Kronik

Vi regulerer os til kortsigtethed

Ikke alene er det enkelte menneske kortsigtet. Vores lovgivning fremmer vores last. Resultatet er klimaforandringer, forurening og økonomiske kriser
Finanssektoren udnyttede i 00’erne muligheden for at øge långivningen i fast ejendom. Over en bred kam blev der ydet lån i friværdier, og hundreder af milliarder kr. blev kanaliseret over i privatforbrug. Alle troede næsten, at alt var muligt.

Finanssektoren udnyttede i 00’erne muligheden for at øge långivningen i fast ejendom. Over en bred kam blev der ydet lån i friværdier, og hundreder af milliarder kr. blev kanaliseret over i privatforbrug. Alle troede næsten, at alt var muligt.

Christian Ringbæk

9. juli 2012

Midt i frustrationerne over de talløse nationale og økonomiske særinteresser, som blokerede for nødvendige fremskridt under det nyligt overståede Rio+20-topmøde, må vi ikke glemme en helt afgørende blokering i forhold til at finde løsninger på klima-, ressource- og energikriserne: Vores manglende evne til at tænke langsigtet i økonomiske og finansielle forhold.

Ikke alene ligger kortsigtethed til den menneskelige natur, vi har tilmed indrettet os med tankesæt, incitamenter og regler, så nutiden altid får forrang for fremtiden. Det er derfor, vi pumper den sidste olie op for fuld kraft i stedet for at gemme noget af den til om 100 år. Det er derfor, vi ikke kan gennemføre en effektiv fiskeriregulering: Vi vil sælge fiskene nu! Det er derfor, vi fortsætter med at forurene vores omgivelser, uanset hvor mange gange vi får at vide det bliver dyrt eller katastrofalt for fremtiden – vi vil beholde fortjenesten nu og ikke bruge noget af den til at rydde op.

Det er derfor, investorerne har blikket rettet mod de store børsnoterede virksomheders næste kvartalsregnskab (fænomenet kaldes kvartalskapitalismen). Og når vi tilmed mister realitetssansen og lader det finansielle system løsrive sig fra den reelle økonomi, kan vi i princippet tjene flere penge på én dag eller ét minut ved spekulation end ved årtiers møjsommeligt arbejde med produktudvikling og produktion.

Farlig cocktail

Politikerne har deres egen kortsigtede horisont, der rækker frem til næste valg. Tænk bare på alt det, der ikke bliver løst, fordi det ene kammer i USA’s kongres er på valg hvert andet år.

Kombinationen af politisk og finansiel kortsigtethed er en cocktail, der kan få dramatiske konsekvenser. Det burde finanskrisen have lært os. I 00’erne holdt danskerne fest under boligboblen, politikerne skubbede på med risikable lånetyper og skattestop. Finanssektoren udnyttede denne mulighed for at øge långivningen i fast ejendom. Over en bred kam blev der ydet lån i friværdier, og hundreder af milliarder kroner blev på denne måde pumpet ud i økonomien.

Pengene væltede ind i statskassen gennem afgifterne på alle de nye biler, der blev købt for lånte penge, momsen fra det høje privatforbrug osv. Finansministeren nød ansvaret, og der blev delt skattelettelser ud, så festen kunne fortsætte.

Da boblen brast, måtte staten holde hånden under bankerne, uden man for alvor begyndte at diskutere, om det finansielle system kunne fungere på en anden måde. Det gør man stadig ikke. Vi har lige set det hele gentage sig i Spanien: Boligboble og deraf følgende optur – fulgt af nedtur med bankredninger i 100 milliarder euro-klassen.

Ud over politikernes ønske om at fremstå succesfulde op til næste valg, har de også i vid udstrækning overtaget den finansielle logik, som gør, at fremtiden forsvinder ud af syne. Fænomenet kaldes meget usexet for ’diskonteringsfaktor’. Det er en procentsats, som Finansministeriet bruger, når fremtidige omkostninger eller indtægter skal omregnes til nutidsværdi.

I Danmark er denne sats så høj som seks pct. pr. år. Et uhørt højt tal, der betyder, at både omkostninger og indtægter, der udløses i fremtiden, svinder ind til ingenting, blot tidshorisonten er nogle få årtier. Rimeligheden i en så høj diskonteringsfaktor har været diskuteret fra tid til anden, og flere har foreslået en nedsættelse. Søgning på Finansministeriets hjemmeside giver imidlertid ikke andet resultat, end at faktoren stadig er seks pct. Det er en af årsagerne til, at vi slet ikke investerer nok i f.eks. infrastruktur og energiomstilling.

Holder hånden under de store

Den kortsigtede økonomiske logik, der særligt er knyttet til shareholder value-paradigmet om, at en virksomheds opgave er at skabe størst mulig værdi til sine ejere på kortest mulig tid, har gennem de seneste årtier langsomt, men sikkert inficeret den finansielle lovgivning helt ned til de detaljerede regnskabsregler, som bankerne og pensionskasserne skal følge.

Lad mig give et par eksempel på, hvad effekten af sådanne regler bliver:

Banker skal som bekendt beregne en solvensprocent, som udtrykker forholdet mellem den kapitalgrundlag (egenkapital og anden ansvarlig kapital) og dens aktiver og øvrige risici. Det tal må ikke være lavere end otte pct. I princippet betyder det, at hver gang der lånes 100 kr. ud, skal banken have mindst otte kroner i egenkapital.

Det er imidlertid blevet tilladt at foretage beregningen på en mere kompliceret måde, hvor man tager hensyn til risikoen ved de forskellige lån. Den slags beregningssystemer er meget dyre at udvikle, derfor er det kun de store banker, der har råd til det.

Effekten af metoden er, at nogle lån kommer til at veje væsentligt mindre. Hvis et lån kun får en vægt på 20 pct., betyder det, at banken nu kan låne 500 kroner ud på basis af de samme otte kroner i egenkapital. Gearingen øges, og hele systemet bliver mindre transparent.

Problemet er, at risikoen ikke altid opfanges af disse komplicerede modeller. Det så vi ved finanskrisens udbrud i USA, hvor det var de største banker, der blev ramt først.

Kortsyn er en dyd

Nede på jorden bliver konsekvensen af princippet, at store banker favoriseres frem for de mindre. De skal have relativt mindre kapital for at kunne gennemføre den samme forretning og kan dermed lettere tjene flere penge.

Store virksomheder favoriseres frem for små og mellemstore virksomheder. Det skyldes bl.a., at store virksomheder ofte har en rating, hvilket små virksomheder ikke har. En høj rating er noget af det, der udløser nedvægtning i Basel-systemet.

Store virksomheder kan låne billigere – væsentligt billigere – end mindre virksomheder. Når banken kun skal binde en femtedel kapital, kan den opnå en højere fortjeneste, selv ved en lavere rentemarginal. Det er ikke usædvanligt at en stor virksomhed betaler to pct., mens en mindre og stadig kreditværdig virksomhed betaler seks-otte pct. for lån til sammenlignelige aktiviteter.

Det er ikke svært at se, hvad det betyder for erhvervsstrukturen. Det er de store virksomheder, der særligt er bundet til shareholder value-paradigmet og derfor må fokusere kortsigtet på kvartalsregnskabet. Men en økonomi med mange små og mellemstore virksomheder er mere dynamisk, og den økonomiske udveksling i form af samhandel i nærområdet mere intens.

Der skabes flere arbejdspladser i en sådan økonomi, og det må derfor være i samfundets langsigtede interesse at fremme den. I stedet har vi opbygget et system, der via næsten usynlige mekanismer fører til det modsatte. Også pensionskasserne drives til kortsynethed. Reglerne på området betyder, at de placerer størstedelen af deres midler i børsnoterede værdipapirer – obligationer og aktier. Det begrundes med hensynet til sikkerheden for pensionsopsparerne – uagtet at også børsnoterede værdipapirer kan være genstand for bobledannelse.

Dermed bliver udviklingen på de finansielle markeder afgørende for de årlige opgørelser af afkastet, som pensionsselskaberne konkurrerer på. For at stå sig i denne konkurrence må pensionskassen hele tiden have den korte horisont for øje. Det er beklageligt, for pensionskassernes enorme midler rummer enestående muligheder for at skabe langsigtet værdi for samfundet og dermed også for deres egne pensionsopsparere, der skal blive gamle i dette samfund. Men for at udnytte potentialet må vi udvikle metoder til at måle den langsigtede, reelle værdiskabelse, så den ikke taber til udsvingene på børserne.

 

Lars Pehrson er administrerende direktør i Merkur Andelskasse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted,

De fleste tror, at penge er et udtryk for værdi.. det er de ikke. Penge ER gæld. De 5000 kr du har på din konto er nogen en anden skylder. Når du går ud og køber noget for dem, så betaler du gælden til en anden. Så når du siger at U.S har gæld for 16.000 mia dollars, så er det eneste du siger at der eksisterer 16.000 mia dollars.

Man kan meget simpelt sagt bare finde makulatoren frem og mindske pengemængden efterhånden som man får fat i dem. Det kan sagtens give negativ inflation og negative renter - and so what? Pengene bliver mere værd i realøkonomien jo mindre der er af dem. Det kan skam godt gå den anden vej. Det handler bare om regulering og at gøre det kontrolleret, hvilket centralbankerne er fuldt ud istand til.

Men det er ikke ensbetydende med at det er en god ide, at sidde og spekulere i. Lad verden gå sin gang, køb godt med sprut, start en møntsamling, og hav dåsemad i skabet for en sikkerheds skyld. Ingen kender imorgen. Det er det fantastiske ved livet.

P.s: Se på penge som en statsobligation. Man har lånt pengene ud til nogen andre. Derfor har man et plus på kontoen. Et aktiv. (Du skylder mig) imens den man har lånt ud til har et minus på kontoen. Et passiv.(Jeg skylder dig). Så betal pengene tilbage og værdien er 0,- kr. Ingen skylder noget længere!

John Fredsted

@Martin Skov: Altså, det er hip som hap, om man befinder sig 2 meter over havets overflade eller 2 meter under (uden dykkerudstyr), for i gennemsnit, eller summet sammen, så befinder man sig begge i havoverfladen (hvor man begge kan få luft). Noget nær sådan opleves dit indlæg af mig.

John Fredsted

@Bill Atkins: "Men fornemmer jeg at du er mere øm omkring din (etisk?) investeret formue end om miljøet ..."

Jeg har kun en opsparing stående for at kunne beskytte mig selv imod uforudsete ubehageligheder. For nogle år siden havnede jeg i en aldeles ubehagelig situation, som jeg ikke kunne handle mig ud af. Jeg bruger stort set intet på mig selv, og dette kræver stort set ingen selvdisciplin af mig, fordi jeg bare ikke føler, at jeg har noget særligt behov for at forbruge. Min opsparing står egentlig ikke i banken for at trække renter, for jeg ser den ikke som en investering, men, som tidligere sagt, som en buffer.

Martin jeg ser anderledes på pege - mere i overensstemmelse me John:

Penge er tid. Tid, der kunne være erlagt i køkkenhavens kartoffelrækker. Men jeg har solgt min arbejdstid til en anden, og de penge jeg får for det, kan jeg veksle, til kartofler. Og når jeg er blevet for gammel til at sælge min arbejdskraft, og passe min køkkenhave, så skulle livet gerne have været så gavmildt, at jeg har råd til at købe kartofler resten af min alderdom. Derfor opsparing. Dilemmaet er så om min aldersopsparing er indbetalt til staten i form af skat og staten garantere mine kartofler resten af livet, eller jeg har sat pengene i banken - og bankejerne finder ud af, at de både vil have mine kartofler - og et privat nålestribet jetfly.

Bill Atkins,
Det er ikke rigtigt et spørgsmål om synspunkter eller hvad en arbejdsgiver betaler med eller dine drømme om kartofler når du bliver gammel. Det er hvad krisen med bankerne handler om. De +5000,- på kontoen er tabte. De eksisterer faktisk ikke og har ikke gjort det siden 2008. Der er kun -5000.

Det er også derfor man har lavet 'indskydergaranti' for staternes regning. Det er en aconto betaling på beløbet der stod der før til dem der har 'lånt pengene ud' altså opsparerne. Det er jo hvad bankerne gør.

Det er også derfor der ikke kommer inflation i penge. Måske prisstigninger på varerne, men det er noget andet. Man har stadig ikke 'taget tabene' og er ved at flå bankerne fra hinanden. Der er så at sige mangel på penge i verden i forhold til dem der skylder dem, krybben er tom, og alle skændes om hvem der skal betale..

@Martin
Og i det øjeblik Staten skal til at udbetale bankgarantierne trykker den nogle penge...og inflationen ruller.

Men man forstår hvorfor nogle af verdens rigmænd er ingået i et rumfartskonsortie, der skal finde en gigantisk guldmeteor og bringe den ned i den enes baghave.

Bill Atkins
Nej, for det første trykker staten bare penge der dækker tab med indskydergarantierne. Det skaber ikke nogen inflation. Hvorfor kunne U.S.A ellers lige smække 7.000 mia dollars på bordet og f.eks Bankia løbe tør for Dollars? De burde jo svømme i dem.

For det andet så ville man med negative renter destruere penge efterhånden og kursen på dem ville gå op, og presse priserne ned tilsvarende.

Det skal selvfølgelig ske ligeså kontrolleret som når man fastsætter en årlig inflation på +2% og man skulle lige have fat i telefonrøret til Rottschild's og de andre store institutioner så det ikke skabte total panik når de så at de fik mindre penge på kontoen, men at obligationerne tilsvarende blev mere værd og endda gav et realafkast i købekraft.

Så kunne man også lige for alvor blanke alle inflationsrytterne og spekulanterne af til fordel for investorerne og opsparerne. Men det er selvfølgelig teknisk det hele og jeg ville klaske mig på lårene af grin over at Wall Street blev til Broke Street. Det var jo dem der solgte giftige cdo'er til Europa.

@Martin det ser ud til du kan have ret:

At bankerne er under pres er jo ingen hemmelighed, idet de næsten uden at kny skar deres tilgodehavender i Grækenland ned til det halve.

Og...

Chefen for Federal Reserve Bank, Ben Bernanke, og præsidenten for den europæiske centralbank, Mario Draghi, har som svar på kritik af at de i forbindelse med finanskrisen har foræret billioner af friskpressede euro og dollars til ødsle regeringer og dårlige banker, og dermed skabt en uoverskuelig gældsbyrde for vores børn og børnebørn, hævdet, at alle de printede penge ikke vil påvirke den reale økonomi, fordi pengene kun går til at dække bankernes tabte væddemål, og at de i øvrigt er blevet 'steriliserede', ....et begreb som ingen rigtig ved, hvad betyder., som ing.dk skrev.

Det gælder tilsyneladende om at lande krisen forsigtigt, så man kan nå at skubbe sorteper det rigtige sted hen?

randi christiansen

"Det gælder tilsyneladende om at lande krisen forsigtigt, så man kan nå at skubbe sorteper det rigtige sted hen?" - nogen bud på hvor det er ?

randi christiansen

- og steriliserede penge - længe siden jeg har hørt noget mere surrealistisk - men altså, sålænge krisen bliver landet forsigtigt, så kan de kalde det, hvad de vil

...men det er jo ikke sikkert det lykkes - markedet spekulerer imod. Sidst landede krisen i de asiatiske tigerøkonomier - et land i det verdens hjørne er helt givet i sigtekornet,

randi christiansen

At tillade en situation hvor ´markedet´ kan spekulere imod, er også helt forrykt, men startede jo sit amokløb dengang alle købte den trojanske hest i form af New Labour´s nyliberalisme pakket ind i ´den tredje vej´- snydt igen

Hanton Flilk

Fremtiden er nu.
Det er ikke længere vores børn, der betaler prisen, men
derimod os,der er børnene, som har en regning at betale. Snart.

Bill Atkins
Jeg ville ønske at jeg ikke havde det.

Men - fordelen - ved en fiat valuta er, at den ikke er hæftet op på nogen fysisk værdi som sådan, og man kan tilsvarende vende retningen og istedet for at udvande den, kan man gøre den mere værd ved at vende det hele på hovedet. "Vi er jo alle levende.."

Det kan godt betale sig at afskrive/betale 2% p.a for at låne penge ud hvis valutakursen stiger med 3% p.a og priserne falder tilsvarende. Det er stadig 1% real-afkast.

Men intet - intet - af dette her kan lade sig gøre før man har taget tabene. Så.. imens vi venter, jeg tager et shot af den billige whisky, ryster lidt på hovedet af verden og ta'r den ellers med ro. Jeg er jo ikke død endnu.

Sider