International kommentar

For mig var rollen som rugemor et kald

Den mest vedholdende myte om rugemødre er, at de ender med fysiske og følelsesmæssige ar. Jeg har været rugemor for tre velskabte børn, og jeg kan ikke genkende den udlægning. Børnenes vej til verden har været blandt de største oplevelser i mit liv
Debat
18. juli 2012

»Vil du være rugemor for mit barn,« spurgte en bekendt mig for godt 15 år siden. Jeg havde allerede to børn selv, og begge graviditeter havde været nemme og ukomplicerede, så på papiret var jeg et godt valg, men jeg må indrømme, at jeg blev overrumplet. Hun bad mig om at yde et uhyre personligt offer. Alligevel havde jeg sympati for hende. Hun kunne ikke selv blive gravid, havde lægerne fastslået.

Pga. skrantende helbred valgte hun dog aldrig at gøre alvor af drømmen om at få børn – rugemor eller ej. Men selv kunne jeg ikke slå tanken om at blive rugemor ud af hovedet.

Tænk at kunne dele livets gave med andre mennesker, tænkte jeg ved mig selv. Jeg læste mig frem til, at man kan blive rugemor på to måder – den traditionelle og den gestationelle metode. Med den førstnævnte metode ville jeg blive kunstigt insemineret med sæd fra forældreparrets mandlige partner. Dermed ville jeg blive biologisk mor, og barnet ville få et genetisk bånd til mig. Men ved den gestationelle, hvor både æg og sæd kommer fra forældreparret, skulle jeg blot bære barnet i min mave i ni måneder. Jeg foretrak sidstnævnte metode, for jeg ikke brød mig om tanken om at være gravid med et barn, der delvist var mit eget og ikke var undfanget i kærlighed. Et barn, som jeg ville blive nødt til give bort.

Samtidig var jeg begejstret ved udsigten til at kunne dele en graviditet med et par, der ikke selv kunne få børn, men som havde en stor drøm om at blive forældre. Når min mave blev stor nok, ville de kunne mærke deres eget barn bevæge sig derinde. Jeg var vild med ideen.

Blev tætte venner

I juli 1997 mødte jeg et par fra Los Angeles. Hun havde en underudviklet livmoder, som ikke kunne understøtte et voksende foster. Der var ikke noget, jeg hellere ville end give dem et barn. Hun elskede at være sammen med min familie, og jeg traf min beslutning og gjorde det til min mission at ændre hendes liv.

Da alle juridiske og praktiske aftaler var afklaret, besluttede vi os for at indlede graviditeten. Jeg var heldig at blive gravid i første forsøg – med tvillinger! De vordende forældrene var ellevilde af lykke og kunne knap tro, at deres store drøm skulle gå i opfyldelse.

De besøgte mig ofte i San Diego, Californien, som kun lå to en halv times kørsel fra dem, og vi blev nære venner. De var med til alle undersøgelser, selv når der bare skulle tages en blodprøve. Det handlede aldrig kun om babyerne. Jeg følte altid, at jeg var vigtig og vidste, at de var taknemmelige for, at jeg ville trække min krop (og min familie) igennem alt det, der følger med en tvillingegraviditet.

Jeg tænkte en del på, om det ville være hårdt at give børnene væk. Men jeg ønskede ikke selv flere børn på det tidspunkt. Samtidig var graviditeten væsensforskellig fra dem, jeg havde været igennem med mine egne børn. Dengang havde jeg været helt oppe at køre, hver gang de bevægede sig. Jeg gik og tænkte over navne og gjorde mig klar til at blive mor, med hvad det indebærer af beskidte bleer og natteroderi. Den slags behøver en rugemor ikke at tage sig af … og man savner det ikke. Faktisk er man bare glad for at kunne vende tilbage til sit liv, så snart barnet er født.

Selvfølgelig sloges jeg med vægtforøgelse, strækmærker, dårlig nattesøvn, konstant træthed osv. som en del af graviditeten, men jeg vidste jo på forhånd, hvad forløbet ville indebære. Og jeg ville gøre det igen tusinde gange, alene for synet af deres lykkelige ansigter, da deres to sønner for første gang blev lagt i deres arme. Jeg kan stadig få kuldegysninger og en klump i halsen over den glæde, jeg følte den dag.

Ikke for pengenes skyld

I årene efter har mange mennesker spurgt til det finansielle aspekt. Om jeg ikke bare gjorde det for pengenes skyld? Mange tænker på det, fordi de ikke begriber, hvor vigtig en rugemor er for infertile. Men hvis de blot i et sekund ville overveje, hvad det indebærer at være rugemor, ville de forstå, at det ikke kan måles i penge – det er ikke en ydelse, det er et kald.

Det er helt normalt, at rugemødre får økonomisk kompensation for smerter, strabadser, tabt arbejdsfortjeneste, rengøringshjælp, barselstøj, og hvad der ellers er nødvendigt for at understøtte graviditeten. Og det er efter min mening fuldstændig rimeligt for alt det praktiske besvær, alle klinikbesøgene og alt det, din graviditet gør ved din krop og dine følelser, de risici du tager osv.

Fem år senere valgte jeg at hjælpe et andet par, der bor i New York. Det blev endnu en god oplevelse. Jeg havde aldrig troet, at noget kunne være så vidunderligt som synet af mit første nybagte forældrepar, men oplevelsen med dette par var nøjagtig lige så stor.

Jeg fødte deres datter i 2003 og besluttede mig derefter for, at jeg nu havde ydet mit til at gøre en forskel i verden og i andres liv. Jeg har nu officielt pensioneret min krop – og det har jeg absolut ikke fortrudt.

Der er nu to glade familier og tre dejlige børn i denne verden, fordi jeg personligt valgte at bruge min tid på at hjælpe dem. Mine egne børn er meget stolte af mig, og jeg håber, de vil vokse op med bevidstheden om, at man kan gøre en stor forskel i andres liv.

 

Diana er pensioneret rugemor og mor til tre. Efter sine egne oplevelser som rugemor stiftede hun en virksomhed, der formidler kontakt mellem rugemødre og forældre

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her