Læsetid 6 min.

Jeg har ikke lagt et foto af min pik på Facebook... endnu

Men indrømmet, det er svært at lade være … Tænk hvor mange ’likes’, krabaten ville få!
Men indrømmet, det er svært at lade være … Tænk hvor mange ’likes’, krabaten ville få!
5. juli 2012

Det begyndte med en e-mail i din indbakke: »(Navn på gammel skolekammerat, du egentlig aldrig brød dig om) invited you to join Facebook.« »Hvad i alverden er Facebook?« tænkte du. Nå – lige der var Facebook i hvert fald en tiltrængt overspringshandling, så du bed på. Snart loggede du dog af igen og glemte alt om det. Så meget var der jo ikke at foretage sig på Facebook, dengang i den tidlige begyndelse.

Men allerede et par måneder senere var Facebook blevet noget, alle talte om. Du havde fået en ny hobby. Et par gange dagligt loggede du nemlig ind på facebook.com fra din computer for at se, om der skulle være kommet en ny friend request.

Og de få sekunder fra du opdagede en ny venneanmodning, til du fik set, hvem den var fra, var frydefulde og løfterige. For hvem kunne det mon være som smigrede dig med deres interesse? Måske det var én med høj status? Måske én du kunne få sex med? Men ofte var det bare Lars fra parallelklassen, som blev stablet oven i vennebunken, efter at du havde studeret hans foto, hvor han sad og smilede – lidt federe og en hel del mere tyndhåret end for 25 år siden. Selv om du aldrig kunne drømme om at indrømme det, var du nu begyndt at føle dig ganske lidt bedre end mennesker med færre Facebook-venner end dig selv.

Facebook-pusher

Facebook blev snart en tumleplads for de sprogsmarte, som skrev vittige statusopdateringer i tredjeperson: »Anders Colding-Jørgensen er ikke nær så selvglad, som de fleste andre ville være i hans sted«. Og de mindre kreative kastede virtuelle snebolde efter hinanden eller gav hinanden en elektronisk olfert.

En dag opdagede du, at man kunne dele sine foto – og modtage andres anerkendelse for dem. Og nu blev Facebook pludselig rigtig spændende. Men ak – mere spændende ville det jo være, hvis du kunne få lidt flere mennesker, du kendte, ind og se dine billeder (nå, ja – og uploade deres). Så du blev evangelist.

En Facebook-pusher, som over for kolleger og ved enhver familiesammenkomst forklarede de endnu ikke frelste, hvor smart Facebook var – og hvorfor det netop ville være så storartet og værdifuldt for dem, hvis de kom på Facebook og begyndte at dele deres babyfoto dér frem for at sende dem rundt på e-mail.

Og snart begyndte dit netværk af Facebook-venner at blomstre, efterhånden som du fik samlet gamle skolekammerater, naboer og ekskærester op. Nu var nye venneanmodninger en sjældenhed. Til gengæld fik du nu likes, kommentarer og beskeder. Og du fik Facebook på mobilen, så du lige kunne dele et foto eller opdatere din status, mens du ventede på bussen.

Pølsemad på skåret tallerken

Og her til morgen vågner du så op og opdager pludselig, at Facebook er blevet en helt integreret del af dit liv. Du opdager, at det nu er helt normalt for dig at dele et billede af din aftensmad på internettet – med folk du ikke har mødt i flere år (om nogensinde) – og at den almindeligste måde at ønske dine bekendte tillykke med deres børns studenterhuer eller fødsel på er ved at klikke på et lille link under et foto.

Og du opdager, at du nu har fået en lille stemme inde i hovedet, som konstant afprøver, hvordan en solnedgang, en punkteret cykel eller en stavefejl på et prisskilt bedst kunne kommenteres, hvis du nu delte et foto af det på Facebook. Udsigten til en abstrakt form for anerkendelse har forvandlet dig til dit hverdagslivs instruktør, scenograf og stylist. Intet er for småt, og kun ganske lidt er stadig for privat til at blive forvandlet til et medieprodukt og solgt for en håndfuld likes.

’Hvis jeg lige lægger min grovhakkede pølsemad på den skårede tallerken … og måske skubber lidt til den, så man kan se mine glade, snavsede børn lege i baggrunden. Sådan … klik’.

Og du opdager, med et ganske lille stik i hjertet, at det er længe siden, du har været i ekstase, fordi du hver gang, du kommer i nærheden af noget stort, smukt og overvældende, straks giver dig til at fotografere det, reflektere over den snedigste kommentar og fumle med deleknapperne på din smartphone – hvis du altså har 3G-dækning.

Hvis ikke, bander du som en tyrk over dit latterlige teleselskab og deres grænseløse talentløshed i et technorage, som ironisk nok er det tætteste, du kommer virkelig ekstase, these days.

Som onani for en 14-årig

Og din dagligstue er blevet et tyst gravkammer, hvor de voksne sidder med blikket fastlåst på små firkantede tavler med Facebook på og konstant tjekker, om nogen måske skulle have delt en video med en lille gris, der spiller klaver eller måske endda har fundet nogle helt almindelige mennesker, som har gjort deres bedste og alligevel fejlet: »Se lige den idiot synge en sang, der lyder dumt!« (Du synes godt om dette).

Og du deler artikler, du ikke selv har læst, og andre klikker like uden at læse dem. For hvem fanden læser egentlig hele artikler længere? Og når du tjekker Facebook, mens du ser fjernsyn eller hører dine børn fortælle, hvad de har lavet i skolen, glæder du dig over, hvor god du er til at multitaske, selv om enhver førsteårsstuderende i psykologi ved, at menneskehjernen ikke kan multitaske.

Og en dag opdager du, at Facebooks løbende, drypvise strøm af anerkendelse og underholdning er blevet hovedleverandør af impulser til din hjernes belønningscentre. Du har ikke længere helt kontrol over, hvor tit du tager smartphonen frem og tjekker. Det er her, du begynder at underrapportere (det betyder lyve), når du skal fortælle, hvor tit du egentlig er på Facebook, fordi du skammer dig over dit kontroltab og dit stadig mere umådeholdne forbrug.

Og du udvikler et ambivalent og skyldpræget forhold til Facebook – som du også har gjort til alle andre nemme fix i dit liv. Tv, sukker, rødvin, tjald. Som det forhold du havde til onani, da du var 14. Du lover måske dig selv, ikke at sidde og glo på den dumme skærm så tit. Og du begynder at opstille små benspænd for dig selv, der indebærer, at du ikke tager din smartphone med i soveværelset eller på lokum. Eller at du skal prøve at læse denne kronik til ende, før du belønner dig selv med et skud Facebook.

Lækker-syndigt

Men Facebook er som crack-kokain, og du kan ikke stå imod ret længe. Og hvad nu hvis der virkelig er kommet noget vigtigt? Det kan jo være, at nogen har liket billedet, du har uploadet. Det af dine børn, der ser tv, din kat, der sover i en anatomisk uvirkelig stilling, eller af dit hjemmebagte speltbrød!

Og du tjekker Facebook igen – og du skammer dig. Og du begynder at udvikle en digital spiseforstyrrelse. Og hvor går man hen med den slags?

Du begynder at tørre din stigende medieskyld af på dine børn. De skal i hvert fald ikke lide af skærm! Og du forklarer dem, at det nok er dejligt – men også ganske slemt – at de nyder deres YouTube-videoer og computerspil, og at du derfor nok hellere må lægge begrænsning på deres skærmtid.

Og Facebook bliver en brik i den socialisering til et protestantisk samfund, der handler om, at alt, der er lækkert, nok også er syndigt. Og at du aldrig – aldrig skal nyde livets hurtige fix uden skam.

Og du læser dette. Og du forstår. Og du spørger psykologen, hvad du skal gøre. Men jeg kan ikke hjælpe dig – for jeg har det selv sådan. Det er min egen historie, der står her over. Jeg indrømmer det! Det eneste, jeg kan sige for at trøste dig, er, at du bare skal vente 10 år. Så vil det her være de gode gamle dage. Dengang vi stadig havde fordybelse, autentisk nærvær og tid til vores børn. Dengang, før verden gik af lave, maskinerne tog over og alting begyndte at gå så stærkt.

Anders Colding-Jørgensen er Internetpsykolog og foredragsholder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det lyder alvorligt.

Må jeg anbefale et brædt, en hammer og nogle søm og opgaven at snedkerere et skab MED låge?
Det plejer at hjælpe på det meste.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Jeg gentager, hvad jeg skrev den 2. juli, hvor artiklen - nu kroniken - lå på information.dk. Og jeg mener det stadig:

Jeg er der ikke, men jeg kunne genkende det hele, og ved nu, at det er med god grund, at jeg ikke er der.

# 2. juli 2012 kl. 23:36

Brugerbillede for Jacob Hansen
Jacob Hansen

Du glemte at hyle over hvordan facebook også udvælger hvad du skal se på din væg, og hvem der ser dine opslag, så du ender i en lille boble af ligesindede.

Men det vigtigste er vel også hvor mange likes linket til din artikel her har fået af dine venner. Det var ihvertfald ikke kvaliteten af indholdet, i denne opremsning af ting vi allerede har læst i 1000 andre artikler, der talte. :p

Brugerbillede for Gorm Petersen
Gorm Petersen

Jeg har afprøvet en udbredt fordom ved at smøre sjoveren ind i selvbruner.

Målebåndet viste efterfølgende, at selvbruneren absolut ikke har haft nogen virkning.

Så det må være en fordom det med hudfarve og størrelse.

Brugerbillede for Per Jongberg
Per Jongberg

Ha-ha, lige i øjet.

Jeg hoppede selv på den for et par år siden.

En dag var der en invitation fra en bekendt, som jeg havde udvekslet e-mails med to tre år tidligere, men ikke senere hørt fra. "Jamen dog, lad mig da så lige se ..." Det jeg så var, at stort alle andre, som jeg havde udvekslet e-mails med, familie og venner, "stod" og ventede på mig med våde øjne.

Og jeg så nogle af deres aldeles .... bemærkning og fotos. "Kom du godt hjem fra feste ... her skal du bare se hvordan jeg så ud i morges" ... Badr.

Jeg skyndte mig ud, og har ikke været der siden ... jo, en gang, hvor jeg forsøgte at aflive min profil ... ved ikke om det lykkedes.

Den bekendte, som inviterede mig, hørte jeg aldrig fra.

Hvordan "maskinen" bar sig ad med at udvælge lige netop denne person til at invitere mig i stedet for min søster eller en kusine, aner jeg ikke, men det virkede.

Brugerbillede for Nick Mogensen
Nick Mogensen

God artikel.

Jeg ser Facebook, ikke som et helt nyt fænomen, jeg ser Facebook som manifestationen af en bestemt kulturel udvikling. Hele materialismens indtog, der som en muldvarp i jorden, har ædt sig ind i vores bevidsthed, gør ”kravet” om at bygge en identitet mere vigtig end at ’finde sig selv’; meget bliver afhængigt af ydre omstændigheder. Sanseligheden bliver derved forfladiget. Det at iscenesættelse sig selv, at spille en rolle, er ikke kun at forefinde på Facebook. Det er som et altomfattende doktrin har lagt sig på bevidstheden som et regnskyl. Vores selv-konstans er ringere og ringere. Hele vores liv skal fortælles – for det tilsyneladende ikke er nok i sig selv. Fortællingen er startet for lang tid siden, Facebook muliggør og manifesterer bare dette.

Vi har måske som mennesker altid haft et behov for at blive hørt. Med Facebook kan vi blive hørt og høres hele tiden. Kollektiv onani; selv i 70’erne var det et tabu. I dag – medieret gennem Facebook – er det accepteret.

Vi skaber behov som vi ikke har behov for. Det er samme princip som med overspisning; man spiser for meget, det giver en større mavesæk og så tager man lige en ’dunse’ mere på gaflen. Facebook gør vores behov for selviscenesættelse større. Den vokser i takt med dens egen reproduktion.

Brugerbillede for Kim Hansen

Facebook = Moderne Stasi.

Alt bliver logget og har gjort det siden Facebook körte i beta test. Alt bliver sammenkört, lagret og databehandlet. Dine politiske synspunkter, dine venner, familie og saa videre. En grund til at folk oplever de mest besynderlige ting der.

Reklamer og saa videre som per automatik bliver udsendt i folks navn til alle paa deres venneliste. Smaa cookies som gaar ind og läser alt du har paa computeren, ser hvilke hjemmesider du besöger, hvilket klokkeslet og saa videre. En jungle af trickige opsätningsmuligheder og al copyright rettigheder taget fra dig i det öjeblik du melder dig ind. Alle data bliver gemt saa du selv to aar efter du har lukket din konto ned kan reaktivere den som havde du lukket den ned for en time siden.

Et godt raad, hold dig langt väk fra Facebook og lignende sider.!!!

Brugerbillede for Leo Nygaard

Et ganske alvorligt emne. Artiklen bekræfter mine værste fordomme.
Fæcesbook er asocialt, uvirkeligt, tidsrøvende, fordummende, anti oplysning, helt igennem ikke-liv.
Gør folk til lette ofre for magthavere, forringer demokrati og social nærvær.

Mit instinkt siger : Hold dig langt væk. Advar dine nærmeste mod fælden.
Et af mange smarte iniativer, som bekræfter, at verden vil bedrages.

Brugerbillede for mariann offersen
mariann offersen

Og sjovt nok finder man kun alle de positive sider af tilvaerelsen pè facebook.

Fiaskoerne er der sgu ingen der skriver om.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Det er sandelig godt at information.dk ikke er sådan noget "asocialt, uvirkeligt, tidsrøvende, fordummende, anti oplysning, [og] helt igennem ikke-liv."

Se bare på de helt anderledes kommentarer og denne artikel.

Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

Facebook er en glimrende måde at holde kontant med familie og venner der befinder sig 1000-vis a kilometer væk. Nogle af dem helt omme på den anden side af kloden.

Brugerbillede for Miguel Tuells
Miguel Tuells

Fin artikel, 2 kommentarer:

1) Jeg er ikke selv paa denne narrestreg, og det er jeg glad for. Taenk hvis du i den "reelle virkelighed" bliver uven med en af dinne venner/forhold som er "ven" i dette network og at alle, selv de mest fjerne kontakter, faar besked af den andens version af sagen, og der vil alle paastaaede sandheder ligge for evigt. Dette er sket for folk jeg kender.

2).- Hvorfor er artiklens sender saa sikker paa at et foto af hans pik ville faa saa mange "likes"?

Brugerbillede for Bent Weinreich
Bent Weinreich

@ Marienne M.
Du har ret, man kan nemt følge venners og families liv, selvom spredningen er stor.
Man frabeder sig det man ikke bryder sig om incl. cookies. Bliver det ikke respekteret, så sletter man! Hvor svært kan det være.
Det er kun svært hvis man er verbal-onanist, og har man ikke oral kontakt, er man henvist til at sende lange tåbelige forklaringer ud på nettet, så de kan fylde i agurketiden.

Brugerbillede for Jacob Knudsen
Jacob Knudsen

jeg er nok hvad man vil kalde én af de første digitalt-indfødte og jeg havde derfor mit første afhængighedsforhold til et digitalt medie (diablo 2 for kenderne) allerede som 16-17 årig, et godt stykke tid før facebook så dagens lys. Hvor facebook mere taler til ens selviscenesættelse på en uskyldig måde, er/var diablo et spil der fik det værste frem i mennesker, det var et spil om magt og hvem der havde mest - utroligt ophidsende, lige indtil den dag hvor jeg pludselig mistede det hele, så stoppede jeg og svor at jeg aldrig ville gøre mig selv afhængig af noget medie igen. Jeg meldte mig selv til facebook et år eller to efter dets ankomst og var totalt meget med på bølgen i starten, men efterhånden som det gik fra at være et simpelt socialt netværk til at være fyrtårn for selvfedmen faldte jeg fra - føler mig heldig at jeg ikke er blevet ramt af gruppepsykosen som er beskrevet heri.

Brugerbillede for Peter Andreas Ebbesen
Peter Andreas Ebbesen

Nej, det er tjenester som Skype og Teamtalk der holder forbindelsen ved lige mellem familier og venner sgu ikke Fjolsbogen.

Jeg har en profil der inde, men hvis jeg bruger den en gang hvær 4. måned, så er det højten.
Men så er der desvære nogle der sender mig anmodninger i kalender og fødselsdage og hvad har vi ellers af ligegyldigt lort.

SÅ hvis nogle af mine venner er med her på en lytter, så kan jeg lige så godt sige det nu først, som sidst.

Der er ingen grund til at sende mig alle disse anmodninger.

De bliver prompte slettet, og der bliver ikke reageret på en eneste af dem.
Så igen, er du en af dem der sender de anmodninger, så drop det, der er ingen grund til at spilde din tid med noget du ikke får noget ud ad.
I øvrigt, er Fjolsbogen sgu ikke særligt velejnet for blinde Macbrugere.

Så tusind tak for en fed artikel, der satte hovedet på sømmet!

MVH Heidi Madsen

Brugerbillede for Leo Nygaard

Sundsvald - 11.22 - Mener du det, eller er du sarkastisk ?

Nick - Ja i yderste konsekvens. Men mon ikke lasten nydes i forskellig grad, lige fra forbindelse til gamle skolekammerater til narkomani.

Brugerbillede for Knud Madsen

Som det venlige menneske jeg er, kunne jeg ikke lide at afvise "venneanmodninger", selv om jeg nu nok lægger lidt mere i udtrykket "venner", end det åbenbart er almindeligt nu om dage.
Så derfor i løbet af forbavsende kort tid, havde jeg en utrolig masse "venner" som kastede endnu mere utrolige mængder opdateringer osv osv af sig, herunder de værste af dem alle: XXX likes EL eller XXX likes Den små Johanne og andre vanvittige oplysninger, samt en masse billeder af folks aldeles ligegyldige yngel og kæledyr og og og.
Da der var gået en 3 måneders tid, læste jeg en "opskrift" på, hvordan man likviderede sin fjæsbogsprofil. Jeg ved så ikke om det lykkedes, Jeg har ikke turdet se efter i skræk for, om den skulle blive genoplivet.
Men i erkendelse af at der desværre er mange oplysninger og sites man kun kan komme til via dette rædselsfulde medie, har jeg måttet oprette en halvfalsk profil, hvor jeg omhyggeligt undgår at besøge andres profiler, for ikke pludselig igen at være på.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Ok Sundsvald - Så regner jeg med, at du både mener det og er sarkastisk. :-)

Mange indlæg her på avisen er på linie med ånden i Facebook..

Brugerbillede for Jon  W Leonon
Jon W Leonon

Må jeg anbefale den ærede 'Internetpsykolog' at
LÆSE Fjæsbogs 'TOS' ?

Og måske også at undlade at projicere sine egne hangs over på menneskeheden som sådan ?

Brugerbillede for Lasse Bøgh

Jeg ændre også mine facebook vaner. Kan godt genkende meget af det ovenstående. Det er med at finde en balance.
Og være opmærksom på hvad det er man byder sig selv.

Ikke kun gennem facebook, men også tv.
Udvider man sit sind, eller holder man det nede.

Har læst at: "The human brain starts slowing down as early as age 30" på Lumosity.com
Har også læst i bogen guddommelige samtaler bog 2 (hvilket har et kapitel der omhandler, hvornår man holder sit sind nede)
At i alderen af 30 stopper mange med at udvide sit sind. Og at intet er rigtigt eller forkert, men hvis du vil skabe dit eget liv, at man så begynder at blive bevidst.

Brugerbillede for Anonym

Facebook.

Jeg mener det er væsentligt at kunne være tilstede i en offentlig forsamling uden at frygte jeg bliver fotograferet og filmet og lagt på facebook.
Jeg glemmer i mit savn efter mine venner, at arrangementer lagt ud på facebook, er- :facebook-arrangementer.
Og derfor ryger alle portrætter af implicerede fluks ind på utallige guggeres sider.
Dette er ikke en kritik af de der fotograferer og filmer,- men en af grundene til mit skeptiske syn på facebook.
I fremtiden vil der muligvis opstå visse etiske og ikke-krænkende retningslinjer for cyberspaceadfærden, og hvis sådanne kan opstå (det er i mine øjne nødvendigt) er det vigtigt med diskussioner om dette emne.

Og skal diskussionen blive seriøs er det rimeligt at brugerne såvel som ikkebrugerne af cyberspacefællesskaberne respekterer hinanden, - ja, så må man altså kende til betydningen af de fællesskaber, og den virkning de har.
Den viden får man kun ved at have været personligt involveret, - og ud fra det have taget stilling. Eller prøve at tage stilling. Hviket jeg er overbevist om de fleste forsøger.
Jeg fordømmer ikke facebook, det jeg skriver her er ud fra en meget klar følelse af at være totalt udenfor mine interessecirklers ageren når jeg ikke er der. Det er et reelt savn.

Dog er det grundlæggende alligevel den totale følelse af befrielse og lethed der griber mig når jeg har ”sluppet” facebook.

Sluttelig skal siges, at mange af dem jeg holder mest af har profiler på facebook.
De ved heldigvis at jeg tilhører et segment af befolkningen der ganske enkelt ikke evner at være der. Måske ved de endda dette mere end jeg selv, der inderligt ville ønske jeg kunne være "med".

Grundlæggende vil jeg holde mig til dette:

”Øjnene, -og blikket,- baby,”- findes altså kun i kødet og sjælen,- her udenfor skærmen.

Og mon vi ikke finder hinanden alligevel?

Brugerbillede for Reza Wali

Jeg er 27. Havde et par 100 venner på fb. Nu er det lidt over et halvt år siden at jeg slettede min profil. Jeg husker en veninde der sagde; ej det er ligesom at du ikke eksisterer mere.. Det gjorde hele sletningen det værd. Hvis fb er det eneste medie der holder os moderne mennesker connected, på bla de præmisser som artiklen kommer ind på, så fortjener vi kraftedeme at bo i huler hver for sig. Og man ku blive ved. Så meget forkert, i noget der virker så uskyldigt. Giv mig nogle freaking likes, så mit ego kan blive boosted. Mvh Reza

Brugerbillede for Viggo Okholm
Viggo Okholm

Sikken masse "frelste" kommentarer, face-book er hvad det er,man vælger selv om man vil være åben debatterende eller legende(spil) eller en blanding.
Man kan bruge den som e-mail under beskedder og så bliver det mellem de implicerede,i foreningssammenhæng er det da godt. min buddhist gruppe bruger den meget,jeg har fået sporadisk kontakt med gamle børn som har været i min varetægt,så ok med mig,en af debattørerne her på Information er jeg også "ven" med, så stop forargelsen og brug "fjæsen" afslappet og ansvarligt.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Okholm - Fæcesbogen er som narko : En pibe lørdag aften er helt fint. Hashrus, og det der er værre, hele tiden er noget lort. Denne holdning er ikke "frelst", hvad så end du mener med det udtryk, men ret realistisk.

Brugerbillede for Filo Butcher
Filo Butcher

Gaaab, hvad fanden er en Internetpsykolog?

En der tager sig af Internettets neuroser udløst af faste IP- adresser, løse netværksprotokoller eller tømmermand efter en omgang roaming?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det vil ellers interessere hele det avislæsende Danmark, Anders Colding-Jørgensen, om du er omskåret eller ej.

Brugerbillede for Karsten Aaen
Karsten Aaen

Og hvis forfatteren lagde et billede af bemeldte ting på facebook ville den, altså billedet af den, blive fjernet og hans konto blive spærret...

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Oprindeligt var artiklen publiceret via link 2. juli. Da var overskriften på Information.dk "Pludselig er Facebook blevet en helt integreret del af dit liv", men det tiltrak åbenbart ikke kommentarer nok.

Siden blev den ophøjet til kronik, fik en mere sensationel overskrift - og dermed kommentarer.

Den slags finder jeg trættende - ligesom kispus med at skrive under flere forskellige navne. Se Peter Hansens kommentar kl. 15.55.

Brugerbillede for Frank Jensen

Selvom Facebook-afhængigheden er tegnet lige lovlig firkantet op, kan jeg godt genkende en en pæn del af artiklen fra mig selv.

Knud Romer beskrev for et par måneder siden i et interview i Politiken Facebook som værende en "kræftsvulst", "fællesonani" og en "social psykose". Jeg har aldrig været fan af overdramatik og løftede pegefingre og jeg synes at Romer gik for langt i hans negative fremstilling af Facebookbrugere som infantile narcissister.
Men jeg morede mig højlydt over Anders Colding-Jørgensens herlige artikel, som FIK mig til at tænke over hvor meget tid jeg bruger (spilder?) på dette "sociale medie". Facebook er og bliver Alle Overspringshandlingers Moder!

Men det er (forholdsvist) nyt, og om 5 år vil der være komme en anden tidsrøver i spilder vores tid på.
Et eksempel: Sukker. Der var engang DR havde monopol i Danevang. Men en dag fik vi pludselig TV2 og kabel TV. I de næste tre måneder sad jeg klinet til skærmen og zappede mig igennem samtlige kanaler - for "man skulle jo nødigt gå glip af noget". Men så holdt jeg op igen og i dag bruger jeg TV'et med et andet mådehold.
Men jeg holdt ikke op med at se tv. Jeg skulle bare lige tilpasse mig den nye virkelighed. Sådan ser jeg også Facebook. Vi skal lige tilvænne os. Indtil vi bliver fristet af "det nye sort" - så kan vi begynde forfra igen!
Nå, over and out - jeg skal liiige tjekke min profil en sidste gang inden jeg går i seng - og SÅ vil jeg skære ned på mit forbrug! ;)