Kommentar

Og krisen går sin gang

Det stunder så småt mod mismods efterår og vinter trods sommeren
14. juli 2012

Regeringens opinionstal er fortsat nedadgående ringe. Ministrene har grebet flere sager ubehændigt an. Beginner’s unluck. Men i sammenligning med VKO’s mange skandaler, hvoraf mindst et par ville kunne udløse en rigsret og måske også kan, er SRSF de rene amatører. Og alligevel brænder lokummet.

Statsministeren, hvis intelligens få drager i tvivl, formulerer sig politisk ved retorisk udjævning og forsimpling. Thorning Schmidt er med andre ord ikke en statskvinde, hvis udtalelser i fremtidens citat- og aforismesamlinger kommer til at dominere. I kritiske landsmænds og partifællers bevidsthed forstærkes indtrykket af the girl next door, der gør sig umage og passer sit arbejde med fynd og klem, men næppe begriber – eller kan forklare, at hun gør det – omfanget af sit embede og dets muligheder og /eller det fulde perspektiv i de konfrontationer hun møder.

Sproget er mærkeligt tomt uden krop og person bag ordene. Hos forgængeren, the guy next door, gør samme beskedenhed i form og format sig sådan set gældende. Men med den variant at Løkke Rasmussens instinkt er driftsikkert. Han klarer den, om han så falder i søvn ved møder, der ikke interesserer ham. Han overlever med en rask bemærkning, trækker i fjollet cykeltøj og flintrer af, så man ikke kan se ham for populisme. Det virker.

Demokratiet er offer

Disse to jævnaldrende topledere, samt et udvalg af vandbærere på begge sider repræsenterer hver for sig og tilsammen den danske tilstand. Eller krise. Folkestyrets. Demokratiets. Den, som dag for dag bliver mere mærkbar, og som folk, der hidtil har affundet sig med tilskuerens rolle og afholdt sig fra at håndtere bekymringen, bange for at fremstå som utaknemmelige jammerkommoder, nu reagerer så voldsomt imod.

Den del af den danske krise, den alvorligste, hvor kritik ignoreres, og debatter og meningsudvekslinger dimensioneres efter let omsættelige, forenklede eller falske problemstillinger, begynder markant ved regeringsskiftet 2001 og udtrykkes i klartekst af den kreative Fogh Rasmussen under dennes famøse første nytårstale: Ud med eksperterne, eksperter er vi selv, væk med råd og nævn, de, der ikke er for, er imod. Ensretningen er tydelig, de udhængte råd og nævn likvideres, kun folk med identisk holdning til fri foretagsomhed og vulgærliberalt ubehag ved det offentlige er kaldede. Førstemandens hovedrige partifælle bliver kammeratligt bestyrelsesformand for hovedsagen. Åndelighed i regimet postuleres i folkepartipræsternes hjælpeløse dogmatik, visdom i Rønn-Hornbechs og Haarders forlorne frisind og folkelighed.

Mediesektoren rettes til efter markedsmodel 1A, hvor kvalitet gøres synonymt med kultur on demand, og TV 2 sættes til salg. Mest dramatisk og åbenbart sker skiftet i det lille lands vigtigste elektroniske medie, der drænet for midler i et megalomanisk prestigebyggeri yderligere lemlæstes af endnu en fejlplaceret chef, hvis ophøjelse af det ukvalificerede bliver institutionens svar på tidsånden. Denne reduktion og dyrkelse af livsstil og småborgerlige værdier gennemført i samvirke med det kulturpolitiske flertal får fuld skrue af en determineret håndfuld højrefløjsfolk på hævntogt.

I et eller andet omfang sidder imens et stort mindretal på hænderne og afventer et skifte og bedre tider for eftertanken, hvor udsagn baseret på viden og omtanke – ikke kun på hvad spindoktoren har i sin manual og markedsanalyser påstår – en dag kommer i kurs. Og så omsider tiltræder – omsider en ny regering, og godaw do.

Regeringens store frafald

Hvis SRSF er bekymret over det enorme frafald af åbenbart alle potentielle vælgersegmenter, skulle de måske begynde at overveje også andre årsager end de elendigt forvaltede og forklarede brudte løfter samt den insisterende forkludring af forholdet til deres eget parlamentariske grundlag. Så skulle de måske forsøge at analysere manglen på forskelle i den nuværende og den tidligere regerings begrebsverden og snart sagt også håndtering af den spirituelle og filosofiske dimension af en regerings virke og en nations eksistens. Hvornår har statsministeren eller ministrene – med undtagelser, der kan tælles på en læderet hånd – udtrykt sig ud over almindeligheder om dagen og vejen? Hvornår har en minister udtrykt mindeværdige holdninger og meninger om den danske nations fremtid, formuleringer, der i udsagnskraft kan konkurrere med mængden af effektivt formuleret, men forskruet eller godtkøbt vås, som hhv. folkepartiets præster og Venstres ideologer diskede op med? Hvor er ministrenes fribårne idé om retning og perspektiv? Et så afgørende område for et lands kultur som retspolitikken: retssikkerhed, forbrydelsens årsag, dom og straf ligger bevidstløst hen.

Få bedre rådgivere

Hvilke politikere diskuterer seriøst disse emner; hvem formulerer det herskende mindretals opfattelse, såfremt mindretallet har én? Hvad siger regeringen til retstabet? Og dannelsestabet? Og hvad mener S-politikerne om livet, døden og kunsten og kulturen i forhold til den tidligere regering og dens parlamentariske grundlag?

Hvorfor røber folk, der føler sig berettigede til at styre et land, ikke deres overordnede mål for projektet? Hvad fanden betaler de deres utallige pressemedarbejdere for? Hvorfor rådfører de sig ikke med sympatiserende, kritiske uafhængige hoveder og andre end sig selv? Og hvorfor benyttede statsministeren ikke lejligheden og holdt en inspireret tale om Europas nødvendighed? Og hvad kommer Sass Larsen for resten i sin kaffe?

Svar eller gør noget ved det, såfremt der blot er det spinkleste grundlag. Ret og pligt er godt, men ikke nok.

SRSF skulle gerne være et alternativ til VKO. Inden det er for sent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Cetkin

Georg Metz:

»SRSF skulle gerne være et alternativ til VKO. Inden det er for sent.«

Det er desværre for sent, og har faktisk været det meget længe.

Det gik galt i de brølende liberalistiske halvfemsere, da lederne af de store socialdemokratiske partier som eksempelvis Tony Blair i Storbritannien og Gerhard Schröder i Tyskland ovenpå Murens Fald foretog en gigantisk ideologisk kovending, og skiftede den socialistiske vision ud med iskold neoliberalisme.

Det danske socialdemokrati fulgte som bekendt med som det tynde øl, hvor den liberalistiske Poul Nyrup fik kuppet den socialistiske Svend Auken.

Konsekvensen er, at demokratiet Vesteuropa i realiteten er blevet afskaffet, fordi vælgerne siden midten af halvfemserne kun har kunnet vælge mellem én ting, nemlig neoliberalisme iklædt forskelligt indpakningspapir.

Om det er lille Lars fra Græsted eller om det er Gucci Helle, der fører den samme neoliberale politik, er jo uendelig ligegyldigt.

Løsningen er naturligvis, at de tidligere socialdemokratier besinder sig, og finder tilbage til deres oprindelige værdier.

Neoliberalismen bør kastes på historiens mødding, hvor den hører hjemme, og man bør genopfinde en ideologi, hvor målet bliver et samfund, der overskrider kapitalismen.

Desværre er der en ting, der er helt sikker. Hvis de europæiske socialdemokrater skulle begynde at genopfinde sig selv, vil udviklingen med sikkerhed ikke starte i Danmark.

Antallet af troende neoliberalister i ledelsen af S og SF er i øjeblikket så massivt, at det er fuldstændigt utænkeligt, at der vil kunne opstå nytænkning og forandring fra den kant.

Vi kan kun håbe på, at nogen ude i den store verden vil starte en international antikapitalistisk bevægelse, der på et tidspunkt vil brede sig til Danmark.

Helle Thorning-Schmidt er mere en Anders Fogh klon end et Løkke-match. Jeg kan slå Anders Fogh, sagde hun, uden hverken at kunne det end overhovedet at kunne slås for noget som helst i sit job som formand. Hun overtager modpartens ærinde eller opgiver projekter uden at gå i brechen.
Helle og Sass får måske 3-4 år som udøvende, men de bliver et gråt kapitel i den politiske historie.

Og hvilke ulykker kom ellers for dagen fredag den 13.?

I Aarhus knaldede to AaB-spillere hovedet så hårdt sammen i en kamp mod AGF at begge måtte udgå. Den ene blev bragt ud af nRGI Park liggende på en båre, mens den anden kom ind igen med en bandage om hele hovedet. Kampen sluttede 1-1.

Oh, er det også Ankers fødselsdag?
AG Københavns leder, Pandora-Kasi, smed da tøjlerne, fredag den 13.

Inger Sundsvald

Jeg forstår altså ikke den gentagne hakken på statsministeren. Thorning har nået sit mål om at blive statsminister (af navn), har klaret formandskabet i EU udmærket og uden at blamere landet nævneværdigt.

Vestager sidder som landets statsminister af gavn. Det er hende der sidder med drejebogen, som hun følger nådesløst, ligesom Fogh fulgte sin drejebog, mens han uddelte små krummer til konservative og DF.

Ingen i regeringen siger noget som helst offentligt, ikke engang Sass Larsen, uden at Vestager er enig. S og SF har solgt deres sjæl, og det kunne ligeså godt have været til Liberal Alliance, som har dna til fælles med DRV. Det er min analyse af manglen på forskelle mellem den nuværende og tidligere regering.

Vestager og Østergaard har klemt citronen maksimalt, da de sad i tårnet, og nu har S og SF ikke andet at gøre end loyalt at overholde aftalen. DRV ser ingen grund til at analysere dårlige meningsmålinger, og slet ikke at revidere tyrkertroen på div. Dream-modeller. Den fribårne idé om retning og perspektiv sidder DRV tungt på.

Michael Kongstad Nielsen

!00 % enig med Metz (næsten), og dejligt at se ham oppe i gear igen. Hvad vil regeringen? Man ved det ikke, den ved det måske heller ikke selv, men man aner, at den vil det samme som forgængeren. Derfor flygter vælgerne, for det var ikke det, de havde forventet eller ønsket.

Hvad vil regeringen med kulturen? Har vi hørt noget om det? Ikke et ord. Hvad vil den stille op med den kulturkamp, som den tidligere regering vandt? Metz hæfter sig ved Anders Fogh Rasmussen nytårstale 2002 (ud med eksperter, råd og nævn), men mere vigtig er faktisk hans kronik i Weekendavisen i begyndelsen af 2003, hvor han definerede sin kulturkamp:

»Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer,« skrev han.

Alt det har S-SF-R + Ø nu mulighed at gøre noget ved. Men det er som om, de har taget det til sig som deres eget. De vil ikke ændre noget. Ikke ændre universitetsloven, ikke ændre DR, Ikke ændre på de forkætrede kulturkanons, ikke påvirke kulturen i en ny retning. Har de overhovedet en kultur, som de vil forsvare? Hvad vil de med Danmark?

Inger Sundsvald

Det var jo også noget man kunne spørge de radikale om – hvad vil I med kulturen?

- Hva’? – Kultur? – Er det noget med fodbold? - Hvad koster det?

Inge Møller

Krise............Den krise vi hører om, er ikke en krise, men en gavnlig påmindelse.
Kriserne, de reelle, hør vi ikke meget til på den politiske dagsorden.

Dagens krise (som ikke præsenteres som sådan): De sociale bedragerier vil stige som følge af de nyeste lovforslag.

Århundrets krise : Klodens fremtid. Er den reelt på dagsordenen. Eller bare beskæftigelsesterapi for de delegerede i Rio o.a steder.

Lise Lotte Rahbek

Spørgsmålet er meget enkelt:
Hvor skal vi hen?

Men svaret skal man åbenbart ikke forvente fra regeringen.
Det er trist.

Inge Møller

Fogh havde evnen, viljen, planen, men ikke magten,
Der kom et O i vejen. Sikkert bedre for landet, hvis det havde været et R.
SSFR har ikke magten, ikke alene. Der skal osse et bogstav mere til.

Det kommer der måske nu. Så mærkeligt bagvendt.
R og V med diverse vedhæng.
Det brede samarbejde er en nødvendighed og derfor ønskeligt.
Så kan vi måske få bare lidt respekt for politikerne.

Det kan EL godt indstille sig på !

Michael Kongstad Nielsen

Metz siger:
"....Og hvad mener S-politikerne om livet, døden og kunsten og kulturen i forhold til den tidligere regering og dens parlamentariske grundlag?"

Og videre siger han:

"Hvorfor røber folk, der føler sig berettigede til at styre et land, ikke deres overordnede mål for projektet?"

Indtil videre er målet, at vi skal arbejde lidt mere, og at de, der tjener mest, skal have skattelettelser, mens de, der ikke er helt raske, eller er blevet afskediget, skal skæres ned.

Med hensyn til de radikales indflydelse må jeg sige, at det er overdrevet at tillægge R så stor indflydelse, at de bestemmer alt. Ser man på mandatfordelingen, har S+SF+Ø = 72 madater mod R = 17. De førstnævnte tre partier har altså mere end fire gange så stor vægt mandatmæssigt end de radikale. Så det er at fralægge sig ansvaret at tørre det af på R og sige, vi kan desværre ikke gøre andet end at følge R.

Men stadig, hvor er det vigtigste, det Metz efterlyser, hvordan vil de kæmpe for at korrigere den kultur, den gamle regering efterlod sig?

Inger Sundsvald

Det er klart at S og SF kunne sige til de radikale, at de vil have indflydelse i forhold til deres mandater. Men det har de altså ikke tænkt sig at gøre. De retter sig loyalt efter det der blev aftalt i regeringsgrundlaget, og her havde de radikale fat i den lange ende og udnyttede maksimalt at Thorning gerne ville være statsminister og SF gerne ville være en del af aftalen – guderne må vide hvorfor.

Inge Møller

Kongstad. Du siger : " Men stadig, hvor er det vigtigste, det Metz efterlyser, hvordan vil de kæmpe for at korrigere den kultur, den gamle regering efterlod sig? "

Altså magtkamp fortsat ! Blokpolitik uden vilje til samarbejde. Den socialistiske intolerance skal altså fortsætte ? Og ikke den udstrakte hånds politik, som regeringen nu praktiserer.
Jeg tror ikke VK vil vælte dem der vil samarbejde.

De rasler bare med finanslovssablen.

Michael Kongstad Nielsen

Ja, det er nok rigtigt Inger Sundsvald, at det var sådan, det skete. Uforståeligt efter min mening, og forklaringen kan kun være, at S med Thorning i spidsen ikke er S mere, men noget andet. Og SF ligeså.

Bortset fra det, kan ting ændres. Regeringsgrundlaget er ikke en bibel .Betalingsringen blev f. eks. taget ud. Meget andet bliver ikke til noget, og regeringen bliver nødt til at tage Ø alvorligt fra nu af.

Om kulturpolitikken siger regeringsgrundlaget, citat:

"Regeringen vil føre en kulturpolitik, som har særligt fokus på at fremme internationalisering,
økonomisk vækst og demokrati."

Tre fokusområder, hvoraf det første er total intetsigende, det andet ikke har noget med kultur at gøre, og det sidste er ok., men alt for bredt og uklart.

Særligt det andet fokusområde - økonomisk vækst - viser, at regeringen agter at videreføre VK-regeringens "fra kultur til faktura" - politik. Hvad i alverden har økonomisk vækst med kultur at gøre? Det afslører, at regeringen ingen kultur har.

Inger Sundsvald

Præcis, Michael.
Og når betalingsringen ikke blev til noget, så var det nok også fordi de radikale var imod den, og gudhjælpemig foreslog en folkeafstemning om den.

Michael Kongstad Nielsen

Leo Nygaard:

Men politik er jo kamp. Og VK-regeringen med O som støtte ændrede kulturen i Danmark. Skal man bare sidde stille og acceptere dette forfald? Nej da, hvis man har holdninger og samvittighed, og har fået regeringsmagten, så skal man da kæmpe for at rejse kulturen igen, eller ændre den.

Om DR skriver Metz skriver f. eks.:
" Mest dramatisk og åbenbart sker skiftet i det lille lands vigtigste elektroniske medie, .....(der) lemlæstes af endnu en fejlplaceret chef, hvis ophøjelse af det ukvalificerede bliver institutionens svar på tidsånden. Denne reduktion og dyrkelse af livsstil og småborgerlige værdier gennemført i samvirke med det kulturpolitiske flertal får fuld skrue af en determineret håndfuld højrefløjsfolk på hævntogt."

Problemet er, at man fornemmer, at regeringen ikke har intentioner om at ændre noget. De synes åbenbart, at VKO´s kulturkamp var ok, og så gør vi ikke mere ved det. Ikke ændre universitetsloven, ikke sætte nye normer og idealer i højsædet end denne "faktura"-dyrkelse. Ikke ændre filmstøtteordningen, hvor halvdelen går til film, der kan klare sig selv på markedsvilkår. Ikke ændre egoismedyrkelsen og navlepilleriet, ja man kunne blive ved (det er jo et stort emne).

Inge Møller

Kongstad - Vi har vel alle noget, vi vil. Men ingen kan være dukkefører og få dem til at danse.

De er magtkæmpere, ja. Men er det idealet ?
Er det naivt at tro på det brede samarbejde, på ansvarligheden.
Hvorfor forventer du, at nogen vil være bedre end andre til det, du vil ha` dem til.
Med kulturkamp mener du vel værdikamp. Altså politik. Statsstyret kultur ? Eller hvor, det er, du vil hen.
Vi kan vente på Godot, det ideelle flertal efter vores hoved. Det kommer aldrig.

Og regeringen ? Kunne det ikke tænkes, at de faktisk mener, det de gør, er det rigtige.
Hvis de samarbejder har de 3 år endnu, mindst. Hvis ikke, er de ude i den kolde sne til næste vinter.

Michael Kongstad Nielsen

Nygaard - det, jeg prøver at sige, er at Fogh førte en kulturkamp som som han erklærede i Weekendavisens kronik 2003 (som jeg skrev kl. 14.18). VKO fik gennemført den kulturkamp så eftertrykkeligt, at vi nu sidder midt i resultatet af den. Hvis man er i opposition til den ånd, skal man da prøve at ændre den. Ellers har man jo overgivet sig til den, hvad jeg er bange for, at regeringen har gjort. Det er det, Metz kritiserer, og jeg med ham.

Under en TV-duel i 2007 mellem Ander Fogh og Helle Thorning var Helles svar, hver gang Fogh havde forklaret hvad han ville, at det ville hun også.
Og det ser jo ud til at holde meget godt, hun vil bare være Fogh 2.0

Inge Møller

Kongstad - Jeg forstår.
Dvs, at du sympatiserer med det politiske kævleri om smånuancer i holdninger og resultater, som på skift giver magten til parterne.
Ordninger gennemføres, for dernæst at blive rullet tilbage af de andre.

Det politiske show must go on.
Magten og de ydre rammer er det primære. Indholdet kommer i anden række.
Godt hjulpet af medierne.

Tænk hvis et privat firma blev styret på den facon.

Michael Kongstad Nielsen

Nygaard,
- nej, det er ikke smånuancer, det er meget, meget større. Bemærk hvad Anders Fogh skrev dengang:

»Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer,«

Danmarks fremtid. Det er ikke smånuancer.

Inge Møller

Rigtigt, hvis det ER kulturkampen , der bliver praktiseret og ikke "teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer".(smånuancer).
Men det er det jo ikke !!
Kun ved at ophøre med kævlerierne og istedet samarbejde om "Danmarks fremtid", kommer politik til at dreje sig om væsentligheder.
Men nu gentager jeg vist mig selv.

I min søndagsavis står : I 12 år er 700.000 indvandret i Danmark, mens 500.000 danskere er udvandret. Jeg kan ikke tro det. Det må være en statisk fejloplysning.

Olav Bo Hessellund

Lise Lotte Rahbek_
"Spørgsmålet er meget enkelt:
Hvor skal vi hen?"

Så vidt ses må svaret være:
Vi trasker i hælene på Frau Merkel, så går det nok ikke helt galt.