International kommentar

Rio blåstemplede naturødelæggelserne

Det er åbenbart for meget at forlange, at regeringer, der skaber mirakler som droner, globale markeder og milliard-redningspakker, bruger blot en smule af deres ressourcer på at forsvare vores levende planet. Det viste Rio-topmødet
2. juli 2012

Jordens levende systemer er ved at bryde sammen, men ledere fra flere af verdens mest magtfulde nationer – USA, Storbritannien, Tyskland ogRusland – gad ikke engang dukke op for at deltage i Rio+20-konferencen. Og de, som medvirkede, blev højtideligt enige om at fortsætte med at nære de destruktive brande: Hele 16 gange i deres tekst forpligtede de sig på at satse på ’vedvarende vækst’, den primære årsag til biosfærens nedbrydning.

Verdens regeringer koncentrerer ikke deres indsats om at forsvare den levende Jord, men om at forsvare den maskine, der ødelægger den.

Hver gang forbrugerkapitalismen gør knuder som følge af sine egne modsætninger, forsøger verdens regeringer skyndsomst at reparere maskinen for at sikre, at den kører hurtigere end nogensinde før. Og det på trods af, at den tilintetgør de vilkår, som opretholder vores liv.

Den tanke, at det kunne være en forkert maskine, der arbejder på den forkerte opgave, har ingen gang på jord i mainstream-politik. Maskinen beriger i høj grad den økonomiske elite og isolerer den politiske elite fra de massebevægelser, den ellers kunne blive konfronteret med. Vi har jo stadig vores brød og vandrer rundt i cirkusser tryllebundne af dagdrømmerier.

Vi bruger ikke den frihed, som vores forfædre kæmpede så hårdt for, til at agitere for retfærdighed, omfordeling og et forsvar for fælles interesser. Den bruges i stedet til at jage de dopaminbelønninger, som udløses, når vi køber produkter, vi ikke behøver.

Verdens mest opfindsomme hjerner sætter ikke deres fantasi ind på at forbedre vilkårene for menneskeheden, men på at udtænke stadig mere effektive midler til at simulere forbrugets svindende evne til at tilfredsstille os.

Forbrugerkapitalismens netværk af afhængighedsrelationer sikrer, at vi alle uforvarende konspirerer om at skrotte, hvad der kan være universets eneste levende planet. Vi har derfor alle et medejerskab til det manglende gennembrud i Rio de Janeiro.

Politikere føler intet ansvar

Det første Rio-topmøde i 1992 markerede i realiteten afslutningen på den multilaterale internationale indsats for at beskytte biosfæren. Det eneste succesfulde globale instrument – Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget – blev aftalt og gennemført få år før mødet. Det var en af de sidste frugter fra en svunden politisk æra, hvor intervention på markedet for almenvellets skyld ikke blev anset for tabu.

Alt af betydning, som siden da er blevet diskuteret, har i bedste fald ført til svage aftaler uden forpligtende retskraft. Typisk har resultatet været ingen aftaler overhovedet. De regeringer, der tillod Verdenstopmødet og alle lignende møder at ende i fiasko, oplever ikke at have ansvar for resultatet. Selv om de står med et system, der ikke har fungeret i de seneste 20 år, strejfer det dem ikke, at der må være noget galt. De tog derfra Rio velvidende, at de ikke risikerer politiske sanktioner, at medierne er lige så optagede af de samme forbrugertrivia som resten af os, og at deres svigt for længst er glemt, når fremtidige generationer må kæmpe med det rod, de har efterladt.

Handling – hvis det nogensinde kommer til handling – vil nu primært foregå andre steder. De regeringer, der fortsat interesserer sig for planeten Jorden, vil bliver nødt til at agere alene eller efter aftale med ligesindede nationer. Men der vil ikke være nogen mulighed for at skride ind over for gratisterne eller for at overbevise vælgerne om, at deres prioriteringer vil blive fulgt op af andre landes.

Vent ikke på politikerne

At vi har forpasset chancen for at forhindre, at den globale opvarmning overskrider to grader, synes indlysende. At mange andre planetariske grænser dermed også vil blive overskredet, står ligeledes klart. Så hvad gør vi nu?

Nogle vil give op eller i det mindste trække sig tilbage fra den politiske spillebane. Hvorfor, vil de spørge, skal vi gøre os nogen ulejlighed, hvis vi uundgåeligt vil miste det, vi har kært? Hvis vi alligevel mister de skove, floder, vådområder, koralrev, havis, gletschere, fuglesang og det milde og stabile klima, der har behandlet menneskeheden så venligt så længe?

Det er der tre grunde til, at vi skal!

Den første er, at vi må forsøge at udskyde tabene så længe som muligt, for at give vores børn og børnebørn mulighed for at opleve nogle af den naturlige verdens vidundere og glæder og den fredelige trygge tilværelse, vi er blevet velsignet med. Er det ikke et værdig mål?

Den anden er, at vi må bevare, hvad vi kan i håbet om, at tiden bliver moden til en ny politisk vilje. Jeg tror ikke, at den plantefortærende maskine, som smøres ved konstante tilskud fra offentlige kasser, vil kollapse før de levende systemer, den får næring fra. Men jeg kan tage fejl. Vil det ikke være et frygteligt spild at lade tigeren, næsehornet, den blåfinnede tun forsvinde uden kamp, hvis perioden med intens rovdrift skulle vise sig stå for fald?

Den tredje grund er, at selv om vi måske ikke har indflydelse på de beslutninger, der træffes andre steder, kan vi stadig gøre meget inden for vores egne grænser. Rewilding – den omfattende genskabelse af økosystemer – giver os håb om at skabe i det mindste nogle fristeder for den naturlige verden.

Var det for meget at bede verdens regeringer, som har været i stand til at skabe så store mirakler som udvikling af stealth-bombefly, dronekrigsførelse, globale markeder og redningspakker til trillioner af dollar, om bare bruge en tiendedel af den energi og de ressourcer, de afsatte til disse projekter, på at forsvare vores levende planet? Det var det åbenbart.

debat@infomation.dk

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Håbløshed og opgivelse fra Monbiot.

Jeg ser desværre heller ikke meget håb. Hvis kapitalismen ikke falder på den igangværende krise og der kommer noget nyt, så er løbet kørt.

jamen de tager de jo ikke seriøst før det er alt alt alt aaaaaaaaaaaaaaalt for sent, og så kan de klappe sig selv og hinanden på panden og efterligne Homer fra The Simpsons:"Doh", det er nytteløst. Bare glem de der dyre møder, drop dem, de er spild af tid og penge siden vi alligevel er fast besluttet på at lave planeten om til en stor lækker rotte-kloak.

Skriften på væggen mht. klimaet har jo været tydelig i årtier og Rio-aftalen kan vel ikke komme som en overraskelse for nogen?

Man skal vist være temmelig naiv for at tro at verdens regeringer vil sætte miljøhensyn over vækst, arbejdspladser og social stabilitet.

Diverse miljøforhandlinger er ren proforma og det er allerede for sent at gøre noget ved global opvarmning f.eks.- for viljen til at gøre noget ved denne problemstilling har aldrig været til stede hos vore politikere uanset partifarve.

randi christiansen

Så skulle vi sætte en verdensomspændende underskriftindsamling i gang med krav om en solidarisk og bæredygtig miljø-og socioøkonomisk global løsning ?

Det er som altid sammenhold, der gør stærk, og selvfølgelig er vi flest, men magtens lille væmmelige elite lykkes med del og hersk strategien. Hvorlænge endnu skal vi lade os snyde

olivier goulin

Jordens redning rummes også potentielt i menneskets dårskab.

Den får ikke fred, før det meste af dens indbyggere er udslettet og hele den industrielle kultur og mentalitet er gået til grunde.

Og den behøver jo blot at slå en 'mindre prut', for at hjælpe denne process lidt på gled.

Herefter kan man så håbe, at de overlevende vil være smule mere fornuftige, og kan starte på en frisk på et bedre grundlag - et spirituelt, i så fald.

/O

Jeg ved ikke hvordan man finder kandidater til Nobelprisen.

Alligevel har jeg skrevet til Martin Lidegaard og bedt ham gøre sit til, at Nobelkomiteen indstiller Øko-økonomen Herman E Daly til prisen i økonomi.

Den amerikanske professor i økonomi fortjener prisen for sit arbejde med at sammentænke miljø og økonomi, beskrevet i bogen : Nødvendighedens Økonomi (Hovedland).

Slut op.

Rigtig rigtig mange helt helt almindelige mennesker synes naturen - ud over den lokale park - er død irriterende - de skal overbevises om noget andet først.

Jeg hørte en landmand forleden advare mod at manglende oprensning af de naturlige vandløb: "Ville medfører en sand myggeplage"

Mit bedste råd er at vi får så mange som muligt til at melde sig ud af folkekirken og så sende den sparrede kirkeskat til Greenpeace eller en anden naturbevarelse - Løvehalsbånd i Kenya eksv.

.. det her er nok den mest imbecile planet jeg har været på længe, forhåbentlig er der en eller anden idiot der trykker på den røde knap i morgen så vi kan få punktum på det idioti.

randi christiansen

Helge - nu kan du jo ikke vide, om det ville være et punktum

Og ærlig talt, selv om fremtidsperspektiverne er mørke, så er der håb, sålænge der er liv - jeg tillader mig at nyde livet på trods af tåbernes hærgen