Kronik

Den røde hue kan ende som symbol på snyd og ugidelighed

Krav om høje gennemførselsprocenter og taxametersystemet har korrumperet gymnasierne. De faglige krav slækkes, og eleverne kan stort set opføre sig, som det passer dem, for man vil for alt i verden have dem gennem uddannelserne
Det er rystende, hvor meget der gøres for at sikre, at eleven kommer igennem f.eks. gymnasiet og får en hue på – også selv om den unge tydeligvis hverken er kvalificeret eller interesseret, mener dagens kronikør.

Det er rystende, hvor meget der gøres for at sikre, at eleven kommer igennem f.eks. gymnasiet og får en hue på – også selv om den unge tydeligvis hverken er kvalificeret eller interesseret, mener dagens kronikør.

Morten Stricker

11. juli 2012

Uddannelsessystemet skal levere stigende gennemførelsesprocenter. Det gælder ikke mindst gymnasierne, som spiller en stor rolle i bestræbelserne på at nå målsætningen om, at 95 pct. af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse. Der er politisk prestige i det, for flere vidensarbejdere ses som nøglen til succes i den globale konkurrence.

Målsætningen blev formuleret i 1993 af den tidligere radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen og har siden nydt bred opbakning. Problemet er bare, at den har vist sig svær at nå – også selv om man undervejs behændigt har ændret regnemetoder for at få pænere tal. Der er nemlig en hel del unge, der hverken har evner eller lyst til at blive vidensarbejdere.

Men selv om 95-procentsmålsætningen er svær at realisere, har den haft reel indflydelse på de danske gymnasier. Faktisk er den i dag så dominerende, at den er i færd med at ødelægge de gymnasiale uddannelser. For i jagten på de høje gennemførelsesprocenter, er man gradvist ved at sænke kravene, så alle kunderne (læs eleverne) bliver i butikken uanset evner og indsats.

Gymnasier korrumperes

Med gymnasiernes overgang til selveje (i 2007) og indførelsen af taxameterprincippet gjorde man i tråd med New Public Management-principperne gymnasierne til virksomheder, der fik en vis frihed til at lokke og fastholde elever på den måde, de hver især måtte finde passende. Håbet var, at man ville få mere for pengene ved at lade institutionerne finde de løsninger, der virker bedst i netop deres lokalmiljø. En smuk tanke, der desværre korrumperer gymnasierne. I kampen for taxameterpengene tolererer de alt for meget.

Med overgangen til selveje indførte man bestyrelser på gymnasierne, hvor driftige lokale erhvervsfolk præger virksomheden ’Gymnasiet A/S’. Det har f.eks. medført, at rektorerne via resultatløn årligt får en personlig bonus, hvis gennemførelsesprocenterne stiger. Så hvis gymnasierne sanktionerer en uacceptabel adfærd og smider en elev ud, går det ikke bare ud over institutionens taxameterpenge, men også over rektors egen pengepung.

På nogle gymnasier kan eleverne groft sagt opføre sig, som de vil. De kan være voldelige over for hinanden, de kan lægge sig oven på bordet midt i timen og tjekke Facebook på mobilen, de kan spille spil på deres mobil i timerne, de kan undlade at forberede sig, de kan undlade at medbringe de af skolen udleverede undervisningsmaterialer (som lærer må jeg ikke engang give dem fravær for den pågældende time), de kan ignorere lærerens instruktioner til diskussionsarbejde i par/grupper – de kan på alle mulige måder tillade sig at være komplet ligeglade med den undervisningssituation, som de er en del af, fordi læreren ikke har nogen reel sanktionsmulighed. I gymnasiet kan man naturligvis give en lav karakter, men på HF har man ikke engang den mulighed.

Snyd legitimeres

Selv når det gælder snyd, er der eksempler på, at gymnasieledelser har indført en såkaldt inkluderende politik. Argumentet er, at da der nok er mange elever, der er i tvivl om, hvor grænsen mellem snyd og ikkesnyd går, skal lærerne forklare eleverne forskellen i stedet for at ekskludere. Det er jo – når denne søde tanke står alene – en indirekte legitimering af snyd, der i fremtiden vil plage universiteterne og andre videregående uddannelsesinstitutioner.

Man har også iværksat det helt store omsorgssystem med tutor, mentor, studievejleder, psykoterapeut, telefonvækning, morgenmad etc. Og kan man fortælle, at man er et offer for negative sociale omstændigheder, tolererer skolerne endnu mere. Man burde vel kunne opretholde nogle minimumskrav, når nu gymnasierne tilbyder en så bredspektret nursing-menu à la carte? Det paradoksale er tilmed, at når man møder selvsamme elever i andre situationer – f.eks. når de passer deres erhvervsarbejde i fritiden – er det forbløffende, hvor mange krav de kan leve op til.

Alt skal være sjovt

I forhold til tilrettelæggelsen af undervisningen bliver kvantitetsdagsordenen også mere dominerende – det skal være sjovt at gå i skole, og eleverne skal ikke have lektier for. Under mottoet less is more indfører flere skoler f.eks. lektiefri HF, og eleverne skal tilbydes anvendelsesorienteret undervisning, hvilket groft sagt dækker over ikkeboglige undervisningsaktiviteter, og som reelt betyder, at man sænker det faglige niveau. For som en uddannelsesleder for et par måneder siden retorisk spurgte mig – »hvorfor være så forhippet på den faglighed?« Faglighed er ved at blive yt.

Undervisningsministeriet har båret ved til bålet ved at vise begejstring for den lektiefri skole og annoncerede 8. juni 2011 på deres hjemmeside, at »Lektiefrit HF-kursus giver gode resultater«, da man i Tønder havde opnået et højere karaktergennemsnit efter indførelse af lektiefrit HF. En smule indsigt i metodisk-kritisk tænkning om årsagsforklaringer havde været en god idé. Da Tønder lancerede det lektiefrie HF, havde de relativt få elever, der fik relativt dårlige karakterer til HF-eksamen (4,8 i gennemsnit). Men det lektiefrie HF tiltrak flere elever, muligvis også en mere heterogen elevgruppe, der måske har haft bedre forudsætninger for at klare sig godt karaktermæssigt. Hvis man lokker flere elever fra mellemgruppen over på det lektiefrie HF, så er det logisk, at karaktergennemsnittet stiger. Den slags burde man have undersøgt, inden den tidligere undervisningsminister Troels Lund Poulsen hævdede fra Tønder, at »det faglige niveau bliver hævet«.

Dertil kommer, at lærernes forventninger nok også spiller en rolle for karakterniveauet. De varierer fra person til person, men for nogle år siden havde jeg en censor, der i vurderingen af en elev til eksamen udbrød, at »man skal jo være glad, bare de der HF’ere dukker op og kan sige et eller andet.« Eleven bestod med karakteren 02, selv om præstationen var komplet utilstrækkelig.

Kan man ikke bare sige pyt og betragte niveausænkningen som den lille pris, vi som samfund må betale for at få de pæne uddannelsesstatistikker? Nej, for problemet er, at statistikkerne ikke i sig selv har en værdi – det er de positive effekter, der følger af et højere uddannelsesniveau, der tæller. Man gør en præstation (gennemførelse af en gymnasial uddannelse) til en ikkepræstation, og så mister uddannelsen sin værdi. Samfunds-økonomisk har vi altså ikke vundet noget, hvis vi fortsætter på denne måde.

Men det er ikke det eneste problem; i mellemtiden lærer vi hele mellemgruppen af elever, at offerrollen er gavnlig, og at de selvudslettende gymnasiale uddannelsesinstitutioner ikke tør at sætte grænser for disrespekt af frygt for at miste taxameterpenge. For kunden har altid ret.

Uddannelse er en gave

Jeg fortæller indimellem mine elever, at uddannelse er samfundets gave til dem. Jeg er pavestolt af at leve i et samfund, hvor uddannelse er gratis, ja, hvor vi ligefrem bliver betalt for at uddanne os. Alle, der kan og vil, kan få den uddannelse, de ønsker, uanset forældrenes indtægt. Det er et privilegium, vi skal værne om.

På mange måder er det danske uddannelsessystem også rigtig velfungerende, vi uddanner til selvstændig stillingtagen, til at vide og kunne noget. Lad os ikke ødelægge det. Lad os hjælpe de unge, men insistere på at stille krav til adfærd, faglig viden og kunnen. Så kære politikere, fjern de ødelæggende incitamenter fra gymnasierne.

Freja Schloss er gymnasielærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brian Jensen

@Pia
Jamen jeg tror vi er enige.

Vi skal bryde den sociale arv, men løsningen er altså ikke at lade alle blive lige dårlige, men at søge at hæve gennemsnittet.

Lektier, hvor man gentager og træner de ting man har lært, kommer alle til gode. Når vi har haft skole-hjemsamtaler har jeg klart gjort opmærksom på at jeg anser at lektier er en sag mellem læreren og eleven. Vi kontrollerer ikke om de bliver lavet og vi blander os ikke med mindre vores børn spørger.

Hvis læreren forventer at eleverne skal lære noget nyt derhjemme, så har læreren gjort en fejl.

Vores filosofi hjemme på den front fungerer virkeligt godt, for vore børn er ansvarsbevidste over for deres læring (og i øvrigt alle andre forhold). Vi giver vore børn det ansvar som de kan tåle.

Det, der nok er den største faktor i den sociale arv, er opbakningen til skolen og indstillingen til skolegangen fra forældrene.

Vi viser altid en positiv indstilling til læring, skolen og lærerne. Hvis der er bekymringer, tager vi det direkte med læreren eller inspektøren. Når der har været diskusioner mellem forældre om en lærer, så er der ikke børn til stede osv. osv. Vi er de voksne. Børnene har ikke noget at bruge den slags voksensnak til.

Forældre med en dårlig skolegang i ryggen skal være meget bevidste om ikke at føre egne aversioner og disrespekt videre til deres børn. Jeg tror det er et af problemerne.

Elevernes udbytte af skolegangen afhænger af hvordan samarbejdet fungerer mellem skole, forældre og elever. Alle har deres ansvar.

Som i alle forhold, hvor man skal have maksimal udnyttelse af menneskers potentiale, så handler det om at udtrykke høje og realistiske forventninger til hinanden. Lærer-elev, lærer-forældre, forældre-elev. Begge veje. Desuden skal der følges op.

Det handler om respekt, engagement og indstilling.

Jeg har advokeret for at man holder en workshop med forældrene til de små når de starter i skolen. Her skal man arbejde med at gøre alle bevidste om deres roller og ansvar for at få en optimal skolegang.

Det er ikke let. Hvem har sagt at det skal være let? Det er en alvorlig sag at sætte børn i verden. Man må mande sig op til det ansvar det kræver. Visse forældre behøver hjælp til dette. Hvis man ofrede tid og ressourcer på denne hjælp, ville det blive en af de mest givtige investeringer man har gjort i skolesystemet.

Karsten Aaen

Og lektier virker altså ikke, adskillige undersøgelser samt mine egne erfaringer fra 12 års undervisning som lærer viser, at lektier ikke virker.....

Og jeg har altså ikke for vane at give eleverne lektier for at de skal lære noget nyt, men cirka 1/3 af eleverne laver lektier, cirka 2/3 af eleverne laver ikke lektier. Og det gør de ikke, fordi de ikke har forstået hvordan eller hvorfor de skal lave dem.

Og ang. motivation - det er vigtigt at man er motiveret for at få den nye viden ind i hovedet når man skal lære noget nyt. Og lærerne må så motivere eleverne....det er faktisk en del af lærer-gerningen af kunne dette...

Ønsker du terperiet genindført eller hvordan skal det forstås?

Måske forveksles motivation med diciplin. En vis udholdenhed er bestemt en dyd som man burde gøre mere ved. Men alt har en grænse.

De fleste, nærmest alle, møder i skolen topmotiverede i 1. klasse.

Til brian

En af fejlene er måske at lektierne ikke differentieres. Alle får det samme for og motivation handler om at få anrerkendelse og føle man er god til det man laver.

Brian Jensen

Karsten

Ingen lektier, virker ikke.

Hvis dine elever ikke forstår hvordan eller hvorfor de skal lave lektier, så har du et problem som lærer.

De fag, hvor vi ikke regnede opgaver under mine studier, er dem jeg slås med når jeg skal bruge dem. Når rutinen ikke er der, bruger man sit krudt på værktøjerne.

Øvelse gør mester.

I de mindre klasser har vore børn skullet læse 30 min om dagen hjemme. Det giver rutine. I matematik har de haft 5 opgaver om dagen 4 dage om ugen. Eleverne regner ikke de samme opgaver, men det bestemmes af læreren beroende på elevens niveau og på hvor der behøves mere rutine.

Når de kommer hjem fra skolen laver de deres lektier selv inden de laver for meget andet. At ikke lave sine lektier, findes slet ikke på kortet.

Brian Jensen

Pia
Det handler ikke om udenadslære, men færdigheder. Færdigheder er vigtige, men ikke det eneste vigtige. Når man bruge hjemmetiden til at skabe rutine, bliver der mere tid i skolen til at lære nye ting og bruge værktøjerne til noget interessant.

"De fleste, nærmest alle, møder i skolen topmotiverede i 1. klasse."
Det er derfor man, på det tidspunkt, skal tage fat i forældrene og få dem til at blive bevidste om alles roller og ansvar i læringsprocessen.

Det er klart at lektierne skal differenteres, som jeg også beskrev til Karsten Åen.

Min ældste er lige blevet færdig med 8. klasse. Han regnede opgaver for 9. klasse. En anden i klassen var i gang med gymnasiematematik. Under vejs har han også¨måttet bakke tilbage når det har vist sig at der var huller. I skoletiden har de en eller to timer, hvorde kan arbejde med deres opgaver hvor der er en lærer tilstede. Der kan der samles op hvis der er noget man har misset.

Jeg bør nævne at vi flyttede til Sverige for 5 år siden. Børnene går i folkeskole.

Mihail Larsen

En akavet måde at argumentere på

Det er rigtigt, at børn fra hjem med klaver, bogreol etc. har nemmere ved at klare sig i skolen og senere i uddannelsessystemet. Det er jo også derfor, vi taler om 'mønsterbrydere'. De samme børn er blevet socialiseret sådan, at lektielæsning faktisk gør nytte - både teoretisk og praktisk.

At det - desværre - ikke gælder for alle børn, kan da ikke meningsfuldt være grundlag for at kassere lektielæsning som sådan. Det må være muligt at tænke kompensatorisk, således at de børn, der ikke er så kulturelt stimulerede hjemmefra, får mulighed for at hente noget af det socialt tabte.

Det er dybt forunderligt, når argumentationen alene kører på (social og kulturel) 'motivation' og ikke på dokumenteret læringsteori. Det er faktisk at svigte dem, der er 'svage'. Man hjælper dem ikke ved at sænke kravene, men ved at gøre dem i stand til at honorere dem.

Steffen Gliese

Jeg tror, at man må iagttage, at der er store forskelle, når man kommer op på det niveau, hvor Karsten Aaen og jeg selv underviser.
jeg tror ikke, at det forekom nogen af os i vores gymnasietid at være muligt ikke at lave lektier. Det hører man om nu som noget almindeligt. På HF er det endnu mere almindeligt, bl.a. fordi HF nu er en slags ungdomsfængsel for de mange procent, der med djævlens vold og magt, sygdom og depravation til trods, skal slæbes gennem en uddannelse. Mange af disse er motiverede, men kommer i klasser, der dels er for store, dels sat sammen af unge mennesker, hvis eneste livsgrundlag er en SU, de risikerer at miste ved for meget fravær. Da skolen imidlertid får sit tilskud efter optagne elever, bliver ingen smidt ud, fravær og manglende aflevering til trods.

Det er meget vanskeligt at være lærer i dag. Elevernes forståelsesrammer er vidt forskellige. Det er disse forståelsesrammer - eller forforståelser - strukturer i hjernen om man vil - som er forudsætningen for hvor hurtigt og let den ny viden vil sætte sig fast.
Har man ingen strukturer at relatere viden til er det en meget længere proces, og her er det oven i købet vigtigt at man får dopaminen i hjernen aktiveret, så man senerehen vil opleve et positivt forhold til netop denne type viden. Indlærer man f.eks. noget nyt i en atmosfære af ubehag eller med en følelse af ikke at slå til - være dum, kan det skabe blokkeringer når stoffet præsenteres påny. Mange med matematikpanik kan skrive under på dette.

Læring og motivation hænger sammen men motivationen kan sjovt nok ligge udenfor selve stoffet - i det sociale miljø.

Brian Jensen

Peter og Pia
Man skal ikke give op.

Det jeg diskuterer er hvordan vi kommer ind på et bedre spor. Jeg mener ikke man bare skal acceptere at eleverne ikke gider at lave deres lektier.

Da jeg gik i gymnasiet var der en, der ikke bestod før han havde lavet sine fysikrapporter færdig. I sin yderste konsekvens må der sanktioner til, men det må være den absolutte undtagelse.

På gymnasiet her skal man op i samtlige fag såfremt man ikke laver sine afleveringsopgaver og/eller har for stort fravær.

Brian Jensen

Da jeg gik i gymnasiet havde jeg 6 timers fravær. Det var den dag jeg var til session. Det burde der ikke være noget odiøst i.

Mønsterbrydere skal man måske undersøge Mihail, ja. Så lyt til mig ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Er "lærer" en rolle? I så fald havner man ofte med at være andre formyndere.

Særligt, når de politiske vilkår er, at 25+ elever partout skal stuves ind i et inferiørt lokale, hvor personen der burde være vejleder, guide, mentor, inspirator og andet, først og fremmest er tvunget til en solopræstation der kan drive galejen fremad (ofte i uheldig retning, og med brug af forkerte incentiver).

Heinrich R. Jørgensen

Jo, jo, Brian, men denne "lærer" er også tildelt opgaver, der handler om at være suveræn, navigatør, kadencesætter og piskesvinger.

Det er ikke ligefrem optimale vilkår at være påtvunget, når man nu egentligt helst vil, at ungerne bliver eleveret til et højere og autonomt stade, hvor de har opnået færdigheder, der gør at de kan tænke, vurdere og vælge selv ;-)

Jeg kan varmt anbefale at lytte til en erfaren underviser som f.eks. Gatto. En yderst tænksom og vidende person...

Fuck huer og titler. Størstedelen af dem med fine uddannelser arbejder for dem der ingen huer og titler har. Æd den!

Sider