Kronik

Islam står ikke i vejen for Libyens drøm om demokrati

Når libyerne i morgen går til valg, frygter mange i Vesten, at landet vil slå ind på en religiøs fundamentalistisk vej. Men måske siger frygten mere om os end om libyerne, for i Libyen går progressive og frigørende tanker ofte hånd i hånd med stærk religiøsitet
Det er ikke naturgivent, at vores vestlige demokratiske model er den eneste måde at opnå et friere og mere retfærdigt samfund, mener kronikøren forud for valget i Libyen i morgen.

Det er ikke naturgivent, at vores vestlige demokratiske model er den eneste måde at opnå et friere og mere retfærdigt samfund, mener kronikøren forud for valget i Libyen i morgen.

Zohra Bensemra

6. juli 2012

I morgen er der valg til Libyens grundlovsgivende forsamling. Der er udbredt usikkerhed om, hvilken vej Libyen vil gå. Vil man påbegynde en egentlig demokratisk proces eller vil landet ’falde i hænderne på islamisterne’, sådan som flere vestlige iagttagere frygter? Libyen er stadig præget af vold og en uhyre konservativ – og kvindeundertrykkende – kultur. Derfor er spørgsmålet, hvilken målestok den politiske proces skal måles efter: Hvis forventningen er en hurtig transformation til en model a la Danmarks med et sprudlende foreningsliv og aktiv demokratisk deltagelse, vil man uden tvivl blive skuffet. Men man kan godt forestille sig en demokratisk udvikling, som fokuserer på øget personlig frihed uden et totalt opgør med den eksisterende kultur og religion.

Religionen er et helt centralt element for Libyens fremtid, og det er da også netop frygten for fundamentalisterne, der har tag i omverdenen. For vil islamisterne overtage den politiske ledelse i landet?

Umiddelbart ligner Libyen et konservativt og stærkt religiøst land. Stort set alle kvinder går med tørklæde, de fleste kvinder må ikke bevæge sig frit, langt de fleste mænd beder fem gange om dagen, og moskeerne kalder højlydt til bøn.

Men samtidig er libyerne meget vestligt orienterede. Under tørklæderne og de løse gevandter bærer kvinder hot modetøj fra Milano og Paris, man ser amerikanske film og hører vestlig popmusik. Et eksempel var min chauffør, Anas, som er stærkt troende muslim. Men det forhindrer ikke, at vi hører Metallica for fuld udblæsning, når vi kører gennem Tripolis gader – eller rettere det mest af tiden holder stille i en bilkø. Og Anas kender – og synger med på – alle teksterne. For en udenforstående virker sammenblandingen selvmodsigende.

Selvmodsigende love

Selvmodsigende og svært gennemskuelige er også de politiske signaler, der er kommet fra det Nationale Overgangsråd (NTC). Den 25. april i år udsendte NTC et dekret, der forbyder politiske partier og organisationer at bygge på et religiøst eller etnisk grundlag og forbyder selvsamme at modtage udenlandsk finansiel støtte. Dekretet havde tydeligvis to formål.

Dels skulle det sende et signal til det internationale samfund, om at man ville forsøge at holde islamisterne fra magten. Dels var delen om ikke at bygge på etnicitet et signal til libyerne i den østlige del af landet om ikke at støtte politiske kræfter, der arbejder for løsrivelse og dermed opsplitning af Libyen i to eller tre selvstændige lande.

Et par uger efter dekretet kom så et nyt – meget omdiskuteret – dekret, den såkaldte Lov 37. Her fastlægges, at man står til fængselsstraf, hvis man forsvarer eller forherliger Gaddafi-regimet, eller hvis man fornærmer islam.

Internationale organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch fordømte loven, og en gruppe libyske advokater vil nu have sagen prøvet ved Højesteret.

Holdningen er, at loven minder om de dekreter, som Gaddafi udstedte for at forhindre enhver demokratisk diskussion i landet.

De to dekreter udsender fuldstændig modsatrettede signaler, og er formentlig udtryk for at NTC indeholder forskellige politiske grupperinger.

Progressive religiøse

For nylig havde jeg en meget interessant samtale med en ældre mand, Mohammed, fra Misrata. Han var en af de flere tusinde studenter, der gjorde oprør mod Gaddafi i årene fra 1976 til 1984. Hundredevis blev arresteret, smidt i fængsel og arbejdslejre, tortureret og mange blev henrettet. I dag nyder de, nu lidt mere end midaldrende, tidligere studenterledere nærmest heltestatus i Libyen, fordi de var nogle af de eneste, der forsøgte et opgør mod Gaddafis regime.

Sammen med Mohammed kiggede jeg på fotos fra dengang i 1970’erne, hvor de libyske studentergrupper fremtrådte som en klon af Thy-lejren. Langhårede hippier var de.

Deres holdninger er stadig progressive: Kvinderettigheder og personlig frihed står højt på dagsordenen også i dag. Som Mohammed udtrykte det: »Dengang kæmpede vi mod Gaddafi, nu bekæmper vi islamisterne.«

Og meget apropos mine tidligere betragtninger om dobbeltheden i forhold til religion, måtte samtalen med Mohammed afbrydes et kort øjeblik, fordi han skulle ned på knæ, vende sig mod Mekka og bede til Allah. Han havde tilsyneladende ingen problemer med at kombinere sin muslimske tro med meget progressive politiske holdninger.

Flere udenlandske iagttagere forsøger at gætte på, hvilken vej Libyen vil bevæge sig: Vil man gå i retning af Tyrkiet med en adskillelse mellem religion og stat, eller vil man i stedet bevæge sig ud i sharialovgivning, sådan som man ser det i f.eks. Saudi-Arabien eller Iran?

Svaret ligger nok et sted midt imellem. Hvis man f.eks. forestiller sig en folkeafstemning i Libyen om legalisering af alkohol (som i Tyrkiet), er der ingen tvivl om, at forslaget ville falde med et brag. På den anden side vil de færreste libyere nok synes om en saudi-arabisk-model med en lille gruppe ældre mænd, der styrer det hele. Hele revolutionen handlede om at fjerne Gaddafi og hans udemokratiske regime. Men med den totale mangel på demokratiske traditioner, er der mange, der faktisk godt kunne ønske sig en stærk mand lige nu – det skal bare ikke være en ligesom Gaddafi.

Forkert målestok

For en udenforstående iagttager forekommer Libyen at være et land fyldt med selvmodsigelser og uforståelige tendenser. Men måske er det iagttageren, der er noget galt med. Man kan konstatere, at det nye Libyen er født af et stort set samlet folks ønske om at vriste sig fri af 42 års undertrykkelse. Man kan fjerne et terrorregime med AK 47 maskingeværer og massiv folkelig opbakning, men man kan ikke forandre en gammel og grundfæstet kultur på et øjeblik. Derfor synes det klart, at Libyen ikke inden for en overskuelig årrække vil forvandle sig til et demokratisk land efter vores model – men hvorfor skulle det også nødvendigvis det?

Valget i morgen er første skridt i en proces, der sandsynligvis vil byde på stadige forandringer i en del år frem, men det vil ikke i sig selv give konkrete indikationer på, hvilken vej Libyen vil gå. Man vil se små skridt, som vi vil opfatte som positive – f.eks. øgede kvinderettigheder – men også skridt, som mange i vores del af verden vil opfatte som gående i den forkerte retning – f.eks. er det svært at forestille sig, at der på kort sigt vil blive indført et uafhængigt retssystem, der bygger på menneskerettighederne.

Det væsentlige er hele tiden at stille spørgsmålstegn ved den målestok, vi anvender til at vurdere Libyens demokratiske udvikling. Ønsker vi, at Libyen skal blive en tro kopi af vores type samfund, eller burde målestokken ikke i højere grad fokusere på, hvordan libyerne selv opfatter udviklingen?

Det er ikke naturgivent, at vores demokratiske model er den eneste måde at opnå et friere og mere retfærdigt samfund.

 

Mikael Bjerrum er sociolog. Han er netop kommet hjem efter at have arbejdet tre måneder i Libyen for Folkekirkens Nødhjælp. Kronikkens synspunkter er udelukkende forfatterens og ikke udtryk for Folkekirkens Nødhjælps holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Demokrati er et spørgsmål om at der gives folk mulighed for at afgive en stemme.

Hvad denne stemme fører til er fuldstændig og aldeles ligegyldigt - Demokrati er det.

...dog, hvis stemmeafgivningen fører til offentlig kontrol med kapitalismen - så er det naturligvis ikke demokrati.

Søren Kramer

Herligt

Jeg vil gerne høre mere til Libyens stemme.

Tag noget video og smæk det online. Så kan vi danne vores egne overraskende ideer.

Du må gerne taget noget video med Taxa chaufføren, men nogle kønne unge piger der laver frivilligt arbejde må du også gerne filme.

Hvis man evt. kan få en situationsrapport med udgangspunkt i status inden krigen, så kunne godt tænke mig en vurdering af hvordan de igangsatte privatisprogrammer griber ind i libyernes hverdag.
Libyerne er vant til et omfattende og imponerende velfærdstilbud, en af Afrikas laveste rater for børnedødeighed, gratis lægehjælp, hospitaler, bolig, energitilskud, statsgaranterede stabile fødevarepriser samt gratis uddannelse. Libyens befolkning indbefattede 1,7 millioner studenter af begge køn, hvoraf 270.000 studenter tager højere uddannelse.

Carsten Hansen

Demokrati tager tid.

Det første skridt er at vælte en enehersker.
De næste skridt kan gå både frem og tilbage.

Men det er ikke demokrati at vælte en enehersker til fordel for en ny enehersker, F.eks. rigid Islam.

Sker dette, så er det første skridt igen at vælte eneherskeren, hvis målet er demokrati.

Lad os se om det lykkes for libyerne at skabe en bedre tilværelse for alle dele af befolkningen, selvom vejen i første omgang går over lov-religionen Islam.

Et ægte demokrati indeholder som bekendt religionsfrihed for den enkelte og at man dermed har samme rettigheder uanset hvilke guder man tror på.

Mikael Bjerrum

@Bill Atkins: Det er rigtigt at libyerne under Gaddafi havde gratis sundhed og uddannelse; men kvaliteten var uhyre ringe. Uddanelse handlede om at lære "Den Grønne Bog" udenad og sundhedssystemet er så dårligt at alle libyere, der har økonomisk mulighed for det, tager til Tunesien eller Egypten for at blive behandlet. Det er da også derfor, at valgets hovedtemaer - iflg. alle de libyere jeg talte med - handler om, hvordan man kan sikre ordentlig uddannelse og sundhed.

Stig Rasmussen

Lad os håbe at demokratiet ikke ender med "One man, One vote, One time"...

På den anden bør de muslimske lande vel komme igennem et par valg perioder i skærsilden hvor de finder ud af at religion og et styre af religiøse mennesker ikke skaber jobs, giver brød til folket, skaber bedre samfund eller i det hele taget kan udrette mirakler, men drømmen/håbet skal først punkteres.

Arash Shariar

Hvis man tror at nu hvor deres olie bliver fragtet ud og pengene går i nogle få rigmænds lommer og derved Libyen får et bedrer sundheds og uddannelses system, tja så kan man lige så godt tro på jule manden. Han er også så en rar tanke, på samme niveau af en rar tanke Libyens "liberale demokrati" er...

lene johansen

Islam står da ikke i vejen for demokrati - det gør derimod vestens tungtbevæbnede breiviktyper og diverse droner.
Nu er vesten heller ikke interesseret i demokrati - men i G.O.D. Gold-OIL-Drugs.

Det er jo vanvid at tale om religion og demokrati i et og samme åndedrag.
Et religiøst regime er lig med diktatur og dermed ikke flere valg.
Havde vi dog bare ikke spildt ca 1 mia. kr. på det vanvid.
At politikerne ikke kunne forudse det forudsigelige resultat er mig ubegribeligt.

Indblanding i Syriens stammekrige, vil give nøjagtig samme dårlige resultat. Lad dem dog more sig med det de er bedst til.

Troels H. Poulsen

"Man kan fjerne et terrorregime med AK 47 maskingeværer og massiv folkelig opbakning ...."
Hvor er det sket? I hvert fald ikke i Libyen.

Jon W Leonon

Hold nu KÆFT med alt det der selvfede propaganda-lort.
Hvis ikke Libyen havde haft en ordentlig bunke olie i sin sandkasse var der ikke en kæft der havde interesseret sig for at 'befri' det .

Hvad med om vi 'befrier' de 1.5 milliarder kinesiske slave-arbejdere i stedet ?

Nic Pedersen

Jeg er desværre bange for, at bl.a Arash og Jon har ret her.
De største skader gøres tit i god mening af naive mennesker.

lene johansen

Hvilken god mening. er der ved at terrorbombe et land i OTTE måneder..- det kaldes GUSTENT OVERLÆG, samme gustne bagtanker der ligger bag om at snuppe Libyens olie, deres guld og redde en masse fede opbygningkontrakter.
Alt anden snak er hykleri-og det ved de fleste godt....

Troels H. Poulsen

Læg mærke til, at skribenten er tilknyttet en NGO, nemlig folkekirkens Nødhjælp. NGO'erne lever af ødelæggelserne, der føler i kølvandet på USA's og NATO's invasioner. Libyen havde ikke brug for nødhjælp før, da det var det land i Afrika med højest levestandard. Det fik NATO sat en stopper for, og nu sværmer folk som skribenten som gribbe over kadaveret.

Troels H. Poulsen

"Det er ikke naturgivent, at vores demokratiske model er den eneste måde at opnå et friere og mere retfærdigt samfund." Hahahahahah
Jamen hvorfor så ikke lade Syrien i fred???? Efter at de har smadret et land og indsat et salafistisk diktatur, er et vestligt demokrati ikke længere en nødvendighed. Det ville være komisk, hvis ikke titusinder af mennesker havde mistet livet for vestens korsttog for "demokrati". Tænk på de lynchede sorte libyere, det belejrede og udslettede Sirte .... Denne artikel stinker af menneskeforagtende kynisme.

Troels H. Poulsen

Folkekirkens Nødhjælp er for mig tabu/ ikke kosher/ ikke haram efter denne artikel. De får ikke en krone eller et stykke aflagt tøj mere.

Troels H. Poulsen

Nic. Selvfølgelig , undskyld. Jeg er ikke så meget inde i religioner. Folkekirkens Nødhjælp er jo netop haram.

Maya Nielsen

Næ Islam er vel nærmest det enste de kan samles om i øst og vest.. Ellers er de ret meget imod hinanden og oplever sig næppe som 1 folk... Men de ønskes det mest demokratiske valg som de evner og forhåbentligt uden mord og krig.

Søren Kristensen

Mon ikke Libyen udvikler sig lidt ligesom Tyrkiet, altså sådan lidt ambivalent og med et stærkt militær til at holde sammen på det religiøse spektakel?

@ Søren Kristensen,
Præcis! og som det formentlig også ender i Egypten.
Det er jo ikke realistisk at overlade et lands regering til religiøse galninge.
Demokrati i vores forstand er aldeles ikke en option, så længe de absolut vil have deres overtro blandet ind i alt muligt.

Benjamin Bach

@Troels H. Poulsen:
Folkekirkens Nødhjælp er for mig tabu/ ikke kosher/ ikke haram efter denne artikel. De får ikke en krone eller et stykke aflagt tøj mere.

Jeg gentager lige kronikkens signatur for dig:

Kronikkens synspunkter er udelukkende forfatterens og ikke udtryk for Folkekirkens Nødhjælps holdninger

Lars Villumsen

Islam vil altid stå i vejen for demokrati - også i Libyen.

Hvorfor er det så svært at forstå für alle die Gutmenschen? - der eksisterer intet demokratisk styre med Islam i front - intet! (og lad nu være med at nævne Tyrkiet!)