fri for at undgå lavt selvværd, og isolerer mig derved.

Hvis jeg derimod føler at den fordeling er bragt i en ånd der fortæller at jeg også bidrager, og at bidragerne selv har en glæde i af andres bidrag, så går jeg med rank ryg.

Som tonen har været siden cirka 1996, er alle bidragsmodtagere blevet svinet til, og i samme tone frataget helt fundamental respekt som mennesker, og den ånd der fortsatte med fuld skrue i 2001, hører ærlig talt bonderøve til, der ikke kan forstå at de er afhængige af andres indsats, også dem de ikke har gavn af direkte.

Jens Falkesgaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Holger Nielsen

Afskaf alle indkomstoverførsler og al skat. Erstat det med brugerbetaling. Så kan de raske blive rige, og de syge kan dø. Regeringen kan i så fald erstattes af et regneark.

Soren Andersen

"Hvis jeg modtager fordeling i en ånd der smæder mig til, så ser jeg mig fri for at undgå lavt selvværd, og isolerer mig derved"

Men det hele er jo bare varm luft og politisk spin - en masse skriverier og varierende udlægninger af en virkelighed der reelt set har været den samme i mange årtier. Stor ståhej for ingenting efter min mening.

Det har aldrig var sjovt at være arbejdsløs eller syg og det bliver det heller aldrig - det er en fundamental misforståelse at tro det. Det har intet med rød, grøn eller blå at gøre

Peter B. Jensen

@Søren Andersen
Det kommer vel an på hvordan du beregner det. Hvis du sammenligner med lande med en anden familiestruktur, hvor eks. kun faderen (eller moderen) arbejder, så er omfordelingen her også stor - blot i et andet kredsløb end gennem staten.

Vi er blevet individualiseret økonomisk, så snart vi er myndige, med staten som den tavse partner. Det giver os relativ stor uafhængighed af forældres og ægtefællers indtægt, men omvendt fjerner det også dette sikkerhedsnet, som dominerer i andre modeller.

Som jeg læser artiklen handler den ikke primært om fordelingsnøgler. Den spørger til den filosofiske fornuft ved at betragte os som selvbærende individer, i et samfund der er berammet, gestaltet og bemyndiget længe inden vi kommer til - og hvor innovation og produktion altid bygger videre på eksisterende traditioner og etablerede strukturer.

Heinrich R. Jørgensen

Hatten af for Jørn Loftager. Bravo.

Det er en fornøjelse, når universitets-akademikere -- trods koncensustyranni, snævre fag-diskurser, åndsrepression og andre handicaps -- formår at praktisere kritisk og selvstændig tænkning, og ikke mindst formidle hvad der burde have været åbenlyst for mange.

Bredsiderne mod Mette Frederiksen og John Locke er velfortjente. Den førstes besnærende betragtninger er yderst farlige fordi hendes evner udi tænkning er ringe -- hun har næppe nogen anelse om, hvor galt afsporet hendes forestillinger er. Den andens besnærende og ofte meget roste betragtninger, er dødsensfarlige, uagtet at han givetvis var et skarpt intellekt. Gid sådanne demagogers teser måtte blive dissikeret og udstillet i deres nøgne gru.

Jens Falkesgaard, Gert Selmer Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Hanne Gregersen

@Heinrich
Inden du går alt for meget i selvsving, så er Loftagers politiske ståsted jo velkendt, og selvom det iklædes lidt politologisker termer og fjer fremstår det jo blot stadig som et politisk indlæg i højere grad end et akademisk funderet indlæg.

Thorbjørn Thiesen

En meget fin artikel. Har selv prøvet at være arbejdsløs p.g.a. sæson svingninger og så blive udråbt nasser på samfundet af Claus Hjort Frederiksen. Forsikringen som var en aftale på arbejdsmarkedet havde jeg selv betalt. Så jeg synes ikke jeg var taber før CHF udråbte mig til det og sagde det var min egen skyld.

Problemet er at vi lever i det John K. Galbraith i sin bog fra 2003 kalder Tilfredshedens Tyranni, især de unge socialdemokrater er eksponenter for denne uappetitlige holdning.

Søren Blaabjerg

"tilfredshedens tyranni" er efter min mening en lidt misvisende betegnelse. Jeg vil snarere sige at vi lever i de selvfedes tyranni, hvor det af disse (som den herskende politiske klasse overvejende selv tilhører) betragtes som helt i orden dels at rage til sig efter bedste evne og dels misundeligt og fuld af foragt at se ned på de mindre velaflagte under henvisning til det sociale sikkerhedsnet, vi har, som man samtidigt - angiveligt af økonomiske grunde - gør hvad man kan for at forringe efter salamimetoden.

Steffen Gliese

Man må forlange et svar på denne kronik fra regeringen, især Vestager, der jo repræsenterer et socialliberalt parti.

Jens Falkesgaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Doris Møller

Set fra mit synspunkt er kronikkens scoop ordet ”indbildskhed”.

Man kan levere nok så velfunderede akademiske eller politiske betragtninger, men hvis ikke de kan sammenfattes på en slagkraftig måde, drukner de i den almindelige debat.

Og det er jo netop indbildsk at mene, at det er min helt egen fortjeneste, når det går mig godt, hvorimod de syge og de ledige selv er skyld i deres situation!

Derfor er det indbildskhedens triumf, når regeringen belønner de raske og de rige og tager penge fra de syge og de ledige.

Ledighed betragtes åbenbart som et individuelt og psykosocialt problem, som det offentlige skal tackle ved hjælp af opdragelse. Men det kan da ikke være meningen, ”at solide, stabile og selvkørende ledige skal behandles som børn, der skal lære at stå op om morgenen”, som der står andetsteds i dagens avis.
http://www.information.dk/306877

Desværre er det ikke udelukkende visse ministre og andre politikere, der har adopteret ”… en forestilling om, at man egenrådigt og almægtigt kan, hvad man vil …”. Denne forestilling har også bredt sig til visse dele af lægeverdenen, f.eks. Forskningsklinikken for funktionelle forstyrrelser og psykosomatik i Aarhus. Her mener man, at over halvdelen af alle henvendelser til læger skyldes noget psykosocialt. Og kuren er kognitiv terapi, som i det store og hele tager udgangspunkt i tesen om, at enhver er sin egen lykkes smed, og at man kan blive rask ved at ændre på sine tanker!

Jeg lægger mærke til, at politikerne ikke taler om uddannelse til de ledige, der måtte mangle uddannelse, og heller ikke om bedre lægehjælp til de syge. Tidsånden kræver, at de ledige og de syge skal komme i arbejde eller bliver raske alene ved tankens kraft. Hvis de ikke kan det, vil det offentlige sørge for at opdrage dem!

Neoliberalismen forudsætter kategorisk markedets ufejlbarlighed, både når det gælder effektivitet og retfærdighed.

Læser pt. Wilkinsons og Picketts bog: 'LIGHED - Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund'

http://www.information.dk/258212

Hvis ikke neoliberalisterne, med deres blinde tro på markedet og frihed, har fundet nogle vægtige kritikpunkter, så må man betragte alt hvad der kommer fra den neoliberalistiske front - Venstre, Liberal Alliance, og Radikale - som ren klassekamp vendt mod de svageste i samfundet.

Heinrich R. Jørgensen

Thomas,

hatten af for at du kender til Jørn Loftager og hans synspunkter. Jeg erindrer ikke navnet fra andre sammenhænge, end som artiklens forfatter.

Jeg forholder mig "filosoferende" til teksten. Hænger observationer, analyse, påståede sammenhænge sammen i fremlægningen? Svaret er et klart: Ja. Der fuskes ikke i teksten. Det er en fornøjelse at læse, på samme måde som det er fornøjelse at læse f.eks. George Orwell og Tony Judt, som også lod deres tekster være styret af tænkning og ikke føleri (ønsketænkning, vanetænkning).

Claus Piculell

Bedste kommentar, jeg har læst i denne måned!
Og en bekræftelse af det fænomen, som jeg for godt to år siden valgte at kalde "hyperliberalisme", jf. denne artikel på Facebook (og tidligere P77):
"Hva' dælen er hyperliberalisme?"
http://tinyurl.com/blvjt6s
vh CP

PS: Muligvis er mit ord lidt for let at misforstå - også som at neoliberalismen så at sige er helt afskaffet, men i indholdet peger "hyperliberalisme" netop på den hyperliberalistiske nationalkonservatisme, hvor liberalismen er kørt så langt ud, at den nærmest er vendt på hovedet, og hvor man netop bruger en stærk stat til 'disciplinere' underklassen.
Begrebet findes in legio her:
www.liberalsocialisme.dk

Claus Piculell

Jørn Loftager har formentlig manglet plads til at uddybe sin opfattelse af ejendomsret og dens indhyldning i den senkapitalistiske virkelighed.

Selv forstår jeg den sådan her:

Han antyder den: Både John Locke og Adam Smith anså den private ejendomsret som værende lig med at nyde frugten af sit EGET arbejde, det som jeg i liberalsocialismen kalder "den personlige ejendomsret", der skal være ukrænkelig. Den såkaldte private ejendomsret, som findes i dag, i nedarvede monopolvirksomheder, familiefonde og en utilregnelig finanssektor, har intet at gøre med den ægte liberale ejendomsret til sin person, sit privatliv, sit 'private domæne' og resultatet af det, man i sin tid som bonde fik ud af sit EGET arbejde, men som i dag i en kompliceret kapitalistisk virkelighed (Adam Smith kendte f.eks. ikke begrebet kapitalisme), kun findes på denne måde:

"Ejendomsret
7. LS anser lovlig erhvervet personlig ejendom som ukrænkelig, når den er opnået ved en indsats, dvs. på baggrund af reel innovativ og produktiv virksomhed, der giver andre arbejde og udfordringer og indkomst, og så længe man betaler en rimelig andel til det fællesskab, som man skylder sin sundhed, trygge opvækst og alderdom, indkomst ved arbejdsløshed samt livslang uddannelse. Alle disse goder sætter en person i stand til at udvikle sig som innovatør, og tilmed leverer de kvalificeret og sund arbejdskraft til virksomheden. Til gengæld er LS ganske som den tidlige liberalisme imod nedarvede penge, positioner og privilegier og ønsker bl.a. en arvegift på 80% af al arv over 1 million og afskaffelse af de sidste rester af monarki og adelvælde. LS er således også imod, at man kan arve en virksomhed og dermed magt over andre menneskers liv, uden at man selv har gjort sig fortjent til det, men LS har intet imod arv af familieeffekter og -minder, herunder ret til at bo i familiens hjem gennem generationer, blot der indgås en rimelig aftale med staten."

http://liberalsocialisme.piculell.net/#post15

Jens Gydelund

Omfattende statslig overvågning og kontrol med undersåtterne har 350 års jubilæum med matriklen 1662, og har senest med den omfattende telelogning nået et højdepunkt. Der er organisatorisk alle gode muligheder for at udfolde den totalitære stat mod udvalgte grupper i større eller mindre grad. Da imidlertid eneste legitime styreform er demokratiet må det ske subtilt gennem en populistisk sprogbrug, der aktiverer flertalsnormaliteten imod en udpeget mindretalsunormalitet. Sprogbrugen hentes bedst fra dagligdagen, og der kan hentes inspiration i dansk forskning i mobning, der taler om 4 former for mobning: social isolation, chikane, intimiderende opførsel eller nedgørelse af ens arbejde [eller mangel på samme]. I den herskende danske udgave af neoliberalismen, hvor det liberale går på økonomien og ikke filosofien, er der lagt i ovnen for de ’unormale’.

Martin B. Vestergaard

Rigtig god artikel, men der er mange emner den ikke kommer ind på, og skulle den komme ind på dem alle ville det ikke være en artikel, men en længere afhandling.

En af de emner der hyppigt kommer op i debatten og som ikke direkte bliver berørt i artiklen er diskussionen om hvem der er "ydere og nydere." I øvrigt et ganske ubrugeligt udtryk da det i et samfund som vores i langt de fleste tilfælde er umuligt at afgøre hvem der yder mere end de nyder.

I vores samfund er der, som Jørn Loftager påpeger, en meget høj grad af social arbejdsdeling, det medfører at uanset hvad vi foretager os har det indflydelse på andre end os selv.

Hvis jeg vælger at købe ind i en supermarkedskæde frem for den lokale købmand påvirker det en hel masse mennesker og ikke kun købmanden. Hvis jeg vælger at gå til styrketræning i stedet for at løbe mig en tur, påvirker det en masse mennesker, fitnesscenteret har ejer og personale, maskiner og andet udstyr der skal fremstilles og vedligeholdes, bygninger der skal bygges og vedligeholdes og sikkert også en lille butik der sælger diverse fitnesstilbehør.

Alt det er der mennesker bag, de mennesker har arbejde fordi jeg og andre bruger de varer og ydelser de tilbyder. Hvis ikke der var aftagere ville de være arbejdsløse eller skulle finde noget andet at ernære sig ved. Og hvis ikke nogle af alle de mennesker der i et eller andet led er med til at producerer noget jeg køber, valgte at have sine børn i den vuggestue hvor jeg arbejder ville jeg ikke have et arbejde, men omvendt hvis ikke jeg og andre tog os af børnene i de timer forældrene bruger på at producere de varer jeg efterspørger, ville varerne ikke være der. Vi er altså alle afhængige af hinanden.

Jeg havde i går en samtale med en selvstændig erhvervsdrivende der lever af at handle med olie, kul, korn, og hvad han ellers kan handle med. Han ser aldrig de varer han handler med, og i mange tilfælde har han solgt dem videre inden varen nogensinde er produceret og skal derfor heller ikke blandes ind i transporten af varerne, og han fortalte at han "nogle gange har købt sit eget parti igen."

Sammenlignet med en af mine førtidspensionerede venner, tjener han selv sine penge, om han tjener mere end de gør ved jeg ikke, men nogle af hans kollegaer tjener rigtigt mange penge på den form for handler. I den nuværende politiske kontekst er der ikke tvivl om hvem der er yder og hvem der er nyder af de to, men jeg vil vove den påstand at de begge yder ca. lige meget til samfundets velstand.

Vi har i vores samfund en masse opgaver der skal udføres, nogle af dem betale vi meget for, andre betaler vi ikke ret meget for, men alle er de lige vigtige for at samfundet fungerer. Og nu er det sådan at mængden af opgaver der skal løses ikke er konstant, så i perioder vil der, uanset beskæftigelsesgraden i øvrigt, være folk der er arbejdsløse, enten fordi de ikke kan udføre de opgaver der er, eller fordi der ganske enkelt ikke er nok opgaver der skal udføres. De arbejdsløse er derfor ikke nassere eller nydere, men personer der i en periode er i overskud i produktionen af den samlede mængde af varer og serviceydelser.

Lise Lotte Rahbek

Og i forlængelse af Martin Vestergaards indlæg,
vil jeg også pege på,
at det for alvor blev galt,
da de arbejdsløse blev "svage".

Svage? Er en person svag, når h*n ikke har et lønarbejde?
Jah, måske økonomisk svagere, men der foruden er der da ikke nogen stor forskel.
Øjensynligt.
Men det er der så alligevel.
For når de ledige bliver "svage", så skal de andre jo hjælpe. Og den hjælp er så kommet i form af aktiveringer, som skal pege på noget som de ledige kunne tage sig til, og som ikke er samfundsskadeligt, for når de er svage, kan de ikke selv finde ud af noget fornuftigt.
Når de ledige bliver "svage", så sker der et eller andet oppe i hovedet på dem, som har et arbejde.
De - de arbejdende - bliver en irriterede på svagheden, og synes at nu må den da få en ende. Man KAN da også forvente lidt af de svage - trods alt.
Så de stærke (?) laver kurser, som skal lære de svage at skaffe sig et job.
Det må man da kunne forlange i det mindste.
Og det gør heller ikke noget at man sætter dem i job med tilskud, for de er jo "svage", og man kan ikke bare sådan sende dem i ordinær beskæftigelse uden tilskud for svagheden.

Der må jo være en svækkelse, åbenbart, som ioptræder i det øjeblik man ikke kan vifte med en ansættelseskontrakt på ordinære vilkår.

Man kunne tro, samfundets samlede vidensniveau havde fået en svaghed.

Jens Falkesgaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Bernhard Hagen

Befriende skarpe ord fra Loftager! Tak! Jeg er dog et stykke af vejen enig i de sociale nedskæringer som SRSF-regeringen har foretaget. Det er ikke kun tom ideologisk snak når der sættes spørgsmålstegn ved om vi har råd til velfærden. Det som jeg imidlertid finder så forstemmende er den neoliberale diskurs som det hele bliver akkompagneret af. Og jeg mangler i den grad at den selvfede middelklasse og overklasse også for lov at bidrage mere f.eks. i form af ejendomsværdiskat. Hvis den progressive indkomstskat giver incitamentproblemer så lad de velbjærgede selv betale for en nedsættelse af topskatten. - Endvidere: Hvor er Loftagers kritik af neoliberalismens hyldest til den private ejendomsret velgørende. Det handler jo simpelthen om at vi ikke længere lever i et Robinson Crusoe-samfund: En mand, en hakke, et stykke uberørt natur. Al produktion er i den grad samfundsmæssig. Og lige præcis derfor er skat ikke et overgreb på den private ejendomsret men en tilbagebetaling af det man skylder til fællesskabet.

randi christiansen

Hvem ejer hvad ? Alt er forbundet i et integreret kredsløb, og alle er medejere af biotopens ressourcer.

Fælleskabets administrationsapparat, staten, skal varetage opgaven med at forvalte disse ressourcer retfærdigt, bæredygtigt og til fællesskabets bedste. Burde ikke være umuligt at få den biks til at løbe rundt.

Den sociale kapital forbundet hermed er naturligvis ikke individuel ejendom. Er det overhovedet muligt at isolere nogen kapital fra ´det fælles´og til ´det private´?

Kommer de grundlæggende ejerforhold på plads vil den dynamiske effekt heraf være, at den private ejendomsret, det private rum, bliver klart afgrænset.

Den nyliberalistiske attitude ignorerer, at biotopens ressourcer tilhører fællesskabet. Ideologien har ikke integreret en forståelse af grundlæggende sociale og biologiske dynamikker og er derfor at betegne som asocial.

Har man lov at abbonnere på den tilgang til at være borger i et samfund? I så fald har man også ret til logisk at påpege de dermed forbundne overgreb på andre borgere og at forsvare sig imod disse.

Hanne Christensen

Soren Andersen,

Du rejser spørgsmål, om Danmark ikke er et af de lande med største omfordeling?

Hvorefter du skriver videre, som om svaret automatisk var et jo. Men er det nu det? Kan du påvise det.

Du kan pege på skattetrykket. Det er ikke nødvendigvis særligt højt i Danmark, som påstås igen og igen - underforstået at det er særligt højt for de højestlønnede. Men hvad er skatten andre steder? Hvad får man for skattekronerne osv. osv.

Hvad omfordeling angår, mener jeg mere man bør se på, hvad får de højestlønnede, fx. bankdirektører og bankchefer, og hvad får de syge og ledige eller kassedamen og rengøringskonen.

Umiddelbart får de sidste grupper meget, men også den første. Ser man på lønninger sydpå, får alle grupper mere. Men vi har også større omkostninger. Boligprisen er væsentligt højere, særligt lejeprisen. Sydpå kan du få en udmærket lejebolig til 200 euro om måneden. Det kan ikke lade sig gøre herhjemme. Madpriser er det halve sydpå, og særlig brødpriser er væsentligt lavere. Du kan købe et brød for 2 kroner, der herhjemme koster 30 kr. Sydpå har man ikke samme udgifter til opvarmning, offentlig transport er ofte også væsentligt billigere - og bedre.

Skatten på lav løn er faktisk også væsentligt lavere. Trods en rengøringskones lave løn, nåede jeg frem til, at levestandarden ikke var ringere end en rengøringskones vilkår herhjemme.

Når man ser på omfordelinger kan man ikke bare se på kroner-øre beløb. Hvis lønniveauet generelt er meget højt, ja, så vil omfordelingen automatisk også være nominel høj. Er skatten 40 % vil beløbet jo været nominelt højere, om grundlønnen er 100.000 eller 1 mill. kr.

Så det er meget vanskelig at sammenligne.

Jeg mener alene man kan sammenligne på levestandarder. Har du råd til en bolig, til mad, til varme, til en kop kaffe på en cafe o.l. Og herhjemme er svaret for nogle nej. Cafeen kan du godt lukke ned. Men rigtig mange har heller ikke råd til at opvarme boligen til en fornuftig varmegrad. Flere og flere smides ud, da de ikke kan betale huslejen, og du køber aflagt tøj, lever af pasta, har ikke råd til at deltage i sport og andre arrangementer. Herhjemme isoleres du hurtigt i fattigdom.

Jeg skal ikke sige, det er bedre sydpå, mit indtryk er dog, at familien i langt højere grad tager over og påtager sig et socialt ansvar. Herhjemme er der faktisk stor risiko for at du isoleres og udstødes af familien, når du får sociale vanskeligheder. Det er mit indtryk, at folk bliver i større grad skilt ved ledighed eller sygdom. Og det er der stor forståelse for i samfundet!

Er du ledig eller syg har du ikke råd til køleskabet ryger, du har ikke råd til håndværkerhjælp, dit indbo forfalder.

Så det med, at vi i Danmark har en stor omfordeling fra rig til fattig kan hurtig blive en vandrehistorie, de højreliberale har sat i frit løb, men som ikke har gang på jord. Vandrehistorien gentages uanset om vi fik fjernede mellemskatten, altså sænkede skatten med 6 %, og uanset topskattegrænsen blev hævet, og uanset om topskatten også fik skåret et par procent af sig, og uanset de fortsatte skattelettelser til de mest velstillede, ja, så fortsætter vandrehistorien om verdens højeste skattetryk.

Jeg skal bede dig dokumentere din påstand om, at vi har verdens største omfordeling. Mit indtryk er nemlig, at det er en vandrehistorie uden hold i virkeligheden.

Jeg skal endelig spørge dig, om du mener, der er tale om en omfordeling, når en ledig kontanthjælpsmodtager får fx. 12.000 kr. om måneden, men samtidigt bliver pålagt at sætte bøger på plads på det lokale bibliotek. Hvad vej går omfordelingen her?

Hanne Christensen

Lise Lotte Rahbek,

Dit indlæg om svaghedens anatomi, i dag kl. 14.21 er ramt lige på kornet. Fantastisk indlæg.

Jeg har i en anden debattråd om højrepopulismen skrevet flere indlæg om, at nationalismens hetz mod indvandrere er erstattet af højrepopulisternes hetz mod ledige og syge.

Tænk hvis man i dit indlæg erstattet syg eller ledig med sort eller jøde. At sorte eller jøder automatisk blev betegnet "svage", ja, så svage, at de skulle hjælpes. Og når de er svage, så er det ok med at presse dem i praktikpladser eller løntilskudsjob, hvor det er ok ikke at give dem en egentlig løn pga. deres svaghed.

Der ville nok hurtigt blive råbt racisme efter den salgs holdninger! Men det er præcis en del af højrepopulisternes retorik. Ledige og syge er pr. automatik svage. Svage så de skal hjælpes, måske bare med at stå op om morgenen. Måske er de så svage, at de nemlig ikke kan finde ud af at stå op. "Hjælpen" er også en retorisk omskrivning. For der kommer jo ikke en sød sagsbehandler med kaffe på sengen og et klap "vågn nu, søde lille Hans, du skal op!" Nej, "hjælp" er ikke hjælp men straf og tvangsarbejde. DU SKAL SAGTSUSENDE MØDE PÅ DET KOMMUNALE PRODUKTIONSCENTER KL. 7.00 DUT. Møder du kl. 8.00 risikerer du at bliver sanktioneret økonomisk. Nu ved jeg ikke, hvad man laver på et sådant produktionscenter. Jeg kører af og til forbi et sådant og tænker, hvad laver de der? Så ser jeg mænd og kvinder af forskellige typer komme cyklende dertil. Hækler de grydelapper? Hvad laver de? Det virker som et lukket område, måske burde jeg en dag våge mig indenfor, om end det virker grænseoverskridende. Men det er måske også meningen. Borgerne skal køres på retorikken ikke på fakta. Jeg har faktisk en fornemmelse af, at der er adgang forbudt for uvedkommende, - som var det en opbevaringsanstalt for giftdepoter.

Michael Guderup

Hvis man dividerer statsbudgettet med antallet af borgere, er der cirka 128.000 kr. til hver enkelt dansker, pr. år.

Det er sgu´ da en meget pæn sjat.

Heinrich R. Jørgensen

Randi Christiansen:
"Hvem ejer hvad?"

I juridisk forstand ejer man ikke noget. Hverken genstande, matrikler eller noget andet. At have ejendomsret til noget, er ikke det samme som at eje (besidde) noget.

Ejendomsret betyder ikke at nogen eller noget har tilstået én en del af kosmos inklusive bohave, til eje. Hvem skulle have givet én det til eje? Logisk set må det have være en tidligere ejer; og hvem skulle det være?

Ejendomsret til en matrikel eller en genstand, drejer sig ikke om hvem der ejer det pågældende (hvis noget kunne ejes). Det drejer som om at den stedlige verdslige magt gennem sine institutioner, anerkender at agere som beskytter som om det pågældende var nogens eje. Det sker ved -- med statens vold og magt -- at forhindre andre at gøre krav på hvad der er anerkendt ejendomsret til. Staten beskytter mod, at nogen rettighedshaver får krænket den ekslusive brugsret, vedkommende har opnået.

Det er i øvrigt ikke muligt for nogen (naturlig) "person" at opnå ejendomsret til noget. Det er en "juridisk person", der kan opnå ejendomsret. En "juridisk person" (eller "fiktiv person", "kunstig person", "individ" eller andre kære navne) er ikke en naturlig eller fysisk person, men en juridisk fiktion, der er en naturlig persons alter ego.

Denne fiktive persona, er mindre synlig end personens skygge, så det er vanskeligt at vide at man fra fødsel til død er i følgeskab med en fiktiv karakter. Den fiktive person kreeres med en fødselsattest, og ophører med at eksistere hinsides dødsattest og fordeling af arv.

Når den fysiske person med kaldenavnet Randi anskaffer et automobil med tilhørende eneret, i bytte for mammon (kongens mønt, nationalbankens sværtede veksler eller pengeinstitutets bits og bytes), udfyldes dokumenter vedr. "ejerskab" og "ejendomsret". Men den person der optales på dokumenterne, er ikke den naturlige person, men det juridiske individ, et ti-cifret nummer der pt. betegnes som "fr. Randi Christiansen". Det naturlige person agerer på vegne af en fiktiv person, og lader fiktionen (sin stråmand) have ejendomsret til genstanden.

Når det gælder alle juridiske forhold, er det den fiktive person juraen henvender sig til. Når personen Randi møder op i "retsbygningen" som følge af en indkaldelse i anledning af det nyligt anskaffede automobils hastighedsoverskridelse ifht. de statsligt dikterede hastighedsbestemmelser, er det som repræsentant for det juridiske individ af samme navn, som staten selv har kreeret. Da den juridiske person ikke har nogen krop (uagtet at det er et "fartøj"), og således ikke kan give fremmøde i nogen sammenhæng, er det heldigt at den naturlige, fysiske person med kaldenavnet Randi så ofte møder op hvor stråmanden burde have mødt op (hvis det havde være muligt). Mere heldigt er det, at personen Randi så ofte bekræfter at repræsentere stråmanden med samme navn -- formodentligt uden at vide det, da den juridiske jargon der anvendes tolkes anderledes end dagligdagens udtryk.

Grundlaget for alt det juridiske fikumdik, er blændværk på blændværk. Det er ét, stort narrespil. Og narrene -- de der narres -- er alle naturlige personer. Alle naturlige personer fratages med fusk og lusk således den eneste ret de naturligt havde (og skulle have bibeholdt) -- deres selvbestemmelsesret.

randi christiansen

Heinrich : " Staten beskytter mod, at nogen rettighedshaver får krænket den ekslusive brugsret, vedkommende har opnået."

Det er netop præmisserne for erhvervelse af denne ´eksklusive brugsret´, som jeg anfægter.

Adgangen til den er ikke retfærdig, og når den er opnået, forvaltes den uhensigtsmæssigt.

Når man kan anfægte det retfærdige og hensigtsmæssige, er det fordi socioøkonomiske forhold pga krænkende dynamikker afgør status.

Hvis selvbestemmelsesret ikke skal udarte til krig om definitionsretten, må de grundlæggende lovmæssigheder for livets opretholdelse erkendes og respekteres.

@Karsten Aaen
Ja. Hvor åndssvagt det end må lyde, så er det Bilen der får bøden. Fordi der er ingen der ejer den. Der er en juridisk ejendomsret til bilen og dermed pligt til at betale den bøde af en juridisk person hvis ikke vedkommende vil miste ejendomsretten.

Men den juridiske person eksisterer ikke medmindre nogen vedkender sig den. Hvis jeg ikke vedkender mig at være Martin Skov, bosiddende yyy med personnummer xxx i juridisk forstand, så eksisterer den juridiske person faktisk ikke. Det kan det juridiske system så ikke lide da bilen så skal betale bøden, men ikke desto mindre...

Michael Guderup

Randi:

Så grundlæggende mener du, at det er "krænkende" at folk får forskellige resultater ud af livet?

Og glem nu lige "storkapitalen" et øjeblik, og tag udgangspunkt i fx. dine venner og din familie; har de uretmæssigt opnået deres ejendom?

Heinrich R. Jørgensen

At man i tidsrummet mellem Reformation og Enevælde overgår fra voksen-dåb til barne-dåb, har i øvrigt relation til det med juridiske personer.

Dåbsritualet er ikke længere er noget der foregår i "naturen" (ved dypning i vand), hvor voksne foretager en bevidst, symbolsk handling, men flyttes til de såkaldte "kirkebygninger" kongsmagten konfiskerede og gjort til en del af sit magtapparat. Det er i stedet de nyligt fødte der skal om ikke dyppes, så i det mindste stænkes med lidt vand. Dåbsritualet tømmes for alt indhold der handler om f.eks. overgangsritual eller den modne voksnes markering af en personlig beslutning. Til gengæld har ritualet en ny signifikans, idet dåb og navngivning gøres til en obligatorisk, officiel ritus. Kogens embedsmand noterer dåb, og dermed fødsel for både barn og stråmand.

Steffen Gliese

Og må man så ikke lige anholde angrebet på folk for, at deres politiske synspunkt er kendt! Det politiske synspunkt er formodentlig skabt af et blik på verden og en deraf afledt kritisk stillingtagen - mao. folk ser ikke verden på en bestemt måde, fordi de er socialister, de er socialister fordi verden tager sig ud på en bestemt måde, og på samme måde med liberalister, her er der blot tale om et begrænset, kortsynet og uansvarligt blik.

Bente Simonsen

Der vil komme en form for 'revulotion', når den store 'grå' masse engang indser, hvordan de er blevet taget ved næsen gennem de ny-liberales løgne i medierne. (De ejer dem jo eller nepotiserer sig til dem. Når man gentager en løgn længe nok, tror folk et det er sandt.)

- Når de indser at privatiserings- og konkurrence(en af løgnene)bølgen er med til, at nogle få kan suge værdier ud af samfundet, som de siden kan kanalisere til udlandet og dermed unddrage sig skat .
- Når de indser at nogle kan unddrage sig skat ved at etablere luft-forretninger inden for private virksomheder, som kan generere underskud, så de praktisk talet ikke behøver betale skat. - Store multinationale virksomheder kan vælge ikke at betale skat! - Eller vælge, hvor de vil betale skat!?
- Hvor mange lever her, som ikke behøver bidrage til samfundsforretningen, og hvem er de?
Mon det ikke er de, som promoverer de ny-liberale ideer mest højlydt?
- Snyltere på samfundet med sort dobbelmoral.

Soren Andersen

@Hanne

I mit "omfordelingsbegreb" ligger ikke andet at pengene bliver fjernet fra "kilden" og brugt til noget andet. Her ligger Danmark såvidt jeg husker på en prominent 1ste plads på flere af de opgørelser der laves

Om pengene bliver brugt fornuftigt og hvor meget "nok" og "meget" er, ja den ørkenvandring må du tage med politikerne.

@Peter Hansen
Det er trist, at folk ikke kan styre adgangen til kredit eller har nogen intention om at afdrage. Man har jo sit på det tørre og det er også politikernes og bankernes skyld det hele ellers.

Intet ændrede sig jo fundamentalt i prisdannelsen da man indførte afdragsfrie lån. F1OA betyder jo bare, at man står med et 20 årigt realkreditlån med afdrag efter de 10 afdragsfrie år. Det er noget voldsommere at afdrage over 20 år, end over 30..

Sådan blev folk åbenbart bondefanget af deres egen grådighed og priserne steg i udbudsrunder fordi folk ikke havde nogen intention om at afdrage, men kun kiggede på boligydelsen med afdragsfrihed og ellers spekulerede i friværdier og tillægslån så man kunne investere i aktier og købe nye volvo'er.

Nu har selvsamme så ovenikøbet den frækhed at tale om, at andre skal betale, og kræver skattelettelser i en lind strøm, hvor man fisker pengene op af lommen på alle der ikke deltog i 'festen' imens man taler om at tage ansvar.

Sørgelig udvikling og kulturelt fordærv.

Soren Andersen

@Peter Hansen

Den kronik du henviser til er lavet af en sociolog/journalist. Han er ikke helt på hjemmebane for at sige det mildt

Steffen Gliese

Men, Martin Skov, den liberalistiske projekt med at få staten til at falde fra hinanden, sammenholdet smuldre og solidariteten gå til i forgiftede menneskelige relationer ser desværre ud til at være irreversibelt.
På den anden side har dagen bragt to analyser, uafhængigt af hinanden, der skarpt og præcist peger på det vildspor ud i junglen, udygtige politikere har ført os ind på.

Heinrich R. Jørgensen

Bente Simonsen:
"Der vil komme en form for ‘revulotion’, når den store ‘grå’ masse engang indser, hvordan de er blevet taget ved næsen"

Med hvilke midler skulle en sådan indsigt forplante sig? Det detailstyrede skolevæsen? Religionsvæsenet? Aftenskoler? Højskoler? Kommercielle og kommercialiserede medier? Statsmedier? Debatprogrammer? Offentlige debat a/k/a råbekonkurrencer? Intet af det forekommer plausibelt på danske breddegrader...

Det sker yderst sjældent, at en gruppe personer vågner fra døs og vrangforestillinger, og forsøger at løsrive sig af lænkerne. Der var flere tiltag til dette i det 20. århundrede (internationalt set), men alle er blevet lokket på afveje eller er blevet kuldsejlet. Det samme gælder århundredet før, og før, og før, og før, og før, og såmænd mange gange før endnu.

Den store grå masse indser dog nok, at de er blevet holdt for nar, når de har mistet ressourcerne der gør det muligt for dem at opretholde en eksistens, og/eller de er blevet frataget muligheder for at agere (dvs. har mistet deres selvbestemmelsesmuligheder). Men i så fald kommer erkendelsen for sent til at handling er mulig.

@Peter Hansen
Det er ikke et liberalt projekt, det ville være at sikre rammerne for samfundet, og mulighederne for individets udfoldelse indenfor fællesskabets rammer.
Men ja, det er en gift der har spredt sig, og den løber da ganske voldsomt i mit blod.

Jeg vil ikke være solidarisk med kortsigtede spekulanter der taler om at tage ansvar, imens de smækker regningen af på alle andre. Ikke på vilkår, ikke i det her liv, eller i døden. De kan bære deres eget kors og jeg skal med glæde hamre naglerne i når de kommer op på bakken for nu at være lidt dramatisk i det.

Hanne Christensen

Soren Andersen,
Det kunne være rart, hvis du holdt dig til faglighed frem for populistiske postulater. Fx omkring beskatning. Hvis man betragter skat på indkomst, så er det rigtigt, at danskerne umiddelbart har den højeste indkomstskat. Men det er jo en forkert måde at opgøre dette på. For man bør i stedet se på, hvor meget du får ud af en lønudgift på 100 kr., hvor der både tages højde for såvel den direkte indkomstskat, men også arbejdstagers som arbejdsgivers obligatoriske sociale bidrag. Og så ser billedet anderledes ud. Det kan du læse om i følgende link: http://www.ugebreveta4.dk/2011/201121/Artikler/Dansk_skat_paa_arbejde_li...

Når man gør det op på den måde, ja, så for hver gang en arbejdsgiver i Danmark har en omkostning på 100 kroner til en ansat, så går 38,6 procent af de 100 kroner til at betale skat i form af medarbejderens indkomstskat og lovpligtige sociale bidrag. Gennemsnittet i EU var faktisk 41,1, og Belgien ligger højest på 55,4 % og Tyskland får en flot 3. plads med 49,1 %.

Ser man på fx selskabskatten, ja, så ligger Danmark helt i bund, altså lavest, i forhold til de lande, vi sædvanligvis vil sammenligne os med, nemlig Tyskland, Sverige, Norge, England, Spanien, Italien, Finland, Østrig, Norge, Portugal, Belgien og Frankrig. Kun Grækenland, Irland og de tidligere østeuropæiske lande ligger lavere. Link: http://www.skm.dk/tal_statistik/skatter_og_afgifter/4607.html?rel

Der er en indgroet opfattelse herhjemme – godt hjulpet på vej af en blå presse – at vi har en meget høj beskatning på arbejde. Men som det fremgår af OECD tallene, så holder postulatet ikke.

Når erhvervslivet igen og igen klynker over den høje skat på arbejde og også den høje erhvervsbeskatning, ja, så er der tale om det rene spil for galleriet. Det er rent hykleri. Vi ligger rent faktisk lavere end gennemsnittet i EU både hvad angår skat på arbejde og skat på virksomhederne.

For straks at imødegå din indvending mod, at vi har en høj marginalskat på høje indkomster, skal jeg henvise til side 2 i følgende link: http://www.globalisering.dk/multimedia/16_-_Faktabilag_om_skat__incitame...
Her står: ”Danmark adskiller sig primært fra de øvrige OECD lande ved en relativ høj marginalskat for høje indkomster. Det er alene i Belgien, Tyskland, Sverige og Ungarn, at OECD finder en højere marginalskat for højtlønnede end i Danmark”.
Lad mig her minde om, at siden 2006 er marginalskatten faldet betragteligt, idet mellemskatten på 6 % helt er bortfaldet og topskatten også er sænket noget. Altså må vi være rykket drastisk nedad på den liste over beskatningen på høje indkomster.

Det er utroligt, at man til stadighed skal lægge øre til fra såvel højrepopulisterne som den samlede presse, at vi skulle have så høj beskatning herhjemme, når fakta viser det modsatte. Det påviser jo kun, hvor ensidig blå pressens farve er.

Et andet forhold er, at man taler om igen og igen, at lav skat skulle gavne konkurrenceevnen og økonomien. De to lande, der fremhæves igen og igen for god økonomi, nemlig Tyskland og Sverige, ja, de ligger faktisk blandt toppen af de hårdest beskattede på såvel arbejdsindkomst som på virksomheder.

Det er ganske enkelt rystende, at man i den grad fylder den danske befolkningmed løgn.

Heinrich R. Jørgensen

Martin Skov:
"Sådan blev folk åbenbart bondefanget af deres egen grådighed."

Det vel nok hyppigst anvendte af diverse klassisk trick, der er blevet anvendt talløse gange i tidens løb, til at bringe folk i ufrihed (et andet ord for "gæld").

Situationen er dog, at der ingen substans og realitet er bag den fantasme der kaldes "penge". Siden Nixon 15. august 1971 lod USD/guld forholdet flyde, har alt flydt mere og mere. USD's købekraft er på 40 år faldet til 2% af hvad den var. Værdipapirer (pænt papir påtrykt en nominel værdi) fremstilles med eskalerende hast, for at holde pyramidespillet kørende en tid endnu. Hvordan skal en sådan misære nogensinde bringes på ret køl igen?

Vi er alle blevet bondefanget; også de mindre uansvarlige, de mindre ufornuftige, osv.

Nutidens farisæere skal nok tage sig af det med at sørge for at folk bliver klædt af til skindet og nagle fast til deres usle ankh.

Michael Guderup

Hvad kan vi så forvente af den post-revolutionære samfundsorden, der fantaseres om?

Tja, den beton-puritanske tommelfinger vendes tilsyneladende nedad til den private ejendomsret.

Det samme gælder låntagning og "uhensigtsmæssigt" privatforbrug samt ejerskabet til produktionsmidlerne og disses afkast.

Revolutionens grundsten er antagelsen, at medborgerne, over en bred kam, er for stupide til at vide hvad der er bedst for dem.

De stupide medborgere, lader sig forføre af den neoliberale presse, og ikke mindst markedets materielle fristelser. Det skal der naturligvis sættes en stopper for, således at pressen ikke kan montere ubehagelige snubletråde for vigtige projekter som fx. den frie indvandring.

Således befriet for initiativ, ytringsfrihed og de fleste andre grundlovssikrede rettigheder, står individet bedre rustet til at værdsætte og nyde frugterne af den nye samfundsorden.

Hvem der skal udstikke retningslinierne, står lidt hen i det uvisse, men det er vist nok nogle af dem der mener, at de er klogere end deres stupide medborgere.

Og det bliver en travl elite; den skal akkumulere 704 milliarder kroner på årsbasis, til statens drift, som jo under ingen omstændigheder må skrumpe.

Det bliver måske op ad bakke, når nu boligmarkedet, aktiemarkedet, pengeinstitutterne, 90 % af privatforbruget og det frie initiativ er afskaffet, men den nye elite kan jo selvfølgelig altid tvinge nogle af de endnu flere arbejdsløse, til at bygge nogle flere seddelpresser.

Soren Andersen

@Hanne

Ingen populistiske postilater her, jeg henviser blot til

Tax Revenue / GDP

Det tal tager højde for alle former for skatter og afgifter som staten henter ind. Her ligger Danmark klart i top

Jeg gentager gerne: om det er de rigtige der betaler eller om det er de rigtige der får og om de får nok: tag den med en anden end mig, og politikerne er det bedste bud! Hvis du ikke synes tallet overhovedet på nogen måde kan bruges som udtryk for omfordeling så værsgo', det skal være din egen sag og heller ikke en jeg skal blande mig i.

Sider