Kommentar

Kraka misinformerer om skatteaftale

Tænketanken Kraka fordrejer de ulighedsskabende effekter af udkastet til skatteaftalen mellem Enhedslisten og regeringen
16. juli 2012

»Selv om kontanthjælpsmodtagere var blevet mindre ramt, ville en skatteaftale mellem regeringen og Enhedslisten også havde givet flest penge til de velstillede,« lød det i en artikel, som Information bragte den 7.-8. juli. I artiklen blev regeringens skatteaftale med V og K udråbt til sommerens varmeste politiske kartoffel.

Men hvis kartoflen vitterlig er så varm, bør der ikke misinformeres om den. Det er imidlertid tilfældet, for tænketanken Kraka, der står bag de beregninger, som artiklen bygger på, gør sig både skyldig i misinformation og skævvredne fordelingsanalyser.

Ifølge Kraka er det »grundlæggende ikke muligt at lave en finansieret reform af skattesystemet, som styrker arbejdsudbuddet væsentligt, uden at det får konsekvenser for indkomstfordelingen her og nu«.

Hvis der overhovedet skal være et indhold i den udtalelse, må den forstås sådan, at en skattereform, som styrker arbejdsudbuddet, vil resultere i en indkomstfordeling, som er mere ulige. Det er den sammenhæng, der ofte udtrykkes ved, at Gini-koefficienten bliver større.

Problemet er, at Krakas påstand ikke er rigtig. Som økonom bør man vide, at lavere skatter på arbejdsindkomst finansieret ved øgede boligskatter – f.eks. ved en højere ejendomsværdiskat – både giver incitamenter til øget arbejdsudbud og kan reducere uligheden i indkomstfordelingen. Det er muligt, at der ikke er et politisk flertal for en sådan skatteomlægning, men dette er en helt anden sag.

Specielt, når skatteaftalen sammenlignes med forligsskitsen med Enhedslisten, bør der ikke ses bort fra, at skatteaftalen netop fastlåser ejendomsværdiskatten frem til 2020, mens det ikke var tilfældet i forligsskitsen. Skatteaftalen betyder derfor, at dette instrument først kan benyttes efter 2020, og med heraf følgende mulige negative virkninger.

Overdrevne ulighedsvirkninger

Krakas beregninger er på flere måder ikke retvisende. For en god ordens skyld skal det fremhæves, at tænketanken selv gør delvist opmærksom på problemerne. Sagen er, at fordelingsvirkninger kan belyses dels på basis af årsindkomster, dels på basis af livsindkomster. Og resultaterne kan være meget forskellige.

Hvis man f.eks. baserer en analyse af Statens Uddannelsesstøtte (SU) på en analyse af års-indkomster fremstår den som stærkt lighedsskabende, mens en livsindkomstanalyse af SU-ordningen er endog stærkt ulighedsskabende, fordi uddannelse jo typisk giver mulighed for en meget bedre fremtidig indkomstprofil. Vurderingen af en ordnings lighedsskabende effekter er altså stærkt afhængig af, hvilken horisont man vælger at anlægge for beregningerne.

Krakas analyser er imidlertid en uskøn blanding af en års- og livsløbstilgang. Der tages principielt udgangspunkt i en årsanalyse, men der indlægges en del forudsætninger, der følger af en livsløbstilgang.

Lad mig give et eksempel: I Krakas analyse forudsættes det, at forbruget udgør samme andel af indkomsten for alle husstande uanset indkomst. Det kan være en acceptabel tilnærmelse i en livsløbsanalyse, men ikke i en årsanalyse, hvor forbrugsandelen varierer omvendt med indkomsten.

Har man høj indkomst, vil man alt andet lige forbruge en mindre andel af den og f.eks. spare mere op til fremtidigt forbrug, end hvis man har en lav indkomst, hvor opsparing er svær, fordi en større del af indkomsten går til fornødenheder her og nu.

Det mønster har ikke mindst betydning i relation til de fordelingsmæssige virkninger af fedtafgiften. Fedtafgiften skulle afskaffes i henhold til forligsskitsen med Enhedslisten, mens den fortsat eksisterer efter regeringens forlig med V og K.

Når Kraka i sin analyse forudsætter samme forbrugsandel uanset indkomsten betyder det, at de fordelingsmæssige konsekvenser af forligsskitsen med Enhedslisten bliver beregnet for negativt, dvs. ændringen i Gini-koefficienten (eller ulighedsvirkningen) bliver overvurderet.

Skal fordelingsvirkningerne retvisende sammenlignes – og sommertid ikke spildes på misinformation – skal der derfor både laves beregninger på års- og livsindkomster, ligesom fastlåsningen af ejendomsværdiskatten bør inddrages i livsløbsanalysen. Og i hvert fald skal falske påstande undgås, ikke mindst på afgørende punkter.

 

Christen Sørensen er professor i økonomi og forhenværende overvismand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Godt gået Christen Sørensen.

Jeg hæftede mig også ved den udtalelse fra Kraka:
»grundlæggende ikke muligt at lave en finansieret reform af skattesystemet, som styrker arbejdsudbuddet væsentligt, uden at det får konsekvenser for indkomstfordelingen her og nu«.

Udtalelsen er måske i virkeligheden en fortalelse, for den røber jo, at tænketanken ikke er "uafhængig", men har en politisk holdning og en dagsorden. Som den pakker ind i sine analyser og beregninger.

Kristian Rikard

Jeg er enig med Christen Sørensen i, at KRAKAs "analyse" halter flere steder. På en tidligere tråd tillod jeg mig at minde om moms og afgifter.
En differentieret moms var vel også værd at overveje, hvis man tænker i retning af en solidarisk byrdefordeling.
Han (Corydon) skal jo nok alligevel få ram på os i den sidste ende - og ellers kan man trygt stole på Vestager - det er hende med kommunerne.
Man kan orientere sig på vedlagte.
http://www.skm.dk/tal_statistik/provenuoversigter/545.html.
NB: Vismændene prøvede meget pædagoisk i ca. 2005-2007? at gennemgå fordele og ulemper ved vistnok 6-7 forskellige modeller til øget
ejendomsbeskatning (det var omkring Carsten Kochs skattekommissions tid).
Og hånden på hjertet, så tror jeg ikke vi boligejere skal føle os alt for sikre - og det ganske uanset hvad forskellige politikere og retorikere måtte sige.

Hanne Gregersen

@Suz
Spot on....denne gang var det så bare ikke CEVEA, som var ude med sine partsindlæg.
Der er altid god grund til at forholde sig kritisk til tænketanke og tidligere formænd (!) for Arbejderbevægelsen Erhvervsråd, DI eller nogle helt tredie, som selvfølgelig har en politisk dagsorden.