Klumme

Ja til multikultur - nej tak til Blågård Skole

Nok er vi åbne og multikulturelle på Nørrebro. Bare ikke når kommunen vil ændre skoledistriktet for at afhjælpe problemerne på de tosprogede skoler
Debat
5. juli 2012

På min gadedør hang for to uger siden en seddel. Det gør der tit. Blandt andet fra en vinduespudser, som man kan ringe til ’24 timer i døgnet’, hvilket forekommer mig en smule uprofessionelt. Men denne seddel vakte endnu mere opsigt. Den var fra en forældregruppe, som indkaldte til protestmøde på en legeplads i Sankt Hans Gade. Jeg bor selv i Elmegade på Nørrebro, lige rundt om hjørnet. Anledningen til mødet var, at Københavns Kommune vil ændre skoledistrikterne.

Elmegade og de øvrige gader mellem Sankt Hans Torv og Nørrebrogade skal ikke længere høre til Guldberg Skole, men derimod Blågård Skole. For dem, der ikke kender Nørrebros gader og skoler indgående, er det her på sin plads med lidt baggrundsinformation: Rygtet vil vide, at Guldberg Skole er god og Blågård Skole mindre god.

Dertil kommer den lidt delikate detalje, at der på Guldberg Skole er et nogenlunde normalt antal tosprogede elever – på Blågård Skole er omkring to ud af tre elever tosprogede. Omlægningen af skoledistrikterne er et forsøg på at ændre dette. Gaderne omkring Elmegade er især befolket af ressourcestærke forældre, der kun har ét hovedsprog. Ved at lade disse gader høre til Blågård Skole, vil man ændre på sammensætningen.

Men det bryder de etsprogede forældre i Elmegade-kvarteret sig ikke om. På det principielle plan er det godt med mangfoldighed og multikultur, og de fleste stemmer sågar på Johanne – som vi kalder hende – på disse kanter. Men når det potentielt kan komme til at gå ud over lille Valdemar, Silke og Willum, ja, så indkalder man til protestmøder. Det er nemt at lave sjov med de etsprogede. Derfor er det på tide, at jeg indrømmer, at jeg ikke er det mindste bedre selv. Det første, jeg tænkte, var slet og ret »pis«. Vi var netop lykkelige for, at Elmegade hørte til Guldberg Skole, så lille Aksel, som vores helt og aldeles unikke søn hedder, kunne komme på en god folkeskole med en elevsammensætning, der nogenlunde afspejler den øvrige befolkning. Og da Guldberg Skole er overbooket, er der reelt ikke noget, der hedder frit skolevalg. Jeg kender en del lærere i København og har hørt historier om de skoler, hvor den primære opgave er at holde ro i klasserne. Og hvor de etnisk danske elever bliver mobbet alene på grund af deres hudfarve.

Det er muligt, at det kan ændres. Og det ville være genialt, hvis det kunne lykkes. Men det skal ikke være med Valdemar, Silke, Willum – og altså heller ikke Aksel – som forsøgskaniner. Det minder mig om en episode fra min skoletid i overklassekvarteret Hasseris i Aalborg. Jeg er lærersøn og opdraget til at være rummelig. Dem fra Skelagergården (det nærmeste Hasseris kommer en ghetto) var gode nok. Bøvsebanden (som vi kaldte drengene fra specialklassen) var gode nok. De havde det bare svært. Derfor var jeg på en måde også beskytter for klassens på alle niveauer tykke dreng - vi kunne kalde ham Jan. De andre – vi kunne kalde dem Thomas, Rasmus og Jacob, for det hedder de — kunne godt finde på at mobbe Jan. Jeg forsvarede ham som regel, sådan var min selvforståelse i hvert fald.

En dag skete så det forfærdelige, at Jan spurgte mig, om vi skulle lege efter skole. Jeg svarede, at jeg ikke lige kunne den dag, og han spurgte heldigvis aldrig igen. På det principielle plan ville jeg gerne forsvare og beskytte Jan, men jeg ville ikke med ham hjem til Skelagergården og lege.

Jeg ville spille fodbold med Thomas, Rasmus og Jacob, og det kunne Jan slet ikke. Af og til satte vi ham faktisk på mål i håbet om, at hans størrelse ville have en effekt.

Jeg kom selvfølgelig ikke til protestmødet nede i Sankt Hans Gade. Jeg ville under ingen omstændigheder blive set ved det arrangement, selvom vi jo altså lige har fundet ud af, at jeg ikke er spor bedre selv. Det er de færreste nok i virkeligheden. I øvrigt skal det nævnes, at vi er så tilpas dobbeltmoralske hjemme i Elmegade, at Aksel allerede kort efter undfangelsen blev skrevet op til alle anerkendte privatskoler i området. Det var jeg naturligvis modstander af.

Altså på det principielle plan.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Houmøller

@Flemming Nielsen Kan konkludere at din viden om børn er begrænset. Ikke alle børn kan fungere i en klasse med 28 elever. At fravælge et så ringe tilbud som forældre er vel rimeligt, hvis der er et alternativ.

Alternativet er helt at fravælge skolen og undervise egne børn. Kan være alternativet til en middelmådig folkeskole, men end dårlig løsning på langt sigt.

Ansvaret ligger hos Bertel Haarder, der om nogen har præget folkeskolen i årtier.

Robert Ørsted-Jensen

Flemming

Den sidste dansker jeg hørte glædestrålende fortælle alversen at han havde kæmpet i Jugoslavien og i Irak og nu var dybt engageret i den i hans øjne tredje retfærdige krig - Afghanistan - var en tidligere elev fra Fin Ejnar Madsens 'Proletariske Friskole'. Han befandt sig nu politiske ovre i retning af DF med et solidt anstrøg af klassisk højre konservatisme og Gud Konge og Fædrelands og frit Danmark til Ejderen nationalisme.

Det var sådan efter at han i barneårne var blevet introduceret til det verdenssyn at Anders And var CIA propaganda. Hans forældre havde i mellemtiden flyttet sig fra Mao og Pol Pot til noget i retning af SF - mente han.

Så meget for ideen om at børn er 'farveblinde' og ender med at være 'hvad forældrene putter i dem.'

Robert Ørsted-Jensen

Kim -0

'Bertel Haarder'

Næe du han var knapt tør bag ørerne på det tidspunkt det blev moderne blandt venstreorienterede at stemme blåt med fødderne og sende deres poder i lilleskole etc

Nief Ehrrerany

Der er åbenbart ingen der tør sige ligeud, at man som forældrer skal være villig til at spille hasard med sit barns fremtid, hvis man uden modstand lader det indskrive i et miljø præget af diverse forgreninger af Islam, hvor andre børns forældre er så lavt uddannede at de end ikke har overskud til at lære dansk for slet ikke at snakke om at støtte sit eget barns skolegang (som måske endda anses som ubetydelig), og hvor bandekriminalitet går hånd i hånd med vold og racisme vendt mod etniske danskere.

randi christiansen

Behzad Aryaee o.a. - Selvfølgelig skal man engagere sig i samtale, med det overskud man kan mestre, men i tiden der går, indtil denne samtale muligvis bærer frugt, skal barnet ikke være frontsvin i denne klasse-og kulturkamp

Christel Larsen

igen glemmes det at det ikke kun er etniske danskere som vælger privatskoler...

Så prøv dog for pokker at smutte ind forbi feks ansgar skolen på nørrebrogade og se hvor mange forskellige farver der er.

Måske..kan det være muligt, kunne man tænke sig, at der på en privatskole kræves mere af eleverne, man tør stille krav , om en fornuftig opførsel , et nogenlunde sprog , og ro i klassen....
Så kommer læringen nok af sig selv...

Tove Stenersen

Mitt barn gikk i en skole der hun til slutt var kun én av to med etnisk norsk mor i klassen, den andre moren var muslim. Det begynte med rundt 8 barn som begynte samtidig fra barnehagen, men alle sluttet, mye fordi lærerne ikke tok de særlige problemer vi fikk som minoritet alvorlig.
Jeg vil anslå at omtrent 10 prosent av foreldrene hadde kommet til Norge som barn, de andre hadde ikke vært i Norge mer enn ti år maks.
Det er fullt mulig å ha en god skolegang som minoritet på en skole, men lærerne må legge av seg tankegangen om at de er tolerante hvis de lar barna snakke sitt morsmål på skolen osv. Skolen må ha ressurser til å gi foreldrene et slags kurs i integrering, og aller helst lenge før barna begynner på skolen. Gratis barnehage er ikke nok.
Introduksjonskurset for flyktninger må inneholde også informasjon om deres egne rasisme eller fremmedfrykt.
http://taansvarfordegselv.wordpress.com/2013/07/24/for-laerere-med-innva...

Sider