Forsommerens debat om vuggestuer og kritikken af den pædagogiske faglighed har nu nået samme lavpunkt som sidste års debat om hippiepædagogik. Vi har fået de sædvanlige markeringer fra fagforbund, forskere og menige pædagoger. Fælles for dem var debatten om, hvorvidt dårlige normeringer er ondets rod.
Det synes, som om diskussionen om pædagogers faglighed er fri for værdier, politik og ideologier, og at kvaliteten af landets daginstitutioner kun er et spørgsmål om antallet af pædagoger pr. barn. Men debatten om pædagogers faglighed er ladet med værdier og dermed også politik, bagvedliggende ideologier og menneskesyn.
Det, der kunne have været et pædagogisk forår, er lynhurtigt blevet syltesæson, fordi hverken fagtop, forskere eller fagfolk vover at tage fat om nældens rod: At daginstitutioner er reduceret til virksomheder, der producerer serviceydelser. Institutionernes almene dannelsesopgave er blevet fortrængt af en kompetencedagsorden, hvor det eneste mål er, at børnene dannes som fremtidig arbejdskraft.
Tyrkertro på ’best practice’
Et udtryk for virksomhedstænkningen i det pædagogiske er troen på best practice og ’metoder, der virker’. Pædagogiske læreplaner, sprogtest og andre social-tekniske redskaber er ikke-pædagogiske, inhumane midler til at nå målet. Som en sprøjtegift er de spredt ud over det pædagogiske landskab og er nu sivet så langt ned i grundvandet, at pædagogerne selv er begyndt at reproducere dem. Resultatet er en langsom udryddelse af børn og unges mulighed for at udvikle deres fulde potentiale.
Situationen bliver ikke bedre af, at børne- og ungdomsministeren og Danmarks Evalueringsinstitut påstår, at pædagogiske læreplaner har højnet pædagogers faglighed. Læreplanerne blev sat i verden ud fra en global politisk drøm om standardisering af uddannelsessystemet fra vugge til grav. Da man ved evalueringen af dem ikke kunne dokumentere en effekt hos børnene, konkluderede man i stedet, at de havde haft en positiv effekt på pædagogernes faglighed. De var begyndt at arbejde systematisk, struktureret, kritisk og refleksivt. Men gjorde pædagogerne ikke det før de pædagogiske læreplaner?
Sandheden er, at pædagogiske planer og test har umyndiggjort pædagoger og udgrænset den kritiske pædagogik. Det er ikke længere nødvendigt at forholde sig kritisk og refleksivt til egen praksis. Vi laver bare en test. Daginstitutioner er med læreplaner og sprogtest reduceret til væksthuse for tilpasning i stedet for dannelse til livsduelighed
Fagchauvinisme
Den systematiske umyndiggørelse har drevet fagbevægelsen ud på en misforstået jagt på status. Man gjorde sig utopiske forhåbninger om, at man kunne generobre autonomien ved at anlægge en særlig strategi: professionsstrategi. Man skævede benovet til lærerne, som nærmest har monopol på folkeskolen. Målet blev at fjerne de uuddannede på det pædagogiske område. Mantraet blev ’pædagoger i alle stillinger’. Men lad os stille et forsigtigt retorisk spørgsmål: Har et ansættelsesmonopol gavnet børnene i folkeskolen?
Professionsstrategien sparker nedad. Men værst af alt fjerner den fokus fra pædagogers samfundsmæssige opgave. Omdrejningspunktet bliver pædagogerne selv i stedet for børnene og samfundsperspektivet.
Strategien har som grundpræmis, at den pædagogiske faglighed konstitueres i uddannelsen. Men uddannelsen er så discountagtig, at det står med store bogstaver i den seneste evaluering. Der er for lidt, for dårlig og forkert undervisning.
Vil man fra politisk hold løfte uddannelsen, skal man finde de samme visioner frem, som man havde forud for uddannelsesreformen i 1992. Intentionen dengang var, at der skulle være tid til eksperimenter. I dag sker udviklingen af uddannelsen udelukkende gennem evaluering af den forudgående. Resultatet er en stillestående og reaktiv uddannelsesudvikling, der ikke giver rum for nytænkning.
Et pædagogisk forår
Det er ikke tid for beskyldninger om ideologiske korstog eller positivistiske hverdagshistorier, om hvor nærværende vi pædagoger er på trods af rammerne. Det er tid til et opgør med forestillingen om daginstitutioner som små virksomheder, der producerer standardiserede serviceydelser. Der er brug for et pædagogisk forår. Vejen frem er det, den unge Marx kaldte »den hensynsløse kritik af alting eksisterende«. Der mere end nogensinde brug for, at skole- og daginstitutionspædagogikken stiller sig på skuldrene af den reformpædagogiske tradition og afviser tidens politiske masseproduktion af tilpasning.
Kirsten Løth er børnehavepædagog. Jan Hoby er næstformand i Landsforeningen for Socialpædagoger
Det er bare så sørgelig , så sørgelig en udvikling, ikke til at bære , for en gammel tredserflipper som mig.
Konkurrence-staten har brug for sunde, raske, stærke mennesker så den konkurrere mod andre stater. Og derfor kan det ikke undre at alt i det her samfund skal rettes ind mod en eneste ting: at gøre børnene til nytte borgere for staten, og det allerede vuggestuen og i børnehaven. Og nyttige borgere for staten betyder i dag: dannes til at være fremtidens arbejdskraft. Som gør hvad der bliver sagt og går i takt. Og ikke stiller kritiske spørgsmål til hvad de får fortalt i skolen eller af autoriteterne i samfundet overhovedet, men bare venter på at få besked på hvad de skal gøre.
Fordi man har en eller idé om at dette vil gøre det danske samfund i stand til at konkurrere med Rusland og Kina, men det er lidt tragi-komisk, når man ved at Kina og Rusland i fuld fart er på vej hen mod det danske system, at lære eleverne at være selvstændige, at lære eleverne at være kritiske og kreative mv. Alt det som det danske og det nordiske skole-system har stået for de sidste tohundrede år.
"Sandheden er, at pædagogiske planer og test har umyndiggjort pædagoger og udgrænset den kritiske pædagogik. Det er ikke længere nødvendigt at forholde sig kritisk og refleksivt til egen praksis. Vi laver bare en test. Daginstitutioner er med læreplaner og sprogtest reduceret til væksthuse for tilpasning i stedet for dannelse til livsduelighed"
Absolut relevante pointer; selvopdragelse og ydmyghed er gledet ud af den socialfaglige praksis, hvor one size fits all-paradigmet råder. Og med til denne mikrostyring af ikke blot genstandsfelterne (børnene og de udpegede utilpassede), men også de fagudøvende, hører en dikotom stivnen som reducerer relationer og samvær og kommunikation til simple in- og output anliggender der skal styres og kontrolleres og evalueres, så vi kan forstå og kalkulere sammenhængene i et regneark. Utilitarisme og management par excellence.
Flere af dén slags artikler, tak.
Ressourcer skaffer man billigst mulligt.
Ressourcer opbevare man billigts mulig.
Ressourcer afsætter man hurtigts muligt.
Fire kommentarer til vore børns fremtid.
155 til en hudflap !
AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAARGGGGGGGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHHHHHHHH!!! >.<
Så er det ude af systemet...
Kan vi så få den revolution?
"Fordi man har en eller idé om at dette vil gøre det danske samfund i stand til at konkurrere med Rusland og Kina, men det er lidt tragi-komisk, når man ved at Kina og Rusland i fuld fart er på vej hen mod det danske system, at lære eleverne at være selvstændige, at lære eleverne at være kritiske og kreative mv. Alt det som det danske og det nordiske skole-system har stået for de sidste tohundrede år."
Hold da kæft en omgang selvforherligelse. Ærlig tal så har kineserne været kreative rigtig længe mange af dem er faktisk også ret så selvstændige såvel som kritiske. Det er en omgang øregas at tro at vores Nordiske system skulle være så meget bedre end Kinas system.
Kina har mange mennesker og derfor også mange dygtige mennesker og deres universiteter kan efterhånden fint matche vores universiteter. Flere og flere IT virksomheder popper op i Kina og de er nærmest førende på DNA/kloning området grundet de ikke er bundet af tåbelige præsteorganer ala etisk råd. De sender også folk ud i rummet og bygger hangarskibe og danske virksomheder outsourcer programmeringsarbejde derned osv.
Asien har generelt givet Nordeuropa baghjul de sidste 20 år mens vi sov i vores rus. Dette kan man så benægte eller acceptere.
Nå jo glemte lige at tilføje at jeg "kun" har boet omkring 1460 dage i Kina og i omkring 5 forskellige byer i både nord og syd. Jeg har ALDRIG oplevet at kineserne ikke var kreative, selvstændige eller kritiske.
Det er en illusion man ønsker at trøste sig selv med i disse år.
Kina er interesseret i vores uddannelser af helt andre årsager og det er at sætte turbo på know how og kulturforståelse. Når skoler som Niels Brock kan sælge deres uddannelser i Kina er det fordi at uddannelserne har noget indhold og undervisningsmetoderne har vist sig at virke.
Det er altså ikke fordi at vi skal lære Kina at være kreativ, selvstændig eller kritisk. Det kan Kina godt finde ud af at være uden at vi kommer og belærer dem.
Så drop de der myter om hvad Kina er, da de ofte stammer fra vestlige alkoholiseret sure forretningsmænd eller smarte Sinologer der prøver at skabe sig en arbejdsposition som kulturkonsulent i større virksomheder der ikke kender til Kina for at tjene nogle hurtige nemme penge.
Bevares da, det hjælper måske også at kunne tale og læse sproget så man bedre forstå Kinas unge fremadstormende mennesker i denne nye tid.
Øhm, grunden til at jeg skrev som jeg er fordi jeg i Berlingske Tidende eller var det JP ? læste en kommentar fra en kinesisk erhversmand eller skolemand som netop til den vej, Danmark var slået ind på svarer meget godt til det system som Kina er ved at være på vej væk fra. (Udtalelsen kom vist for cirka 2 år siden).
Min pointe var ikke at nedgøre Kina eller forherlige Danmark, men at vi her i Danmark skal passe på ikke at smide barnet ud med badevandet, som det smukt hedder. For sandheden er jo netop den at visse danske - og vestlige politikere - tror at ved at gøre som de tror, at Kina gør, så kan vi konkurrere med Kina. Og svaret er dette: Vel kan vi ej - vi skal netop holde fast i det som gør vort uddannelses-system godt, holde fast i vore egne værdier, i stedet for at tro, at vi kan sige noget om hvad fremtiden bringer på uddannelses-området.
---
Noget andet er Kina ser ud til at have problemer med at få unge kvinder til at få børn, unge mænd til at gifte sig med unge kvinder mv. I Berlingske Tidende eller JP kunne man læse en lille artikel om kinesiske mødre i Shanghai som gik hen til en park hver søndag for at finde gode, solide partnere til deres børn....
----
Pointen i ovenstående er denne: uddannelser kan være gode nok at eksportere men mon ikke vi også kunne eksportere vore plejehjem og vore børnehaver eller vuggestuer til Kina...?
---
@Jacob Knudsen, vi prøvede i 2006, vi prøvede, men det eneste vi fik ud af det var en stor bøde. Og en masse tomme løfter om en bedre forhold i daginstitutionerne.
Som "køkkendame" og pædagogmedhjælper i en vuggestue var jeg med til at forsøge at råbe politikerne op dengang, og jeg ville ønske at vi var gået meget længere i vores forsøg på at vende udviklingen, både under og efter strejken. Men virkeligheden er at det eneste vi opnåede på den front var lidt krusninger på vandet.
I dag er der en udpræget grad af apati i samfundet. Hver gang der er nogen der foreslår at vi ændrer udviklingen eller prøver noget nyt, er svaret: Men hvor skal pengene komme fra, husk nu vi er i en krise, vi bliver nødt til at spare.
Hver gang der kommer noget frem i medierne om at dette eller hint ikke fungerer optimalt, eller at børn er blevet svigtet, er svaret fra politikerne: vi må lave en kontrolinstans der kan sikre at noget lignende ikke kan ske i fremtiden.
Resultatet er at det eneste der sker politisk indenfor daginstitutionsområdet, ligesom i resten af samfundet, er at der indføres nye kontrolforanstaltninger, tests, undersøgelser osv. kort sagt mere bureaukrati, samtidig med at friheden og midlerne til at udføre det egentlige arbejde mindskes.
Det vi skal tilbage til (eller frem til) i den pædagogiske verden, er at vi skal ruste vore børn til at være borgere i en stadigt skiftende samfund, og det sker ikke bedst gennem rigide systemer og tests. De 6 læreplanstemaer er såmænd gode redskaber, hvis de bliver brugt som et af redskaberne i en pædagogisk værktøjskasse. Men nogen pædagogisk metode er de ikke. Og de er langt fra dækkende for hvad er barn skal lære for at klare sig i samfundet.
Så kære pædagoger, vågn op og (gen)find nysgerrigheden og den kritiske sans. Og kære politikere, I skal holde jer til at skabe rammerne for at andre kan skabe rammerne om et godt børneliv. Det gode børneliv skabes ikke på Chr.borg eller i ministerierne, men i samspillet mellem de institutioner børnene færdes i og børnenes familier. Men for at det skal kunne lade sig gøre skal midlerne være der, og her tænker jeg ikke kun på pengene, men meget mere de rammer det pædagogiske personale arbejder indenfor. Både i institutionerne og uddannelserne.
Hvad er pædagogisk faglighed værd, uden pædagoger til at fører denne ud i livet?
At negligere manglen på personale i en stresset og travl hverdag, det er direkte flabet overfor de mange pædagoger, der brænder inderligt for deres arbejde, men som ganske enkelt ikke har tiden til at gå i dybden.
Område for område åbenbares den tragedie, VKO bragte Danmark ud i.
Vi kommer ikke udenom at opstille nogle mål for samfundsudviklingen, som kan danne basis for vor tilrettelæggelse af vore børns opdragelse og uddannelse. Senest har Niels Henrik Hooge med filosofisk udgangspunkt argumenteret for et grønt uddannelsesimperativ http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/spf/article/view/6246/5963
Selv er jeg kommet med tanker om at lade en del af undervisningen i folkeskolen være centreret omkring lokale miljøprojekter
http://bloggeroeven.blogspot.dk/search/label/Folkeskole
Kritik af evidens og 'videnskab' til styring af uddannelserne er ikke nok - der skal konkrete ideer om retning og indhold til - så kan vi altid diskutere formerne under hvilke uddannelsen skal finde sted og hermed krav til økonomi og personale.
@Karsten Aaen
"Pointen i ovenstående er denne: uddannelser kan være gode nok at eksportere men mon ikke vi også kunne eksportere vore plejehjem og vore børnehaver eller vuggestuer til Kina…? –"
Det ville være synd for Kinas ældre og mange børn i storbyerne. Sandheden er at børn og ældre får mindre opmærksomhed med vores system, mens man I Kina tager sig mere af sine ældre og børn får meget mere opmærksomhed i børnehaverne(i hvert fald i de store byer hvor jeg har færdes og arbejdet).
Så jeg håber at Kina IKKE bruger vores model med at bruge "fri leg"(oversat til pædagogen gider ikke have med børn at gøre da han/hun drikker kaffe) og konservere ældre på et hjem med et årligt familiebesøg(og det har jeg set med EGEN øjne ligeså).
Jeg har set det hele. Jeg har i Danmark arbejdet med ældre for i 3 år(en del år siden), arbejdet i Kinas børnehaver, set hvordan man tager sig af sine ældre og ikke sender dem på plejehjem(ja det er en byrde for mange unge kinesere, men en glæde for de ældre).
Den danske model er kold og forfærdelig. Den kinesiske model er varm og hjertelig(omend en stor byrde for mange familier).
Ofte spørger kinesere mig om hvorfor vi ikke tager os bedre af vores ældre. Ofte spørger de hvad pædagogerne får løn for, når de for det meste af tiden bare sidder på en stol og drikker kaffe og siger det var godt til børnene(du ved fri leg ;o) ).
Problemet med alle disse debatter omkring Kina er at folk læser en artikel og så tror de at det er sandheden. Kina undersøgte for mange år siden den Nordiske model(talte med en kinesisk diplomat om dette for x antal år siden). Siden hen nåede de frem til at den var for dyr og desuden nægter mange kinesiske familier at sende deres ældre på plejehjem(blandt andet på grund af økonomien og også at det ses som at svigte dem der har brugt et helt liv på at forsørge dig).
Der er nogle plejehjem i Kina, men de er ikke billige og desuden er det worst case tilfælde, hvis de sendes på plejehjem. Jeg har set at mange familier deles om at tage sig af sine ældre.
Nordiske model i Kina? NEJ TAK!
Jeg ved godt hvor jeg skal blive gammel og det er ikke her ;o)
Det er utroligt så mange der har oplevet pædagoger der sidder hele dagen og drikker kaffe. Jeg var i en årrække det man engang kaldte cykkelvikar, hvor jeg kom rundt i rigtigt mange daginstitutioner, og jeg kan slet ikke genkende billedet af dovne, uengagerede pædagoger der ikke gider tage sig af børnene under påskud af fri leg. Derimod har jeg mødt utallige pædagoger der med liv og sjæl gik op i deres arbejde.
Har I prøvet at rulle ned ad en bakke med en flok 2 årige? Ud over at være noget af det mest livsbekræftende, man kan foretage sig stimulerer det hjernens udvikling. Har I prøvet at løbe rundt efter en bold eller ballon med en flok børn? det er sjovt både for børn og voksne og så styrker det oven i købet børnenes motorik.
Har I nogensinde stået og iagttaget en flok børn der leger købmand, eller laver mad i sandkassen? Det er lærerigt for børnene og kan så sandelig også være det for den voksne. Ud over at børnene lærer at interagere uden styring ovenfra er det en lejlighed til at spotte de børn der har brug for hjælp til at udvikle evnen til selvstændig leg, til at sige til og fra, og meget andet.
Det mange med foragt kalder "fri leg" har faktisk et formål, desværre mister den noget af formålet, når normeringen er så lav at der ikke er voksne til at observere den fri leg.
Børn har brug for både fri leg og strukturerede aktiviteter, og for den udenforstående kan det være meget svært at se hvor det ene ender og det andet begynder.