Klumme

Livet skal for alt i verden give mening

Derfor leder vi altid efter forklaringer på nutidens gerninger i fortiden. Men livet hænger sjældent sammen på den måde, vi gerne vil have det til
Debat
17. juli 2012

Forleden da jeg skulle opdatere mit cv og kastede et blik ned over de professionelle erfaringer, frivillige engagementer, publikationer og uddannelsesforløb, fik jeg den lidt urovækkende fornemmelse, at min biografi mangler en rød tråd.

Der var for meget ’støj’ til, at den kunne give et sammenhængende billede af, hvem jeg er, tænkte jeg. Så jeg begyndte at redigere. Sommerferiejobbet på GØL Pølser røg ud, og ligeså gjorde telefondametjansen på et bordel. Skridt for skridt kom der mere orden, og hvad der lignende en naturlig kobling mellem de forskellige elementer.

Uanset redigering, har jeg imidlertid svært ved at forklare, hvordan jeg i grunden er kommet fra det ene punkt til det andet. Hvad har været den udløsende faktor?

Anderledes logisk sammenhængende er de liv, vi møder i medierne og populærkulturen. Her reproduceres en kulturel myte om, at livet altid kan forklares, uanset hvilken drejning det end måtte tage – enten med henvisning til reflekterede beslutninger i fortiden eller – som det oftest er tilfældet – til forskellige former for baggrundsfaktorer.

For et par uger siden så jeg således et afsnit af krimiserien Beck, hvor en kvinde blev afsløret i fem mord. Baggrunden blev forklaret i et flashback: Kvinden havde haft en barndom i et misbrugshjem, faren døde desuden tidligt, og moren var blevet voldtaget som ung. Det havde givet kvinden en svag personlighed, og hun blev derfor selv offer for en voldtægt. Det var denne række af ydmygelser, der havde udløst drabene, lod afsnittet forstå.

Samme vulgær-materialisme optræder i portrætteringen af Italiens sorte EM-fodboldsstjerne Mario Balotelli. I Politiken 1. juli føres spillerens besynderlige adfærd – såvel på som uden for banen – tilbage til forældrenes svigt og Italiens racisme, som – ifølge Balotelli selv - har gjort ham til »et såret dyr«. Det fortælles, at »han aldrig kommer sig over, at hans fattige ghanesiske forældre afleverede deres kun to-årige søn til myndighederne, fordi de ikke ville eller kunne tage sig af ham«. Det er tilsyneladende centrale oplysninger for at forstå fænomenet Balotelli.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget denne narrative model har med virkeligheden at gøre? Snarere vil jeg vove den påstand, at den er udtryk for, hvad den franske sociolog Pierre Bourdieu kalder ’den biografiske illusion’: en, særligt i den vestlige kultur udbredt, vrangforestilling om, at livet er en logisk fremadskridende proces med kausale forbindelser mellem helhedens enkelte dele; en gradvis realisering af hvad der fra start ’lå i kortene’ .Men sådan er livet nu engang sjældent, og derfor er en biografi i bund og grund en tvangsmæssig indpasning af det levede livs kaos i et ordnende skema.

Når myten om det logisk sammenhængende liv alligevel optræder som den mest anvendte og alment sanktionerede fortolkningsramme i diverse sammenhænge, skyldes det givetvis to ting: For det første, hvad man kunne kalde det ’kausalitets-industrielle kompleks’: De fleste akademikere lever af at påpege nødvendige forbindelser mellem en baggrundsvariabel og en given reaktion. For det andet skaber den skaber orden og mening.

Men hvad hvis det f.eks. viste sig, at Balotelli faktisk bare fik et kick af sine eskapader? Det ville næppe sælge billetter, for det ville indebære, at der ikke ligger noget bag i form af alskens ’bagage’; at mennesker det meste af tiden bliver forført af noget, der glimter i øjeblikket – uafhængigt af fortiden. Forleden hørte jeg et tidligere mexicansk bandemedlem fortælle, at det tiltrækkende ved et bandemedlemskab er, at det giver adgang til de bedste kvinder. Det behøver man næppe have haft en dårlig barndom for at se attraktionen i.

Som sociologen Jack Katz skriver i bogen Seductions of Crime, hører det til de flestes hverdagserfaring at opleve at blive skubbet rundt fra det ene handlingsforløb til det andet. Vi tiltrækkes og frastødes af tingene omkring os, som besad de en selvstændig kraft. Resten er for det meste efterrationaliseringer.

Husk det næste gang du ser en krimi eller hører en ekspert udtale sig om de strukturelle årsager til islamisk terrorisme. Jeg på min side lader dog cv’et forblive i sin redigerede form, for man kommer længst med en rød tråd – også selvom den er kunstig.

 

Ulla Holm er sociolog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Ulla Holm, tal for dig selv

'Vi tiltrækkes og frastødes af tingene omkring os, som besad de en selvstændig kraft. Resten er for det meste efterrationaliseringer.'

Grethe Preisler

Wauw - ferieafløser på en pølsefabrik og telefonvikar på et bordel. Bare so fucking sejt!

Nød lærer sandelig fattige sociologistuderende både det ene og det andet om almindelige menneskers autentiske liv uden for universitetsmiljøet.

Peter Poulsen

Vil give forfatteren ret så langt at enhver forklaring på et menneskes handlinger må være ufuldstændig eller ligefrem forvrænget.

Men jeg kan ikke se at den alternative forklaring på eksemplet Balotelli adskiller sig nævneværdigt fra den han selv har frembrag. De er begge teorier som man kan acceptere eller forkaste efter behag uden at det gør den fjerneste forskel.

Det er først når man ikke længere søger en forklaring at en egentlig forståelse er mulig.

Jette Abildgaard

Ulla Holm,

En fin artikel, som dog faar mig til at taenke paa, helt praecist, hvem det er der mangler eller leder efter en roed traad...du, din omgivelser eller det du tror/ved dine omgivelser forventer af dig!?

Hvad med sandheden f.eks.?

Eller, skal vore liv vaere som samfundet taettest paa os forventer....menes at forvente?

Gode betragtninger, som dog udelukkende holdes op mod én af den moderne verdens mange "jeg er ikke marxistisk inspireret" tænkere, nemlig Bourdieu og hans "biografiske illusion". Holder man istedet Ulla Holms betragtninger op i mod Nietzsches perspektivering og 'Hvad der ikke slår dig ihjel, styrker dig', så giver Balotelis eskapader pludselig mening, som antiautoritære handlinger a la "Jeg gør det fordi, jeg kan" og en lyst til i al sin rigdom, at være et idol for alle de gadedrenge i den tredje verden, der drømmer om en fodboldkarriere som ham. Zlatan giver udtryk for det samme drive: Du kan tage en fyr ud af Rosengård, men du kan aldrig tage Rosengård ud af en fyr.

Der er mange der ville blive forskrækkede hvis de kiggede ned over deres CV og fandt at det var skæmmet af en rød tråd – det er dem livet har lært at skide hul i hvad andre forventer og tænker. De har det godt med den vilje der ligger bag det de gør.

Steffen Gliese

Den røde tråd er jo én selv - dels det, man valgte selv, dels det, der blev valgt for én, men som man alligevel brugte som en brik i de egne mål.

Maya Nielsen

HVIS ENS AMBITION ER AT GØRE DET BEDSTE MAN KAN NETOP I DET STED OG JOB MAN ER I LIGE NU, ELLER DEN ARBEJDSLØSHED MAN MÅ LEVE MED, SÅ GIVER LIVET OFTEST EN ENDOG RIGTIG GOD MENING, OG JEG MENER ALTSÅ IKKE JOBSØGNINGSMARATONET, MEN F.EKS AT VILLE GØRE EN FORSKEL FOR ET ANDET MENNESKE I DET MINDSTE MENS MAN IKKE HAR JOB , ELLER FOR NOGLE MENNESKER..

Nærvær lige hvor du er og ægte interesse giver mening for de fleste.Måske lige på nær om man pakker slæbesild dagen lang i et kølerum...

Holger Madsen

Nu da Balotellis eskapader både indgår i artiklen og kommentarerne, kan jeg her lige tilføje følgende.

Da Italien spillede semifinale mod Tyskland og vandt 2-0, begge flotte mål af Balotelli, opholdte jeg mig på Sicilien.
Den sicilienske avis jeg læste dagen efter, havde følgende overskrift for deres store reportage af kampen: Balotelli dedikerede de 2 mål til mama.

Lone Christensen

Artiklen får mig til at tænke på den engelske forfatter Julian Barnes' roman 'A Sense of an Ending', hvor temaet netop er hvordan vi husker vores historie og hvordan vi ubevidst konstuerer 'vores livs historie'.

Ulla bruger begrebet ’den biografiske illusion’ og nævner til sidst at hun træffer valget om at skabe et billede af sit liv ved at udelukke dele af hele historien. Det kan man så mene om hvad man vil, da oplysningerne skal bruges til fremtidige jobsøgninger.

Jeg kan ikke se den store nyheds værdi i dette; At man ikke fremlægger hele ens livshistorie til alle og enhver!?
Julian Barnes' vinkel er meget mere interesant idet det handler om hvad vi fortæller os selv som sandheden om vores liv, og dermed bliver det identitetsskabende m.m.

Alan Strandbygaard

Aha...

Per Eskildsen

Jeg er født i hundens år.