Kommentar

Ordentlig mad til alle

At Ulla Holm ikke selv »skal tilbage til nogen natur« er hendes valg, men hvorfor håne amish-folket, fordi de lever anderledes? Vi har brug for mangfoldighed og handlekraft i en verden, hvor mange flere skal gå andre veje, for at alle kan få bedre mad
16. juli 2012

Information bragte den 9. juli en klumme af sociologen Ulla Holm, hvor hun ensidigt roser fødevareindustrien for at have stået bag forbedringen af menneskers helbred og den højere gennemsnitlige levealder. Holm kalder kritikere af fødevareindustrien, som mig selv, for ’madprædikanter’ og mener, at vi bør slå os ned et øde sted i Jylland som amish-folk.

Sagen er, at der er problemer med store dele af den industrifremstillede mad. Madkampen handler om, at alle på jorden skal have et ordentligt måltid hver dag, og at kvalitet er alles ret.

Fødevareindustrien har skaffet flere kalorier til en del af verdens befolkning. Men langt den største del af verdens industrielt fremstillede madvarer er overraffinerede, og det har skabt nye problemer som for eksempel epidemier af fedme og diabetes, udpinte jorde, forurenet vand, manglende mangfoldighed og et svagere miljø. Hertil følger dagligt uddøende sorter og racer, samt uacceptable arbejdsvilkår for lokalbefolkninger.

Den multinationale fødevareindustri har indtil nu ikke kunnet løse verdens sultproblem. Den sælger glædeligt overskudsprodukter fra den ’mætte’ verden til dumpingpriser til den fattige verden, hvilket undergraver lokale økonomier. Samtidig producerer dele af den fattige verden eksempelvis soja til foder til kødproduktion i den rige del af verden, uden at de selv får nok mad i egne maver.

Brug for mangfoldighed

Der er intet i vejen med at producere madvarer industrielt, blot mad behandles som en biologisk størrelse ud fra mangfoldighed i sort, arter, sæson, smag, håndværk, jord m.m. Det er fint at importere fødevarer fra fjerne lande, men miljø- og arbejdsmiljøbelastning skal indeholdes i prisen og ikke tørres af på andre.

I Slow Food-bevægelsen arbejder vi for, at fattige dele af verden kan springe den industrielle periode over, som vi har været igennem. Og for at lokal viden og ressourcer smelter sammen med moderne teknologi og skaber en bedre fremtid med ordentlig mad til alle.

At Ulla Holm ikke selv »skal tilbage til nogen natur« er hendes valg, men hvorfor håne amish-folket, fordi de lever anderledes? Vi har brug for mangfoldighed og handlekraft i en verden, hvor mange flere skal gå andre veje, for at alle kan få bedre mad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

morten hansen

Lad os ikke glemme det store billede.

Fødevareindustrien, det industrialiserede landbrug gør os syge. Medicinalindustrien tager derefter med glæde over. Disse to brancher har en tredje som bagland: den petrokemiske industri. Man kan egentlig sige, at de en delmængde af den.

Næringsværdien af fødevarer er i dag faldet til gennemsnitligt 1/10 af, hvad de burde være. De skyldes kvaliteten af den jord, de er dyrket på. Det gælder også de animalske produkter, der fodres med afgrøder fra denne jord. Jorden mangler mineralske komponenter, der via vore dyrkningsmetoder er fjernet. Komponenterne er simpelthen ikke længere til stede i det omfang, som vores krop er sammensat af og til. Til gengæld jorden og fødevarerne fuld af petrokemi.

Man vil fortsat kunne finde industriens agitatorer, og der vil være en Ulla Lund og hendes lige, så længe denne industri forringer, forurener og forgriber sig på vores fødevarer. Man kommer hurtigt til enten spille på deres betingelser eller blotte sig overfor deres velkendte, ucharmerende retorik, der bygger på latterliggørelse, forhånelse og ignorering af fakta.

Deres maskineri har hele branchen i ryggen. Branchen har indtil videre formået - medicinalindustrien er det tydeligste eksempel - at infiltrere og korrumpere videnskaberne og politikerne, så de blot afspejler industriens behov. Videnskaberne ved noget, men viden kan fragmenteres og forvrides i en grad, der er foruroligende. Politikere er som regel piece of cake for industrien, for de ved i princippet intet, men lader sig blot fodre med information. Begge kan købes for penge. Antallet af såkaldte videnskabelige undersøgelser, der er finansieret, styret og promoveret af industrien er utallige. Og omfanget af politisk korruption i verden er ganske enorm. Også i de dele af verden, der opfatter sig selv som civiliseret.

I vesten har vi - i modsætning til hvad vi bilder os ind - IKKE fri forskning og videnskab. Enhver forsker er dybt afhængig henholdsvis finansiel fundering og kollegial anerkendelse. Listen over videnskabsfolk, der er blevet slagtet, hvis de faldt udenfor de herskende dogmer er trættende lang og særdeles ondsindet.

Når det gælder fødevarer, er det ikke nok at argumentere for, at industriel produktion skaber rigelighed. Når kvaliteten af fødevarer er så lav og tilstedeværelse af tilsætningsstoffer er så høj, bliver de til opiater - altså afhængighedsskabende drugs. Kroppen skriger dagligt efter mer, fordi den ikke bliver reelt tilfredsstillet. Blot de ENE eksempel blandt mange - industriens overforbrug af sukker - er nok til at påvise det.

Sukker både kompenserer for de forringede produkter, får dem til at holde længere, tilføjer kunstig smag, gør dem transportable over lange afstande og - ikke mindst - gør dem billige. Til gengæld skaber de dyb afhængighed. Sukker er et kronisk giftstof, og den eneste grund til, at det ikke bliver kategoriseret som gift er, at det ikke giver akut forgiftning. Der skal 1000 doser til - hvilket er nøjagtig, hvad en gennemsnitsforbruger indtager på månedsbasis.

Fedme og diabetes steg i perioden efter, at Richard Nixon indgik en studehandel med industrien for at blive genvalgt. Han stod til at tabe og indså, at hvis madpriserne faldt, så var det emne ikke imod ham. Han bestak sin befolkning og samtidig slikke industrien up theirs. Følgerne ser vi i dag.

Industriens agitatorer har hverken deres historik eller deres biokemi på plads. Og mange af dem tror fuldt og fast på deres standpunkter. Enkelte er ganske klar over omfanget af lodret løgn. Men alligevel røber selv de nyttige idioter med deres aggressive attituder deres indbyggede tvivl og usikre fundament. De har brug for at tro, og derved udelader de alt, der kan anfægte denne tro. Men at stille sig op i dag, og lovprise madindustrien og dens velsignelser, klinger mere og mere hult, for reel viden spreder sig i dag, hovedsagelig via netbaserede medier, da mainstream er ejet og kontrolleret af den selvsamme storindustri.

Modstrategien er konstant blotlæggelse af fakta, solide fakta! Det er også i praksis at finde alle tænkelige veje udenom at lade sig forgifte af industrien.

Og så er der et grundlæggende forhold derudover. Tiden arbejder for sagen. Det ligger på et mere fundamentalt og paradigmatisk plan og har at gøre med, at vi står ved begyndelsen til enden for det petrokemiske samfund, der har dannet hele det forrige århundrede. Imperiet, der er bygget op omkring olie, falder fra hinanden i disse tider. Nye teknikker - i virkelighed 100 år gamle, der blev knust af petrokemiens fremmarch mod altdominans - er nu reelt på banen.

Og uden dette, ingen åbninger for velstand på jord. Konstante krige, konstant hunger, konstant overbefolkning (folk laver børn, når de lever i fattigdom), Og konstante finanskriser, da vores pengesystem også er forurenet af petro-dollars.

Robert Kroll

Gennem de sidste 40 år har befolkningstilvæksten været ca 3 milliarder mennesker, og det er lykkedes at skaffe mad til disse ekstra 3 milliarder.

Problemet er , at for ca 40 år siden var der knap 1 milliard, der manglede mad nok, og det tal er stort set uændret ( selv om det var faldet til ca 0,8 milliard lige før fødevarekrisen satte ind.)

Blandt dem der mangler mad, lever en stor del i Kina og Indien,der begge er atommagter og bliver de dominerende supermagter ved udgangen af dette århundrede.

Så er der en del af dem der mangler mad,, der lever i lande med elendig regeringsførelse ( Nordkorea f eks ).

Bekæmpelse af mangel på mad er et spørgsmål om god regeringsførelse , uddannelse og etablering af trygge produkttionsforhold for lokale landmænd.

Det er simpethen en myte, at vi ikke har sunde og gode fødevarer i Danmark og det øvrige Norden - i mange andre lande ( specielt de ikke-industrialiserede ) er fødevarebårne sygdomme stadig en realitet, og madkvaliteten ringe.

Vi har glimrende, sunde og gode fødevarer i Norden.

Tag bare vores korn - det er en glimrende råvare.

Indtil industrien får fingre i den, fjerner skal + kim, og fylder op med hærdet plantefedt, hydrolyseret protein og kunstig smag.

Velbekomme.

Grete Bjorholm-petersen

Det kunne ikke være sagt bedre, Morten Hansen
.
Hvis der er nogen, der vil gå dybere ind i problematikken med fødevareindustriens ødelæggelse af vores mad med tilsætningsstoffer og dermed alvorlige følger for vores sundhed kan jeg henvise til Hans-Ulrich Grimm, som bla. har skrevet "Die Ernährungslüge, wie uns die Lebensmittelindustrie um den Verstand bringt" (Løgnen om ernæring, hvordan levnedsmiddelindustrien får os til at gå fra forstanden) med omfattende litteraturliste.

Et udmærket foredrag ligger på You Tube: http://www.youtube.com/watch?v=V0nFDeqVDqQ. hvor der findes flere med samme forfatter.

Så går det op for én, at at man, som fødevaresituationen er nu, faktisk bliver nødt til at lave al sin mad selv af så lidt forurenede råvarer som muligt
.
Man kan godt grine ad damebladenes spelt, ramsløg og hjemmebag - men det er trods alt glædeligt, at traditionelle husmorfærdigheder her tilsyneladende ikke nedvurderes.
Det er godt, at kvinder i dag kan få en uddannelse og arbejde og dermed være økonomisk uafhængige, men det har haft sin pris.
For at lette kvindens dobbeltarbejde, har fødevareindustrien kunnet tilbyde færdigmad. Det er jo ok, men når færdigmaden bliver proppet med unødvendige tilsætningsstoffer til skade for helbredet, er det ikke ok. Industrien kan godt lave ordentlige produkter, men så bliver indtjeningen mindre.
Vi som forbrugere må også være indstillet på, at ordentlige fødevarer har sin pris - producenterne skal kunne leve af det.

Megen viden om fødevarer og madlavning er desværre gået tabt, da kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Man glemte at værdsætte husmoderens arbejde og kompetencer - vel nok fordi hun ikke fik en løncheck ind ad døren hver måned. Hendes arbejde blev forklejnet:" min kone arbejder ikke, hun går bare derhjemme" -men hun var børnehavepædagog, plejehjemsassistent og chef for fødevarevirksomhed og hygiejne. Omkring 1980 kunne man som husmoder med udgangspunkt i en daværende mindsteløn opnå en løn på omkring kr. 17.500 (i 1980-kroner), regnede jeg dengang ud i en arbejdsløshedsperiode.

Kvinderne er halvdelen af jorden. Vi er nogle, som ikke ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne på arbejdsmarkedets betingelser - men det ville være udmærket, hvis man indså betydningen af alle de færdigheder, der ligger i at kunne lave ordentlig mad og have viden om råvarerne.
Kvinderne skal stadig være halvdelen af arbejdsmarkedet - og det på alle niveauer!

V i er allesammen -på hele jorden - mødre og fædre - der er ingen forskel.
Gid vi kunne bruge vores viden til at gøre jorden et bedre sted at bo.
Vi kan i hvert fald begynde med vores egen familie.

Dennis Laursen

Permakultur! Permakultur! Permakultur!!!
For helvede da, hvornår fatter I, at hvis vi ikke skal gå under i et industrialiseret landbrug, der producerer 1 kalorie, for hver gang den forbruger 10, så går både vi og vores økosystem under?
Hvorfor skal vi tvinges til at æde underlødig junk, når vi for færre ressourcer kan producere noget langt sundere og mere velsmagende? Hvorfor skal afgrøder, vi selv kan dyrke(!), transporteres den både halve og hele jord rundt?
Det er da logik for burhøns (eller?)...

Læs "Permakultur i en nøddeskal" af Patrick Whitefield. Et godt, introducerende værk til permakultur for de uindviede, som mig. En bog, der bør være fast pensum i biologi på gymnasiet, i folkeskolen, på landbohøjskoler etc.!