Uddannelsessystemet skal levere stigende gennemførelsesprocenter. Det gælder ikke mindst gymnasierne, som spiller en stor rolle i bestræbelserne på at nå målsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Der er politisk prestige i det, for flere vidensarbejdere ses som nøglen til succes i den globale konkurrence.
Målsætningen blev formuleret i 1993 af den tidligere radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen og har siden nydt bred opbakning. Problemet er bare, at den har vist sig svær at nå – også selv om man undervejs behændigt har ændret regnemetoder for at få pænere tal. Der er nemlig en hel del unge, der hverken har evner eller lyst til at blive vidensarbejdere.
Men selv om 95-procentsmålsætningen er svær at realisere, har den haft reel indflydelse på de danske gymnasier. Faktisk er den i dag så dominerende, at den er i færd med at ødelægge de gymnasiale uddannelser. For i jagten på de høje gennemførelsesprocenter, er man gradvist ved at sænke kravene, så alle kunderne (læs eleverne) bliver i butikken uanset evner og indsats.
Gymnasier korrumperes
Med gymnasiernes overgang til selveje (i 2007) og indførelsen af taxameterprincippet gjorde man i tråd med New Public Management-principperne gymnasierne til virksomheder, der fik en vis frihed til at lokke og fastholde elever på den måde, de hver især måtte finde passende. Håbet var, at man ville få mere for pengene ved at lade institutionerne finde de løsninger, der virker bedst i netop deres lokalmiljø. En smuk tanke, der desværre korrumperer gymnasierne. I kampen for taxameterpengene tolererer de alt for meget.
Med overgangen til selveje indførte man bestyrelser på gymnasierne, hvor driftige lokale erhvervsfolk præger virksomheden ’Gymnasiet A/S’. Det har f.eks. medført, at rektorerne via resultatløn årligt får en personlig bonus, hvis gennemførelsesprocenterne stiger. Så hvis gymnasierne sanktionerer en uacceptabel adfærd og smider en elev ud, går det ikke bare ud over institutionens taxameterpenge, men også over rektors egen pengepung.
På nogle gymnasier kan eleverne groft sagt opføre sig, som de vil. De kan være voldelige over for hinanden, de kan lægge sig oven på bordet midt i timen og tjekke Facebook på mobilen, de kan spille spil på deres mobil i timerne, de kan undlade at forberede sig, de kan undlade at medbringe de af skolen udleverede undervisningsmaterialer (som lærer må jeg ikke engang give dem fravær for den pågældende time), de kan ignorere lærerens instruktioner til diskussionsarbejde i par/grupper – de kan på alle mulige måder tillade sig at være komplet ligeglade med den undervisningssituation, som de er en del af, fordi læreren ikke har nogen reel sanktionsmulighed. I gymnasiet kan man naturligvis give en lav karakter, men på HF har man ikke engang den mulighed.
Snyd legitimeres
Selv når det gælder snyd, er der eksempler på, at gymnasieledelser har indført en såkaldt inkluderende politik. Argumentet er, at da der nok er mange elever, der er i tvivl om, hvor grænsen mellem snyd og ikkesnyd går, skal lærerne forklare eleverne forskellen i stedet for at ekskludere. Det er jo – når denne søde tanke står alene – en indirekte legitimering af snyd, der i fremtiden vil plage universiteterne og andre videregående uddannelsesinstitutioner.
Man har også iværksat det helt store omsorgssystem med tutor, mentor, studievejleder, psykoterapeut, telefonvækning, morgenmad etc. Og kan man fortælle, at man er et offer for negative sociale omstændigheder, tolererer skolerne endnu mere. Man burde vel kunne opretholde nogle minimumskrav, når nu gymnasierne tilbyder en så bredspektret nursing-menu à la carte? Det paradoksale er tilmed, at når man møder selvsamme elever i andre situationer – f.eks. når de passer deres erhvervsarbejde i fritiden – er det forbløffende, hvor mange krav de kan leve op til.
Alt skal være sjovt
I forhold til tilrettelæggelsen af undervisningen bliver kvantitetsdagsordenen også mere dominerende – det skal være sjovt at gå i skole, og eleverne skal ikke have lektier for. Under mottoet less is more indfører flere skoler f.eks. lektiefri HF, og eleverne skal tilbydes anvendelsesorienteret undervisning, hvilket groft sagt dækker over ikkeboglige undervisningsaktiviteter, og som reelt betyder, at man sænker det faglige niveau. For som en uddannelsesleder for et par måneder siden retorisk spurgte mig – »hvorfor være så forhippet på den faglighed?« Faglighed er ved at blive yt.
Undervisningsministeriet har båret ved til bålet ved at vise begejstring for den lektiefri skole og annoncerede 8. juni 2011 på deres hjemmeside, at »Lektiefrit HF-kursus giver gode resultater«, da man i Tønder havde opnået et højere karaktergennemsnit efter indførelse af lektiefrit HF. En smule indsigt i metodisk-kritisk tænkning om årsagsforklaringer havde været en god idé. Da Tønder lancerede det lektiefrie HF, havde de relativt få elever, der fik relativt dårlige karakterer til HF-eksamen (4,8 i gennemsnit). Men det lektiefrie HF tiltrak flere elever, muligvis også en mere heterogen elevgruppe, der måske har haft bedre forudsætninger for at klare sig godt karaktermæssigt. Hvis man lokker flere elever fra mellemgruppen over på det lektiefrie HF, så er det logisk, at karaktergennemsnittet stiger. Den slags burde man have undersøgt, inden den tidligere undervisningsminister Troels Lund Poulsen hævdede fra Tønder, at »det faglige niveau bliver hævet«.
Dertil kommer, at lærernes forventninger nok også spiller en rolle for karakterniveauet. De varierer fra person til person, men for nogle år siden havde jeg en censor, der i vurderingen af en elev til eksamen udbrød, at »man skal jo være glad, bare de der HF’ere dukker op og kan sige et eller andet.« Eleven bestod med karakteren 02, selv om præstationen var komplet utilstrækkelig.
Kan man ikke bare sige pyt og betragte niveausænkningen som den lille pris, vi som samfund må betale for at få de pæne uddannelsesstatistikker? Nej, for problemet er, at statistikkerne ikke i sig selv har en værdi – det er de positive effekter, der følger af et højere uddannelsesniveau, der tæller. Man gør en præstation (gennemførelse af en gymnasial uddannelse) til en ikkepræstation, og så mister uddannelsen sin værdi. Samfunds-økonomisk har vi altså ikke vundet noget, hvis vi fortsætter på denne måde.
Men det er ikke det eneste problem; i mellemtiden lærer vi hele mellemgruppen af elever, at offerrollen er gavnlig, og at de selvudslettende gymnasiale uddannelsesinstitutioner ikke tør at sætte grænser for disrespekt af frygt for at miste taxameterpenge. For kunden har altid ret.
Uddannelse er en gave
Jeg fortæller indimellem mine elever, at uddannelse er samfundets gave til dem. Jeg er pavestolt af at leve i et samfund, hvor uddannelse er gratis, ja, hvor vi ligefrem bliver betalt for at uddanne os. Alle, der kan og vil, kan få den uddannelse, de ønsker, uanset forældrenes indtægt. Det er et privilegium, vi skal værne om.
På mange måder er det danske uddannelsessystem også rigtig velfungerende, vi uddanner til selvstændig stillingtagen, til at vide og kunne noget. Lad os ikke ødelægge det. Lad os hjælpe de unge, men insistere på at stille krav til adfærd, faglig viden og kunnen. Så kære politikere, fjern de ødelæggende incitamenter fra gymnasierne.
Freja Schloss er gymnasielærer
Taxametersystemet er og bliver direkte ødelæggende.
Fjern det dog!
.
Det er nok et indlæg som ikke er lige populært alle steder. Men det er nok et indlæg der er tæt på sandheden, nogle steder. For en som i 20 år har hørt på, læst om og blevet tudet ørerne fulde om folkeskoles fallit, er det imidlertid velgørende at læse om at gymnasiets problemer, nu da alle stort set kan komme ind og få en hue foræret forstår man.
Naturligvis har taxameteret noget at gøre med niveauet, men dybest set er holdningen og ugideligheden, der bærer ansvaret. Jeg tror såmænd en relegering i ny og næ måske kunne hjælpe lidt, for hvad i djævelens skind og ben skal man på et gymnasium, som man ikke kan komme op til og hvis helst vil sove på ?
Gymnasiet tager halvdelen af de elever ind, der betegnes som uegenede, og ja selvfølgelig er der rørende historier om at der var nogle der alligevel klarede sig fint, men i kampen om eleverne ( lærerstillinger) har man selv sat overliggeren så lavt at man beder om problemer.
Men nabo på min ferieø har lige haft nogle oppe i matematik på A-niveau. Af 18 dumpede 4, ja de havde bare ikke sådan rigtig læst. Det var endda et turbohold. Og matematik kan man ikke snakke sig ud af. Antallet af danskere, der taler mere end ét fremmedsprog falder, mens antallet af studenter nærmer sig 75%. Niveauet må være som området ud for Tønder, under daglig vande.
Jeg orker næsten ikke kommentere det, men det trigger en af mine kæpheste.
Jeg tror det berører et af hovedproblemerne inden for det offentlige system, nemlig ledelse. Med ledelse mener jeg helt fra politikernes side, ministre via embedsmænd, rektorer og helt ud i klasseværelset.
Der er simpelt hen for få, der forstår eller vil forstå hovedpunkterne inden for ledelse.
Det handler om at udnytte alle elevernes (i dette tilfælde) potentialer. Der skal stilles høje, realistiske og klare forventninger til eleverne og der skal følges op så der opleves en interesse og udviklende feedback.
Det har man vidst i erhvervslivet i lang tid. I hvert tilfælde i moderne virksomheder.
De fleste mennesker ved godt hvordan de selv reagerer på forskellige typer af ledelse. Engagerende, ansvarsgivende, mistænkende, kontrollerende, dikterende osv. Jeg kan simpelthen ikke forstå hvorfor man så ikke også vil implementere ens erfaringer når det gælder politik og offentlig ledelse.
Freja Schloss: "Det har f.eks. medført, at rektorerne via resultatløn årligt får en personlig bonus, hvis gennemførelsesprocenterne stiger".
En falsk analogi til en produktionsvirksomhed...
Dette bør føre til en principel diskussion i offentligheden.
Systemet fejlede ikke, det havde bare ikke regnet med at rektorerne var så glade for penge, at de ville sætte en flere generationer af unge menneskers uddannelse over styr ved at give dem falske forhåbninger. Problemet er vel at disse rektorer, hvis antagelsen er rigtigt, vil snyde enhvert system. Giver man dem beløning snyder de for at få den, giver man dem ingenting, prøver de at slippe udenom deres ansvar så let så muligt...Jeg tænker, hvem er deres chef?
t.o. en artikel i Berlingske om uni:
http://www.b.dk/kommentarer/indtryk-fra-det-groenne-bord
Vi har for nylig læst om, at mange nye studerende på universiteterne viser sig at være ordblinde!
Hvad er det for et skolesystem, der ikke magter at opdage den slags længe inden eleverne når så langt?
Det skal opdages og afhjælpes længe inden gymnasiet.
Måske landets (akademiske) magthavere skulle til at indse, at det ikke er alle der har de biologiske-kognitive forudsætninger til at kunne gennemføre en gymnasiel - endsige en videregående - uddannelse?
Der ER bare en del mennesker der er bedre gearet til faglært arbejde, og er bedre til at bruge hænderne. Hvorfor skal en ordblind tvinges igennem gymnasiet, når han/hun er meget bedre til - og i øvrigt hellere vil være - maler, elektriker, tømrer etc.?
Eller som min (faglærte) far siger: hvis vi alle sammen er akademikere, hvem skal så tømme skrald?
En forklaring på mangt og meget kan finde i det følgende interview (5 timer) med tilhørende referencer.
John Taylor Gatto - The Ultimate History Lesson
Politikerne havde et ønske om, at 95 % af en årgang skulle gennemføre en ungdomsuddannelse.
For at nå denne målsætning havde man to instrumenter at regulere på. Det ene var en generel opkvalificering af ungdommen, det andet var en generel sænkning til kravene for at gennemføre.
Det er ret nemt at gennemskue hvilket af instrumenterne der var nemmest at regulere for at nå målsætningen.
Og den nye karakterskala understreger blot, hvilken retning der blev valgt…
Nu er definitionen på ordblindhed vist ikke helt klokkeklar, men i mange år sad Jacob Lange, som var tordnende ordblind, og var leder af studenterrådgivningen på KU. Min bror og søster havde læse/skrivevanskeligheder og blev begge læger, for snart 40 år siden, min tømrer kan ikke læse et skilt, men fik lov til at have sin mester til at læse opgaven op til svendeprøven. Han er en overordentlig dygtig tømrer. At en egentlig ordblind kan gå gennem gymnasiet uden at blive opdaget siger da vist mest om niveauet samme sted. I folkeskolen er læsestoffet trods alt begrænset, men gymnasiet optager jo alt hvad der melder sig.
Mest bare noget gammelt surt brokkeri over tidernes almene tilstand og ungdommen især og det var bedre i gamle dage.
PS
Vi andre snød også hvis vi kunne slippe afsted med det, og det kunne vi.
Snyd, flid og fedt.
Jeg blev student for 2 år siden, og kunne retfærdigvis være blevet smidt ud igennem 2.g og 3.g - det må jeg med skam indrømme.
Vores daværende rektor valgte, istedet for at smide mig ud, at have en lang og konstruktiv snak med mig (ja det lyder da vel nok helt forrykt!) - og jeg endte faktisk med at få langt over gennemsnit i mine eksamener, og står nu med et meget tilfredsstillende snit.
Måske handler det ikke om udsmidning af elever, men om at ændre måden hvorpå der bliver undervist?
Det gymnasium jeg gik på er selvfølgelig ikke repræsentativt for samtlige gymnasier, men jeg er ret sikker på at det ikke står alene heller.
Generelt kom læreren ind, og så gennemgik vi alt det vi i forvejen godt vidste, hvilket dermed førte til at folk sad med deres mobiler og spillede spil.
Vi havde én lærer, som opfordrede til diskussion og stillingtagen, med udgangspunkt i hvad vi havde læst - og det var denne lærers timer, hvor der stort set aldrig var pjæk eller skriftligt fravær. (det var også i dette fag hvor klassen tilsammen fik højst karakterer.)
Jeg var for nyligt til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen (Hvor jeg blev optaget selvom jeg har været sådan en 'umotiveret snydepels' i gymnasiet - vi er ikke alle helt fortabte på trods af det)
- til denne optagelsesprøve blev vi blandt andet bedt om at skrive en historie ud fra et billede, fri fantasi, ingen regler, ingen rammer, bare skabe noget ud fra ens kreative sans. Dette var simpelthen det fedeste jeg nogensinde har prøvet at gøre i et fagligt øjemed, og jeg har faktisk lavet et par stykker selv bagefter det.
Hvis man inkluderer eleverne i aktivt at gøre noget, bruge deres hjerne, udvikle den, så giver det mange af de eftertragtede resultater - og det er en del mere konstruktivt end at smide en elev ud fordi han/hun er oppe på 10% fravær.
Følelsen af at være en maskine, som helt statisk bare remser op hvad tidligere generationer også har gjort, er ikke motiverende, og er desuden destruerende for den kreative sans (som også er nødvendig når man kommer ud på arbejdsmarkedet.)
Selvfølgelig bliver unge nødt til at være mindre 'forkælede' og kæmpe mere for uddannelsen, det er jeg enig i - men de unge bærer ikke, i mine øjne, hele ansvaret.
-Beklager for den meget store mængde af tekst.
Thomas Pedersen
Jeg opfatter ikke artiklen som en kritik af de studerende, men af det system, der svigter dem ved fordringsløst at lade dem bestå. Det er ansvarsløst ikke blot over for de studerende, der indsocialiseres til ligegyldighed og manglende faglig etik, men også over for de uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser, hvor disse studerende fortsætter deres liv.
Mikhail
Enig. Har læst det igennem igen, og du har ret.
Min pointe ligger nok desværre lidt malplaceret her.
Beklager
@Thomas Pedersen
Din pointe er helt fin, og det er vigtigt og vægtigt at der er engagerede undervisere og motiverede studerende i gymnasiesystemet.
Men historien om at det stort set er umuligt at blive hældt ud af et gymnasium af politiske årsager dækker både over historier med lykkelig udgang som din, og over historier om folk, der aldrig burde være lukket ind i et gymnasium.
God vind på DJH!
VH Sebastian.
Søren Lom Skriver:
Vi andre snød også når vi kunne slippe af sted med det.
Må jeg så få lov til at tilføje uden at det bliver slettet.
Tal for dig selv, Søren Lom.
Som kommende 3.g-elev på et alment gymnasium, kan jeg sige, at det er ualmindeligt frustrerende at sidde i en klasse, hvor "den ugentlige gæst" konstant får lov til at gennemføre sin gymnasiale uddannelse. Det er ekstremt demotiverende at vide, at man kan "slippe af sted" med så lidt, som at have et tårnhøjt fravær og ikke aflevere halvdelen af sine afleveringer.
Det er dybt skadeligt for gymnasiet, at barrieren for bestået er så lav, som den er.
Jeg går på et relativt lille gymnasium, hvor disse taxameterpenge selvsagt spiller en ganske høj rolle for gymnasiet.
Desuden forstår jeg ikke helt målsætningen med det kvantitative mål med 95%. Det er da fantastisk, hvis 95% af befolkningen kan gennemføre en gymnasial uddannelse, forudsat, at kravene for gennemførsel ikke forringes. Hvad positivt er der ved en ungdomsuddannelse, som alle kan gennemføre?
Det er klart at det ikke bare er de studerendes skyld.
Det er læreren, der har ansvaret for klassens udvikling. Det er rektor, der har ansvaret for lærerens udvikling og præstation, osv. osv op i systemet.
Fravær, derimod, er elevens og forældrenes ansvar.
Jeg må indrømme at jeg har svært ved at forstå at man accepterer fravær uden gyldig grund. Det findes ikke i mit billede, hverken i skolen eller på arbejdspladsen.
Hvad er der ved at have arbejdet for at opnå et resultat og en hue,
hvis alle og enhver kan opnå det samme?
Det svarer til at give alle deltagerne ved olympiaden ens medaljer.
der ligger en fejlagtig samfundsanalyse bag tanken - og en helt ufattelig mængde snobberi fra politikernes side.
@Lise Lotte Rahbek
Jeg anser uddannelse for en individuel udvikling og rejse. Det er ikke en statussag i mine øjne.
Det eneste konkurrencemoment, jeg ser er når man skal optages til en videregående uddannlese.
Jeg tror på at karaktererne kommer af sig selv når man går efter at lære så meget som muligt og koncentrerer sig om at udnytte sine evner optimalt.
Fokus må være på at udvikle, modne og forberede eleverne til det videre liv - ikke karakterkreaturer og overfladige produkter fra en pølsemaskine.
Men, Brian Jensen, sandheden er, at nutidens elever og kursister ikke går op i andet end, om det, de lærer, er relevant for deres eksamenssituation.
@Peter
Det er til dels deres eget ansvar vil jeg så mene. Det største problem er egentlig at politikerne synes det samme.
Nu skal vore børn trykkes så hurtigt igennem systemet at de ikke når at modnes eller lærer at være bevidste om deres liv, karriere, politik osv.osv.
Rimelighedsbetragtninger og kritisk syn er uhyre vigtige egenskaber, som direkte modarbejdes i systemet nu med fokus på færdigheder og ikke evner.
Brian Jensen
Der er i mine øjne ikke meget individuel rejse over en studentereksamen.
Måske er jeg for pragmatisk til at kunne se den poetiske del af gymnasie-tiden,
som jeg selv måtte tage over 2 omgange, fordi jeg netop ikke var påfaldende motiveret i afsnit 1. Gymnasieordninger i min ungdom var konsekvense i deres krav til gymnasie-elever. Det synes jeg var i sin orden.
Som jeg ser det handler det om modenhed. Hvis man ikke er moden nok til at gå på gymnasiet, så burde man lave noget andet.
Man kan så spørge sig selv hvorfor så mange elever er umodne. Det hænger i mine øjne sammen med at fokuset i folkeskolen er rettet væk fra netop personlig modning og personligt ansvar i egen læring.
Jeg har indtryk af at de fleste elever er ubevidste om hvorfor de går i skole og hvorfor man egentlig vil på gymnasiet osv.
En af hovedårsagerne hertil er at de seneste årtiers uddannelsespolitik er gået ud på at få eleverne så hurtigt og billigt igennem som muligt. Uden hensyntagen til de økonomiske og menneskelige konsekvenser i det store billede. Detailstyring af lærernes arbejde er et af hovedproblemerne her, for det har dræbt masser af engagement og ikke-specificerede selvpåtagne gerninger.
Når man styrer, måler og vejer for meget, får man kun lige netop det, der måles og vejes.
Det er det man ser konsekvensen af nu med uengagerede elever.
"På nogle gymnasier kan eleverne groft sagt opføre sig, som de vil. De kan være voldelige over for hinanden, de kan lægge sig oven på bordet midt i timen og tjekke Facebook på mobilen, de kan spille spil på deres mobil i timerne, de kan undlade at forberede sig, de kan undlade at medbringe de af skolen udleverede undervisningsmaterialer (som lærer må jeg ikke engang give dem fravær for den pågældende time), de kan ignorere lærerens instruktioner til diskussionsarbejde i par/grupper – de kan på alle mulige måder tillade sig at være komplet ligeglade med den undervisningssituation, som de er en del af, fordi læreren ikke har nogen reel sanktionsmulighed. I gymnasiet kan man naturligvis give en lav karakter, men på HF har man ikke engang den mulighed."
Sådan er det også på KVUC i Vognmagergade.
Jeg måtte for nogle år tilbage opgive at gennemføre at læse spansk fordi undervisningstimerne i spansk blev saboteret, og så mistede tilmed min brugerbetaling i den forbindelse.
Læren var magtesløs.
Jeg var endt på et dumping hold, dvs. et hold som ca. 1/3 af holdet var der af én eneste grund S.U, en 1/3 af holdet var der selvom de kunne spansk, de skulle bare have nogle hurtige, nemme karakterer, og så var der 1/3 del der rent faktisk gerne ville læse og lære spansk.
Når jeg klagede på kontoret, efter at have klaget 10-12 gange til læren, tysset på børnene osv. da blev jeg bare afvist og fik at vide at det var mig der lavede problemer. Ledelsen på K.V.U.C nægtede at tage imod en klage over forholdene i klassen, og de nægtede at gøre noget ved forholdene.
@Brian Jensen
Jeg er enig i, at der skal måles og vejes og rettes ind efter internationale undersøgelser (læs: Bullshit).
For mange er det "det almindelige" at tage på gymnasiet, enten efter efterskole eller folkeskole. Hvis man ikke ved, hvad man vil efter FSA eller FS10, så er der mange, der vælger det almene gymnasium, fordi det er det, man gør.
Den almene dannelse er i mine røget ud af gymnasiet, om det er til det dårlige, det ved jeg ikke, men jeg bliver da tit frustreret over nogle af mine gymnasiefællers mangel på debatkultur, faglighed osv.
Vi elever står selv til ansvar for, hvad vi gør skolen til, og det er ikke bare frustrerende for læreren, men også den "kvikke" elev, når klasseværelset er helt stille efter læreren stiller et spørgsmål. Der er alt for tit envejskommunikation i klasseværelset, og det er ikke altid lærerens skyld.
I mine øjne mangler læreren frihed til at vælge ud, hvad der skal gennemgås og på hvilken måde. Hvis man f.eks. ser på efterskolerne har lærerne større råderum og kan selv tilrettelægge projektforløb, hvilket både giver ham mere engagement, men når eleverne mærker lærerens entusiasme, smitter det altså af.
Desuden skal AT simpelthen bare kyles ad Pommern til. Det kan ikke bruges til noget.
*dem, ikke ham. Ups.
Vi skulle aldrig have forladt grengymnasiet.
Søren, nu er det lang tid siden jeg gik ud af gymnasiet. Hvad er AT?
Når man læser artiklen, kan man dårligt undgå at få det indtryk, at gymnasiernes funktionærer er alt for villige til at løbe med i stedet for at sætte hælene i og stille krav.(f.eks. "Eleven bestod med karakteren 02, selv om præstationen var komplet utilstrækkelig")
På den anden side skal gennemførelsen af en gymnasial uddannelse da ikke være en stor 'præstation' omgærdet af umådelig prestige.
Gymnasiet skal simpelthen være et forløb, der udvikler elevens faglige og personlige kunnen til et vist niveau.
Jeg tror flere ting gør sig gældende:
Dannelsesbegrebet er presset og det tror jeg er vigtigt i denne sammenhæng. Meget i denne verden kommercialiseres, hvorfor afregning per gennemført studerende bliver mere vigtigt end uddannelsens kvalitet. Det ses på gymnasiet, såvel som Universitet (ikke alle steder, men mange). Det betyder ikke nødvendigvis, at kvantitet i denne sammenhæng forringer kvaliteten, men det kan give anledning til, at en sådan udvikling kan bide sig fast, og gøre kvaliteten mindre og kvaliteten større.
Man bliver nærmest latterliggjort hvis man som ung 2g’er (person jeg kender) læser fx Jørn Riel i stedet for at sidde ved computeren, eller være optaget af sig selv, øl og sin iPhone det meste af tiden. De referenter som fx litteratur kan være, er det slet ikke. Til fordel for dette, er der ankommet en zapper-kultur, hvor det at skifte mellem ting, er vigtige end hvad man skifter imellem.
Flid er vigtig, men undervurderet blandt mange unge; den nemme sejr er den ’gode’ sejr? Vores materielle velstand har gjort meget – også skidt. En velstand som især de yngre generationer (herunder jeg) er vokset op i, og som har gjort os mere dovne – det tror jeg. Det er det jeg oplever. På universitet, på gymnasiet. Folk hyler som ulve i flok over arbejdsbyrden. Det handler mindre at have nok, men om at have mere end andre.
I forbindelse med en udvikling af studiemiljø på Aalborg Universitet, var der studerende der oprigtig syntes et springvand i entreen og designerstols-miljøer var vigtige elementer i et sådant projekt. Det forstår jeg ikke. Jeg vil hellere beholde gratis adgang til biblioteksbøger, så kan jeg sidde på en hovedpude.
Jeg tror der skal en kulturforandring til, hvis ikke den røde eller blå ’hjelm’ blot skal være en parodi.
@Peter Hansen. Det er fuldstændig rigtig. Jeg hører det ofte, ja ensige meget OFTE. Denne "sang" om relevans for eksamen eller ej. Hvis ikke det har en direkte relevans for eksamen så anses det ordet som "spild af tid". Hvis dette er "spild af tid' kan jeg hermed officielt annoncere: Jeg ELSKER spild af tid.
Nick Mogensen, intet er heldigvis spild af tid - i alt for mange år har man også været efter dem, der har afbrudt et studium og kaldt det 'spild'; men intet, man har lært, kan nogensinde være spild.
Iøvrigt har elever altid spurgt om, hvad de skal bruge det, de lærer, til; men i gamle dage negligerede læreren spørgsmålet, velvidende at det med tiden ville give sig selv. I dag bliver det desværre taget til indtægt af mange.
@Thomas Pedersen.
Vi er vel næsten jævnaldrende, men uenige. Det er netop denne holdning, denne ansvarsfraskydelse jeg ikke ser som et reelt argument. Men en bortforklaring - i hvert fald hvis ikke de studerendes forventethed debatteres. Denne forventethed kan aldrig tilfredsstilles. Den er altid bagefter.
Jeg var som dig; ikke særlig arbejdsom på HHX. Men jeg har forbedret mig. Jeg føler mig ret sikker på, at grunden var, at det hele var anti-kreativt, anti-forskellighed og anti-filosoferen - fuldstændig som Sir Ken Robinson siger. "We don't grow into education - we rather grow out of it".
@Brian, AT står for Almen Studieforberedelse og skal fungere som et tværfagligt forløb, hvor man vælger et emne inden for to givne fag indenfor to forskellige fakulteter, f.eks. fysik og historie. Man laver så en skriftlig problemformulering og disposition og skal op og forsvare den til en mundtlig prøve. Det minder meget om projektarbejde, og er ment som en forberedelse til universitetets forløb,men problemet er, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvad du når frem til eller hvilket emne, du har, fordi fremlæggelsen handler om, at du skal redegøre for, hvilke metoder du har anvendt og hvilke metoder du kunne anvende. Lærerne har svært ved at rådgive, for de ved tit ikke helt, hvad det er ministeriet vil med det, og det er en pestilens for os elever, som ikke kan se mening i forløbene. Tanken er rigtig god, men udførelsen er bundelendig.
Hvis blot man havde nøjedes med f.eks. at se på et problem og man så fik undervisning i, hvordan man kunne behandle det og så derefter se på resultatet af projektet og få en karakter, eller endnu bedre, blot en kommentar, det ville være rart. I stedet fokuseres der kun på din redegørelse af metodebrug.
http://rudar.ruc.dk/bitstream/1800/6935/1/Resultatl%C3%B8n%20for%20gymna...
@Peter Hansen.
Vi er enige. Jeg tror det delvist handler om en stigende instrumentalisering af viden i almindelighed. Viden anses som bedst, når den kan omsættes i økonomiske enheder. Når folk spørger mig: ”Hvad kan du så blive til når du er færdig?” svarer jeg konsekvent: ”Forhåbentlig bare mig selv”. Jeg anser viden for at være en befrielse for mig selv. Jeg mærker en stor kraft i at lære – hele tiden, om alt muligt. Det er det giver historierne; noget at fortælle. Litteratur – skønlitteratur især – må ikke forklejnes. Der ligger stor fantasi, stor inspiration og menneskelig forståelse i megen litteratur.
Men hvem fanden læser Vladimir Nabokov, Jørn Riel eller George Orwell i dag? Jeg vil – alene på baggrund af egen erfaring – hævde, at Facebook, film, byture eller samkvem med venner, ikke giver de vigtige ressourcer jeg synes litteratur (af forskellig slags) kan tilføje et menneskes sind. Netop derfor anser jeg litteraturen som et ”truet dyr” – og hvis ikke det er direkte truet, er det i hvert fald indhegnet i Knuthenborg Safaripark.
Det er ærgerligt at man skal opleve, at unge mennesker pålægges betegnelsen nørder, eller stræbere – ord med negativ betydning hvis du spørger de fleste – hvis de læser en bog, som tilfældigvis ikke handler om Varulve, eller en dreng på en flyvende kost, ikke drikker sig fulde det meste af årets weekender, eller følger en bestemt mode.
Når jeg hører studerende – voksne mennesker – føle anledning til, gang på gang at kritiserer ydre omstændigheder, som manglende skraldespande eller kaffeautomater, foreslå springvand i entreer, designerstole i læseområderne og så videre, spørger jeg mig: ”Hvad ender det med?”. Det er ’utilfredsstilleligt’ behov, som ikke kan eller skal efterleves.
Læring kræver hårdt arbejde. Det må vi erkende. Det er hér kæden er hoppet af den store klinge
Grethe Thomsen:
Tak for den tekst. Det er tankevækkende at læse de forskellige kontrakter.
(Jeg håber nogen retter den grammatiske fejl på forsiden - "en analyse af et nyt styringsværktøj[er] på gymnasieområdet".
Den gode nyhed er, at vi i Europa bliver lige så dårligt uddannet, som de er i USA og dermed ikke kan overhale dem. Globalization works!
@Jens
En ringe trøst.
Asiaterne er rigtigt gode fagligt.
Det de ikke er så gode til endnu, men er ved at lære, er det vi er ved at smide ud med badevandet, nemlig helhedstænkning, rimelighedsvurdering, kritisk sans, kombination af viden, tværfaglighed og projektarbejde.
"Under mottoet less is more indfører flere skoler f.eks. lektiefri HF, og eleverne skal tilbydes anvendelses-orienteret undervisning, hvilket groft sagt dækker over ikkeboglige undervisningsaktiviteter, og som reelt betyder, at man sænker det faglige niveau."
Min erfaring gennem cirka 12 år som lærer er at lektier aldeles ikke virker, modsat myten om dem - at eleverne lærer noget så lærer eleverne nemlig ingenting af af lave lektier. Forberedelse - eller lektier -
giver kun mening, når eleverne ved, hvorfor de skal forberede sig eller lave lektier, hvordan de skal gør det og hvad de skal lave. Og lektiefri undervisning betyder altså ikke, at der ikke laves lektier; skolerne har bare lektie-cafeer i dag på skolen, hvor eleverne laver lektier under kyndig ledelse af en lærer eller to.
Ang. det forfatteren kalder for 'anvendelses-orienteret undervisning' handler det altså om at forsøge at få eleverne til at se formålet med det, som de laver, bl.a. kan de skrive en artikel - og tage udgangspunkt i den novelle de lige har læst - om et emne mv.
Ang. snyd hvad er så snyd? I den tysk-nordiske kultur er det almindeligt med en masse fodnoter og en masse litteratur-henvisninger til dette elelr hint, hvor man fundet citaterne fra. I den engelsk-amerikanske kultur er det altså ikke sådan, her er det nok med en henvisning til det værk, man vil citere fra eller give et resumé af en eller to gange. Og dertil kommer at hvis man kører en opgave igennem et program som kan opdage snyderiet, ja så vil jeg vove at påstå at det stort set altid vil komme op med at cirks 1/3- ½ af opgaven er 'snyd', ganske enkelt fordi opgaver i Danmark ofte indeholder et resumé eller referat af en teori. Og ja, mange unge mennesker har ikke lært, hvordan man citerer korrekt i en opgave....
@ Thomas P
Hvad mener du med at I gennemgik det I godt i forvejen vidste? Blev stoffet gennemgået? altså det stof som I (ikke) havde læst hjemme? Og hvis man ikke skal tale om den engelske eller danske tekst man har læst hjemme, hvordan skal man så lære engelsk eller dansk...?
Men du taler måske mere om matematik eller fysik?
Opgaveregning og lektier er til for at skabe rutine.
Det er jo ikke forskning vi taler om.
Hvis eleverne behøver hjælp hjemmefra til at klare lektierne, så er det gået galt et eller andet sted. Enten er de for svære eller også har læreren ikke gjort sit arbejde godt nok. Har man ikke forstået det, så er man godt på vej med at cementere den sociale arv.
Og ja, opgaveregning og lektier ,v. er netop skat for at skabe rutine - i 1950ernes industri-samfund, hvor rutine-arbejde var godt, sikkert og dejligt. Men i dag findes der altså ikke noget som hedder rutine-arbejde....
Når man skal bruge et værktøj som en hammer, matematik, tekstanalyse osv. så bliver det kun bedre af at have rutine.
Som ingeniør oplever jeg ofte at det hæmmer en hvis der ikke er styr på fysikken eller matematikken. Så bruger man krudtet på værktøjet i stedet for på det kreative.
@Marianne Rasmussen
Overskriften er rettet. Desværre blev det ikke opdaget til den version, der havnede online.
Brian Jensen
"Hvis eleverne behøver hjælp hjemmefra til at klare lektierne, så er det gået galt et eller andet sted. Enten er de for svære eller også har læreren ikke gjort sit arbejde godt nok. Har man ikke forstået det, så er man godt på vej med at cementere den sociale arv."
Det forholder sig bare sådan at karaktergennemsnittet afspejler forældrenes uddannelsesbaggrund. Derfor kunne en nytænkning af bl.a. lektier være på sin plads. Fortsætter vi som man plejer vil det komme de samme elever til gode og det vil ikke bryde den sociale arv. Det nytter ikke igen at lægge hele skylden på den enkelte lærer.
Og så handler det også om motivation. Her kan læreren gøre meget men ikke alt. Mange er dødtrætte af skolen på det tidspunkt. Hvis man så falder bagud - ja så bliver man vel endnu mere træt.
When the student is ready, the teacher will appear.
jeg så i går Claus Møller i et klip på DR1 - og det er hos ham, man kan placere en meget stor del af det mantra, der har ødelagt hele grundlaget for skolen, åbenbart: at man kun lærer, hvis man er motiveret og positiv.
Hele den vestlige - og måske endog den østlige - udviklingshistorie er brolagt med vrangvillige børn og unge, der dog trods alt alligevel har taget en virkelighed ind, der ragede dem langsomt, så de var beredt til som voksne at få deres langtidshukommelse aktiveret.
Sider