Serbien nægter at se fortiden i øjnene

Det officielle Serbien dyrker fortsat arven fra Milosevic. End ikke massakren i Srebrenica kan få landets elite til at tage ord som ’folkemord’ og ’krigsforbryder’ i sin mund
14. juli 2012

17 år efter massakren i Srebrenica, hvor omkring 8.000 muslimske mænd og drenge blev henrettet af bosnisk-serbiske styrker, nægter det officielle Serbien stadig at bruge ordet folkemord om massakren. Senest har landets nye præsident, den højreorienterede Tomislav Nikolic, offentligt udtalt, at der blot var tale om »en krigsforbrydelse«.

Nikolics sejr ved præsidentvalget i Serbien og hans koalition med Ivica Dacic, landets nye premierminister, er i sig selv et tegn på, at det serbiske samfund endnu ikke har taget et opgør med landets rolle i 90’ernes blodige krige. Nikolic og Dacic var de tætteste politiske allierede til Vojislav Seselj og Slobodan Milosevic, der begge er blevet stillet for krigsforbryderdomstolen i Haag.

Højrefløjens valgsejr skyldes blandt andet, at den afgående proeuropæiske præsident, Boris Tadic, igennem to valgperioder har holdt Milosevics politiske arv og den storserbiske ideologi i live.

Intet opgør

Serbiens liberale og venstreorienterede intellektuelle har konstant gjort Tadic opmærksom på, at landets demokratiske fremtid afhænger af et åbent opgør med dets krigsfortid. I sin nyligt udkomne bog, Det vilde samfund – om hvordan vi endte her, påpeger sociologen Vesna Pesic de store skader, den manglende ’afnazificering’ har forvoldt på de grundlæggende samfundsværdier.

Serbiens politiske elite har aldrig overvejet at anvende de etiske kriterier, som Tyskland benyttede sig af umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Tysklands lov om afnazificering omfattede alle, der på en eller anden måde havde medvirket i en krigsforbryderisk praksis eller som politisk og ideologisk havde skabt et grundlag for det. Dermed blev muligheden for en genopblomstring af den nazistiske ideologi i Tyskland umuliggjort, samtidig med at benægtelse af nazisternes forbrydelser blev strafbar.

En lignende proces lader vente på sig i Serbien såvel som i nabolandet Bosnien, hvor forbrydelserne og folkemordet fandt sted. Mens antinationalistiske intellektuelle kræver, at de to lande ser fortiden i øjnene, bruger den politiske elite stadig krigen som et nøgleargument i den politiske magtkamp. Krigsforbrydere udråbes til nationalhelte, på trods af at domstolen i Haag efterhånden har dømt en lang række af dem.

I 2010 lykkedes det end ikke det serbiske parlament at fuldende en deklaration om Srebrenica-massakren. Her kunne massakren have været klassificeret på samme måde som ved tribunalet i Haag, og opgøret med fortiden kunne være begyndt. Men ordet folkemord blev ikke nævnt i parlamentets deklaration. Serbiens ansvar for ikke at have forhindret massakren, blev fuldstændig relativiseret, selv om Haag-domstolens deklaration insisterer på landets ansvar.

Ved at bevæge sig politisk til højre i en række lignende sager banede Boris Tadics parti ubevidst vejen for de gamle nationalisters magtovertagelse. Trods højredrejningen formåede Tadic nemlig ikke at stjæle stemmer fra den højreorienterede del af vælgerkorpset, men mistede støtten fra de ellers trofaste venstreorienterede og liberale kræfter. De blev hjemme på valgdagen i protest.

Eliten fører an

Den folkemordsbenægtende historiefortolkning lever i bedste velgående i Serbiens politiske og intellektuelle elite. Den aldrende, ultranationalistiske forfatter Dobrica Cosic udgav i foråret dagbogen Den bosniske krig på intet mindre end den serbiske regerings officielle forlag, Sluzbeni glasnik.

Cosic er et højtstående medlem af Det serbiske akademi og bliver tituleret ’landsfader’ af den serbiske højrefløj. I bogen foretager han vanen tro en storstilet dæmonisering af Haag-tribunalet, viger uden om datoerne 11.–15. juli 1995, hvor Srebrenica-massakren fandt sted, og udråber Republika Srpska – den serbiske entitet i det nu opdelte Bosnien – som den største serbiske krigssejr i nyere historie.

Bogen solgte mere end 30.000 eksemplarer de to første uger efter udgivelsen. Den betragtes af flere som forfatterens politiske testamente til nationen.

Mental krigstilstand

Serbiens virkelighedsfjerne forhold til 90’ernes krige er i allerhøjeste grad et problem for nabolandet Bosnien. Milorad Dodik, præsident for det ovennævnte Republika Srpska, har for længst overtaget Cosics nationalistiske diskurs ved blandt andet at fornægte folkemordet i Srebrenica. Han lægger ikke skjul på, at hans egentlige mål er at gøre Srpska til serbernes anden stat på Balkan og forene den med Serbien under passende geopolitiske omstændigheder.

Dodiks parti, Union for de uafhængige socialdemokrater, forlod længe før Boris Tadics parti i Serbien den antinationalistiske platform og er helt åbenlyst drejet mod højre.

Centrum-venstrepartiernes højredrejninger i Serbien og Bosnien er endnu et bevis på, at 1990’ernes krig stadig er et politisk nøgleargument i disse lande og nationalismen den altoverskyggende ideologi.

Mens Kroatien har formået at demilitarisere og demokratisere sit politiske liv, er Serbien, Bosnien og Kosovo stadig mentalt fastlåst i en krigstilstand. Den politiske vilje til at se fortiden i øjnene og lægge grunden til et nyt, pacifistisk værdisæt er fortsat en mangelvare.

Alt imens bliver befolkningens problemer med arbejdsløshed og økonomisk elendighed overset og vælgerne efterladt uden reelle politiske alternativer. Skaderne, der kan ses på samfundets grundlæggende værdier, bliver ikke færre. Heller ikke de traumer, som massakrens overlevende dagligt må leve med.

 

Enver Kazaz er politisk kommentator og universitetsprofessor i Bosnien-Hercegovina.

Alen Meskovic er dansk-bosnisk forfatter og cand.mag.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Jon  W Leonon

'Serbiens politiske elite har aldrig overvejet at anvende de etiske kriterier, som Tyskland benyttede sig af umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Tysklands lov om afnazificering omfattede alle....'

Jaja, men nu er det diskutabelt hvor meget 'Tyskland' var 'Tyskland' efter WWII . Det var besættelsesmagterne der gjorde alt det der tales om, og jeg har ærlig talt svært ved at se de Hollandske soldater fra Srebrenica gennemtvinge et sådant opgør .

Hvad er det egentlig forfatterne vil, hævn gennem et retsligt opgør eller prøve at komme videre ?
For er det et retsopgør skal vi sgu allesammen på anklagebænken !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for lene johansen

Så er der gang i personlighederne IGEN hr. Robert O Jensen - det er dog utroligt, at De ikke kan se bare en eneste linie skrevet som ikke passer i Deres univers, før svinehunden kommer frem.
Prøv bare en gang imellem at gå efter BOLDEN.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Cetkin

I krige er det sådan, at det som bekendt sådan, at det er sejrherrerne der efterfølgende skriver historien.

Det gælder åbenbart også i dette tilfælde, hvor NATO som sin første offensive og aggressive handling efter Østblokkens kollaps først fik destabiliseret og senere fik tilintetgjort Jugoslavien.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Jugoslavien var ikke en del af østblokken og landet kollapsede først og fremmest efter Tito´s død.

De interne spændinger sprangte landet i nationale,etniske og religisø fraktioner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hanne Cetkin

Carsten Hansen gengiver ganske korrekt og præcist vestmagternes officielle fortælling om, hvad der skete i Jugoslavien efter Østblokkens sammenbrud, sådan som den er blevet gengivet i de vestlige massemedier.

Det er så en temperamentssag, om man uden videre vil godtage maghavernes forklaringer og fortællinger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tiiu Mason

Jeg er enig med forfatterne. Det er et problem, når selverkendelsen udebliver og virkelighed benægtes.

Det samme er sket i flere tidligere østblok lande, hvor befolkningens medvirken til jødeudryddelser i WW2 er blevet ignoreret. Det undrer mig ikke, at antisemitisme og racisme florer i f.eks. Ungarn og Polen. For slet ikke at tale om Ukraine.

Bl.a. af ovenstående årsager, er jeg meget betænkelig ved at Serbien er blevet optaget som ansøgerlande til EU.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tiiu Mason

Jeg er enig med forfatterne. Det er et problem, når selverkendelsen udebliver og virkelighed benægtes.

Det samme er sket i flere tidligere østblok lande, hvor befolkningens medvirken til jødeudryddelser i WW2 er blevet ignoreret. Det undrer mig ikke, at antisemitisme og racisme florer i f.eks. Ungarn og Polen. For slet ikke at tale om Ukraine.

Bl.a. af ovenstående årsager, er jeg meget betænkelig ved at Serbien er blevet optaget som ansøgerlande til EU.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jon  W Leonon

Mig bekendt benægter 'Serberne' ikke at de slog en masse mennesker ihjel ved Srebrenica, en del af dem er ligefrem stolte af det, stadigvæk !!

Ja, et retsopgør kunne sagtens handle om andre ting end bare hævn, man kunne f.ex oprette en 'Sandheds og Forsonings Kommission', problemet er jo bare at der ikke er så meget at forsone, fordi stort set alle 'x-Jugoslaver' mener at det er bedre at splitte landet op i små regioner der langsomt indlemmes i EU end at de tvinges til at være en samlet Nation .

Jeg skal ærligt indrømme at 'pacifismen' spillede fallit
ved Srebrenica, det gjorde 'Det Internationale Samfund' og 'Humanisme' også, for i situationen havde det eneste rigtige været at tæppe-bombe Serbo-Kroaterne .
Vi sad alle sammen og så det ske på CNN, og der var vel ingen der tvivlede på hvad der ville ske med de mennesker, medens Hollandske soldater stod og lignede flove skole-drenge ?

Jeg kan bare ikke se hvad et 'opgør' skulle hjælpe ?
Det giver ikke de døde livet tilbage, men det holder konflikten og hadet i live .. For der er vel INGEN der er i tvivl om hvad der skete ??

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

Nu er f.eks bosniere og kroater måske ikke lige de første, som bør sætte sig på den høje hest mht. etiske kriterier efter anden verdenskrig?
(deres eget generalieblad er langtfra rent og slet ikke under/efter 2. verdenskrig)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Helt udefra set er det forståeligt, at Serbien ikke har kræfter til et opgør med landets rolle i 90’ernes krige eftersom Serbien konstant er blevet ugleset af EU og USA og omverdenen i øvrigt, så Serbien har måtte være i en mental forsvarsposition.

Serberne føler sig sikkert dårligt behandlet, også i forbindelse med Kosovokrigen. I øvrigt er det min fornemmelse, at ingen i det tidligere Jugoslavien er rene uskyldigheder, alle kan have et opgør at tage med deres krigshandlinger i 90-erne. Og EU burde også have et opgør at tage med sig selv for den hurtige anderkende af løsrivelserne.

Opgør med borgerkrige af værste skuffe er nok svære at tage, da alle har så slemme sår at pleje.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vladislav Antonic

Jon W Leonon: ''Mig bekendt benægter ‘Serberne’ ikke at de slog en masse mennesker ihjel ved Srebrenica, en del af dem er ligefrem stolte af det, stadigvæk !!''

Delvist enig, men husk på at der stadig er en del serbere der hverken benægter massakren/forbrydelsen eller er stolte af den, deriblandt mig selv.
Som bosnisk serber ser jeg massakren som en sort plet i Serbiens historie.

Angående artiklen, så har forfatterne fat i en række gode pointer, dog synes jeg der generaliseres en del. Den nuværende serbiske ''elite'' består ganske korrekt af tidligere Milosevic tilhængere, men jeg er ikke enig med forfatterne i, at de fører samme politik som ham (uden at forsvare den nuværende elite). Samtidig synes jeg, at artiklen mangler perspektivering.

Man er nødt til at forstå, at Serbien, om man ønsker det eller ej, stadig på mange punkter er et primitivt land, selvom det dog ikke altid har været det.
Det er en primitiv mentalitet der præger størstedelen af den serbiske befolkning. Et godt eksempel er dyrevelfærden i landet og behandlingen af landets smukke natur.
Der findes en række love i forbindelse med de ovennævnte punkter, men i praksis har de ingen betydning. En stor del af de menneskeejede dyr bliver behandlet dårligt. Der flyder skrald i vejkanterne, i byerne og ikke mindst i skovene. For mig er skovsvineri indirekte dyremishandling.

Serbien kæmper med problemer som fattigdom, korruption og stor kriminalitet i generel forstand. Jeg er enig i, at Serbien skal se fortiden i øjnene, men jeg er sikker på, at det alene ikke er nok til at Serbien kommer på fode igen og at landets internationale relationer ikke bliver bedre af den grund.

På den anden side er det ikke kun Serbien der skal gøre op med fortiden. I Kroatien fejrer man blandt andet stadig Operation Storm, selvom man fra Haags side har idømt generalerne Ante Gotovina og Mladen Markač, der stod bag operationen.
http://www.icty.org/case/gotovina/4

Jeg ved godt at der i artiklen er tale om en handling der foregik i Bosnien, men eksemplet ovenover er et eksempel på, at det ikke kun er Serbien der skal gøre op med sin fortid, før dets internationale relationer kan forbedres.

Hvad angår den nye præsident Tomislav Nikolic, så har manden ført en dobbeltmoralsk politik for at komme til magten. Der er ikke meget godt at sige om den mand, eller om de nuværende serbiske politikere generelt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Kære Vladislav Antonic, hvor er det dejligt at høre stemmer, der kan kvalificere diskussionen.
Din beskrivelse af livet i Serbien lyder jo noget dysfunktionelt, og jeg tror, at det er svært at forstå, især i Danmark, der jo efter militært nederlag tog udfordringen op og blev et næsten bedre land på de nye konditioner, hvorfor der ikke er vilje til i det mindste at bygge det op, man råder over. Landet er jo ikke ufrugtbart, kan man sige.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Mon ikke, Michael Kongstad Nielsen, at der er tale om en forråelse, der jo bl.a. kom til udtryk i det serbiske akademis ultranationalistiske agitation, hvor hævdvundne, humanistiske og intellektuelle værdier vier for en Desmond Morris-darwinisme?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg ved det ikke, men indlægget fortæller f. eks.:
"Det er en primitiv mentalitet der præger størstedelen af den serbiske befolkning. Et godt eksempel er dyrevelfærden i landet og behandlingen af landets smukke natur."

Derudover fokuseres på skrald i vejkanter og skove, og skovsvinereri sidestilles med dyremishandling. Jeg fornemmer, der ses ned på Serbien, hvilket ligner en generalisering svarende til "de primitive vilde".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vladislav Antonic

@ Michael Kongstad Nielsen

Primitivt er måske også grovt nok, men sammenlignet med f.eks. Danmark er det primitivt.
Jeg tænker ikke i teknologisk forstand, mere i forhold til mentaliteten. Det kan også være, at jeg efter 20 år i Danmark er blevet for dansk, men alligevel.
Jeg tror det er noget der skal opleves med egne øjne.

Hvis vi f.eks. tager skolesystemet, de vidergående uddannelser. Du kan i Serbien (men minsandten også i Bosnien) betale dig til en bachelor og i visse tilfælde en kandidat, afhængigt af hvilken uddannelse der er tale om.
De studerende med lidt rigere forældre kan sagtens betale sig til en uddannelse ved et privat universitet såvel som ved et offentligt.
De studerende med forældre der for eksempel mere eller mindre er bønder og ikke har så mange penge, slider sig oftest fair igennem en vidergående uddannelse.
De to parter skal naturligvis efter færdiggørelsen af uddannelsen på arbejdsmarkedet (det er sjældent at en studerende i Serbien eller Bosnien har et arbejde ved siden af studiet og kun få får et stipendium - samtidig skal man ved begge typer universiteter betale hvis man dumper en eksamen og vil til re-eksamen). Tilbage til de to studerende. Lad os kalde dem den fattige og den rige. De er begge færdige med deres vidergående uddannelse og skal som sagt på arbejdsmarkedet.
Nu kræver staten det der svarer til 10.000 kr. (2500 Konvertibilna mark eller 155.123,03 serbiske dinarer), for at de kan få et job i den offentlige sektor (for slet ikke at tale om hvor dyrt det er i den private).
Bemærk, dette er muligt hvis du har en god kontakt, ellers er det stort set UMULIGT at finde et job i Serbien og Bosnien uanset din udannelse.
Hvem får nu jobbet? Den rige eller den fattige? Kan den studerende der har slidt sig igennem sin uddannelse, hvis forældre er bønder, skaffe de 10.000 kr.? Næppe. Ergo går stillingen til den rigere studerende. Fair? For mig er det primitivt og korruption i høj grad.
Det medfører flere ikke-uddannede på arbejdsmarkedet og sparker landet længere ned mod afgrunden.

Det er den mentalitet der får mig til at se, både Serbien og Bosnien, som primitive lande. Ingen af dem fortjener medlemsskab i EU før de får styr på korruptionen, og begge lande plus Kroatien skal have gjort op med fortiden. Det er dog væsentligere for Serbien og Bosnien da de (i mine øjne) stadig har lang vej til EU-medlemsskab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vladislav Antonic

I forhold til skovsvineriet, er det noget der går mig meget på. Serbien har en smuk natur, men størstedelen af befolkningen er ligeglad med alt det skrald der flyder over alt. Du kan finde alt fra plastikposer til batterier i skovene og ikke mindst floderne der engang var så rene, at man kunne drikke vandet.

Misforstå mig ikke, det her sker i høj grad også i Bosnien, men det er den mentalitet der i Serbien også fører til den ignorance, at man ikke gider at gøre op med sin fortid.

I Serbien håber man STADIG på hjælp fra ''stormagten'' Rusland, der gang på gang har røvrendt dem.
Serbien SKAL fremad men det kræver altså en del af serberne selv.

Og så længe man bliver ved med at holde fast i ideologier som Milosevic's og Karadzic's, så kommer man ikke langt.

I Serbien tilbeder man nærmest stadig konger, der levede for flere hundrede år siden. Det er fint at kende sit lands historie, men hvs du begynder en diskussion med en i Serbien i forhold til krigen i Bosnien, vil personen næsten altid drage en parallel til Serbiens storhedstid under Dusan eller hvor stolt et folkefærd det var da de kæmpede mod osmannerne. Det Serbien der var dengang er ikke det samme der var under Milosevic og samarbejdede med Karadzic. For mig er både Milosevic og Karadzic forbrydere.

Som jeg skrev før, så har Serbien i min optik ikke altid været et primitivt land, men den politik og mentalitet man har ført siden 90'erne er helt hen i vejret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

lene johansen

Hvis nu vor ven - Jon W Leonon - havde undladt det der' W' i - sin signatur

ville det unægtelig have været mindre tydeligt at han ikke bare ønsker at misbruge afdøde beatle og rockidol - John Winston Lennons navn og ånd - det var såmen det hele

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Hej Vladislav Antonic.
Tak for dit indlæg. Jeg tror, den form for korruption og forskelsbehandling findes mange steder, f. eks. i Bulgarien og Rumænien, der blev medlemmer af EU i 2007.Det skulle ikke undre mig, om det var det samme i Italien. Og hvad med USA? Lige forkasteligt er det alle steder.

Jeg har arbejdet sammen med en anden Vladislav, en "halv" dansker og serber, som kunne fortælle nogle af de samme historier, som du kommer med. Men jeg mener bare, at man må give Serbien samme vilkår og imødekommenhed som resten af Balkan. Og så mangler vi Montenegro og FYROM.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vladislav Antonic

Michael Kongstad Nielsen.
Helt enig i, at man må give landet samme imødekommenhed og vilkår, men problemet (tror jeg) er også Serbiens gode forhold til Rusland. En del af de andre ''Øst-lande'' har haft dårligere oplevelser med landet.

Forstå mig ret, jeg ønsker Serbien såvel som Bosnien og Kroatien alt vel, men der er en række ting der skal være mere styr på. Man har på Balkan en generel tendens til at ''kaste bolden videre''.
Jeg ser gerne at man fra EU's side får mere indflydelse i Serbien og Bosnien. Lige nu synes jeg EU prøver at guide landene i den rigtige retning, og der har været store, men et eller andet sted også forståelige krav til Serbien. Serbisk godkendelse af Kosovo ser jeg dog som et for stort krav, men det er en anden side af sagen.

Der er en række ting serberne bliver nødt til at acceptere, før landet kan komme videre, og Serbien er ikke et specialtilfælde, hvilket det måske selv fremstiller det som.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Man skal lade være med hele tiden at blande Serbiens problem med at se sit eget ansvar i øjene med alle andre minoriteters tilsvarende problemer. Når det handler om ting som menneskerettigheder og manglende erkendelse så er der kun én der er ansvarlig og det er den pågældende nation og dets borgere selv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Men mennesketyper som ønsker at forhindre os i at tage menneskerettigheder seriøst - vil naturligvis altid pege på anden-parten

Dene type menneske vil hele tiden søge at flytte vores opmærksomhed væk fra det sted ugerningerne sker/skete og væk fra det egentlige problem. Denne typer menneske findes på både på den erklærede venstrefløj og den erklærede højrefløj og du vil typisk høre dem sige ting som:

Det var Sovejts skyld at Hitler kom til magten.

Det der er vestens skyld at Stalinismen opstod og myrdede millioner af mennesker.

Det var Sovejetkomminismens skyld at Salvador Alliende måtte afsættes.

Det er jødernes skyld at Hitler blev så morderisk.

Det er serbernes skyld at kroaterne blev morderiske nationalister

Det er vestens skyld at Milosovic blev morderisk nationalsocialist.

og havde vi grebet ind i Rwanda (hvad kun kunne gøres med USA) ville de typisk have sagt

Det er USA imperialirasmens skyld at Tutsierne fandt på at alle Hutuer burde myrdes.

Denne type menneske vil typisk altid forsøge at flytte ansvaret væk fra dem (den nation, det parti, den bevægelse) som har magten og rent faktisk begik og begår ugerningerne på det pågældende sted.

Bemærk - at kernen i denne mennesketypes argument er at det aldrig er bødlernes skyld - det er altid de andres - fejl!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Omend der er enkelte overnfor der er betydeligt længere ude på den glidebane.

Det er en glidebane argumentation, som når alt pilles væk ikke er andet end bare en anden form for politisk motioveret holocaust benægtelse

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Hansen

Nogle gange kommer jeg til at tænke på TV2 og sangen : "Det er samfundets skyld".

Pr. automatik indsættes i stedet for "samfundets" så f.eks. USA-NATO-Muslimer-Jøder-Kommunister-Nationalister; Alt afhængigt af afsenderen.

Lidt trivielt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nic Pedersen

"Jeg er ikke i tvivl om at du og of f.eks Cetkin også vil kunne forbrødre jer i den faste overbevisning at det var jøderne skyld at Hitler kom til magten. .."

Nu er jeg ikke i tvivl om at du trænger til at få dine piller, Robert!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Well Nic - du sagde selv at jeg ikke ramte skiven med et eneste skud.

Så tro mod mine principper så udvalge jeg så - helt tilfældigt selvsagt - bare et enkelt skud i rækken - der var jo ingen grund til at tage dem alle - og igrunden er der jo heller ikke synderlig forskel på dem.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen

Du burde tænke dig bedre om Nic. Gør en større indsat for at sætte dig i din modparts sted, opfat dem som rationelt tænkende individer som dig selv og læg så de der konspirationsteorier og den der ekstre enøjehed hvad angår USA lidt på hylden.

anbefalede denne kommentar